Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 14 nr. 1, januar 2002
AMERIKANSKE VÆRDIER
For de fleste er det begivenhederne i New York, der står mejslet i hukommelsen, når tankerne går tilbage til den 11. september sidste år. Dette ufattelige syn, da World Trade Centers to tårne sank i grus, var så overvældende, at man næsten har glemt, at på samme tidspunkt stod USA's forsvarsministerium, Pentagon, i flammer. Fra en historisk synsvinkel overskygger det sidste faktisk det første. For i de timer stod verden nærmere en atomkrig end nogensinde tidligere. Cubakrisen inklusive.
Præsident George W. Bush har ved adskillige lejligheder understreget, at det allervigtigste telefonopkald han modtog den dag, kom fra Ruslands præsident Vladimir Putin. Forsikringerne om at Rusland stod på den amerikanske præsidents side, uanset hvem eller hvad, der måtte stå bag det strategiske angreb på USA's ledende institutioner, var det første vigtige skridt væk fra afgrunden. Og den russiske melding kom på et tidspunkt, hvor både Det hvide Hus og præsidentens fly, Air Force One, stod udpeget som aktive mål for fjendtlige handlinger.
Krigen i Afghanistan har skygget for det faktum, at det stadig er uafklaret, hvem der egentlig stod bag det strategiske angreb på USA's vigtigste politiske institutioner. Uanset hvilken rolle Osama bin Laden og hans kumpaner i al-Qaeda-netværket måtte have spillet på et lavere niveau, havde operationen et sådant omfang, at der må have været et aktivt medspil fra nøglepersoner i det amerikanske sikkerhedsapparat. Dette aspekt understreges af det faktum, at Repræsentanternes Hus blev mål for et angreb med militært dyrkede miltbrandsporer i et omfang, der under andre omstændigheder kunne have slået op mod én million mennesker ihjel. Og disse dødsensfarlige sygdomskilder kom fra USA's egne lagre af biologiske våben.
Talibanregimet er nu afsat og Osama bin Laden sendt på vild flugt, uden at det i første omgang udløste det frygtede »civilisationernes sammenstød«. Men det betyder ikke, at faren er drevet over. Snarere tværtimod. Den globale strategiske situation er højspændt. Mellemøsten kan eksplodere hvert øjeblik og i Kashmir vokser truslen om en atomkrig mellem Indien og Pakistan for hver time. Samtidig kan den globale finanskrise, som har sendt Argentina ud i kaos, føje helt nye og ukontrollable dimensioner til den internationale politiske situation.
Det er på denne dystre baggrund, at den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har meldt klart ud, at han med sin politiske kampagne vil forsvare de værdier, den amerikanske revolution oprindeligt blev bygget på. På samme måde som Abraham Lincoln forsvarede dem i det 19. århundrede og Franklin D. Roosevelt i det 20. århundrede. Det skal være modspillet til de lyssky kredse, som i september sidste år forsøgte at udløse et statskup og et »civilisationernes sammenstød«.
ARGENTINA STATSBANKEROT
Så blev historiens største statsbankerot en realitet. Den 21. december stoppede Argentina betalingerne på sin 132 mia. dollar store udenlandsgæld. Indtil videre har de internationale finansmarkeder reageret roligt på nyheden. Officielt, fordi betalingsstandsningen ikke kom som nogen overraskelse. Uofficielt, fordi man stadig har en naiv tiltro til, at IMF eller den amerikanske regering nok skal redde de internationale banker fra at lide alt for store tab. Når den illusion en gang brister, kan den ophøjede ro hurtigt blive afløst af ukontrolleret panik.
Siden den upopulære præsident Fernando de la Rua forlod sit embede den 19. december 2001, har Argentina formelt set haft hele fem forskellige præsidenter. Den 20. december blev Adolfo Rodriguez Saa, guvenør i provinsen San Luis, taget i ed som ny præsident. Men han holdt kun i én uge. Han nåede dog at fastfryse betalingerne på Argentinas udenlandsgæld og introducere en ny »tredje valuta« (i Argentina er både landets egen valuta pesoen og den amerikanske dollar gangbar mønt -red.) »argentinoen«, der ale-ne havde til formål at pumpe likviditet ind i den indenlandske økonomi, og som derfor ikke var konvertibel med andre valutaer. Hensigten med »argentinoen« var at skabe 1 mio. nye jobs hurtigst muligt for at undgå en social eksplosion.
Men Saa havde forregnet sig, da han forventede støtte fra Den internationale Valutafond, IMF, og de politiske og finansielle magthavere i G7-landene til sine optimistiske planer. I stedet trak IMF tæppet væk under Saa og fik en anden leder fra peronistpartiet, Eduardo Duhalde, indsat i præsidentembedet. Han leverede, hvad IMF og de udenlandske kreditorer længe havde krævet: En afvikling af pesoens 1:1 kobling til den amerikanske dollar og en efterfølgende »kontrolleret« devaluering på ca. 40%. Trods velmente forsøg på at beskytte den almindelige befolkning imod virkningerne af devalueringen (både private og små virksomheder kunne konvertere lån i dollars op til 1 mio. kr. i forholdet 1:1) må det regnes for givet, at nedskrivningen af pesoen ikke stopper her, og at den argentinske økonomi vil blive meget hårdt ramt. Derfor vil Duhalde næppe sidde længe i embedet.
Allerede den 21. december fremlagde den amerikanske økonom og demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche et sekspunkts-handlingsprogram for at trække Argentina ud af krisen. Forslaget blev beskrevet i flere argentinske medier, og under kongressens behandling af præsident Duhaldes lovforslag om pesoens løsrivelse fra dollaren den 6. januar, der blev transmitteret direkte på argentinsk TV, henviste kongresmedlem Elisa Carrio til LaRouches forslag om et nyt nationalbanksystem som alternativ til præsidentens devalueringsplaner.
LaRouches forslag til et handlingsprogram lød som følger: 1) En umiddelbar afkobling af pesoen fra dollaren, men uden hverken devaluering eller en dollarisering af økonomien; 2) Installering af de samme effektive former for valuta- og kapitalkontrol som man havde i 1950'erne; 3) Etablering af et effektivt dirigistisk »hamiltonsk« nationalbanksystem, der kan understøtte udvidede investeringer i industri og landbrug, med hovedvægten lagt på mellemstore industrivirksomheder. Det er et forslag, som LaRouche har fremlagt i mange forskellige sammenhænge, og som historisk udgjorde grundstenen i Franklin D. Roosevelts og Wilhelm Lautenbachs håndtering af den store depression i 30'erne; 4) En øjeblikkelig fastfrysning af alle udenlandske gældsforpligtelser; 5) Den nye argentinske regering må retsforfølge de tidligere præsidenter Carlos Menem og Fernando de la Rua, samt tidligere finansminister Domingo Cavallo, for systematisk at have løjet overfor den argentinske befolkning over de seneste ti år og holdt landets reelle insolvens skjult. Dermed har de på kriminel vis øget Argentinas gældsætning til udlandet og systematisk solgt ud af landet mest vitale og produktive værdier. Dette retsopgør bør også inkludere korrupte udenlandske medskyldige, som har medvirket til at øge gældsætningen og udsalget af nationale værdier, uanset om disse personer skal findes i den private banksektor, i regeringsorganer eller i ledende internationale institutioner; 6) I forhold til udenlandske kreditorer og magtkredse er det vigtigt, at Argentina forstår, at landets svaghed i virkeligheden er dets styrke. Argentina er kun et symptom på det globale finanssystems faktiske tilstand. Derfor bør alle, der måtte lægge pres på Argentina, holde sig for øje, at landet kan udløse en proces, der blotlægger det globale finanssystems og de udenlandske kreditorers faktiske insolvens, hvad enten der er tale om Spanien, Italien, Tyskland, Frankrig, USA eller Japan.
HVEM FØLGER EFTER?
Siden den latinamerikanske gældskrise i 1982 har de industrialiserede lande, med USA, Europa og Japan i spid-sen, insisteret på, at alle gældsplagede lande, uden undtagelse, skulle tvinges til at indgå smertefulde aftaler med Den internationale Valutafond, IMF. Man ville for alt i verden undgå, at et land formelt erklærede sig bankerot. Det kunne udløse en lavine af lande, der ikke længere så sig i stand til at klare sine gældsforpligtelser, frygtede man.
Da Rusland standsede sine betalinger i august 1998, fik man i sidste øjeblik stoppet lavinen, inden den begyndte at rulle. Den næste kandidat på listen over gældsplagede lande, der dengang kunne frygtes at stoppe sine betalinger, Brasilien, blev i de følgende måneder pakket ind i en »mur af penge«, som den daværende amerikanske finansminister Robert Rubin udtrykte det.
Det har man diskret gjort igen, for Brasilien er i overhængende fare for at dele skæbne med Argentina. Problemet er blot, at listen over lande, der kan tvinges ud i en betalingsstandsning, er meget lang. Mexico, Polen, Tyrkiet, Indonesien og flere andre lande kan hurtigt komme i lige så store vanskeligheder som Argentina.
Den største trussel imod det internationale finanssystem kommer dog nok fra verdens næststørste økonomi, Japan. Efter ti år med trøstesløs økonomisk stagnation står det japanske samfund på afgrundens rand. Den 3. januar skrev finansavisen The Financial Times i London: »Det sidste verden har brug for lige nu, er en ny finanskrise i Japan. Men det er lige netop, hvad verden vil få«.
Med et gigantisk bjerg af dårlige lån på omkring 2.000 mia. dollars, hvoraf en stor del stammer helt tilbage fra spekulationsboblen i slutningen af 80'erne, er den japanske banksektor nu ved at gå helt op i sømmene. Fra marts til september 2001 tabte Japans 135 banker, ifølge den japanske banksammenslutning, tilsammen 10 mia. dollars på deres udlånsvirksomhed. Det er det største driftsunderskud i den japanske bankverden siden oliekrisen i 1975. Et utal af virkningsløse økonomiske »stimuleringspakker« har over årene bragt den offentlige gæld op på 150% af bruttonationalproduktet. Arbejdsløsheden stiger nu faretruende, mens industriproduktionen og eksporten falder som en sten.
Japan sidder med den største beholdning af amerikanske statsobligationer uden for USA's egne grænser. En anseelig del af den japanske opsparing er placeret i amerikanske værdipapirer, og disse investeringer har siden 2. Verdenskrig fungeret som en beskyttende »brandmur« for den amerikanske dollar, og dermed det internationale finanssystem. Det kan næppe fortsætte meget længere.
Traditionelt holder de japanske finansmarkeder lukket i ugen omkring nytår. Denne markedspause var i år udvidet til en seks dages »bankferie« for at forhindre en regulær bankpanik, da de seneste arbejdsløshedstal blev offentliggjort den 27. december. Efter et hasteindkaldt kabinetsmøde meddelte den japanske regering, at man ville »tage alle forholdsregler i anvendelse« for at forhindre et »stormløb mod bankerne«.
Den 1. januar advarede direktøren for Japans centralbank, Masaru Hayami, om, at Japan befinder sig i en dyb deflationær spiral, og at de japanske bankers krise godt kan medføre en kreditstramning, der kunne udløse en serie af »vigtige hændelser«, altså virksomhedskonkurser m.v.
INDIEN OG PAKISTAN
Et offentlig håndtryk mellem premierminister Atal Behari Vajpayee og præsident Pervez Musharraf under den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation SAARC's topmøde i Nepal den 5. januar var ikke nok til at mildne de alvorlige spændinger, der er opstået mellem Indien og Paki-stan, efter militante seperatister fra den omstridte indiske delstat Kashmir angreb det indiske parlament i New Delhi den 13. december. Premierminister Vajpayee forlangte, at præsident Musharrafs gestus følges op af konkrete indgreb overfor de pakistansk støttede terrorgrupper i Kashmir, hvor konflikten mellem de to lande har kostet mere end 30.000 mennesker livet over de seneste ti år.
Fraktioner indenfor den pakistanske militære efterretningstjeneste ISI, som spillede en nøglerolle i opbygningen af Taliban-regimet i Afghanistan, har også ydet direkte støtte til de to militante grupper Lashkar-e-Toiba, LET, og Jaish-e-Mohammad, JEM, som Indien har udpeget som de ansvarlige for angrebet på parlamentet. Indien har efterfølgende sendt 300.000 soldater og tungt artilleri, herunder kortrækkende missiler, til grænsen til Pakistan. Den pakistanske regering er kommet under stærkt pres fra USA, Kina, EU og andre nationer for at gribe ind overfor de militante grupper.
Og præsident Musharraf har faktisk grebet ind. Den afdeling indenfor ISI, som har taget sig af Kashmir-operationerne, er blevet lukket, og mere end 200 aktivister fra LET og JEM er blevet tilbageholdt af myndighederne. Arrestationerne er blev godt modtaget i New Delhi, som har kaldt dem »et skridt i den rigtige retning«. Indien har sendt en liste over 20 personer under mistanke for »terrorhandlinger« til Pakistan, og ifølge en udtalelse fra Pakistans udenrigsminister Abdul Sattar den 1. januar kan det ikke udelukkes, at de eftersøgte personer udleveres i henhold til SAARC's antiterrorkonvention.
Desværre er der stadig stor fare for, at en krig udløses af fejlvurderinger hos en af siderne. Det er et åbent spørgsmål, hvor effektive præsident Musharrafs indgreb kan forventes at blive. Situationen i Pakistan, et land med en forarmet befolkning på 150 mio. mennesker, er yderst ustabil. Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR, talte med en højtstående kilde i området, som trods sin optimistiske forhåbning om, at en krig stadig kan undgås, frygtede, at Musharrafs regering ikke længere er den eneste magtfaktor i landet, man skal tage hensyn til. Og her kan USA's fortsatte bombninger i Afghanistan komme til at spille en afgørende rolle. Selv om al-Qaeda-netværkets to ledere, mullah Omar og Osama bin Laden, tilsyneladende er over alle bjerge, så fortsætter de amerikanske bombninger, med hundrede af civile ofre. Det skaber store spændinger i Pakistan, ikke kun hos landets pashtun-mindretal, men også blandt andre befolkningsgrupper. En konflikt med Indien over Kashmir og en forværring af situationen i Afghanistan kan i sidste ende blive mere, end præsident Musharraf og hans regering kan overleve.
VERDEN ANNO 2002
På en konference i Washington den 24. januar vil den amerikanske demokratiske præsidentkandidat og økonom Lyndon LaRouche fremlægge en detaljeret analyse af verdens politiske, økonomiske og strategiske tilstand her ved indgangen til år 2002. Konferencen vil blive transmitteret »live« over internettet.
Som oplæg har LaRouche opsummeret den globale strategiske og økonomiske situation på følgende måde: Verden befinder sig nu i den afsluttende og afgørende fase af en årelang disintegration af det internationale finans- og betalingssystem. Denne finansielle disintegration vekselvirker med en accelererende fysisk-økonomisk deflation, som har ramt produktionen af de væsentligste varer og serviceydelser. Sammenbruddet af finans- og betalingssystemet kan kun forsinkes gennem en stadig hurtigere vækst af en allerede hyperinflationær finansboble på de førende internationale finansmarkeder.
Hvis alverdens regeringer forsat klynger sig til de politisk-økonomiske retningslinier, som er udstukket af internationale finansinstitutioner, vil de én efter én blive sat fra magten i et stadigt voksende politisk kaos (situationen i Argentina er et ubehageligt forvarsel -red.). Som det står nu, mangler regeringerne og de ledende politiske partier i Nord- og Sydamerika, Vesteuropa og Japan både vilje og evne til at håndtere den økonomiske og finansielle systemkrise.
Ydermere, har den utopiske strategisk-militære ideologi, som over de seneste 50 år er blevet stadigt mere dominerende i NATO og i visse landes udenrigspolitik, bragt verden som helhed på randen af en altødelæggende, verdensomspændende religionskrig, der på globalt plan risikerer at gentage de rædsler, som Europa oplevede fra 1618 til 1648 (se note).
Disse omstændigheder har udstyret LaRouche og hans medarbejdere med en helt speciel autoritet, der først og fremmest udspringer af LaRouches mange økonomiske prognoser efter Bretton Woods-systemets sammenbrud i 1971. Udgangspunktet har været det »amerikanske nationaløkonomiske system«, der hvad almenvellet angår, må betegnes som den bedste økonomiske model til dato.
Derfor ser LaRouche det som sin mission i det 21. århundrede, at fastholde og videreføre den oprindelige amerikanske revolution, sådan som Abraham Lincoln gjorde det i det 19. århundrede og Franklin D. Roosevelt i det 20. århundrede.
Man kan se og høre LaRouches tale til konferencen i Washington den 24. januar kl. 19:00 dansk tid på www.larouchein2004.com.
Note: Den »utopiske strategisk-militære ideologi« som LaRouche her refererer til, er bedst kendt gennem den amerikanske professor Samuel P. Huntington og hans bog »The Clash of Civilisations«. Men ideen om et »civilisationernes sammenstød« er langt videre udbredt blandt indflydelsesrige amerikanske udenrigspolitiske institutioner, end de fleste forestiller sig. Huntingtons mentor var Harvard-professoren William Yandell Elliott. Mens Yandell Elliott selv i en årrække var tilknyttet USA's nationale sikkerhedsråd som seniorrådgiver, blev et helt kuld af hans elever i flere omgange medlemmer af denne uhyre magtfulde institution: Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski og McGeorge Bundy.
Elliott og hans studenter er sammen med andre indflydelsesrige personer, som f.eks. fhv. udenrigsminister Alexander Haig og den tidligere chef for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, James Woolsey, samlet i et privat udenrigspolitisk selskab kaldet Foreign Policy Research Institute, FPRI. Selskabet udgiver et politisk tidsskrift kaldet Orbis.
Da FPRI blev dannet i 1955, skrev selskabets grundlægger og økonomiske bagmand, den østrigskfødte finansmand Robert Strausz-Hupe, i det allerførste nummer af Orbis en ledende artikel under overskriften: »Morgendagens balance«, hvor han definerede perioden 1955-2002 som epoken, hvor det »universelle amerikanske imperium« skulle grundlægges. Det amerikanske folks mission er, ifølge Strausz-Hupe, »at begrave nationalstaterne, samle folkeslagene i større enheder og overvælde eventuelle sabotører af denne nye orden med overvældende styrke… Det amerikanske imperium og menneskeheden vil ikke være to modpoler, men blot to navne for den universelle orden, fred og lykke. Novus orbis terrarum.«
LAROUCHE I INDIEN OG RUSLAND
For første gang siden 1982 var Lyndon LaRouche på besøg i Indien fra den 30. november til den 6. december. På programmet stod en række offentlige og private møder med ledende indiske repræsentanter fra statsinstitutioner og det politiske liv, intellektuelle, samt økonomiske og strategiske tænkere. Den 3. december var han hovedtaler på et EIR-seminar, der fandt sted i India International Center med temaet: »Den Voksende Globale Krise: Verden Behøver et Nyt Monetært System«. Der var en intensiv, åbenhjertet dialog med 35 særligt indbudte gæster _ tidligere ministre, økonomiske rådgivere, intellektuelle og udvalgte journalister [diskussionen er i gengivet i EIR Vol. 28 No. 49, 21. december 2001]. I løbet af ugen talte LaRouche endvidere på et seminar på School for International Studies ved Jawaharlal Nehru Universitet og havde møder med to tidligere indiske statsministre, Chandra Shekhar og I.K. Gujral, og ledende medlemmer af den nuværende regering.
11.-15. december fortsatte LaRouche »dialogen mellem civilisationerne« i Moskva. Han var hovedtaler på konferencen: »Rum og Tid i udviklingen af det Globale System: Natur-Samfund-Menneske«, der fandt sted 14.-15. december. Konferencen, der primært bestod af russiske videnskabsfolk, blev holdt til ære for den nyligt afdøde videnskabsmand P.G. Kuznetsov, en drivende kraft i russisk videnskab og en tæt ven til LaRouche.
LaRouche talte også på adskillige andre seminarer, bl.a. på et seminar arrangeret af Dmitri S. Lvov på Det Centrale Matematiske og Økonomiske Institut (CEMI) ved det Russiske Videnskabsakademi. LaRouches emne var: Den globale finansielle og økonomiske krise og Ruslands strategiske rolle. LaRouche, der havde følgeskab af Helga Zepp-LaRouche, havde også private møder med russiske politikere, inkl. Moskvas borgmester Yuri Luzhkov, økonomer og andre videnskabsfolk, samt repræsentanter fra den russiske ortodokse kirke, kulturelle personligheder og journalister. I december havde det russiske tidsskrift Currency Dealer for anden måned i træk et interview med LaRouche.
Den 5. december 2001 var Lyndon og Helga LaRouche officielle gæster hos Indiens Præsident. Fra venstre: EIR-korrespondent Ramtanu Maitra, Indiens præsident Shri Kocheril Raman Narayanan, Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche.
