Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 3, marts 2003
»DET SKER IKKE«
I de seneste uger og måneder har vi oplevet en sand syndflod af politiske hændelser af den type, vi normalt placerer i kategorien »det sker ikke«. Tyskland har fastholdt sin højrøstede modstand imod USA's planer om en krig mod Irak, trods et knusende politisk pres af den slags, kun supermagter kan levere. Det samme har Frankrig. Endda langt ud over det punkt, hvor gustne overvejelser normalt ville diktere, at tiden var inde til at skifte til det »vindende hold«. Heller ikke Rusland viser nogen tegn på at vægte sin nyvunde alliance med USA højere end modstanden imod en krig. Og gallerne i Belgien må have slugt et skvat af Asterix' trylledrik, for de startede et veritabelt korstog i NATO imod »de skøre romere« på den side af Atlanten. Endda i en sådan grad, at de næsten fik lagt den gamle forsvarsalliance i graven undervejs. Og endelig sagde Tyrkiets parlament nej til at lade USA landsætte de trestusinde tungt bevæbnede soldater, der sad stuvet sammen på skibe lige uden for havnen. Sådan noget »sker bare ikke«.
Men det gjorde det altså alligevel. USA's brændende ønske om at lade et militært angreb på Irak være indledningen på en fuldstændig ommøblering af det politiske landskab i Mellemøsten har splittet samtlige af efterkrigstidens alliancer og Den vestlige Verdens politiske institutioner. Både på kryds og på tværs. Skaden er sket, og den er allerede så stor, at verden aldrig bliver den samme igen. Heller ikke, hvis krigen bliver aflyst i sidste øjeblik.
Det kan vi lige så godt indstille os på. De »gode gamle dage« kommer aldrig tilbage. Derfor står vi med ansvaret for at opbygge en ny verdensorden, der skal danne rammen om de kommende generationers tilværelse. På samme måde som en tidligere generation gjorde umiddelbart efter 2. verdenskrig.
Denne gang skal vi bare ikke dele verden op i et »Øst«, »Vest«, »Nord« eller »Syd«. Der er ingen grund til at gentage tidligere generationers fejltagelser. Modstanden mod den truende krig har allerede bragt regeringer, nationer og folkeslag sammen, som det under andre omstændigheder kunne have taget halve århundreder at få bragt på talefod. Dén historiske chance må og skal udnyttes.
Lad Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina blive aksen, omkring hvilken vi bygger nye multilaterale politiske alliancer, der strækker sig ud over hele Det eurasiske Kontinent. Fra Europa til det nordligste Asien og videre sydover til hele det sydøstasiatiske ørige. Subkontinentet, Mellemøsten og Afrika skal også inddrages. Og så lader vi økonomisk og teknologisk udvikling blive grundstammen i denne globale, fredelige sameksistens. Vi skal heller ikke glemme Nord- og Sydamerika. Men visse steder kræver det nok et holdningskifte, før vi alle er samlet igen.
EN VERDEN I LIMBO
Den 14. februar fremlagde chefen for FN's våbeninspektion i Irak, Hans Blix, og direktøren for FN's atomenergiagentur IAEA, Mohamed ElBaradei, deres rapporter til FN's sikkerhedsråd om de foreløbige resultater af opsporingen og ødelæggelsen af Iraks masseødelæggelsesvåben i henhold til sikkerhedsrådets resolution 1441. Da Frankrigs udenrigsminister Dominique de Villepin under den efterfølgende debat afsluttede sit passionerede indlæg til fordel for en fortsættelse af våbeninspektionerne og imod en krig, lød der bragende klapsalver fra tilhørerpladserne, hvor diplomater og repræsentanter for FN's øvrige medlemslande var forsamlet.
Det havde man aldrig oplevet før, og da salen atter rungede af applaus, efter at Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov også havde støttet tanken om fortsatte våbeninspektioner i stedet for krig, måtte formanden for sikkerhedsrådet, Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer, indstille til forsamlingen, at den form for meningstilkendegivelser ikke var passende i FN's øverste organ. Men da var skaden allerede sket. USA's udenrigsminister Colin Powell havde kort forinden oplevet sit indlæg blive mødt med rungende tavshed.
Den følgende dag, den 15. februar, demonstrerede langt over 10 millioner mennesker i flere end 600 byer fordelt på 72 lande verden over. Det var de største demonstrationer i moderne tid. I Europa samlede de største menneskemasser sig i Storbritannien og Spanien, hvor regeringerne klarest har støttet USA's ønske om et militært angreb på Irak. Henholdsvis 2 og 3 millioner mennesker gik gennem Londons og Madrids gader. I en leder den 17. februar kaldte den amerikanske avis The New York Times demonstrationerne for en pludselig fremkomst af »en anden supermagt«, nærmere bestemt »en mobiliseret verdensopinion«.
Men den voksende internationale modstand har ikke fået præsident George W. Bush og hans regering til at skrue ned for krigsretorikken, snarere tværtimod. I en tale til den ultrakonservative tænketank American Enterprise Institute i Washington den 26. februar uddybede præsident Bush den amerikanske regerings sigte med et militært angreb på Irak. Og han gik langt ud over, hvad et FN-mandat ville kunne bære.
I et imponerende tankemæssigt kænguruspring gik præsidenten direkte fra den igangværende FN-sanktionerede »afvæbning« af Saddam Hussein til en USA-ledet »befrielse« af Irak, hvor han i den forbindelse forsikrede tilhørerne om, at USA ikke har nogen intention om at bestemme den fremtidige irakiske regerings »præcise form«, endsige besætte landet flere år ud i fremtiden. »Vi vil blive i Irak, så længe det er nødvendigt, og ikke én dag længere«, sagde Bush. Et ordvalg, som ifølge den britiske avis The Independent den 3. marts, var identisk med det, den israelske regering tog i anvendelse, da den indledte 22 års besættelse af det sydlige Libanon.
Men ifølge præsident Bush skal en »befrielse« af Irak også tjene endnu højere mål. Den skal sende en kraftig advarsel til andre regimer i regionen, om »at støtte til terror ikke vil blive tolereret«, og »at et nyt regime i Irak vil tjene som et dramatisk og inspirerende eksempel på frihed for andre lande i regionen«. Ydermere, skal invasionen af Irak skabe grundlaget for en helt ny fredsproces for hele Mellemøsten. Et regimeskifte i Bagdad vil nemlig »gøre det lettere for palæstinenserne at vælge nye ledere«, sagde Bush. Så Yassir Arafat kan se frem til at gøre Saddam Hussein følgeskab, og det samme kan hver eneste af de arabiske ledere, der ikke deler Ariel Sharons og præsident Bush' syn på en fred i Mellemøsten.
Og premierminister Sharon kan se frem til en indflydelse, der rækker langt ud over Israels grænser. Præsident Bush har nemlig udpeget den pensionerede general Jay Garner som kommende administrator af et USA-besat Irak. General Garner har tætte forbindelser til den ekstremt konservative tænketank Jewish Institute for National Security Affairs, JINSA, hvor også Paul Wolfowitz, forsvarsrådgiver Richard Perle, vicepræsidentens stabschef Douglas Feith m.fl. har deres gang. I oktober 2000, få uger efter Ariel Sharon fremprovokerede palæstinensernes intifada med sit besøg på den muslimske helligdom på Tempelbjerget, al-Harram al-Sharif, underskrev general Garner sammen med 26 andre amerikanske officerer en offentlig støtteerklæring til de israelske væbnede styrkers fremfærd på Vestbredden.
Et militært angreb på Irak skal altså ikke alene afvæbne Saddam Hussein, men også omorganisere det politiske landskab i hele regionen. Men det stopper ikke her, advarer den politiske kommentator på den britiske avis The Guardian, Jonathan Freedland. I en kronik den 26. februar påpegede han, at den kreds i den amerikanske regering, som skubber hårdest på for at få startet et angreb på Bagdad, dvs. forsvarsminister Donald Rumsfeld, vicepræsident Dick Cheney, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, forsvarsrådgiver Richard Perle og udenrigsrådgiver Zalmay Khalilzad, alle har det til fælles, at de i 1997 var stiftende medlemmer af en ny amerikansk tænketank kaldet »Projektet for det Nye Amerikanske Århundrede«, der i dag har hovedsæde på 17. gade i Washington D.C. (se også Agro-Nyt, okt. `02).
Dette »projekt« drejer sig om »etableringen af et amerikansk overherredømme for de næste 100 år«, skriver Freedland. USA skal dominere i »hele spekteret« til lands, til vands, i luften og i rummet, og ifølge »projektets« visioner skal Kina indesluttes af en ring af amerikanske militærbaser, hvorefter det ultimative mål skal være befrielsen af Folkerepublikken. Jonathan Freedland lader en unavngiven entusiast fra »projektet« proklamere: »Efter Bagdad, Beijing«.
Usikkerheden omkring USA's egentlige hensigter med et militært angreb på Irak, har skabt den værste internationale politiske krise siden 2. Verdenskrig. Frankrigs, Tysklands, Ruslands og Kinas hårdnakkede modstand imod USA's krigsplaner har sendt chokbølger gennem efterkrigstidens vigtigste politiske institutioner. EU er rystet i sin grundvold. De store forhåbninger om en fælles udenrigspolitik ligger fuldstændig i ruiner, og de interne politiske spændinger i unionen er nu så store, at dramatiske splittelser ikke kan udelukkes.
NATO får sandsynligvis lov til at sygne hen i stilhed. USA har med sikkerhed mistet den sidste rest af tålmodighed med forsvarsalliancen, efter krisen omkring våbenhjælpen til Tyrkiet i begyndelsen af februar og det tyrkiske parlaments dramatiske beslutning den 2. marts om ikke at tillade USA at landsætte de 62.000 amerikanske tropper, der allerede ventede på skibe i Det østlige Middelhav.
Endelig kæmper FN en desperat kamp for politisk overlevelse. USA truer med i al fremtid at ignorere verdensorganisationens beslutninger, hvis ikke sikkerhedsrådet meget snart vedtager en resolution, der giver grønt lys for en militærintervention overfor Irak. Omvendt vil FN blive betragtet som et ligegyldigt gummistempel for USA's verdensherredømme, hvis sikkerhedsrådet uden overbevisende argumenter godkender et amerikansk angreb.
Den gamle verdensorden er ved at blive afmonteret, men der er endnu ikke enighed om, hvordan en ny skal se ud. Verden er i limbo.
I middelalderens forestillingsverden var limbo helvedes forgård. Og hvor tæt vi er på helvedet, blev beskrevet i en kronik i den konservative amerikanske avis The Washington Times den 26. februar. Under overskriften »Ustabile ledere i en usikker tid« advarede avisens ledersideredaktør, Tony Blankley, om, at vi må indstille os på en usikker fremtid, hvor vore politiske ledere kan komme til at begå alvorlige fejltagelser.
Ifølge Blankley skabte begivenhederne den 11. september 2001 »en historisk diskontinuitet i den internationale orden, der meget vel kan vise sig at blive af samme størrelsesorden som de franske og russiske revolutioner eller Første og Anden Verdenskrig. De langsigtede strategier og relationer mellem verdens største nationer, som indtil for nylig syntes evige, fungerer pludselig ikke længere. De små lande slås for at undgå farer eller for at snuppe hurtige fordele.«
Med henvisning til den tyske udenrigsminister Joschka Fischers ophidsede protester overfor forsvarsminister Rumsfeld på sikkerhedskonferencen i München den 8. februar og præsident Jaques Chiracs hårde udfald mod de nye EU-lande efter topmødet i Bruxelles den 17. februar, samt udenrigsminister Colin Powells vrede kommentarer under mødet i FN's sikkerhedsråd den 14. februar, påpegede Blankley, at verdens politiske ledere nu er så pressede og så usikre på deres egne vurderinger og beslutninger, at de ikke engang kan holde facaden offentligt.
Og det er der god grund til, mener Blankley: »Faktum er, at vi befinder os i ukendte vande - og de vil sandsynligvis forblive ukendte i de næste mange år på den rejse verden nu har indledt. Det er en af historiens særheder, at i tider som disse - hvor verdenshistorien rykker sig under vore fødder - bliver de mest erfarne statsledere i realiteten - uerfarne.«
Hvis den tanke ikke var nok til at holde én vågen om natten, lagde The Washington Times den 31. januar yderligere farve på det potentielle mareridt. Ifølge avisen har præsident Bush godkendt Pentagons anmodning om at måtte anvende atomvåben imod særlige mål i en eventuel krig mod Irak. Disse »særlige mål« kunne ifølge avisens kilder være dybtliggende beskyttelsesrum eller kemiske våbendepoter. Da Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review den 21. februar spurgte præsidentens pressetalsmand Ari Fleischer, om det virkelig var rigtigt, at man overvejer at anvende atomvåben, svarede han: »Det hvide Hus og regeringen inkluderer eller udelukker ikke noget som helst. Vi ønsker ikke at diskutere anvendelsen af specifikke typer ammunition«.
Svaret var alt andet end beroligende. For det bekræfter indirekte, at Bush-regeringen har flyttet atomvåbnene væk fra deres særlige rolle som strategisk afskrækkelse og over i arsenalet af de typer ammunition, der kan tages i anvendelse i en ellers konventionel krig. Allerede den 10. marts 2002 advarede den amerikanske atomvåbenekspert William Arkin i en artikel i The Los Angeles Times om, at Bush-regeringen havde planer om at ændre atomvåbenes status (se også Agro-Nyt, april `02).
Under overskriften »Hemmelige, skræmmende planer« skrev den politiske kommentator på The New York Times, Nicholas D. Kristof, den 28. februar, at det amerikanske forsvarsministerium er i fuld gang med at planlægge et eventuelt angreb på Nordkorea. Og ifølge Kristofs kilder i Pentagon, kan et sådant angreb inkludere anvendelsen af taktiske atomvåben imod nordkoreanske artilleristillinger, der kan nå Sydkoreas hovedstad Seoul.
»FREDENS AKSE«
Den 24. februar fremsendte Frankrig, Tyskland og Rusland, med opbakning fra Kina, et memorandum til FN's sikkerhedsråd, der opfordrede til en forstærkning og en tidsmæssig forlængelse af de igangværende våbeninspektioner i Irak. Henvendelsen var et direkte modsvar til USA's og Storbritanniens resolutionsforslag, efter hvilket det definitivt skulle erklæres, at Irak havde forbrudt sig imod resolution 1441, hvorved en militær intervention ville være sanktioneret af FN's sikkerhedsråd.
Den tætte politiske koordinering mellem Paris, Berlin, Moskva og Beijing fortsatte i de efterfølgende dage. Den 27. februar aflagde forbundskansler Gerhard Schröder et lynvisit i Moskva for at diskutere det fælles udspil med præsident Vladimir Putin, og samme dag dukkede den russiske udenrigsminister Igor Ivanov op i Beijing for at mødes med præsident Jiang Zemin og den kommende præsident Hu Jiantao.
Den 28. februar kunne man i den russiske avis Nezavisimaja Gazeta læse en artikel af Igor Maksimytjev, der er ledende forsker ved Videnskabernes Akademis Europæiske Institut i Moskva. Under overskriften »Fredens akse som begyndelsen til et Storeuropa«, understregede Maksimytjev, at det fransk-tyske-russiske fredsudspil rækker langt videre end blot et simpelt modspil til Londons og Washingtons krigsplaner. Det giver FN's sikkerhedsråd mulighed for at »vælge mellem to alternative forestillinger om verdens fremtidige udvikling…«. Maksimytjev fortsatte: »Den ekstremt tætte koordinering af de tre landes positioner i internationale spørgsmål har et yderligere aspekt, som ikke mindst er vigtig med hensyn til at komme ud af det rod, som USA har forvildet sig selv og verden ind i ... I dag har Frankrig, Tyskland og Rusland taget skridt til at blive den grundlæggende gruppe i dannelsen af et Storeuropa… Gruppen består af de stærkeste og mest indflydelsesrige lande på kontinentet, som i sidste ende kommer til at bestemme dets fremtid.«
Igor Maksimytjev erkendte, at tidligere forsøg på at opbygge et lignende politisk partnerskab slog fejl i begyndelsen af 90'erne, men i dag er situationen helt anderledes, og derfor er chancen for at det lykkes betydeligt større.
POLITISK KAMPAGNE I WASHINGTON
Trods flere dages forrygende snestorm lykkedes det over 750 delegerede fra alle egne af USA, at nå frem til Schiller Instituttets konference i Reston, Virginia, lige udenfor Washington, den 15.-16. februar. Hovedtalerne var den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche, som beskrev hvorfor den nuværende dramatiske politiske epoke er »vor tid«, og Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, som beskrev den højspændte internationale krise ud fra »det gamle Europas« perspektiv.
Hele konference blev bragt »live« over internettet, og videooptagelserne af samtlige præsentationer og diskussioner kan stadig ses på www.larouchein2004.com.
Lørdag aften blev en smukt komponeret mindeaften med musik, digte og klassisk drama til ære for nyligt afdøde Marianna Wertz, mangeårig vicepræsident for Schiller Instituttet i USA.
Konferencens fokus var lagt på den nye internationale LaRouche-ungdomsbevægelse, og de mere end 200 unge og studerende satte et mærkbart præg på konferencedagenes mange intense diskussioner. De unge havde selv sammensat indholdet af et særligt »ungdomspanel«, hvor emner fra politisk organisering, over musik og geometri, til grundlæggende filosofiske spørgsmål blev gennemgået med en imponeret lethed og klarhed. Og netop denne diskussion fortsatte efter konferencen, hvor alle de unge deltog i en to-dages filosofisk »kadreskole«.
Den 19. februar fik Den amerikanske Kongres så lejlighed til at stifte bekendtskab med »ånden« fra Schiller Instituttets konference, da 125 medlemmer af LaRouches ungdomsbevægelse fredeligt, men målrettet, invaderede regeringsbygningens gange og kontorer. Her udfordrede de alt og alle på deres vej, hvad enten det var senatorer, kongresmedlemmer, politiske rådgivere eller embedsmænd, til diskussioner om USA's økonomiske krise og den spændte internationale situation. Omkring 75 kongresmedlemmers kontorer nåede at få besøg i løbet af dagen.
Den 20. februar afholdt det Demokratiske Partis nationalkomité, DNC, sit vintermøde i Washington. I den forbindelse havde man besluttet også at afholde et offentligt møde arrangeret af studenterbevægelsen College Democrats. Der kom ikke ret mange, så de godt 50 studerende fra LaRouches ungdomsbevægelse dominerede fuldstændigt mødet. En flod af spørgsmål om, hvorfor DNC forsøger at holde LaRouche væk fra demokraternes officielle kandidatliste, ophidsede mødelederne, som forsøgte at rydde lokalet for LaRouche-tilhængere, inden hovedtaleren, DNC-formand Terry McAuliffe, dukkede op. Det lykkedes ikke helt, så »partiformanden« måtte svare på nærgående spørgsmål om partiets manglende opposition til præsident Bush' krigspolitik og om ledende medlemmers nære kontakter til mafiafolk som Michael Steinhardt og Marc Rich (se også Agro-Nyt, aug.`02). (Under pres fra ledelsen i det demokratiske parti benådede præsident Clinton ved sin afgang i 2000 Marc Rich, der ellers stod til 230 års fængsel for skattesvindel og salg af våben til Ayatollah Khomeinis Iran. I dag er Marc Rich eftersøgt i Frankrig, blandt andet pga. anklager om forbindelser til den russiske mafia -red.).
Den 23. februar var Lyndon LaRouche i Arkansas på invitation af statssenator Henry Wilkins, der også er lokalformand for The Legislative Black Caucus. På en række offentlige og private møder i Pine Bluff og delstatens hovedstad Little Rock fik LaRouche lejlighed til at møde lokale politiske ledere og nogle af de 53.000 demokrater, der stemte på ham under primærvalget i 2000. Dengang overførte DNC alle LaRouches stemmer til Al Gore og fratog ham dermed de seks delegerede til det demokratiske partikonvent, der ville have givet ham taleret.
Den 26. februar var LaRouche æresgæst ved en reception i anledning af Kuwaits nationaldag, som landets ambassade afholdte i Washington. Da LaRouche er kendt over hele den arabiske verden som en af de stærkeste amerikanske modstandere til en krig imod Irak, var det ganske ironisk, at receptionens anden æresgæst var den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld. Det blev det altoverskyggende diskussionsemne hen over pindemadderne.
