Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 12 nr. 11
november 2000
LAD FORNUFTEN RÅDE
Da USA's præsident Bill Clinton tilbage i oktober 1994 holdt tale i det israelske parlament, Knesset, understregede han, at striden i Mellemøsten ikke står mellem trosretninger eller mellem jøder og arabere, men mellem de som vil fred, og de som vil krig. Her midt i jødernes lovgivende forsamling citerede han muslimernes hellige bog Koranen, og han lovede, at efterkommerne af Abrahams to sønner Isak og Ishmael atter ville komme til at leve i fred med hinanden. Det var et bevægende historisk højdepunkt i fredsprocessen. I dag er virkeligheden desværre en helt anden.
Som en levende hovedperson fra et af Schillers eller Shakespeares skuespil er præsident Clintons personlige skæbne blevet sammenfiltret med Mellemøstens historiske drama. Fanatiske kristne fundamentalister fra de amerikanske sydstater forsøgte gennem flere år at styrte ham fra embedet gennem Whitewater-affæren og Monica Lewinsky-skandalen. Sandsynligvis i ledtog med højreorienterede kredse i den israelske efterretningstjeneste Mossad. Med gustent overlæg udnyttede man præsidentens karaktersvaghed. I sandhed et drama.
Nu sigter selvsamme kredse efter at lægge hele fredsprocessen i graven. Og atter en gang udnytter man præsidentens personlige svaghed. Hårdt presset tog han parti for dem med de bedste politiske forbindelser på hjemmefronten. Han slog hånden af Yassir Arafat. Kort efter marcherede Ariel Sharon og fire tusinde israelske politifolk ind på Al haram al sharif på toppen af Tempelbjerget. Dermed var Clintons ord blevet gjort til skamme. Nu stod konflikten i Mellemøsten mellem trosretninger og mellem jøder og arabere. Dramaet er ved at blive en tragedie.
Fundamentalistiske jøder tror, at deres Messias træder frem, når Salomons tem-pel genopbygges og hele Mellemøsten opsluges af Armageddons flammer. Kristne fundamentalister tror, at Kristi genkomst er nær, når man kan høre apokalypsens fire ryttere galopere hen over Verden. De mest fanatiske i begge lejre arbejder nu sammen i USA og Mellemøsten for at virkeliggøre deres syge profetier. Hvis ikke de stoppes, forvandles tragedien til et helvede på jord.
Fundamentalister i alle trosretninger benægter eksistensen af menneskets frie vilje. De tror, vi er marionetter i gudernes fastlåste skæbnespil. De tager fejl. Vi mennesker er _ på godt og ondt _ vor egen skæbnes herre. Det er os, der bestemmer historiens gang. Derfor må vi rive Clinton ud af hans tragiske rolle, mens tid er. Om nødvendigt må vi tage alle vore erfaringer fra Den westfalske Fred i 1648 i anvendelse. Mellemøsten behøver ikke at gentage Europas bitre oplevelser med evigt varende krige, åndeligt armod og religiøst vanvid. Fredsprocessen skal tilbage på sporet. Lad fornuften råde.
AKTIEMARKEDETS BLIKKENSLAGERE
Den 13. oktober foreslog erhvervsredaktøren på den amerikanske avis The New York Post, John Crudele, at Den amerikanske Føderalbank skulle bruge al sin magt og indflydelse til at sikre, at den voksende uro på Wall Street ikke udviklede sig til et ødelæggende krak på de amerikanske aktiemarkeder. Den kommentar udløste en flodbølge af vrede breve og e-mails til den stakkels erhvervsredaktør. For hvordan i alverden kunne han dog være så naiv at tro, at Den amerikanske Føderalbank eller den amerikanske regering havde noget som helst at gøre på aktiemarkederne, hvor de frie markedskræfter råder?
Den 20. oktober offentliggjorde John Crudele de mest civiliserede af læsernes hysteriske reaktioner, men påviste samtidig, at der med stor sandsynlighed havde fundet en diskret markedsintervention sted netop den fredag, hvor han havde været så fræk at foreslå det. Og onsdag den 18. okto-ber, hvor både Dow Jones og Nasdaq atter styrtdykkede, rettede kurserne sig mirakuløst, da Goldman Sachs, Merrill Lynch og andre ledende børsmæglerselskaber pludselig havde likvide midler til at købe stort ind på aktiefuturesmarkederne. Føderalbankdirektør Alan Greenspan ville aldrig indrømme det offentligt, men sandsynligheden taler for, at det var Den amerikanske Føderalbank, der stillede de nødvendige midler til rådighed for den diskrete intervention.
For de læsere som stadig måtte tvivle på, at Den amerikanske Føderalbank
overhovedet kunne drømme om at gribe ind på aktiemarkedet, henviste John Crudele til en
artikel i The Washington Post fra den 23. februar 1997 (se også Agro-Nyt,
marts `97). Her beskrev avisens finansmedarbejder Brett D. Fromson en
særlig arbejdsgruppe i Det hvide Hus med betegnelsen Working Group on Financial
Markets (Arbejdsgruppe angående Finansmarkederne -red.). Gruppen, der blev
dannet efter børskrakket den 19. oktober 1987, ledes af finansministeren sammen
med føderalbankdirektøren, formanden for finanstilsynet og formanden for
varebørskommissionen. Arbejdsgruppen har en stab af embedsmænd, der er i kontakt med de
vigtigste banker og ledende børsselskaber på det amerikanske aktie- og
obligationsmarked. På arbejdsgruppens møder, der som regel er hemmelige, diskuterer man
den aktuelle situation på aktie
markederne, og man øver sig i forskellige scenarier og krisesituationer. På baggrund af
disse øvelser er der udarbejdet en detaljeret nødberedskabsplan, Executive Directory
for Market Contingencies, også kaldet »den røde bog« efter farven på omslaget.
Blandt de ledende aktører på det amerikanske aktiemarked bærer arbejdsgruppen i øvrigt
øgenavnet »Plunge Protection Team« (»kursskredssikringsholdet« eller
»aktiemarkedets blikkenslagerbande« -red.).
Arbejdsgruppens primære opgave er at forhindre den ultimative krise, hvor et ukontrollabelt kursskred lukker aktiebørsen. Den situation var nær opstået den 19. oktober 1987, da Dow Jones-indekset faldt med 508 point eller 22% på en enkelt dag. Da kursfaldet fortsatte den følgende dags morgen, besluttede børsdirektør John Phelan sig for at kon-takte USA's præsident for at bede om tilladelse til at lukke børsen, indtil panikken havde lagt sig (ifølge den amerikanske grundlov har kun præsidenten magt til at lukke aktiemarkederne -red.). Den amerikanske Føderalbank overtalte dog Phelan til at vente, indtil man havde set effekten af en massiv likviditetsudvidelse. Føderalbanken oversvømmede simpelthen investeringsbankerne med kontanter og åbne kreditlinier, og midt på eftermiddagen den 20. oktober lykkedes det omsider at få aktiekurserne til at stige igen.
Det store spørgsmål for arbejdsgruppen er naturligvis, hvornår den skal gribe ind. Gruppens stab følger løbende de forskellige bankers og investeringsselskabers likviditet. Den store panik opstår, hvis én eller flere af de ledende aktører på markedet pludselig ikke kan svare enhver sit. Skulle det ske, står Føderalbanken klar med åbne kreditlinier. Men det er også vigtigt, at der bliver grebet ind, længe inden den store panik breder sig. Hvis markedet er præget af stor nervøsitet kan Føderalbanken lade udvalgte børsselskaber stabilisere kurserne gennem strategiske opkøb. Meget tyder på, at det var det der skete den 13., 18. og 26. oktober, da Nasdaq på et hængende hår undgik panik, efter at indekset alle tre dage kom tæt på 3.000 point. Alligevel har man ikke haft held til at skabe et nyt, holdbart opsving på markederne, og, som Lyndon LaRouche bemærkede den 29. oktober, kan man ikke fortsætte med krisestyring i al evighed. Pludselig en dag virker indgrebene ikke længere. Og så er Fanden løs.
RELIGIONSKRIG TRUER I MELLEMØSTEN
Den israelske højrepolitiker Ariel Sharons provokerende optræden ved den muslimske helligdom Al haram al sharif på Tempelbjerget i Jerusalem den 28. september, har forvandlet den årelange politiske strid mellem palæstinensere og israelere til en religionskrig, der kan sprede sig til hele Mellemøsten. Al haram al sharif er den tredje vigtigste helligdom for alverdens muslimer (det var herfra profeten Muhammed steg til himmels -red.). Samtidig er Tempelbjerget jødernes største helligdom. Her lå Salomons Tempel, der blev ødelagt af babylonierne i 586 f.Kr. Og her lå Det andet Tempel, som blev jævnet med jorden af romerne i 70 e.Kr. Grædemuren er det eneste, som står tilbage.
Første skridt i retning af en uheldsvanger religiøs konflikt blev taget under fredsforhandlingerne i Camp David i juli. Palæstinensernes leder Yassir Arafat truede med ensidigt at udråbe en palæstinensisk stat ved udgangen af september, hvis ikke Israel meget snart iværksatte den tilbagetrækning fra de besatte områder på Vestbredden og i Gaza, som ifølge Oslo-aftalen skulle have været påbegyndt for flere år siden. Som modtræk krævede Israels premierminister Ehud Barak, at palæstinenserne skulle opgive herredømmet over Østjerusalem. Alle ved, at det er et krav, som hverken Arafat, palæstinenserne, de arabiske lande eller verdens godt 1 mia. muslimer kan eller vil opfylde. Alligevel støttede USA's præsident Bill Clinton det israelske krav, og dermed var den religiøse konflikt, som man i årtier har stræbt efter at undgå, en realitet.
Palæstinenserne har iværksat en ny opstand de kalder »Al aqsa-intifadaen« (efter Al aqsa-moskeen, som ligger oppe på Tempelbjerget -red.). Israelerne har svaret igen med militærmagt, og på bare fire uger har mere end 140 mennesker mistet livet. Hvis ikke fornuftige politiske kræfter i Mellemøsten, Europa og USA meget hurtigt griber ind, kan den igangværende konfrontation mellem israelere og palæstinensere udvikle sig til en uendelig række af irrationelle religiøse konflikter, der gradvist underminerer de civiliserede samfund i hele regionen. Nøjagtig som man så det i Europa fra 1511 og helt frem til Trediveårskrigens afslutning i 1648.
Den 30. oktober gav den britiske avis The Times et kort indblik i den dybe middelalder som venter, hvis ikke konflikten hurtigt kommer under kontrol. Avisens korrespondent i Jerusalem, Sam Kiley, havde talt med Gershon Solomon, der leder den jødisk-kristne fundamentalistiske gruppe, der kalder sig »The Temple Mount Faithful«, »Tempelbjergets Troende«. Gruppen har tætte forbindelser til stærkt højreorienterede politiske kredse i Israel og de fundamentalistiske kristne konservative kredse i USA, heriblandt prædikanten Pat Robertson. Ifølge gruppen er dommedag nært forestående. Set med Gershon Solomons øjne er »Al aqsa-intifadaen« indledningen til Armageddon, det endelige slag, hvor »Gog og Magog står overfor Israel« (Ezekiels Bog 38-39, Johannes' Åbenbaring 20,7 -red.). »Alle Ezekiels, Esajas og Zakarias' profetier sker nu fyldest. Vi kan endda forudsige, at der vil komme atomkrig«, sagde Solomon til The Times.
Israelsk politi og efterretningstjeneste har tidligere stoppet Solomon og hans gruppe i et forsøg på at sprænge Al aqsa-moskeen i luften. Centralt i gruppens verdensbillede står nemlig genopførelsen af Salomons tempel. Men det kan ikke lade sig gøre før de muslimske helligdomme på Tempelbjerget er fjernet. Ifølge World Net Daily den 29. oktober vil Solomon forsøge at lægge en 4½ tons tung grundsten til »Det 3. tempel« oppe på Tempelbjerget under Chanukah-helligdagene den 22.-29. december (Jerusalems politi stoppede Solomon under et lignende forehavende den 16. oktober).
Dette religiøse vanvid vil vokse, hvis ikke fornuftige politiske kredse får fredsprocessen tilbage på sporet. Det kan desværre blive meget svært. Allerede i efteråret 1993, umiddelbart efter indgåelsen af fredsaftalen i Oslo, advarede den amerikanske politiker og økonom Lyndon LaRouche om, at chancen for fred ville blive tabt på gulvet, hvis ikke de konkrete økonomiske tiltag, infrastruktur- og vandprojekter, som er beskrevet i et detaljeret tillæg til Oslo-aftalen, hurtigt og effektivt blev ført ud i livet (se også lederen, Agro-Nyt okt. `93). Det skete ikke, tværtimod. Levestandarden på Vestbredden og i Gaza er faldet støt lige siden, og det er, sammen med den manglende israelske tilbagetrækning fra de besatte områder, en væsentlig kilde til de nuværende uroligheder.
USA har spillet en nøglerolle under hele fredsprocessen, og den amerikanske indflydelse i Israel kan blive afgørende for spørgsmålet om krig eller fred. Men de amerikanske politiske beslutningstagere er desværre ved at miste overblikket. Det blev demonstreret den 26. oktober, da Den ame-rikanske Kongres vedtog en resolution, der entydigt lagde skylden for sammenbruddet i fredsforhandlingerne på palæstinensernes skuldre. Det var ikke befordrende for hverken amerikansk indflydelse eller en fremtidig fred i Mellemøsten.
Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review vil den 3. november udgive en rapport om krisen i Mellemøsten. Rapporten udpeger den politiske og filosofiske fraktion i Israel, som USA entydigt bør alliere sig med, hvis freden skal have en chance. Det drejer sig om de politiske arvtagere efter David Ben Gurion og Golda Meir. Det er en fraktion, der har sine filosofiske rødder i den økumeniske tradition fra G. W. Leibniz, G. E. Lessing og Moses Mendelssohn. Længe inden statens Israels fødsel kæmpede de imod den hadske nationalisme, der først blev repræsenteret af Vladimir Jabotinsky og senere af folk som Ariel Sharon og Benjamin Netanyahu. Rapporten kan bestilles hos Agro-Nyt's redaktion på 35 43 00 33.
CLINTONS SVIGT
Efterhånden som krisen i Mellemøsten er blevet forværret, har stadig flere aviser i både USA og Europa sat forbindelse mellem sammenbruddet i fredsforhandlingerne og Hillary Clintons forsøg på at blive valgt til Det amerikanske Senat som repræsentant for delstaten New York. Under hele fredsprocessen havde præsident Clinton ellers formået at bevare både palæstinensernes og israelernes tillid ved nidkært at fastholde et engageret, men upartisk standpunkt. Det ændrede sig under Camp David II, hvor Clinton pludselig støttede israelske standpunkter, han udmærket vidste, Yassir Arafat ikke kunne acceptere. Denne proces kulminerede, da præsidenten ensidigt gav Arafat skylden for sammenbruddet i forhandlingerne.
Den 14. oktober opsummerede den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung en række artikler i New York-avisen The New Republic, hvor Clintons skæbnesvangre holdningsskifte direkte tilskrives Hillarys opportunistiske ønske om at tækkes New Yorks store jødiske vælgergruppe. The New Republic beskrev i detaljer, hvorledes fru Clinton åbenlyst fedtede for nogle af de mest rabiate jødiske ledere, heriblandt en fagforeningsmand fra Brooklyn ved navn Dov Hikind, der tidligere var medlem af den ekstreme gruppe Jewish Defense League, der blev ledet af nu afdøde rabbiner Meir Kahane. Ifølge The New Republic har Hikind åbent og hæmningsløst presset Hillary Clinton til at ændre politik. (Den 30. oktober bekendtgjorde Hikind i øvrigt med slet skjult skadefryd, at han støttede Texas' guvernør George W. Bush, og ikke vicepræsident Al Gore, i præsidentvalgkampen, mens han stadig »overvejede«, hvem han skulle give sin støtte i senatsvalget).
Den 16. oktober gentog The New York Observer de fleste af The New Republics beskyldninger mod Hillary Clinton, og tillagde en række eksempler på hendes holdningsskifte til konflikten i Mellemøsten. Også her er man ikke i tvivl om, at det er Hillary Clinton, som har presset sin mand til at indtage en pro-israelsk holdning under fredsforhandlingerne, med et sammenbrud til følge.
Hele affæren har et ondt og tragisk skær af ironi over sig. Hillary Clinton forsøger nu
at tækkes de selvsamme kredse, som i 1997-98 forsøgte at udnytte Monica
Lewinsky-affæren til at sætte hendes mand fra posten som USA's præsident. Ifølge
en bog af den amerikanske forfatter Gordan Thomas, »Gideon Spies«, der
blev udgivet i marts 1999, sendte den israelske efterretningstjeneste, Mossad,
et aflytningshold til Washington i januar 1997, hvor de, via Monica
Lewinskys telefon, optog 30 intime samtaler mellem hende og præsidenten. Hvorfra
vidste Mossad om affæren? Godt spørgsmål, men den unge Monica havde fået jobbet i
Det hvide Hus gennem en forretningsmand i New York ved navn Walter Kay. Denne
hr. Kay var en nær ven af både Monicas mor, Marcia Lewis, og vicepræsident Al
Gore _ samt fru Hillary. Ifølge arabiske kilder stod samme hr. Kay i nær forbindelse til
Ariel Sharons netværk i USA. Igennem hele 1997 arbejdede det amerikanske
forbundspoliti, FBI, i øvrigt intenst på at afsløre en israelsk spion i Det
hvide Hus, der skulle gå under dæknavnet »Mega«.
I sine nyligt udgivne memoirs skriver Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin bl.a.: »I slutningen af 1996, umiddelbart efter Clintons genvalg, modtog jeg fra den russiske efterretningstjeneste en kodet rapport, der indeholdt en beskrivelse af de midler Republikanerne ville tage i anvendelse for at løse nogle af de alvorlige problemer, de stod overfor, og noterede, at Clinton havde en særlig forkærlighed for smukke unge kvinder. Ifølge rapporten planlagde Clintons fjender at plante en ung provokatør, der kunne udløse en alvorlig skandale, stor nok til at ødelægge præsidentens omdømme…«. Jeltsin skriver selv, at han dengang troede, at rapporten var »langt ude«.
Da den russiske efterretningstjeneste sender advarslen til præsident Jeltsin, er den unge Monica allerede i gang med sin affære med præsidenten. Hun var i øvrigt kendt for sin umættelige appetit på hankønsvæsener. Men advarslen falder sammen med den særlige undersøgelsesdommer Kenneth Starrs pludselige interesse for præsidentens sexliv. Hans undersøgelse havde indtil da kun drejet sig om køb og salg af sommerhusgrunde i Whitewater, Arkansas.
Midt under rigsretssagen imod Clinton i februar 1998 skrev The Jerusalem Post, at det ville være bedst for Israel, hvis Clinton blev afsat og erstattet af Al Gore.
DUMBO ELLER PINOCCHIO?
Både for den amerikanske befolkning og alle andre, der følger amerikansk politik, har dette års amerikanske præsidentvalg været det mest uinteressante og uinspirerende i mands minde. Ingen af de to ledende præsidentkandidater, vicepræsident Al Gore og Texas' guvernør George W. Bush, har på noget tidspunkt fremlagt politiske visioner, der bare tilnærmelsesvis kunne kaldes inspirerende. De har heller ikke forholdt sig til et eneste af de politiske og økonomiske problemer, verden med rette forventer en amerikanske præsident påtager sig som sit ansvarsområde.
Overalt i verden er både Gore og Bush blevet gjort til genstand for en uovertruffen latterliggørelse. Den britiske avis The Guardian, skrev den 25. oktober, at valget står mellem »Dumbo og Pinocchio«. Ifølge den franske avis Le Monde den 18. oktober er det enten et »kadaver« (Gore) eller en »idiot« (Bush), der bliver USA's næste præsident. Den 24. oktober sammenlignende The Daily Telegraph Al Gore med et rumvæsen fra 1950'ernes science-fiction-film, der er i stand til at forandre sit udseende, så han passer til den planet, han har invaderet. Men river man masken af ham, er der blot en bunke grønt slim. George W. Bush er ifølge avisen den lettere retarderede flinke fyr, som James Stewart spillede i filmen: »Mr. Smith goes to Washington«.
Desværre er hverken valgkampens indholdsløshed eller kandidaternes åbenlyse uegnethed en tilfældighed. Allerede i begyndelsen af 1999 nedsatte den indflydelsesrige tænketank Council on Foreign Relations, CFR , en arbejdsgruppe under navnet Campaign 2000. Denne arbejdsgruppe har haft stor indflydelse både på partiernes primærvalg og på ud-formningen af de senere debatter og vælgermøder (det var CFR, der fik Jimmy Carter valgt som USA's præsident i 1976).
NYT BRETTON WOODS I ITALIEN
Den 12. oktober var Lyndon LaRouche hovedtaler ved en uformel høring i det italienske parlaments udenrigspolitiske nævn. Blandt emnerne var årsagen til de høje oliepriser og nødvendigheden af en reform af Bretton Woods-systemet. Høringen blev ledet af parlamentsmedlem Vincenzo Trantino. I sin indledning sammenlignede LaRouche den igangværende finanskrise med sammenbruddet af de store italienske bankhuse Bardi og Peruzzi i det 14. århundrede. Under spørgeperioden fik LaRouche mulighed for at beskrive Franklin D. Roosevelts økonomiske politik i USA og Jean Monnets økonomiske visioner for Europa efter 2. Verdenskrig. Han opfordrede desuden de italienske politikere til at tage initiativ til et europæisk samarbejde med landene bag ASEAN plus 3 (de ti medlemslande i den syd-østasiatiske samarbejdsorganisation, ASEAN, samt Kina, Japan og Sydkorea -red.).
Under sit besøg i Rom deltog LaRouche også i et møde i det italienske senat, hvor lignende emner blev diskuteret med senatsmedlemmer fra alle de italienske partier. Disse diskussioner var yderst konstruktive, og den 19. oktober fremlagde 25 senatorer fra 6 forskellige partier, under ledelse af senator Riccardo Pedrizzi fra Allianza Nationale, en resolution der, på baggrund af den internationale finanskrise, opfordrer til etableringen af et nyt finanssystem, et nyt Bretton Woods. Resolutionen er stillet både til det italienske senat og den interparlamentariske gruppe, der i anledning af Jubelåret 2000 står for en international konference i Rom den 4.-5. november med deltagelse af 5.000 parlamentarikere fra hele verdenen.
AGRO-NYT udgives hver måned af Schiller Instituttet, Postboks 2613, 2100 København Ø, tlf: 35 43 00 33, Giro 564-8408, e-mail: si@schillerinstitut.dk Internet-adresse: http://www.schillerinstitut.dk/ Redaktion: Poul Rasmussen (ansvh.), Tom Gillesberg, Percy Rosell, Thomas Vissing og Executive Intelligence Review News Service. Abonnement: 1 år - 2000 kr. 6 mdr. - 1000 kr.
