Vi danskere har fået en særlig økonomisk opdragelse. Landets lidenhed gør, at den økonomiske aktivitet er til at overskue. Vi ved, hvor meget vi producerer. Vi ved, hvor meget vi forbruger. Og vi ved også, hvornår vi forbruger mere, end vi producerer. Så toner Mogens Lykketoft frem på tv-skærmen og bebuder "finanspolitiske stramninger". Det har vi prøvet så tit, at vi som de eneste i verden har kælenavne for økonomiske nedskæringer: "Kartoffelkure" og "pinsepakker".
Anvender vi vor økonomiske indsigt på verden omkring os, er der grund til bekymring. Stor bekymring. I de sidste mange år har USA fungeret som verdens økonomiske lokomotiv. Mens økonomien i Japan er gået i koma, og Europa har ligget i dvale, har den amerikanske økonomi tilsyneladende "buldret derudad". Alle taler om det amerikanske økonomiske mirakel. Men glansen går desværre af Skt. Gertrud, hvis vi ser nærmere på miraklet med danske økonomiske briller.
Amerikanerne har kastet sig ud i en forbrugsfest uden hold i den økonomiske virkelighed. De forbruger langt mere, end de producerer. Eller rettere: De rigeste tyve procent af den amerikanske befolkning forbruger mere end hele samfundet producerer. De resterende firs procent er slet ikke inviteret med til festen. Underskuddet på betalingsbalancen er på ti Storebæltsbroer om måneden. Så kan man spekulere over, hvor længe det varer.
Kernen i det amerikanske mirakel har været myten om den inflationsløse vækst. En ophøjet nationaløkonomisk tilstand, hvor de gamle økonomiske love er blevet ophævet af den nye informationsteknologi. Det er det rene nonsens. Drivkraften i den amerikanske forbrugsvækst er en aktiemarkedsboble uden sidestykke i historien. Med denne boble som sikkerhed, har de amerikanske familier taget lån i banken til det daglige forbrug og mere til. Lønningerne er ikke steget. Det er forbrugerpriserne heller ikke. Men det er den almindelige amerikaners gældsætning. Kolossalt endda.
Vi har længe advaret om den amerikanske bobleøkonomi. Nu begynder danske aviser og tv-kanaler at tage emnet op. Der kommer stadig flere beretninger om de oppustede internetaktier. Men man fremstiller problemet som et isoleret tilfælde af aktiespekulation. Det er det ikke. Det er hele den amerikanske økonomi, der er problemet. USA er ikke længere en industrination. Det mægtige land er blevet en serviceøkonomi, stadig mere afhængig af import af både kapital og varer. Det kan godt være, at hjulene kører på fuldt tryk. Men der produceres ingenting. Det hele går op i computerspil, internetsoftware og luftkasteller. Det varer ikke længe, før denne illusion brister. Måske midt i den amerikanske præsidentvalgkamp. Så kommer der fart i de politiske forandringer. Bare vent og se.
USA'S SKÆVE ØKONOMI
Den 1. februar satte den amerikanske økonomi ny rekord i "økonomisk opsving". Siden marts 1991, dvs. 107 måneder i træk, har de officielle statistiske opgørelser vist en stigning i den økonomiske aktivitet. Det er den længste sammenhængende periode med økonomisk fremgang i USA's historie. Problemet er blot, at "økonomisk fremgang" ikke længere er det samme som almen velstand.
I begyndelsen af januar fremlagde to amerikanske økonomiske institutter, Center on Budget and Policy Priorities og Economic Policy Institute, en fælles rapport med titlen "Pulling Apart, A State-by-State Analysis of Income Trends". Rapporten viser, at det stort set kun er den rigeste femtedel af den amerikanske befolkning, som har fået glæde af den økonomiske udvikling over de seneste 20 år. Flertallet af amerikanere har kun oplevet en begrænset eller slet ingen økonomisk fremgang, mens der for den fattigste del af befolkningen endog har været tale om en markant økonomisk tilbagegang. Resultatet er, at skellet mellem rig og fattig i USA i dag er større end nogensinde.
I perioden 1978-98 oplevede de fattigste 20% af den amerikanske befolkning et fald på 6,5% i den skattepligtige indkomst, mens de rigeste 20% så deres indtægter stige med hele 33,3%. Middelklassen, den midterste femtedel, havde en moderat indkomststigning på 5,1%. Forskellene bliver endnu mere markante, hvis man fokuserer på de rigeste 5% af den amerikanske befolkning. Her har man nemlig fået glæde af en indtægtsfremgang på hele 55,5% i nævnte periode.
Indkomstudviklingen har været meget uensartet i de enkelte delstater. Kun i en enkelt stat har de fattigste oplevet en større procentvis fremgang end de rigeste. Det var Alaska. I andre delstater var forskellen i den økonomiske udvikling for de rigeste og de fattigste endog meget stor. I Californien oplevede de fattigste 20% et fald i levestandarden på 19,1%, mens de rigeste 20% fik en indkomststigning på 27,8%. I New York blev de fattige 21,2% fattigere, mens de rige blev 52,2% rigere. I den lille rigmandsenklave, delstaten Rhode Island, mistede de fattige 9% af deres indkomst, mens de rige kunne indkassere en indkomststigning på 70,9%.
I dag disponerer de fattigste 20% af den amerikanske befolkning over 4,9% af den nationale indkomst, mens de rigeste 20% sidder på 45,4%, næsten halvdelen, af de samlede indtægter i USA. Middelklassen fordeler så resten mellem sig. For 20 år siden var tallene 6,5% til de fattigste og 38,4% til de rigeste.
Rapportens forfattere advarer om, at indkomstforskellene i USA faktisk er større, end rapporten gengiver. Da det vigtigste talgrundlag er husholdningernes indberetninger til skattevæsenet, er det primært almindelig lønindkomst og kun enkelte renteindtægter og kapitalindkomster, der er inkluderet i indkomsttallene. Kursgevinster er ikke skattepligtige i USA, og indgår derfor ikke i rapporten. Hele 48% af de amerikanske husholdninger har i dag investeringer på aktiemarkederne, og hele 20% af den personlige indkomst stammer fra kapitalinvesteringer. Men disse indkomster er meget ulige fordelt. De rigeste 10% af den amerikanske befolkning sidder på op mod 92% af investeringerne i aktier og obligationer m.v. Indregnede man indtægterne herfra, ville forskellen mellem rig og fattig blive endnu større.
Som årsag til den voksende ulighed, peger rapportens forfattere på de omfattende strukturelle ændringer, man har set i den amerikanske økonomi over de seneste 20 år. For det første har den stigende globalisering haft en direkte løntrykkende virkning. Dernæst er beskæftigelsen i produktionssektoren faldet med 11% i perioden 1979-97, mens beskæftigelsen i servicesektoren er steget med 111% og handel med 47%. Faktisk var 79% af alle nye jobs i denne periode indenfor service og handel. Og det har betydet en generel løntilbagegang. Den gennemsnitlige ugeløn indefor detailhandel lå i 1997 på bare 44% af ugelønnen i industrien. Samtidig er mindstelønnens købekraft faldet med 18% over de seneste 20 år.
Den faldende beskæftigelse i den produktive sektor slår nu for alvor igennem på USA's handel med udlandet. I november '99 nåede det løbende betalingsbalanceunderskud op på 26,5 mia. dollars. Det største nogensinde. Men fratrækker man det overskud i udvekslingen af serviceydelser, som indgår i betalingsbalancen, og kun indregner import og eksport af fysiske varer, så havde USA et nettounderskud i handelen med udlandet på hele 32,4 mia. dollars.
SPEKULATIONSFONDE ATTER I KNIBE
Den 3. februar medførte en pludselig kursstigning på de 30-årige amerikanske statsobligationer et tilsvarende fald i den lange obligationsrente fra 6,29% til 6,14%. Det var et af de største rentefald på en enkelt dag nogensinde. Dermed kom renten på de 30-årige obligationer under renten på både de 10-årige, 5-årige og 2-årige. Ja, den lange obligationsrente var endog kortvarigt under renten på de 1-årige obligationer. Da det er svært at overbevise investorer om, at de skal binde deres penge i obligationer med en lang løbetid, hvis afkastet på kortere obligationsserier er højere, er det yderst sjældent, at en sådan situation opstår. Derfor blev et stort antal banker og investeringsfonde fanget med bukserne nede omkring hælene.
Den tekniske baggrund for den pludselige kursstigning var kombinationen af en almindelig stigende interesse for statsobligationer og en meddelelse fra det amerikanske finansministerium om, at den føderale regering vil nedbringe den offentlige gæld ved at tilbagekøbe statsgældspapirer. I første omgang 30 mia. dollars i langfristede statsobligationer. Udsigten til et mindre udbud af statsobligationer fik kurserne til at stige.
For nogle år siden var spekulation i valutakurser det største hit blandt de store spekulationsfonde, de såkaldte "hedgefonde". Det er det ikke længere. Nu er det spekulation i udsving i obligationsrenterne, der trækker. 2/3 af alle derivater, dvs. afledede investeringsinstrumenter som f.eks. optioner, futures, swaps m.v., er i dag relaterede til obligationsrenten. Da næsten alle havde forventet gradvist stigende renter i USA, kom flere banker og investeringsfonde i vanskeligheder allerede den 28. januar, da renten på den 30-årige amerikanske statsobligation uventet røg ned under 6,5%. Så stod man med købs- og salgskontrakter på optioner, der havde de forkerte rentesatser. Det førte til ren panik den 3. februar, da renten faldt yderligere. Rentefaldet blev forstærket af, at banker og investeringsfonde var tvunget til at opkøbe obligationer, for at begrænse tabene på optioner der "vendte den forkerte vej".
"Bevægelserne i obligationsmarkedet er de mest monstrøse, jeg nogensinde har set. De viser, at der er et problem et eller andet sted. Hedgefondene er ved at blive slagtet, og vi kan endnu ikke sige, at det er overstået. Jeg har mistanke om, at der er noget i gang, som endnu ikke fuldt ud er kommet til offentlighedens bekendtskab", sagde Alan Newman, teknisk analytiker ved det amerikanske investeringsselskab H.D. Brous & Co i New York, til Reuters Bureau den 3. februar.
Ifølge Agro-Nyt's egne kilder i finansverdenen vil der gå et par uger, før offentligheden får at vide, hvilke spekulationsfonde eller banker, der eventuelt er bukket under for stormen på det amerikanske obligationsmarked. "I værste tilfælde står vi med en ny LTCM" (LTCM var den store amerikanske spekulationsfond, som krakkede i september 1998 efter at have tabt adskillige milliarder på spekulation i russiske stats-obligationer. LTCM's sammenbrud kastede hele det internationale bank- og finanssystem ud i en alvorlig krise -red.).
NEJ TIL FINANSIELT MODEFLIP
Ledende kredse i dansk erhvervsliv har tilsyneladende fået nok af børsmarkedernes modefænomener "shareholder value" og "IT-investeringer". Selv styrmanden på erhvervslivets flagskib, A.P. Møller, skibsreder Jess Søderberg, tog den 4. februar bladet fra munden i et interview med Berlingske Tidende. Anledningen var, at fondsbørsen har opfordret alle de børsnoterede selskaber til i fremtiden at offentliggøre kvartårlige regnskaber, så aktieejerne løbene kan sikre sig, at deres værdier, altså "shareholder value", varetages på behørig vis af den daglige ledelse. Det vil A.P. Møller ikke være med til.
"Alt det her shareholder value ender let med kortsigtet tankegang. Når man eksempelvis skal vise en fremgang hvert kvartal, kan ledelsen føle sig tvunget til at træffe dispositioner, som ikke nødvendigvis er til selskabets fordel på den længere sigt", sagde Søderberg til Berlingske Tidende. Heller ikke Novo Nordisk vil være med til at lefle for aktieejerne ved at fremlægge kvartalsregnskaber, og ifølge Berlingske Tidende har også Tryg-Baltica sagt fra.
Heller ikke de enøjede investeringer i alt, der har med internettet at gøre, vækker udelt begejstring hos de danske virksomhedsledere. Årsagen er til at føle på. Mens aktierne i internetselskaberne skyder i vejret som raketter, selv om selskaberne kun kan fremlægge gigantiske underskud i den daglige drift, så styrtdykker eller stagnerer aktierne i de almindelige industriselskaber, uanset hvor store overskud de præsterer. Det har bl.a. fået pumpefabrikken Micro Matic og industrikoncernen V.T. Holding til at søge væk fra Kø-benhavns Fondsbørs. Hvordan skal de gamle industriselskaber kunne konkurrere om investorerne med unge nye selskaber som f.eks. det danske NetDoktor, der senere på året ventes at hente 5-6 mia. kr. på børsen? Dermed bliver et to år gammelt selskab med 85 ansatte og 350 freelancere ligeså kapitalstærkt, som f.eks. Rockwool med over 6000 ansatte.
Men underdirektør Flemming Barleth fra Den Danske Bank opfordrer de danske virksomheder til holde ud lidt endnu, for IT-feberen slutter snart. "Jeg siger ikke at boblen brister, men vi når en grænse - snart", sagde direktør Barleth til Berlingske Tidende.
NU-ER-DET-SLUT.COM
Sådan lød overskriften til Anatole Kaletskys rapport fra det verdensøkonomiske topmøde i Davos, Schweiz, i den britiske avis The Times, den 3. februar. Kaletsky fortsatte: "Glem al den snak om den teknologiske revolution, hurtige internetformuer og e-handel. Revolutionen er forbi, de fleste formuer er ved at fordufte, og e-handelen er død. Det var det klare - og særdeles overraskende - indtryk, jeg fik efter at have brugt en uge på at mænge mig med de ledende personer indenfor internetrevolutionen, inkl. bestyrelsesformændene for Microsoft, AOL og Cisco Systems, samt nogle af de ledende (og rigeste) teknologianalytikere fra investeringskapitalens, managementkonsulteringens og Wall Streets verden."
Anatole Kaletsky indrømmer i sin artikel, at det naturligvis ikke var det, man sagde offentligt i Davos. Alle, inkl. USA's finansminister Larry Summers, holdt lange taler om internettets enorme fremtidsmuligheder. Men bag facaden var billedet helt anderledes. Internettet ændrer i virkeligheden ikke ved de grundlæggende kriterier for god og dårlig forretning. Det har samme effekt, som indlæggelsen af elektrisk lys eller installeringen af telefoner havde for trekvart århundrede siden. Som bestyrelsesformanden for Dell Computers, Michael Dell, sagde til Kaletsky: "Man udpeger da ikke en vicepræsident for internettet, lige så lidt som man ville udpege en vicepræsident for elektricitet eller en vicepræsident for brug af telefonen".
Om ikke ret længe er der intet eksotisk ved internettet. Det vil blive integreret i almindelige firmaers og selskabers daglige rutiner på lige fod med alle andre tekniske hjælpemidler. Hvad vil der så ske med de hundreder af nye firmaer, som ikke kan andet end at bruge internettet? Og som i dag er milliarder af dollars værd på børserne i Wall Street, London og Tokyo? Anatole Kaletsky skriver: "Langtidsudsigterne er ganske dårlige. Investorerne er ved at indse, at der intet magisk er ved at sælge bøger, legetøj, blomster eller hundemad over internettet".
Ifølge Mary Meeker, teknologianalytiker ved det store amerikanske mæglerselskab Morgan Stanley, vil 90% af de 300 internetselskaber, som er blevet introduceret på børsen siden 1995, gå nedenom og hjem. Flere andre talere i Davos noterede sig, at af de ca. 1.000 bilfabrikker, som opstod i USA i begyndelsen af århundredet, er der kun to, som har overlevet. Og ikke ét eneste af de ca. 2000 flyselskaber, som blev dannet i 1930'erne og 40'erne, eksisterer i dag.
Kaletsky slutter sin artikel således: "De investorer, som ved hvilke af vor tids teknologiselskaber, der vil overleve, og hvilke, der vil bukke under, bør muligvis købe internetaktier til de nuværende priser. Alle andre bør holde sig til Lotto."
EUROPA I POLITISK KRISE
I et åbent brev til den tyske befolkning den 21. januar opfordrede Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche, i sin egenskab af formand for det tyske parti BüSo, den tyske befolkning til ikke at lade sig begrave i de deprimerende deltaljer, der dagligt strømmer fra den stadigt voksende skandale om ulovlig partistøtte til CDU og tidligere forbundskansler Helmut Kohl. Skandalen kan kun forstås i en større sammenhæng, nemlig hele den vesteuropæiske politiske orden efter 2. Verdenskrig. "Det var en offentlig hemmelighed, at Tyskland var et besat land helt frem til 1989", skrev Zepp-LaRouche. Ingen politiker og intet politisk parti i den tyske forbundsdag kunne foretage sig noget som helst uden international forhåndsgodkendelse, og det ville primært sige fra det anglo-amerikanske politiske etablissement. Både i Tyskland og Italien blev efterkrigstidens politiske partier og grupperinger opbygget gennem hemmelige inden- og udenlandske økonomiske transaktioner. Nu har de samme anglo-amerikanske kredse, som opbyggede disse politiske strukturer, tilsyneladende besluttet sig for at opløse dem igen. Først i Italien med "Operation Rene Hænder" og nu i Tyskland med CDU-skandalen. Resultatet kan blive et politisk lammet Europa.
Den tyske skandale skal ses i lyset af tre storpolitiske begivenheder: 1) Iran-Contra-skandalen i 80'erne, hvor daværende vicepræsident George Bush spillede en hovedrolle; 2) Det geopolitiske spil mellem "de fire magter" Fran-krig, Storbritannien, USA, og Sovjetunionen omkring den tyske genforening; 3) Golfkrigen i 1991 og Maastricht-traktaten, med indførelsen af den fælles valuta.
En af CDU-skandalens nøglepersoner er den tysk-canadiske våbenhandler Karlheinz Schreiber. Ifølge det tyske ugemagasin Die Stern den 21. januar har Schreiber pralet af "at kunne komme og gå i Pentagon, som han ville". Schreiber var en af hovedpersonerne i Iran-Contra-skandalen.
Da Berlinmuren væltede i 1989, gik premierminister Margaret Thatcher, præsident Francois Mitterrand og George Bush i panik over udsigten til tysk genforening og genetableringen af tysk suverænitet. Thatcher startede en smædekampagne imod Kohl og kaldte ham en ny Hitler. Præsident Bush accepterede på rådgivning fra sine nærmeste medarbejdere den tyske genforening og sluttede sig til Mitterrands plan om en politisk-økonomisk "indeslutning" af Tyskland. Hovedpunkterne i denne plan kunne læses i Maastricht-traktaten: En opgivelse af den tyske D-mark (som blev erstattet af euroen) og en tæt europæisk politisk union. Helmut Kohls nære politiske rådgivere (og modstandere af indeslutningsplanen), Deutsche Banks direktør Alfred Herrhausen og Treuhands direktør Detlev Rohwedder, blev myrdet i 1989 og 1990. Kort tid efter modtog Kohl 30 mio. D-mark fra præsident Mitterrand for at sikre, at Tyskland fuldt ud accepterede den franske plan.
Balladen omkring den østrigske højrepopulist Jörg Haider skal også ses i denne sammenhæng. Østrig spillede en særlig rolle i efterkrigstidens Europa. Et lille "neutralt" land med landgrænse til Warszawapagtlandene. Derfor holdt de vestlige magter et usædvanligt godt øje med de østrigske politiske partier. VDU, forløberen for Haiders Frihedsparti, blev oprettet af de vestlige allieredes efterretningstjenester. Det var Haider som omdannede VDU til FDÖ med Margaret Thatchers økonomiske politik som forbillede. Haider selv har tætte kontakter til konservative politiske kredse i USA omkring Newt Gingrich og Henry Kissinger.
UFORUDSIGELIG VALGKAMP I USA
Den amerikanske præsidentvalgkamp år 2000 bliver mere uforudsigelig end den amerikanske elite havde tænkt sig. Indtil det første primærvalg i delstaten New Hampshire den 1. februar tog de fleste det for givet, at de to kandidater til præsidentvalget i november ville blive vicepræsident Al Gore for Det demokratiske Parti og George W. Bush for Det republikanske Parti. Det er ikke længere helt så sikkert. Den amerikanske befolkning vil tydeligvis også have noget at skulle have sagt.
Med 49% af stemmerne vandt senator John McCain fra Arizona uventet en jordskredssejr over Bush, der kun fik 31% (resten var fordelt på en håndfuld andre kandidater). Samtidig hos demokraterne kom tidligere senator Bill Bradley med 46% uventet tæt på Al Gore, der fik 50% af stem-merne. Andre demokratiske kandidater, herunder Lyndon LaRouche, fik tilsammen 3%. Faktisk var McCains jordskredssejr en medvirkende årsag til, at Bradley ikke slog Gore. I New Hampshire er 30% af vælgerne hverken registrerede som demokrater eller republikanere, og de kan selv vælge hvilket primærvalg, de vil deltage i. Her valgte hovedparten at stemme på McCain.
Både Bill Bradley og John McCain går en hård tid i møde. Ingen af dem er populære i det amerikanske etablissement, som har mange penge og ikke går af vejen for beskidte tricks. Det har McCain blandt andet fået at føle i New York, hvor George Bush' støtter i Det republikanske Parti forsøgte at få McCain slettet fra valglisten. Det lykkedes ikke.
Lyndon LaRouche er dog den kandidat, der er blevet udsat for den værste chikane indtil nu. Han er nu opstillet i 26 delstater og regner med at være på valgsedlen i mindst 45 inden primærvalgene er ovre. Men det har holdt hårdt. I Al Gores hjemstat, Tennessee, måtte LaRouches kampagnestab gå rettens vej for at få ham på valglisten, selv om man havde indsamlet mere end det dobbelte af det påkrævede antal stillere. Samtidig har Det demokratiske Partis lederskab udtalt, at man i udvælgelsen af valgmænd til partikonventet vil ignorere LaRouches stemmer. Den beslutning er også under behandling ved de amerikanske domstole.