Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 7, juli 2003
BEDRE SENT END ALDRIG
Få uger efter Berlinmurens fald i oktober 1989 fremlagde Lyndon LaRouche og Schiller Instituttet en detaljeret plan for genopbygningen af de tidligere Warszawapagtlandes sønderknuste økonomier. De skulle integreres i den vesteuropæiske økonomiske sfære gennem en vifte af infrastrukturkorridorer, der bredte sig ud fra det, der dengang var den største koncentration af industriel produktionskraft udenfor Japan: Trekantsområdet mellem Paris, Berlin og Wien. Moderne magnettoglinier, jernbaner, motorveje, broer, kanaler og vandveje skulle åbne det hidtil lukkede land på den anden side af frontlinien i Den kolde Krig. Med teknologi, infrastruktur og realøkonomiske investeringer skulle de afpillede skrog fra kommunismens planøkonomier hurtigst muligt bringes op på et niveau, hvor en tættere integration mellem Øst og Vest ville blive til gavn for alle.
Det skete bare ikke. I stedet blev de østeuropæiske lande trukket igennem en altødelæggende superliberal økonomisk chokterapi, der har efterladt dem dårligere forberedte på en optagelse i det europæiske fællesskab, end da muren væltede for snart 14 år siden.
Men efter topmødet i København i december sidste år er den politiske fælde klappet. Nu skal løfterne om integration indfries. Derfor har man fået rasende travlt med finde realøkonomiske projekter, der kan gøre den lovede integration fysisk og økonomisk mulig. Jacques Delors' transport- og infrastrukturplan fra 1993 er gravet frem af mølposen og 22 nye store projekter er føjet til listen. Italiens finansminister Giulio Tremonti har udarbejdet en ganske kreativ plan for, hvordan stabilitetspagtens snævre spændetrøje kan omgås.
Det ville selvfølgelig have været meget nemmere, hvis man havde lyttet til Schiller Instituttet i 1989. Så ville det hele have stået klart i dag. Men bedre sent end aldrig. Nu kan projekterne så også bruges til at puste liv de vesteuropæiske økonomier, som er sunket i dyb koma efter IT-boblens bristede fantasier. Og fastholdes det politiske momentum, kan de nye infrastrukturprogrammer hurtigt udvides til at blive en Eurasisk Landbro, der strækker sig helt over til Kina og det øvrige Asien. Derovre er man allerede i gang med infrastrukturprojekter, der overgår alt, vi ser i Europa. Og efter den indiske premierminister Vajpayees succesrige besøg i Beijing er der åbnet for et endnu tættere økonomisk samarbejde mellem klodens to folkerigeste nationer. Det er et fremtidsperspektiv, Europa må og skal være en del af.
I mellemtiden vil den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche udnytte sin valgkampagne til at tvinge vicepræsident Dick Cheney og hans »kyllingehøge« ud af den amerikanske regering, så også USA kan blive en konstruktiv medspiller i en multipolar verden.
EN EUROPÆISK »NEW DEAL«
Den 9. juni offentliggjorde det italienske finansministerium en prioriteringsliste over de politiske tiltag, Italien vil fremlægge i Ministerrådet for Økonomi og Finans, ØKOFIN, under det italienske formandskab, som blev indledt den 1. juli. Øverst på listen stod iværksættelsen af en omfattende økonomisk plan kaldet » Europæisk Handling for Vækst«, udarbejdet af finansminister Giulio Tremonti. Hovedelementet i Tremontis plan er en genoplivning og udvidelse af daværende kommissionsformand Jacques Delors' omfattende transport- og infrastrukturprogram, Trans-Europæisk Netværk, TEN, fra 1993.
Men finansminister Tremontis handlingsplan lægger også op til et opgør med de senere års økonomiske politik i Europa. Stabilitetspagten bag euroen, der fastlægger snævre rammer for medlemslandenes offentlige budgetter, og Den Europæiske Centralbank, ECB's, stramme pengepolitik kan måske nok sikre finansiel stabilitet, men begge er helt uegnede som instrumenter til at genskabe vækst i de kriseramte europæiske økonomier, skriver Tremonti. Derfor er tiden kommet til at træde uden om de pengepolitiske begrænsninger og genoplive Europas økonomier gennem offentlige investeringer, »hovedsagelig i infrastruktur og transport, men også i menneskelige ressourcer, forskning og teknologi«, som det hedder i oplægget fra det italienske finansministerium.
»Delors-planen« fra 1993 blev oprindelig vedtaget for at øge de offentlige investeringer. Men det er gået stik modsat. Mens USA har fastholdt de offentlige investeringers andel af bruttonationalproduktet, BNP, over de seneste 10 år, faldt de offentlige investeringer i EU op gennem 90'erne fra 1,5% af BNP til knap 1%. Det er et årligt investeringsunderskud på ca. 50 mia. euro. Og det kan ses på infrastrukturen og den manglende realisering af Delors-planen. Af de oprindelige 14 store infrastrukturprojekter har kun tre taget springet fra tegnebrættet til virkelighedens verden. Et af dem er Øresundsbroen.
Ifølge Delors-planens politiske følgegruppe, der ledes af fhv. kommissær Karel Van Miert, skyldes det simpelthen manglende investeringslyst hos de enkelte europæiske regeringer. Kun indenfor telekommunikation og energi er investeringsmålene blevet opfyldt (det passede jo fint til 90'ernes massehysteri omkring IT-branchen -red.). Van Mierts gruppe foreslog derfor den 30. juni, at Delors-planen udvides med yderligere 22 projekter, hvoraf de 18 (herunder en fast forbindelse over Femernbælt -red.) skal gennemføres inden år 2020. Samlet pris: ca. 235 mia. euro. Men det udgør kun 0,16% af EU's BNP, så selv med alle 36 projekter til en samlet pris af 600 mia. euro er der langt op til Tremontis mål om at genetablere et offentligt investeringsniveau på 1,5% af BNP.
Hvis Tremontis plan om at lade den Europæiske Investeringsbank, EIB, påtage sig finansieringen af offentlige investeringer til en samlet værdi af ca. 70 mia. euro om året skal opfyldes, må nogle af Van Mierts projekter fremrykkes, og flere skal lægges til. Ved årets begyndelse blev EIB's kapitalbeholdning øget til 150 mia. euro, så de samlede udlån kan nå op på 375 mia. euro, mere end rigeligt til at opfylde Tremontis målsætning.
Den 12. juni fremlagde Giulio Tremonti sin plan for EU-parlamentets finanskomité. Her understregede han, at forbilledet er Franklin D. Roosevelts store økonomiske redningsplan, kaldet »New Deal«, der trak USA ud af depressionen i 30'erne. »Der er ikke tale om en eller anden keynes-iansk plan, men en »Europæisk New Deal«. USA's New Deal virkede«, sagde Tremonti. (Roosevelts New Deal var ikke identisk med den britiske økonom John Maynard Keynes' (1883-1946) pengepolitiske stimulans i form af offentlig beskæftigelse -red.).
Finansminister Tremontis plan har vundet støtte fra flere økonomer, heriblandt nobelprisvinderen Franco Modigliani og Wolfgang Roth, vicedirektør i EIB. På EU's topmøde i Thessaloniki den 20. juni fik den italienske regering grønt lys til at fortsætte konkretiseringen af handlingsplanen.
Umiddelbart efter Berlinmurens fald i efteråret 1989 fremlagde Lyndon LaRouche et detaljeret infrastrukturprogram med titlen »Den produktive trekant: Berlin-Wien-Paris«. Idéen var at lade de vesteuropæiske industriområder fungere som økonomisk motor i genopbygningen og integrationen af de tidligere Warszawapagt-lande. Det skulle ske ved at forbinde de østeuropæiske lande til de vesteuropæiske industricentre gennem »spiralarme« af transportinfrastruktur, dvs. veje, kanaler, jernbaner og hurtigtoglinier m.v. Delors-planen var et lille, men betydningsfuldt skridt i samme retning.
Men både LaRouches »Trekantprogram« og Delors' TEN-projekter mødte stor modstand i City of London og Wall Street. Finansverdenen så hellere investeringer i spekulative projekter som derivater og valutahandel end langsigtede investeringer i infrastruktur, der i sagens natur ville give et langt mindre afkast. Og i slutningen af 90'erne sugede spekulationsboblen på IT-markedet al likvid kapital til sig. Det er en væsentlig årsag til det seneste årtis massive underinvestering i infrastruktur i Europa.
Det er ikke nogen tilfældighed, at et nyt udspil om at »kickstarte« den europæiske økonomi gennem store infrastrukturprojekter denne gang kommer fra Italien. Italien er at finde blandt verdens syv førende industrinationer, og brede politiske kredse har i flere år været stærkt interesseret i LaRouches økonomiske forslag. To gange har det italienske parlament vedtaget resolutioner, der støtter LaRouches forslag om indkaldelse til en ny Bretton Woods-konference med henblik på en radikal omstrukturering af det internationale finans- og betalingssystem, og ledende politiske og industrielle kredse i Italien har længe vist stor interesse for LaRouches forslag til etablering af en Eurasisk Landbro, et gigantisk infrastrukturprojekt, der skal sammenbinde hele det eurasiske kontinent fra Europa til Kina og Sydøstasien. Så sent som i april var LaRouche på besøg i Rom.
Medens den italienske regering vil forsøge at koncentrere de kommende seks måneders EU-formandskab omkring finansministers Tremontis »Europæisk Handling for Vækst«, vil finansverdenen utvivlsomt foretrække, at opmærksomheden flyttes alle andre steder hen. Og her kan den utilregnelige premierminister Silvio Berlusconi blive regeringens akilleshæl. Op til Italiens overtagelse af formandskabet fokuserede den internationale presse næsten entydigt på korruptionsanklagerne imod regeringschefen. Anklager, der stammer fra Berlusconis tid som højtgearet forretningsmand i toppen af det europæiske »jetset«, inden han gik ind i politik. Men det vil hans gamle venner i den europæiske finanselite næppe være for fine til at udnytte. Hellere en skandale omkring korruption og magtmisbrug, der lammer det europæiske fællesskab, end al for megen snak om offentlige investeringer og en »Europæisk New Deal«.
LEO STRAUSS-SAGAEN FORTSÆTTER
Historien om den tysk-amerikanske »filosof« Leo Strauss (1899-1973) og hans indflydelse på de neokonservative kredse, der står bag Bush-regeringens krig imod Irak og den dramatiske omlægning af USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik, spredte sig yderligere i den internationale presse i løbet af juni måned. Ledende aviser i Tyskland, Frankrig, Schweiz, Skotland, Storbritannien og USA bragte forskellige versioner af den skræmmende fortælling om Leo Strauss, der fra sin lærestol på Chicago Universitet oplærte en kreds af studenter i en forvansket tolkning af Platon, blandet med Thomas Hobbes', Martin Heideggers og Friedrich Nietzsches kyniske og sorte menneskesyn.
Ifølge Strauss kan kun en udvalgt kreds af »filosoffer« eller »overmennesker« bære at leve med bevidstheden om, at hverken Gud eller sandhed eksisterer. Resten af os skal have noget at tro på, og det får vi så fra eliten af »overmennesker«. Sorte og hvide løgne bliver derved legitime redskaber for både politik og religion. Det har viceforsvarsminister Paul Wolfowitz lært af Leo Strauss, og det samme har Abram Shulsky, der fra sit skrivebord i Pentagons Kontor for Særlige Planer fremtryllede de »beviser« på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og forbindelser til al-Qaeda, som ingen andre kunne finde (se også Agro-Nyt, april og maj `03).
Det var den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche og redaktionen på det amerikanske tidsskrift Executive Intelligence Review, Agro-Nyt's samarbejdspartner, der, som de første, gravede historien om Leo Strauss frem i lyset. Senere fulgte omfattende artikler i bl.a. The New York Times og The New Yorker. Men den verdensomspændende eksponering af de neokonservative »straussianere« har som forventet også kaldt Strauss' venner på banen. Og som man ligeledes kunne forvente, tog deres forsvar af Strauss primært form af ophidsede angreb på LaRouche. The Wall Street Journal, Neue Zürcher Zeitung, The Financial Times og The Economist, fire af de mest prominente talerør for den amerikanske og europæiske finanselite, følte sig i løbet af juni forpligtet til at komme Leo Strauss og de neokonservative til undsætning.
Den 9. juni bragte The Wall Street Journal en kronik af avisens redaktør emeritus Robert L. Bartley med overskriften: »Med LaRouche i febersumpen«. Bartley erkendte modstræbende, at LaRouche var den første der rettede søgelyset mod Leo Strauss, og pegede efterfølgende fingre ad James Atlas fra The New York Times og Seymour M. Hersh fra The New Yorker for at have fulgt op på LaRouches historie. Ifølge Bartley er det aldeles forskruet at anklage Strauss for at skabe et konspiratorisk net af neokonservative studenter. Det ved Bartley nemlig alt om, for han kendte og kender både Strauss og de pågældende neokonservative i Washington, skrev han. Bartley har i flere årtier været en erklæret modstander af LaRouche. The Wall Street Journal bragte aldrig LaRouches svar på Bartleys artikel.
Den 13. juni bragte den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung et bizart indlæg af avisens udenrigsredaktør Hansrudolf Kamer under overskriften: »Traditioner for Sammensværgelse i Amerika - Leo Strauss, LaRouche og den Neo-konservative Kabale«. Kamer havde tydeligvis svært ved at hitte hoved og hale i de neokonservatives kontrol over Bush-regeringen, Irak-krigen og de manglende masseødelæggelsesvåben. Og LaRouches beskrivelse af Strauss og dennes filosofi havde han slet ikke styr på. Ifølge Kamer var Strauss ikke nogen fascist, men en »god demokrat«, der er kommet under angreb fra en »neo-socialist« som LaRouche.
Den 19. juni beklagede The Financial Times sig over, at europæiske politikere til både højre og venstre er blevet grebet af historien om Leo Strauss og »straussianerne«, og avisen advarede samtidig om, at »den voksende overbevisning om en neokonservativ sammensværgelse er en alvorlig hindring for den nødvendige opgave med at hele det transatlantiske brud«. Den 23. juni var det så det britiske tidsskrift The Economist, der forsøgte at nedtone betydningen af LaRouches eksponering af de neokonservative kredses forbindelse til Leo Strauss.
Hvor dybt foruroligende de historiske perspektiver af Leo Strauss' og de neokonservatives tankegang i virkeligheden er, blev beskrevet af Tysklands mest prominente historiker, Heinrich August Winkler, i avisen Die Zeit, den 26. juni.
»Når Magt taler Ret« lød overskriften efterfulgt af en indledende advarsel: »En konservativ revolution truer Amerikas verdenshistoriske arv. Nu må Europa komme de vestlige værdier til forsvar«. Winkler fortsatte: »Gennemlever Amerika i dag det samme, som vi så i Tyskland for mere end syv årtier siden: En »konservativ revolution«? Sådan kaldte og kalder man enhver bevægelse på den intellektuelle højrefløj, der i årene før og efter 1930 råbte til angreb på den liberale tidsånd. En af dens mest indflydelsesrige talsmænd var statsretseksperten Carl Schmitt. I 1927 udgav han et af sine mest berømte essays: Politikkens Begreb. Hans grundtese, som snart skulle blive lidenskabeligt diskuteret, var den specifikke politiske skelsætning mellem ven og fjende. Der var én anmelder, som virkelig nærlæste Schmitt. Det var den tyske filosof Leo Strauss. Han havde intet at udsætte på læren om ven-fjende. Men Schmitts kritik af liberalismen fandt han mangelfuld. Den var ikke radikal nok.«
»Fra 1937 til sin død i 1973 underviste Strauss i USA, det meste af tiden på Universitet i Chicago. Han blev centrum for en skole, der kalder sig selv neokonservative, og som under Bush den Yngre har fundet det, Carl Schmitt forgæves havde søgt efter: »Adgang til magthaveren«.«
Ifølge Winkler er den amerikanske neokonservativisme ikke en simpel kopi af den tyske konservative revolution. Medens de tyske ungkonservative foragtede Weimarrepublikkens vestlige idealer, hylder de amerikanske neokonservative dem. Problemet er blot måden, de gør det på. »De foragter enhver, der ikke deler deres voluntaristiske verdensanskuelse. Med deres ven-fjende-tankegang er de værdige efterfølgere til den tyske Carl Schmitt«, skrev Heinrich August Winkler i Die Zeit.
Udover Carl Schmitt fik Leo Strauss også en anden åndsfælle under studieårene i 30'ernes Tyskland. Det var den russisk-franske filosof Alexandre Kojève. Medens Carl Schmitt i 1934 skaffede Strauss et stipendiat, så han kunne fortsætte studierne i USA, rejste Kojève til Paris. Her blev han tilknyttet den særegne franske politiske bevægelse »synarkisterne«, hvis ideologi er en blanding af Mussolinis korporativisme og Napoleons aristokratiske diktatur. Executive Intelligence Review fik for nogle år siden overdraget arkivmateriale fra tiden omkring 2. Verdenskrig fra det amerikanske udenrigsministerium, hærens og flådens efterretningstjenester, Informationskoordineringskontoret, COI, og Office of Strategic Services, OSS. Materialet var arkiveret under mærket: »Synarchist/Nazi-Communist«, og omhandlede bla. organisationerne: Synarchist Revolutionary Convention, SRC, Synarchist Movement of Empire, SME, og dennes hemmelige militære gren, Secret Committee of Revolutionary Action, SCRA, også kaldet »Cagoulards«, »De Hætteklædte«. En gennemgang af materialet kan læses i artiklen »Synarchism: The Fascist Roots Of the Wolfowitz Cabal« på www. larouchepub.com.
Efter 2. Verdenskrig levede synarkismen diskret videre i et internationalt netværk af finansfolk og økonomer. Kojève selv blev ansat i det franske økonomiministerium.
I en artikel i The Wall Street Journal den 30. juni rapporterede Robert L. Bartley fra en konference i Siena, Italien, hvor ledende bankfolk og økonomer havde diskuteret spørgsmålet om indførelsen af en »verdensvaluta«, en sammensmeltning af dollar, euro og yen kaldet »dey«. Til administrationen af en sådan »dey« skulle der etableres en supranational centralbank, der ville underlægge sig alle eksisterende central- og nationalbanker. Modellen er Bank for International Settlements, BIS, der i 30'erne havde hovedansvaret for, at Europa ikke fulgte USA i kampen mod depressionen. I stedet for Roosevelts »New Deal« fik Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig fascisme og synarkisme. Nu skal »succesen« altså gentages på verdensplan.
Konferencen blev holdt på Robert Mundells private middelalderslot. Mundell var elev af Milton Friedman og en af arkitekterne bag Reagan-regeringens ødelæggende »supply-side economics«, der smadrede den amerikanske økonomi i 80'erne. Blandt de øvrige deltagere var fhv. finansminister Domingo Cavallo, der mere end nogen anden bærer ansvaret for destruktionen af Argentinas nationaløkonomi, og økonomen Steve Hanke, som konstruerede det »valutaråd«, der var et af hovedinstrumenterne i Cavallos totalt fejlslagne økonomiske politik. Fhv. føderalbankdirektør Paul Volcker var også i Siena. Det var ham, der skabte den højrentepolitik i 1979-82, som startede den chokbølge af finansiel destruktion, som skyllede gennem den vestlige verdens industriøkonomier op gennem 80'erne og 90'erne.
Lyndon LaRouche har advaret om, at hvis den nuværende føderalbankchef Alan Greenspan fortsætter sin uhæmmede penge- og kreditekspansion, for at redde Bush-regeringen ved at udskyde et økonomisk krak, er der lagt op til en pludselig hyperinflation og et nyt dramatisk højrentechok, der vil være endnu mere ødelæggende end det, Paul Volcker stod bag i begyndelsen af 80'erne. Sker det, bliver verden sendt ned i et økonomisk hul, langt dybere end det, vi så i 30'erne. Og så har Bartley, Mundell, Volcker, Cavallo m.fl. den politiske løsning klar: Synarkisme.
Valget mellem synarkisme og en genoplivning af Roosevelts »New Deal« kan også blive et særdeles aktuelt emne under den kommende amerikanske præsidentvalgkamp frem til november 2004. Kombinationen af Bush-regeringens astronomiske skattelettelser og føderalbankchef Greenspans kreditekspansion har skabt en offentlig og privat gældsboble uden sidestykke i historien. Samtidig falder den amerikanske industriproduktion og delstaternes skattegrundlag. Californien mangler 38 mia. dollars i budgettet, og den 29. juni sagde Jack Kyser, økonomisk ekspert i offentlig finansiering, til nyhedsbureauet Associated Press: »Folk er nervøse. Der er en reel chance for en nedsmeltning, der vil sprede sig ud over hele nationen. Det her er af en helt anden størrelsesorden, end vi tidligere har set«. I Oregon har guvernør Ted Kulongoski offentligt indrømmet, at delstatens største problem nu er, at tusinder børn ikke får nok at spise.
På et stort valgmøde i New York City den 29. juni understregede LaRouche nødvendigheden af, at vicepræsident Dick Cheney og de øvrige neokonservative »kyllingehøge« bliver smidt ud af den amerikanske regering, inden det økonomiske sammenbrud kommer helt ud af kontrol. Ellers vil de anvende deres magt til at gennemtrumfe en »synarkistisk« løsning på krisen. Men Cheney har et indlysende svagt punkt: Iraks manglende masseødelæggelsesvåben.
Den 6. juni forklarede Richard Nixons juridiske rådgiver i Det hvide Hus, John Dean, i en artikel på den juridiske hjemmeside FindLaw, at hvis nogen i den amerikanske regering på nogen måde har lagt pres på efterretningsfolk for at få dem til at ændre deres rapporter, er det uomtvisteligt afsættelsesgrund. Dick Cheney har ikke bare lagt pres på efterretningsfolk, han har direkte løjet om deres rådgivning. Mest tydeligt i sagen om Iraks påståede forsøg på at købe råuran i Niger. Alle i efterretningstjenesten vidste, at der var tale om falske papirer. Det gjorde Cheney også. Det fortalte han bare ikke til præsident Bush, udenrigsminister Colin Powell og senatets sikkerhedsudvalg. Derfor skal der rejses rigsretssag imod vicepræsidents Cheney, siger LaRouche.
LAROUCHE I TYRKIET
Den 14.-18. juni besøgte Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche Istanbul og Ankara i Tyrkiet på invitation af nyhedsmagasinet Yarin, der havde arrangeret en konference med titlen: Eurasien: Den nye nøgle til Global Udvikling og Fred. Ankaras Handelskammer stod for et lignende arrangement den 16. juni, og sammenlagt talte LaRouche til mere end 700 konferencedeltagere. Han blev interviewet af CNN-Turk og Tyrkiets mest populære nyhedsshow »Ceviz Kabagu« på A-TV, der sendte et tre timers live-interview ud til satellitmodtagere i både Europa og USA. LaRouche havde også en lang række private møder med ledende militærfolk og politikere, heriblandt fhv. præsident Ecmettin Erbakan. Over 70 avisartikler i hele den tyrkiske presse fortalte om LaRouches besøg.
