Lyndon H. LaRouche jr.
Præsident for Schiller Instituttet internationalt
Oversat af Poul E. Rasmussen
Den 29. maj holdt den fhv. demokratiske præsidentkandidat og økonom Lyndon LaRouche (billedet til højre) en forelæsning på Frankfurt Universitet. Mere end 100 økonomer og akademikere, som har studeret under vejledning af professor Wilhelm Hankel (billedet til venstre), fhv. chefrådgiver for Tysklands vigtigste økonomiske genopbygningsinstitution efter 2. Verdenskrig Kreditanstalt für Wiederaufbau, var mødt op. Prof. Hankel præsenterede LaRouche som »en amerikansk legende«, og efter forelæsningen fulgte en livlig diskussion. Mange var på forhånd velbekendte med LaRouches økonomiske tanker og politiske skrifter, takket være prof. Hankels forelæsninger. Det følgende er en redigeret udgave af Lyndon LaRouches forelæsning:
Tak for invitationen.
Til at begynde med vil jeg gerne beskrive den udvikling, der netop nu er i gang i USA, og som ikke kun har betydning for USA, men for verden som helhed. Jeg er med hjælp fra vore venner og politiske allierede i Den amerikanske Kongres involveret i at få en lovgivning skubbet igennem kongressen, som indeholder en bred reform af den type, som er nødvendig for at redde USA fra det, der tegner sig til at blive et omfattende økonomisk sammenbrud. Et sådant politisk skifte i USA vil også fungere som en løftestang for lignende indgreb i samarbejde med Europa og andre dele af verden. I særdeleshed hvad angår situationen her i Tyskland.
Forslaget går i sin enkelthed ud på følgende: Vi har store dele af den amerikanske automobilindustri, som over de kommende 24 måneder har udsigt til at blive lukket ned. I lighed med forholdene her i Tyskland, er den amerikanske automobilindustri den største koncentration af designkapacitet for værktøjsmaskiner i økonomien som helhed. Sammen med luft- og rumfartsindustrierne udgør automobilindustrien den største koncentration af drivkraft for udviklingen af værkstøjsmaskiner. Hvis vi derfor tillod, at denne industri, eller to tredjedele af den, lukkes ned, ville USA for evigt miste den yderst vigtige designkapacitet, som en organiseret genopbygning af den amerikanske økonomi netop vil være afhængig af.
Det betyder følgende: Mit lovforslag (se The U.S. Economic Recovery Act of 2006 på www.larouchepac.com), som er blevet modtaget med kyshånd af en række kongresmedlemmer, der til gengæld har lovet at støtte det, hvis det rette kongresmedlem introducerer forslaget, går ud på følgende: Den amerikanske Regering skal, med forbillede i Franklin D. Roosevelt og med loven i hånd, midlertidigt overtage de dele af den amerikanske automobilindustri, som ellers er dømt til nedlæggelse. Efterfølgende, vil vi anvende den drivkraft for udviklingen af værkstøjsmaskiner, som ligger i automobilindustrien, til at producere andre ting udover biler.
For eksempel: Vi har behov for et jernbanenet. Det har vi ødelagt i USA, og derfor må det genopbygges. Der er vort flodsystem med sluser og dæmninger, ja alle vore vandveje som helhed, der nu er gamle, forfaldne og i opløsning. Vi har en elektricitetskrise uden lige. De kraftværker, som ikke er blevet udskiftet de seneste 40 år, er nu slidt ned og ved helt at forsvinde. Så vi har altså alle disse desperate behov for det, man kalder infrastruktur, grundlæggende økonomisk infrastruktur. Ved at tage de omtalte ressourcer i anvendelse til at sætte gang i et genopbygningsprogram, hvilket ville tage form som et ekstra produktionsprogram, kunne det bringe os derhen, hvor vi kunne få økonomien som helhed til at vokse.
Vækstpotentiale
Dette kaldes et »vækstpotentiale«. I er sandsynligvis vel bekendte med det forhold, at i en økonomi i sammenbrud, hvilket er gældende for økonomierne i Vest- og Centraleuropa samt USA, er det ikke tilstrækkeligt blot at øge beskæftigelsen – som I ved fra europæiske studier, virker det ikke. Man bliver nødt til at fremskaffe produktiv beskæftigelse, som skaber reel økonomisk vækst, som det blev gjort her i Tyskland under ledelse af min herværende kollega [prof. Hankel] i Kreditanstalt für Wiederaufbau. Det væsentligste var den regenererende evne til stadig større produktion.
Som vi forsøger at formulere det i lovforslaget, ville det fungere på følgende måde: Jeg har foreslået, at vi udvider de amerikanske ingeniørtropper med seks divisioner. Disse ville blive en drivkraft for mange af projekterne, som kræver anlægsarbejder af den type, som ingeniørtropper tager sig af. USA har en tradition for fredstidsudnyttelse af militærets ingeniørtropper til en lang række anlægsprojekter i stor skala. Og efter min mening er det en bedre militærpolitik end alternativet. I særdeleshed i disse dage.
Men der vil komme mere til. En stor det af arbejdet vil have behov for udnyttelse af de produkter, der kommer fra de omlagte dele af automobilindustrien. Hertil skal lægges ungdomsorganisationen AmeriCorps, som faktisk blev sat i værk under præsident Clinton. Målet var at inddrage unge, som ellers ville stå overfor en elendig skæbne, beskæftige dem og indlemme dem i uddannelsesprogrammer, som ville give dem muligheden for at blive en del af fremtiden. Vi bør udvide AmeriCorps. Og sammen med ingeniørtropperne ville vi have en regeringssponseret sektion til at iværksætte de væksttiltag, som drivkraften fra en omlagt værktøjsmaskinindustri vil gøre mulig.
Karakteren i det hele vil naturligvis være Det amerikanske System for nationaløkonomi, som sjældent bliver korrekt forstået i Europa. Men Det amerikanske System for nationaløkonomi adskiller sig fra alle andre forfatningsmæssige systemer i verden. Vi har ikke noget pengesystem, selv om vi somme tider lader som om, vi har det. Vi har et nationalt kreditsystem. Og det var kendt i Tyskland gennem Friedrich List, for eksempel. Det indebærer, at den føderale regering har monopol på magten til at trykke penge. Udstedelsen af penge skal autoriseres af Kongressen, nærmere bestemt Repræsentanternes Hus, før de går i trykken. Autorisationen af trykning af penge er ikke blot udstedelsen af penge; det er skabelsen af statskreditter, som kan udlånes gennem et reguleret banksystem for at levere kredit til både offentlige formål og private tiltag, som anses for værende vigtige for nationen. Det betyder, at USA, i modsætning til Europa, som domineres af centralbanksystemer, har sin egen autoritet til at skabe sit eget kreditsystem som sådan. Det betyder naturligvis, at vi i relation til et fremtidigt Europa vil gå tilbage til noget, der ligner det Bretton Woods-system med faste valutakurser, som var en forudsætning for den store genopbygning i tiden efter den 2. Verdenskrig.
Det er altså det generelle billede – at skabe en lovgivning, der har til hensigt at anvende magten bag de føderale kreditter til at finansiere både overtagelsen og udvidelsen af ellers tabte dele af produktionsapparatet; at engagere militærets ingeniørtropper til deres egentlige formål, herunder national sikkerhed, naturkatastrofer m.v., men også for floder, havne og lignende. Og samtidig, som Clintons lovgivning også gjorde det, inddrage storbyungdommen, der ellers vil stå med et forspildt liv, i ekstra beskæftigelse og uddannelse. Med denne form for udvidelse af produktionen kan vi, som vi gjorde det med CCC’erne i 1930’erne, absorbere dem i en proces af beskæftigelse, uddannelse og personlig udvikling. Ved at gøre det på denne måde, ville det skabe den tilstrækkelige margen af produktionsstigning, der skal til for at bringe den amerikanske fysiske økonomi til at give overskud.
De fleste af detaljerne i den reform, det lovforslag, jeg her beskriver, er allerede blevet offentliggjort i USA, eller vil meget snart blive det. Vi arbejder stadig på detaljerne i lovgivningen sammen med specialister. Måden, man gør det på, er ved at tage et lovudkast, som bliver til egentligt lovforslag ved hjælp af eksperter og en gennemarbejdelse af de enkelte specifikationer. Det sker lige nu. Og efterhånden som processen modnes, vil det blive offentliggjort internationalt af os og andre, for det har endnu et formål.
Vi har nået et punkt, hvor hele det internationale finans- og betalingssystem i sin nuværende form er i færd med at bryde sammen. Det er ikke nødvendigt med et kollaps, men med den nuværende kurs, vil vi komme til at opleve et. Så der er to formål: 1) At forsøge at afværge et kollaps, og 2) hvis det finder sted, hvordan håndterer man så et sådant sammenbrud, når det har fundet sted. Lovforslaget opfylder begge formål. Men, som jeg sagde, mister vi værktøjsmaskinesektoren i den amerikanske økonomi, bliver en økonomisk genopbygning meget vanskelig.
Forskellen mellem Europa og USA
Hvad angår forskellen mellem Europa og USA, så tog vi det problem under behandling under præsident Roosevelt og i tiden efter Roosevelt. Mens de europæiske systemer er monetære systemer, ikke statskreditsystemer, og parlamentariske systemer i deres natur har en tendens til at gå i den retning, så blev genopbygningen i efterkrigstiden håndteret gennem Bretton Woods-systemet, hvor USA med sit forråd af statskreditter var i stand til at indgå langtidsaftaler med Europa og andre dele af verden, udstrække amerikansk kredit, der så blev drivkraften for udstedelsen af kreditter til genopbygningen af for eksempel Europa. Og det er måden, vi vil takle det på.
Efter min mening er de europæiske regeringer, grundet deres nuværende sammensætning, ikke lovmæssigt parate til at iværksætte de reformer, der er påkrævet. Men skulle USA påtage sig sin rette rolle i denne sammenhæng, med udgangspunkt i erfaringerne fra tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig, så vil en sådan genopbygning i USA udløse en proces af kreditskabelse via internationale traktater.
Lad mig forklare, hvad det er, jeg mener: Vi har nået punkt, hvor i særdeleshed Tysklands naturlige skæbne i dag afhænger af udviklingen af en ny tilgang til hele Eurasiens økonomi. Der er over en milliard, nok 1,4 milliard mennesker i Kina. Vi har over en milliard i Indien. I modsætning til den almindelige ønsketænkning er Kina ikke just et sikkert sted for tiden, fordi Kina på baggrund af et billigt arbejdsmarked har engageret sig i en produktion af varer til verdensmarkedet, især USA og Europa. Hvis de europæiske økonomier brød sammen, ville det betyde en katastrofe for Kina. Indien har opnået en betydelig fremgang i samme retning: Det har over en milliard mennesker, hvoraf 70 procent er lige så ludfattige som førhen. Der er mange problemer. Så skulle økonomierne i Europa og USA bryde sammen, ville det medføre en katastrofe i Indien – ja i hele Asien.
Det afslører, at trods den fremgang, der er opnået i Indien og Kina for eksempel, har vi en desperat situation i verden, hvor man bliver nødt til at foretage fundamentale og vidtgående forandringer, der vil sætte landene i Asien i stand til at håndtere deres egne problemer.
Vi har en opsætning i Europa, der passer til det: Der er Vesteuropa, især Centraleuropa med relationer til Rusland. Og Rusland er omdrejningspunktet, der forbinder Europa til Asien. De enorme uudnyttede forekomster af naturressourcer, der ligger i Rusland, er afgørende for udviklingen af Asien. Det kræver, at et omfattende udviklingsprogram internt i Rusland tilknyttes de øvrige programmer. Vi må nemlig udvikle effektive forbindelser og langtrækkende aftaler med områder som Kina, Indien osv. Der skal etableres programmer, langtidskontrakter, langtrækkende investeringsaftaler, og vi må få »sat gang i« Europa, som man siger, så det kan påtage sig rollen med at udvikle og levere ny teknologi, hvor I [europæere] hjælper til med udviklingen af Asien over de kommende 30 til 50 år.
Den amerikanske regering er klar til forandringer
Hidtil under min præsentation har I sikkert spurgt jer selv: »Jamen, hvad med den nuværende amerikanske regering? Hvad med den nuværende præsident og vicepræsident?« Det er ikke noget, jeg har tænkt mig at ignorere. Faktisk, er jeg en del af en proces, der forsøger at frembringe en hurtig forandring i den situation.
Vi har en vicepræsident, hvis popularitet hos befolkningen ligger under 10 procent, vi har en præsident, hvis popularitet ligger under 20 procent. Vi har en vicepræsident, der i sagen om afsløringen af ambassadør Wilsons kones identitet står anklaget for at have begået en forbrydelse. Motivet for denne forbrydelse er nu sluppet ud. Og da I kender en smule til retsvæsen ved I, at domfældelse i en sag afhænger af, om man kan bevise for dommer og jury, at der fandtes et motiv for den forbrydelse, der blev begået. Og nu er motivet for forbrydelsen blevet fremlagt i retten. Det siger ikke noget konkret om, hvordan eller hvornår Cheney går af, men pointen er, at vi befinder os i en situation, hvor det er sandsynligt, at Blairs regering i Storbritannien, den franske regering og nogle andre regeringer – den amerikanske regering – er moden til forandringer, meget pludselige, meget dramatiske forandringer, sandsynligvis i den allernærmeste fremtid.
Samtidig er drivkraften bag forandringerne en erkendelse af, at vi befinder os i den værste finanskrise i nyere tid. Den kan løses. Men i dens nuværende form er den ekstremt farlig. Vi lever i en periode med en inflation, der kan sammenlignes med den, Tyskland oplevede i andet halvår af 1923. Hvis man ser på de vigtigste råvarer, olie, metaller osv., har vi en dobbeltsidet proces, som har været kendetegnende for de seneste to måneder: For det første har der været en accelererende inflation i disse råvarer. For det andet, har der været et mønster af sammenbrud i hele sektioner af markedet. Det, der sker, er, at hedgefondene, som egentlig optræder som de ledende bankers salgsagenter, fremdriver en massiv spekulation med gearede investeringer i størrelsesordenen 20:1 i forholdet mellem faktiske indskud og lånte penge. Og som altid overbelåner de. De investerer med henblik på kontrol over de vigtigste råvarer, på same måde som visse folk uden for Tyskland i 1923 investerede med henblik på at komme tilbage efter sammenbruddet og købe billigt op. Ideen er, at hvis verden går under, så er det dem, der kontrollerer de vigtigste råvarer, der vil have pant i verden. Men det vil aldrig fungere. Det er den rene galskab, og disse mennesker er bindegale, men de har magt. Og det er en dårlig kombination, stor magt og galskab.
Så, på grund af den væddemålagtige natur i denne proces, vil vi få periodevise kraftige sammenbrud i markederne – og det er allerede i gang. Vi har altså hyperinflation på den ene side, og sammenbrud på den anden. Og det kan ikke fortsætte.
Derfor, er der blevet skabt en situation i den internatonale finans- og pengeverden, hvor Blair-regeringen synes at være på vej ud. Vi ser en fransk regering, der går fra en position af tilsyneladende skræmmende magt, i forhold til det øvrige Europa, til selv at blive et offer. Vi er i en periode med pludselige politiske forandringer. Fordi en ansvarlig politik kan håndtere kriser af den her type. Man kan ikke bare lade tingene fortsætte, som de gør.
Og det er vi fuldt klare over. Jeg er del af en proces, der forsøger at fremtvinge de nødvendige forbedringer i den amerikanske regering. Ikke en fuldstændig forbedring, men en smule, tak. I det mindst en smule.
Når jeg således siger, at det her er en politik, som vi kæmper for, men som præsidenten vil opponere imod, og Cheney mere end opponere imod – ja, så kunne det være, at de ikke sidder så meget længere under de nuværende omstændigheder.
Problemet, vi har her [i Europa], er nøjagtig det. Altså, at verdens centralbanksystem er totalskadet af den nuværende krise. På overfladen siger man: »Neej, det er ikke så galt, det kunne have været værre, vi skal nok klare det«. Men det, jeg ved fra de inderste kredse i USA, fra internt i regeringen, og vi diskuterer det med ledende økonomer i forskellige positioner omkring os, er, at systemet er klar til at bryde sammen. Krisen er her. Og det eneste, vi behøver for at løse den, er en ansvarlig regering, der lægger højeste prioritet i at undgå kaos og sikre stabilitet for verdens nationer. Vi kan sagtens håndtere det her. De erfaringer, vi fik i 30’erners USA, sætter os i stand til klare det, hvis regeringen har viljen til det. Der findes fornuftige tiltag, vi kan sætte i værk for at reorganisere og styre vore økonomier og undgå en katastrofe.
Mennesket er ikke et dyr
Hovedproblemet, vi er konfronteret med, er et karakteristisk problem i Europas historie: Europa tog sin begyndelse som Europa hovedsagelig ud fra den indflydelse, som visse ægyptere havde på udviklingen i det gamle Grækenland – f.eks. Thales, pythagoræerne, Sokrates, Platon op til Eratosthenes og Arkimedes – hvilket lagde grunden til en civilisation, som gjorde det muligt for mennesker at leve uden at skulle gøre andre mennesker til kvæg, men et samfund, der havde tilstrækkeligt med produktionskraft og behov for menneskelig intellekt til at skabe en stat af den form, som Solon talte om, eller som Platon beskrev i Staten. Trods Romerriget, Det byzantinske Imperium, Middelalderens kirkemagtsystem og alle de moderne problemer har det været tendensen lige siden.
Og behandlingen heraf i Den vestfalske Fred er et vigtigt referencepunkt, nøjagtig som Renæssancen var det, da Europa bragte arven fra den europæiske tradition videre, først i Renæssancen, siden ved Den vestfalske Fred. Siden gik det ned ad bakke, men princippet var slået fast. Derfor ved vi i den europæiske civilisation, hvis vi altså er civiliserede, eller hører til den civiliserede side, at der er noget ved mennesker, som adskiller sig fra dyr. I modsætning til hvad Thomas Huxley eller Frederick Engels sagde, er mennesket ikke en abe. Og den forskel er nøglen til økonomi, i særdeleshed min form for økonomi, som stammer fra Leibniz: ideen om fysisk økonomi. At økonomi først og fremmest er fysisk, og kun finans og penge i den udstrækning, den skal håndteres administrativt.
Hvad er så denne fysiske økonomi? Havde vi været aber, ville den samlede befolkning, under de forhold vi kender på kloden, aldrig have oversteget nogle få millioner. Nu er vi over seks milliarder. Hvorfor? Fordi vi som art har øget vor magt over naturen. Og som den russiske videnskabsmand Vernadskij påpegede, er det ikke kun liv, der tager kontrol over ikke-liv gennem udviklingen fra den tidlige livløse planet til opbygningen af biosfæren, men de akkumulerede menneskelige handlinger, især de kreative af slagsen, ændrer endog planetens vækst og udvikling hurtigere og mere kraftfuldt end livsprocesserne gør.
Nøglen til det – nøglen til økonomi, som i vore dages økonomi sjældent forstås – ligger i det faktum, at øgningen af arbejdskraftens produktivitet i al væsentlighed kommer fra det, der svarer til fundamentale videnskabelige opdagelser, til eksempel Keplers opdagelse af tyngdefeltet, Fermats opdagelse af aktionsprincippet for det korteste tidsinterval eller Leibniz’ opdagelse af differentialregningen samt Gauss’ og Riemanns mange opdagelser. Denne forståelse af opdagelsen af et universelt princip er det, der adskiller mennesket fra en abe.
Årsagen til, at vi i dag er seks milliarder mennesker på denne klode, skal findes i akkumulationen over århundreder, årtusinder, af menneskers opdagelser, som ligger indgroede i vore kulturer og som øger artens magt, og som på sin måde gør mennesket udødeligt. Gennem ideerne vi udvikler og formidler fra fortiden ind i fremtiden har vi selv fra et økonomisk standpunkt, en særlig og meget specifik udødelighed. Det er nemlig ideerne, der ligger indpodede i os fra mange forudgående slægter, ideer, de svarer til grundlæggende opdagelser, der adskiller os fra aberne, eller fra mennesker som kan lide at opføre sig som aber. Derfor, men det går ofte tabt i økonomi, er det vigtigt at lægge vægt på faktisk kreativitet af den type, som grundlæggende videnskabelige opdagelser repræsenterer, eller også god Bach-inspireret kormusik eller lignende – men væsentligst af alt videnskab.
Problemet, vi står konfronteret med i dag, er derfor i særdeleshed den såkaldte post-industrielle kultur, den teknologiske nulvækstkultur. At dette skifte er blevet accepteret, fra midten af 60’erne op til i dag, repræsenterer en fundamental forandring af især den europæiske civilisation i den periode. Indtil da, havde vi trods alle vore fejltagelser, stadig et afgørende udsnit af befolkningen i de fleste samfund, som troede på videnskabelig og teknologisk fremskridt. Vi var stolte over ham, der designede værktøjsmaskiner, som på en hvis måde repræsenterede forbindelsesleddet mellem videnskab og det teknologiske fremskridt i produktionsleddet.
Alt det har vi nu ødelagt. Vi har ødelagt den infrastruktur, som industrien er afhængig af. Den skrumper. Den forsvinder. Og med den, forsvinder viden. Betydningen af disse værktøjsmaskinedesignere, som jeg forsøger at redde i USA, er, at de udgør dem, der tager en videnskabsmands fysiske opdagelse og udvikler det laboratorieudstyr, der kan levere beviset for princippet bag opdagelsen. Den selv samme værkstøjsmaskinedesigner går så over til fabrikken og bygger de nyfundne erfaringer ind i et eller andet, måske mange ting. Og det er den specifikke metode bag fremskridt. Det er, hvad landmændene gjorde. Dygtige landmænd gjorde nøjagtig det samme på deres egen måde. Og det er det, vi har ødelagt.
Om det, jeg har foreslået, skal lykkes, afhænger af, om vi kan mobilisere unge mennesker eller unge voksne, der nu kommer ud i samfundet og som repræsenterer de næste 50 års økonomi, for vi bliver nødt til at foretage investeringer med en levetid på 25 til 50 år. Vi har behov for en generation af unge, der er orienteret i retning af videnskab eller anvendelsen heraf. Vi bliver nødt til af forme ansættelser indenfor uddannelse, der vil give os flere af den slags mennesker. Og vi bliver nødt til at slippe dem løs og sige: »I er fremtiden. Det er op til jer«.
De tiltag, jeg foreslår, afhænger af det. Vi må mobilisere en demoraliseret verden – demoraliseret af den generation, som nu er ved magten i USA og Europa, og som ikke tror på fremtiden – og sige til de unge, som gerne vil have en fremtid: »Vi lover jer en fremtid«. Ved at gøre dette, tapper vi fra den største af alle økonomiske ressourcer, som vi kunne kalde »produktivitetsstigning«. Det gør vi, ved at fortælle de unge, at vi støtter dem i udviklingen af deres roller som kreative personligheder, hvis samlede indsats vil løfte menneskeheden videre over de næste 50 år. At det er dem, som kommer til at styre arbejdspladsen.
Tak.