Tom Gillesberg
Formand for Schiller Instituttet i Danmark

Uge for uge er der stadig større dele af finansverden, der har erkendt, hvad LaRouche og Schiller Instituttet længe har advaret om: At verdens finanssystem er blevet et stort spekulationscirkus baseret på principperne fra kædebreve og pyramidespil. Priserne på boliger, aktier, råvarer m.v. er steget år for år, ikke fordi der er blevet tilført investeringer, så de giver et større afkast, men udelukkende fordi køberne forventer, at de senere vil kunne sælge med gevinst. Priserne er ikke sat ud fra brugsværdien men ud fra spekulationsværdien.
Så længe musikken spiller, og der fortsat er købere, der er villige til at betale en højere pris, bliver alle rigere på papiret, da boligerne, aktierne og råvarerne »er mere værd«. Ejerne gør derfor ofte som de danske boligejere, der låner penge til forbrug, nu hvor de »er kommet til penge«. Det øgede forbrug sætter gang i økonomien, som vi ser det her i Danmark, hvor der ikke bare bygges nyt, udskiftes vinduer, køkkener og opsættes altaner, men også sælges biler, rejser og sommerhuse som aldrig før. Den øgede aktivitet sætter økonomien i hurtigere omdrejninger, og de 60.000 industriarbejdspladser der er forsvundet i dansk industri, opvejes af en kraftigt stigende servicesektor.
Denne udvikling følger nøje det mønster, LaRouche har fastlagt i beskrivelsen af en typisk kollapsfunktion (se side 10). En finansboble lever af, at der hele tiden kan overføres ressourcer fra »den fysiske del« af økonomien. Som når vi danskere bruger en faldende del af vores indkomst på mad og i stedet bruger pengene på stigende boligudgifter, eller når et samfund investerer mindre i infrastruktur, skoler og hospitaler, så der, i hvert fald på kort sigt, er mere for finansspekulanterne at gøre godt med.
Problemet kommer, når boblen ikke længere kan vokse. Så stagnerer den ikke bare, for spekulanterne har ingen interesse i at fastholde deres investering. De skal ud af boblen og helst før alle de andre. Investorerne som ankom til biografen i god ro og orden, vil nu pludseligt alle ud på samme tid. Så kollapser boblen, og alle de der troede sig rige, fordi deres bolig, aktier eller andre investeringer var steget i værdi, er pludselig blevet langt fattigere, eller tilmed ruineret, hvis de investerede for lånte penge. Så risikerer samfundet, ligesom efter børskrakket i 1929, en økonomisk depression.
Verdens centralbanker og finansinteresser har længe holdt pyramidespillet i gang, ved ukritisk at låne gigantiske pengemængder ud til spekulanter, der så har tjent store penge på de stigende priser på aktier, obligationer, boliger, råvarer etc. Spekulanter, der i stigende grad har været i såkaldte hedgefonde, de private kapitalfonde der for det meste holder til i skatteskjul på Cayman Islands eller lignende steder, langt væk fra lands lov og ret, og generende spørgsmål fra skatte- og finansmyndigheder. Fonde som f.eks. George Soros’ Quantum Fond, der gjorde hedgefondene kendte, da han tjente en milliard på kollapset af det britiske pund i 1992.
Verdens omkring 6000 hedgefonde består primært af indskud fra private rigmænd, der ikke er tilfreds med de afkast, man normalt kan få på sine investeringer, men i stigende grad investerer offentlige investorer, som ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond,
i kapitalfonde i jagt på større profit. Og bag hedge- og kapitalfonde står der altid banker som långivere. Som man så det ved overtagelsen af TDC, investerer kapitalfonde med lånte penge. De fem kapitalfonde der opkøbte TDC havde kun en lille del af pengene selv, resten lånte de, og på lignende måde investerer hedgefondene i høj grad med lånte penge. Man »gearer« investeringerne. Når man f.eks. spekulerer i råvarer, aktier, obligationer eller de senere års nye finansdille derivater, så foregår det mange gange med 20 lånte dollars for hver dollar man har selv. Har man en milliard, kan man altså spekulere for tyve.
På den måde kan man, så længe boblen vokser, tjene rigtig mange penge, rigtigt hurtigt. En del af gevinsten skal selvfølgelig betales som rente, til de banker man lånte penge af, men når renten er lav og der er rigeligt med penge i markedet, er det ikke det store problem. En stadig større del af verdens penge suges ind i disse finansielle investeringer. Hvem gider investere i industri og få 2-12% afkast, når man fra hedgefonde kan tjene 20-40% om året. År efter år er de finansielle investeringer vokset, og træerne tilsyneladende vokset ind i himlen. Nu er ballet så bare ved at være forbi.
Verdens centralbanker er, som LaRouches kollapsfunktion forudsagde det, fanget i en dobbelt knibe. Den lave rente og den rigelige kredit har skabt en hyperinflation på finansmarkederne, der truer med at slå over i økonomien som helhed. Olie- og råstofprisernes stigning har i 2006 været på samme kurve, som man så i Weimar-Tyskland i 1923. Derfor må man, for at bremse hyperinflation i pengesystemet, hæve renten og stoppe den likviditet finansboblerne lever på. Hæver man renten og stopper spekulanternes adgang til billige penge, kollapser boligboblen, aktieboblen, råstofboblen etc. Og sidst men ikke mindst: Der vil være store hedgefonde, der går konkurs og kan sætte en dominoeffekt i gang, når de ikke længere kan leve op til deres forpligtelser. Både gennem at banker taber penge de har lånt til hedgefondene, og vi taler om milliarder af dollars, men også gennem et kollaps i den globale derivathandel.
Det er et valg mellem pest og kolera. I begge tilfælde vil verden gå ind i et ukontrolleret økonomisk sammenbrud. Det er årsagen til at LaRouche og Schiller Instituttet insisterer på at vælge en tredje vej og sætte systemet under konkursbehandling. Det nuværende globale finanssystem, IMF-systemet, må omformes til et Nyt Bretton Woods-finanssystem. Mange finansielle værdier må afskrives, men der vil være et stabilt system til at sikre den fysiske varehandel, som verden er afhængig af, og rammer indenfor hvilke, der kan skabes langfristede kreditter til lav rente for den globale økonomiske genopbygning. Gennem fysisk økonomisk opbygning skaber vi økonomisk vækst, der ikke er baseret på bobleøkonomi, men på at investeringerne giver os et øget fysisk overskud at gøre godt med. Vi er i stand til at brødføde flere mennesker og give dem en højere levestandard. Det er hvad økonomi egentlig går ud på.

Klik på billedet for stort billede

I Løbet af hele 2005 steg futuremarkedets priser på en kurv af 14 af de mest anvendte råvarer 27%. I løbet af første kvartal 2006 steg de samme råvarer, hvad der svarer til en årlig vækstrate på 122%. Alene i løbet af de første 20 dage af april måned var de steget så kraftigt, at selv uden ekstra stigninger i april svarede det til en årlig vækstrate på 528%.
Denne stigning i væksten på priserne er det der kendetegner overgangen til den form for hyper­inflation, som fandt sted i Tyskland under sommeren og efteråret 1923.
De 14 råvarer i kurven er: Brent råolie, propan (gas), benzin, HDPE (plast), zink, kobber, aluminium, tin, bly, nikkel, platin, guld, sølv og palladium.

Pengeseddel fra Weimar-Tyskland i 1923. Efterhånden som priserne steg måtte man tilføje ekstra nuller på pengesedlerne, for at kunne følge med.