Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 13 nr. 6, juni 2001
VIDEN OG POLITIK
Platon anvendte sig af et billigt trick for at få sin samtid til at læse sine dialoger. Alle figurerne i de opdigtede filosofiske samtaler var virkelige eksisterende personer, man kunne se vandre rundt i Athens gader. I hvert fald nogle af dem. Enkelte var døde og borte, da Platon satte pennen til papiret. Men de fleste athenere kunne stadig huske dem.
Det gjaldt i hvert fald Alkibiades. Med et udseende som en græsk gud og en opvækst som adoptivsøn af Athens store politiske skikkelse Perikles, var han kendt af alle. Og er man kendt, er det jo, som bekendt, let at føle sig kaldet til en karriere på den politiske scene. Således også for Alkibiades. Under og efter Den Peloponnesiske Krig nåede han på rekordtid at spille alle rollerne som folkehelt, skurk, hærfører, landsforræder, kvindebedårer, nationens frelser og landsforvist. Nogenlunde i nævnte rækkefølge. Han blev snigmyrdet i Lilleasien i år 403 f.Kr.
I Platons dialog møder Sokrates den unge Alkibiades på gaden i Athen. Ynglingen fortæller glædestrålende, at han har tænkt sig at gå ind i politik. Sokrates spørger bekymret, om han nu også har tænkt sig grundigt om. Men det har han naturligvis, det unge geni. Sokrates beder så Alkibiades forestille sig, at de begge stod på folkeforsamlingspladsen, netop som Alkibiades skal op på talerstolen for at holde sin første politiske tale. Hvis jeg nu hev dig i ærmet og spurgte, om der var noget, du har bedre forstand på end andre, siden du sådan blander dig i den politiske debat, hvad ville du så svare, spurgte Sokrates. Jamen, jeg vil da sige, at der er meget, jeg ved bedre end andre, svarer Alkibiades. Sokrates begynder så at udspørge Alkibiades om alt det, han tror han ved, og om det er noget, han selv har fundet ud af, eller om det er noget, han har lært af andre. Trods tapre forsøg på at holde rede på egne begreber går det helt i sort for den stakkels Alkibiades. Ved dialogens slutning må han indrømme, at han faktisk ikke ved noget om noget som helst. Men det har jo aldrig været en hindring for en politisk karriere. Hverken for Alkibiades eller for mange efter ham.
Den store russiske videnskabsmand Vladimir Vernadskij brugte det græske ord noos, 'fornuft', til at beskrive en biosfære, der domineres af det menneskelige samfunds fysisk-økonomiske aktiviteter. Han kaldte den noosfæren. Vi mennesker har det fulde ansvar for den fortsatte udvikling af denne noosfære.
I Kina kalder man det »Den nye Silkevej«. I Rusland, Indien og Iran taler man om en »Eurasisk Transportunion«. Schiller Instituttet kalder sit forslag for »Den eurasiske Landbro«. Alt sammen drejer sig om det vigtigste politiske spørgsmål i det 21. århundrede: Udviklingen af Det eurasiske Kontinent. Det er faktisk godt at vide noget om, hvis man har tænkt sig at træde ind i politik.
HOVMOD STÅR FOR FALD
Den 24. maj meddelte senator James Jeffords fra delstaten Vermont i det nordøstlige USA, at han havde forladt Det Republikanske Parti, og at han i sin resterende valgperiode ville fortsætte som partiløst medlem af Det amerikanske Senat. Han bekendtgjorde samtidigt, at han i alle fremtidige forretningsspørgsmål vil stemme sammen med Det Demokratiske Parti.
Normalt er en amerikansk senators partiflugt ikke noget vi i Danmark eller den øvrige verden bør tilegne nogen særlig opmærksomhed. Det sker fra tid til anden, at senatorer eller kongresmedlemmer pludseligt finder græsset grønnere på den anden side af partiskellet. Men netop senator Jeffords partipolitiske faneflugt kan få verdenspolitiske og historiske konsekvenser. For første gang i USA's historie skifter flertallet i Det amerikanske Senat midt i en valgperiode. Republikanerne må nu overgive den daglige ledelse af senatet til demokraterne. Alle senatsudvalg skifter ordførere, og senator Trent Lott fra Mississippi må overlade den magtfulde post som senatets talsmand til den demokratiske senator Tom Daschle fra South Dakota. Med ét slag har den demokratiske opposition fået mulighed for at sætte den politiske dagsorden og give præsident George W. Bush et betydeligt politisk modspil.
I et interview på den amerikanske tv-station NBC den 27. maj gjorde senatets kommende talsmand Tom Daschle det klart, at præsident Bush nu godt kan glemme alt om at give de store olieselskaber tilladelse til at bore efter olie i de beskyttede naturområder i Alaska, og han bebudede samtidigt en revision af de enorme skattelettelser, som præsident Bush har bevilliget den velstillede del af den amerikanske befolkning, og som senatet lige nåede at vedtage med et snævert flertal, inden senator Jeffords skiftede side. Daschle kaldte skattelettelserne for en »tidsindstillet bombe«, der kan lede til et helt ukontrollabelt budgetunderskud. Med flertalsskiftet har præsident Bush også forpasset sin chance for at udnævne stærkt konservative medlemmer til den amerikanske højesteret.
Men senator Jeffords' partiskifte har ikke kun fået indenrigspolitiske konsekvenser. På NATO's udenrigsministermøde i Budapest den 29. maj lykkedes det ikke for den ame-rikanske udenrigsminister Colin Powell at overbevise sine europæiske kolleger om eksistensen af en overhængende trussel fra de såkaldte »slyngelstater«, og den hertil forbundne nødvendighed af at opbygge et amerikansk missilskjold. Helt usædvanligt stod den europæisk-amerikanske uenighed tydeligt at læse mellem linierne i det afsluttende kommuniké. »Vi ser nu det første konkrete resultat af Jeffords-effekten«, sagde Dan Plesch, direktør for den britisk-amerikanske sikkerhedspolitiske tænketank BASIC, til dagbladet Information den 30. maj. »Før holdt de europæiske NATO-lande lav profil, hvad angår raketskjoldet, fordi man anså det for sikkert, at skjoldet ville blive bygget, lige meget hvad europæerne mente. Men efter senator James Jeffords afhopning til Demokraterne og Republikanernes tab af flertallet i Senatet er spillet helt åbent igen«, mente Plesch.
Både i USA og den øvrige verden har mange været chokerede over den arrogance og magtfuldkommenhed, med hvilken Bush-regeringen har optrådt i stort set samtlige politiske spørgsmål siden sin indsættelsen den 20. januar. Hvad enten det har drejet sig om missilskjold, miljøaftale fra Kyoto, energipolitik eller forholdet til Rusland og Kina, har Bush-regeringen klart signaleret, at der ikke vil blive taget hensyn til andres synspunkter eller interesser. Denne arrogance er ikke kun kommet til udtryk overfor USA's potentielle modstandere på den globale scene eller overfor Bush-regeringens demokratiske modstandere på hjemmefronten. Selv kritiske røster indenfor egne rækker er brutalt blevet trynet på plads. Forsvarsminister Donald H. Rumsfeld, der med sine ambitiøse planer på det amerikanske forsvars vegne nok burde være i stand til at skaffe sig tilhængere blandt officererne i de væbnede styrker, har optrådt med en sådan selvtilstrækkelighed, at der allerede nu er en dyb tillidskløft mellem ham og medlemmerne af den amerikanske forsvarskommando. Denne mistillid var emnet for et urovækkende interview med forsvarsministeren i avisen The Washington Post den 17. maj. Og så er der sagen med senator James Jef-fords. Han tillod sig at modsige George W. Bush i spørgsmålet om skattelettelser, med henvisning til at præsidentens egne valgløfter om forbedringer i skolevæsenet ikke kunne gennemføres, hvis han samtidigt fjernede skattegrundlaget. Det medførte brutale politiske spark fra både Det hvide Hus og den republikanske senatsleder Trent Lott. Samme skæbne er overgået andre kritiske røster i Det Republikanske Parti. Men behandlingen af senator Jeffords var altså så uforskammet, at republikanerne mistede flertallet i senatet.
At Bush-regeringen kunne opføre sig så arrogant og begå en sådan kæmpebrøler, har de fleste amerikanske kommentatorer haft svært ved at fatte. Men det gælder ikke den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. På et seminar i Washington den 3. januar, altså længe inden Bush-regeringen var tiltrådt, gav LaRouche følgende advarsel: »Så vidt jeg forstår, holder kredsene omkring den designerede præsident, eller den formodede designerede præsident, lige nu møde nede i Austin, Texas. Udfra alt vi hører dette hold - ikke bare Bush, men hele hans hold - sige om politik, så står vi nu med det problem, at den indkommende præsident tegner til at blive den største katastrofe i rækken af amerikanske præsidenter, ikke om nogle år, men i de kommende uger og måneder« (et udskrift af LaRouches tale på Executive Intelligence Reviews seminar den 3. januar kan læses på www.larouchein2004.com).
Da det den 22. maj endelig gik op for præsident Bush, at hans egen og senator Lotts ubehøvlede behandling af James Jeffords ville få vidtrækkende politiske konsekvenser, indkaldte han i hast Jeffords til en personlig samtale i Det hvide Hus. Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Associated Press fortalte senator Jeffords uden omsvøb præsident Bush, at hvis han fortsatte sin nuværende politiske kurs, ville han med garanti blive en »engangspræsident«. På pressemødet to dage senere understregede Jeffords, at han som republikaner i Abraham Lincolns tradition ikke længere følte sig hjemme i samme parti som George W. Bush og det nuværende lederskab. Med den formulering satte han fingeren på et meget ømt punkt: De sydstatskonservatives bevidste overtagelse af Det Republikanske Parti (læs mere om de sydstatskonservative i Agro-Nyt, maj `01). I en kronik i The Washington Post den 25. maj blev senator Jeffords klare udmelding kaldt: »En stille rebels advarende råb imod den nye republikanske konføderation«.
Senator Jeffords afgang kan udløse et længe tiltrængt opgør med de sydstatskonservatives kontrol over Det Republikanske Parti. Hvis et sådant opgør mislykkes kan det føre til dannelsen af et helt nyt landsdækkende konservativt parti. Spekulationerne i den amerikanske presse i den henseende nåede orkanstyrke den 2. juni, da den nye demokratiske flertalsleder, Tom Daschle, tog på privat weekendbesøg hos George W. Bush' modkandidat under primærvalget, senator John McCain. Præsident Bush blev grebet af panik og ringede personligt ned til ranchen i Sedona, Arizona, for at sikre sig, at Daschle ikke var i færd med at overtale McCain til enten at skifte til Det Demokratiske Parti eller til at lade sig opstille som uafhængig konservativ kandidat ved næste præsidentvalg (den uafhængige kandidat, millionæren Ross Perot, forhindrede i 1992 Bush senior i at blive genvalgt -red.).
Selv om John McCain forsikrede præsident Bush, at han ikke har nogen aktuel plan om at forlade Det Republikanske Parti, er der næppe lagt låg over oprøret i Det Republikanske Parti. I en kommentar den 2. juni påpegede Lyndon La-Rouche, at det ikke er første gang i USA's historie, at manglende politisk lederskab fremprovokerer dannelsen af et helt nyt parti. Under krigen med Storbritannien i 1812 blev Whig-partiet dannet i protest mod de daværende partier. Whig-partiet blev senere til Det Republikanske Parti, som under Abraham Lincoln spillede den helt afgørende politiske rolle i nedkæmpelsen af sydstaternes oprør under borgerkrigen 1861-65. Et ligeså vidtrækkende politisk skred kan nu være under opsejling i USA, mener LaRouche.
I øvrigt forsætter energikrisen i Californien sin næsten surrealistiske gang. Antallet af tvungne strømafbrydelser vokser støt, og hver gang udnytter de private elselskaber situationen til at skrue prisen op i helt ufattelige højder. Guvernør Gray Davis har, i sine hidtil forgæves forsøg på at få Bush-regeringen til at indføre et loft over elektricitetspriserne, dokumenteret, at elselskabet Reliant har taget op til 1.900 dollars for en megawatt-time (det svarer til en kilowattpris på 16 kr.) i spidsbelastningsperioder. Men den 2. juni afslørede avisen San Francisco Chronicle, at det var langt fra rekorden. Energiselskabet Duke Energy Inc. Havde i en periode på ni dage afkrævet Californiens delstatsregering 3.880 dollars per megawatt-time. En kilowattpris på 33 kr.! Guvernør Davis truer nu med at anlægger sag imod Den føderale Energikontrolkommission, FERC, for ikke at gribe ind overfor elselskaberne, som loven kræver. Præsident Bush' nære forbindelser til elgiganterne Enron, Reliant og El Paso, der alle har deres hovedkvarter i Houston, Texas, er kommet under stadig mere kritisk lys. For at gøre situationen endnu mere grotesk, indeholdt regeringens store forkromede energiplan, der blev fremlagt den 17. maj, intet der kan afhjælpe situationen i Californien, endsige forhindre krisen i at sprede sig til andre delstater.
EURASISK POLITISK UDVIKLING
På en pressekonference i Moskva den 16. maj meddelte Ruslands transportminister Sergej Frank, at den russiske regering har taget initiativ til dannelsen af en Eurasisk Transportunion, ETU. Iran og Indien står som medstiftere, og transportminister Frank forventer, at hovedparten af de 40 europæiske og asiatiske nationer, der sidste år deltog på en eurasisk transportkonference i St. Petersborg, på et eller andet tidspunkt indtræder i unionen. Formålet med ETU er at fremme etableringen af eurasiske transportkorridorer fra Europa, over de russiske landområder, til Asien. Den transsibiriske jernbane skal moderniseres, og der skal trækkes helt nye jernbanelinier. Et af de højest prioriterede projekter er etableringen af en ny nord-syd transportkorridor gennem Iran og Rusland. F.eks. går handel mellem Indien og Rusland i dag over havnene i Rotterdam og St. Petersborg. Opbygningen af den eurasiske transportinfrastruktur var også et af hovedemnerne på topmødet i Organisationen af Tidligere Sovjetrepublikker, SNG, der blev afholdt i Kiev den 31. maj.
I sin tale til deltagerne i det tredje udenrigsministermøde i den nye asiatisk-europæiske samarbejdsorganisation ASEM i Beijing den 24. maj, opfordrede Kinas præsident Jiang Zemin til etableringen af en »Ny Silkevej«. »Den gamle Silkevej, som engang var en vigtig passage for kontakt mellem de asiatiske og europæiske samfund, spillede en vigtig rolle i udvekslingen mellem de østlige og vestlige civilisationer. ASEM burde således opbygge en Ny Silkevej for aktivt at fremme udvekslingen mellem disse to civilisationer i det nye århundrede«, sagde præsident Zemin.
Forud for ASEM-mødet i Beijing foretog den tyske udenrigsminister Joscha Fisher en rundrejse til Aserbajdsjan, Kasakhstan og Usbekistan. I den anledning bragte den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung den 15. maj en artikel af det tyske udenrigsministeriums planlægningschef, Achim Schmillen, hvori han beskrev Centralasiens betydning i en bredere sammenhæng af fortsat udvikling af relationerne mellem Europa, Rusland og Asien. Schmillen advarede imod en gentagelse af det 19. århundredes »Great Game«, »Det store Spil«, hvor det centralasiatiske område blev sønderlemmet af en magtkamp mellem det russiske zaristiske imperium og Det britiske Imperium. Han advarede desuden imod fortsat europæisk ignorering af Centralasien og påpegede, at hvis talibanerne i Afghanistan tiltvinger sig kontrollen over Ferganadalen, kan det destabilisere de tre centralasiatiske republikker Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan.
Schmillen fortsatte: »Området ikke alene indeholder mange materielle ressourcer, det er også den naturlige kommunikationsforbindelse mellem Centralasien, Sydasien, Kina og Vesten. En yderligere faktor er den indflydelse som Rusland, Tyrkiet og Kina har i området. Disse landes fremtid vil afhænge af udviklingen i Centralasien. Det er derfor i Europas interesse at sikre, at hele regionen stabiliseres.« Schmillen forudser, at Centralasien vil få en geostrategisk betydning, der rækker langt ud over områdets umiddelbare økonomiske og politiske vægt, og han så gerne EU tilskynde europæiske selskaber til, sammen med russiske selskaber, eksempelvis at udvikle hele områdets olieressourcer. På lang sigt skal ikke bare Rusland og Kina men også USA inddrages i de europæiske perspektiver for området, mener Achim Schmillen.
Da EU's trojka, kommissionsformand Romano Prodi, EU's udenrigspolitiske chef Javier Solana og EU's nuværende formand, Sveriges statsminister Göran Persson, var på besøg i Moskva den 17. maj, foreslog Romano Prodi, at Ruslands olie- og naturgaseksport i fremtiden afregnes i euro i stedet for dollars. Rusland og EU skal indgå i et »fælles økonomisk rum«, for at fremme de europæiske investeringer i Rusland. Præsident Putin reagerede positivt på Prodis overraskende forslag, men gav ingen bindende tilsagn om at skifte oliebetalingerne fra dollars til euro.
På en konference i diplomatsalen i Kreml-paladset i Moskva den 15. maj, med deltagelse af 150 repræsentanter fra det russiske erhvervsliv og medlemmer af den russiske regering, var det eurasiske udviklingsperspektiv et af hovedemnerne. Schiller Instituttets repræsentant, Jonathan Tennenbaum, fremlagde hovedpunkterne fra instituttets konference i Bad Schwalbach.
SCHILLER INSTITUTTETS KONFERENCE
Den 4.-6. maj samledes over 300 politisk interesserede til Schiller Instituttets årlige europæiske konference i Bad Schwalbach, Tyskland. De fik lejlighed til at høre taler og indlæg fra prominente politikere og akademikere fra USA, Mexico, Tyskland, Rusland, Kina, Indien, Sudan, Egypten, Nigeria, Burundi og Rwanda. Det overordnede tema for konferencen var: »The Ecumenical Battle for the Common Good«, »Den økumeniske kamp for det almene vel«.
Konferencen blev åbnet med et fascinerende økonomisk panel. Først beskrev Lyndon LaRouche, hvorledes det største infrastrukturprojekt i menneskehedens historie, »erobringen af det indre rum«, dvs. udviklingen af det eurasiske kontinent, må danne grundlaget for et politisk og økonomisk samarbejde mellem alle nationerne fra Europa over Asien til Japan. Han tog udgangspunkt i den særlige udgave af fysisk økonomi, der under navnet biogeokemi blev udviklet af den store russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskij.
Efter LaRouche fulgte to prominente russiske økonomer. Først talte Sergej Glazjev, formand for Den russiske Dumas Komité for Økonomi og Erhvervsliv. Ifølge Glazjev har Rusland kun to valgmuligheder: Enten forsætter man den såkaldte Washington-konsensus, der siden Sovjetunionens sammenbrud har dannet grundlag for den økonomiske politik i Rusland, eller også skifter man til den form for fysisk-økonomisk politik, LaRouche skitserede i sit indlæg. Fortsætter man den hidtidige politik, vil det føre til yderligere forarmelse af den russiske befolkning. Derfor støtter Glazjev de forslag som LaRouche og Schiller Instituttet gentagne gange har fremlagt i Rusland.
Også professor Stanislav Menshikov fra Det Centrale Matematiske Institut ved Videnskabernes Akademi i Moskva udtrykte sin fulde støtte til Schiller Instituttets forslag og gav samtidig udtryk for en vis kontrolleret optimisme med hensyn til udviklingen i Rusland. Finansboblen er bristet, Putin har erstattet Jeltsin på præsidentposten, og den fysiske økonomi har for første gang siden Sovjetunionens sammenbrud udvist reel vækst i det forgangne år. Neoliberale rådgivere forsøger stadig at fastholde Putin på Jeltsins fejlslagne økonomiske kurs, men den nye præsident lytter i modsætning til sin forgænger også til andre eksperter, som f.eks. professor Lvov fra Videnskabernes Akademi og Sergej Glazjev, sagde professor Menshikov. Han beskrev desuden Ruslands historiske tradition for at tænke »eurasisk«, ikke bare i relation til trekanten Rusland-Kina-Indien, men i den mere komplekse pentagonale konfiguration Rusland-Kina-Indien-Europa-Japan.
Konferencens øvrige paneler uddybede de politiske og strategiske aspekter af et eurasisk udviklingsperspektiv, ikke bare for det eurasiske kontinent i sig selv, men også for Afrika og den øvrige verden. Professor Mohammed Selim fra Centeret for Asiatiske Studier ved Det Økonomiske og Statsvidenskabelige Fakultet på Cairo Universitet udvidede Schiller Instituttets infrastrukturprojekt »Den Eurasiske Landbro« til også at indeholde en »Afro-Asiatisk Landbro«. Den idé videreudviklede Wen Tiejun, vicegeneralsekretær for Kinas Selskab for Genopbyging af Økonomiske Systemer i Beijing, til også at inkludere det sydøstlige Asien. Sudans tidligere landbrugsminister, professor Abdalla A. Abdalla, var blandt deltagerne i det panel, der behandlede det afrikanske udviklingsperspektiv.
På konferencens sidste dag gennemgik Schiller Instituttets grundlægger og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, de europæiske begreber om den moderne nationalstat med udgangspunkt i kardinal Nicholaus Cusanus' værker. Anledningen var 600-året for denne store tænkers fødsel. Konferencens sidste panel behandlede Vladimir Vernadskijs videnskabelige arbejder indenfor biologi og geofysisk. Taler og udskrifter fra konferencens diskussioner kan hentes på www.larouchepub.com.
Økonom og medlem af den russiske duma, Sergej Glazjev, på talerstolen. Professor Stanislav Menshijov ses yderst til venstre.
