Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
PDF-format
årgang 12 nr. 8
august 2000
FORVENT DET UVENTEDE
Det er de færreste af os i Europa, som forstår den amerikanske tradition med larmende og højrøstede partikonventer. Hvert fjerde år i august samler henholdsvis Det republikanske Parti og Det demokratiske Parti et par tusinde delegerede fra alle amerikanske delstater til en hel uges mærkværdig blanding af politiske taler og markedsgøgl. Anledningen er ellers alvorlig nok. Her skal man nemlig træffe den endelige beslutning om hvem, der skal være de to partiers respektive kandidater til posten som De forenede Staters præsident. Verdens mest magtfulde embede. Og hvad gør man så? Man udstyrer hinanden med balloner, papirhatte og båthorn og iscenesætter et show, der ligner en dårlig udgave af en firmaudflugt i Tivoli.
I gamle dage var der en vis mening med galskaben. Konventets forskellige talere afspejlede også forskellige holdninger og fraktioner i hvert af de to partier. Politiske netværk fra forskellige egne af landet mødtes og bag de festlige kullisser blev der truffet politiske beslutninger og indgået aftaler. Når ugen var omme lå både partiets kandidat og valgprogram fast, og man demonstrerede med larmende begejstring, at dette var vinderens parti.
I dag er det hele tomme kulisser. Begge partier har udviklet sig til topstyrede nationale organisationer, hvor ingen _ absolut ingen _ af de delegerede har noget som helst at skulle have sagt. Partiprogrammet er blevet udarbejdet af markedsanalytikere og konventet er nøje koreograferet af tv- og medieeksperter. Det hele er blevet et smagløst underholdningsshow, som ikke engang den almindelige amerikaner har mave til at fordøje.
Vicepræsident Al Gore og guvernør George W. Bush er nok de ringeste præsidentkandidater, USA har budt sig selv og den øvrige verden i de seneste to århundreder. Det er en ussel trøst for alle os uden stemmeret ved amerikanske præsidentvalg, at de to herrer heller ikke er den amerikanske befolknings livret. De blev begge præsidentkandidater gennem en hidtil udset brutal manipulering fra deres respektive partiledelsers side.
Men denne magtfuldkommenhed kan give bagslag. Vælgeroprøret lurer lige under overfladen. Det demokratiske Partis konvent kan blive skueplads for et dramatisk oprør imod vicepræsidenten. Falder den koreograferede forestilling til gulvet, står Bradley, LaRouche og andre klar i kulissen. Kommer oprøret fra den amerikanske befolkning først til valget i november, kan populistiske kandidater som den højreradikale Pat Buchanan og den gamle miljøtosse Ralph Nader trække så mange stemmer, at ingen af kandidaterne kan mønstre et flertal i den valgmandsforsamling, der udpeger USA's næste præsident. Så forvent det uventede.
BØRSKRAK SOM BRANDØVELSE
Mens de fleste hyggede sig med sommerferiens optimistiske opsving på alverdens aktiemarkeder, hvor bl.a. det danske KFX-aktieindeks satte nye rekorder, holdt en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke, The Council on Foreign Relations, CFR, en international konference i sit hovedkvarter i New York den 12.-13. juli, i en helt anden stemning. 250 højtstående bankfolk, forretningsfolk, regeringsembedsmænd og andre indflydelsesrige personer fra USA og Europa var samlet til en række præsentationer og diskussioner under fællestitlen: Det næste finanskrak: Advarselstegn, skadebegrænsning og virkning.
Konferencen var arrangeret af en særlig projektgruppe, som CFR oprettede i begyndelsen af 1999, efter at verden var blevet rystet af finanskrisen i Asien 1997-98, den russiske statsbankerot i august 1998 og sammenbruddet af den store amerikanske spekulationsfond LTCM i september 1998. Projektgruppen kaldes »Projektet om Finansiel Sårbarhed«, og ledes af Roger Kubarych, der til daglig er investeringsbankmand i Wall Street.
Den 22. januar i år havde projektgruppen afholdt en omfattende
»brandøvelse«, hvor man så realistisk som overhovedet muligt simulerede et totalt
sammenbrud på alle verdens aktiemarkeder, og det var bl.a. resultaterne af denne øvelse,
der blev fremlagt på sommerkonferencen i New York. Det simulerede børskrak var
programmeret til at finde sted i dagene mellem den 2. og 17. juli 2000.
Under øvelsen kæmpede 75 indkaldte bankfolk, embedsmænd, tidligere
finansministre og højtstående folk fra det amerikanske udenrigsministerium i otte timer
med følgerne af en verdensomspændende kædereaktion på de internationale aktiemarke
der. Deltagerne blev inddelt i fire arbejdshold. Den første gruppe behandlede de
monetære og finansielle aspekter af krakket, der hører under Den amerikanske
Føderalbanks ansvarsområde. Den anden gruppe tog sig af de økonomiske og
handelsmæssige problemer, som hidrører det amerikanske handelsministerium. Den tredje
gruppe tog sig af alle regulative spørgsmål, og den fjerde tog sig af nationale
sikkerhedsproblemer. Her spillede den excentriske, tidligere CIA-chef James Woolsey
rollen som forsvarsminister.
Øvelsen tog udgangspunkt i følgende scenarie: Dow Jones-indekset på Wall Street falder i flere på hinanden følgende dyk fra 10.000 til 7.100 point. Olieprisen skyder op over 36 dollars per tønde. Dollaren styrtdykker overfor både euro og yen. Et amerikansk datterselskab af et stort britisk forsikringsselskab får alvorlige problemer, hvilket skaber panik på derivatmarkedet. Ukraine kan ikke betale sin gæld til de russiske olieselskaber, og truslen om en militærkonfrontation mellem Rusland og Ukraine vokser. Oven i alt dette bliver den amerikanske præsident midlertidigt ude af stand til at regere. Øvelsen specificerede ikke om det skyldtes mord, statskup eller sygdom.
Sigtet med øvelsen var ganske klart: At redde bankerne og de store investorer med alle tilrådighedstående midler. Derfor bestod en stor del af øvelsen i at afprøve forskellige mekanismer til hurtigt og effektivt at overføre likvide midler fra Den amerikanske Føderalbank til forskellige dele af finanssektoren, efterhånden som de blev nødlidende. Nøjagtig som føderalbankchef Alan Greenspan gjorde det i det virkelige liv, da finanskrisen stod på sit højeste i oktober 1998. Man gennemprøvede også forskellige psykologiske virkemidler til at få aktiemarkederne til at falde til ro.
CFR: LAD AFRIKA DØ
Scenariet i den øvelse over et verdensomspændende børskrak, som Council on Foreign Relations, CFR, afholdt den 22. januar, var hentet fra bogen: »The Art of the Long View«, skrevet af Peter Schwartz, grundlægger af pengemagasinet Wired og direktør for Global Business Network, GBN. Schwartz er ekspert i systemanalyse og matematisk spilteori og har tidligere været chef for Royal Dutch Shells afdeling for scenarieplanlægning. På CFR's konference i New York den 12.-13. juli ledede han en arbejdsgruppe om netop scenarieplanlægning og simulation.
Den 13. juli havde en journalist fra Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR, følgende hårrejsende meningsudveksling med Peter Schwartz:
EIR: »Du sagde i går, at vi ikke burde holde aids-ramte i Afrika i live. Afskriver du simpelthen hele kontinentets befolkning?«
Schwartz: »I 1986 udførte jeg et studie over emnet for AT&T, Royal Dutch Shell og Volvo. Vi nåede frem til den konklusion, at man ikke bør holde liv i folk med aids i Afrika. De spreder bare sygdommen. Det er bedre at lade dem dø hurtigt.
EIR: »Hvorfor udførte du det studie?«
Schwartz: »Åh, ikke af nogen særlig grund. Det var bare et intellektuelt studie.«
EIR: »Hvorfor ikke give de aids-ramte mulighed for at leve på anstændige steder, hvor de ikke spreder sygdommen …?«
Schwartz: »Koncentrationslejre!«
EIR: »Jeg taler om steder, hvor folk har ordentlige boligforhold og en diæt, der indeholder 50% ekstra protein.«
Schwartz: »Koncentrationslejre!«
EIR: »Koncentrationslejre var steder, hvor folk blev arbejdet til døde og derefter gasset.«
Schwartz: »Nå ja, men Den sorte Pest var altså rigtig god. Den slog folk ihjel med det samme.«
PUTIN SKRÆMMER OLIGARKERNE
Den 28. juli deltog præsident Vladimir Putin i et kort møde med 21 af Ruslands rigeste forretningsbaroner, de såkaldte oligarker. Det var oligarkerne selv, der indtrængende havde bedt om mødet. De er nemlig oprigtigt skræmte. Den russiske statsanklager har rejst tiltale for skattesvig og forretningssvindel imod nogle af de største og mest indflydelsesrige forretningsfolk i Rusland. Boris Berezovskij har måttet forklare statsanklageren, hvor 600 mio. dollars af flyselskabet Aeroflots midler er forsvundet hen. Direktøren for Ruslands største olieselskab, Lukoil, Vagit Alekperov, er blevet bedt om en forklaring på, hvorfor han slet ikke betaler skat. Vladimir Potanin har fået besked på at tilbagebetale 140 mio. dollars, han modtog i bestikkelse i forbindelse med privatiseringen af mineselskabet Norilsk Nickel i 1995. Også adskillige bestyrelsesmedlemmer i bilgiganten AvtoVaz kan forvente at blive sigtet for kriminel aktivitet.
Ifølge den amerikanske avis The Washington Post forsikrede præsident Putin de
fremmødte oligarker, at der »selvfølgelig ikke« var tale om nogen politisk motiveret
kampagne. Der ville heller ikke blive tale om at omgøre de privatiseringer, som har gjort
oligarkerne styrtende rige. Men Putin vil heller ikke gøre noget som helst for at lægge
bånd på statsanklageren. Desuden var han ikke særlig imponeret af deres hulkende bøn
om at holde politik ude af forretnings
livet. Det var jo dem selv, der havde blandet sig i det politiske liv ved at bringe ham
til magten, sagde han. Mediefyrsten Vladimir Gusinskij og storoligarkerne Boris
Berezovskij og Roman Abramovitj deltog ikke i mødet.
ASIEN RYKKER I FRONT
I det britiske finanstidsskrift The Economist kunne man den 15. juli læste en gæstekronik af den tidligere finanspolitiske rådgiver for præsident Jimmy Carter, Fred Bernstein, der i dag er direktør for Instituttet for International Økonomi, IIE, i Washington. Ifølge Bernstein er det ikke helt gået op for den øvrige verden, at Asien er ved at sammentømre et nyt politisk og økonomisk samarbejde, der vil få afgørende global strategisk betydning i de kommende år (se også Agro-Nyt, juni og juli `00). Han indledte sin kronik således: »Hvad angår det internationale finansvæsen, er der to forsamlinger, der gerne ser sig selv som ansvarlig for arkitekturen: Gruppen af de førende industrilande G-7 (G-8 når Rusland er med) og Den internationale Valutafond, IMF. Men sådan er det ikke helt. I det mindste på mellemlang sigt vil de vigtigste forandringer i verdens finansielle arkitektur sandsynligvis komme fra de nye regionale arrangementer, der bliver formet i Østasien af Japan, Kina, Sydkorea og de 10 medlemmer af den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, Asean«.
Fred Bernstein påpeger, at den nye asiatiske økonomiske samarbejdsorganisation, Asean + 3 (Asean, Japan, Sydkorea og Kina), stort set svarer til den Østasiatiske Økonomiske Gruppe, EAEG, som Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad foreslog oprettet allerede for 10 år siden, men som dengang åbent blev saboteret af USA. Nu er gruppen her, og den fungerer allerede som et asiatisk sidestykke til den Nordamerikanske Handelsaftale, NAFTA, og Den europæiske Union, EU. Og med det nye tætte asiatiske valutasamarbejde (der blev vedtaget på Asean+3-mødet i Chiangmai, Thailand, den 6. maj -red.) ligger en Asiatisk Valutafond, AMF, lige om hjørnet, mener Bernstein.
Ifølge Bernstein skal man finde en væsentlig del af forklaringen på denne pludselige opblusning i de asiatiske landes vilje til regionalt samarbejde i en fælles utilfredshed med den måde, hvorpå Den vestlige Verden håndterede finanskrisen i 1997. Det var USA og IMF, der dikterede løsningerne, og absolut troskab overfor den såkaldte »Washingtonkonsensus« var en betingelse for at få nogen form for krisehjælp, skrev Bernstein (en interessant konstatering, da det netop var Bernsteins eget institut, IIE, der udarbejdede denne konsensus, som bestod af en række ufravigelige krav om privatiseringer og liberaliseringer af de kriseramte økonomier -red.). Derfor er der grund til at frygte for den vestlige verdens fremtidige politiske overherredømme og de internationale finansinstitutioners skæbne, mener Bernstein: »[Et] samarbejdende Asien kunne blive en særdeles undergravende kraft. Med enorme nationale opsparinger og en samlet valutareserve på over 800 mia. dollars allerede nu, kunne området udvikle sine egne kapitalmarkeder og i stadig stigende grad ignorere de råd, for ikke at snakke om diktater, der måtte komme fra de globale finansinstitutioner«.
Det nye asiatiske økonomiske samarbejde henter en væsentlig del af sin styrke fra kæmpelandet Kinas deltagelse. I et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. juli beskrev direktøren for Kinas Verdensøkonomiske Institut under Akademiet for Socialvidenskab, Yu Yongding, de fire hovedpunkter som samarbejdet med Japan, Sydkorea og Asean-landene er baseret på: 1) Koordinering af den makroøkonomiske politik; 2) koordinering af handelsstrømmene, så alle lande ikke importerer og eksporterer på samme tid; 3) Teknisk monetært samarbejde om risiko-overvågning og interventioner; og 4) valutakurssamarbejde, der skal skabe ro og stabilitet. Yu Yongding afslørede også, at Kina på et eller andet tidspunkt vil erstatte den kinesiske yuans kobling til den amerikanske dollar med en kobling til en valutakurv med en større vægt på yen og euro.
HANDEL UDEN PENGE
I en endnu ikke offentliggjort rapport med titlen: »Om en kurv af fysiske varer: Handel uden Valuta« giver Lyndon LaRouche et detaljeret responsum på de asiatiske landes udspil til oprettelsen af en Asiatisk Valutafond, AMF. LaRouche udtrykker sin fulde støtte til Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad og Japans tidligere finansminister Eisuke Sakakibara og deres fælles bestræbelser på at etablere økonomiske forsvarsmekanismer, der kan beskytte de asiatiske lande imod fremtidig valutaspekulation og en genopblusning af den internationale finanskrise, som ramte Asien så hårdt i efteråret 1997. Men han advarer også imod en række faldgrupper, som de asiatiske ledere for alt i verden bør undgå.
Så længe Den vestlige Verden og bankerne i Wall Street og City of London insisterer på at bibeholde det nuværende finanssystem, domineret af Den internationale Valutafond, IMF, er det fuldt legitimt for lande og regioner at træffe særlige foranstaltninger til at beskytte deres befolkninger og nationale økonomier imod de kriser, det skrantende finanssystem med garanti vil udløse i den nærmeste fremtid, mener LaRouche. Derfor var det en god idé at etablere det asiatiske valutasamarbejde i Chiangmai, Thailand, den 6. maj. Men sådanne regionale tiltag bør kun ses som første fase i en fuld reorganisering af hele det internationale finanssystem. Anden fase må være genindførelsen af et globalt fastkursvalutasystem i lighed med det, der blev etableret umiddelbart efter 2. Verdenskrig, det såkaldte Bretton Woods-system.
Da modstanden imod genindførelsen af et fastkurssystem især er kommet fra USA, har flere kredse foreslået, at man, i stedet for en guldbaseret dollar, som var reservevaluta i det gamle Bretton Woods-system, anvender en kurv af valutaer. Et sådant forslag lyder af indlysende årsager besnærende i de asiatiske lederes øren. Men det vil aldrig virke, advarer LaRouche. Overalt i verden har flere års spekulation drevet priserne på værdipapirer op i helt urealistiske højder. De samlede papirværdier er mange gange større end den samlede mængde og værdi af fysiske goder. Dette misforhold skal på et eller andet tidspunkt korrigeres, hvilket naturligt nok sker i forbindelse med en finanskrise. Men da de enkelte landes valutaer også afspejler den finansielle »varme luft«, ville man ikke kunne afskrive de milliarder af dollars i tomme værdier, som er påkrævet for at skabe balance i verdensøko-nomien, hvis finanssystemet alene var baseret på en kurv af valutaer. Man ville ende med en kurv af værdiløse pengesedler.
Hemmeligheden bag det gamle Bretton Woods-system var ikke, at dollarens værdi var forbundet til guld. Dollaren hentede sin egentlige værdi i den amerikanske industriproduktion. Det var USA's samlede fysiske produktion, der gav dollaren sin styrke som det internationale finanssystems reservevaluta. Dollarens guldværdi var en vigtig stabiliserende faktor i tiden efter 2. Verdenskrig, men i realiteten kun-ne man i stedet have udvalgt en repræsentativ kurv af fysiske varer, og ladet den udgøre grundlaget for dollarens værdi.
Lyndon LaRouche foreslår derfor, at man i forbindelse med etableringen af et nyt Bretton Woods-system fastsætter en syntetisk international afregningsenhed baseret på en udvalgt kurv af fysiske varer. Kurven skal i sin sammensætning afspejle alle aspekter af leveomkostningerne forbundet med en moderne familiehusholdning. Værdien af hver enkelt lands valuta fastlægges så i forhold til den syntetiske afregningsenhed. Hermed vil det globale finans- og pengesystem atter engang være solidt forankret i den fysiske økonomi. Men da den syntetiske afregningsenhed tager udgangspunkt i en kurv af fysiske varer og ikke i en kurv af valutaer, vil fremtidens handel i virkeligheden blive en avanceret form for byttehandel, en handel uden penge.
ANNONCE FOR NYT BRETTON WOODS
Den 20. juli indrykkede Ad Hoc-Komiteen for et Nyt Bretton Woods helsidesannoncer i de to store tyske aviser Die Welt og Frankfurter Rundschau. Annoncen bar teksten på komiteens opfordring til oprettelsen af et nyt finanssystem (se Agro-Nyt, maj `00) og navnene på et par hundrede af underskriverne, heraf flere prominente politikere, fra mange lande over hele kloden. Samme annonce blev den 19. juli også bragt i den store internationale arabiske avis Al Arab, der udgives i London.
Oprindeligt skulle annoncen også have været indrykket i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, men blev afvist af »principielle årsager« af direktør Jochen Becker. Hvad det var for nogle »principielle årsager«, ville man ikke uddybe, men avisens mangeårige økonomiske redaktør, Hans D. Barbier, er fanatisk tilhænger af Friedrich von Hayek. Ifølge Hayek er enhver form for økonomisk regulering det rene hedenskab. Så avisens redaktion var nok dybt uenig i annoncens indhold, men det burde faktisk ikke være grund nok til at afvise den.
TARAS VASILJEVITJ MURANIVSKIJ (1935-2000)
Professor Taras Vasiljevitj Muranivskij, præsident for Schiller Instituttet for
Videnskab og Kultur i Rusland, er død kun 65 år gammel. Kort før midnat den 17.
juli blev han i sit hjem i Moskva ramt af et hjerteslag og døde i ambulancen
på vej til hospitalet. Han efterlader sin kone, Lionella S. Vladimirova, fire
børn og børnebørn.
Professor Muranivskijs død er et meget stort tab for Schiller Instituttet. Han har udført et kæmpearbejde, lige siden han i foråret 1991 mødte instituttets repræsentanter under en konference om økonomi i hans fødeland Ukraine. Med en universitetsgrad i økonomi fra 1970 og en doktorgrad i filosofi fra 1988 delte han både instinktivt og professionelt Schiller Instituttets skepsis overfor de neoliberale økonomiske dogmer, de fleste økonomer i Rusland uhæmmet tilegnede sig efter kommunismens sammenbrud. Og han var vant til at gå imod strømmen. Allerede som studerende ved Statsuniversitetet i Moskva havde hans intellektuelle integritet medført ubehagelige afhøringer hos det hemmelige politi og en politisk sortlistning, der lagde store begrænsninger i hans karrieremuligheder.
I november 1991 var Muranivskij blandt talerne på Schiller Instituttets konference i Berlin. Han var videnskabelig redaktør af den russiske oversættelse af Lyndon LaRouches bog: »So You Wish to Learn All About Economics?«, der blev udgivet i 1992. I maj 1993 besøgte han LaRouche i fængslet i Minnesota, hvorefter han påtog sig formandskabet for Schiller Instituttet i Rusland. Han blev også redaktør af instituttets russisksprogede magasin: Bulletin fra Schiller Instituttet i Moskva. Muranivskij skrev utallige artikler om fysisk økonomi og LaRouches økonomiske ideer i alle de førende russiske økonomiske tidsskrifter som Ekonomiskaja Gazeta, Nezavisimaja Gazeta, Pravda-Pyat og Profsojuzu i Ekonomika m.fl. Den 20. juli bragte Ekonomiskaja Gazeta Muranivskijs sidste artikel og en meget smuk nekrolog, skrevet af bladets redaktion.
For alle os, der havde den store glæde at møde Taras ved Schiller Instituttets mange internationale konferencer, vil det være et stort savn fremover at skulle undvære hans tørre humor og hæse latter.
Æret være hans minde.
AGRO-NYT udgives hver måned af Schiller Instituttet, Postboks 2613, 2100 København Ø, tlf: 35 43 00 33, Giro 564-8408, e-mail: sch-inst@inet.uni2.dk Internet-adresse: http://www.schillerinstitut.dk/ Redaktion: Poul Rasmussen (ansvh.), Tom Gillesberg, Percy Rosell, Thomas Vissing og Executive Intelligence Review News Service. Abonnement: 1 år - 2000 kr. 6 mdr. - 1000 kr.
