Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 8, august 2003
POETISK RETFÆRDIGHED
I de gamle græske tragedier bliver vi forvisset om, at enhver forbrydelse følges af straf. Også selv om den skyldige tilsyneladende unddrager sig almindelig menneskelig rettergang. Det skal erinyerne nok sørge for. Når natten trænger sig på, kommer de gamle hæslige hævngudinder frem af mørket og fratager udådsmanden hans hårdt tiltrængte hvile. Under de oldgræske Dionysosfesters storslåede teaterforestillinger sad publikum lammet af skræk, når de hæslige væsener indtog scenen med deres hypnotiserende korsang og deres afskyelige slangeparykker.
Det sker også i Friedrich Schillers bevægende digt »Ibykus' traner« fra 1797. Den unge smukke sanger Ibykus myrdes brutalt på sin vej til Poseidonfesten i Korinth. Eneste vidner til udåden i den mørke skov er en flok traner, der letter i et sus, netop som den unge sanger drager sit sidste suk. De to mordere begiver sig til Korinth og gemmer sig i menneskemængden, der strømmer ind i teateret. Alle taler om det grufulde mord på nationalskjalden Ibykus. De to mordere tier. Men så kommer erinyerne på scenen. Sortklædte, med fakler i hænderne, svæver de rundt langs scenekanten, medens de messende synger til publikum: »Enhver, der er fri for skyld og fejl får lov at bevare barndommens rene sjæl. Men vé den, der skjult har begået mord! Ham bider vi os fast i. Og hvor end han går, vil vi frarøve ham hans hvile.« Der er dødsensstille. Alle holder vejret og vægter deres sjæl for fejl og mangler. Pludseligt lyder suset fra en flok traner, der flyver hen over teateret, og en skrækslagen stemme på bagerste række råber: »Se der, se der, Timotheus, Ibykus' traner!« Teateret omdannes hurtigt til en retssal, så Timotheus og hans højtråbende ven kan få en chance til at forklare forsamlingen hvilken forbindelse, der er mellem tranerne og den elskede Ibykus. Det kaldes poetisk retfærdighed.
Hvordan det står til med nattesøvnen hos vicepræsident Dick Cheney, præsident George W. Bush, forsvarsminister Donald Rumsfeld, premierminister Tony Blair, statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller ved vel kun de selv, og måske deres hustruer. Men historierne om forfalskede efterretningsrapporter, overdrevne trusselsbilleder og simpel løgn og bedrag vil blive ved med at jage dem. Det samme vil en ærlig videnskabsmands sjæl. Lord Huttons undersøgelser af omstændighederne ved den tidligere FN-våbeninspektør David Kellys død kan bringe mange magtfulde mænd til fald.
I USA er det vigtigt, at søgelyset fastholdes på vicepræsident Dick Cheney. Han er den amerikanske regerings Svengali. Først når han er i sikker afstand fra Det hvide Hus, kan vi tage stilling til, hvad der skal ske med de resterende seksten måneder af George W. Bush' valgperiode. Og her står den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche klar med råd og vejledning.
»W« SOM I »WATERGATE«
Da embedsmænd og medarbejdere ved det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, udenrigsministeriet, kongressen og de mange forskellige tænketanke i den amerikanske forbundshovedstad Washington myldrede på arbejde den 22. juli, blev de mødt af aktivister fra den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouches kampagneorganisation og unge fra The LaRouche Youth Movement, som uddelte de første tusinder af i alt 1.000.000 flyveblade med titlen: »Kong George eller Richard den 3. - »W« som i »Watergate«« (kan læses på www.larouchein2004.net). Flyvebladet var LaRouches reaktion på klare signaler fra Det hvide Hus og Bush-familiens politiske klan om, at man ikke har i sinde at lade præsident George W. Bush distancere sig fra vicepræsident Dick Cheney i skandalen omkring de falske efterretninger om Iraks atomvåbenprogram, som LaRouche ellers havde anbefalet. I stedet havde Bush-familien tilsyneladende besluttet at »slå ring« omkring Cheney og sætte alle kræfter ind på at »tie skandalen ihjel«. Samme skæbnesvangre taktik, som Det hvide Hus anlagde i forsvaret af præsident Richard Nixon under hele »Watergate«-skandalen i 1973-74.
Det betyder, at præsident Bush risikerer at blive sat fra embedet. Allerede den 6. juni forklarede juraprofessor John Dean i en artikel på de amerikanske forsvarsadvokaters hjemmeside FindLaw, at skandalen omkring de fordrejede efterretningsrapporter om Iraks atomvåbenprogram, inkl. historien om de forfalskede uranbestillinger fra Niger, indeholder nøjagtig den form for magtmisbrug og lovbrud, der kan føre til rigsretssager (se også Agro-Nyt, juli `03). Og professor Dean burde vide, hvad han taler om. Han var Richard Nixons juridiske rådgiver i Det hvide Hus, og det var i høj grad hans vidneudsagn under kongreshøringerne, der tvang Nixon til frivilligt at forlade præsidentembedet for at undgå at blive stillet for en rigsret.
Men afsættes Bush, bliver Cheney præsident. Og det ville nærme sig en forbrydelse imod menneskeheden, mener LaRouche. Præsident Bush er måske nok både uintelligent og til tider ondskabsfuld, men det er vicepræsident Dick Cheney, som er hovedmanden bag den sikkerhedspolitiske doktrin med »præventive militærinterventioner«, der førte til angrebet på Irak (doktrinen blev udarbejdet allerede i 1992, mens Cheney var forsvarsminister i Bush Sr.'s regering -red.). Det var også Cheney, der, sammen med viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, lagde strategien for krigen imod Irak i dagene umiddelbart efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001. Og det var Cheney, der koordinerede den falske propaganda, baseret på fordrejede efterretningsoplysninger, der skulle få offentligheden til at acceptere et amerikansk angreb på Irak. En propaganda som USA's præsident George W. Bush, Storbritanniens premierminister Tony Blair og Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen ukritisk gjorde til deres egen.
Efter pres fra FN's generalsekretær Kofi Anan på USA's regering for at få den til at dokumentere sine gentagne påstande om, at Irak havde genoplivet sit atomvåbenprogram, udleverede det amerikanske udenrigsministerium den 5. februar dokumenter til Det internationale Atomenergiagentur, IAEA, der skulle vise, at Irak havde forsøgt at købe råuran, »yellow cake«, i den lille afrikanske stat Niger. Samme dag holdt udenrigsminister Colin Powell sin berømte tale i FN's sikkerhedsråd, men han undlod behændigt at henvise til historien om Niger, selv om vicepræsident Cheneys stabschef Lewis Libby havde inkluderet den i det oprindelige udkast til talen.
To dage senere, den 7. februar, betegnede IAEA's chef Mohammed ElBaradei i sin mundtlige rapport til FN's sikkerhedsråd dokumenterne fra Niger som simple falsknerier. Men da vicepræsident Dick Cheney under et interview på den amerikanske tv-station NBC den 16. marts, tre dage før krigsudbruddet, blev spurgt om ElBaradeis udtalelser, svarede han: »Jeg er uenig … vi ved, at han [Saddam Hussein] har været fast besluttet på at anskaffe sig atomvåben. Og vi er overbeviste om, at han rent faktisk har genoplivet sine atomvåbenprogrammer. Ærlig talt, så tror jeg, at hr. ElBaradei tager fejl«. Men det var vicepræsidenten, der tog fejl. Eller rettere, han talte imod bedre viden. Han løj. Det viser de seneste ugers afsløringer af det virkelige forløb i historien om de falske papirer fra Niger.
I slutningen af 2001 opstod rygterne om, at Irak havde forsøgt at købe råuran i Niger. Vicepræsident Cheney og hans stabschef Libby aflagde besøg i den amerikanske efterretningstjeneste CIA's hovedkvarter i Langley uden for Washington. Formålet var at få en yderst skeptisk tjeneste til at tage rygterne alvorligt. Derfor tog CIA i februar 2002 kontakt til en pensioneret diplomat ved navn Joseph C. Wilson og bad ham rejse til Niger for at af- eller bekræfte rygterne. I en omfattende kronik i The New York Times den 6. juli i år beskrev Wilson sin rejse til Afrika. Ifølge Wilson havde CIA åbent fortalt ham, at efterforskningsrejsen var kommet i stand efter pres fra vicepræsident Cheneys kontor. Besøget i Nigers hovedstad Niamey varede kun otte dage. Længere tog det ikke at få afkræftet rygterne som aldeles grundløse. Wilson aflagde først rapport til USA's ambassadør i Niamey, Barbro Owens-Kirkpatrick, og dernæst til CIA. Så vicepræsident Cheney skulle have fået svar på sine spørgsmål fra både udenrigs- og efterretningstjenesterne. Stor var derfor Wilsons overraskelse, da han godt ét år senere så Cheney på NBC-TV udtale sig i direkte modstrid med de indsamlede oplysninger. Det skrev han om i The New York Times.
Men CIA går åbenbart med både livrem og seler i sin omgang med emsige politiske chefer som vicepræsident Cheney. Den 24. februar 2002 blev endnu en udsending dirigeret til Niger for at dobbeltchecke historien om Iraks forsøg på at købe råuran. Det var general Carlton Fulford, og i lighed med Wilson rapporterede han, at der intet var til historien, og at der i øvrigt var fuld kontrol over Nigers lagre af uran.
I mellemtiden havde der været et mystisk indbrud i Nigers ambassade i Rom. Det var den 1. janaur 2002, og nogle måneder senere fortalte den italienske efterretningstjeneste, SISMI, den britiske efterretningstjeneste, at man var kommet i besiddelse af dokumenter, der angiveligt skulle beskrive Iraks forsøg på at købe 500 tons råuran i Niger. Og nu fik rygterne så atter deres eget liv - takket være vicepræsident Dick Cheney. Den 26. august sagde han i en tale til de amerikanske krigsveteraner, at Saddam Hussein nu havde genoplivet sit atomvåbenprogram. Den nyhed gik verden over, og da den britiske regering offentliggjorde sin kontroversielle rapport om Iraks masseødelæggelsesvåben den 24. september, indeholdt den historien om, at »Irak har forsøgt at opkøbe betydelige mængder uran i Afrika«.
Men da præsident Bush skulle holde en stor udenrigspolitisk tale i Cincinatti den 7. oktober, greb CIA's direktør George Tenet ind og fik alle referencer til uranen fra Afrika slettet. CIA troede stadig ikke på historien. Den 11. oktober dukkede den italienske journalist Elisabetta Burba så op på den amerikanske ambassade i Rom med kopier af dokumenterne fra Niger. Ambassaden sendte dem straks hjem til Washington, hvor den amerikanske udenrigstjenestes efterretningsafdeling, INR, gav dokumenterne påtegnelsen: »Yderst tvivlsomme«. CIA -afdelingen i Rom var så overbevist om, at historien allerede var en stendød sild, at man aldrig sendte kopier af dokumenterne hjem til hovedkvarteret i Langley. Her blev man derfor yderst overrasket, da præsident Bush i sin tale til nationen den 28. januar 2003 påstod, at »den britiske regering har afsløret, at Saddam Hussein fornyligt har forsøgt at købe betydelige mængder uran i Afrika«.
Det var den britiske regeringsrapport fra den 24. september 2002, præsident Bush refererede til. Udover den falske historie om urankøbet fra Niger, indeholdt rapporten også den britiske regerings egen påstand om, at Saddam Hussein kunne gøre de irakiske masseødelæggelsesvåben kampklare på bare 45 minutter. Den 27. maj citerede den statsejede tv-station BBC en unavngivnen embedsmand for at sige, at regeringen havde presset den britiske efterretningstjeneste til at gøre rapportens konklusioner »mere sexede«. Deraf påstanden om de 45 minutter.
Det fik premierminister Tony Blairs pressetalsmand Alastair Campbell til at indlede et rasende frontalangreb på BBC, og under høringer vedrørende efterretningsrapporterne om Iraks masseødelæggelsesvåben i det britiske parlaments udenrigspolitiske komité den 15. juli blev den tidligere våbeninspektør og højtbetroede ekspert i biologiske våben David Kelly udspurgt om, hvorvidt han skulle være BBC's hovedkilde til påstanden om de fordrejede efterretningsrapporter. Det benægtede dr. Kelly, men tre dage senere, den 18. juli, blev han fundet død af et dybt snit i ventre håndleds pulsåre i et skovbryn fire kilometer fra sit hjem i Southmoore, Oxfordshire. Kort inden han forlod sit hjem først på eftermiddagen den 17. juli, havde han sendt en e-mail til en gammel bekendt, Judith Miller, der er journalist på The New York Times. Her skrev han, at »mange mørke aktører har et spil kørende«. Den 20. juli indrømmede BBC, at Kelly havde været deres hovedkilde til udsendelsen den 27. maj.
Tony Blairs regering havde oprindeligt afvist BBC's påstande om manipulerede efterretningsrapporter med hånlige bemærkninger om, at deres kilde måtte være en embedsmand på middellavt niveau. Det kunne man bestemt ikke sige om David Kelly. Efter 37 missioner som våbeneksportør for FN i Irak, var han sandsynligvis den person i verden, der vidste mest om Saddam Husseins våbenprogrammer. Faktisk, havde han allerede samlet et nyt hold af eksperter og skulle have været afsted på sin rejse nummer 38 til Baghdad den 18. juli, samme dag som hans lig blev fundet i skovbrynet. Ifølge den britiske avis The Guardian, den 27. juli, havde den britiske forsvarsminister, Geoff Hoon, et personligt, hemmeligt frokostmøde med Kelly få dage inden angrebet på Irak. Ikke just en embedsmand på »middellavt niveau«. The Guardian skrev desuden, at Kelly den 5. oktober sidste år havde holdt et foredrag om sit arbejde som våbeninspektør for den lokale Bahai-forsamling, hvor han selv var medlem. Her skulle han have udtrykt stor skepsis og bekymring over den britiske regerings »fortolkning« af efterretningsrapporterne. Ifølge Bahai-lederen Roger Kindon skulle David Kelly have næret stor beundring for FN's seneste chef for våbeninspektørerne, Hans Blix.
Affæren omkring David Kelly har sendt premierminister Tony Blair ud i sit livs politiske krise. Hårdt presset har han udnævnt Lord Hutton til at lede en uafhængig undersøgelse af hele forløbet. Resultatet af den undersøgelse kan koste både Alastair Campbell og Tony Blair deres politiske poster. Men skandalen omkring de manipulerede efterretningsrapporter og overdrevne trusselsbilleder forud for krigen imod Irak kompliceres også af, at politikerne og embedsmændene i regeringerne i Storbritannien og USA ikke længere kan holde fodslag i holdninger og udtalelser. Den 27. juli indrømmede viceforsvarsminister Paul Wolfowitz overfor Fox News Sunday, at krigen imod Irak var baseret på »uklare efterretninger«. Det var særdeles dårlige nyheder for Tony Blair. Han sikrede sig kun støtte for krigen fra et flertal i sit eget parti ved at hævde, at der var konkrete beviser på en akut trussel fra Saddam Husseins Irak. Ifølge The Times vil Wolfowitz' udtalelser puste til gløderne i et ulmende partioprør imod Tony Blair. Omvendt kan Lord Huttons uafhængige undersøgelser i Storbritannien bringe forhold for dagen, der kan blive yderst ubehagelige for vicepræsident Dick Cheney og hans hær af »kyllingehøge« i den amerikanske regering.
Men netop det massive politiske pres på de kredse i den amerikanske regering, som bar hovedansvaret for krigen imod Irak, øger også faren for, at de kaster sig ud i en eller anden desperat »flugt fremad« og lader andre konflikter på kloden eskalere for at fastholde »krigsmobiliseringen« og aflede offentlighedens opmærksomhed fra problemerne med besættelsen i Irak og skandalerne omkring de falske efterretninger. Lyndon LaRouche har peget på tre strategiske kriser, der kunne komme ud af kontrol:
1) Hvis den amerikanske regering fortsat fremturer med trusler om en international handelsblokade imod Nordkorea, kan det fremprovokere en millitærkonfrontation, der i værste fald vil inkludere brugen af atomvåben. Tidligere forsvarsminister William Perry sagde den 15. juli til The Washington Post, at han frygter, at den amerikanske regering er ved at miste kontrollen over krisen, og at tiden for forhandlinger er ved at løbe ud. Den 21. juli afslørede ugemagasinet US News & World Report, at forsvarsminister Donald Rumsfeld har beordret udarbejdelsen af en helt ny krigsplan for Den koreanske Halvø, kaldet Plan 5030.
2) Den igangværende amerikanske støtte til den interne modstand imod det iranske regime kan eskalere til en direkte militærintervention, eventuelt fra irakisk territorium. Eller den israelske regering, under ledelse af Ariel Sharon, gennemfører et »præventivt militærangreb« på de iranske atomanlæg, i lighed med det man foretog imod Irak i 1982.
3) Et »financielt 11. september«. Føderalbankdirektør Alan Greenspans ekspansive kreditpolitik og rekordlave renteniveau har holdt de amerikanske obligationskurser og boligpriser i skyerne og på det seneste lokket grådige investorer tilbage på aktiemarkederne. Men der er stadig ikke kommet gang i den amerikanske realøkonomi, og de amerikanske delstater, med Californien i spidsen, står med uoverskuelige budgetproblemer på grund af faldende skatteindtægter. Så nu står man med bobler på aktie-, obligations- og boligmarkederne. Hvis Greenspan pludselig ændrede kurs og hævede renterne, ville alle tre bobler briste i et finansielt ragnarok. Det kunne kaste USA ud i en økonomisk »nødsituation«, hvor regeringen måtte tage »ekstraordinære økonomiske midler« i brug, ligesom man har gjort det på det politimæssige område med loven om »hjemlandets sikkerhed«.
Agro-Nyt's kilder i finansverdenen påpeger, at Bush-regeringen meget snart bliver tvunget til at gøre noget særdeles drastisk. Krigen i Irak har ikke fået den afslutning, man havde regnet med. De amerikanske tropper blev ikke modtaget som helte, og besættelsen er ved at udvikle sig til et mareridt. Det ventede økonomiske opsving efter den formelle krigsafslutning er også udeblevet. Derfor er stabschef Karl Roves værste mareridt ved at blive til virkelighed. Han var kampagneleder for George Bush Sr., da denne tabte valget til Bill Clinton i 1992. Årsagen var den daværende Bush-regerings manglende økonomiske resultater. Dengang var der ingen hjælp at hente fra en »succesrig« Golfkrig. Det er der heller ikke denne gang, snarere tværtimod. Derfor frygter Agro-Nyt's kilder, at Bush-regeringen rammes af totalpanik til efteråret, når valgkampen op til præsidentvalget 2004 for alvor tager til i styrke.
Den demokratiske præsident Lyndon LaRouche har understreget, at han vil anvende sin valgkamp til at få vicepræsident Dick Cheney, Paul Wolfowitz og flokken af »kyllingehøge« ud af Det hvide Hus længe inden valget, så de ikke kan sætte verden i brand i et deperat forsøg på at fastholde magten.
SOMMERWEEKEND I VIDENSKABENS TEGN
Over sommeren bredte den nordiske gren af den internationale LaRouche Ungdomsbevægelse sig ud i verden for at deltage i politiske kampagner i Tyskland, Frankrig, Italien, USA og Bahrain. Men den 11.-13. juli samledes 15 medlemmer fra Norge, Sverige og Danmark, som stadig holdt den nordiske flanke varm, til et intensivt weekendseminar i Sydsverige for at diskutere nogle af de videnskabelige emner, som Lyndon LaRouche har beskrevet i sin artikel: Science for Teachers: Visualizing the Complex Domain.
Under overskriften »Mennesket kontra tyngdekraften« gennemgik Morten Thing de fysiske principper bag flyvning i atmosfæren og de tekniske udfordringer bag menneskets første rejse til Månen. Overskriften passede også udmærket som indledning til den næste præsentation om Brunelleschis anvendelse af kædelinien til at konstruere den smukke kuppel på katedralen i Firenze. Den blev fremført af Andreas Persson, Erik Strand, Petra Karlsson og Patricia Ivanov. Efterfølgende præsenterede Per Henriksson, Elias Dottemar og Patricia Ivanov principperne bag »selvsimulær vækst« og naturens og kunstens brug af »det gyldne snit«. Og afslutningsvis satte Poul Rasmussen Tycho Brahes nervøse filosofiske overvejelser, da han opdagede den nye stjerne, »Stella Nova«, i 1592, op mod Keplers hybristiske formulering af lovene for planeternes baner.
