Økonomi er en fysisk proces. Energiforsyningen er en helt vital del af et moderne samfund, og den må og skal være i konstant udvikling, for at samfundet kan fungere på længere sigt.
Vi mennesker er ikke ligesom dyr dømt til at tilpasse os vore omgivelser for at overleve. Vi gør det stik modsatte: nemlig at tilpasse omgivelserne til vore behov. Igennem vores unikke evne til at forstå stadig større dele af universet og dets vidundere, har vi igennem hele vores historie langsomt men sikkert brugt naturen til vores fordel. Det er naturligt for os. Sådan er vi skabt, og sådan bliver vi nødt til at gøre for at overleve.
Desværre har de sidste fyrre års historie budt på et lidt andet menneskesyn her i den vestlige verden. Hvad der burde være vores store velsignelse er i stedet blevet prædiket som vores forbandelse. Fremskridt er ikke nogen selvfølge mere, og vi har bevidst fravalgt den teknologi, der skulle sikre vores fremtid.
Der er ikke noget, der har lidt hårdere under denne vrangvendte selvforståelse end kernekraft. Mod­standen i store dele af den vestlige verden grænser nærmest til det religiøst fanatiske, der er renset for alt fornuft og åbenhed. De fleste mennesker ved ikke meget om kernekraft andet end de skøre dommedagsforestillinger, de er blevet tvangsfodret med igennem medierne og desværre også vores uddannelsessystem.
Det er på tide, at vi vågner op og spørger os selv, hvorfor vi skal sige nej til en højteknologisk, supereffektiv, ren og 100% sikker energiforsyning, og i stedet trækkes rundt med århundrede gamle teknologier som kul, olie, naturgaskraftværker og vindmøller.
Når vi en gang i den meget nære fremtid vågner op fra vores anti-industrielle døs og skal til at genopbygge et industrisamfund på ruinerne fra det globaliserede spekulationscirkus, vi er så dybt begravede i nu, har vi brug for at opgradere vores energiforsyning til noget, der kan klare fremtidens behov. Nye former for kernekraft er ikke blot egnede til at sikre en overgang til den fusionsdrevne økonomi, men er også optimale til opbygning af det, vi kalder udviklingslande, der desværre er blevet nægtet disse muligheder alt for længe.
Det reaktordesign vi foreslår, at Danmark skal benytte, er den såkaldte »Pebble Bed Modular Reactor« (PBMR), der allerede blev udtænkt i 1950’erne i Tyskland, som en revolutionærende måde at fremstille absolut sikre og meget effektive kernekraftværker i alle størrelser.
Det revolutionerende ved dette design er, at brændslet er små kugler, der er støbt ind i moderatoren, så det tilsammen danner en kugle på størrelse med en tennisbold. Reaktoren består af tusindvis af disse små kugler, og de passerer ind og ud i en jævn strøm, så det hele tiden er muligt at holde brændslet frisk og undgå de uproduktive »udskiftningsperioder« på omkring fyrre dage, som man kender det fra konventionelle værker. Hver gang en kugle passerer ud af reaktoren, afgøres det, om den kan indsættes i processen igen, eller om den har opbrugt sin levetid og skal oplagres.

Russisk design for et flydende atomkraftværk, som kan sejles ud til hele verden - ideel til udviklingsområder, der desperat har brug for billig og ren energi. I 1979 foreslog LaRouche-bevægelsen i Danmark et dansk/svensk projekt for bygningen af flydende kernekraftværker.

I stedet for vand som drivmiddel til turbinerne, benyttes her helium, hvilket har mange fordele: Da helium er en ædelgas, vil den umuliggøre enhver form for brand i selve reaktoren, og ligeledes er den umodtagelig for radioaktiv forurening, skulle et udslip af gassen forekomme. Desuden vil reaktoren kunne arbejde ved en meget højere temperatur, hvilket forøger effektiviteten, og en dampeksplosion som i Tjernobyl kan ikke forekomme.
Den helt fundamentale fordel ved dette design er, at en nedsmeltning simpelthen er en fysisk umulighed. Skulle strømmen af helium f.eks. ophøre, vil temperaturen i reaktoren stige lidt og derefter stabilisere sig på et uskadelig leje helt uden indgreb udefra. Måden hvorpå brændselskugler er designet på, gør at den kritiske masse aldrig nogensinde vil kunne opnås. Det kan også siges mere enkelt: hvad er risikoen for, at det stykke papir, du læser af nu, pludselig eksploderer? Risikoen er nul, for de fysiske principper, der styrer papirets tilstand, tillader simpelthen ikke dette!
I modsætningen til konventionelle kernekraftværker, kræver dette design ikke megen plads. Det optimale er at bygge dem i mindre mo­duler, så de kan placeres tæt på området, hvor energien skal benyttes. Efterhånden som behovet stiger, kan man nemt tilslutte ekstra moduler. Ligesom at sætte legoklodser sammen.
Dette er specielt en fordel i u-lande, hvor behovet umiddelbart ikke er så stort, og hvor elnettet ikke med det samme kan klare en stor kapacitet over store afstande.
Desuden er der heller ikke behov for store kølesystemer, så et modul kan placeres alle steder, ikke blot ved havet eller store floder, som vi hidtil har set.
Overskudsvarmen, der bliver produceret, er også ideel til afsaltning af vand og åbner dermed helt nye muligheder for de stadig flere områder i verden, hvor der er mangel på ferskvand.
Billig energi og rent vand er det fysiske grundlag for ethvert samfund og dermed også nøglen til at løse mange af vore andre problemer her på jorden.
Da dette design kom frem, blev det med det samme anset for at være svaret på de problemer, som kendetegnede ældre kraftværker. Tyskland forbedrede konstruktionen i mange år og testede endda et scenario, som tidligere kunne have ledt til en nedsmeltning, og beviste derved påstanden om den revolutionerende sikkerhed. Desværre gik det for programmet som så mange andre højteknologiske projektor her i Vesten: de blev simpelthen lukket ned politisk. Man ville meget hellere have et post-industrielt globalt kasino i stedet for at sikre livsgrundlaget for fremtidige generationer.
Heldigvis er det dog ikke alle lande på kloden, der har mistet alle visioner og har valgt at leve i »nuet«. Lande som Kina, Japan og Sydafrika tog med begejstring imod dette design og er i skrivende stund ved at lægge den sidste hånd på de første operationelle kraftværker af denne type. Især Kina har netop løftet sløret for overordentligt ambitiøse planer om at bruge dette design og lignende til indenfor årtier at producere mængder af energi, der næsten overgår den samlede energiproduktion fra alle verdens atomkraftværker tilsammen.
Kunne dette ikke være en mulighed for en stadig højtuddannet dansk arbejdsstyrke? Skulle vi ikke forsøge at få lidt liv i vores stolte skibsbyggertradition, inden den forsvinder helt? I januar 1979 foreslog LaRouche­bevægelsen i Danmark i programmet »Nuplexbyen – Fra Atommash til Ørestad« et dansk/svensk projekt for bygningen af flydende kernekraftværker på bla. B&W, Helsingør Stålskibsværft og værftet i Nakskov. I dag er disse værfter og deres produktionskapacitet en saga blot og de gode, velbetalte arbejdspladser forsvundet. Skal vi ikke gøre noget, før det sidste store skibsværft i Danmark, Lindøværftet, også lukker og slukker? Vindmølleindustrien kunne også omstilles til at være underleverandører til kenekraftsproduktion.
Flydende kernekraftværker er ideelle til at sejle ud til udviklingsområder, der desperat har brug for billig og ren energi. Dette ville være en glimrende mulighed for ikke blot at redde Danmarks snart forliste industri, men også at opgradere den og den danske arbejdsstyrke til det højere niveau, det kræver at bygge kernekraftværker.
Mange vil nok sige, at hvis man eksporterer kernekraft, er det fuldstændig det samme som at give ustabile lande verden over kernevåben. »Bare se på Iran – man ved aldrig, hvad de kan finde på«.
Nogle vil måske kunne huske et program, der fungerede under Eisenhower og Kennedy, som hed »atoms for peace« eller »atomer for fred«, der netop gik ud på dette. Teknologier blev glædeligt delt med lande, der skrev under på, at de ville benytte dem til fredelige civile programmer. Dette er også kendt som »ikke-spredningsaftalen«. Idéen var, at man gennem fredeligt samarbejde og gensidig økonomisk udvikling ville skabe stabilitet og fred. Den idé er stadig god!
Skal vi ikke også være med, hvor det sker? Skal vi ikke begejstre os selv og andre med videnskab og teknologi, der tegner en lys fremtid for os alle? Bør elektromagnetismens eget hjemland ikke bidrage med andet og mere end forhistoriske vindmøller, boligbobler og medløben på den »uundgåelige« globalisering?

»Pebble Bed Modular Reaktor« (PBMR)

Den helt fundamentale fordel ved PBMR’s design er, at en nedsmeltning simpelthen er en fysisk umulighed. Måden, hvorpå brændsels­kuglerne er designet på, gør, at den kritiske masse aldrig nogensinde vil kunne opnås. Skulle strømmen af helium f.eks. ophøre, vil temperaturen i reaktoren stige lidt og derefter stabilisere sig på et uskadelig leje helt uden indgreb udefra.

Afrikas eneste atomkraftværk, Koeberg-kraftværket på Den atlantiske Kyst ved Capetown, Sydafrika. Her vil Sydafrika bygge en PBMR-reaktor.

De revolutionerende brændsels-elementer i en PBMR-reaktor, små kugler af uran-235 og thorium støbt ind i moderatoren, så det tilsammen danner en kugle på størrelse med en tennisbold.

PBMR-reaktorens brændsel består af tusindvis af kugler, som passerer ind og ud i en jævn strøm. Her er et alternativt design, hvor opvarmet vand driver turbinen.