Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 2, februar 2003
DEN AMERIKANSKE REPUBLIK
Efter uger med konstante og stadig mere højrøstede amerikanske trusler om en snarlig krig imod Irak, var det utvivlsomt en lettelse for de, der i slutningen af januar havde mulighed for at følge den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouches »tale til nationen« over internettet. Endelig en amerikansk politisk leder der utvetydigt afviste enhver snak om krig. Og som samtidigt erkendte, at USA med sin nuværende politik er ved gøre et alvorligt indhug i den »goodwill«, landet har nydt godt af i de snart tohundredesyvogtyve år, der er gået siden verden for første gang hørte de berømte ord fra Den amerikanske Uafhængighedserklæring: »Vi anser følgende sandheder for i sig selv at være indlysende, at alle mennesker er skabt lige, ...«.
Men LaRouche påpegede også, at en krig imod Irak kun kan stoppes gennem politisk modstand hjemme i USA. Hvis den amerikanske befolkning giver sin velsignelse til, at præsident George W. Bush, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld omdanner USA fra en republik til et verdensomspændende imperium baseret på militærmagt, er der intet den øvrige verden kan gøre. Tilbage står kun en beslutning om, hvorvidt man vil udstyre den nye imperator med et figenblad i form af en resolution fra FN's sikkerhedsråd.
Den amerikanske Revolution var resultatet af en verdensomspændende konspiration blandt unge ildsjæle, der brændte for at skabe en bedre verden. Fra alle hjørner af Europa kom de for at slutte sig til kredsen omkring Benjamin Franklin. De lod sig indrulle i George Washingtons hær i kampen mod Det britiske Imperium. Soldaterne var næsten lige så unge som den republik, de forsvarede. Generalernes gennemsnitsalder var den laveste i moderne krigshistorie.
I dag er Franklins netværk blevet genoplivet i form af den internationale ungdomsbevægelse Schiller Instituttet har sat i gang i USA, Sydamerika og Europa. På begge sider af Atlanten er den gået på barrikaderne for at forsvare den amerikanske republik. »Kyllingehøgene« i den amerikanske regering skal ikke få lov til at begrave de frihedsidealer, som USA, med alle sine fejl til trods, har holdt højt for hele den øvrige verden i mere end to århundreder.
Den vestlige Verden har meget at takke USA for. Ikke mindst indsatsen under og efter den Anden Verdenskrig. Alligevel ville det være rart, hvis George W. Bush og hans regering tilegnede sig lidt af den beskedenhed, som prægede den amerikanske udenrigspolitik i republikkens første årtier. Den 4. juli 1821 holdt udenrigsminister John Quincy Adams en tale i Repræsentanternes Hus. Her sagde han bl.a.: »Hvor end frihedens og uafhængighedens banner er blevet eller vil blive foldet ud, der vil Amerikas hjerte, velsignelser og bønner være. Men Amerika drager ikke ud for at lede efter uhyrer, der skal tilintetgøres.«
IMPERIUM ELLER LANDBRO
Den 22. januar valgte forbundskansler Gerhard Schröder og præsident Jacques Chirac at lade festlighederne i forbindelse med 40-årsdagen for underskrivelsen af »Elysé-traktaten«, efterkrigstidens venskabspagt mellem Tyskland og Frankrig, være kulisse for en skarpt formuleret tysk-fransk modstand imod USA's planer om en krig imod Irak. Det udløste vrede reaktioner fra den amerikanske regering, hvor forsvarsminister Donald Rumsfeld betegnede Tyskland og Frankrig som »problemer« og hånligt affærdigede den fransk-tyske holdning som udtryk for et »gammelt Europa«, der ikke længere har så meget at skulle have sagt, fordi NATO's og EU's udvidelser har »skubbet tyngdepunktet længere mod Øst«.
Den 30. januar kunne man så i de ledende europæiske aviser læse et indlæg med overskriften: »Europa og Amerika må stå sammen«, underskrevet af regeringslederne fra Storbritannien, Spanien, Portugal, Italien, Ungarn, Polen og Danmark, samt Tjekkiets afgående præsident Vaclav Havel. Selv om ordlyden i de otte stats- og regeringslederes fælleserklæring lagde sig tæt op af EU's officielle holdning til Irak-krisen, var den underforståede afstandstagen til Tyskland og Frankrig ikke til at tage fejl af. Og det var netop, hvad USA havde bedt om. Den 30. januar påpegede en dansk diplomat overfor Jyllands-Posten, at amerikanske udsendinge under bilaterale møder i de europæiske hovedstæder havde lagt stort pres på allierede for at få dem til at tage afstand fra Tyskland og Frankrig. Presset bar altså frugt, og nu står kontinentet med amerikanske øjne delt i et »nyt« og et »gammelt« Europa. »Divide et impera«, del og hersk, som de romerske kejsere ville have sagt.
Men det er ikke kun EU, der slår revner under den amerikanske regerings kolossale politiske tryk for at få opbakning til et militært angreb på Irak. Med støtte fra Belgien og Luxembourg forhindrede Frankrig og Tyskland den 28. januar, at NATO på forhånd gav tilsagn om logistisk og materiel opbakning til et britisk-amerikansk angreb, før FN's sikkerhedsråd har taget endelig stilling. Så også forsvarsalliancen knager gevaldigt under presset. Og samme knagen og bragen kan høres langt ind i de politiske institutioner i hvert eneste land i Den vestlige Verden, hvor både den folkelige og institutionelle modstand imod en krig er under hastig vækst.
Det gælder også for Storbritannien og USA. Ifølge den britiske presse risikerer premierminister Tony Blair masseflugt fra sit parti, hvis han trækker landet ind i krig udenom FN's sikkerhedsråd, og i USA fremlagde de to demokratiske senatorer Robert Byrd og Edward Kennedy den 29. januar beslutningsforslag, der, hvis de vedtages, vil forhindre den amerikanske regering i at starte en krig udenom FN.
Ifølge avisen The Washington Post den 3. februar er de amerikanske udenrigspolitiske institutioner og tænketanke dybt splittede i spørgsmålet om en krig imod Irak. Leslie H. Gelb, der er direktør for en af de største, ældste og mest indflydelsesrige institutioner, Council on Foreign Relations, CFR, sagde til The Washington Post, at der blandt tænketankens 4.000 medlemmer er flere skeptikere end tilhængere, hvad angår regeringens Irak-politik.
Ifølge Leslie Gelb stiller de udenrigspolitiske eksperter i CFR de samme spørgsmål, som almindelige mennesker gør: »Hvorfor invadere Irak lige nu? Hvor er de håndfaste beviser på, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben? Hvilke planer er der for dagen efter en invasion?«
Det er således kun et mindretal, der stadig tror på, at en eventuel krig imod Irak drejer sig om at »afvæbne Saddam« eller at forhindre, at al-Qaeda får fingrene i masseødelæggelsesvåben. Hvad det sidste angår, har ingen af verdens førende efterretningstjenester, hverken britiske MI6, israelske Mossad eller USA's egen CIA, til dato kunnet påvise nogen substantiel forbindelse mellem Saddam Husseins sekulære styre i Bagdad og Osama bin Ladens fundamentalistiske terrornetværk. Derfor mener mange, at der må ligge noget helt andet bag USA's brændende ønske om en krig.
Den mest udbredte »alternative« forklaring hedder olie. At den amerikanske militære opbygning i Golfområdet i virkeligheden drejer sig om kontrollen med Iraks oliekilder. Men så simpelt er det ikke, mener den demokratiske præsidentkandidat og økonom Lyndon LaRouche. Det advarede han om i en tale i Washington den 28. januar, der blev bragt »live« over internettet få timer før præsident George W. Bush gav sin årlige tale om »nationens tilstand« (LaRouches tale kan ses og høres på www.larouchein2004.com).
Ifølge LaRouche drejer krisen i Golfen sig om langt mere end olie. Kredsene omkring vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, viceforsvarsminister Paul D. Wolfowitz m.fl. er ved at omdanne USA fra en suveræn republik til et verdensimperium efter romersk og britisk forbillede. Det er åbent blevet beskrevet i et utal af avisartikler i den britiske og amerikanske presse over de seneste måneder.
En af de mest iøjnefaldende blev bragt i The New York Times den 5. januar og var skrevet af Michael Ignatieff fra Harvard Universitet. Ignatieff har ellers i mange år været en kendt fortaler for demokrati og menneskerettigheder (han er tilfældigvis tipoldebarn af grundlæggeren af den russiske Zars hemmelige politi Okhrana -red.). I sin ti sider lange artikel beskrev Ignatieff, hvorledes USA efter hans mening uigenkaldeligt har startet forvandlingsprocessen fra en republik til et verdensimperium. Han beskrev i detaljer de gennemgribende konsekvenser det vil få for USA, Europa og den øvrige verden. Og han forudså, at det kommende amerikanske imperium vil begå samme fejl som tidligere imperier, nemlig at strække sig for langt, og at det derfor også vil lide samme skæbne, nemlig undergang. Alligevel konkluderede han, at der i den nuværende spændte politiske situation ikke findes levedygtige alternativer til det nye amerikanske imperium.
Det er Lyndon LaRouche naturligvis ikke enig i, og netop hjemvendt fra et længere besøg i Indien, gjorde han det i sin tale klart, at den første forudsætning for en afkøling af det højspændte internationale politiske klima er, at USA holder op med at skabe sig fjender over alt på kloden ved at te sig som en arrogant verdenshersker. Dernæst må USA forholde sig positivt til det politiske og økonomiske samarbejde, der med udgangspunkt i Rusland, Kina og Indien er ved at udvikle sig hen over det eurasiske kontinent. Det betyder samtidigt, at den amerikanske regering må engagere sig helt anderledes aktivt i forhold til den internationale finanskrise og sin egen dybe økonomiske krise. Han beskrev i den forbindelse sit program for en genoplivning af den amerikanske økonomi, gennem et »Super-TVA«, en moderne udgave af præsident Franklin D. Roosevelts berømte infrastrukturprogram kaldet Tennessee Valley Authority, TVA. Dette Super-TVA, med moderne vandveje, superhurtige magnettog m.v., skal desuden forbindes til fremtidens gigantiske infrastrukturnet, der vil knytte Korea, Kina, Japan og det øvrige Asien til Rusland, Mellemøsten og Europa. Den såkaldte Eurasiske Landbro.
Set med den amerikanske krigsfløjs øjne vil et sådant tættere økonomisk og politisk samarbejde hen over det eurasiske kontinent være den største trussel imod et amerikansk verdensimperium på lang sigt. Det er næsten klassisk geopolitik. Ifølge geopolitikkens fader, Sir Halford Mackinder (1861-1947), var det netop kontrollen over »det eurasiske hjerteland«, der i slutningen af det 19. århundrede var alfa og omega for bevarelsen af Det britiske Imperium. Oversat til nutidens globale politiske konstellationer betyder det, at den akse, der er opstået omkring Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina, i modstanden imod en krig mod Irak, ikke må få lov at konsolidere sig til et længere-varende strategisk samarbejde, hvis der i nær fremtid skal etableres et amerikansk verdensimperium.
I dag er Kina ved at udvikle sig til et gigantisk økonomisk lokomotiv, der om få år vil kunne erstatte USA som verdensøkonomiens primære drivkraft. Hertil skal lægges et Indien, der også, under andre forudsætninger, er ved at blive et betydeligt økonomisk kraftcenter. Allerede nu tiltrækker de to lande og Rusland en hastigt voksende andel af den europæiske udenrigshandel. Ifølge det amerikanske finansnyhedsbureau Bloomberg.com den 30. januar, viser de seneste tal for den kriseramte tyske økonomi, at den største chance for at undgå en ødelæggende depression er en målrettet satsning på den i forvejen hastigt voksende eksport til Østeuropa, Rusland og Kina. Selv om eksporten til Rusland og Kina stadig kun udgør nogle få procent af den samlede tyske eksport, påpegede Bloomberg, at vækstraterne i eksporten til disse to lande er så høje, at det hurtigt kan få afgørende betydning for den tyske økonomi.
I de første ti måneder af 2002 steg den tyske eksport til Kina med 19% til 11,8 mia. euro, og eksporten til Rusland steg med 14% til 9,3 mia. euro, mens eksporten til USA faldt med 3% i samme periode. Mere end en trediedel af Tysklands eksport til Kina er produktionsmaskiner, og for verdens største producent af stålværker, SMS Demag AG, har Kina forlængst overhalet USA som det største aftagerland. Kina er i dag Folkevognsfabrikkernes største marked udenfor Tyskland, og i 2002 steg salget af VW'er i Kina med hele 42%. Den 31. december 2002 blev verdens første kommercielle superhurtige magnettogbane indviet i Shanghai (se også Agro-Nyt, jan. `03). Magnettoget er resultatet af et tæt tysk-kinesisk teknologisk samarbejde, og flere tusinde kilometer magnetbaner er allerede på tegnebrættet.
Under overskriften »Kina satser på store projekter for at bevare sin stabilitet«, beskrev journalisten Joseph Kahn i en forsideartikel i The New York Times den 13. januar den overvældende liste af enorme infrastrukturprojekter, som allerede er under opbygning i Kina.
Med udgangspunkt i den sydkinesiske bjergby Chongqiung, der med sine 30 millioner indbyggere og et anlægsbudget på 200 mia. dollars over de næste ti år er ved at sprænge 800 kilometer nye motorveje gennem bjergsiderne, trække fire nye jernbanelinier, udbore en helt ny undergrundsmetro, etablere en helt ny lufthavn samt anlægge parker og grønne anlæg langs floden, beskrev Kahn dagens Kina således: »Kinas topledelse, hvoraf mange er uddannede ingeniører, omdanner ikke blot bjergbyer til transportcentre. De ønsker også at pumpe 48 milliarder kubikmeter vand fra syd til nord hvert eneste år, transportere naturgas fra Centralasien til Kinas sydøstkyst, opbygge verdens største dæmning, den længste bro, det hurtigste tog og den højest beliggende jernbane.«
Ifølge Joseph Kahn målretter den kinesiske ledelse både den offentlige og private opsparing mod en infrastrukturopbygning, der fuldstændigt overskygger, hvad USA oplevede under Franklin D. Roosevelts »New Deal«, og hvad Europa oplevede under »Marshallplanen«.
Netop disse målrettede investeringer gør tydeligvis ondt på de vestlige finanseksperter, som avisen talte med. De ville hellere se et frit finansmarked, men de er tvunget til at indrømme, at den kinesiske model virker. »Regeringen opsuger enhver opsparing og investerer den i fremtiden. Det finansielle afkast er lavt, men den gavnlige virkning for økonomien er høj«, sagde Andy Xie fra finanshuset Morgan Stanley til The New York Times.
»GAMLE EUROPA« TALER UD
I en kronik, der blev bragt i den tyske avis Süddeutsche Zeitung den 29. januar og i den italienske avis La Stampa den 31. januar, og som Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review har fået tilladelse til at bringe i USA, gav en af de mest prominente repræsentanter for det »gamle Europa« sin mening til kende. Den nu 88-årige Max Kohnstamm fra Holland var i efterkrigsårene, sammen med Jean Monnet, en af arkitekterne af det Europa, vi kender i dag.
Under overskriften: »Europa må risikere mere« skrev Kohnstamm bl.a.: »Det er af største vigtighed, at Europa hæver sin stemme. Vi må forhindre vor tætteste og allervigtigste allierede, De forenede Stater, i at begå en historisk fejltagelse. Samtidig er det vor pligt at advare staten Israel om, at dets eksistens og dermed jødedommens rige åndshistorie i sidste ende er truet. Det er hvad, der står på spil, hvis USA indleder en krig imod Saddam Husseins Irak. For mig, som en ven af USA og søn af en jødisk fader, ville det simpelthen være forræderi overfor USA og Israel, hvis vi forblev tavse på nuværende tidspunkt.«
Max Kohnstamm advarede om, at et angreb på Irak ville være »den forkerte krig, på det forkerte tidspunkt«. Hellere inddæmme Irak i de næste 25 år end at indlede en krig, der på 25 dage vil skabe en sprængfarlig opsplitning mellem den vestlige og den muslimske verden, der kan lede til en religionskrig. I stedet for en stabilisering af Mellemøsten, vil en krig medføre en radikalisering af hele den muslimske verden, der i sidste ende vil true Israels eksistens, skrev Kohnstamm og fortsatte:
»Under Anden Verdenskrig, da Tyskland holdt Holland besat, tilbragte jeg tre måneder i en koncentrationslejr. Det allerværste ved den oplevelse var, at man ikke længere blev behandlet som et menneske, men som et »Untermensch«. Det, der sker med palæstinenserne i dag, minder mig om den oplevelse, og vi risikerer at komme til at gøre det samme med hele den muslimske verden. Ved at behandle muslimerne som undermennesker, som »un-Menschen«, undergraver vi grundlaget for vor egen civilisation.
Den vestlige Verden kan ikke på nogen troværdig måde forlange, at Irak efterlever FN's resolutioner og så selv ignorere de mange FN-resolutioner, der tager sigte mod en fredelig løsning af konflikten mellem israelere og palæstinensere.
Der er behov for en slags Marshallplan for Mellemøsten. For halvtreds år siden oplevede tyskerne og franskmændene, hvorledes denne generøse amerikanske forestilling om en genopbygning af kontinentet tvang de tidligere fjender til at samarbejde. Uden et sådant velment pres udefra ville Europa aldrig være blevet forenet.«
POWELL SOM STEVENSON?
På et møde i FN's sikkerhedsråd den 5. februar fremlagde USA's udenrigsminister Colin Powell, hvad der ifølge den amerikanske regering skulle være beviser på, at Irak stadig besidder og skjuler masseødelæggelsesvåben, samt lignende beviser for Saddam Husseins nære forbindelser til Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda.
Da Agro-Nyt gik i trykken få timer før Powell tog ordet i FN, er vi desværre afskåret fra at kommentere udfaldet af hans præsentation. Ifølge forhåndsbeskrivelser i den amerikanske presse skulle Powell bl.a. fremlægge telefonaflytninger som bevis for, at en jordansk statsborger ved navn Abu Musab al-Zarqawi har fået sit ene ben amputeret på et hospital i Bagdad. Al-Zarqawi tilhører en kurdisk gruppe, som det amerikanske forsvarsministerium påstår har forbindelser til al-Qaeda. Det har gruppen hårdnakket benægtet.
Colin Powell skulle også fremligge satellitbilleder af irakiske missilinstallationer og lastbiler, der angiveligt fragter mobile biologiske laboratorier rundt i Irak. Det fik den amerikanske presse til at skrive om en forventet »Adlai Stevenson-effekt«. Om det blev tilfældet, ved vi som sagt ikke, men vi kan da bringe et billede af Adlai Stevenson i FN's sikkerhedsråd den 25. oktober 1962, da han til den sovjetiske FN-ambassadør Valerian A. Zorins store fortrydelse præsenterede optagelser fra amerikanske spionfly, der afslørede, at Sovjetunionen var i færd med at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Med en John F. Kennedy i Det hvide Hus ledte de amerikanske afsløringer heldigvis ikke til krig, men til en diplomatisk løsning på Cuba-krisen.
»IMPERIET« ER DYBT FORGÆLDET
Ifølge det amerikanske finanstidsskrift Barron's den 20. januar nåede den samlede amerikanske offentlige og private gældsætning op på 31.000 mia. dollars ved udgangen af august 2002. Der er 295% af det amerikanske bruttonationalprodukt, BNP. Det eneste historiske fortilfælde for en sådan massiv gældssætning var de første år af den store depression i 30'erne, hvor gældsbyrden nåede op på 264% af BNP.
Men i modsætning til 30'erne, hvor USA var et af verdens førende lånerlande med et pænt overskud på betalingsbalancen, er USA i dag verdens største skyldnernation med et betalingsbalanceunderskud, der har rundet 5% af BNP. Samlet har omverdenen 2.700 mia. dollars til gode i USA, 30% af det amerikanske BNP.
Derfor burde den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld være lidt varsom med at håne det »gamle Europa«, skrev den politiske kommentator på London-avisen The Observer, Will Hutton, den 26. januar. Med den nuværende gældsætning og et forventet historisk underskud på de offentlige budgetter på 304 mia. dollars (inden eventuelle krigsudgifter indregnes -red.), er USA i virkeligheden økonomisk set ude af stand til at gå i krig uden opbakning fra Europa, mener Hutton.
