Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 10 , oktober 2003
I Mexico er præsidentkandidat Jorge Castañeda frustreret over, at medlemmer af Lyndon LaRouches internationale ungdomsbevægelse konfronterer ham med hans blakkede politiske fortid, uanset hvor i landet han holder kampagnemøde. I USA blev de »ni små dværge«, der kalder sig demokratiske præsidentkandidater, grebet af panik, da unge fra bevægelsen afbrød deres taler med spørgsmålet: »Hvor er LaRouche?«. Og Hollywoods vanskabning Arnold Swarzenegger ser rødt hver gang, de stiller ham spørgsmål, han ikke kan svare på. I München blev den lokale valgkamp forbundet til omverdenen gennem LaRouches forslag til et nyt Bretton Woods-finanssystem og en Eurasisk Landbro. I Sverige var ungdomsbevægelsen det eneste forbindelsesled til virkeligheden under kampagnen op til folkeafstemningen om euroen. I Danmark var statsminister Anders Fogh Rasmussen helt blank, da han blev spurgt om den danske regerings holdning til »Tremontiplanen«, EU's infrastrukturplan og svar på den økonomiske krise.
Vil du være med til at forandre verden? Så gå med i Lyndon LaRouches revo-lutionære internationale ungdomsbevægelse!
CHENEY OG GOEBBELS
Man ved det ikke med sikkerhed, for de historiske dokumenter er gået tabt, men ifølge traditionen var det under en tale i Clinton, Illinois, den 2. september 1858, at Abraham Lincoln reflekterede over amerikanske politikeres forhold til sandheden med følgende bemærkning: »Man kan måske narre alle mennesker noget af tiden; man kan endog narre nogle mennesker hele tiden; men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden«.
Denne velkendte instruks havde tydeligvis ikke bidt sig fast hos vicepræsident Dick Cheney, da han den 14. september stillede op til en times direkte interview i programmet »Meet the Press« på den amerikanske tv-station NBC. Uden at blinke gentog han samtlige påstande om Saddam Husseins produktion af masseødelæggelsesvåben og forbindelser til terrornetværket Al-Qaida, som for længst er blevet afsløret som direkte usande - og han præsterede endog at føje yderligere dimensioner til sin helt specielle omgang med sandheden.
Ifølge Cheney blev de amerikanske tropper i Irak modtaget som befriere, og der er ikke nogen guerillakrig imod besættelsesstyrkerne af betydning. Eksistensen af Iraks masseødelæggelsesvåben er fortsat hævet over enhver tvivl, hvilket i vicepræsidentens udlægning blev understreget af »fundet« af 500 tons uran (her undlod han behændigt at fortælle, at der var tale om udbrændt atombrændsel, som Det internationale Energiagentur, IAEA, har kendt til og overvåget siden 1991-red.). Og hvad Iraks atomvåbenprogram angår, så mente Cheney, at Lord Huttons undersøgelser i forbindelse med våbeninspektøren David Kellys død i Storbritannien har understøttet historien om, at Irak forsøgte at købe råuran i Niger - en påstand grebet ud af den klare blå luft.
Cheney så heller ikke noget problem i, at opinionsundersøgelser viser, at 69% af den amerikanske befolkning fejlagtigt tror, at det var Irak, som stod bag terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001. Ifølge Cheney var Irak nemlig »den geografiske base for terrorister, der igennem flere år havde angrebet os, men i særdeleshed den 11. september«. Og endnu engang fremførte han påstanden om, at en irakisk efterretningsagent ved navn Ahmed Khalil Ibrahim Samir al-Ani skulle have haft et møde med terroristen Mohamed Atta i Prag i april 2001. Den historie er forlængst blevet afvist af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, den tjekkiske efterretningstjeneste, BIS, og af Samir al-Ani selv, som har overgivet sig til de amerikanske tropper i Irak.
Vicepræsident Dick Cheneys optræden på NBC udløste en storm i den amerikanske presse. Lederartikler og kronikker i alle landets førende aviser udtrykte stor bestyrtelse over vicepræsidentens lemfældige omgang med sandheden. Den 17. september forsøgte præsident George W. Bush at gyde olie på vandene med en udtalelse om, at den amerikanske regering skam »aldrig havde påstået, at der var direkte forbindelser mellem Irak og terrorangrebene den 11. september - kun at der var tætte forbindelser mellem Saddam Hussein og Al-Qaida« (hvilket heller ikke er rigtigt -red.).
Præsidentens redningsaktion slog fejl, angrebene på Cheney fortsatte. »Den Store Løgn« lød overskriften på en lederartikel i The Berkshire Eagle i Pennsylvania den 18. september, og som indledning citerede avisen den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels' berømte ord: »Hvis du fortæller en løgn, der er tilstrækkelig stor, og bliver ved med at gentage den, vil folk i sidste ende tro på den«. Også aviser som The Chicago Sun Times og The Seattle Post-Intelligencer drog paralleller mellem Cheney og Goebbels.
Under interviewet i »Meet the Press« blev vicepræsidenten også adspurgt om sit forhold til den store olie- og entreprenørkoncern Halliburton Co., der har hovedsæde i Houston, Texas. Indtil 2000 hed Halliburtons administrerende direktør Dick Cheney. Derfor er det faldet mange for brystet, at netop Halliburton allerede inden krigens udbrud fik eneret på genopbygningen af Iraks olieindustri, uden at opgaven var blevet udbudt i licitation. Og efter krigens afslutning har Halliburton sammen med Bechtel Co., som kontrolleres af tidligere udenrigsminister George P. Schultz, diskret sat sig på de fleste »genopbygningsopgaver«.
Men vicepræsident Cheney afviste enhver snak om urent trav: »Siden jeg forlod Halliburton for at blive George Bush' vicepræsident, har jeg brudt alle forbindelser til selskabet og afhændet alle mine økonomiske interesser. Jeg har ingen som helst økonomiske interesser i Halliburton og har ikke haft det i mere end tre år«.
Det er bare ikke sandt. Den 25. september udsendte den demokratiske senator Frank Lautenberg en pressemeddelelse med uddrag af en rapport fra Kongressens Forskningsservice, CRS, der viser, at vicepræsident Cheney i 2001 modtog en kontant bonus fra Halliburton på 1,4 mio. dollars. Derudover har selskabet afsat løn til senere udbetaling til Cheney på godt 200.000 dollars i 2001 og godt 160.000 dollars i 2002. Og vicepræsidenten sidder stadig med 433.000 aktieoptioner i Halliburton. På den baggrund har senator Lautenberg bedt Kongressens Udvalg for Regeringsanliggender indkalde til høringer om Halliburtons og vicepræsidentens sammenfaldende interesser i Irak.
Den 24. september bar den britiske radiostation BBC yderligere ved til bålet omkring Cheneys bagdel. Journalist Andrew Neil havde talt med kilder i Det hvide Hus, som fortalte, at en midlertidig rapport fra USA's eget hold af våbeninspektører, den såkaldte Iraq Survey Group, ISG, tydede på, at der overhovedet ikke fandtes masseødelæggelsesvåben i Irak. ISG's leder, den tidligere FN-våbeninspektør David Kay, havde ellers i slutningen af juni lovet den amerikanske presse, at han nok skulle komme op med »artige overraskelser«. Men, ifølge BBC, har man ikke fundet »de mindste spor efter atomare, kemiske eller biologiske våben«, efter 1.400 mand i godt seks måneder har finkæmmet Irak. Man har heller ikke fundet hverken laboratorier eller raketsystemer. Og allerede den 28. august kunne den amerikanske avis The Los Angeles Times fortælle, at ISG heller intet havde fundet efter at have gennemgået over 30 mio. dokumenter beslaglagt i det irakiske forsvarsministerium.
Den 28. september bragte The Washington Post uddrag af et yderst kritisk brev fra Repræsentanternes Hus' Efterretningsudvalg til CIA's direktør George Tenet. Brevet var underskrevet af udvalgets formand, republikaneren Porter J. Goss, der selv er forhv. CIA-agent, og udvalgets ledende demokrat, Jane Harman. Efter at have gennemgået 19 ringbind med fortroligt materiale kritiserer de to udvalgsmedlemmer CIA for ikke at have fulgt op på forældede oplysninger og revurderet årgamle konklusioner, og dermed fremlagt alt for gamle efterretninger for den amerikanske regering forud for krigen imod Irak. Og de fandt det yderst kritisabelt, at CIA bare tog det for givet, at Irak stadig besad masseødelæggelsesvåben, fordi landet ikke var i stand til at dokumentere, at de var blevet ødelagt.
I en anden sag forbundet til oplysninger om Iraks masseødelæggelsesvåben kan vicepræsidenten og andre medlemmer af den amerikanske regering også komme i alvorlige vanskeligheder. Den 27. september bad CIA-direktør George Tenet det amerikanske justitsministerium undersøge, om ansatte i Det hvide Hus har været involveret i en bevidst afsløring af en hemmelig CIA-agents identitet. Det er en alvorlig affære som kan give op til 10 års fængsel og 50.000 dollars i bøde. Sagen drejer sig om tidligere ambassadør Joseph C. Wilson og hans kone Valerie Plame.
Den 6. juli beskrev ambassadør Wilson i en kronik i The New York Times, hvorledes han i februar 2002 var blevet sendt til Niger af den amerikanske efterretningstjeneste for at undersøge en historie om, at Irak havde forsøgt at købe råuran fra det lille afrikanske land (se også Agro-Nyt, aug. `03). Rejsen var kommet i stand efter pres fra vicepræsident Cheney, som ønskede, at CIA skulle fremskaffe beviser for urankøbet. Der var ingen. Historien var falsk, og det skrev Wilson i sin kronik. Det var yderst pinligt for den amerikanske regering. Præsident Bush havde nemlig henvist til det påståede urankøb i sin tale til nationen i januar i år.
Ifølge The Washington Post den 28. september udløste Wilsons afsløringer et sandt raseri i Det hvide Hus. Man ville have »hævn« over Wilson. Derfor ringede to stabsmedarbejdere rundt til seks forskellige amerikanske aviser, og »lækkede« en falsk historie om, at Joseph Wilson kun var blevet sendt til Niger, fordi hans kone, Valerie Plame, havde udnyttet sin position som CIA-agent til at få ham udpeget. Den 14. juli nåede historien ud til offentligheden via den neokonservative kommentator Robert D. Novak, som skriver kronikker for adskillige amerikanske aviser. Wilson kunne ikke forsvare sig, da han ikke måtte afsløre, hvorvidt hans kone er CIA-agent eller ej. I vrede anklagede han præsident Bush' stabschef Karl Rove for at stå bag historien. Den anklage trak han dog tilbage dagen efter. Og Karl Rove er heller ikke den mest indlysende ophavsmand. Han har nemlig ikke adgang til den slags fortrolige efterretningsoplysninger. Men det har vicepræsident Cheney. Den 17. juli, tre dage efter Novaks artikel, bragte ugemagasinet Time egne citater fra anonyme regeringskilder, som navngav Valerie Plame. I samme artikel var der uddrag fra et eksklusivt interview med Cheneys stabschef Lewis I. Libby. Var han kilden?
Allerede inden krigsudbruddet i marts udpegede den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche vicepræsident Dick Cheney til at være nøglepersonen i det netværk af neokonservative aktivister, der havde taget kontrollen over George W. Bush' regering. Siden har LaRouche gentagne gange understreget, at man ikke vil få den fundamentale ændring af USA's udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs, som det meste af den øvrige verden så brændende ønsker sig, med mindre Cheney mister sin position i Det hvide Hus.
I Italien har senator Oskar Peterlini, sammen med ni andre senatorer, udbedt sig en forklaring fra Silvio Berlusconis regering om vicepræsident Cheneys rolle i konstruktionen af det efterretningsbillede, der ledte til krigen imod Irak, og som nu viser sig at være falskt. Forespørgelsen er stilet til udenrigs- og forsvarsministrene, og blandt underskriverne er senatorerne Gubert og Forlani, der begge kommer fra Berlusconis eget parti. Initiativtageren, senator Peterlini, er også en ivrig tilhænger af Lyndon LaRouches forslag om, at det internationale samfund indkaldes til en ny Bretton Woods-konference for at reorganisere det internationale betalings- og finanssystem.
VERDEN VED EN SKILLEVEJ
Generalsekretær Kofi Annans åbningstale til FN's generalforsamling den 23. september blev et uventet skarpt opgør med USA's nye sikkerheds- og forsvarsdoktrin. I et meget direkte ordvalg, påpegede han overfor de forsamlede stats- og regeringsledere, at det er hele den moderne verdensorden, der må tages op til revision, hvis lande som USA påkalder sig retten til at foretage »præventive« angreb på potentielle fjender. Kofi Annan sagde blandt andet:
»Siden denne organisation blev dannet, har stater i almenhed forsøgt at håndtere trusler mod freden ved hjælp af en afskræknings- og inddæmningspolitik gennem et system baseret på kollektiv sikkerhed og FN's charter. Artikel 51 i charteret giver alle stater, der angribes, ret til at forsvare sig. Men indtil i dag har der været en forståelse for, at når stater går videre end dette og beslutter sig for at gribe til magt overfor bredere trusler mod den internationale fred, så behøver de den særlige legitimitet, kun FN kan give. Nu er der dem der siger, at denne forståelse ikke længere er holdbar, da væbnet angreb med masseødelæggelsesvåben kan iværksættes på ethvert tidspunkt uden varsel, eller af en illegal gruppe. I stedet for at vente på at det sker, lyder argumentet, har stater ret og pligt til at anvende magt præventivt, endog på andre staters territorier og endda mens våbensystemerne, der kunne blive anvendt til et angreb, stadig er under udvikling… Denne logik repræsenterer en fundamental udfordring til de principper på hvilke verdensfreden og stabiliteten - på godt og ondt - har hvilet i de seneste 58 år. Jeg er bekymret for, at skulle det blive gældende, ville det danne fortilfælde for en spredning af en ensidig og lovløs brug af magt, med eller uden begrundelse.«
»Deres excellencer, vi er kommet til en skillevej. Dette kan være et tidspunkt ligeså afgørende som 1945, hvor De forenede Nationer blev dannet. Dengang, var en gruppe fremsynede ledere, anført og inspireret af præsident Franklin D. Roosevelt, fast besluttet på at gøre den anden halvdel af det 20. århundrede forskellig fra den første. De så at menneskeheden kun havde én verden at leve i, og at alle mennesker kunne gå til grunde, hvis ikke vi ordnede vores affærer på anstændig vis. Derfor udformede de regler til at styre international opførsel og grundlagde et netværk af institutioner, med FN som centrum, hvor alverdens folkeslag kunne arbejde sammen til fælles bedste.«
»Nu må vi beslutte, om det er muligt at fortsætte på det grundlag, som vi dengang blev enige om, eller om der er behov for radikale ændringer. Og vi må ikke vige tilbage for spørgsmål om tilstrækkeligheden og effektiviteten af de regler og instrumenter vi har til vor rådighed. Blandt disse instrumenter er ingen vigtigere end selve Sikkerhedsrådet…«
KAMPEN I DET DEMOKRATISKE PARTI
Her, få måneder før det amerikanske præsidentvalg for alvor går i gang, kniber det stadig for det Demokratiske Parti at formulere en politik og finde en kandidat, der kan true George W. Bush' genvalg til posten som USA's præsident. Både det officielle lederskab med formanden for Den Nationale Komité, Terry McAuliffe, i spidsen, og det uofficielle i det selvbestaltede Demokratiske Lederskabsråd, DLC, omkring senator Joseph Lieberman, er fast besluttede på at holde tæt kontrol med alle potentielle præsidentkandidater og forhindre alt for skarpe udfald imod præsident Bush, vicepræsident Dick Cheney og regeringens krig imod Irak, samt sikre at der ikke opstår en ukontrollabel diskussion om en alternativ økonomisk politik, som svar på den voksende økonomiske krise. Man skulle jo nødig have, at Franklin D. Roosevelts ånd slap ud af partiskabet.
Derfor slår man ned med hård hånd, når lokale partiforeninger forsøger at indlemme »ikke-anerkendte« kandidater, som f.eks. Lyndon LaRouche, i debatmøderne forud for primærvalgene (se også Agro-Nyt, maj `03). Det faktum, at LaRouche har langt flere partiaktivister og større økonomisk støtte bag sig end hovedparten af de øvrige ti kandidater, gør det tilsyneladende endnu mere bydende for lederskabet at holde ham væk fra den officielle valgproces.
Lyndon LaRouche var da heller ikke inviteret, da The Congressional Black Caucus afholdt en tv-transmitteret debat på Morgan State University i Baltimore, Maryland, den 9. september. Men udenfor konferencesalen afholdt 50 medlemmer fra LaRouches nye internationale ungdomsbevægelse deres eget stemningsfyldte gademøde med gæster fra Australien, Danmark, Tyskland og flere lande i Asien og Afrika. 10 af de unge deltog i selve valgmødet. Og de fik i høj grad sat deres præg på den ellers intetsigende debat. Én efter én, med ca. 15 minutters mellemrum, rejste de sig op og udfordrede fra salen de »ni små dværge«, som den amerikanske presse har døbt de andre demokratiske præsidentkandidater. »Hvor er LaRouche?«, »Hvorfor er LaRouche ikke med?«,»Hvorfor er det kun LaRouche, der tør kræve Cheneys afgang?«, lød det. Fire af de unge blev arresteret, men senere løsladt.
De unges aktion blev dækket af størstedelen af den amerikanske presse med artikler i The New York Times, The Washington Post, The Boston Globe, Newsday, Dallas Morning News, Charleston Gazette og The Chicago Tribune, mens nyhedsbureauerne Reuters og Associated Press udsendte internationale telegrammer. I Baltimore blev debatten transmitteret direkte i både TV og radio. Flere af aviserne citerede LaRouches pressekretær Debra Freemans udtalelse om, at udelukkelsen af LaRouche havde undermineret mødets legitimitet, og at de unges intervention var en »civil ulydighed« i samme ånd som dem man så under borgerrettighedsbevægelsen i 60'erne.
Avisernes dækning var, som man kunne forvente, overvejende negativ. Men The Washington Post's seniorkommentator, David S. Broder, brød sig heller ikke om, at de officielle kandidater var så let at skræmme. Han var rystet over at se, hvordan de alle blev lammet af panik, blot fordi et ungt menneske råbte: »Hvor er LaRouche?« Ifølge Broder var det Al Sharpton, der først genvandt fatningen, og som efterfølgende holdt hovedet nogenlunde koldt, hver gang de unge brød ind. »Når man ønsker at blive landets øverstkommanderende er det er et nyttigt karaktertræk, hvis man refleksmæssigt kan tage kommandoen. At Sharpton er den eneste demokrat, der udviser et sådant træk, lover ikke godt for partiets chancer«, skrev David S. Broder.
Efter debatten i Baltimore stod det altså pinligt klart, at LaRouche i virkeligheden var den eneste troværdige lederskikkelse i det Demokratiske Parti. Og det skabte panik i både det officielle og uofficielle lederskab. Så den 17. september meddelte NATO's tidligere øverstkommanderende, forhv. general Wesley Clark, at han også stiller op som præsidentkandidat. Dermed skulle problemet med lederskab være løst, hvis man ellers skal tro de begejstrede kommentarer i den amerikanske og internationale presse. Nu har det Demokratiske Parti endelig fundet en kandidat, der kan slå George W. Bush - uden at man behøver at tage Lyndon LaRouche med på råd. Så simpelt er det ikke nødvendigvis.
Under et offentligt møde på Foothill College i Los Altos, Californien, den 23. september, blev USA's tidligere forsvarschef general Hugh Shelton spurgt, om han ville støtte sin tidligere kollega Clarks kampagne. Shelton blev tavs og tog sig en slurk vand, hvorefter han sagde: »Det spørgsmål får mig til at ønske, at det var vodka. Jeg har kendt Wes i mange år. Jeg kan kun sige, at grunden til at han kom hjem fra Europa før tiden, havde med integritet og karakter at gøre; noget, der ligger mig nært på sinde. Jeg vil ikke fortælle, om jeg er republikaner eller demokrat. Jeg vil bare sige, at Wes ikke får min stemme.« Efter krigen i Kosova i 1999 blev Wesley Clark fyret fra posten som NATO's øverstkommanderende i Europa.
HØR OG SE LAROUCHE
Den 22. oktober, kl. 19:00 (dansk tid) kan man opleve den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche LIVE over internettet på www.larouchein2004.org.
