Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 9, september 2003
ANDERS OG ARNOLD
For de fleste af os, som er født og opvokset i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig, er der intet kontroversielt i statsminister Anders Fogh Rasmussens klare udmeldinger i anledning af 60-årsdagen for afslutningen på det politiske samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Modstandsbevægelsen havde ret, samarbejdspolitikerne tog fejl. Det kan ikke være anderledes. Heller ikke selv om der er myriader af historiske detaljer og nuancer, som statsministeren og alle vi andre børn af efterkrigstiden ikke tager med i vores bastante dom over fortiden.
Men det er ikke ensbetydende med, at vi kan anvende samme grovskitse til at analysere nutidens komplekse politiske verdensbillede. Eller trække alt for tykke historiske paralleller.
Saddam Hussein er en skurk og massemorder. Samme betegnelse passede til overflod på Adolf Hitler. Men det gør ikke krigen mod Irak til en gentagelse af 2. Verdenskrig. Storbritannien under premierminister Tony Blair er ikke det samme Storbritannien, der blev ledt i krig af Winston Churchill. Og nutidens USA, under ledelse af George W. Bush, har stort set intet til fælles med det USA, Franklin D. Roosevelt stod i spidsen for. Derfor er det at smykke sig med lånte fjer, når Anders Fogh Rasmussen retfærdiggør sin ideologiske alliance med Blair og Bush ved at henvise til Danmarks naive neutralitet før og under 2. Verdenskrig. Den neutralitet gjorde vi op med allerede i 1949, da Danmark blev medlem af NATO. Og det var som bekendt ikke NATO, der gik i krig imod Irak.
I Californien udspiller der sig for tiden et deprimerende politisk skuespil. Magtfulde politiske og finansielle kredse har besluttet at afsætte delstatens guvernør. Det har de hyret en vanskabning fra Hollywood ved navn Arnold Schwarzenegger til at hjælpe sig med. Han kan nemlig »tale til folket«. Eller rettere til den del af befolkningens underbevidsthed, der konstant holdes omtåget af underholdningsindustriens fantasiprodukter. Nu tror mange, at Conan the Barbarian eller The Terminator er trådt ned fra filmlærredet for at redde Californien fra ruin og undergang. I virkelighedens verden er han en simpel nikkedukke, der styres af de selvsamme kredse, der udplyndrede delstaten under energikrisen for to år siden. Det er en perversion af demokratiet. Det vil de mange hundrede medlemmer af LaRouches Ungdomsbevægelse i Los Angeles sætte en effektiv stopper for.
Der er selvfølgelig langt mere politisk substans i Anders Fogh Rasmussen end i Arnold Schwarzenegger. Men når han danner sig forestillinger om Danmarks rolle på den internationale scene, skal han alligevel passe på ikke at hente for meget af sit tankegods fra barndommens læsning af »Battler Britton« og »Spion X13«. Ellers risikerer han at blive en marionet i et spil, han ikke selv forstår.
SVÆRVÆGTSKAMP I CALIFORNIEN
Den 7. oktober skal indbyggerne i USA's næststørste delstat Californien til stemmeurnerne for at afgøre, om statens demokratiske guvernør Gray Davis skal fortsætte i sit embede. Folkeafstemningen blev en realitet den 23. juli, da statssekretær Kevin Shelley meddelte, at oppositionsgrupper have indsamlet 1,3 mio. gyldige underskrifter til støtte for en folkeafstemning om guvernørposten. Og valgkampen har allerede tiltrukket omfattende international mediebevågenhed. Det skyldes ikke mindst, at det Republikanske Partis spidskandidat er Hollywoodstjernen Arnold Schwarzenegger. Men selv om den muskuløse hr. Schwarzeneggers tragikomiske optræden på den politiske scene yder et tvivlsomt bidrag til afstemningens underholdningsværdi, skal man ikke tage fejl af alvoren i den underliggende politiske proces. Delstaten Californien, der ville være verdens 8. største økonomi, hvis den havde været en selvstændig nation, står, med et budgetunderskud på godt 38 mia. dollars, på randen af en statsbankerot.
Hovedårsagen til Californiens økonomiske ruin er en kaotisk privatisering af energisektoren i slutningen af 90'erne, med efterfølgende uhæmmet grådig adfærd hos dem der overtog elektricitetsforsyningen. Energiselskaber som Enron, Dynergy, Reliant og Williams, alle med hovedsæder i præsident George W. Bushs hjemstat Texas, skabte kunstige mangelsituationer og manipulerede med energipriserne, så Californiens gas- og elektricitetsudgifter i perioder steg med helt op til 1.000%. Et retligt efterspil har siden resulteret i millionbøder, og flere af energiselskabernes administrerende direktører er på vej i fængsel. Alligevel sidder Californiens delstatsregering tilbage med en regning, som den i sin tid nægtede at sende videre til virksomhederne og borgerne i form af ubetalelige høje priser på elektricitet. Og det er denne regning, guvernør Davis nu bliver gjort politisk ansvarlig for - af de selvsamme kredse som stod bag energiselskabernes giganttyveri!
Arnold Schwarzenegger er ikke en folkets mand, der pludselig føler sig kaldet til at stige ned fra sin luksusbolig i Hollywoods bakker for at kaste sig ind i den politiske kamp til forsvar for de svage imod professionelle politikere som guvernør Davis. Arnold er et politisk projekt - købt og betalt af nogle af de rigeste og mest magtfulde kredse i USA og Storbritannien. Arnold er en politisk perversion, et grotesk eksempel på amerikansk demokrati, når det fungerer allerdårligst.
I begyndelsen af 2001, medens præsident Georg W. Bush og vicepræsident Dick Cheney var i færd med at rykke ind i Det hvide Hus, stod det klart for Enrons administrerende direktør Kenneth Lay, at energiselskabernes tag-selv-orgie i Californien definitivt var ved at være forbi. Allerede i december 2000 havde delstatsregeringen desperat bedt Clinton-regeringen om hjælp til at gribe ind overfor de opskruede energipriser. De to offentlige forsynings- og distributionsselskaber Pacific Electric & Gas og Southern California Edison stod med en gæld på 11 mia. dollars og kunne ikke længere betale deres regninger (se også Agro-Nyt, jan. og feb. '01). Clinton-regeringen tvang Enron og de øvrige energiselskaber til at fortsætte salget af elektricitet og gas til de to selskaber, og det påbud forlængede den nyindsatte Bush-regering med 14 dage, som en éngangsforestilling. Derefter måtte Californien klare sig selv. Der blev nedsat en hurtigtarbejdende energikommission med vicepræsident Dick Cheney i spidsen (han kendte jo til branchen efter mange år som højtbetalt chef for energiselskabet Halliburton -red.). Enronchef Lay udarbejdede et 8-punkts memorandum til Cheneys kommission. Syv af punkterne kom til at danne grundstenen i kommissionens forslag til Bush-regeringens energipolitik. De lød i korte træk: Privatisering, privatisering og atter privatisering.
Samtidig arbejdede Kenneth Lay på en strategi for at lægge skylden for Californiens energiproblemer over på guvernør Davis. Den 24. maj 2001, en uge efter Cheneys kommission havde offentliggjort sin rapport, satte Lay diskret nogle af det Republikanske Partis »tunge drenge« sammen med en håndfuld Hollywoodstjerner på Hotel Peninsula i Beverly Hills for at diskutere en strategi for at afsætte guvernør Davis. Blandt deltagerne var Los Angeles' tidligere borgmester Richard Riordan, den svindeldømte storspekulant Michael Milken og naturligvis Arnold Schwarzenegger. Mødedeltagerne fik udleveret et diskussionsoplæg kaldet »En omfattende løsning for Californien«, pudsigt nok titlen på Schwarzeneggers nuværende kampagne. Arnold havde allerede inden mødet i Beverly Hills aflagt besøg i Det hvide Hus, og den 15. april 2001 havde The New York Times beskrevet et møde mellem præsident Bush' »politiske rådgivere« og »The Terminator«. Ifølge avisen havde stabschefen i Det hvide Hus, Karl Rove, da han blev spurgt om udsigten til Schwarzenegger som republikansk guvernørkandidat i Californien, svaret: »Det ville være rart. Det ville være virkeligt, virkeligt, virkeligt rart«. Arnold var dog ikke helt klar, da guvernørvalget løb af stablen i november sidste år.
Den 23. september 2002 blev Arnold Schwarzenegger introduceret til den anglo-amerikanske finanselites politiske inderkredse. Verdens næstrigeste mand, Wall Streets superspekulant Warren Buffett, tog ham med til The European Economic Round Tables konference på lord Jacob Rothschilds storslåede gods, Waddesdon Manor, i Buckinghamshire, England. På det tidspunkt var præsident Bush og premierminister Tony Blair i fuld gang med at forberede militærangrebet på Irak.
En af de inviterede gæster, journalisten Anatole Kaletsky, beskrev i en artikel i The Times den 26. september 2002 konferencen således: »Den dommedagsagtige tone blev lagt af en hårrejsende diskussion om Mellemøsten. Efter præsentationer fra to højtplacerede embedsmænd fra Washington stod det klart, at ikke alene var krigen uundgåelig, den ville også komme inden for uger, ikke måneder. Endnu mere foruroligende var det, at krigen ikke ville stoppe ved fjernelsen af Saddam Hussein, endnu mindre ved en FN-støttet kampagne for at eliminere Iraks masseødelæggelsesvåben… Når man havde taget sig af Irak, ville presset for et »regimeskifte« flytte over på Iran, og derefter til Saudi-Arabien, Syrien og Pakistan«.
Anatole Kaletsky fortsatte: »Som om en evigt voksende krig ikke var slem nok, så var de økonomiske udsigter, der blev lagt frem for de forsamlede plutokrater, endnu mere dystre, da de ikke var belagt med den larmende selvsikkerhed, som kendetegner krigspartiet i Washington… De økonomiske eksperter - inkl. Verdensbankens præsident James Wolfensohn, den tidligere chef for den amerikanske føderalbank Paul Volcker, og selvfølgelig Buffett selv - understregede det nyttesløse i pengepolitiske og finansielle indgreb, når en af historiens allerstørste bobler brister. Og for at gøre det endnu værre, var forsamlingen i almen enighed om, at USA og Storbritannien snart vil trues af nye bobler på boligmarkedet.«
Ud over milliardæren Warren Buffett og forhv. energidirektør Kenneth Lay består Arnold Schwarzeneggers kampagnestab blandt andre af Californiens tidligere guvernør Pete Wilson, der startede afreguleringen og privatiseringen af statens energisektor, tidligere udenrigsminister Henry Kissinger samt tidligere udenrigsminister George P. Schultz, der, i sin egenskab af George W. Bush' strategiske kampagneleder under valgkampen i 2000, personligt håndplukkede hovedparten af de neokonservative aktivister, som i dag befolker regeringen i Washington.
I en tv-transmitteret tale på Californiens Universitet i Los Angeles, UCLA, den 19. august accepterede guvernør Gray Davis den udbredte kritik af hans alt for langsomme indgriben, da energikrisen brød ud, men han mindede samtidig om, at han havde arvet privatiseringen af energisektoren, som lagde delstatens skæbne i hænderne på de store energiproducenter, fra sin forgænger. »Vi fik ingen hjælp fra forbundsregeringen. Tværtimod, mens jeg kæmpede med Enron og de andre energiselskaber, sad de selvsamme firmaer sammen med vicepræsident Cheney for at udforme en strategi for den nationale energiforsyning«, sagde Davis, og han advarede om, at det i høj grad er denne strategi og den skrantende nationale økonomi, folkeafstemningen i virkeligheden drejer sig om. Ifølge guvernøren står 46 andre delstater over for problemer, der i foruroligende grad minder om Californiens, hvilket blev illustreret af det gigantiske strømsvigt, der ramte den amerikanske østkyst den 14. august, hvor 50 millioner mennesker fra New York over Detroit og langt op i Canada stod uden strøm i næsten to døgn.
Vinder guvernør Gray Davis folkeafstemningen den 7. oktober, vil det være et spektakulært nederlag for den finansielle og politiske magtelite, som har skabt det politiske »Frankensteins Monster«, der kalder sig Arnold Schwarzenegger. Det var samme elite, som gjorde Texas' middelbegavede guvernør George W. Bush til USA's præsident. Derfor kan et nederlag i Californien også rykke magtbalancen i Washington. Store dele af det amerikanske politiske og militære etablissement har længe været dybt foruroligede over Bush-regeringens hårdtslående udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Folkeafstemningen i Californien kan også påvirke kampagnen op til det amerikanske præsidentvalg næste år. Tidligere præsident Bill Clinton har lagt sin fulde støtte bag guvernør Davis, og det samme har den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Det har den konservative fløj i det Demokratiske Parti omkring det såkaldte »Demokratiske Lederskabsråd«, DLC, derimod ikke. Samme lederskabsråd har i årevis arbejdet intenst på at forhindre, at det demokratiske parti nogensinde vender tilbage til sine rødder med en økonomisk politik i Franklin D. Roosevelts ånd, og det har også haft et afgørende ansvar for, at det demokratiske parti ikke har optrådt som en aktiv politisk opposition til de hidsige neokonservative kredse i Bush-regeringen. Faktisk kan vicepræsident Dick Cheney takke DLC for, at han endnu ikke er kommet i lige så store politiske vanskeligheder som sin tro væbner i Storbritannien, Tony Blair. Det er i særdeleshed DLC, som har blokeret for en kongresundersøgelse af vicepræsidentens rolle i sagen om de falske historier vedrørende Iraks forsøg på at købe råuran i Niger (se også Agro-Nyt, juli `03). Vinder Davis i Californien kan det selvbestaltede lederskabsråd miste kontrollen over det Demokratiske Parti, og så kan den politiske scene i USA ændre sig dramatisk.
SCHILLER INSTITUT-KONFERENCE I WASHINGTON - OG HOLLYWOOD
Traditionen tro afholdt Schiller Instituttet sin halvårlige nationale konference i USA i forbindelse med den amerikanske »Labor Day«-weekend, den 30. august-1. september. For første gang nogensinde var konferencen henlagt til øst- og vestkysten samtidigt. Godt 600 medlemmer og gæster var forsamlet i forbundshovedstaden Washington, mens yderligere 400 deltagere befandt sig i Los Angeles, nærmere bestemt Hollywood. Via storskærme i begge konferencesale kunne de godt 1.000 deltagere følge taler og indlæg fra begge sider af kontinentet.
Konferencen blev åbnet af forhv. medlem af den amerikanske kongres, Mervyn Dymally, der i dag er valgt ind i Californiens lovgivende forsamling for demokraterne. Han betegnede forsøget på at afsætte guvernør Gray Davis som et udtryk for en politisk krise af »uhørte dimensioner« og understregede, at dette kunne være sidste chance for at redde resterne af det Demokratiske Parti. Derfor så han frem til at arbejde tæt sammen med de mange hundrede aktivister fra LaRouches Ungdomsbevægelse i Californien.
Efter Dymallys korte indlæg introducerede Schiller Instituttets vicepræsident i USA, Amelia Boynton Robinson, der også er en af veteranerne fra Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse, konferencens første hovedtaler, den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Han understregede, at den »epidemi af privatiseringer«, som i de seneste syv år har skyllet hen over hele USA, har haft til formål at afmontere det energisystem, præsident Franklin D. Roosevelt fik stablet på benene som et af de væsentligste instrumenter til at trække USA ud af 30'ernes depression. Og man skal også tilbage til 20'erne og 30'erne for at forstå den politiske proces, der ligger bag Arnold Schwarzeneggers kampagne i Californien, sagde LaRouche. Dengang samlede magtfulde bank- og finanskredse og gamle aristokratiske familienetværk sig i en organisation, der kaldte sig den »Internationale Synarkistbevægelse« (den danske oversættelse af synarkisme er »fællesstyre« -red.). Det var disse kredse, der fandt det opportunt at sponsorere politikere med en vis »folkelig appel« som Mussolini i Italien, Hitler i Tyskland og Franco i Spanien for at sikre, at der ikke kom alt for »revolutionære« løsninger på krisen i 30'erne (og her skal revolutionær ikke forstås i marxistisk forstand, men i amerikansk republikansk forstand -red.). Man ville simpelthen ikke have en Franklin D. Roosevelt i Europa.
Synarkismens historiske rødder går tilbage til den europæiske politiske elites paniske reaktion på den Amerikanske Revolution i 1776. Op gennem 1780'erne samlede Storbritanniens premierminister Lord Shelburne sine ligesindede på det europæiske kontinent, dvs. gamle venetianske bankfamilier, kolonivældernes handelshuse og den centraleuropæiske højadel, i et frimurernetværk kaldet Martinisterne. Det var disse tidlige synarkistkredse, der trak i trådene under hver eneste fase af den Franske Revolution fra Bastilledagen til Napoleons nederlag ved Waterloo. Formålet var at sikre, at ånden og ideerne fra den Amerikanske Revolution ikke kom til at slå rod i Europa.
LaRouche beskrev, hvorledes Winston Churchill ikke brød sig om udsigten til, at Hitlers britiske fanklub omkring Lord Beaverbrook og Lord Halifax skulle få held til at gøre Storbritannien til et vedhæng på et nazistiskledet »Paneuropa«. Derfor kontaktede han Roosevelt, som han egentlig heller ikke brød sig om, men den antipati skød han til side, for det var vigtigere for ham at få etableret en transatlantisk alliance, der kunne sætte en stopper for den nazistiske/synarkistiske fremmarch.
Lyndon LaRouche understregede, at de neokonservative kredse, som har taget magten i præsident George W. Bush' regering, repræsenterer nutidens synarkistiske bevægelse. Og vil man se ansigterne på deres økonomiske bagmænd, behøver man blot at studere Arnold Schwarzeneggers nye omgangskreds.
Konferencens anden hovedtaler var Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche. Hun påpegede indledningsvis, at hun var overbevist om, at det gamle græske begreb »nemesis« vil ramme de kredse i den amerikanske regering, som stod bag krigen imod Irak og som nu arbejder målrettet på at udvikle nye »mini-atomvåben«, der skal anvendes i de »præventive« angreb, USA ifølge Bush-regeringens nye sikkerhedsdoktrin har ret til at foretage. Nemesis var også et begreb som Friedrich Schiller gjorde flittigt brug af i sine dramaer, som f.eks. Don Carlos, Wallenstein og Bruden fra Messina. Og nemesis er ved at udspille sig i det besatte Irak, hvor de neokonservative tilsyneladende ikke havde nogen som helst fornemmelse for, hvad der ville ske, når selve krigen var forbi. Men nemesis er også ved at udspille sig i forhold til USA's nye sikkerhedsdoktrin. Et helt nyt våbenkapløb er allerede sat i gang, uden at den vestlige verden har bemærket det, sagde Helga Zepp-LaRouche. Lande som Rusland, Kina og Indien er ved at udvikle nye våbentyper og militære planer, der »asymetrisk« imødegår USA's styrkemæssige overlegenhed.
Helga Zepp-LaRouche gav derefter en fascinerende gennemgang af de ideer om den menneskelige psykologi, som den tyske filosof og pædagog Johan Friedrich Herbart (1776-1841) udviklede i sit skrift »Om Muligheden og Nødvendigheden af at anvende Matematik i Psykologi«. Herbarts tanker spillede en vigtig rolle for den store matematiker Bernhard Riemann (1826-1866). Herbart fremlægger en klar beskrivelse af det menneskelige sinds evne til at udvikle ideer og begreber, og hvorledes disse konstant videreudvikles og forandres gennem tillægget af nye ideer og begreber. Han beskriver også, hvorledes følelsestilstande kan blokere for dannelsen af ideer. Bernhard Riemann tager i sit eget lille skrift om psykologi Herbarts begreber et skridt videre og siger, at for hver gennemført tanke formes en »åndsmasse«. Den menneskelige sjæl danner livet igennem nye »åndsmasser«, der konstant påvirker hinanden og undergår en fælles udvikling.
Desværre er nutidens populærkultur stort set renset for klassiske ideer og begreber. Derfor bliver så mange mennesker følelsesmæssigt »blokerede«, når de præsenteres for ideer af blot en smule substans. De har ikke fået opbygget en egen »åndsmasse«, der kan vækkes ved resonans. Det er ofte ikke et »intellektuelt«, men et følelsesmæssigt problem, sagde Helga Zepp-LaRouche, og beskrev kort hvorledes man i den klassiske indiske filosofi og i den kinesiske konfusianske tradition behandlede de samme problemer.
Alle konferencens taler og paneldiskussioner kan ses eller genses på www.larouchein2004.com.
