Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 15 nr. 12, december 2003
EN ENGEL PÅ BESØG
Efter jødernes landflygtighed i Babylon gik der mode i forestillingerne om engle. Man udviklede omfattende teorier om en hærskare af tjenende ånder, hver med eget udseende, egen arbejdsfunktion og naturlig plads i hierarkiet. Øverst stod keruber, serafer og selvfølgelig ærkeengle. Det var muligvis en af de sidstnævnte, der nær fik skræmt livet af en flok hyrder på en mark udenfor Betlehem for cirka to tusinde og tre år siden. »Frygt ikke; thi jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket«, sagde englen ifølge evangelisten Lukas.
I dag består engle for det meste af pap. De er hvide, har vinger på ryggen og trutter i trompet. Og så er de simpelthen ikke til at komme udenom her i december måned. De befolker butiksvinduer, gadeudsmykninger, juletræer og indpakningspapir. Der bliver truttet og fløjet, så det halve kunne være nok. Men de er altså kun af pap og papir. Vi var dog nogle, som var så heldige at møde en rigtig engel her i begyndelsen af december. Hun var to og halvfems år gammel, og hun var sort. Hun kom fra Selma, Alabama og hed Amelia Boynton Robinson. I tre dage var hun hos os. Og hun spredte næstekærlighed og glæde omkring sig, så det lyste i vinternatten.
Amelia Boynton Robinsons historie er den levende historie om den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Under 30'ernes depression delte hun som husholdningslærerinde de allerfattigstes desperate kamp for overlevelse. Hun har set sult og den dybeste armod. Men fra sin tidligste ungdom tog hun kampen op for ligestilling, ligeværd og stemmeret. Omkring hende var lynchninger og umenneskelige fornedrelser hverdagskost. Og endte de hvide en sjælden gang foran en dommer, så var retfærdighed i hvert fald ikke en by i Alabama. I sommeren 1954 mødte hun for første gang en ung ukendt pastor ved navn Martin Luther King Jr. Da havde Amelia Boynton Robinson allerede et kvart århundrede bag sig i kampen for borgerrettigheder. Året efter trådte en ung Rosa Parks op i en bus i Montgomery, Alabama. Efter en lang dags arbejde var hun for træt til at rejse sig, da en arrig buschauffør beordrede hende til at give sædet til en hvid medrejsende. Da unge frk. Parks blev kastet i fængsel, tog Martin Luther King for første gang affære. Dermed var den amerikanske borgerrettighedsbevægelse sat i gang. Alt dette og meget mere kan man læse om i Amelia Boynton Robinsons bevægende bog »Bridge Across Jordan«.
Da Schiller Instituttet blev dannet i 1984, var Amelia Boynton Robinson med fra første færd. Hun er særdeles aktiv i den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouches valgkamp. Og hun er en kæmpe inspiration for de mange unge i »LaRouche Ungdomsbevægelsen« i både USA og Europa. Det kan jo aldrig gå helt galt, når vi har en engel blandt os.
OPTAKT TIL ALVORLIG SYSTEMKRISE
Trods en syndflod af tilsyneladende gode nyheder for den kriseramte amerikanske økonomi fortsatte dollaren sit flere uger lange kursfald i slutningen af november og begyndelsen af december. Den 3. december satte dollaren ny historisk bundrekord overfor euroen, med en vekselkurs på 1,21 dollar per euro. Samtidig steg guldprisen til over 400 dollars per unce. Et sikkert krisetegn.
Ifølge det amerikanske arbejdsministerium oplevede den amerikanske økonomi ellers den største vækst i 20 år i tredje kvartal 2003. Omskrevet til årlig vækst var der tale om imponerende 8,2%. I samme periode havde de amerikanske arbejdspladser ligeledes oplevet en stigning i produktiviteten på hele 9,4%, også den højeste stigning i 20 år. Og for at det ikke skulle være løgn, så viste indekset over de amerikanske indkøbschefers fremtidsforventninger også den største optimisme i 20 år. Tidligere på måneden kom nyheden om, at der i andet kvartal var blevet skabt godt 100.000 nye arbejdspladser. Det var første gang i næsten to år, at der ikke var tale om et nettotab af arbejdspladser i USA (det var dog ikke nok til at udløse et reelt fald i arbejdsløsheden, da den amerikanske arbejdsstyrke vokser med ca. 130.000 om måneden -red.).
Selv om der i finansverdenen er en vis sund skepsis overfor de officielle amerikanske statistikker, der har indbygget mange muligheder for »kreativ massage«, så burde de gode nyheder trods alt have styrket dollaren. I særdeleshed overfor euroen, der reelt set mistede sit traktatmæssige eksistensgrundlag, da Tyskland og Frankrig på finansministerrådsmødet i Bruxelles den 25. november fik lov til at omgå stabilitetspagtens strenge bestemmelser om begrænsede underskud på de offentlige budgetter. Det burde udfra almindelig markedslogik have sendt euroen ud i et gevaldigt kursfald. Det skete ikke. Det var i stedet dollaren, der skred i svinget.
Årsagen til dollarens vanskeligheder skal findes i den voksende bekymring over de fundamentale skævheder i den amerikanske økonomi. Tallene har selvfølgelig været kendt i årevis, men op gennem 90'erne holdt IT-boblen på aktiemarkederne og føderalbankdirektør Alan Greenspans fantasiforestillinger om en »ny økonomi« liv i forhåbningerne om, at den amerikanske økonomi kunne vokse sig ud af problemerne. Det er der ikke længere ret mange, der tror på.
Et næsten permanent overskud på de offentlige finanser i præsident Bill Clintons to embedsperioder er under George W. Bush blevet vendt til et rekordstort hul i statskassen på 473 mia. dollar, og med yderligere skattelettelser for de rige i vente og voksende udgifter til krigsførelse rundt om på kloden forventes hullet næste år at galopere forbi 550 mia. dollars. Dertil skal lægges kæmpe budgetproblemer i de fleste amerikanske delstater, med Californien i spidsen, som takket være energiselskabernes ublu udplyndring har opbygget en gæld på hele 38 mia. dollars. Den samlede amerikanske nettogældsætning til udlandet har for længst rundet 2.300 mia. dollars, og med et årligt underskud på betalingsbalancen i omegnen af 550 mia. dollars er USA med ekspresfart på vej ned i samme økonomiske morads, som tidligere har sendt Den internationale Valutafond, IMF, på besøg i lande som Mexico, Argentina, Indonesien, Tyrkiet m.fl.
Hidtil har USA kunnet holde Fanden og IMF fra døren gennem den tillid, der naturligt følger verdens største økonomi. Den amerikanske dollar har siden 2. Verdenskrig haft status som global reservevaluta, og i dag afregnes 60% af verdenshandelen i dollar. Det skaber et behov for dollars, der har gjort de amerikanske grønne sedler langt mindre påvirkelige af den hjemlige økonomiske tilstand, end det er tilfældet for nogen anden valuta på kloden. Trods sammenbruddet af IT-boblen på aktiemarkedet i 2000, terrorangrebene i New York og Washington i 2001 og en almen økonomisk afmatning, har USA snildt kunnet tiltrække de godt 2 mia. dollars i nettokapitaltilstrømning, som er nødvendig hver evig eneste arbejdsdag for at finansiere underskuddet på betalingsbalancen.
Men nu går den tilsyneladende ikke længere. Den 18. november offentliggjorde det amerikanske handelsministerium tallene for den amerikanske udenrigshandel i tredje kvartal 2003. De viste, at nettokapitaltilstrømningen ind i USA faldt fra 49,9 mia. dollars i august til sølle 4,19 mia. dollars i september. Det er slet ikke nok til at finansiere USA's underskud på betalingsbalancen. Men det kan blive endnu værre. Ifølge Bank of New Yorks opgørelse over porteføljesammensætningerne på Wall Street var der i november en nettostrøm af udenlandsk kapital ud af amerikanske aktier og obligationer på 2,3 mia. dollars. Hvis det er første indikation på en egentlig kapitalflugt væk fra USA, kan helvedet bryde løs når som helst.
Så længe nationalbanker, pensionskasser og private investorer i Europa og Asien blev ved med at sende alle deres sparepenge over på den anden side af Atlanterhavet, var der en række faresignaler og hidsigt blinkende røde lamper, man kunne tillade sig at ignorere. På bare 10 år er den private gældsætning i USA mere end fordoblet, så de amerikanske husstande nu slås med en samlet gældsbyrde på knap 9.000 mia. dollars (næsten 25% af BNP). Det er uden sidestykke i historien. Samtidig har de amerikanske familier kun holdt skindet på næsen og betalt deres regninger ved at udnytte en boble på boligmarkedet og belånt de galoperende huspriser op til kanten af skorstenen. Realkreditten er mere end fordoblet på 10 år og har nu rundet 5.000 mia. dollars.
Samtidig slås det private erhvervsliv med en gældsbyrde af samme størrelsesorden som de private husholdninger. Og USA har mistet så mange arbejdspladser i den produktive sektor, at der i dag er færre mennesker ansat i de amerikanske fabrikker end i 1947. Befolkningstilvæksten taget i betragtning, er det en tilbagegang, der på ingen måde kan opvejes af ny teknologi og længere arbejdstid. Samtidig har verdens største detailkæde, Wall-Mart, i de seneste par år presset »globaliseringen« ud i det helt absurde. Med aggressive pressionsmidler har supermarkedskæden tvunget sine 10.000 underleverandører til at eksportere produktionen ud til lavtlønslande i et tempo, man aldrig tidligere har set. Og ser man de officielle arbejdsløshedstal lidt efter i sømmene og medregner nogle af de falske kategorier af folk uden arbejde, som ellers ikke tælles med, bliver den amerikanske arbejdsløshed ikke 6% men 13,2%. Samlet set betyder det, at USA ikke har produktionsapparatet til at udnytte de konkurrencefordele en svagere dollar ellers bringer med sig.
Hvis den amerikanske føderalbank nu tvinges til at hæve udlånsrenten for at stoppe dollarens nedtur, kan det udløse en kædereaktion i den gældstyngede amerikanske økonomi. Aktiemarkedet vil styrtdykke, arbejdsløsheden eksplodere og millioner af familier miste evnen til at betale deres regninger. Med dollaren som reservevaluta betyder det en global systemkrise.
Agro-Nyt's kilder i finansverdenen har længe advaret om, at det største problem faktisk hedder George W. Bush. Omverdenens svigtende tillid til den amerikanske regering kan i sidste ende blive den faktor, der udløser en dramatisk global finanskrise. Krigen i Irak er slet ikke forløbet, som vicepræsident Dick Cheney og hans hær af »kyllingehøge« havde lovet. De amerikanske besættelsesstyrker har ikke situationen under kontrol, og det tegner til at blive en blodig, langvarig og meget dyr affære. Samtidig har USA's nye aggressive udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke ligefrem øget antallet af »USA-fans« i regeringskontorer rundt om i verden. Endelig har finansminister John P. Snow ved flere lejligheder demonstreret, at han er lige så »elegant« i sin omgang med USA's allierede og økonomiske samarbejdspartnere, som hans kollega Donald Rumsfeld er det på forsvarsområdet. Kluntede trusler og afpresninger har skabt et yderst køligt forhold til både Europa og Asien. Ganske vist måtte USA i sidste øjeblik droppe sin importtold på stål, men man kørte lige til kanten af en dramatisk handelskrig. I stedet indførte man importrestriktioner overfor kinesisk producerede brysteholdere og andet lingeri. En tragikomisk træk, der vidner om himmelråbende mangel på situationsfornemmelse. Japan og Kina sidder tilsammen med mere end 1.000 mia. dollars i amerikanske statsobligationer. Dem skal de ikke sælge ret mange af, før den amerikanske økonomi får gevaldigt ondt i maven.
Under et besøg i Frankrig i begyndelsen af december fik den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche gennem samtaler med repræsentanter for ledende politiske kredse et indblik i den afgrundsdybe mistillid, man nærer overfor den nuværende amerikanske regering i store dele af Europa. Derfor fastslog LaRouche, at hans valgkampagne hjemme i USA vil intensivere indsatsen for at få vicepræsident Dick Cheney sat fra embedet. Cheney er chefarkitekten af USA's fejlslagne strategiske politik. Og kun en omfattende rokade i Det hvide Hus, hvor vicepræsidenten får sin indflydelse kraftigt beskåret, kan reetablere omverdenens tillid til den amerikanske ledelse. Det er absolut nødvendigt for at løse den strategiske krise i Mellemøsten, og det er lige så nødvendigt for at få det internationale politiske samarbejde etableret, der skal til for at løse den kommende finanskrise. Både i sin egenskab af økonom og sin rolle som demokratisk præsidentkandidat fastholder LaRouche sit forslag om, at der hurtigst muligt indkaldes til en international konference i lighed med den, der blev afholdt i Bretton Woods, New Hampshire, i 1944, med henblik på at etablere et nyt internationalt finanssystem.
IRAKS STATSFORFATNING
Den 28. november udsendte den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche et udkast til en omfattende løsning på krisen i Irak. Som indledning understregede LaRouche, at udkastet skal ses som et forsøg på at skabe klarhed hos de øvrige demokratiske præsidentkandidater om de grundliggende spørgsmål omkring Iraks fremtid, og samtidig som et signal til præsident George W. Bush om, hvilke muligheder han har for at trække USA ud af det hængedynd, nationen er havnet i, takket være vicepræsident Dick Cheneys brutale og grundlovsstridige interventionspolitik.
LaRouche foreslår tre konkrete skridt:
1) At USA's præsident, eller kommende præsident, erklærer sin intension om at bringe en ende på besættelsen af Irak så hurtigt som overhovedet muligt, og samtidig informerer FN's Sikkerhedsråd om, at USA har til hensigt at genåbne spørgsmålet om en hurtig reetablering af Iraks suverænitet over egne affærer, samt at USA hermed anmoder om FN's Sikkerhedsråds assistance til virkeliggørelsen af dette mål.
2) De nuværende, tåbelige forsøg på at sammenstrikke en ny forfatning for Irak skal stoppes. I stedet skal man støtte genetableringen af Iraks allerede eksisterende forfatning, der har sine rødder i landets egen historie, med henblik på etableringen af en provisorisk regering, så hurtigt forfatningen åbner mulighed herfor (LaRouche henviser her til Iraks midlertidige forfatning fra 1958. Den erstattede forfatningen fra 1925, hvor den britiske kolonimagt påtvang Irak et kongedømme. Senere revisioner af forfatningen under Saddam Hussein skal ignoreres _red.). Nymodens påfund, som bærer alle tegn på den berygtede Chalabis skjulte tilstedeværelse, ville ikke bringe fred, men kun give næring til en endeløs asymmetrisk krigsførelse og resultere i mange og unødvendige tab for de amerikanske styrker, der kommer til at spille rollen som mål i et evigt døgnåbent skydetelt.
3) Den kendte politiker Tariq Aziz skal frigives fra sit fangenskab, så han, med international anerkendelse, kan påtage sig rollen som repræsentant for den økumeniske ånd i Iraks statsforfatning.
SE LAROUCHE »LIVE« PÅ NETTET
»Nu begynder den varme fase af valgkampen« er titlen på den tale, som Lyndon LaRouche vil holde i Washington den 12. december, og som man kan følge over internettet. En måned senere, den 13. januar, løber det første primærvalg af stablen i Washington D.C. Selv om valget i hovedstaden kun er en vejledende afstemning, har den lokale ledelse i det Demokratiske Parti, til stor irritation for Det nationale Råd, DNC, insisteret på, at det bliver afholdt som et normalt primærvalg. Efter stort pres fra DNC har flere af kandidaterne trukket sig fra afstemningen, men både LaRouche og Vermonts guvernør Howard Dean har fastholdt deres kandidatur. LaRouche er særdeles velkendt i hovedstadens fattige kvarterer efter han for et par år siden, som den eneste ledende politiker, støttede kampen imod lukningen af det sidste store offentlige hospital i byen, D.C. General Hospital. Over 100 unge fra LaRouche Ungdomsbevægelsen, LYM, vil i den kommende måned sætte Washington D.C. på den anden ende.
Selv om den amerikanske og internationale presse helst undgår omtale af den »kontroversielle« LaRouche og hans præsidentkampagne, så vakte det alligevel opsigt, da den amerikanske valgkommission den 1. december offentliggjorde listen over præsidentkandidater, der er godkendt til at modtage de første udbetalinger af de såkaldte »matching funds«, hvor kommissionen fordobler alle indsamlede kampagnebidrag på 250 dollars eller mindre. Blandt de 10 de-mokratiske præsidentkandidater var LaRouche med 840.000 dollars den femtestørste bidragsmodtager. »Prominente« kandidater som Denis Kucinich og Al Sharpton, der i mod-sætning til LaRouche har fået lov til at deltage i de store landsdækkende tv-debatter, modtog betydeligt mindre.
Se LaRouche »Live« den 12. december klokken 19:00 dansk tid på www.larouchein2004.org
AMELIA BOYNTON ROBINSON I KØBENHAVN
Den 1.-3. december fik Schiller Instituttet og LaRouche
Ungdomsbevægelsen, LYM, besøg af Amelia Boynton Robinson, en af de
helt store skikkelser fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Allerede i
begyndelsen af 1930'erne tog Amelia, sammen med sin mand, kampen op for de sortes
rettigheder i Alabama. Da Martin Luther King, Jr. trådte frem i slutningen
af 50'erne, havde hun allerede været aktiv i mere end 25 år. Det var i
Amelias hjem i Selma, Alabama, at Martin Luther King samlede
borgerrettighedsbevægelsens ledere for at arrangere og planlægge de første store
demonstrationer, bl.a. marchen fra Selma til Montgomery, Alabama, den 7. marts 1965.
Ved Edmund Pettus-broen blev demonstranterne bombarderet med tåregas, og en hårdt
såret og bevidstløs Amelia Boynton Robinson blev efterladt i vejkanten. Det var denne
»blodige søndag«, der for alvor satte gang i borgerrettighedsbevægelsen og gjorde den
kendt verden over. I 1990 modtog Amelia Boynton Robinson Martin Luther King,
Jr.'s Frihedsmedalje, og hun har i mange år været vicepræsident for Schiller
Instituttet i USA. Hun er også aktiv i den demokratiske præsidentkandidat Lyndon
LaRouches valgkamp.
Trods sine 92 år holdt Amelia Boynton Robinson et imponerende tempo under sit besøg i København. Umiddelbart efter sin ankomst mandag eftermiddag var hun i TV-byen for at blive interviewet til DR-2's program »Deadline«. Tirsdag eftermiddag var hun i Folketinget til et varmt og venligt møde med folketingsmedlem Henrik Vestergaard fra partiet Venstre, og tirsdag aften tryllebandt hun 110 fremmødte ved et offentligt møde i Østerbrohuset (op til mødet havde unge fra LYM uddelt 12.000 flyvesedler og opsat plakater overalt på universiteter og højere læreanstalter i det Storkøbenhavnske område).
Onsdag formiddag holdt hun en gæsteforelæsning på Geografisk Institut på Roskilde Universitet. Her havde overvintrende »munkemarxister« i lærerstaben ellers demonstreret deres særegne forhold til ytringsfriheden gennem hysteriske forsøg på at aflyse forelæsningen. I deres øjne bliver man nemlig helt automatisk diskvalificeret fra at ytre sig i det offentlige rum, hvis man har forbindelser til Lyndon LaRouche ( 70'ernes feberfantasier om LaRouche, EAP og CIA lever lystigt videre i venstrefløjens inderste kerne -red). Onsdag eftermiddag stillede Amelia op til interview med et dansk dagblad, og om aftenen var hun midtpunkt i selskab af unge fra Danmark, Sverige, Tyskland, USA og Venezuela.
På øverte billedet øverst lytter LYM-medlemmerne Ludwig fra Venezuela, Andreas fra Sverige og Tina fra Tyskland intenst til Amelia. Det samme gør Martin Krasnik fra DR-2's »Deadline« på nederste billedet. »Deadline« bragte et interview med Amelia Boynton Robinson den 1. december. Man kunne også høre en nål falde til jorden i Østerbrohuset den 2. december, da 110 tilhørere fulgte Amelias præsentation. På billedet i midten ses et lille udsnit af forsamlingen.
