(Trykt i Agro-Nyt, Januar 2003)
Politisk lederskab i en krisetid
Det nedenstående er Lyndon LaRouches åbningstale ved et offentligt møde i Budapest, Ungarn, den 12. december 2002. Mødet var arrangeret af Schiller Instituttet og der kom 120 tilhørere. Den efterfølgende diskussion varede i mere end 3 timer.
»Mine kære venner! Jeg er meget glad for at være hos jer igen.
Det emne, jeg vil tale om i aften, er yderst vigtigt for jer og for hele verden. Det er ellers sædvane ved en lejlighed som denne, at en politiker udlægger hele den nuværende situation for jer, men det vil jeg ikke gøre. Lad mig forklare min fremgangsmåde, inden jeg fremlægger mit indlæg.
Den britiske skuespiller Sir Lawrence Olivier var i mine øjne én af de værste professionelle scenekunstnere i moderne tid. Mod slutningen af hans ynkelige liv blev han spurgt af en britisk journalist, hvad der fik folk til at ønske at blive skuespillere. Og han svarede journalisten: »Se på mig! Se på mig!« Ligesom mange politikere, ønskede han at blive beundret for sin ydre fremtræden og sin person, som var han en genstand udstillet på et podie.
Modsætningen kender I, hvis I har studeret klassiske oldgræske dramaer, og har haft lejlighed til at se gode opførelser af stor, klassisk dramatik, for de store græske tragedier blev opført i et amfiteater af skuespillere, der bar masker - ganske store masker. Man så ikke skuespillerens ansigt; skuespilleren trådte ind på scenen og spillede forskellige roller på forskellige tidspunkter, skjult bag den samme maske. Og tilskuerne fulgte meget vågent, og ofte meget lidenskabeligt, dramaets handling. For det de så, var ikke den skuespiller, der optrådte på scenen, men det drama, der udspilledes på deres egen, indre forestillingsevnes scene.
Når mennesker formidler klassisk poesi og klassisk drama til jer, får I ikke personerne at se, før forestillingen er forbi. Jeres eneste billede af det de har gjort, er inden i jer selv, og det billede ved I er der. En dårlig skuespiller eller politiker, som Sir Lawrence Olivier, giver jer en mening; han giver jer ikke oplevelsen af selv at skabe kundskab i jeres eget sind. Det er ligesom med den veltrænede, men dårlige musiker, der kun kan spille noderne, ikke musikken.
Det samme gælder for politik - virkelig, seriøs politik. I er selv dramaets emne. Verdens lidelser er jeres lidelser. Verdens tragedie er jeres tragedie. Det er ikke en fantasiforestilling malet på en kulisse; det er jeres egne oplevelser. Hvis det så er et ægte stykke viden, vil oplevelsen af viden ikke være begrænset til det, I oplever her og nu; I erfarer også fremtiden.
Hvis du for eksempel er bedsteforælder eller forælder, hvordan ville du så bedømme, hvad der var i dit lands interesse? Du siger: »Hvad vil fremtiden bringe vore børn og børnebørn?« Hvis du er klog, ved du at vi alle skal dø. Hvis du skal dø, hvilken betydning har så dit liv? Er du en hund, en kat eller en fisk? Eller er du noget andet? Er du resultatet af din livsførelse, det, du får til at ske i fremtiden? Nationens fremtid, civilisationens fremtid: Det er dig.
Problemet i politik er, at meget få politikere har en fornemmelse for den form for personlig udødelighed.
Lad mig tale lige ud af posen om det her. Tag én af mine forgængere, en af USA's tidligere præsidenter, Bill Clinton. Bill Clinton var en af de mest intelligente præsidenter, vi har haft i det 20. århundrede. Men han var også en fiasko. Ikke kun på grund af den der pige, for det var ikke vigtigt. Han var en fiasko, fordi han næsten hver gang, han nåede til et punkt, hvor der skulle træffes en afgørelse, og han vidste, at hans afgørelse var vigtig for menneskeheden, så ofrede han menneskeheden på bekostning af enten sin forfængelighed eller sin egen umiddelbare personlige fordel.
De fleste af verdens toppolitikere er lige så dårlige som, eller langt værre end, Bill Clinton. De har ingen fornemmelse for udødelighed. Lad os tage et eksempel: Hvad med frihedskæmperen, eller lederen i krigstid; hvori består hans eller hendes interesse?
Lad os tage det berømte tilfælde med Jeanne d'Arc fra Frankrig. Jeanne d'Arc var veluddannet både faktuelt og moralsk, og hun fik en inspiration. Med stor beslutsomhed drog hun til den dumme konge af Frankrig. Her sagde hun billedligt talt til kongen: »Dumme, tåbelige konge! Gud har sendt mig for at give dig besked på at være en rigtig konge, og ikke en tåbe!« Hendes overbevisning var så stærk, at kongen indvilligede i at give hende kommandoen over sine tropper. Han troede, det ville skaffe ham af med hende. (Sådan er de faktiske optegnelser over hændelsesforløbet; det er ikke en historie, det er sandheden.)
Men hun vandt krigen! Det var svært at komme af med hende. Alle de andre hærførere havde lidt nederlag; hun vandt krigen.
Så forrådte kongen hende og lod hende blive taget til fange af de onde britere, normannerne. De forsøgte at knuse hende. Hun kunne enten tilstå, og bringe sig i vanry, eller blive slået ihjel. Hun nægtede. Efter at have vaklet en enkelt gang, nægtede hun. Hun blev brændt levende. Hun blev brændt to gange. De anbragte hende inde i bålet og antændte det. Så lavede de en åbning i flammerne for at se, om hun var stegt. Da de så, at hun allerede var død, lagde de brændet tilbage på plads og fuldførte brændingen.
Hendes mod og den uret, der blev begået imod hende, opildnede ikke blot Frankrig til at smide briterne ud, men opildnede også Vatikanrådet til at genoprette pavedømmet, der var blevet lagt i ruiner. Derfor æres hun som udødelig af alle, der stadig ved, hvad det betyder.
Forspildte hun sit liv? Hun døde jo ung. (19 år -red.) Eller, brugte hun sit liv viseligt?
Her er et budskab til os alle om, hvordan vi skal prioritere vores livsførelse. Vort timelige liv har en begyndelse og en uundgåelig afslutning. Hvori består da vores udødelige interesse som person? Alle samfundets topledere, særligt i krisetider, er ledere, fordi de til en vis grad kan leve op til en sådan standard. Og ved god uddannelse, særligt god moralsk uddannelse, opdrager vi vore børn og andre, til at forstå dette udødelighedsprincip. Ligesom i lignelsen om talenterne i det Ny Testamente siger man til børnene: »Spild ikke jeres talenter. Forspild ikke jeres liv. Brug det viseligt til et udødeligt formål.«
I vor civilisation har alle, der viderebringer en sådan sans for det udødelige til andre, et strejf af udødeligheden over sig. Denne egenskab er imidlertid ikke nok i sig selv for en nations leder. Under en krise skal han ikke blot have sans for det personligt udødelige, han må også være i besiddelse af relevante kundskaber. Og det første han skal kunne beherske, er evnen til at videreformidle en viden, om hvad lederskab er, til folk i almindelighed. Det vil sige, vise folk, hvordan de skal vurdere, hvem der er, og hvem der ikke er, kvalificeret til at være leder i en svær krisetid.
Vi er nu i en tid med svær krise for hele menneskeheden. Vi er faktisk midt i en tid, der opfylder alle forudsætninger for en stor, klassisk tragedie. En tragedie i betydningen af klassisk, græsk tragedie, eller i betydningen af Shakespeares tragedie »Hamlet«, eller Friedrich Schillers store tragedier. Og dette er emnet, vi skal tale om her i aften.
Det, vi står overfor, er ikke kun en finanskrise. Det er ikke en almindelig tilbagevendende krise; det er en systemkrise, der vil være bestemmende for, om den europæiske civilisation styrter ned i en udstrakt, mørk tidsalder, eller om den overlever. Fra omtrent 1964 og fremefter, begyndte den europæiske civilisation at gå i forrådnelse, under indflydelse fra Storbritannien og USA. At dømme ud fra jeres alder kan jeg se, at mange af jer husker de relevante fakta. Forud for perioden 1964-71 var civilisationens grundelement produktion - produktion af midlerne til og forudsætningerne for den menneskelige tilværelses fortsættelse og fremgang. Vi var stolte af idéen om, at individet skulle respekteres for sit nyttige bidrag til opfyldelsen af menneskehedens behov, enhver på sin måde. En sådan selvopfattelse gav det enkelte menneske selvrespekt.
Omkring førnævnte tidspunkt gik USA og Storbritannien forrest i en moralsk nedbrydning af den europæiske civilisation og verdenscivilisationen. Det skete i forbindelse med indledningen af USA's krig i Indokina, hvorfra USA's sjæl aldrig vendte hjem. I Storbritannien kom det til udtryk i Wilson-regeringens orgie af ødelæggelse af landets fysiske industri- og landbrugsproduktion. På begge sider af Atlanten spredtes den såkaldte ungdomsmodkultur med »rock, narkotika og sex«, der i særdeleshed ødelagde datidens universitetsstuderende. Onde mennesker, som Zbigniew Brzezinski, prædikede om »det post-industrielle samfund« og »afslutningen på det agro-industrielle samfund«. De prædikede den hedenske form for naturtilbedelse, der kaldes »økologi«.
Et udueligt, selvdestruktivt sovjetsystem var en del af alt dette. Her i byen har I en herre, hvis navn I alle kender, Lord Kaldor, som tilhører den lokale samling marsvæsener, der nedstammer fra traditionen omkring Bela Kuns diktatorvælde. Han blev britisk Lord, og hans datter blev en heks! Via Laxenberg, Østrig, udbredte de økologidoktrinen til sovjetsystemet. Og gennem personkredsen I alle kender, blandt andre nu afdøde Yuri Andropov, blev Sovjetunionen ført til sin egen indre ødelæggelse. Han kom i øvrigt ud af en Komintern-fraktion, der også talte nogle ungarere!
John Von Neumann var et produkt af alt dette; hans systemanalyse, også kendt som ødelæggelsessystemet. En anden, Leo Szilard, var én af de ondeste atomkrigsfanatikere, der nogen sinde er gledet hen over planeten.
I 1970'erne foreslog Kissinger og andre et folkemord i Afrika med den begrundelse, at der var for mange afrikanere, og at de var i gang med at opbruge de afrikanske naturressourcer, som USA og Storbritannien kunne få brug for engang i fremtiden.
Det burde have genopfrisket jeres hukommelse med hensyn til, hvad vi taler om. Vi har altså systematisk nedbrudt en produktionsbaseret civilisation, sådan som den var blevet opbygget frem til 1964. USA ødelagde sig selv indefra, med fuldt overlæg. Vi ødelagde os selv med frihandel. Vi ødelagde os selv med afskaffelsen af offentlig støtte til livsvigtig infrastruktur. Vi byggede vindmøller som erstatning for atomkraftværker, og undrer os nu over, hvor Don Quixote er henne i dag! Systematisk ødelagde vi vore egne nationers indbyggere , blandt andet gennem økonomiske tiltag.
Der er mange eksempler på lignende problemstillinger i tragediernes historie - virkelighedens tragedier. Virkelige tragedier sker altid, når et folk, gennem folkestemningen, indvilliger i sin egen ødelæggelse. Det er ikke lederne, der forårsager tragedierne; det er folket selv, der skaber dem.
Lad os for et øjeblik vende tilbage til den klassiske tragedie og se på det principielle. Lad os se på Shakespeares »Hamlet«. Tænk nu på sammenhængen mellem to monologer i dramaet. Den ene er Hamlets monolog i anden akt, som starter med: »O, hvilken bondeslyngel jeg er!« og den anden, den berømte monolog i tredje akt: »At være eller ikke være«. Hvad er det i korthed, Hamlet siger i tredje akts monolog: »At være eller ikke være«? Hvad siger han egentlig? Han siger: »Tja, jeg kan slås!« - han er en dræber! Han dræber ved tilfældig indskydelse. Han er ikke den bløde mand, Sir Lawrence Olivier forsøgte at fremstille ham som. Han er en dræber!
Men så ryster han. Hvad får ham til at ryste? Frygt for døden? Nej, frygt for udødeligheden. Og hvad gør han? Han siger: »Jeg har intet andet valg end at følge vanviddets vej, drevet til vanvid af min frygt for evigheden.«
Så kommer vi til dramaets sidste scene. Hamlets lig bæres af scenen sammen med de andre døde. Hamlets efterfølger siger: »Lad os se at komme videre med krigen!« Og bedrøvet siger Hamlets ven: »Lad os stoppe op, mens oplevelsen står frisk i vort sind, så vi ikke gentager dette vanvid«.
Sæt nu Hamlet op mod Jeanne d'Arc. Hvad er forskellen på de to? I Hamlet har vi en person i en lederposition, som af frygt for idéen om udødelighed tillader at hans samfund uhindret får lov til at korrumperes. I Jeanne d'Arc har vi en person, der, midt i et tragisk slagteri mellem Frankrig og England, griber ind i historiens gang med det formål at inspirere Frankrig og pavedømmet til at løse et alvorligt problem for civilisationen.
I den nuværende tragiske situation, hvor systemet i sin nuværende form uvægerligt vil bryde sammen, er jeg derfor nødt til at bede jer, og andre rundt om i verden, om at begynde at kræve ledere, der ikke spiller med i en tragedie, jeres tragedie. Som verden ser ud i dag, har vi, i lighed med det romerske imperium, et amerikansk imperium, Det angloamerikanske Imperium. Overalt i Europa skælver folk: »Hvad sagde den amerikanske ambassade? Skal jeg lade mig skille fra min kone? Hvad siger den amerikanske ambassade?« Sådan nogle tyranner! Men det er jer, der er undersåtter. I befinder jer i en balkanstat midt i Europa. Et kujonagtigt Europa! Vi har også amerikanere, der er kujoner. Vi har et Storbritannien, der regeres af Cherie Blairs ægtemand.
Verden opfører sig som et skib af dårer med kurs mod forlis, og hvor nogle af dårerne fortæller andre dårer, at de skal acceptere systemet. Hvad er det for et system, set ud fra europæisk historie? Hen imod slutningen af Den anden puniske Krig ændrede Rom karakter. Det skiftede fra hovedsageligt at være et produktivt landbrugssamfund til at være, ikke et producerende, men et konsumerende samfund, uden at kunne nyde fordel af kreditkort! Rom levede af at udplyndre den verden, det underlagde sig; det myrdede og udplyndrede, til randen af udslettelse, de fleste af folkeslagene i Romerriget. Og derefter blev Rom selv ødelagt.
Derefter fulgte en anden vederstyggelighed kaldet Byzans (Det østromerske Rige). Det ødelagde sig selv på samme måde som Rom. Så kom Venedig og dets sørige. Herfra kom den feudalisme, som dominerede Europa frem til den Westfalske Fred i 1648.
Og i dag domineres verden af et venetiansk gadekryds: Den engelsk-hollandske liberalisme. Et system, hvor lande styres, ikke af deres regeringer, men af centralbanksystemer, der repræsenterer finansoligarkier i den venetianske tradition.
Inden for den klassisk græske og kristne civilisation er målestokken for moralsk regeringsførelse indeholdt i begrebet »almen velfærd« eller »det almene vel«, på græsk »agape«. Heraf følger, at ingen regering er legitim, med mindre den forpligter sig til i praksis at fremme det almene vel for hele den nulevende befolkning og dens efterkommere. Det var tilfældet under Ludvig den XI's franske monarki, under Henrik den VII's engelske monarki, og er nedfældet i indledningen til USA's grundlov.
Den førende opposition, eller anti-agape-holdning, repræsenteres af Thomas Hobbes og John Locke. Hos John Locke, der er den førende eksponent for engelsk-hollandsk liberalisme, er doktrinen: Ejendom. Påstanden er, at en kapitalinvestor har ret til et vist afkast på sin kapital, uanset hvor mange mennesker han skal slå ihjel for at få det.
Nu er vi kommet til min afgørende pointe, nemlig spørgsmålet: »Hvordan skaber mennesker velstand? Og hvad er velstand?« Uden at snyde, ved at kigge i Biblen eller sådan noget, hvad er så menneskets egentlige væsen? Forestil jer, at I er en flok vilde analfabeter på en øde ø, uden nogen viden om historie: Hvad er så forskellen på mennesker og dyr? Et dyr kan lære, men kun et menneske kan opdage og formidle kundskab om et almengyldigt, fysisk princip. Hvis mennesket var et dyr, ville han være ligesom en højerestående abe, noget i retning af Lord Bertrand Russell, Henry Kissinger eller Zbigniew Brzezinski. Havde mennesket været en højerestående abe, ville jordklodens befolkningstal aldrig have oversteget nogle få millioner, med de vilkår vi kender på kloden. Og bare for at bevise, at Henry Kissinger og alle økologer ikke taler sandt, så er der, ifølge de seneste rapporter, i øjeblikket 6, 2 milliarder mennesker på denne klode.
Hvordan er det sket? Ikke bare ved formering. Der skulle mere til. Mennesket har evnen til at opdage og beherske almengyldige, fysiske principper, ved hvilke mennesket øger sin magt i og over universet. Gennem stor kunst og stor videnskab indpoder vi i børn og studerende en forståelse for denne evne til at opdage almengyldige, fysiske principper. Mennesker, der således er uddannet i klassisk kultur og klassisk videnskab, vil se ind i ansigtet på et andet menneske og elske ham eller hende, fordi de i ham eller hende genkender denne skaberevne, der adskiller mennesket fra dyret.
Og heri ligger forståelsen af vores udødelighed. Når vi udvirker og videreformidler opdagelser af nye principper til vore børn, til dem, der kommer efter os, lever vi evigt i menneskehedens historie. Vores timelige eksistens er ikke længere underkastet begyndelse og afslutning; vores timelige eksistens udgør en lokalitet i evigheden, hvorfra vi udstråler tidligere generationers erfaringer, og hvorfra vi udstråler vores egen eksistens. Vi bliver til de udødelige børn af universets skaber.
Nu taler vi jo forskellige sprog og tilhører forskellige kulturhistoriske forgreninger. Så hvordan skal menneskeheden regulere sine indbyrdes forhold? Vi bliver nødt til at indse, at vi må tale sammen, og at vores kultur og vores sprog er midler, ved hjælp af hvilke vi deler idéer, uddanner vore børn, rækker tilbage i historien og elsker fortidens skabere af stor kunst. Det er den egenskab, som Platon med Sokrates' mund kalder »agape«. Og den er identisk med betydningen af »agape«, (»kærlighed«) i Første Korintherbrev, kapitel 13.
Vi skal derfor være et broderskab af nationer, suveræne nationer, forenet i et fælles mål for hele menneskeheden. Nationer ligger ikke pr. definition i konflikt med hinanden; krig er ikke en naturlig tilstand for menneskeheden. Krig er kun berettiget dér, hvor det drejer sig om at forsvare virkeliggørelsen af et menneskeligt fællesskab, der bygger på principper, ophøjet til lov.
Nuvel, hvor fører alt dette os hen? Vi har nået et punkt, hvor det nuværende internationale finanssystem er på sammenbruddets rand, det monetære system er på sammenbruddets rand. Ingen magt på kloden ville være i stand til at redde det monetære og finansielle system i sin nuværende form - og ingen magt i universet ville ønske at gøre det. Problemet er, at vi skal redde økonomien, forstået som en fysisk økonomi, for folkets og for nationernes skyld.
Folk i dag er fyldt med tåbelige idéer - I kender dem. Man siger: »Du kan ikke forandre den offentlige mening«. Det var nøjagtig, hvad man sagde i Rom, før det gik nedenom og hjem. Vi skal forandre den offentlige mening. Men det kan ikke gøres med negativ kritik alene. Som det vises i Schillers fremstilling af Jeanne d'Arc, skal folk inspireres med kærlighed til at nære et ønske om at befri sig selv fra den offentlige menings nedværdigelse, og til at kræve ledere, der forpligter sig til princippet om udødelighed. En national leder, som ikke forpligter sig til princippet om udødelighed, er ude af stand til at handle moralsk i sit svar på disse tiders udfordringer.
Jeg beder jer om at se alt dette på jeres egen forestillingsevnes scene - og nu vil jeg sætte mig på min plads.«
