|
|
|
”Alternativ energi”
er intet alternativ
Tom Gillesberg
Formand for Schiller Instituttet i Danmark
Nogle vil måske spørge, hvorfor vi skal have kernekraft og ikke blot bruge de såkaldte »alternative« energikilder som vindmøller, solfangere og bølgeanlæg, hvor vi jo her i Danmark er langt fremme. Svaret er, at det er for ineffektivt og dyrt.
Ethanoltilsætning til benzinen, der netop nu promoveres ligeså intensivt, som man i sin tid promoverede »alternativ energi«, har pga. sin lave energitæthed samme problem. Produktionen af ethanol kræver mere energi og rent vand, end man får tilbage, når man brænder den af. Den vil desuden beslaglægge store landbrugsarealer, der er bedre anvendt på produktion af mad til de her på jorden, der ikke går mæt i seng hver dag.
Ethanoltilsætning til benzinen kan ligesom »alternativ energi« ikke tilvejebringe den fornødne billige energi til at brødføde 7 milliarder mennesker med en moderne levestandard. Hvis vi i Danmark havde eksporteret flydende kernekraftværker, som en del af et globalt industrielt opbygningsprogram – i stedet for vindmøller – havde vi i dag, 27 år senere, besejret fattigdommen i Den tredje Verden. Med satsningen på vedvarende energi og »tilpasset teknologi« er Afrika og Sydamerika derimod langt fattigere i dag, end de var i 1970’erne.
Vi må stoppe den teknologiske apartheid, og give alle lande muligheden for at høste frugterne af det sidste århundredes teknologiske fremskridt, inklusive brugen af kernekraft. Kun derigennem kan vi sikre en verden med økonomisk retfærdighed og udvikling, uden kaos, terror og krig.
|
|