Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 13 nr. 7, juli 2001
SKYGGER OG VIRKELIGHED
Det kan være svært at fatte, at vores moderne civilisation i virkeligheden er et par tusinde år gammel. Smarte biler, højtflyvende jetfly, superhurtige computere og bippende mobiltelefoner får os til at tro, at det hele startede i forgårs. Eller i hvert fald højst én eller to generationer tilbage. Det passer bare ikke. Læs de gamle skrifter. I Athen, Jerusalem, Alexandria og andre oldgamle storbyer gik mennesker rundt som du og jeg. Med de samme tanker, følelser, glæder og sorger. Med de samme idéer og de samme problemer, stort set. Fremmedgørelse og virkelighedsflugt, for eksempel, var et udbredt problem længe inden fjernsynet blev opfundet. Læs bare Platon eller Augustinus.
I dialogen »Staten« lader Platon Sokrates fortælle den berømte historie om hulen. Menneskene sidder fastlænket med ryggen til hulens indgang. De sidder op ad en mur, bag hvilken der brænder et stort bål. Langs murens øverste kant bæres forskellige figurer frem og tilbage. Disse figurer kaster skygger på hulens bagvæg. Og disse skygger er det eneste, menneskene kan se.
Sokrates beder Glaukon, og læseren, forestille sig, hvad der ville ske, hvis ét af menneskene rev sig løs af lænkerne og vendte sit ansigt mod hulens indgang. Først ville han blive blændet af lyset. Men langsomt ville hans øjne blive tilvænnet, og han vil se bålet og dukkespillet. Hvis modet nu ikke svigtede ham, ville han kunne træde forbi bålet og vandre op mod hulens indgang. Atter bliver han blændet. Denne gang af det stærke dagslys. Men når øjnene var tilpassede, ville han se jorden, havet, himmelen, solen, månen og stjernerne.
Sokrates lader nu den modige vende tilbage til hulen. Først bliver han atter blændet. Denne gang af mørket. Han kan ikke se en hånd for sig. Han famler sig frem og falder over de andres ben. Han er blevet en særling. Han går ikke længere op i det, der fylder alle andres liv - skyggernes dans på væggen. De forstår ikke hans snak om dukkespil, sol og stjernehimmel. De vil bare have fred til at leve deres eget liv, sådan som de nu kender det. De skal aldeles ikke »omvendes«. De har ikke lyst til at »se lyset«. Hverken på Platons tid eller i dag.
Platon påpegede, at et samfund altid vil have to problemer. Først, at få unge mennesker til at kaste tidsåndens og skinbedragets lænker af sig. Dernæst, at få dem til at vende tilbage fra åndslivets og idéernes højere sfærer for at påtage sig et ansvar for det almene vel, for samfundet som helhed.
Unge, der lever op til Platons ideal, kan i øvrigt revolutionere samfundet langt mere radikalt end den omrejsende flok af hætteklædte, stenkastende huleboere, der optræder, hver gang magtens mænd holder topmøde.
BUSH UNDER PRES HJEMME ...
Det var ventet, at senator James Jeffords' afhopning fra Det republikanske Parti den 24. maj ville medføre en betydelig politisk svækkelse af præsident George W. Bush, al den stund at partiskiftet også betød, at demokraterne overtog flertalsledelsen i det magtfulde amerikanske senat (se også Agro-Nyt, juni `01). Men de færreste havde dog forestillet sig, at det ville medføre en kuldsejling af stort set alle politiske initiativer, der var udgået fra Det hvide Hus siden indsættelsen af den nye præsident.
Stillet overfor truslen om, at senatet ville vedtage et lovforslag om landsdækkende loft over energipriserne, måtte Det hvide Hus lade Den føderale Energikontrol Kommission, FERC, indføre begrænsninger i elektricitetspriserne i den kriseramte delstat Californien. Præsident Bush havde ellers personligt forsikret guvernør Davis om, at fra nu af ville de frie markedskræfter råde suverænt på energiområdet (til glæde for de store energiselskaber, der var hovedsponsorerne bag Bush' præsidentvalgkamp -red.). Derfor kunne guvernøren godt skyde en hvid pind efter ethvert krav om prisstop, forsikrede præsidenten. Det løfte holdt kun til den 18. juni. Ikke alene blev der indført loft over elpriserne, men FERC tilkendegav også, at der er hold i guvernør Davis' krav om, at elektricitetsselskaberne skal tilbagebetale nogle af de 9 mia. dollars i overpris, de har opkrævet over de seneste 12 måneder. Hvor meget forbrugerne i Californien skal have tilbage, bliver afgjort i løbet af juli måned. Den 28. juni indførte FERC også loft over elektricitetspriserne i New York for at forhindre, at elselskaberne udnytter sommerens tilbagevendende energimangel til at skrue priserne i vejret ligesom i Californien.
Modstanden imod præsident Bush' uigennemtænkte politik har bredt sig langt ind i Det republikanske Parti. Det kom til udtryk den 22. juni, da Repræsentanternes Hus sænkede hovedelementerne i præsident Bush' stort anlagte energiplan ved at forbyde olie- og naturgasudvinding langs Floridas kyster, i naturbeskyttede områder og i de store amerikanske søer. Der er ellers republikansk flertal i Repræsentanternes Hus.
Oprøret forsatte, da senatet den 29. juni vedtog det såkaldte McCain-Kennedy-Edwards-lovforslag, der sikrer patienter ret til at sagsøge de særlige sygeforsikringsselskaber, HMO'er, for skader opstået som følge af selskabernes manglende dækning af behandlingsudgifter. Præsident Bush havde overfor pressen kaldt forslaget for »helt uacceptabelt«. Alligevel stemte en håndfuld republikanere for forslaget. Hvis Repræsentanternes Hus også vedtager forslaget, vil præsident Bush blive tvunget til at nedlægge veto imod en lov, der er umådelig populær i befolkningen.
Den stærkt sydstatsprægede konservative politik, som til stadighed strømmer ud fra Det hvide Hus, har skabt en voksende forståelse for nødvendigheden af en genoplivning af Franklin D. Roosevelts sociale og økonomiske politik, som den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche længe har slået til lyd for. Ikke alene hos lokale og nationale demokratiske repræsentanter, men også hos et voksende antal republikanere. Det vil uden tvivl blive det varmeste politiske spørgsmål op til midtvejsvalgene til Repræsentanternes Hus næste år. Ikke mindst fordi præsident Bush planlægger at lægge de sidste rester af Roosevelts politik i graven gennem en liberalisering af hele socialsikringsområdet. Den 2. maj nedsatte præsidenten en kommission, der skal udarbejde forslag til en privatisering af den sociale pensionsfond. Idéen er, at de betydelige midler, der hvert år sættes til side til den fremtidige folkepension og bistandshjælp, ikke længere skal være bundet til ikke-spekulative statsobligationer, men skal kunne kastes ind, som den enkeltes private investering, på aktiemarkedet på Wall Street. Et forslag, der måske kunne have vundet et vist genhør dengang boblen på aktiemarkedet syntes at vokse evigt, men som under den tiltagende amerikanske økonomiske krise næppe vil finde støtte i den brede befolkning.
... OG UDE
Ifølge George W. Bush' egen rapport til de amerikanske medier var den nye præsidents første rejse til Europa den 12.-16. juni en mægtig succes. De europæiske politiske lederes høflige opmærksomhed under fremlæggelsen af den nye regerings politik, blev i præsidentens udlægning til »europæisk forståelse« for de amerikanske standpunkter. Sveriges statsminister Göran Persson udtrykte sig klarere, da han efter topmødet i Göteborg den 14. juni sagde, at USA og Europa var »enige om at være uenige«. Selv om Perssons bemærkning i første omgang var møntet på klimaspørgsmålet, var den også dækkende for hovedparten af de emner, der blev diskuteret på topmøderne i Bruxelles og Göteborg.
Det succesfulde i Bush' europæiske rundtur bestod alene i den manglende katastrofe. Frygten for, at den uerfarne præsident skulle falde helt igennem, var så stor, at Det hvide Hus havde lagt turen udenom Paris, Berlin og London, der ellers ville være de naturlige stationer for en ny amerikansk præsidents første rundrejse i Europa. Nu gik møderne med de europæiske ledere trods alt uden de helt store tale- eller fodfejl fra præsidentens side, derfor den såkaldte succes. Hvad substansen angår, blev intet ændret. Den politiske kløft mellem Europa og USA har ikke været større siden 2. Verdenskrig.
Indtil europaturens afsluttende topmøde med Ruslands præsident Vladimir Putin i Slovenien den 16. juni, havde et væsentligt træk i den nye amerikanske udenrigspolitik været en åbenlys ligegyldighed overfor russiske synspunkter og interesser. Det gjaldt alle væsentlige strategiske og udenrigspolitiske områder, dog tydeligst i spørgsmålene om USA's planlagte missilskjold og NATO's udvidelse mod Øst. Derfor var udfaldet af topmødet ventet med spænding. En begejstret præsident Bush sagde efterfølgende: »Jeg så manden i øjnene. Jeg fandt ham meget ligefrem og tillidsvækkende. Vi havde en vældig god samtale. Jeg fik muligheden for at få en fornemmelse af hans sjæl«. Den amerikanske præsident lovede i fremtiden at koordinere alle store politiske spørgsmål med sin russiske kollega. At der intet substantielt var ændret i forholdet mellem USA og Rusland, fremgik af et dybtgående interview, som præsident Putin helt udenfor sædvane gav til en udvalgt håndfuld amerikanske medier. Det blev også med al tydelighed bekræftet den 4. juli, da Rusland skød Storbritanniens og USA's forslag til nye »smarte« sanktioner imod Irak i sænk, ved at true med veto i FN's sikkerhedsråd.
SHANGHAI SAMARBEJDSORGANISATION
Ruslands præsident Vladimir Putin kom langt bedre politisk påklædt til topmødet i Ljubljana den 16. juni end hans amerikanske modpart, George W. Bush. Som tidligere, mangeårig officer i den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, kender han verden og det storpolitiske spil, i modsætning til Bush, som først nu er ved at vende sig til den store verden udenfor Texas. Men endnu vigtigere var det, at præsident Putin kom direkte fra et topmøde i den nye eurasiske samarbejds- og sikkerhedsorganisation Shanghai Samarbejdsorganisation, SCO. Indtil den 15. juni var den kendt som »Shanghai Fem«, et løst samarbejdsforum mellem fem eurasiske republikker med Rusland og Kina i spidsen. De mødtes første gang i Shanghai i 1996 for at diskutere fælles grænse- og sikkerhedsproblemer. Den 14.-15. juni blev samarbejdet konsolideret på et stort anlagt topmøde i Shanghai. Deltagende stats- og regeringschefer var: Jiang Zemin fra Kina, Vladimir Putin fra Rusland, Nursultan Nasarbajev fra Kasakhstan, Askar Akejev fra Kirgisistan, Emomali Rakhmonov fra Tadsjikistan og det nye sjette medlem Islam Karimov fra Usbekistan. Der blev som sædvanligt diskuteret regionale sikkerhedsproblemer, men der blev også diskuteret mulighederne for tættere økonomiske relationer. Præsident Nazarbajev fra Kasakhstan foreslog opbygningen af en »Ny Silkevej« i SCO's regi.
Præsident Zemin og præsident Putin benyttede desuden lejligheden til at koordinere Kinas og Ruslands holdninger over for USA's planer om et missilforsvar, og diskutere andre strategiske spørgsmål forud for Putins møde med præsident Bush. Putin medbragte højst usædvanligt et personligt brev fra Jiang Zemin til præsident Bush. Hvornår har en russisk præsident sidst været budbringer mellem USA og Kina? Og hvornår har Kina og Rusland sidst afstemt deres politik forud for et amerikansk-russisk topmøde?
En velinformeret strategisk analytiker i Europa sagde den 25. juni til Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, at USA's forsøg på at stille præsident Putin overfor et strategisk valg mellem tættere relationer til USA og Vesten eller tættere relationer til Kina, Indien og Asien på topmødet i Ljubljana, fuldstændig faldt til jorden. Putin var for godt forberedt og satte præsident Bush i defen-siven ved at fremvise gamle dokumenter, der viste at Sovjetunionen faktisk var tæt på at søge om medlemskab af NATO i 1954, kort efter Stalins død. Samme analytiker sagde også, at det politiske lederskab i USA stadig hænger fast i den gamle britiske geopolitiske tankegang (som blev udviklet af sir Halford Mackinder i begyndelsen af det 20. århundrede), og derfor automatisk ser et samarbejde mellem Rusland, Kina og Indien som en trussel. Han understregede dog også, at LaRouches mangeårige arbejde for opbygningen af et trans-eurasisk politisk og økonomisk samarbejde nu er ved at bære frugt, ikke kun i Rusland og Kina, men også så småt i USA.
AKUT FARE FOR KRIG
Israels premierminister Ariel Sharon fik ikke den ventede opbakning til sine planer om en direkte militær nedkæmpning af det palæstinensiske lederskab under sit besøg i Washington den 26. juni. Den »gamle garde« af amerikanske mellemøsteksperter, med fhv. udenrigsminister James Baker og fhv. sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft i spidsen, havde gjort det klart for den nye Bush-regering, at Sharons planer om en eskalering af krisen udgjorde en ukontrollabel risiko for hele Mellemøsten og en direkte trussel imod USA's interesser i området. Bush-regeringen fik også at vide, at det hidtidige alt for tætte forhold til Sharon havde skadet USA's forhold, ikke bare til den arabiske verden, men også til mange lande i Afrika, Asien, Latinamerika og Europa.
Sharon fik heller ikke støtte til sin politik under sin lynvisit i Frankrig og Tyskland den 5. juli, og den israelske regerings officielle erklæring om at ville fortsætte »målrettede likvideringer« af mistænkte palæstinensiske terrorister udløste skarp kritik fra USA, Europa og FN's generalsekretær Kofi Annan. Ariel Sharon måtte desuden aflyse sit planlagte besøg i Bruxelles af frygt for at blive stillet for en belgisk domstol under anklage for folkemord. En belgisk dommer er i færd med at undersøge Sharons rolle under de kristne militsers massakre på over 800 palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila i det sydlige Libanon i 1982.
Trods det voksende internationale pres på Sharon-regeringen er faren for krig stadig overhængende. I et interview med det tyske ugemagasin Der Spiegel den 7. juli sagde Syriens præsident Bashar al-Assad, at han frygter, at Sharon »planlægger en omfattende krig, fordi han ikke kan få styr på krisen hjemme i Israel«. Og der er kredse i Israel, der ønsker at skubbe regeringen ud i en storkrig. I et interview i London-avisen The Sunday Times den 24. juni påpegede palæstinensernes sikkerhedschef Tawfiq Tirawi, at Rashid Al-Nadi, der var chauffør for bombemanden Said Hotari under den frygtelige terrorbombning af diskoteket »Dolphinarium«, hvor 21 unge israelere blev dræbt, havde israelsk statsborgerskab, hvilket kun gives til unge palæstinensere, der på et eller andet tidspunkt har samarbejdet med den israelske sikkerhedstjeneste, Shin Beth. I et interview med The New York Times den 8. juli understregede palæstinensernes leder, Yassir Arafat, at de to bombemænd, med hen-holdsvis jordansk og israelsk statsborgerskab, i hvert fald indirekte, havde tættere forbindelser til Israel end til det palæstinensiske lederskab, som intet kendte til de to unge.
Der er dog enkelte glimt af håb. Ifølge den britiske avis The Guardian den 4. juli er der fortsatte kontakter mellem israelske rabbinere og palæstinensiske sheiker. Israels viceudenrigsminister, danskfødte Michael Melchior, sagde til avisen: »Nøjagtig som religion kan anvendes som et våben for dem, der ikke ønsker nogen løsning eller noget kompromis, så har religion muligheden for at vende tingene om og frembringe en løsning«.
LAROUCHE I MOSKVA
Den 29. juni var Lyndon LaRouche en af hovedtalerne i Moskva ved en stort anlagt høring om den internationale finanskrise. Høringen blev afholdt i den russiske statsduma, og var arrangeret af formanden for dumaens økonomiske ko-mité, Sergej Glazjev. De øvrige talere var professor Dmitri Lvov fra Videnskabernes Akademi i Rusland; Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale præsident; Jonathan Tennenbaum, videnskabelig rådgiver for Schiller Instituttet; Ivo Tarolli, medlem af Italiens senat og viceformand i Det Kristelige Demokratiske Centerparti; H.E. Datuk Yahya Baba, Malaysias ambassadør i Moskva, og Tatjana Korjagina, professor i økonomi. Ud over dumaens komitémedlemmer deltog mere end 100 videnskabsfolk, økonomiske eksperter og medierepræsentanter.
Dagen inden stod Sergej Glazjev og Lyndon LaRouche til rådighed for pressen ved en to timer lang pressekonference i Journalisternes Hus i Moskva. Mere end 50 rapportere fra de russiske medier mødte op, herunder kamerahold fra fem forskellige tv-stationer. De mest prominente medier var Izvestija og The Moscow Times.
Både under høringen i dumaen og på pressekonferencen lagde LaRouche vægt på tre punkter: For det første, er det en halsløs gerning at forsøge at redde det globale finanssystem gennem forskellige inflationære tricks, som f.eks. de evindelige amerikanske rentesænkninger. Behovet for reetableringen af relativt faste valutakurser gennem en international aftale om et nyt Bretton Woods-system er yderst presserende. For det andet, ligger den største mulighed for at genskabe global økonomisk vækst i opbygningen af udviklingskorridorer hen over det eurasiske kontinent, hvor Rusland, der både er en europæisk og asiatisk magt, vil spille en naturlig central rolle. Og for det tredje, har der været en række væsentlige politiske udviklinger i det eurasiske område, der har fået planerne om en Eurasisk Landbro til at rykke betydeligt nærmere (se også Agro-Nyt, juni `01). Endelig er der med demokraternes overtagelse af magten i Det amerikanske Senat og det voksende oprør blandt republikanske politikere skabt et svagt håb i USA.
Om aftenen den 28. juni holdt LaRouche en forelæsning om den store russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskij på Lebedev Instituttet ved Videnskabernes Akademi i Moskva. Omkring 150 videnskabsfolk lyttede med og deltog i den efterfølgende diskussion.
OBS! NY LAROUCHE-WEBCAST
Den 24. juli kan man atter høre LaRouche LIVE over Internettet på www.larouchein2004.com. Klik ind på siden for nærmere klokkeslet.
