Denne artikel og indledning blev først
publiceret i Schiller Instituttets temahæfte nr. 8 i marts 2004.
Den kan
hentes, komplet med billeder, i pdf-format.
Den
danske hjælp til Schiller:
Hvordan en dansk markis de Posa og en dansk
Don Carlos reddede Friedrich Schiller
Af Tom Gillesberg
Efter Den amerikanske Revolution
(1776-1783) var blevet kronet med succes i form af USA's forfatning i 1789, og
Den franske Revolution (1789-1791) havde udviklet sig til et jakobinsk blodbad
fulgt af kaos og krig, arbejdede en gruppe af højtstående danskere energisk på
at redde Danmark fra en dobbelt fare: Kaos og anarki, som man havde fået det i
Frankrig, på den ene side; et tilbagefald til tyrannisk enevælde på den
anden.
Det projekt for at redde frihedspoeten
Friedrich Schiller og få ham til Danmark, som vi vil beskrive i denne artikel,
ledte til en omfattende brevveksling mellem Schiller og den danske prins
Frederik Christian af Augustenborg. Disse breve om menneskets æstetiske
opdragelse og den danske elites intensive engagement i Schillers ideer var i høj
grad medvirkende til at skabe en reform af det danske uddannelsessystem og en
opblomstring i det intellektuelle liv i Danmark - centreret omkring en
genoplivning af ideerne i den græske klassik, ideen om det Sande, det Skønne
og det Gode, og det heraf følgende positive menneskesyn.
Trods statsbankerotten i 1813 og det
smertelige tab af Norge oplevede vi i Danmark en renæssance, den såkaldte
Guldalder, fra 1800-tallets begyndelse, med en mangfoldighed af store ånder
indenfor kunst, filosofi og videnskab, alt imens det øvrige Europa sank ned i
en åndelig stenalder under Wienerkongressens tunge åg.
H.C. Andersens metaforiske eventyr, de
indsigtsfulde filosofiske skrifter fra Kierkegaards hånd, de græsk-inspirerede
statuer af Bertel Thorvaldsen, de fængslende malerier af C.A. Jensen,
Constantin Hansen og Kristian Købke, de humoristiske kompositioner af Frederik
Kuhlau, de yndefulde balletter af August Bournonville, Brønsteds genopdagelse
af det virkelige klassiske Grækenland, C.F. Hansens arkitektoniske mesterværker
og H.C. Ørsteds banebrydende videnskabelige opdagelser er blot nogle få
eksempler på Guldalderens overflod af menneskelig kreativitet og skaberkraft.
Denne artikel lader det danske
Guldaldereventyr begynde med historien om, hvorledes danske verdensborgere
frelste Friedrich Schiller fra en ulykkelig skæbne.
Der kommer en tid, hvor ethvert ungt menneske
må spørge sig selv: »Skal jeg handle ud fra de normer og værdier, jeg har fået
fra traditionen, min familie, min position og samfundet - nutidens aksiomatiske
grundsætninger - eller er der nogle højere principper, som nødvendiggør, at
jeg ikke blot dvask flyder med tidens strømninger?«
Spørgsmålet kunne også formuleres: »Skal
jeg gøre, hvad min tid og mine omgivelser kræver af mig, eller skal jeg handle
ud fra de kommende generationers behov?« Svaret afgør, om man vælger at være
en tragisk figur eller en ophøjet personlighed på verdenshistoriens skrå brædder.
I det følgende vil vi beskæftige os med en
konkret historisk begivenhed, hvor en stor tænker med et stort hjerte,
Friedrich Schiller (1759-1805), ved hjælp af sine magtfulde ideer var i stand
til at bevæge frugtbare sind og hjerter hos sin tids unge, og formå dem til at
droppe smålig, selvcentreret egoisme, og i stedet se sig selv som
verdensborgere. Denne ungdomsbevægelse, der var kaldet til handling af tidens
dramatiske omvæltninger og Schillers ideer, inspirerede andre jævnaldrende
unge og genvakte ungdommens brændende sandhedssøgen hos mange i den ældre
generation.
Vor tids politisk engagerede mennesker og
bekymrede medborgere vil i det følgende blive mindet om, at politiske mirakler
kun finder sted, hvis man bliver ved med at kæmpe for at uddanne, opløfte og
inspirere sig selv og sine medmennesker, uanset rang og status. Man må være
villig til, som De forenede Staters grundlæggere så smukt udtrykte det, at
dedikere sit liv, sin formue og sin ære til sikringen af de kommende
generationers vé og vel. Og de kommende generationer refererer ikke nødvendigvis
til ens egen familie, ens eget land eller ens egen tid. Som det bliver præsenteret
i Schillers skuespil Don Carlos, og genspejlet i denne historie fra det
virkelige liv, kan de handlinger i nuet, som har størst betydning for
menneskeheden, for vores land og vores nuværende og tilkommende familie,
sagtens ligge i et engagement i en international politisk forandring, som påvirker
fremtiden for os alle.
På menneskehedens vandring gennem årtusinderne
har der været mange mørke tidsaldre. Disse er blevet overvundet af små håndfulde
målbevidste mennesker, som satte sig for at skabe lys i mørket, en renæssance.
Og en sådan renæssance, den eneste redning for et ellers dekadent og
degenereret samfund, har aldrig været begrænset til en simpel genoplivning af
gamle skrifter og glemt kundskab. Den glemte kundskab må have nyt liv.
Individer må levendegøre den og forfine den.
Det krævede, og kræver, tilstedeværelsen af
et geni, der fra et højere standpunkt kan genskabe en forståelse af menneskets
sandere, dybere natur. En natur, der sjældent får udtryk i almindelige
menneskers normale dagligdags aktiviteter, men som findes i forestillingen om,
hvad menneskene kan og bør blive til. Geniet må være i stand til at fastholde
og videreudvikle dette positive ophøjede menneskesyn, uanset hvor skuffende og
frustrerende samtidens mennesker måtte optræde og handle. Med udbredelsen af
det positive menneskesyn forandres den sørgelige nutid til en bedre, lysere
fremtid. Friedrich Schiller var sin samtids enestående geni, som Lyndon
LaRouche er det for vor tid.
Det var lignende dybe overvejelser, der satte
scenen for de begivenheder i 1791, vi skal beskrive i det følgende. To højtstående
personer i det danske politiske liv, den fungerende konges svoger og
finansministeren, begge medlemmer af det danske statsråd, brød med traditionen
og omgivelsernes pres. De valgte bevidst at spendere en anseelig del af deres
formuer og sætte deres politiske positioner på spil for at støtte rebellen
Friedrich Schiller.
Den danske digter
I slutningen af 1780'erne kom den unge digter
Jens Baggesen (1764-1826) til København, fattig på guld, men rig på ånd. Han
blev hurtigt en yndet gæst i den tids fineste selskab: De sociale sammenkomster
hos finansminister grev Ernst Schimmelmann (1747-1831), medlem af statsrådet og
en af de rigeste personer i Det danske Kongerige. Det var grevinde Schimmelmann,
der arrangerede selskaberne, og hun kastede sig med stor iver over opgaven med
at hjælpe den unge danske poet, som tryllebandt selskabet med sine
entusiastiske oplæsninger. Og det er ved disse sammenkomster, at Baggesen møder
sin fremtidige velgører, Frederik Christian af Augustenborg, prins af Danmark
og arvehertug til Slesvig-Holsten. Efter sit giftermål med kronprins Frederiks
søster, Louisa Augusta, i 1786 var Frederik Christian, i en alder af bare 20 år,
trådt ind i det danske statsråd. På grund af kong Christian VII's sindssygdom
var kronprins Frederik landets faktiske regent, og prinsen af Augustenborg blev
den næsthøjeste rangeret i statsrådet.
Trods sin unge alder var Frederik Christian en
yderst belæst herre. Han var kun 13 år, da giftermålet med kronprinsens søster
blev arrangeret, og gennem hele sin tidlige ungdom kastede han sig med energisk
iver over al kundskab, der kunne blive nyttig i hans fremtidige virke for det
danske rige. Udover at tale og skrive flydende tysk, dansk og fransk, læste han
engelsk og latin, og mestrede en del italiensk. Han fik en omfattende skoling i
statskundskab, historie, jura, økonomi m.m., dels af privatlærere på slottet
i Augustenborg, dels under et studieophold i Leipzig. I 1788 blev Frederik
Christian så udnævnt til protektor for Københavns Universitet og indledte en
livslang kamp for at forbedre de højere uddannelser i Danmark.
For Frederik Christian af Augustenborg er Jens
Baggesen en talentfuld ung mand, der kan blive til god nytte for Danmark. Men
den unge digter er fysisk og psykisk slidt ned, så prinsen arrangerer et
statsbidrag på 800 rigsdaler, så Baggesen kan tage på en større
udlandsrejse, slappe af og få helbredet bragt i orden igen.
I 1790 er den 26-årige Baggesen i Schweiz.
Her gør han ivrigt kur til Sophie von Haller, barnebarn af den berømte
forfatter Haller, og under kurmageriet falder han over Schillers skuespil Don
Carlos. Baggesen har selvfølgelig læst andre tidligere værker af
Schiller, men Don Carlos gør et særligt dybt indtryk, og han bliver en
begejstret Schiller-fan. »Schiller er uden tvivl den fremste blandt
Shakespeare-sønnerne - Josef blandt sine dramatiske brødre«1,
skriver han i sin dagbog.
I Schillers drama forsøger den unge fritænker
markis de Posa at mobilisere sin barndomsven, den spanske kronprins Don Carlos,
til at forlade sit fædreland og kæmpe for Flanderns frihed - en tydelig
reference til de mange unge europæere, der forlod Europa for at deltage i den
amerikanske befrielseskrig og rejse »frihedens tempel« på den anden side af
Atlanterhavet. Det er i Don Carlos, vi finder markis de Posas berømte,
storladne appel til kong Phillip om at tillade tros- og tankefrihed. Netop, hvad
alle datidens frihedselskende europæere håbede for deres egne kongeriger: At
de ville blive omdannet til moderne, frie stater, hvor man kunne tænke og tale
frit.
Da Den franske Revolution brød ud i 1789, græd
Europas unge af glæde. Nu skulle det amerikanske mirakel gentages i Europa -
troede og håbede man. Senere græd man af rædsel, da håbet blev gjort
frygteligt til skamme under det jakobinske terrorregime.
Ved alle sociale lejligheder læste Baggesen
op af Don Carlos. Og dramaet var ham en stor hjælp i kurmageriet, for
Sophie så markis de Posas »ædle gestalt« i den unge danske digter. Baggesen
får sin Sophie - med lidt hjælp fra grev Schimmelmann, der indvilger i at
garantere Sophie en enkepension. Det havde Sophies far forlangt for at give sin
datter til en fattig digter.
På turen tilbage til Danmark besøger de
nygifte først den tyske Shakespeare-oversætter og digter Christoph Martin
Wieland (1733-1813), inden de tilbringer et par uger i Jena hos Wielands svigersøn,
Kant-professoren Carl Leonhard Reinhold (1777-1851), en god ven til Schiller.
Reinhold arrangerer et besøg hos Schiller. Desværre lider den store digter af
en gevaldig tandpine, så besøget bliver kort. Ikke desto mindre styrker det
Baggesen i sin beslutning om, at Schiller er et enestående geni, der på alle måder
må støttes.
Den 31-årige Schiller, der 9 måneder
forinden var blevet gift med Charlotte von Lengefeld, led af alvorlige kroniske
helbredsproblemer. I halvandet år havde han været professor ved universitet i
Jena, og han havde da også fået den fine titel af hofråd. Desværre fulgtes
de fine titler ikke af en løn, han kunne leve af. I sin professorstilling, hvor
han holdt flere udødelige forelæsninger, som f.eks. »Hvad er, og hvorfor
studerer man universalhistorie?«, som stadig studeres den dag i dag, modtog
han sølle 200 thalers om året, rundt regnet en sjettedel af det, der behøvedes,
for at han kunne forsørge sin familie.
Schiller var derfor tvunget til at arbejde dag
og nat. Han producerede et utal af skrifter, der blev solgt for at brødføde
digteren og hans familie. Men trods sin heroiske indsats var han ved at tabe
kampen. Hans helbred svækkedes lige så hurtigt, som gælden voksede. Don
Carlos' stolte fader, som inspirerede unge over hele Europa til at kæmpe
for frihed og genskabe den nyligt vundne amerikanske frihed overalt i verden,
var ved at lide samme sørgelige skæbne, som håbene om en fri fransk republik
led i den efterfølgende tid.
Da Baggesen holder sit indtog i København, er
han blevet en »Schiller-aktivist«. Overalt hvor han kommer, snakker han om
Schiller, Schiller og Schiller. Uheldigvis er hans velgører, Frederik
Christian, ikke just Schiller-fan. Baggesen fortæller selv: »Prinsen af
Augustenborg var forudindtaget mod Schiller og mente slet ikke, at han havde
geni. Med meget besvær fik jeg i stand, at han tillod mig at læse Don
Carlos højt for ham. »Jeg tvivler meget på«, sagde han, »at vi vil læse
bogen til ende; men - da De har væddet på det« - Jeg læste. Jeg havde på
forhånd krævet, at han i det mindste måtte høre første akt til ende. Han
blev revet fuldstændigt med - jeg læste ikke blot Don Carlos færdig -
men dagen efter, da jeg skulle læse igen, havde han i løbet af natten læst
resten. Nu kunne han de fremste scener udenad. Så læste vi alt, vi havde af
Schiller igen og igen. Hvad er mere naturligt? Hvilke salige stunder har ikke Don
Carlos, Historien om Nederlandenes Frafald osv. fremtryllet for os!«2
Frederik Christian, der, som andre unge, havde
grædt af glæde ved nyheden om Den franske Revolution i sommeren 17893,
blev rekrutteret til Schiller-projektet. Baggesen skriver til Reinhold: »Hvis
ikke vi kan vinde denne prins for os, så kan alle Posa'er i det nuværende og
kommende århundrede godt begive sig til galehuset; for en sjæl som hans
gentager naturen sjældent blandt millioner, og måske aldrig blandt hundreder.
- Men hvornår var verdensborgeren, der ihærdigt elsker frihed og lighed,
oplysning og lykke for alle mennesker, veltilpas ved et hof?«4
Gennem denne opdagelsesrejse ind i Schillers
skrifter, genspejlet i lyset fra Don Carlos, omdannes forholdet mellem
Frederik Christian og Baggesen, fra et forhold mellem en fyrste og en fattig
digter til et venskab, inspireret af det tilsvarende mellem Don Carlos og markis
de Posa. De to har forskellig social rang, men som frihedselskende mennesker,
der er fast besluttet for at handle til menneskehedens bedste, er de ligeværdige.
I sommeren 1791 tager Frederik Christian
sammen med sin hustru på et kurophold i Karlsbad, blandt andet i håb om at træffe
Schiller. Denne havde meddelt, at han også vil tage på kur i Karlsbad, men er
endnu ikke ankommet, da Frederik Christrian når frem. Men prinsen møder flere
af Schillers venner, heriblandt Dora Stock, hvis søster er gift med Schillers
gode ven Körner. Der opstår mange intense diskussioner om Schiller, hans
ideer, og hans sørgelige helbredsmæssige og økonomiske omstændigheder. På
vej hjem til Danmark besøger Frederik Christian så Jena, men uheldigvis er
Schiller netop rejst, med kurs mod Karlsbad. I stedet for at møde digteren
personligt, bliver prinsen under tre møder med Reinhold grundigt sat ind i alle
detaljer angående Schillers situation.
Sørgefesten
I mellemtiden har Baggesen vakt ægteparret
Schimmelmanns begejstring for Schiller. Det begyndte med en uskyldig
sommerudflugt til Schimmelmanns sommersted i Hellebæk. Greveparret havde
inviteret Baggesen og Sofie samt grevindens svoger Schubart, der var Danmarks
gensandt i Haag, og dennes kone. Baggesen blev bedt om at forberede nogle oplæsninger
i tilfælde af dårligt vejr. Dagen inden udflugten nåede den sørgelige nyhed
imidlertid København, at den store tyske digter Friedrich Schiller var afgået
ved døden. Baggesen var totalt knust, men i sin rastløse sorg overtalte han
Schimmelmann til at gennemføre udflugten alligevel - nu som en sørgefest for
Schiller.
I tre dage fejrede de tre ægtepar (selvfølgelig
med hjælp fra tjenestefolk) Schiller. Gennem tårer af sorg og glæde oplæste
de dele af Don Carlos og andre af hans skuespil, reciterede Schillers
digte og diskuterede hans opløftende filosofi. Baggesen havde arrangeret en
overraskelse som festens højdepunkt. Da de sang Schillers digt »Ode an die
Freude«, Hymne til Glæden, lød pludseligt musikinstrumenter, og
tjenestefolkenes børn kom dansende, klædt som yndefulde græske gratier.
Baggesen havde tilføjet et ekstra vers til Schillers digt:
Unser todte Freund soll leben!
Alle Freunde
stimmet ein!
Und sein Geist
soll uns unschweben
hier in Hellas
Himmelhain.
Tutissimi. Jede
Hand emporgehoben!
Schwört bei
diesem freien Wein:
Seinem Geiste
treu zu sein
Bis zum
Wiedersehn dort oben!5
På dansk (egen oversættelse):
Vores døde ven skal leve!
Alle venner stemme i!
Og hans ånd skal os omsvæve
her i Hellas himmerige.
Alle: Hver en hånd som er opløftet!
Sværger ved den frie vin:
Tro at være mod hans ånd
til vi atter ses deroppe!
Efter de tre dages sørgefest skrev Baggesen
et brev til Reinhold, i hvilket han, blandt sorgfulde ord om Schiller, fortalte
i detaljer om sørgefesten. Rystet skrev Reinhold tilbage, at Schiller endnu
ikke er død, blot syg og bekymret. Ingen medicin har kunnet forbedre hans
tilstand.
Ifølge Reinhold, var beskrivelsen af sørgefesten
i Hellebæk faktisk den eneste opmuntring og kilde til glæde og lindring, den
store digter havde oplevet i meget lang tid. Schiller var blevet meget bevæget,
da han hørte, at så fornemme folk så langt borte, var så begejstrede for
hans ideer. Og det havde givet ham ny energi til at fortsætte kampen. Men han
var stadig meget syg og i en håbløs situation.
En plan sættes i værk
Ved modtagelsen af brevet i København,
skrider Baggesen og Augustenborg til handling med en plan, der har simret et
stykke tid. Schiller må reddes. Hvis ingen af hans egne landsmænd er villige
til at hjælpe ham, så må verdensborgere udefra træde hjælpende til. Denne
ledestjerne for menneskeheden må ikke gå tabt. Frederik Christian tænkte
endda videre: Hvis Schillers landsmænd ikke forstår at påskønne hans geni,
hvorfor skulle han så blive der? Hvorfor skulle han ikke komme til Danmark? Så
skulle han nok se til, at Schiller kunne genvinde sit kostbare helbred.
Når først Schiller er bosat i Danmark, hvad
kan man så ikke udrette? Prinsen har i sit eget hjerte og sind følt den enorme
kraft i Schillers ideer. Hvad nu hvis Schiller bliver det intellektuelle
samlingspunkt i København? Er der en bedre måde, at omdanne et enevældigt
Danmark til en moderne nation, som reflekterer de høje principper, der er
udtrykt i De forenede Staters forfatning?
Frederik Christian af Augustenborg sender brev
til Schiller. Efterfølgende skriver prinsen til sin søster: »Jeg vil lade
Schillers digt [Die Künstler] afskrive til dig… I dag om otte
dage venter jeg svar fra ham på invitationen, der er sendt til ham, om at komme
til Danmark og her pleje sin sundhed i uforstyrret ro.«6
Selv om Frederik Christian brændende ønsker,
at Schiller skal komme til Danmark, er han meget påpasselig med ikke lade det
stå som en egoistisk betingelse for den hjælp, han tilbyder ham. »Men vi
er ikke så småligt egennyttige at gøre denne ændring i Deres opholdssted til
en betingelse. Det overlader vi til Deres eget frie valg. Vi ønsker, at
menneskeheden skal beholde en af sine lærere, og dette ønske må gå frem for
alle andre betragtninger«, står der i brevet til Schiller.
Prinsen har truffet sin beslutning. Schiller
skal hjælpes, men spørgsmålet er hvordan. Normalt ville en person, der var værdig
til at få understøttelse, blive støttet af den danske stat. Frederik
Christian ville så gå til kronprinsen og argumentere for, hvorfor det er
vigtigt og nødvendigt. Men det er helt utænkeligt i denne sag. For det første
er Schiller ikke dansk, og i kølvandet på den såkaldte »tyskerfejde« i København
i 1789 var det let at falde i folkets unåde, hvis man fremstod som alt for »tyskervenlig«.
For det andet er Schiller i manges øjne en farlig revolutionær, og efter Den
franske Revolution betragtede man sådanne revolutionære personligheder som en
dødelig trussel mod et enevældigt monarki som det danske (af samme årsag blev
ingen af Schillers skuespil opført i Danmark før 1817. Det første var Marie
Stuart. Røverne blev først opført i 1823 og Don Carlos i
1831. Man sagde åbent, at det skyldtes Schillers farlige revolutionære ideer).
Selv om Frederik Christian havde en høj
position og var en hårdtarbejdende tjener for den danske stat, havde han ikke
nogen privat formue af betydning. Efter giftermålet med prinsesse Louise
Augusta, var de nødt til at flytte ind hos kronprins Frederik på
Christiansborg. Frederik Christian havde simpelthen ikke midlerne til at
opretholde en selvstændig husholdning i København. Kronprinsen måtte endda
betale lønningerne for sin søsters tjenestefolk, så hun kunne leve standsmæssigt.
Prins Frederik Christian kan altså ikke på
egen hånd klare at finansiere Schiller. Han og Baggesen må få andre med i
projektet. De bliver hurtigt enige om en indlysende kandidat; en person, der både
moralsk og finansielt er velkvalificeret til at deltage i projektet: Deres gode
ven greve Ernst Schimmelmann. Nok er Schimmelmann både greve og finansminister,
men han er også en veluddannet humanist, filantrop og forkæmper for det almene
vel. Han var en af nøglepersonerne i ophævelsen af stavnsbåndet og forbuddet
mod slavehandel (vel at mærke som den største slaveejer på de
Dansk-vestindiske Øer. En ubehagelig arv fra faderen, han var glad for at
slippe af med). Men Schimmelmann er også en loyal undersåt til kronprins
Frederik og bange for at fremstå som en revolutionær og en tyskerven, hvilket
utvivlsomt vil underminere hans position ved hoffet og hos folket. Så kan
Schillers venner få Schimmelmann med i projektet?
Frederik Christian skriver til Baggesen: »Efter
grundige overvejelser mener jeg, at det er bedst, hvis De Baggesen vil være
Schillers fortaler i det schimmelmannske hus. Schiller må sikres en sådan
indkomst, at han kun behøver at udføre et rimeligt stykke arbejde dagligt for
at have sit udkomme. Jeg ser ingen mulighed for, at netop nu at give ham en
offentlig stilling, staten kan altså intet bidrage; hvad der sker, må ske
gennem privatpersoner. Vil Schimmelmann for en bestemt årrække bidrage med
noget årligt? Det er spørgsmålet, som jeg ønsker, De får svar på.«7
Baggesen arbejder hårdt for at få hvervet
Schimmelmann, men beklager i et brev til Frederik Christian den 11. november,
hvor umulig opgaven virker. Han har allerede mindst 20 gange nævnt Schillers
umulige omstændigheder, og alt greveparret gjorde, var at fortælle, hvor dårlige
tiderne var, og hvorledes de, af den årsag, var tvunget til at holde igen med
udgifterne. »Jeg venter på en belejlig dag, hvor jeg kan få Schimmelmann
med på i det mindste at stå for halvdelen - for at få noget gjort ved sagen.
Hos hende [grevinden -red.] er der intet at gøre. Hun finder, at alle nødlidende
her i landet må hjælpes først«.8
Grevinden vil ikke støtte Schiller, da han er
en udlænding, og Schimmelmann er, udover at beklage sig over det økonomiske,
bange for de politiske konsekvenser, hvis han deltager i projektet. På trods af
disse vanskeligheder, lykkes det Baggesen, med sin unge entusiastiske ihærdighed,
at opløfte greveparret til at medvirke i det vigtige projekt. Schimmelmann går
med til at finansiere halvdelen af underholdet til Schiller, på betingelse af
at hans identitet ikke bliver røbet.9 (Trods deres oprindelige tøven
blev greveparret nære personlige venner med Schiller-familien for resten af
livet. Schimmelmann blev tilmed gudfader for Schillers anden søn Ernst. Alt,
der blev publiceret fra Schillers hånd, blev sendt til greveparret, og
grevinden takker hver gang med et personligt brev til Schiller eller hans kone
Charlotte. Denne korrespondance fortsatte efter Schillers død i 1805, hvorefter
Schimmelmann sendte en årlig støtte til Charlotte på 300 thaler.)
Den 27. november 1791 kan det historiske brev
fra Frederik Christian og Schimmelmann sendes til Friedrich Schiller:
To venner, der som verdensborgere er
knyttede til hinanden, sender Dem denne skrivelse, ædle mand! De kender dem
ikke, men begge ærer og elsker Dem. Begge beundrer Deres genis høje flugt, som
har stemplet forskellige af Deres nyere værker som de mest ophøjede af alle
menneskelige. I disse værker fandt de den tænkemåde, det sind, den
begejstring, som knyttede deres venskabsbånd, og vænnede sig, da de læste
dem, til den ide, at betragte forfatteren af disse som et medlem af deres
venskabsforbund. Stor var derfor også deres sorg, da de hørte nyheden om hans
død, og de udgød ikke færrest tårer blandt det store antal af gode
mennesker, der kendte og elskede ham.
Denne levende interesse, som De, ædle og højtærede
mand, indgiver os, værger os imod, at De skulle anse os for at være ubeskedne
og påtrængende. Den må fjerne enhver misforståelse af hensigten med dette
brev. Vi affatter det med den ærbødige tilbageholdenhed, som Deres finfølelse
afføder os. Vi ville i så henseende endogså nære bekymring, når vi ikke
vidste, at der også er sat en vis grænse for ædle og fintdannede sjæles dyd,
som det ikke går an at overskride, uden at fornuften modsætter sig det.
Deres sundhed, som er blevet ødelagt af
alt for stor anstrengelse og arbejde, fordrer, har man fortalt os, at få
absolut hvile et stykke tid, så den kan genskabes, og så den fare, der truer
deres liv, kan afværges. Alene Deres omstændigheder, Deres nuværende skæbne,
forhindrer Dem i, at underkaste Dem denne hvileperiode. Vil De unde os den glæde,
at gøre dette muligt for Dem? Vi tilbyder Dem de næste tre år en årlig gave
på et tusinde thaler.
Tag imod dette tilbud, ædle mand! Lad ikke
synet af vore titler forlede Dem til at afslå det. Vi ved disses værd. Vi
kender ingen anden stolthed end den at være menneske og borger i den store
republik, hvis grænser omfatter mere end enkelte generationers liv og mere end
en klodes grænser. De har her kun mennesker, Deres brødre foran Dem, ikke
indbildte stormænd, som ved en sådan anvendelse af deres rigdomme kun nyder en
noget ædlere slags hovmod.
Det afhænger af Dem, hvor De vil nyde
denne ro. Her hos os ville De ikke savne tilfredsstillelse for Deres sjæls
behov i en hovedstad, der både er regeringssæde og en stor handelsplads, og
har meget kostbare bogsamlinger. Højagtelse og venskab fra mange sider ville
konkurrere om at gøre Deres ophold i Danmark så behageligt som muligt, for vi
er ikke de eneste her, der kender og elsker Dem. Og hvis De, når Deres sundhed
igen er tilbage, skulle ønske at få en statsansættelse, så ville det ikke
falde os svært at opfylde dette ønske.
Men vi er ikke så småligt egennyttige at
gøre denne ændring i Deres opholdssted til en betingelse. Det overlader vi til
Deres eget frie valg. Vi ønsker, at menneskeheden skal beholde en af sine lærere,
og dette ønske må gå frem for alle andre betragtninger.
København den 27. november, 1791
Frederik Christian, prins af
Slesvig-Holsten
Ernst Schimmelmann10
Schiller blev tilbudt en årlig understøttelse
på 1000 thaler, en understøttelse, som vil sætte ham i stand til mageligt at
brødføde sig selv og sin familie. Det blev tilbudt uden nogen form for
betingelser i tre år. Alt Schiller skal gøre, er at genvinde sin sundhed. Han
kan anvende pengene og sin tid, som han finder bedst. Men han får også
tilbuddet om at komme til København med det samme, genvinde sin sundhed i Københavns
behagelige omgivelser, og efter de første tre år få en fast statsansættelse
med en god løn.
Dette bliver tilbudt Schiller, ikke som velgørenhed
fra et par rige danskere, der har ondt af en fattig digter, men som et indskud
fra to danske borgere »i den store republik«. De så det selv som deres bidrag
til verdens og menneskehedens opblomstring, hvor Schillers geni har sin egen
helt unikke rolle. Frederik Christian håber så også, at Schiller kan komme
med det afgørende anstød, der vil omdanne Danmark fra et enevældigt monarki
til en moderne nation; et hjemsted for frihed og fornuft.
Schillers svar
I et brev til Jens Baggesen, han skriver tre
dage efter, at han har modtaget det storslåede tilbud, beskriver Schiller det
overvældende brev, han just har modtaget, og den enorme betydning, det har for
ham og hans mission:
Jena den 16. december 91.
Hvordan skal jeg begynde, min dyrebare og højt
skattede ven, at beskrive de følelser, der siden modtagelsen af det brev er
blevet levende i mig? Så bedøvet og overrasket, som jeg blev over indholdet og
stadigt er det, kan De ikke forvente meget sammenhængende fra mig. Mit hjerte
alene kan stadig tale, men selv det finder kun dårlig støtte i et hoved, der
er så sygt, som mit stadigt er det. Et hjerte som Deres, kan jeg ikke belønne
smukkere, for den kærlighedsfulde andel som det har i min sjæls skæbne, end når
den stolte glæde, som Deres fortræffelige venners ædle og enestående måde
at handle på må tilstå det, ophøjes til den sødeste glæde, ved den
lykkelige overbevisning om fuldkomment at have gennemført det velgørende formål.
Ja, min dyrebare ven, jeg tager imod
tilbuddet fra prinsen af H. og grev S. med taknemmeligt hjerte - ikke, fordi den
smukke måde, hvorpå det blev gjort, overvinder alle mine betænkeligheder, men
fordi en forpligtelse, der er hævet over enhver mulig betænkelighed, byder mig
det. At yde og være alt, som jeg med de til mig tildelte kræfter kan yde og være,
er for mig den højeste og mest uundværlige af alle pligter. Men mine ydre omstændigheder
har desværre indtil nu gjort det umuligt, og kun en fjern og stadig uvis
fremtid giver mig større forhåbninger. Den storslåede bistand fra Deres ophøjede
venner sætter mig på en gang i stand til, at udfolde alt, der ligger i mig, gøre
mig til det, som jeg kan blive til - hvordan kan jeg være i tvivl om hvad jeg
skal vælge? ...
[Schiller forklarer i det følgende udførligt
om de store kvaler han pga. sin uafklarede økonomiske situation har måttet
gennemlide i de sidste 10 år, og den ubeskrivelige glæde og taknemmelighed han
derfor føler over det indtrufne. -red.]
Tilgiv mig, dyrebare ven, denne udførlighed
om mig selv; jeg vil derved blot sætte Dem i stand til at forestille Dem det
indtryk, som prinsens og grevens ædelmodige tilbud har gjort på mig. Jeg ser
mig derved pludselig sat i stand til at realisere den plan for mig selv, som min
fantasi i sine lykkeligste stunder forudbestemte. Jeg opnår endelig den længe
og hedt begærede åndens frihed, det fuldkommen frie valg for mit virke. Jeg får
ledige stunder, og gennem dem vil jeg måske generobre min mistede sundhed; og
hvis ikke, så vil sindets nedtrykthed for fremtiden ikke længere give næring
til min sygdom. Jeg ser lyst på fremtiden - og selv om det skulle vise sig, at
mine forventninger til mig selv blot var yndige illusioner, hvormed min kuede
stolthed hævnede sig på skæbnen, så skal det i det mindste ikke skorte på
min udholdenhed for at retfærdiggøre de forhåbninger, som to af dette århundredes
fortræffelige borgere har sat til mig. Da min skæbne ikke tillader mig at
virke velgørende på samme måde som dem, så vil jeg dog forsøge det på den
eneste måde, som er mig tilstået - og måtte det frø, som de såede, folde
sig ud i mig til en smuk blomst for menneskeheden.11
Schiller slutter brevet med at beklage, at han
ikke kan opfylde Baggesens ønske om, at han kommer til København. Hans helbred
tillader det ikke, og af samme årsag regner han med at tilbringe sommeren i
Karlsbad. Han har også stadig sine forpligtelser ved universitetet. Men han håber
snart at kunne komme til København, og møde disse fantastiske mennesker, der
har gjort så meget for ham.
Den 19. december 1791 sender Schiller så sit
svar til Frederik Christian af Augustenborg og grev Ernst Schimmelmann. Han
skriver:
Tillad, I mest tilbedelsesværdige, at jeg
sammenfatter to ædle navne i ét, nemlig i dét, som De selv i hensynet til mig
har forenet Dem i. Anledningen til, at jeg tager mig denne frihed, er allerede i
sig selv en så overraskende undtagelse fra alt almindeligt, at jeg må frygte,
at jeg skulle komme til at nedværdige det rent ideale forhold, hvorunder De har
henvendt Dem til mig, gennem enhver hensyntagen til tilfældige forskelle.
På et tidspunkt, da resterne af en sygdom
ombølgede min sjæl og truede mig med en dyster og sørgelig fremtid, rækker
De mig, som to beskyttende genier, en hånd fra skyerne. Det storsindede tilbud,
som De kommer med, opfylder ja overgår mine dristigste ønsker. Den måde, De gør
det på, befrier mig for frygten for at vise mig uværdig til Deres godhed, idet
jeg accepterer dette bevis om det. Jeg måtte rødme, hvis jeg ved et sådant
tilbud kunne tænke på andet end på den skønne humanitet, som det udspringer
fra, og på den moralske hensigt, som det skal tjene. Sådan som De giver - rent
og ædelt - mener jeg at kunne modtage. Deres hensigt med dette er at fremme det
gode; hvis jeg kunne føle skam over noget, så var det, at De har taget fejl
mht. redskabet i den forbindelse. Men den bevæggrund, med hvilken jeg tillader
mig at tage imod det, retfærdiggør mig over for mig selv og lader mig - selv i
den højeste forpligtelses lænker - fremstå for Dem med følelsens fuldstændige
frihed. Ikke over for Dem, men over for menneskeheden skal jeg afdrage min
skyld. Dette er det fælles alter, hvorpå De nedlægger Deres gave og jeg min
tak. Jeg ved, I meget ærede, at kun overbevisningen om at være forstået af
mig, fuldender Deres tilfredshed; derfor og kun derfor tillod jeg mig at sige
dette.
Men den nære deltagelse, som en alt for
partisk velvilje over for mig har ved Deres storsindede beslutning, det fortrin,
som De frem for så mange andre tildeler mig, at forestille Dem mig som værktøj
for Deres skønne hensigt, den godhed hvormed De stiger ned til en for Dem så
fremmed Verdensborgers små behov, pålægger mig over for Dem de mest
personlige pligter og iblander min ærefrygt og beundring den inderligste kærligheds
følelser. Hvor stolt gør De mig, at De forestiller Dem mig i et forbund, som
det ædleste af alle formål helliger, nemlig entusiasmen for det gode, for det
store og skønne har forbundet. Men hvor langt er den begejstring, som ytrer sig
i handlinger, ophøjet over den, som må begrænse sig til at have vakt
handlinger. At udruste sandhed og dyd med den sejrende kraft, hvormed de
underkaster sig hjerter, er alt hvad filosoffen og den fremstillende kunstner
formår - hvor meget anderledes er det at realisere begges idealer i et skønt
liv. Jeg må her svare Dem med ordene, hvormed han affærdiger en kunstners
stolthed: »De har gjort, hvad jeg blot kunne male!«
Men selv om jeg skulle kunne glemme, at det
er mig, der er genstand for Deres godhed, at det er Dem, jeg skylder den skønne
udsigt til fuldendelsen af mine skitser, så ville der alligevel i mig blive en
meget stor forbindtlighed mod Dem tilbage. En fremtoning, som De var for mig,
genopretter troen på den rene og ædle menneskehed, en tro, som så talrige
eksempler på det modsatte nedslår i den virkelige verden. Usigelig vellyst er
det for meneskehedens maler i det virkelige liv at møde træk af det billede,
som lyser klart i hans indre og må ligge til grund for hans skildringer. Men
jeg føler, hvor meget jeg mister ved at tage den store forbindtlighed på mig,
som De pålægger mig. Jeg mister via den søde frihed, det er at give min
beundring udtryk og at forherlige en så uegennyttig og skøn adfærd med en
lige så uegennyttig følelse.
Muligheden for at fremstille den som person
for Dem, som De har forpligtet så dybt, vil blive resultatet af Deres
storsindede understøttelse. Via denne vil jeg se mig i stand til efterhånden
at genvinde mit helbred og at udholde en rejses besværligheder og skiftet i
levemåde og klima. For øjeblikket er jeg stadigvæk udsat for tilbagefald til
en sygdom, som forringer nydelsen for mig ved de reneste livsglæder, og som kun
meget langsomt - ligesom den kom - vil kunne bringes til ophør. Blandt de mange
afsavn, som De pådrager mig, er dette ikke et af de ringeste, nemlig at De
udskyder det lykkelige tidspunkt, hvor syn og omgang vil knytte mig med tusind
ubrydelige bånd til to hjerter, som allerede nu - ligesom guddommen - henrykker
fra det usynlige fjerne, og ligesom denne er uopnåelig for min tak. At leve i
denne skønne fremtid og ile forud for dette tidspunkt med sine ønsker og drømme
vil indtil da være den kæreste beskæftigelse for Deres dybt forpligtede og
evigt taknemmelige
Friedrich Schiller12
Schillers danske eftermæle
Schiller lever op til sit løfte. I løbet af
de næste seks år (den oprindelige støtte til Schiller bliver forlænget
yderligere tre år. Den sidste pengeoverførsel finder sted i november 1796),
hvor han er finansieret af Frederik Christian og Schimmelmann, genvinder han
ganske vist ikke fuldt sit helbred, men så meget desto mere sit poetiske og
filosofiske geni. Han når aldrig til Danmark, men i februar 1793 skriver
Schiller det første af en række breve til prins Frederik Christian, der, brev
for brev, cirkulerer i hele den danske elite.
Brevene tager udgangspunkt i den fejlslagne
franske revolution, hvor de store forhåbninger er endt i et bestialsk blodbad.
Schiller skriver, at »et stort øjeblik fandt et fordærvet folk« og at årsagen
til den franske katastrofe er at finde i de franske hjerter, ikke i de
veluddannede, oplyste hoveder.
Derfor er medicinen, der kan sikre en mere
lykkelig udgang på senere revolutioner her i Europa, menneskenes æstetiske
opdragelse. Der må vækkes en trang i hjerterne efter det sande, det skønne og
det gode. Det er, for digteren Schiller, kunstens formål. Borgerne må også
uddannes ved at leve sig ind i den klassisk-græske filosofiske og politiske
verden, vænne sig til at leve og virke med udgangspunkt i hele menneskeheden og
i hele dens historie. Oplysningstidens kynisme må erstattes af græsk
idealisme. Sådan lægges grunden for fremtidig succes.
I en renæssance, som den efterfølgende
danske guldalder, søger de ledende personer at genoplive og forbedre det sande,
det skønne og det gode fra tidligere tider, i deres kamp for det almene vel -
med en ungdommelig, idealistisk tro på det gode i mennesket, og det positive
bidrag vi hver for sig kan yde.
Ideerne, der bliver udviklet i Schillers breve
til prins Frederik Christian, bliver siden omskrevet og publiceret som Schillers
afhandling: »Om Menneskets Æstetiske Opdragelse«. Andre dele af
diskussionen i brevene genspejles i andre af Schillers æstetiske skrifter, som
f.eks.: »Om Faren ved æstetiske vaner«, »Om skønhedens nødvendige
begrænsning, specielt når det gælder filosofiske sandheder«, »Om det
ophøjede«, »Tanker over brugen af det gemene og nedrige i kunsten«
og »Om det Naive«.13
I sidste øjeblik fik en svækket Schiller hjælp
fra Jens Baggesen, prins Frederik Christian af Augustenborg og greve Ernst
Schimmelmann. Han blev bevaret som en lærer for menneskeheden. I slutningen af
1791 skriver Schiller til sin gode ven Körner: »Nu har jeg endelig mulighed
for at lære og for at samle og arbejde for evigheden.«14
Trods sit dårlige helbred, har Schiller endnu
14 meget produktive år til gode, inden han i 1805 dør alt for tidligt, 45 år
gammel. Foruden sine æstetiske skrifter, var han i stand til at skrive
dramatiske mesterværker som »Wallenstein«, »Maria Stuart«, »Jomfruen
fra Orleans« og »Wilhelm Tell«, digte som »Dykkeren« og
»Ibykus' Traner« og mange andre smukke poetiske værker. Værker, der både
på tysk og i dansk oversættelse, fandt et stort og trofast publikum i alle
dele af det danske rige.
Tænk, hvor meget fattigere vi ville have været,
hvis ikke hjælpen fra Danmark var nået frem i tide!
Fodnoter:
1. Schiller und
der Herzog von Augustenburg in Briefen. Mit Erläuterungen von Hans Schulz.
Jena
, 1905, s.
6.
2. Ibid
s. 9-10.
3. Ibid
s. 10.
4. Ibid
s. 10.
5. Ibid
s. 18.
6. Briefwechsel
des Herzogs Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg
mit König Friedrich VI von Dänemark. Herausgegeben von Hans Schulz, Leipzig,
1908, s. 34.
7. Timoleon und
Immanuel. Dokumente einer Freundschaft. Briefwechsel zwischen Friedrich
Christian zu Schleswig-Holstein und Jens Baggesen. Herausgegeben
von Hans Schulz. Leipzig, 1910, s. 69.
8. Ibid s. 70.
9. Schillers gode ven Körner, som ikke var
informeret om, at bidragsydernes identitet skulle holdes hemmeligt, fortæller
pressen den glade nyhed. Frederik Christian kan derfor, til sin store
overraskelse, læse om tilbuddet til Schiller i de tyske aviser samtidigt med,
at han får Schillers svar. Da Schiller bliver klar over brøleren, skynder han
sig at skrive til Baggesen, og beder ham beklage det skete og undskylde mange
gange. Det gør Baggesen med stor succes. Det hjælper nok også, at
offentligheden tog godt imod nyheden, om prinsens og grevens hjælp til
Schiller.
10. Schiller
und der Herzog von Augustenburg in Briefen. Mit Erläuterungen von Hans Schulz. Jena,
1905, s. 24-26.
11. Ibid s. 34-38 (vi takker Per Friedrichsen
for hjælp til oversættelse -red.).
12. Ibid s. 41-44 (oversat af Per
Friedrichsen).
13. Ibid s. 138-139.
14. Ibid s. 33.
|