Tom Gillesberg
Formand for Schiller Instituttet i Danmark

»Den globale handel med sofistikerede finanspapirer – de såkaldte derivater – er eksploderet, men politikerne taler ikke om det, selv om spekulation i derivater i værste fald kan udløse nye finansielle krak« skrev Bjarke Møller i artiklen »Dannevirke er faldet« i Politiken 2. maj. »Aldrig nogensinde før har handlen med fordringer på fremtidens finansielle værdier været så stor – i forhold til det man i gamle dage kaldte realøkonomien. Måske er det i dag vigtigere at diskutere derivatregler end at føre valgkamp om job på danske slagterier?«, mente han.
Men ikke alle danske politikere har fortiet truslen fra den globale derivathandel. Tom Gillesberg stillede i november måneds kommunalvalg op som overborgmesterkandidat for partilisten Schiller Instituttets Venner. Hans valgplakat (se side 2) blev hængt op overalt i det storkøbenhavnske område. Det fik dagbladet BT til at udnævne plakaten til valgets »mest kiksede«, for ifølge B.T. var der ingen der viste, hvad »derivater« eller »Bretton Woods« var for noget. Her følger så en kort forklaring.
Den underliggende krise i finanssystemet, der udløste børskrakket i oktober 1987, og som truede med at udløse en verdensomspændende depression, i lighed med den der fulgte den sorte mandag i 1929, blev »løst« af den nytiltrådte chef for den amerikanske føderalbank, Alan Greenspan (problemet blev selvfølgelig bare udskudt til i dag, hvor det vender tilbage med renters rente). Greenspan forhindrede fortsat krise på finansmarkederne gennem at tilføre markedet rigelige mængder finansiel likviditet fra seddelpressen, og gennem udbredelsen af det mest »potente« og farlige økonomiske redskab til dags dato: Finansielle derivater.
Derivater er navngivet fra det engelske ord »derivatives« der betyder »afledede«, idet derivater ikke er normale værdipapirer som f.eks. aktier og obligationer, hvor man ejer eller har en fordring på noget. Derivater er i stedet væddemål mellem aktører på finansmarkedet, hvor den ene part skal udbetale et beløb til en anden, hvis man har gættet rigtigt, på hvilken udvikling der fandt sted. Det kan f.eks. være svinepriser der falder, en
valuta der svækkes, eller en rentesats der stiger.
Forløberne til derivater var »futures« og »optioner«, der udbredtes efter at Bretton Woods-systemets faste valutakurser og forordninger, i 1971 blev afløst af flydende, markedsbestemte kurser. De flydende valutakurser betød usikkerhed for f.eks. industri, landbrug og handelsfirmaer, der handlede med udlandet. Derfor opfandt man finansielle redskaber som »futures«, hvor man kunne sælge eller købe fremtidig valuta til en fastsat pris. Så vidste man, hvad man havde at regne med. Senere opstod »optioner«, hvor man købte muligheden til at købe og sælge valuta, obligationer eller andet i fremtiden. Så behøvede man ikke at sælge, men havde en option som en forsikring, i tilfælde af ubehagelige prisforandringer. Disse futures, optioner m.v. begyndte som »forsikringer«, men blev hurtigt spekulationsobjekter man investerede i, på lige fod med valutaer, råstoffer osv.
Efter børskrakket i 1987 blev der så tilføjet mange nye friske finansielle instrumenter, som blev kaldt derivater. Banker og finansinstitutioner kunne gennem brug af derivater som »forsikringspolicer« og »risikospredning« frigøre kapital, som man kunne bruge til investeringer eller spekulation. Man kunne tegne derivater, der spekulerede i den fremtidige renteudvikling, kurserne på aktier, obligationer, valutaer, råstoffer etc. I USA skete det bl.a. ved udstedelsen af derivater fra de halvoffentlige amerikanske realkreditinstitutioner »Fannie May« og »Freddie Mac«, der i dag holder derivatkontrakter på astronomiske beløb.
Mængden af derivater i det internationale finanssystem er vokset eksponentielt og har været en kilde til risikovillig kapital og likviditet på finansmarkederne. I dag er mængden af gældsforpligtelser i form af derivater vurderet til 2 millioner milliarder dollars (ca. 50 gange verdens samlede bruttonationalprodukt), mange, mange gange større end den samlede værdi af verdens værdipapirer (aktier, obligationer etc.), der igen langt overgår de fysiske værdier, de hviler på. En stor del af derivatmarkedet er ikke som normale værdipapirer underlagt offentligt overopsyn og kontrol. Man ved derfor ikke, hvem der har hvilke derivater, før den dag regnskabet skal gøres op.
En enkelt spiller på derivatmarkedet kan derfor sagtens samle mange derivatkontrakter på sig, der betaler gode regelmæssige afkast i form af risikopræmier, men den dag regnskabet skal gøres op, være bankerot. Han vil så trække andre »sunde« banker og investorer, der tror de har afdækket de værste risici, med sig i fallitten.