Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 16 nr. 4, april 2004
ROOSEVELT OG LAROUCHE
Næppe havde Franklin D. Roosevelt vundet sin jordskredssejr over Herbert Hoover ved præsidentvalget i november 1932, før den økonomiske depression udviklede sig til en finansiel orkan af hidtil uset styrke. Hele det amerikanske banksystem stod for fald, og en akut pengemangel bredte sig over det ganske land. Situation var så alvorlig og grotesk, at mange af de prominente tilrejsende, der strømmede til Washington for at overvære Roosevelts indsættelse den 4. marts 1933, ikke havde penge til at betale deres hotelregninger. Her modtog man nemlig ikke længere udenbys checks. Ikke engang Franklin og Eleanor Roosevelt, med familie og venner, kunne betale deres regninger for præsidentsuiten og de øvrige værelser på det mondæne Mayflower Hotel.
Få uger forinden var Roosevelt udsat for et attentatforsøg. Under et friluftsmøde i Miami, Florida, den 15. februar affyrede en anarkist ved navn Guiseppe Zangera adskillige skud mod USA's kommende præsident. Roosevelt blev ikke ramt, men det gjorde Chicagos borgmester, Anton Cermak, der døde få uger senere.
Det var under disse kaotiske og dramatiske omstændigheder, at Franklin D. Roosevelt holdt sin første indsættelsestale med de berømte ord: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv«. Med værdig ro talte han åbent og direkte om alle de elendigheder, der havde ramt den amerikanske befolkning. Og han fremlagde den første skitse til den »New Deal«, der skulle trække landet ud af depressionen. Men finanskredsene på Wall Street fik med rette det indtryk, at de have lidt mere at frygte, end frygten selv. Roosevelt sagde blandt andet:
»De skruppelløse valutahandleres forretningsmetoder står anklaget ved den offentlige menings domstol, afvist af menneskers hjerter og sind. Det er sandt, at de har forsøgt, men deres indsats har være støbt efter en udtjent tradition. Det eneste, de har foreslået, når kreditterne slog fejl, var at låne endnu flere penge. Frarøvet profittens dragende magt, med hvilken de har lokket vores folk til at følge deres falske lederskab, har de tyet til formaninger og tårevædet tryglet om fornyet tillid. De kender kun reglerne for en generation af egoister. De har ingen visioner, og hvor der ingen visioner findes, går et folk til grunde.«
Og den nyindsatte præsident fortsatte: »Lykken ligger ikke i simpel besiddelse af penge; den er at finde i glæden ved bedrifter, i begejstringen over en kreativ indsats. Arbejdets glæde og moralske stimulering må ikke længere glemmes til fordel for den vanvittige jagt efter flygtig profit«.
Det er denne »Roosevelt-ånd«, der må blive svaret på vor tids globale økonomiske krise - og ikke bankernes model fra 30'ernes Europa. Det er derfor, Lyndon LaRouche fortsætter sin præsidentvalgkampagne i USA.
»SPÆNDINGENS STRATEGI«
Den 11. marts, midt i morgenens myldretid, eksploderede 10 bomber i tre forskellige S-tog i den spanske hovedstad Madrid. 190 mennesker blev dræbt og 1.200 såret. Yderligere tre bomber, der var indstillet til at sprænge senere på dagen, blev fundet og demonteret af de spanske myndigheder. I de følgende timer rettede den spanske regering entydigt søgelyset mod den baskiske separatistbevægelse, ETA. Premierminister José María Aznar kontaktede personligt redaktionslederne på Spaniens største aviser og tv-kanaler og forsikrede dem om, at regeringen var i besiddelse af stærke beviser på, at det var ETA, som stod bag den afskyvækkende massakre.
Men så dukkede der pludselig spor op med (alt for) tydelige forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. Det spanske politi fandt en lejet varevogn med tændsatser og kassettebånd, der indeholdt koranvers (en direkte parallel til New York den 11. september 2001, hvor forbundspolitiet fandt en lejet bil med flymanualer på arabisk -red.). Senere påtog en hidtil ukendt gruppe, med påståede forbindelser til al-Qaeda, sig skylden for bombningerne i Madrid.
Den spanske befolkning reagerede med politisk raseri. Ved parlamentsvalget den 14. marts led premierminister Aznars parti, Partido Popular, PP, et forrygende nederlag. Meningsmålinger havde ellers spået, at partiet ville beholde regeringsmagten, selv om 90% af befolkningen havde været imod Spaniens deltagelse i krigen mod Irak. Men premierminister Aznars desperate forsøg på at give ETA skylden blev altså dråben, der fik bægeret til at flyde over for de spanske vælgere.
Den 15. marts bekendtgjorde Spaniens nyvalgte premierminister, José Luis Rodriguez Zapatero, at han vil opfylde sit valgløfte om at trække de spanske tropper ud af Irak med udgangen af juni. End ikke et personligt telefonopkald fra præsident George W. Bush var nok til at ændre den beslutning.
Men hvem stod bag bomberne i Madrid? Sandsynligvis var det hverken ETA eller al-Qaeda. Allerede den 11. marts, så snart USA vågnede til nyheden om massakren, advarede den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche præsident Bush imod at reagere overilet på bombeterroren i Madrid. Han påpegede, at aktionen mest af alt mindede om bombningen af Bolognas banegård i 1980, og han henviste til, at han allerede i august sidste år, i artikler i ugemagasinet Executive Intelligence Review, havde advaret om, at gamle italienske, spanske, franske og latinamerikanske fascistkredse med rødder i mellemkrigsårenes internationale synarkistbevægelse atter var begyndt at røre på sig. Samtidig er neokonservative kredse i USA begyndt at samle sig omkring Samuel P. Huntingtons nye version af »civilisationernes sammenstød«, hvorefter det skal være de engelsk- og spansktalende befolkninger i Nord- og Sydamerika, der i nær fremtid kommer op at toppes med terror og modterror (Huntington har beskrevet sin nye tese i marts/april 2004-nummeret af magasinet »Foreign Policy« -red.).
»I denne forbindelse, appellerer jeg til præsident Bush: Udløs ikke, jeg gentager, udløs ikke et eller et andet rasende furore over begivenhederne i Madrid. Gå i stedet i gang med at samle efterretningerne. Vi ved, hvor disse terrorangreb kommer fra. Start med den internationale synarkistbevægelse, med Mussolinis barnebarns internationale venner i Italien, Frankrig, Spanien og Nord- og Sydamerika. Lad ikke den slags ske igen«, skrev LaRouche den 11. marts.
Ligheden med bombningen af Bolognas banegård i 1980 er i sig selv et vigtigt spor, men den er også en vigtig påmindelse om ikke at lade sig forblænde af falske spor. Det var pointen i en artikel i det franske efterretningsmagasin Réseau Voltaire den 12. marts, og et interview, som den franske undersøgelsesdommer og terrorekspert Jean-Louis Bruguière gav til den skotske avis, The Scotsman on Sunday, den 14. marts. Begge påpegede, at netop koordinerede bombeangreb imod tog var blandt hovedelementerne i den terrorbølge, der ramte Italien i årene 1969-1980. Men dengang blev der samtidigt lagt falske spor ud, der sendte de europæiske efterretningstjenester ud på en skovtur - i flere år!
Natten mellem den 8. og 9. august 1969 sprang otte af ti mindre sprængladninger, der var blevet anbragt på ti forskellige tog rundt om i Italien. Den 12. december samme år eksploderede en bombe i den italienske Landbobanks afdeling på Fontænepladsen i Milano. 16 blev dræbt og 58 såret. To venstreanarkister blev arresteret, og den ene »begik selvmord« ved at springe ud af et vindue på politistationen. Den 4. august 1974 sprang en bombe på »Italicus-toget« i San Benedetto Val di Sambro. 12 blev dræbt og 105 mennesker såret. I samme periode, altså fra august `69 til august `74, var der mindst fire seriøse forsøg på at styrte det italienske politiske system. Den 16. marts 1978 blev premierminister Aldo Moro kidnappet og myrdet. Den 2. august 1980 eksploderede en kuffert med 20 kilo sprængstof på banegården i Bologna. 85 mennesker blev dræbt og mere end 200 såret.
I alle disse år havde de europæiske efterretningstjenester deres opmærksomhed rettet mod venstreradikale grupper som Brigade Rosso i Italien, Baader-Meinhof i Tyskland m.fl. Men den 17. marts 1981 ransagede det italienske politi en villa i Castiglion Fibocchi, der tilhørte den kendte forretningsmand Licio Gelli. Her fandt man medlemslisten over en frimurerloge ved navn Propaganda Due, P2. På den stod næsten samtlige af de ledende politifolk, dommere og italienske efterretningsagenter, der havde været med til at efterforske terrorbombningerne fra august 1969 til august 1980. De havde udlagt falske spor og saboteret efterforskningen, hver gang den kom tæt på de egentlige ophavsmænd, et netværk af neonazistiske terrorgrupper, kaldet »Swarze Kapelle« eller »Det sorte Orkester«. Det var en af disse grupper, Ordine Nuovo, og ikke Brigade Rosso, som de fleste havde troet, der stod bag bomben i Bologna. Terrorbølgen fra 1969-80 havde haft til formål at skabe så store politiske spændinger, at Gelli og hans venner kunne gennemføre et fascistisk kup i bedste latinamerikanske stil. Man kaldte det selv for »spændingens strategi«, »strategy of tension«.
Hvem var så denne Licio Gelli og hans P2-loge? I interviewet med The Scotsman on Sunday trak undersøgelsesdommer Jean-Louis Bruguière trådene tilbage til tiden omkring afslutningen på 2. Verdenskrig, hvor de vestlige efterretningstjenester indrullede nogle af de værste krigsforbrydere som agenter og spioner. Bruguière pegede som eksempel på gestapomanden Klaus Barbie, »slagteren fra Lyon«, der havde mindst 26.000 franskmænds liv på samvittigheden, og som i årevis blev beskyttet af den amerikanske efterretningstjeneste, American Counterintelligence Corps, CIC. Det var CIC, der hjalp Barbie til Sydamerika, hvor han fortsatte som leder af neofascistiske dødspatruljer, indtil han i 1983 blev fanget i Bolivia og sendt tilbage til Frankrig.
Men der var mange andre end Klaus Barbie. I krigens slutning tog ledende amerikanske efterretningsfolk som general William H. Draper, Allan Dulles og James Jesus Angleton kontakt til de nazistiske efterretningskredse omkring Abwehr-agenten Paul Dickopf og SS-generalerne Walter Schellenberg, Karl Wolff og Otto Skorzeny. Mange af kontakterne gik gennem Toscana-området i det nordlige Italien, og her blev Licio Gelli, hjemvendt fra tjeneste hos general Franco i Spanien, og den schweiziske nazist François Genoud også rekrutteret. Det var ud fra dette netværk, at »rottelinien« blev organiseret til at udsmugle tusinder af højtstående nazister til en »fredelig« pensionisttilværelse i Nord- og Sydamerika. Naziformuerne fulgte efter ved hjælp af »Odessa«- og »Die Spinne«-netværkerne. Hundrede af tilbageblevne tyske officerer blev, sammen med italienske fascister og spanske blåskjorter, indrullet i »kampen mod kommunismen«, og i 1956 dannedes det såkaldte »Gladio«-netværk, bevæbnede modstandsgrupper, der skulle tage kampen op i tilfælde af en sovjetisk besættelse af Vesteuropa. Licio Gellis P2-loge var en del af Gladio, og sprængstofferne, som Ordine Nuovo anvendte i Bologna, kom fra Gladio og NATO.
Licio Gelli blev som nævnt forretningsmand med prominente venner i hele den italienske elite, inkl. daværende premierminister Giulio Andreotti og den dengang unge »lovende« Silvio Berlusconi, samt Alexander Haig og Henry Kissinger, mens disse tjente som USA's udenrigsministre. Paul Dickopf blev direktør for Interpol (1968-72), og François Genoud blev en prominent schweizisk bankmand med særlige kontakter til den arabiske verden. Adolf Hitlers finansielle promotor, rigsbankdirektør Hjalmar Schacht, undgik Nürnberg-domstolen og blev i stedet filialdirektør for François Genouds bank i Marokko.
Og med Marokko er vi tilbage til terrorbomberne i Madrid. Ifølge spansk politi har hovedparten af de mistænkte tilknytning til en radikal gruppe ved navn Den Marokkanske Islamiske Kampgruppe, GICM. Om en sådan gruppe overhovedet eksisterer er yderst tvivlsomt, og hvis den gør, betragter efterretningseksperter den nærmere som en fællesbetegnelse for radikale kredse i Algier, Tunesien og Marokko. Samme område hvorfra François Genoud i sin tid rekrutterede en stor del af aktørerne til de flykapringer og andre mellemøstlige terroraktioner, han selv finansierede i 70'erne.
Parallellerne mellem »spændingens strategi« i Italien og bombningerne i Madrid bliver, ifølge en velinformeret kilde i Storbritannien, som Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review har talt med, efterforsket af de spanske og andre europæiske myndigheder. Ifølge denne kilde har der været højreorienterede provokatører involveret i terroraktionen i Madrid på »et eller andet niveau«.
Den 18. marts meddelte den italienske webside Reporter associati, at kredse indenfor José Aznars regering havde foreslået at erklære Spanien i undtagelsestilstand og aflyse det forestående parlamentsvalg. Forslaget blev angiveligt forelagt kong Juan Carlos den 13. marts, som anså det for at være et slet skjult kupforsøg og derfor prompte afviste det. Rygterne om et kupforsøg må også have givet anledning til en nærmere efterforskning af kredsene omkring den gamle fascistleder Blas Piñar og hans Fuerza Nueva. I begyndelsen af 80'erne blev Piñars søn, Blas Piñar Gutierrez, der dengang var kaptajn i hæren, fængslet i forbindelse med en støtteerklæring til de officerer, som den 23. februar 1981 havde forsøgt et militærkup. Piñar junior blev den 16. januar i år udnævnt til brigadegeneral.
KRISE OG POLITISK SPÆNDING
Den 22. marts likviderede Israels væbnede styrker den palæstinensiske Hamas-organisations åndelige leder, Sheik Ahmed Yassin. Ifølge officielle erklæringer blev beslutningen truffet på et israelsk regeringsmøde allerede den 14. marts. Men den blev ikke omsat til handling, før forsvarsminister Shaul Mofaz og premierminister Ariel Sharons kabinetschef Dow Weinglas var tilbage i Jerusalem efter fortrolige samtaler med USA's vicepræsident Dick Cheney. Officielt drejede de israelske besøg i Washington sig om Sharons såkaldte »tilbagetrækningsplan«, men kilder i Israel siger til Agro-Nyt's samarbejdspartner, Executive Intelligence Review, at Sharons »plan« i virkeligheden er et dårligt skjul for en destabilisering af hele Mellemøsten. Ariel Sharon er forsvarsminister Cheneys og de neokonservative kredses foretrukne instrument til en underminering af regimerne i Libanon, Syrien, Iran og Saudi-Arabien.
Kombinationen af bombeterroren i Madrid og den amerikanske regerings stiltiende accept af Israels målrettede likvideringer af palæstinensiske ledere repræsenterer et dramatisk faseskrift i den internationale sikkerhedspolitiske situation. Og det vil få konsekvenser for stort set hvert eneste krisepunkt på kloden. Det advarede den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche om i et memorandum til Den arabiske Liga forud for det planlagte topmøde i Tunis den 28. marts. Det var den tunesiske avis, Al-Arab International, der havde bedt LaRouche om en strategisk kommentar til topmødet. Og avisen bragte indlægget, selv om topmødet blev aflyst.
LaRouche understregede, at han gennem adskillige måneder har modtaget advarsler om, at en ny bølge af terror mod USA og andre lande i Nord- og Sydamerika er under opsejling. Og at det denne gang drejer sig om et netværk af terrororganisationer med tilknytning til Italien, Spanien og Frankrig, styret og koordineret ud fra Spanien. Disse organisationer er i stor udstrækning en genoplivning af et internationalt netværk omkring gamle fascistledere, som f.eks. spanske Blas Piñar, som de vestlige efterretningstjenester etablerede i 1944-45 under Allan Dulles' og James J. Angletons ledelse (se ovenfor). Dulles og Angleton tilhørte de angloamerikanske kredse omkring Montagu Norman, direktøren for Bank of England, der i 30'erne havde anvendt den tyske rigsbankdirektør Hjalmar Schacht til at hjælpe Adolf Hitler til magten. Efter krigen anvendte man så Schachts svigersøn, SS-general Otto Skorzeny, til at opbygge et såkaldt »antikommunistisk« efterretningsnetværk.
I de seneste uger har vi overalt på kloden set en dramatisk eskalering af regionale og nationale sikkerhedspolitiske spændinger: Sammenbruddet i sekspartforhandlingerne om Nordkoreas atomvåben; afsættelsen af Sydkoreas præsident Roh Moo-Hyun; et mystisk attentatforsøg på Taiwans præsident Chen Shui Bian og vicepræsident Anette Lu; terrorbomber i Usbekistan; dramatisk øgning af modstanden mod besættelserne i Afghanistan og Irak; terrorbombningerne i Madrid; Israels likvidering af Sheik Yassin, etc.
I sit memorandum til Den arabiske Liga gav LaRouche følgende forklaring:
»Man kan ikke fuldt forstå tidspunktet for eller voldsomheden af de nuværende angreb uden at sammenligne det igangværende sammenbrud af det flydende valutakurssystem under Den internationale Valutafond, IMF, som vi har kendt det i perioden 1972-2004, med sammenbruddet af Versailles-systemet i 1928-1933. Krisen i 1928-33 førte til Hitlers diktatur og 2. Verdenskrig; det igangværende kollaps af vor tids finans- og betalingssystem under IMF har sat nøjagtig de samme sociale og finansielle interesser i bevægelse, som bragte Hitler til magten i januar-februar 1933. Et uhildet syn på realiteterne bag de aldeles falske påstande om et økonomisk opsving i USA afslører, hvorfor situationen, her knap seks måneder før det amerikanske præsidentvalg, er så ekstraordinær farlig, som den er.«
»Stiller man de finansielle data for USA og den øvrige verden op overfor det igangværende og tiltagende sammenbrud i de europæiske og amerikanske fysiske økonomier, står det klart, at USA politisk set holdes oppe af en illusion. Alt i mens den amerikanske fysiske økonomi går i opløsning, holdes den gældstyngede og faldende dollar delvist oppe af en hyperinflationær, monetær oppumpning af valutamarkederne, ikke ulig de mekanismer, der skabte hyperinflationen i Tyskland i juni-november 1923.«
»I det øjeblik denne hyperinflationære dollarboble sprænger, kastes verden som helhed ud i en strategisk krise, relativt set langt værre end den vi oplevede i 1928-33. Dengang var de europæiske og amerikanske økonomier stærke agroindustrielle producentøkonomier; i dag ligger USA foran Europa i en selvødelæggende forvandling til et »efterindustrielt« samfund, der holdes oppe af sociale kontrolmekanismer á la »brød og cirkus«. I 1930'erne flygtede amerikanerne ud til familielandbrugene for at skaffe fødevarer. Præsident Roosevelt genåbnede de lukkede, men stadig eksisterende industrianlæg. Disse fysisk-økonomiske sikkerhedsventiler eksisterer slet ikke i tilsvarende grad i dag.«
Derfor kan en altomfattende økonomisk, finansiel og social panik bryde ud »når som helst«, advarede LaRouche, men understregede samtidigt, at der findes en løsning på alt det her. Det kræver dog et opgør med de seneste tredive års »postindustrielle« ideologiske vanvid. Og det kræver et opgør med de politiske og finansielle kredse, der i 1928-33 promoverede Hitler, som deres løsning på krisen. Dengang kaldte de sig Den Synarkistiske Internationale, og mange af dem reetablerede sig i 1944-45 i netværket omkring Hjalmar Schacht, Walter Schellenberg og François Genoud. Og deres løsning på krisen i dag, er den samme som i 30'erne.
»Vicepræsident Dick Cheney og hans »neokonservative« venner er et yderst dekadent sideskud på det SS-nazistiske netværk, som blev sluset ind i de angloamerikanske efterretningstjenester i 1944-45. De er ikke særligt intelligente. De er, som vi har set i Irak, nogle ubeskriveligt kluntede og uvidende fumlehoveder. Men i lighed med det giftige Gila-uhyre i Mexico, er de ikke alene dumme, men også farlige. At optræde som udyr overfor andre mennesker kræver ikke den højeste menneskelige intelligens«.
Lyndon LaRouche gjorde det også klart, at hans præsidentkampagne i høj grad har til formål at forhindre en eventuel kommende præsident John Kerry i at lade sig presse ud i rollen som en ny Herbert Hoover. Det bedste vil være, hvis LaRouche selv rykker ind i Det hvide Hus. Det næstbedste, at John Kerry, med LaRouches hjælp, genopliver Franklin D. Roosevelts økonomiske politik. Og hvad fred i Mellemøsten angår, understregede LaRouche vigtigheden af en tilbagevenden til tankegangen bag Den Vestfalske Fred i 1648. Læs hele LaRouches memorandum på engelsk på www.larouchepub.com.
UNGDOMSKONFERENCE I KØBENHAVN
LaRouches ungdomsbevægelse, LYM, afholdt den 19.-22. marts en regional konference i København. Gæstetalere var Jonathan og Rosa Tennenbaum fra Berlin, der holdt foredrag om »Kepler og den videnskabelige metode«, og »Schiller og hvad det vil sige at være revolutionær«. Schiller Instituttets internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, gennemgik over telefonen den strategiske globale politiske situation. De ca. 50 deltagere fra Sverige, Norge, Tyskland og Danmark deltog desuden aktivt i »Monge Brigade«-diskussioner.
Mandag den 22. marts var en såkaldt »Aktionsdag«, hvor der blev sunget franske revolutionssange i metroen, og Københavns Universitet Amager blev invaderet. Undervisningen i universitetets store auditorium blev afbrudt af revolutionssange og politiske briefinger. Resten af dagen gik med politisk organisering ved et bogbord på Købmagergade.
