Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 14 nr. 11, november 2002
LEKTIEN FRA CASABLANCA
Midtvejsvalget i USA er overstået. Præsident George W. Bush har fået det flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus, han så inderligt havde ønsket sig. Ikke siden Franklin D. Roosevelt og demokraternes sejr ved midtvejsvalget i 1934 har en amerikansk præsident haft så stor politisk handlefrihed. Nu kan alle vi andre så frygte for, hvad den skal bruges til.
Lad os skrue tiden tilbage til dengang vores nuværende verdensorden endnu ikke havde set dagens lys. I januar 1943 satte Winston Churchill, Charles de Gaulle og Franklin D. Roosevelt hinanden i stævne i den nordafrikanske havneby Casablanca. Formålet var at diskutere krigens videre forløb. Men det stod hurtigt klart for Roosevelt, at det allerede på dette tidspunkt var nødvendigt at forholde sig til den verden, der måtte komme, når krigen engang var slut.
I sin bog »Som han så det« beskriver sønnen, Elliott Roosevelt, sine mange og lange natlige samtaler med den amerikanske præsident under konferencen i Casablanca: »Hans tanker vendte sig mod problemet med kolonierne og deres markeder. Et problem, der efter hans mening var kernen i enhver mulighed for en kommende fred. »Sagen er den«, bemærkede han tankefuldt og satte en frisk cigaret i røret, »kolonisystemet betyder krig. Når man udnytter et Indiens, et Burmas, et Javas ressourcer og tager al rigdommen bort fra disse lande, men aldrig giver dem noget i stedet, som f.eks. skolevæsen, anstændige levevilkår, de nødvendigste hygiejniske foranstaltninger, er det eneste, man opnår, at ophobe den slags problemer, der fører til krig. Man fornægter simpelthen på forhånd værdien af enhver form for organisation af fredens struktur««.
Et par dage senere vendte præsident Roosevelt tilbage til emnet: »Elliott, tro endelig ikke et sekund at det havde været nødvendigt for amerikanere at dø i Stillehavet i nat, hvis ikke det havde været for franskmændenes, briternes og hollændernes kortsigtede grådighed. Skulle vi virkelig tillade dem at gøre det samme en gang til?« Præsidenten fortsatte: »De forenede Nationer - når de engang er etableret - kunne jo overtage kolonierne, ikke sandt? Som et mandatområde eller formynderstat i en begrænset årrække. Og lige en enkelt ting til slut, Elliott, inden jeg smider dig ud, for jeg er træt: Når vi har vundet krigen, vil jeg sætte hele min kraft og styrke ind på at sikre, at USA ikke under nogen omstændigheder bliver lokket til at støtte Frankrigs imperialistiske ambitioner eller være behjælpelig overfor Det britiske Imperium i dets ambitioner.«
Således blev FN til. Desværre døde Franklin D. Roosevelt, og efterkrigstiden blev aldrig helt den »amerikanske tidsalder«, han havde forestillet sig. Men der er slet ingen grund til at spytte på hans grav med en amerikansk-britisk invasion af Irak.
DEN MØRKE SIDE AF MÅNEN
Når præsident George W. Bush taler om »krigen mod terror« eller det kommende militære angreb på Irak, benytter han sig af et halvreligiøst sprogbrug, der ikke efterlader nogen tvivl om, at dette drejer sig om en »kamp mellem det gode og det onde«. Ifølge The Washington Post den 11. oktober er det ikke nogen tilfældighed. Efter terrorangrebene den 11. september sidste år blev præsidentens foretrukne taleforfatter, Michael J. Gerson, rykket helt ind i inderkredsen i Det hvide Hus. Hans sikkerhedsgodkendelse blev opgraderet, så han kunne deltage i præsidentens møder med det nationale sikkerhedsråd, og ifølge The Washington Post er han i dag den mest magtfulde taleforfatter siden præsident John F. Kennedys rådgiver og inspirator Ted Sorenson.
Michael J. Gerson har sine rødder dybt plantet i den amerikanske kristne højrefløj, og han former helt bevidst præsident Bush' tankegang i retning af et »helligt korstog«. Det kristne højre udgør et lille mindretal, hovedsageligt koncentreret i sydstaterne, men gennem målrettede politiske kampagner har organisationerne omkring højtråbende TV-prædikanter som Pat Robertson, Tim og Beverly LaHaye, Gary Bauer, James Dobson, Robert Schuller og den selvbestaltede »kristne zionist« Jerry Falwell tilkæmpet sig stadig større politisk indflydelse, især i det republikanske parti.
Men der går en rød tråd, eller rettere en grøn snor af dollarsedler, gennem alle disse »kristne« konservative organisationer. De er alle dybt afhængige af rundhåndede økonomiske bidrag fra den mystiske sydkoreanske Moon-bevægelse. Siden begyndelsen af 80'erne har »pastor« Sun Myung Moon og hans højrehånd, oberst Bo Hi Pak, der var en af grundlæggerne af den sydkoreanske efterretningstjeneste, KCIA, og mangeårig militærattaché ved den sydkoreanske ambassade i Washington, brugt hundrede millioner af dollars på at købe sig ind i den amerikanske kristne højrefløj. Man sponsorerede udgivelsen af den højreorienterede avis The Washington Times, og i 1987 reddede man en af stjernerne i det kristne højre, postordremogulen Richard Viguerie, fra at gå konkurs. Moon opkøbte en af Vigueries ejendomme udenfor Washington til en overpris på 10 mio. dollars, og postordrevirksomheden blev integreret i Moon-bevægelsens øvrige forretninger.
I 1994 var det så prædikanten Jerry Falwell og hans organisation »Moral Majority«, der fik hårdt brug for hjælp fra den gode »pastor« Moon. Med sin ekstravagante livsstil havde Falwell formøblet 73 mio. dollars af menighedens penge, og hans kristne universitet i Lynchburg, Virginia Liberty University, var ved at dreje nøglen om. Den sag klarede Moon og Bo Hi Pak med rigelige mængder kontanter, og Falwells organisation blev i realiteten indrullet i det utal af frontorganisationer, der udgør Sun Myung Moons imperium. Sådan er det også gået hovedparten af de øvrige TV-prædikanter og deres organisationer.
Hvordan i alverden de kristne på den amerikanske højrefløj har kunnet forlige sig med Sun Myung Moon og hans kult, står som noget af et mysterium. Moon prædiker nemlig, at Jesus Kristus var en fiasko i sin mission, fordi han blev korsfæstet, før han nåede at blive gift og få børn, og han påstår, at Gud har udnævnt ham selv, altså Moon, til »Kongernes Konge« og den sande »fader« til en ny herskerrace. Menneskeheden, som vi kender den i dag, er, ifølge Moon, et produkt af Satans samleje med Eva, og vi bliver først »renset«, når vi gennemgår en »genfødsel« i form af et vielsesritual under Moons velsignelse. Den 4. juli 2002 indrykkede en af Moons frontgrupper en annonce i imperiets egen avis, The Washington Times, hvor Kristus citeres for at sige til Moon: »Du er den Anden Genkomst, som har indledt det fuldendte testamentes tidsalder.« Og Moon er både »Messias« og »Frelser«.
Af en messias at være har Sun Myung Moon en noget blakket fortid. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig rejste Moon fra det nordlige til det sydlige Korea, hvor han blev aktiv i en mystisk sekt kaldet Israeli Suo-won, hvor kvinder undergik et »renselsesritual« ved at have samleje med sektens præster. Ifølge den amerikanske journalist Robert Parry endte Moon i koreansk fængsel i 1955 for sin særprægede seksuelle missionsvirksomhed. Til Moons store held kom han efterfølgende i kontakt med to af den koreanske efterretningstjenestes fædre, Kim Jong-Pil og Bo Hi Pak. Ifølge en CIA-rapport fra den 26. februar 1963 grundlagde Kim Jong-Pil »kirken«, Unification Church, mens han var leder af den sydkoreanske efterretningstjeneste. I juni 1964 var Kim Jong-Pil, Bo Hi Pak og Sun Myung Moon blandt stifterne af den asiatiske antikommunistiske organisation, APACL, der i 1966 kom til at udgøre kernen i den berygtede verdensomspændende antikommunistiske efterretningsorganisation, WACL. Allerede dengang arbejdede Moon og hans venner tæt sammen med det kristne højres »grand old man«, William F. Buckley.
I slutningen af 60'erne rykkede Bo Hi Pak og Sun Myung Moon ind i den amerikanske hovedstad, hvor politisk indflydelse blev købt med kolde kontanter fra deres egen bank, Diplomat National Bank, i Washington og venlige »tjenesteydelser« fra en hær af 300 prostituerede. I slutningen af 70'erne blev det for meget for det demokratiske kongresmedlem Donald Fraser, som indledte en kongresundersøgelse og retssag kaldet »Koreagate«. Trods hjælp fra venner i Det hvide Hus og justitsministeriet røg Sun Myung Moon i 1982 18 måneder i fængsel for skattesvig. Det midlertidige tilbageslag stoppede dog ikke Moon-bevægelsen, der oplevede sin første politiske storhedstid i midten af 80'erne, hvor man gennem CAUSA og andre frontorganisationer blandt meget andet var dybt involveret i den såkaldte »Iran-Contra«-affære. Her blev indtægterne fra salg af våben til Iran og narkotikasalg i USA fra Sydamerika konverteret til illegal militær støtte til contra-bevægelsen i Nicaragua. Afsløringen af den trafik sendte oberstløjtnant Oliver North flere år i fængsel.
I 90'erne var CAUSA og andre af Moons frontorganisationer involveret i forsøget på at afsætte præsident Clinton i den uendelige række af historier fra »White Water-affæren« over »Troopergate« til »Monica Lewinsky-affæren«. Samtidig brugte man flere millioner på at købe indflydelse i de sorte baptistkirker, og endda hos de sorte muslimer, hvor Moon var en af hovedsponsorerne for Louis Farrakhans »Million Family March« i Washington i oktober 2000.
Under en direkte udsendelse på internettet den 19. oktober blev den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche spurgt, hvordan man kunne vriste Bush-regeringen ud af kløerne på den kristne højrefløj og de såkaldte kristne zionister, før de får sat verden i brand gennem en krig i Mellemøsten. LaRouche svarede, at det gør man ved at vælge den rette flanke, og det vil på nuværende tidspunkt sige at rette søgelyset mod Moon-bevægelsen. »Den vigtigste og mest betydningsfulde galskabsfaktor hjemme i USA, som udgør en alvorlig trussel imod den politiske orden, er Moon-bevægelsen«. Hvis den faktor neutraliseres, vil de øvrige kredse af religiøse galninge falde fra hinanden af sig selv, sagde LaRouche. Flere detaljer om Moon-bevægelsens mærkværdige meritter kan læses på www.larouchepub.com.
KRIGSSPILLET FORTSÆTTER
Krigen imod Irak er endnu ikke startet, i hvert fald ikke officielt. Men ifølge The New York Times den 3. november øver amerikanske bombefly sig allerede ved at foretage skinangreb på forladte lufthavne og andre militære installationer i det sydlige Irak. »Det giver os mulighed for at træne i det samme miljø, vi sandsynligvis skal i krig i«, forklarede kaptajn Kevin C. Albright, der er chef for luftstyrkerne på hangarskibet U.S.S. Abraham Lincoln. Skinangrebene har til formål at træne de komplicerede trin, der indgår i affyringen af satellit- og laserstyrede præcisionsbomber.
Men skinangrebene blandes også med virkelige angreb på virkelige mål. Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld har udvidet listen over militære installationer, som amerikanske bombefly må angribe, hvis de jagerfly, der patruljerer i de såkaldte »flyveforbudszoner« bliver beskudt eller blot opsporet af irakisk radar. På den måde har man diskret startet krigens første fase ved systematisk at angribe alle synlige militære mål.
Og mens den umiddelbare fremtid for FN's våbeninspektører endnu er uafklaret, fortsætter den amerikansk-britiske militære opmarch. Ifølge The Financial Times den 30. oktober står der allerede omkring 50.000 amerikanske tropper i Golfområdet, og de får snart selskab af yderligere 8.000 mand, der er på vej med en flådestyrke, ledet af hangarskibet U.S.S. Constellation. Yderligere et hangarskib, U.S.S. Harry Truman, vil sætte kursen mod Golfen. Et fjerde hangarskib U.S.S. George Washington, er allerede på plads.
Også Storbritannien gør sig klar til et militært angreb. Ifølge The Daily Telegraph den 2. november skabte den britiske finansminister Gordon Brown dog bestyrtelse i den øverste militære ledelse, da han i et notat til forsvarsministeriet uden omsvøb bekendtgjorde, at Storbritannien slet ikke har råd til at sende soldater i krig i Golfen. Han har derfor beordret forsvarsledelsen til at kassere de hidtidige angrebsplaner, som ifølge The Daily Telegraph ville indebære udgifter på omkring 4,6 mia. dollars, og han har bedt ledelsen stille med en ny plan, der ikke involverer britiske landtropper.
Trods finansministerens desperate forsøg på at holde udgifterne nede og soldaterne hjemme, meddelte den britiske regering den 3. november, at der meget snart ville udgå en »kongelig befaling« om indkaldelse af 10.000 reservetropper. Det vil blive den største mobilisering siden Korea-krigen, og den vil være særdeles kontroversiel, fordi den kongelige befaling gør indkaldelsen tidsubestemt (normalt kan britiske reservesoldater kun indkaldes i 6 måneder i hver 2-årsperiode). Ifølge The Daily Telegraph, skal mobiliseringen i første omgang kun tjene til at øge det »psykologiske pres« på Saddam Hussein. Først senere vil premierminister Tony Blair overveje at tage kampen op med Gordon Brown og indlede en egentlig udstationering af tropper til Golfområdet.
I USA har forsinkelsen af krigen skabt mærkbare politiske problemer for præsident George W. Bush og hans regering. Krigsfløjen omkring vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul D. Wolfowitz havde satset hårdt på, at et angreb på Irak ville have været i fuld sving længe inden midtvejsvalget til kongressen den 5. november, så valget kunne blive en »patriotisk tillidserklæring« til en præsident i krigstid. Sådan er det ikke helt gået. I stedet har alle meningsmålinger vist, at et stort flertal i befolkningen anser den økonomiske krise for et langt vigtigere politisk spørgsmål end et angreb på Irak. Derfor måtte præsidenten nedtone sin krigsretorik, og i stigende grad beskæftige sig med økonomiske spørgsmål i sine valgtaler til støtte for de republikanske kandidater rundt om i landet. Samtidig fik finansministeriet travlt med at pynte på aktiekurserne op til valget gennem kreativ kurspleje via den såkaldte »Plunge Protection Committee« (se også Agro-Nyt, juli `02). Trods en fortsat strøm af dårlige økonomiske nyheder, katastrofale virksomhedsregnskaber og endeløse finansskandaler blev oktober den bedste måned for de amerikanske aktiemarkeder i 15 år. Dow Jones-indekset på Wall Street steg med hele 10,6% og det ellers så nedtrykte teknologi-indeks, Nasdaq, med mere end 13%.
Allerede i midten af oktober advarede Lyndon LaRouche om, at så snart midtvejsvalget var ovre, ville den økonomiske og finansielle krise atter slå ud i lys lue, og præsident Bush accelerere den militære opmarch til krigen imod Irak.
GIDSELAFFÆREN I MOSKVA
Ved skæbnens ugunst er Danmark blevet hvirvlet ind i det komplicerede magtspil, der omgiver Ruslands ulykkelige krig i Tjetjenien. Sammenfaldet mellem Den tjetjenske Verdenskongres, der blev afholdt i København den 28.- 29. oktober, og gidseltragedien i Moskva den 23.-27. oktober, hvor 120 mennesker mistede livet, da specialstyrker stormede teateret, hvor 50 svært bevæbnede tjetjenske terrorister havde taget mere end 800 mennesker til fange, fik russiske myndigheder til at beskylde Danmark for at holde hånden over terroristernes politiske bagmænd. En manglende dansk opfyldelse af en officiel russisk begæring om arrestation af navngivne konferencedeltagere affødte skarpe politiske reaktioner i Moskva. Anholdelsen af den tjetjenske vicepremierminister Akhmed Sakajev tidligt på morgenen den 30. oktober mildnede kun delvist den russiske vrede.
Den 2. november meddelte den russiske regering, at den militære indsats i Tjetjenien vil blive optrappet som reaktion på gidselaffæren. Dermed er der lagt op til nye kapitler i den årelange tragedie. Allerede i oktober 1999 sagde den russiske militærkommentator Pavel Felgenhauer til Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, at krigen var en strategisk fælde, som ville »kriminalisere« den russiske hær og demoralisere den russiske befolkning (se også Agro-Nyt, nov. `99). Dengang, som nu, forsøgte kredse omkring tidligere premierminister Jevgenij Primakov desperat at få kamphandlingerne stoppet.
Det er endnu uklart, om Akhmed Sakajev rent faktisk står i ledtog med de brutale tjetjenske terrorgrupper, som de russiske myndigheder påstår han gør. Men det er et faktum, at en væsentlig del af den væbnede opstand imod den russiske tilstedeværelse er dybt infiltreret af udenlandske efterretningsorganisationer, islamiske terrorgrupper og simple røverbander, der har århundreders erfaring i våben- og narkotikahandel. Den 5. november 1999 skrev den britiske avis The Sunday Telegraph, at Osama bin Laden åbent rekrutterede unge mænd fra moskeerne i Storbritannien til våbentræning i Afghanistan og indsættelse i kamp i Tjetjenien (se også Agro-Nyt, dec. `99).
Heller ikke alle, der råber på fred i Tjetjenien, kan gå fri af en mistanke om at følge en skjult dagsorden. Den amerikanske Komité for Fred i Tjetjenien har et betænkeligt stort antal medlemmer, der i anden sammenhæng er alt andet end fredselskende. En af komitéens ledende medlemmer, den tidligere formand for det amerikanske sikkerhedsråd, Zbigniew Brzezinski, har i sin bog »The Grand Chessboard« slået til lyd for, at Ruslands århundrede gamle indflydelse i Kaukasus og Centralasien rulles tilbage, om nødvendig med vestlig militærmagt. Den 30. oktober stod Brzezinski sammen med Max M. Kampelman og USA's tidligere udenrigsminister Alexander Haig som afsender af et brev til Danmarks ambassadør i Washington, Ulrik Federspiel, hvori man opfordrede den danske regering til ikke at udlevere Akhmed Sakajev til Rusland.
I komitéen finder man også forsvarsrådgiver Richard Perle, der blandt venner kaldes »mørkets prins«. Han er en af hovedkræfterne bag USA's planer om en krig imod Irak. Faktisk er en stor del af de mest rabiate fortalere for et »civilisationernes sammenstød« og en invasion af Irak at finde i Den amerikanske Komité for Fred i Tjetjenien. Man kan nævne Elliott Abrams, Kenneth Adelman, Richard Burt, Elliott Cohen, Robert Kagan, tidligere CIA-chef James Woolsey og Michael A. Leeden, der betegner sig selv som »universalfascist«, samt mange flere.
Adskillige af de ovennævnte personer er ofte at finde som skribenter i avisen The New York Post, og den 24. oktober kunne man i samme avis læse en leder, der satte gidselaffæren i Moskva i en større sammenhæng:
»Gidslerne er en påmindelse, som præsident Vladimir Putin tydeligvis har behov for - ikke mindst i betragtning af Ruslands nylige modstand imod USA's bestræbelser på at få en tilfredsstillende anti-Saddam resolution igennem i FN, og i betragtning af at Rusland måske har hjulpet Nordkorea med at anskaffe atomteknologi…Det kunne endda være, at de tjetjenske terrorister havde opdaget Ruslands hykleri og mangel på fasthed i FN, læst det som svaghed og besluttet at slå til. Under alle omstændigheder ligger der en form for grusom poetisk retfærdighed i den omstændighed, at Rusland bliver tvunget til at tage sig af et angreb som dette - så kort tid efter at have forplumret Amerikas fuldt legitime bestræbelser på at tilintetgøre en af verdens farligste sponsorer af terrorisme. Vil Frankrig være den næste?«
Allerede flere uger inden gidselaffæren havde russiske efterretningskilder overfor Executive Intelligence Review udtrykt frygt for, at Rusland ville blive mål for spektakulære terroraktioner, eller »grusom poetisk retfærdighed«, som The New York Post altså kalder det, hvis den russiske regering forsatte sin modstand imod et amerikanskledet angreb på Irak. Men set fra et anglo-amerikansk standpunkt, kan man nævne flere politiske udviklinger, der kunne give anledning til bekymring, når det gælder Rusland: Et voksende kontinentalt politisk samarbejde mellem Rusland, Tyskland og Frankrig; en spæd genoplivning af den gamle tanke om et strategisk trekantssamarbejde mellem Rusland, Indien og Kina, og endelig den spektakulære tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Rusland.
I ugen op til terroraktionen var en saudiarabisk delegation under ledelse af den tidligere chef for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste, prins Turki al Feisal, i Moskva for at diskutere »saudiarabiske og russiske fællesinteresser i en multipolar verden«. Ifølge velinformerede kilder blev der blandt andet diskuteret muligheden af at placere nogle af de godt 200 mia. dollars, som Saudi-Arabien trak ud af USA over sommeren. I første omgang omkring 50-70 mia. dollars. Investeringer i den størrelsesorden ville have en mærkbar indflydelse på den russiske økonomi. Den saudiarabiske regering og presse tog den 25. oktober skarpt afstand fra terroraktionen i Moskva.
Den mangeårige håndlanger for den britiske efterretningstjeneste, oligarken og storsvindleren Boris Beresovskij, har i øvrigt tilbudt at dække alle udgifter i forbindelse med Akhmed Sakajevs forsvar i Danmark.
IMF TIL TÆLLING I BRASILIEN
Valget i Brasilien den 6. oktober blev et forrygende mistillidsvotum til den Internationale Valutafond, IMF, og hele det internationale banksystem. Efter at have spillet rollen som de gældsattes landes duks i to årtier, har den brasilianske befolkning fået nok. Ikke alene vandt venstrefløjens anti-IMF præsidentkandidat, Lula Ignatio da Silva, en jordskredssejr, men lederen af det brasilianske PRONA-parti, Dr. Eneas Carneiro, vandt også en historisk sejr med knap 1,6 mio. personlige stemmer i parlamentsvalget, det suverænt største antal i Brasiliens historie. Det var dr. Eneas, der stod bag udnævnelsen af Lyndon LaRouche til æresborger i Sao Paulo den 12. juni (se også Agro-Nyt juli `02).
