Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 16 nr. 1, januar 2004
TIL MÅNEN OG MARS
Man skulle ellers tro det var løgn. Men næppe havde den lille amerikanske robotbil »Spirit« lagt sig til rette i sandet på Mars, og sendt de første fantastiske farvebilleder fra den røde planet hjem til Jorden, før de første sure opstød fandt vej til overfladen i det golde politiske landskab på solsystemets planet nummer tre: »Det værste er, at der altid er en risiko for, at endnu en politiker vil kaste sig over ideen om at 'sende en mand til Mars', eller 'bygge en permanent bemandet station på Månen', for derved at lyde langsigtet, fremtidsorienteret eller endog patriotisk«, skrev Anne Applebaum i en kronik i avisen The Washington Post.
Blandt de mange ulykker, 68-generationen påførte menneskeheden, var tyveriet af fremtiden utvivlsomt den værste. Netop som vi tog vore første skridt ud i rummet og åbnede helt nye horisonter i menneskets evige kamp for at forstå den verden, vi lever i, vendte tressernes modkultur de unges øjne væk fra stjernerne og ned mod et selvcentreret sort hul, deres egen navle. »Feel good, man«, lød det, medens forkælet ansvarsforflygtigelse blev sat i politisk system. Teknologi er noget skidt, økonomisk ansvarlighed er borgerligt diktatur og de »dårlige vibrationer« fra kernekraftværker kan bare erstattes af forhistoriske vindmøller. Joh, systematiseret irrationalitet som grundlag for politiske beslutninger.
Det er ikke utænkeligt, at det sure æble Applebaum havde den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche i tankerne, da hun lod sig skræmme af den optimisme, som de igangværende europæiske og amerikanske Mars-missioner truer med at udløse. I snart tre årtier har LaRouche insisteret på, at kun en missionsorienteret teknologiudvikling i stor skala kan forhindre, at verdensøkonomien går fra den ene ødelæggende spekulationsboble til den næste. Derfor har en kolonialisering af Mars altid haft en central rolle i LaRouches valgprogram. Det vakte opsigt tilbage i »fattigfirserne«.
Blomsterbørnenes børn og børnebørn kalder sig selv for »no future«, generationen uden fremtid. Det skal der simpelthen laves om på. Ellers har ingen af os en fremtid. Og her har LaRouches valgkampagne i USA vist sig at være et uovertruffent instrument. Med Carl Friedrich Gauss' polemiske og banebrydende matematik som omdrejningspunkt, kombineret med Platons filosofiske dialoger, Shakespeares og Schillers dramaer, Bachs og Beethovens musik, lærer de unge på rekordtid, at de har en fortid. Og gennem daglige politiske aktioner oplever de, at de selv kan forme både nutid og fremtid. Det er sådan modkulturens evige pessimisme erstattes af en ny renæssance. Og så skal vi i øvrigt til både Månen og Mars. Om ikke andet så for at mødes med de russere, japanere og kinesere, der også er på vej. Det skal nok blive sjovt.
DET KOMMENDE PRÆSIDENTVALG
Skuer man ind i det år, vi netop har taget hul på, står det amerikanske præsidentvalg i november 2004 som et helt afgørende politisk horisontpunkt. Efterhånden som valget rykker nærmere, vil den amerikanske regerings indsats overfor begivenhederne på den internationale scene i stadig stigende grad blive bestemt af, hvad præsident George W. Bush, og ikke mindst hans stabschef Karl Rove, måtte opfatte som gavnligt eller ugunstigt for præsidentens snarlige genvalg. Sådanne indenrigspolitiske hensyn er langt fra noget særsyn, men i en tilspidset krisesituation, f.eks. i Mellemøsten eller på den internationale økonomiske front, kan disse hensyn blive den faktor, der bestemmer, om der udløses en katastrofe eller findes en konstruktiv politisk løsning.
Verden undergår i disse år de mest dramatiske forandringer siden 2. verdenskrig, og det amerikanske præsidentvalg vil, på godt og på ondt, blive filtret ind i denne proces. Derfor bør den øvrige verden følge nøje med i hvem, der stiller op til valget, og hvad, der bliver sagt i valgkampen. Allerede med udgangen af marts, når de vigtigste primærvalg er overstået, skal Det demokratiske Parti have fundet sin modkandidat til præsident Bush. Og panikken har forlængst bredt sig blandt partiets græsrødder. Adskillige meningsmålinger viser nemlig, at de såkaldt »ledende« kandidater, som forhv. guvernør Howard Dean, senator John Kerry og forhv. general Wesley Clark, ikke har en chance for at slå præsident Bush til november. Men de samme meningsmålinger viser også, at undlader man at sætte navn på den demokratiske kandidat, så vinder han en komfortabel sejr over præsidenten. Den amerikanske befolkning ønsker sig altså brændende en demokratisk præsident. Man vil bare ikke have nogen af dem, Det demokratiske Partis lederskab forsøger at promovere.
Ansvaret for denne paradoksale situation må bæres af partisekretær Terry McAuliffe og de øvrige medlemmer af den Demokratiske Nationalkomité, DNC. Og det blev de gjort opmærksom på i et åbent brev dateret den 24. december fra én af de præsidentkandidater, nationalkomitéen ikke ønsker at støtte. Afsenderen var den nu 81-årige økonom Lyndon LaRouche, der stiller op til præsidentvalget for 8. gang. Med sin bramfri og ligefremme facon har LaRouche været en kontroversiel personlighed på den amerikanske og internationale politiske scene i snart en menneskealder. Men lige siden 1976, hvor han var præsidentkandidat for The U.S. Labor Party, og under de efterfølgende valg, hvor han stillede op indenfor Det demokratiske Parti, har han utrætteligt slået til lyd for en tilbagevenden til Franklin D. Roosevelts økonomiske politik med omsorg for »den glemte mand«. Desværre er det netop, hvad det nuværende lederskab i DNC har forsøgt at forhindre. Siden midten af 80'erne har DNC målrettet søgt at gøre Det demokratiske Parti til en »light-udgave« af Det republikanske Parti. Det var årsagen til, at Al Gore blev partiets kandidat ved valget i 2000, og at han ikke kunne vinde en klar sejr over George W. Bush, der ellers under valgkampen havde afsløret en rystende mangel på helt elementære kundskaber.
Taber demokraterne også det kommende præsidentvalg, risikerer partiet at gå i opløsning, og så vil USA udvikle sig til noget, der kunne minde om en ét-partistat. Dette mareridt kan blive til virkelighed, hvis Howard Dean bliver Det demokratiske Partis præsidentkandidat. Hans indre politiske gyroskop er så ustabilt, at han risikerer at sprænge sin egen kampagne i luften med uoverlagte bemærkninger, længe inden vi når november. Faktisk havde det demokratiske lederskab aldrig troet, at den tidligere guvernør fra Vermont skulle nå længere end de første par primærvalg. Men ved nidkært at have vogtet over de øvrige »ledende« præsidentkandidater for at forhindre, at de kom til at udtale sig for skarpt imod præsident Bush's krig imod Irak, eller kommenterede den økonomiske situation på en måde, der kunne tolkes som »rooseveltisk«, skabte man et politisk vakuum, som sugede Dean ind på pladsen som den førende demokratiske præsidentkandidat i meningsmålingerne.
I sit brev, som også var adresseret til de øvrige præsidentkandidater, opfordrede Lyndon LaRouche alle ledende demokrater til hurtigst muligt at ændre partiets selvdestruktive kurs. Og udgangspunktet må være Det demokratiske Partis bud på løsninger på de alvorlige økonomiske og politiske problemer, USA står overfor. LaRouche identificerede fem afgørende politiske krisespørgsmål, der skal adresseres:
1) Verden er på vej ud over afgrunden gennem et sammenbrud af det nuværende finanssystem med frit flydende valutakurser; et sammenbrud der vil få større, praktiske konsekvenser end dem, vi så i 1928-33.
2) Siden præsidentens tale til nationen i januar 2002 (hvor Bush fremlagde USA's nye forsvars- og sikkerhedspolitiske doktrin -red.) har USA viklet sig ind i et hastigt voksende spindelvæv af asymetrisk krigsførelse, bedst illustreret af den til stadighed forværrede situation i Afghanistan og Irak.
3) Den fortsatte accept af vicepræsident Dick Cheneys og de neokonservatives doktrin om »præventiv atomkrig« har undermineret USA's udenrigsrelationer på en måde og i et omfang, ingen kan mindes at have set før. De nuværende forhold har svækket USA's muligheder for at etablere den form for internationalt samarbejde, som den igangværende verdensomspændende økonomiske krise kombineret med de forværrede militære og sikkerhedspolitiske forhold egentlig kræver.
4) Det fortsatte skred i selve grundkernen i USA's økonomiske og sociale strukturer, hvor landet har bevæget sig væk fra sin tidligere rolle som verdens førende producentsamfund til sin nuværende tilstand som et dekadent »efterindustrielt« forbrugersamfund, har undermineret det amerikanske politiske system gennem en stadig voksende politisk fremmedgørelse af de 80% af de amerikanske hustande, som er gledet ned i lavere indkomstkategorier, og som ikke længere deler tankegang eller medlemskab med hverken det demokratiske eller republikanske parti.
5) Det demokratiske Partis kludder med præsidentvalget i 2000 og midtvejsvalget i 2002, og ikke mindst den fortsatte fumlen med det igangværende præsidentvalg, truer med at kaste landet ud i et langstrakt periode med republikansk de facto ét-partistyre. Under de nuværende indenrigspolitiske og internationale forhold ville en fortsættelse af den tendens, der blev sat under valgene i 1996 og 2000, op gennem valget her i 2004, rent faktisk udgøre en trussel imod landets forfatningsmæssige selvbestemmelse (læs hele LaRouches åbne brev på www.larouchein2004.net).
Allerede den 13. januar løber det første primærvalg af stablen i USA's hovedstad, Washington D.C. Afstemningen er ganske vist kun vejledende, men eventuelle overraskelser kan få stor betydning for de efterfølgende primærvalg frem til midten af marts. LaRouche har som den eneste kandidat ført en aktiv kampagne i Washington. I ugerne op til valget dominerede 50-100 unge kampagnefrivillige byens boligkvarterer med højtalervogne, festlige marcher, korsang og hundredvis af politiske diskussioner i busser, på biblioteker, i skoler og i de berømte amerikanske »barbershops«, hvor mangen amerikansk politik er blevet diskuteret i generationer. Ved samtlige regeringskontorer og politiske institutioner i hovedstaden blev LaRouches åbne brev delt ud.
Også under kampagnen i Washington understregede LaRouche gang på gang vigtigheden af, at vicepræsident Dick Cheneys alt for store magt i Det hvide Hus stækkes. Allerede inden krigen imod Irak brød ud i marts 2003, udpegede LaRouche vicepræsidenten som den absolut vigtigste og mest centrale figur i det netværk af neokonservative »kyllingehøge«, der havde omlagt USA's sikkerhedspolitik og drevet landet i krig. Siden har store dele af den amerikanske og internationale presse fulgt op på LaRouches beskrivelse af Cheneys helt specielle rolle med en syndflod af kritiske artikler. Blandt andet omkring vicepræsidentens personlige økonomiske interesser i olie- og entreprenørselskabet Halliburton, der er den største private kontraktholder i det besatte Irak. I et interview i den amerikanske avis The Washington Post den 17. december, indrømmede Cheney, at den negative presseomtale »driver ham til vanvid«, og kilder i hovedstaden har fortalt Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR, at vicepræsidenten på det nærmeste er blevet »besat« af forestillinger om, at det er LaRouche, som står bag det hele.
Men vicepræsident Dick Cheney kan meget snart få alvorligere ting at bekymre sig om. Den 30. december meddelte justitsminister John Ashcroft, at han trak sig fra enhver forbindelse til justitsministeriets undersøgelser af hvem i Det hvide Hus, der havde afsløret over for flere amerikanske aviser, at forhv. ambassadør Joseph Wilsons kone Valerie Plame arbejdede som hemmelig CIA-agent (se også Agro-Nyt, okt. `03). Det er særdeles strafbart at afsløre hemmelige amerikanske agenters identitet, og i dette tilfælde skete det angiveligt som hævn for ambassadør Wilsons offentlige afsløring af, at vicepræsident Cheneys og præsident Bush's påstand om, at Irak havde forsøgt at købe råuran i den lille afrikanske stat Niger, var uden bund i virkeligheden. En tidligere CIA-agent har fortalt til EIR, at justitsminister Ashcrofts erklæring om inhabilitet er rigtigt dårligt nyt for vicepræsident Cheney. Forundersøgelser må allerede have afsløret solide spor til vicepræsidentens kontor, nærmere bestemt til stabschef Lewis Libbys højrehånd John Hannah. Heller ikke udnævnelsen af anklager Pat Fitzgerald til undersøgelsesleder skulle være godt nyt for dem med dårlig samvittighed. Han har ry som en ubestikkelig og hård efterforsker.
Vicepræsident Cheneys problemer stopper dog ikke her. Den 29. december citerede det amerikanske ugemagasin The Nation flere franske medier for en historie om, at vicepræsidenten risikerer at blive præsenteret for anklager om korruption af det franske retsvæsen i forbindelse med en 6 mia. dollar stor naturgasaftale, som Halliburton indgik med Nigeria, mens Cheney var selskabets direktør.
»HUL PÅ EN STOR STOR BOBLE«
Den 22. december gik Italiens mejeri- og fødevaregigant Parmalat i betalingsstandsning, og den følgende dag forsøgte den italienske finansminister Giulio Tremonti at berolige den internationale finansverden med forsikringer om, at regeringen ville gøre alt for at forhindre, at koncernens akutte gæld på 10 mia. euro udløste en krise på obligationsmarkederne. 36.000 ansatte står nu i fare for at miste deres arbejde, og 100.000 småinvestorer risikerer at miste en stor del af deres opsparing.
I første omgang samlede opmærksomheden sig omkring koncernens stifter og leder, Carlisto Tanzi, der blev arresteret, da de første revisionsrapporter afslørede omfattende uregelmæssigheder i selskabets regnskaber. Men det blev hurtigt klart, at der var tale om langt mere end simpel regnskabsfusk. Komplicerede finansielle transaktioner i milliardklassen havde fundet sted i årevis. Tilsyneladende med fuld viden og aktiv engagement fra selskabets revisorer, Deloitte & Touche og Grant Thornton. Og operationerne strakte sig langt ind på finansmarkederne i Wall Street og City of London, hvor de amerikanske og britiske myndigheder nu har indledt undersøgelser af storbankerne JP Morgan Chase, Citigroup, Bank of America og Barclays Bank samt børsmæglergiganterne Merrill Lynch og Morgan Stanley.
I den internationale presse er Parmalats sammenbrud blevet sammenlignet med det amerikanske energiselskab Enrons kollaps i 2001. Men den 5. januar advarede Lyndon LaRouche om, at det er en alt for snæver sammenligning. Ifølge LaRouche er chancen for, at der er tale om en begrænset svindelaffære stort set lig nul. Her er der ikke, som i Enrons tilfælde, tale om en begrænset kreds af grådige spekulanter, der har forgrebet sig på selskabets pengekasse. Der er snarere tale om et vidt forgrenet spekulationsnetværk, der involverer de allermest centralt placerede bank- og finansinstitutioner i USA og Europa. Derfor er det mere på sin plads at sammenligne situationen med den, der opstod, da spekulationsfonden LTCM brød sammen i slutningen af september 1998. Dengang rystedes hele det dollarbaserede finanssystem, og kun en hurtig indgriben fra daværende finansminister Robert Rubin og føderalbankdirektør Alan Greenspan forhindrede et fuldstændigt sammenbrud i det internationale finans- og betalingssystem (se også Agro-Nyt nov. `98).
Men situationen er faktisk værre end i 1998. Dengang havde Clinton-regeringen et fast greb om den amerikanske dollar og et pænt overskud på de offentlige finanser. Det kan man ikke sige om Bush-regeringen i dag. Takket være hovedløse skattelettelser er budgetunderskuddet helt ude af kontrol, og det samme er underskuddet på den amerikanske betalingsbalance. Derfor har dollaren indledt en rutschetur, der kan bringe det internationale betalingssystem til fald. Parmalats sammenbrud kan blive den nål, der prikker hul på en »meget, meget, meget stor boble«, som LaRouche udtrykte det.
I begyndelsen af december stod det klart, at dollarens fald er et udtryk for et fundamentalt skifte i de globale kapitalbevægelser og ikke en midlertidig spekulationsbølge. Den 13. december faldt de europæiske stats- og regeringslederes forsøg på at sammenstykke en ny grundlov for EU til jorden. Ti års arbejde lå tilsyneladende i ruiner, men det var ikke nok til at svække euroen overfor dollaren. Dagen efter, den 14. december, kom så amerikanernes jubelmelding om, at man havde fanget Saddam Hussein. Ikke engang det kunne få dollaren op at stå.
Den 9. december havde verden allerede fået det første klare signal om, at USA er ved at miste strategisk handlefrihed på grund af de ændrede kapitalbevægelser. Mens den kinesiske premierminister Wen Jiabao smilende så til fra sin stol foran kaminen i Det hvide Hus, advarede præsident Bush i stærke vendinger Taiwan imod at gå enegang i spørgsmålet om taiwanesisk selvstændighed. Det er ellers velkendt, at der i Bush' politiske bagland findes de hårdeste fortalere for en konfrontation med Kina i spørgsmålet om Taiwan, om nødvendigt militært. Men Kina sidder på den næststørste beholdning af amerikanske statsobligationer, ca. 385 mia. dollars, udenfor USA, så præsident Bush har simpelthen ikke råd til at lægge sig ud med Beijing. Og i løbet af 2003 har Kina overtaget USA's historiske rolle som de internationale investorers foretrukne investeringsmål. Samtidig har Kina overtaget Japans rolle som USA's næststørste samhandelspartner efter Europa.
MONGE-BRIGADER I MAINZ
Medens almindelige borgere rundt om i Europa satte kransekager og gløgg til livs i dagene mellem jul og nytår, mødtes 60 unge revolutionære verdensborgere fra mere end 10 forskellige nationer i Mainz, Tyskland, den 27. december - 1. januar, med det formål for alvor at sætte skub i den europæiske afdeling af den nye »LaRouche Youth Movement«, LYM. Udgangspunktet var følgende historiske eksempel: Da lederen af den nyetablerede franske republikanske hær, militærgeniet Lazare Carnot, i 1793 tog rundt for at inspicere tropperne, blev han rystet over soldaternes elendige tilstand. Han fandt de ældre officerer dybt demoraliserede, og de unge anarkistiske frivilliges uduelighed var iøjnefaldende. Under et voldsomt tidspres og den udefra kommende trussel fra de invaderende hære, der syntes at sejre på alle fronter, vendte Carnot situationen fra nederlag til sejr ved hjælp af strategiske flankeangreb, mobilitet , viden og logistik. Det måske vigtigste våben i denne kamp var de såkaldte Monge-brigader, opkaldt efter den franske matematiker og fysiker Gaspard Monge (1746-1818), hvor unge frivillige hurtigt blev uddannet i mindre grupper af datidens bedste videnskabsmænd, de franske efterfølgere af filosoffen og multigeniet Gottfried Wilhelm Leibniz (1646 - 1716).
Således var udgangspunktet og taktikken for ungdomsbevægelsens seminar i julen, hvor fire helt selvstyrende grupper, Monge-brigader, á 15 unge fra fem kontinenter, læste og diskuterede Platon, Schiller og Gauss. Herudover var der undervisning i korsang, med hovedvægt på Johan Sebastian Bachs koraller. Om aftenen styrkedes begejstringen for ideérnes verden yderligere af inspirerende foredrag om historie, politik, matematik, fysik og filosofi af blandt andre Lyndon LaRouche, Helga Zepp-LaRouche, Bruce Director, Jonathan Tennenbaum og Jacques Cheminade. Målet for alle de unge er efterfølgende at omsætte teori til praksis, så hurtigt som overhovedet muligt, så der også i Europa kan lægges pres på de politiske kredse, der sympatiserer med George Bush's neokonservative regering i Washington. Og ikke mindst for at skabe en europæisk flanke, der kan hjælpe til med at sætte Lyndon LaRouche ind i Det hvide Hus til november. Den europæiske afdeling af LYM indleder sit første større politiske slag i 2004 i Paris' gader i midten af januar. Senere følger andre aktionsuger rundt om i Europa.
