Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 16 nr. 5. maj 2004
BELSHASSARS FEST
I Washington er dronningens nytårstaffel erstattet af en årlig forårsfest, hvor korrespondenterne i Det hvide Hus og alle andre, »der er noget ved musikken«, trækker i kjole og hvidt for at spise en middag med præsidenten. Man kommer for at blive set - og set, det bliver man.
I år var der én, man ellers aldrig finder ved den slags lejligheder. Han løb med al opmærksomheden, selv om han hverken havde mudder i lommen eller en død krage i hånden som H.C. Andersens Klodshans. Det var den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche.
Alle hofdamerne og kammerjunkerne, og det vil i Amerika sige avisredaktørerne, embedsmændene og de poliske rådgivere, tabte både næse og mund, da LaRouche trådte ind i salen. Så smilede de høfligt og talte venligt, for det har de lært i den store by med den store magt. Bortset fra én. Han afslog med rædsel i stemmen at hilse på den fremmede. Det var fhv. udenrigsminister Henry Kissinger. Han måtte til gengæld finde sig i, at episoden fandt vej til spalterne i det lokale »Hoftidende«, også kaldet The Washington Post.
Da præsident George W. Bush rejste sig for at holde sin tale, sejlede Lyndon LaRouches tanker bort i en strøm af en indre musik. Præsidenten talte, men han sagde ingenting. Dusinvis af amerikanske soldater mister livet i Irak hver eneste dag, og verdens eneste supermagt står i akut fare for at tabe hele sin udenrigspolitik på gulvet. Alligevel står præsidenten og siger ingenting. Heller ikke ét eneste ord om den hastigt voksende økonomiske krise, der truer med skylle hele verdens finans- og betalingssystem i havet. Så musikken for LaRouches indre øre blev stadig kraftigere. Det var Robert Schumanns toner til Heinrich Heines digt om Belshassars fest. For LaRouche var skriften på væggen mere end tydelig, men hverken præsidenten eller de øvrige opstemte festdeltagere bemærkede det mindste.
Vi har udvidet dette nummer af Agro-Nyt for at give plads til Lyndon LaRouches forslag til en ny, amerikansk strategisk politik for hele Sydvestasien, herunder en løsning på kriserne i Irak og Palæstina. Den bærer navnet »LaRouche-doktrinen«. Og den lander midt i et hastigt voksende politisk vakuum i Washington.
Sammen med Svend Aage Jensbys pludselige retræte fra forsvarsministerposten, kunne LaRouches initiativ også blive en passende lejlighed til at tage en tænkepause i hastværket med omlægningen af det danske forsvar. Det er nemlig ikke sikkert, at USA i fremtiden vil have lige så stor brug for »imperiets lille hjælper«, som de nuværende skitser til et nyt dansk forsvarsforlig lægger op til. Og selv om de færreste umiddelbart kan få øje på en truende fjende, så bør et lands forsvars- og sikkerhedspolitik række længere end opportunismens og Det radikale Venstres korte horisont.
Sydvestasien: LaRouche-doktrinen
Lyndon H. LaRouche Jr., den 17. april, 2004.
Det er selve USA's eksistens og mere til, der bliver bragt frygteligt i fare af Bush-regeringens nuværende økonomiske og militære politik og de tilsvarende undladelsessynder, der begås af senator John Kerrys for tiden dårligt rådgivne valgkampagne. Selv om Bush-regeringens politik stadig adskiller sig fra Kerrys i de tertiære detaljer, så hviler begge kampagner i øjeblikket på aksiomatisk identiske politiske antagelser, hvad angår: a) økonomien og b) den hastigt eskalerende asymmetriske krigsførelse i Irak og Palæstina. Hvor uenige de end måtte være om placeringen af liggestolene på dækket af vores Titanic, USA, så nægter begge konsekvent at sige noget om eller gøre noget som helst ved det faktum, at med den politik, de begge lægger op til, vil skibet, altså nationen, med sikkerhed synke.
Bush-regeringen ville ikke have haft en ærlig chance for at blive genvalgt, hvis ikke Kerry fremturede med sin patetiske »det mener jeg også«-holdning til ovennævnte spørgsmål. Med sin tydelige tendens til politisk vissevasse og de åbenlyse forsøg på at efterabe en farlig regering og samtidig tækkes potentielle bidragsydere til valgkampagnen blandt finansielle interesser, tirrer og frastøder Kelly store dele af de befolkningsgrupper, de legendariske »glemte mænd og kvinder«, som en demokratisk valgsejr til november er afhængig af. Lige nu er det op til Kerry, om han ønsker at tabe sejren på gulvet; at dømme efter hans nuværende præstationer lægger han sig virkelig i selen for at sikre sig et nederlag.
Hvorvidt Bush reelt blev valgt eller blot anbragt i præsidentembedet står stadigt uklart pga. den grundlovsstridige og forhastede, »ejaculatio praecox«-indgriben fra højesteretsdommer Antonin Scalia i januar 2001. Scalia er en mand med statsretslige tilbøjeligheder, der snarere trækker i retning af sydstatskonføderationen end den amerikanske forfatning. Ikke desto mindre, har vi adopteret hr. Bush som præsident. Det kunne tolkes som et udslag af medlidenhed, al den stund at stumfilmskomedierne »The Keystone Cops« for længst er skåret væk fra biografernes forfilm, og den stakkels hr. Bush derfor ikke kvalificerer sig til andet ledigt arbejde end rollen som dukke for bugtaleren, vicepræsident Dick Cheney, med daglig optræden i Det hvide Hus.
Ingen af de to kandidater har på det seneste haft noget som helst af betydning eller værdi at sige om nogen af de vigtige udfordringer, vort land står konfronteret med her og nu. Min opgave består derfor i enten at afløse senator Kerry i rollen som ledende kandidat, eller skabe omstændighederne under hvilke han bliver både en kvalificeret og vindende afløser for præsident Bush.
Hvad økonomien angår:
Verdens finans- og betalingssystem er netop nu fanget i den sidste, akutte fase af et altomfattende sammenbrud. Trods senator Kerrys påstande om det modsatte, udtrykker hovedparten af verdens vigtigste centralbanksrepræsentanter under private samtaler eftertrykkeligt deres enighed i mine advarslers faktuelle akkuratesse, også selv om han eller hun ikke nødvendigvis deler min holdning til, hvordan problemerne skal løses. Man ved godt, at det er en vis hr. Alan »Finansderivat« Greenspan, der bærer ansvaret for det kommende globale sammenbrud, som bliver langt værre end det, Europa og USA oplevede i perioden 1928-1933. Verdens nuværende finans- og betalingssystem er angrebet af en form for derivatdreven hyperinflation, det aldrig kan genrejse sig fra.
Selve USA kan godt komme på fode igen, men kun indenfor rammerne af et nyt finanssystem magen til det præsident Franklin D. Roosevelt i sin tid skabte. Enten reorganiserer vi det globale finanssystem, efter de retningslinier præsident Roosevelt udstak, eller også kastes vi ned i en verdensomspændende epidemi af »grippefondslignende« fascisme, som den der oversvømmede Vest- og Centraleuropa i årerne 1922-45. Og her er der ikke tale om en trussel engang i fremtiden. Det er her og nu. Krisen kan bryde ud på mandag, eller også dukker den først op om nogle måneder. Men den er på vej, og denne gang vil den ramme med en styrke, der er langt større end den ulykke, præsident Calvin Coolidge overlod til sin efterfølger Herbert Hoover for snart trekvart århundrede siden.
På det økonomiske område har senator Kerry indtil videre været en tikkende valgkatastrofe, der bare venter på at eksplodere. Desværre kan han på mange måder minde om den uheldige, kluntede Al Gore og dennes elendige valgkampagne, uden hvilken George W. Bush aldrig ville have rykket ind i Det hvide Hus.
Vi har kun kort tid. Et omfattende sammenbrud i USA's og Europas finanssystem kan komme allerede næste mandag, med mindre de hyperinflatoriske kneb, man har taget i anvendelse, udsætter krakket en stund endnu.
Jeg forklarer:
I foråret 1987 forudså jeg et sandsynligt, større børskrak i begyndelsen af oktober. Det kom på klokkeslettet. Få dage forinden havde man udskiftet den daværende formand for Føderalbanken, Paul Volcker, der fra oktober 1979 og fremefter havde lagt USA's økonomi i ruiner [med sin højrentepolitik -red.]. Han blev erstattet af den nuværende formand for både badekar og Føderalbank, Alan »Boble« Greenspan, også almindeligt og klogeligt kendt under navnet »Greenspin«. Greenspan reagerede på den katastrofale situation, Volcker havde videregivet i oktober 1987, ved at opfinde en ny slags penge, kaldet »finansderivater«. Blandt intelligente mennesker kaldes de ikke »derivater« men »tilskuervæddemål«, der handles i et rablende spillehus, bedre kendt som værdipapirernes tilskuermarked. Greenspin har forvandlet disse tilskuervæddemål, som i 2003 løb op i en samlet, hyperinflationær omsætning på 8,7 billiarder (8.700.000 milliarder) dollars, til et gigantisk finans- og regnskabssvindelnummer, hvor de bliver kilde til nominelle aktiver, der medregnes, som om de besad en reel økonomisk værdi i et regulært finansmarked, som f.eks. aktie- og obligationsmarkederne.
Obligationsmuren brydes
For bedre at forstå det kommende sammenbrud i det globale finans- og betalingssystem, kan man sammenligne måden, hvorpå finansmarkederne pumpes op, primært gennem derivatsvindelen, med et imaginært propelfly, eller måske et af de allerførste jetfly, der nærmer sig punktet, hvor lydmuren skal brydes. Denne berømte chokbølgebarriere blev første gang beskrevet tilbage i midten af det 19. århundrede af matematikeren og fysikeren Bernhard Riemann. Anvender vi Riemanns begreber på den øjeblikkelige økonomiske krise, vil grænseværdierne for den finansielle chokbølge, vi er på vej ind i, bestemmes af forholdet mellem finansværdiernes vækstrate og den relative nedgang i produktionen af fysiske varer, eksklusiv fiktive »service«-størrelser, en form for økonomisk galskab, som supermarkedskæden Wal-Mart er et glimrende »mikroøkonomisk« eksempel på.
I takt med de samlede finansværdiers geometriske vækst, nærmer den sænkning i udlånsrenten, der er nødvendig for at opretholde finansboblen, sig en faktisk dag-til-dag rente på nul, som vi har set det i Japans bankerotte banksystem. Denne form for inflationær udstedelse af kreditter er primært blevet anvendt til at holde de ellers hensygnende amerikanske finansmarkeder i live. Greenspins amerikanske realkreditsvindel, som hovedsagligt køres gennem institutioner som »Fannie Mae«, og den endnu større boligboble i England, er typiske bivirkninger af en stadig mere eksplosiv situation på de internationale finansmarkeder.
Når inflationskurven nærmer sig lodret, svarer det til de stadig mere ildevarslende rystelser i vort fly. Fartøjet kan rives i småstykker eller styrtdykke ude af kontrol mod sin undergang ved et ubestemt, men nært forestående, punkt i fremtiden. Mange supersoniske prøveflyvninger endte i nedstyrtninger, indtil en tysk ingeniør, med en enkelt tegning på bagsiden af en kuvert, viste amerikanerne, hvordan et overlydsfly skulle konstrueres i overensstemmelse med Riemanns principper for chokbølger.
Det er værd at bemærke, at boblen lige så godt kunne have bristet ved udgangen af præsident George H. W. Bush' embedsperiode, og det var en væsentlig faktor i hans valgnederlag til Bill Clinton. Under Clintons to embedsperioder holdt Greenspins IT-boble svindlen kørende helt frem til foråret 2000, hvor boblen allerede var i nærheden af det omfattende sammenbrud, vi ser i dag. Soros-krisen i Asien i 1997 var et biprodukt. Det samme var sammenbruddet i markedet for de russiske GKO-obligationer i august 1998. Den hyperinflationære »mur af penge«, som blev taget i anvendelse i efteråret og vinteren 1998, udsatte det egentlige sammenbrud til George W. Bush' embedsperiode.
Nu peger den chokbølgelignende kurve ret op i luften. Den stadig mere inflationære udstedelse af fiktive finansaktiver, som sker på en måde, der accelerer det underlæggende sammenbrud i den (reelle) fysiske økonomi, vokser nu med en vækstrate, der tenderer mod en samlet hyperbelligende effekt. På dette tidspunkt kan intet forhindre et sammenbrud i verdens finans- og betalingssystem i dets nuværende form.
Kun ignoranter eller løgnhalse blandt verdens ledende kredse vil benægte dette faktum. Det vil snarere forholde sig sådan, som den elegante Francois Rabelais måske ville have foreslået, at det næste chefmøde i Den internationale Valutafond arrangeres således, at deltagerne placeres i rundkreds, panikslagne som de må være, på hvert deres hurtigtskyllende wc.
Det er i hvert fald sikkert, at genvælges den nuværende Bush-Cheney-regering til november, vil vi med garanti blive konfronteret med et omfattende finanskrak, og vi vil også blive præsenteret for en »schachtiansk«, dvs. fascistisk, verdensregering, med neoschachtianere som Felix Rohatyn og Robert Mundell som rådgivere, kontrolleret af finansielle »grippefonde«. Alt dette vil kombineres med en hastig udløsning af vicepræsident Dick Cheneys og premierminister Tony Blairs Fabian Society-inspirerede forestillinger om »vedvarende krige«, der ruller rundt på kloden i fuld overensstemmelse med den doktrin om »forebyggende krigsførelse«, som skabte den nuværende håbløse situation i Irak.
I mellemtiden ville et USA efter november 2004, under ledelse af et hold bestående af Bush, Cheney, Ashcroft og Scalia, omdannes til en fascistisk stat gennem undtagelsestilstand og nødret. Forbilledet ligger i de aggressive tendenser, som Ashcroft og Scalia allerede har genoplivet fra Hitlers »kronjurist« Carl Schmitt. Samme Schmitt, som støttede den unge Leo Strauss, fra hvem Cheneys neokonservative har hentet deres fascistiske doktriner. Epoker, hvor de evigtdømte guder på den finansielle Olymp føler tusmørket nærme sig, bringer ofte krige og tyrannier af en form, vi forbinder med mørke tidsaldre.
Hvad krigen angår:
Det presserende emne for denne programerklæring er opgaven med en hurtig, effektiv og sikker hjemkaldelse af de amerikanske væbnede styrker fra det håbløse helvede, som den amerikanske besættelse af Irak repræsenterer. Som det står nu, er hverken præsident Bush eller senator Kerry tilstrækkeligt kompetente til at udstikke en praktisk politisk tilgang til en sådan tilbagetrækning. Og, som jeg skal forklare i det følgende, vil mit eget politiske forslag heller ikke virke, med mindre USA fremlægger det som min doktrin, og den amerikanske regering åbent præsenterer den som en doktrin, man har taget fra mig.
Selve doktrinen er som følger:
USA's interesser i Sydvestasien
Lyndon H. LaRouche Jr., den 17. april, 2004.
1. Hverken årsagerne til eller løsningerne på det nuværende morads af kogende asymmetrisk krigsførelse i Irak kan findes indenfor rammerne af den eksisterende konstellation af stridende kræfter i selve Irak. Der er ingen velbegrundede moralske eller militære grunde til at fastholde en politik, efter hvilken vi har tropper på irakisk territorium. Vi må derfor få vores tropper sikkert og hurtigt ud af Irak. Dette kan dog ikke ske med mindre, der etableres overordnede strategiske rammer, indenfor hvilke en fungerende løsning kan sættes i værk.
De amerikanske militære styrker i Irak er fanget i en fælde, hvor både en hovedkulds flugt fremad, som en desperat forsvarsminister Rumsfeld foreslår, og en uansvarlig tilbagetrækning vil skabe langt større problemer på stedet, og for USA i resten af verden, end tilfældet er i dag. Derfor må den konkrete situation omgås med en strategisk flankemanøvre.
2. For at finde en brugbar løsning må dagsordenen flyttes fra Irak, isoleret set, til Sydvestasien som helhed. Det er kun gennem en formulering af USA's politiske interesser i Sydvestasien som en sammenhængende del af USA's overordnede politik, at den samling af kræfter kan bringes i spil, som er nødvendig for at skabe en anvendelig løsning for dagens Irak.
3. Fra en amerikansk udenrigspolitisk synsvinkel, omkranses Sydvestasien hovedsageligt af fire stater, hvis samarbejde er en absolut nødvendighed for at skabe en stabilitetszone, der inkluderer landene og befolkningerne i hele regionen. Det er Tyrkiet, Syrien, Iran og Ægypten. Sikkerheden i den beskrevne regions nordøstlige hjørne afhænger af en beskyttelse af områdets flanker gennem ikke-involveringsaftaler med udefrakommende interesser, dvs. at udenforstående grupperinger afskæres fra at blande sig i de igangværende samarbejdsforhandlinger mellem Armenien, Aserbajdsjan og Iran.
En hurtig formulering og en passende fremlæggelse af USA's forpligtelse til at anskue situationen i Sydvestasien fra den beskrevne synsvinkel er en forudsætning for, at USA kan indhente den nødvendige hjælp til at trække sine tropper hjem. Den påkrævede flankemanøvre består i, at de nævnte lande, sammen med de øvrige lande i regionen, accepterer USA's hensigtserklæring. Derfor haster det med tiltag i denne retning, og initiativer må tages omgående.
4. Anstrengelserne for at etablere en sådan zone af gensidig sikkerhed i Sydvestasien ville slå fejl, hvis USA ikke sideløbende tog modige skridt til at sikre en betingelsesløs amerikansk forpligtelse til en umiddelbar forhandling om en to-stats-fredsaftale, der følger de for længst fastlagte skillelinier mellem en palæstinensisk stat og Israel. Ingen i Sydvestasien eller den øvrige verden kan betragte USA som en troværdig partner, medmindre USA med hård hånd, og uden de sædvanlige tvetydigheder, gennemtvinger etableringen af en palæstinensisk-israelsk fred, som for længst burde have været etableret i overensstemmelse med principperne fra Den vestfalske Fred i 1648.
Accepterer nationerne i Sydvestasien en sådan aftale, med USA's garanterede opbakning, kan de nødvendige globale kræfter bringes i spil.
5. Et sådant politisk udspil fra USA ville dog ikke, om så det fulgte det her beskrevne oplæg bogstav for bogstav, blive accepteret af folkeslagene i de pågældende områder, hvis ikke den amerikanske regering samtidigt officielt erklærede, at den hermed tilegnede sig »LaRouche-doktrinen«. Ingen anden politisk skikkelse af betydning i USA besidder i dag den nødvendige tillid i den arabiske verden og de øvrige lande i området.
At det er så vigtigt at lade navnet »LaRouche« spille en central rolle, skyldes frem for alt, at den amerikanske regering, under ledelse af folk som vicepræsident Cheney og hans Leo Strauss-inspirerede neokonservative, har ageret på grundlag af en utopisk doktrin, kendt under vekslende navne som »vedvarende krigsførelse« og »præventiv atomkrig«. Denne politik er i virkeligheden en videreførelse af det britiske Fabian Society's doktriner, udarbejdet af USA-hadere som H.G. Wells og Bertrand Russell, efter hvilke en »verdensregering« skulle etableres gennem »atomvåbnenes terror«, den terror, som styrede verden fra bombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945 til begivenhederne i Europa i 1989. Ikke mindst vicepræsident Cheney har gjort Syrien, Iran, Nordkorea og andre nationer til mål for en sådan politik. Skulle han blive genvalgt, må verden indstille sig på, at der umiddelbart efter valget i november vil komme aktioner, herunder »præventive« atomangreb på ovennævnte nationer og andre potentielle mål. Den øvrige verden vil i almenhed ikke betragte nogen politisk erklæring fra USA som troværdig, med mindre en sådan udtalelse, skrevet af mig, krystalklart rydder enhver forestilling om Russells engelsktalende »verdensregering« af bordet sammen med hele den tradition, der i dag forbindes med vicepræsident Cheneys doktriner.
6. I første omgang må vi holde Wall Street og beslægtede advokater langt væk fra formuleringen af de politiske programmer. Der skal ikke etableres noget forsøg på at udarbejde »detaljerede tilbagetrækningsplaner« eller indgås forhandlinger om »aftaler«, før der er opnået en principiel enighed blandt i det mindste et flertal af de fremtidige partnere i en ny sikkerheds- og udviklingsaftale for Sydvestasien. Det er vigtigt at huske på, at begyndelsen til enden på de ellers udmærkede Oslo-aftaler indtraf, da kredsene omkring Verdensbanken fik lov til at optræde som finansverdenens advokater og med held fordrejede implementeringen af aftalerne til en sådan grad, at der aldrig blev taget et eneste seriøst skridt mod faktisk økonomisk udvikling. Denne fejl skabte det vakuum af mangel på handling, der gav frit spil for de mange rævekager, som Benyamin Netanyahu, Ariel Sharon og andre, angiveligt på begge sider, lagde for fredsplanen.
a) Kun hensigtsprincipper med rod i naturret, og ikke romerret, som f.eks. det store forfatningsprincip »modpartens fordel« fra Den vestfalske Fred i 1648, kunne under de nuværende omstændigheder med held danne grundlag for en basisaftale. Lovens bogstav, sædvaneret, må vente til de relevante økumeniske principper fra naturretten er faldet på plads.
b) De helt afgørende økonomiske spørgsmål i Mellemøsten er vand og elektricitet. I områderne i umiddelbar nærhed af Israel og det besatte Palæstina, giver de tilgængelige ressourcer eksempelvis ikke vand nok til at sikre, at den voksende befolkning kan leve i fred. Tekniske løsninger, i form af afsaltning af havvand i stor skala, er nødvendige for at øge den tilgængelige mængde af drikkevand, og sammen med anskaffelsen af den dertilhørende elektricitetsproduktion og distribution kunne de sikre forudsætningerne for en fremtidig, vedvarende fred i hele området. Overordnet set, vil der kun være udsigt til varig fred, hvis hele regionen sættes i lyset af Den vestfalske Fred og betragtes som en samarbejdszone mellem suveræne nationer under udvikling.
7. USA må erkende betydningen af Sydvestasiens stabilitet som en kritisk flanke for muligheden af en almen økonomisk genopbygning, gennem udviklingen af hele Det eurasiske Kontinent og de hertil forbundne områder. Det er i USA's vitale interesse, at denne del af verden udvikles på en måde, som forbedrer levestandarden og samarbejdsrelationerne blandt folkeslagene på hele kontinentet, og derved skaber et system af samarbejde for fremskridt, hvor USA selv bør ønske at blive accepteret som en brugbar, aktiv partner. Hvis vi sætter ild i naboens hus, er vores eget så i sikkerhed?
Hvordan USA's forsvarspolitik burde se ud
8. Den dom, verden vil fælde over mit forslag til en ny politik for Sydvestasien, vil få en række lande til at kaste et kritisk blik på min forsvarspolitik som sådan. Derfor tillægger jeg for klarheds skyld følgende punkter:
a) Jeg foreslår, at USA erklærer som sin hensigt at ville følge min plan for en hurtig og umiddelbar tilbagetrækning af USA's militære styrker fra Mellemøsten. Havde jeg været præsident, ville jeg trække hovedparten af vores militære styrker helt hjem til USA, så de kunne deltage i genopbygningen af de relevante institutioner herhjemme. Derfor fremsætter jeg følgende punkter som eksempler på en relateret forsvarspolitik, vi selv burde enes om, og som omverdenen må acceptere som vores politik.
b) I fremtiden må USA's forsvarspolitik blive en bekræftelse på den militære tradition for strategisk forsvar, som historisk blev udviklet til en videnskab af den store Lazare Carnot, der reddede et ellers dødsdømt Frankrig fra besættelse og opsplitning af en hær fra stort set hele det øvrige Europa. Som vi kender denne politik i dag, er den blevet beriget af Preussens Gerhard Scharnhorst. Scharnhorsts bidrag kom første gang til udtryk, da Napoleons Grande Armée blev ødelagt i den strategiske fælde, der var blevet forberedt under Alexander I, og efterfølgende i det preussiske initiativ, der tilintetgjorde kejser Napoleons styrker under deres retræte, inden han kunne nå tilbage til Frankrig for at rejse en ny hær. Det var samme brillante princip, Douglas MacArthur tog i anvendelse under Stillehavskrigen og som de amerikanske traditionalister, generalerne Marshall og Eisenhower, gjorde brug af i Europa, selv om de blev alvorligt hæmmet af den ekstraordinært vanskelige omgang med vore britiske allierede, herunder Winston Churchill.
c) Strategisk forsvar er baseret på at sikre og skabe fred, ikke en evig jagt efter krig. Vi må aldrig igen tolerere efterligninger af den oprindelige fascist, røverkejseren Napoleon Bonaparte, der som forbillede satte den ideologiske scene for Adolf Hitlers krige. Både i krig og i fredstid skal det således tilsigtes, at USA's militære styrker i bund og grund er en ingeniørstyrke, som ledes af officerer, hvis kompetence hviler på kvalifikationer indenfor videnskab og ingeniørkunst. Hertil hører en forståelse for de medfølgende ordrer og opgaver, som republikkens militære ressourcer måtte udføre, og de hertil forbundne efterretningsfunktioner, som skal bygge på en indsigt i den relevante statskunsthistorie, i særdeleshed den europæiske civilisations historie siden det gamle Grækenland.
d) Grundlaget for det amerikanske militærakademi West Points opblomstring under præsidenterne James Monroe og John Quincy Adams var Carnots henvisning til Vauban og tankegangen bag fæstningsanlæg som Belfort og Neuf Breisach, da han, i modsætning til Henri Jominis senere dogmer om lejehære, udviklede den førende tradition for Frankrigs opfattelse af strategisk forsvar. Det blev underbygget af The Society of Cincinnatus, der dengang spillede rollen som USA's førende efterretnings- og kontraspionagetjeneste, og som i de første år blev ledet af general markis de Lafayette. Helte fra vores efterretningstjeneste som Washington Irving, James Fenimore Cooper og efterretningsspecialisten Edgar Allan Poe m.fl. har alle gjort tjeneste her.
e) I løbet af de ca. fyrre år, der er gået siden startskuddet lød for USA's officielle krig i Indokina, har landet og dets militære styrker undergået en vedvarende kvalitativ svækkelse af dets evne til strategisk forsvar, og i stedet bevæget sig i retning af en stadig mere imperialistisk opbygning. Denne transformation har været sammenflettet med et skifte i vores nationaløkonomi, hvor vi er gået fra at være verdens ledende producentland, som vi var det helt op til årene 1966-1968, til i stadig stigende grad at blive den »efterindustrielle« plyndringsøkonomi, som spirede frem i årene 1971-1981. I løbet af denne senere periode nedlagde vi vores grundlæggende økonomiske infrastruktur og højkvalitative produktive beskæftigelse og transformerede vores land til noget, der minder om Rom i imperietiden. Rom holdt sin forarmede befolkning i ro med brød og underholdning, mens det udsultede slaver og udplyndrede undertvungne folkeslag og lande rundt om i riget.
f) Den tilhørende dekadence, som kommer til udtryk i de seneste års politisk påtvungne strategiske doktriner og praksis, kan i væsentlig grad føres tilbage til de aftaler, der blev indgået mellem nazisternes sikkerhedsapparat og amerikanske grupperinger omkring Allen Dulles og hans kollega James J. Angleton. Som følge af disse aftaler, blev den del af den nazistiske sikkerhedstjeneste, der stod under general Schellenberg og den Italien-baserede general Wolf, sammen med Hjalmar Schachts internationale netværk, som oprindeligt havde bragt nazisterne til magten i Tyskland, indrullet som en »anvendelig antisovjetisk enhed« i det angloamerikanske efterretningsapparat, og dermed, senere, i Nato. At en kerne af nazisternes magtapparat således blev opslugt af det, der snart skulle blive kendt som den »utopiske« fløj af det anglo-amerikanske strategiske etablissement, var en integreret del af forsøget på at etablere den »verdensregering« gennem »præventiv atomkrig«, som Bertrand Russell ønskede dengang, og som vicepræsident Cheney og hans kredse ønsker i dag. Nye generationer af det gamle naziapparat plager i dag Italien, Frankrig, Spanien og nationerne i Central- og Sydamerika, ligesom de har befængt kredsene bag utopisk krigsførelse i vores eget land. Vicepræsident Cheney og neokonservative, som f.eks. Michael Ledeen, kan stort set betragtes som funktionelle, ideologiske repræsentanter for den nulevende generation af (»universelt fascistiske«, »proglobaliserings-«) arvtagere til det nazistiske Allgemeine SS.
g) Denne iblanding af et nazistisk element i den utopiske del af det anglo-amerikanske etablissement foregik gennem general Francos Spanien og den anseelige del af det nazistiske SS, der blev reddet ud fra SS-general Wolfs italienske Salòrepublik, som kun formelt blev styret af den detroniserede Mussolini. Hvor modbydelige disse elementer end måtte have været, var de trods alt kun instrumenter i hænderne på de private bankorganisationer, som havde sat fascisterne til magten i det meste af Vest- og Centraleuropa i årene 1922-1945. Det er samme netværk af synarkistiske bankorganisationer, som stod bag de fascistiske initiativer tilbage i 1922-1945, som i dag leverer den finansielle opbakning til de politiske tiltag, der kommer fra både vicepræsident Cheney og Londons Downing Street, under The Fabian Society's kontrol.
Det er kun ved at bringe disse uskønne fakta frem i lyset, at USA i dag vil være i stand til at tilegne sig en kompetent strategisk doktrin med tilhørende institutionaliseret praksis, der er i nationens sande egeninteresse. Hvis USA erklærer, at disse efterladenskaber fra fortiden ikke længere tolereres, så vil de nødvendige reformer, der vil føre vores politik og praksis tilbage til den tradition, der har sin rod i republikkens grundlæggelse og dens forfatningsmæssige rammer, atter blive mulige.
9. Spørgsmålet om fred og sikkerhed kan i dag ikke adskilles fra genopbygningen af USA's økonomi. At den amerikanske økonomi skal føres tilbage til sin tidligere rolle som verdens ledende producentsamfund, en rolle, der også vil afspejle sig i det videnskabelige niveau og graden af teknologisk fremskridt. Dette kræver en genopbygning af vores republik, hvor institutioner, der er i overensstemmelse med vores militære tradition for strategisk forsvar, må sættes i stand til at genoptage deres traditionelle forfatningsmæssige orientering.
a) Som Preussens store reformator Scharnhorst også forstod, afhænger en politik for strategisk forsvar af en integration af de stående styrker med et alment landeværn, de organiserede og uorganiserede reserver, som kan mobiliseres i tilfælde af krig eller anden nødsituation. Landeværnet vil være i stand til at udfylde sin rolle, i den udstrækning det består af kvalificerede ingeniørtropper. De styrker, der blev sendt til Irak for at besætte landet, var ikke kvalificerede ingeniørtropper, og derfor mislykkedes de omgående i deres forsøg på at engagere det store eksisterende irakiske værn som en partner i det ingeniørarbejde, der i høj grad ville have fremmet vores styrkers tidlige og succesrige tilbagetrækning.
b) Det kan ikke lade sig gøre at genopbygge den i øjeblikket bankerotte amerikanske økonomi uden massive, langsigtede kreditter fra den føderale regering til investeringer i vigtige nationale og delstatsdækkende programmer til genopbygning og udvikling af den grundlæggende økonomiske infrastruktur. Sandsynligvis vil opgaven kræve en samlet investeringskapital i størrelsesordenen 6.000 mia. dollars over de næste fire år. Man vil løbe ind i store problemer med manglende kvalifikationer hos de arbejdsløse og deltidsansatte befolkningsgrupper. Op gennem 1930'erne under præsident Roosevelt skabte vi det såkaldte Civile Naturgenopretningskorps, som hovedsageligt under militær ingeniørmæssig ledelse, skabte hele divisioner, der senere tjente i krigen, men som også bidrog kraftigt til den efterfølgende fredstidsopbygning af USA's civile arbejdsstyrke. Sargent Shrivers ledelse af præsident Kennedys Fredskorps er et lignende eksempel. Ved at orientere de stående styrker mod et supplerende fungerende samarbejde med reserverne og en tilbagevenden til traditionen med en stærk betoning af videnskabsdrevne ingeniørkvalifikationer i trænings- og arbejdsopgaverne, vil der blive skabt en integration af de økonomiske opgaver med genopbygningen af vores udhulede produktionsevne og vedligeholdelsen af den tilstrækkelige kvalitet af både de stående styrker og reserverne.
c) Krig bør ende med fred. En militær styrke, som går ind i en nødvendig krig, må gøre arbejdet færdigt ved at lægge fundamentet til en varig fred og må være uddannet til at udføre en sådan opgave.
10. Lad os højt og tydeligt, uden omsvøb, sige til verdenen, at det er, hvad vi blev skabt til at være, og at det er, hvad vi atter må blive. Så bliver vi uovervindelige i enhver retfærdig kamp, og vi kan samvittighedsfuldt afholde os fra det, vi ikke bør engagere os i.
TÆT OPLØB I DET AMERIKANSKE PRÆSIDENTVALG
Man skulle ellers ikke tro, det var muligt, men amerikanske meningsmålinger viste i slutningen af april, at præsident George W. Bush havde genvundet førerpositionen i præsidentvalgkampen med støtte fra 48% af vælgerne mod 43% til den demokratiske senator John Kerry.
Ubehagelige afsløringer af Bush-regeringens manglende interesse for terrortruslen i månederne op til den 11. september 2001, fremlagt af den fhv. chef for Det nationale Sikkerhedsråds Antiterrorafdeling, Richard Clarke, under høringerne i senatets særlige undersøgelseskommission, Watergate-journalisten Bob Woodwards afsløringer af vicepræsident Dick Cheneys patologiske fiksering på en krig imod Saddam Hussein, og de daglige dårlige nyheder fra Irak, med voksende amerikanske tabstal, havde ellers fået præsident Bush' popularitet til at falde til det laveste siden efteråret 2001. Alligevel står han altså til at vinde valget i november.
Forklaringen skal findes i senator John Kerrys »manglende budskab«, som den politiske kommentator på The Washington Post Richard Cohen skrev den 22. april. Eller rettere, hans tendens til at spille Hamlet, som LaRouches ungdomsbevægelse, LYM, ellers gentagne gange havde advaret ham imod under valgmøderne i New Hampshire i januar. Efter en kanonstart på valgkampen i begyndelsen af året, hvor Kerry tog klar afstand til krigen i Irak og hyppigt kritiserede vicepræsident Cheney og de neokonservative, har han i de seneste måneder brugt megen tid på at tækkes finanskredsene omkring George Soros og Felix Rohatyn, der er blandt de største bidragsydere til hans valgkampagne. Samtidig har hans tidligere modkandidat Joseph Lieberman og det demokratiske partis egen neokonservative i den såkaldte Nationale Komité, DNC, fået så stor indflydelse på hans valgkamp, at han nu fremstår som et patetisk »det mener jeg også«-ekko til præsident Bush. Senator Kerry gav sin fulde støtte til Bush-regeringens skarpe kritik af premierminister Zapateros beslutning om at trække Spaniens tropper hjem fra Irak, og han støttede fuldt ud præsident Bush' tætte pardans med Israels premierminister Ariel Sharon.
Senator John Kerry har i særdeleshed mistet støtte fra de unge. En kampagnetur til læreanstalter og universiteter på østkysten blev en blandet succes. Med enkelte undtagelser mødte kun få hundreder op til valgmøderne, og efter et besøg på City College i Harlem, New York, skrev The Los Angeles Times den 18. april, at Kerry næppe skulle forvente den store opbakning fra de studerende, »når Lyndon LaRouches tilhængere kan tromme langt flere folk sammen end Kerrys tilhængere kan«.
Og Lyndon LaRouche fortsætter sin valgkamp. På en pressekonference i Philadelphia den 12. april annoncerede den prominente delstatsrepræsentant Harold James sin officielle støtte til LaRouche. Harold James understregede, at hans støtte skulle ses som en advarsel til det demokratiske partis lederskab om ikke at tage de afroamerikanske vælgeres stemmer for givet.
ØKONOMISK CHOKBØLGE
Kort før børskrakket i oktober 1987 tiltrådte Alan Greenspan posten som formand for Den amerikanske Føderalbank. Hans svar på den efterfølgende finanskrise blev, som det har været på alle kriser lige siden, en massiv kreditekspansion. Op gennem 90'erne sikrede Greenspan, med sine rentesænkninger og pengepolitiske lempelser, en fortsat vækst på de amerikanske og internationale finansmarkeder, der effektivt tilslørede en hastigt stagnerende fysisk økonomi. De rige blev meget rigere takket være aktiemarkederne, og de fattige bevarede kun deres beskæftigelse gennem løntilbagegang og massive tab af pensioner og sociale sikringsordninger. Denne reallønsudhuling har Greenspan gennem årene kaldt »produktivitetsstigning« og præmieret med yderligere rentesænkninger.
Ikke en gang krakket på IT-markedet i år 2000 var nok til for alvor at bremse væksten på finansmarkederne. Trukket frem af spekulationen i alle former for derivater blæses der lystigt bobler op på bolig-, obligations- og valutamarkederne, alt i mens den samlede gældsætning, offentligt og privat, bryder alle historiske rekorder.
Men nu har tabet af produktive arbejdspladser i USA nået et punkt, hvor realøkonomien simpelthen ikke kan oppebære den superhurtige vækst på finansmarkederne. Det svarer til et jetfly, der skal til at bryde lydmuren. Her dannes en chokbølge, som illustreret på tegningen til venstre. Tilsvarende har den amerikanske økonomi nået et punkt, der kan minde om en chokbølge. Vækstraten for finans- og pengemængden antager eksponentielle værdier. Det er illustreret af LaRouches såkaldte »tripelkurve« til højre. (for illustrationer, se PDF-format)
Chokbølgen kan ramme som en pludselig hyperinflation eller en massiv rentestigning, eller en kombination af begge. Der bliver under alle omstændigheder yderst turbulent og ubehageligt. Så spænd sikkerhedsbælterne.
WASHINGTON ELLER BABYLON
Til manges store overraskelse dukkede Lyndon LaRouche op ved den traditionsrige festmiddag for de nationale og internationale mediers korrespondenter ved Det hvide Hus på Hotel Hilton i Washington den 1. maj. Festmiddagen er en af de absolut største sociale begivenheder for eliten i USA's hovedstad, hvor Hollywoodstjerner blander sig med kongresmedlemmer, avisredaktører, politikere og embedsmænd. Lally Weymouth, medejer af The Washington Post, og søster til avisens chefredaktør, Donald Graham, måtte lige sunde sig et sekund, før hun fandt »colgatesmilet« frem og bød LaRouche velkommen. LaRouche fik sig en længere snak med USA's transportminister, Norm Mineta, den eneste demokrat i Bush-regeringen. Blandt de mange, der lige skulle hilse på den sjældne gæst, var senatorerne Arlen Specter og Joseph Biden, den fhv. stabschef i Det hvide Hus under præsident Clinton Sandy Berger og Clintons første pressetalsmand George Stephanopoulos.
Fhv. udenrigsminister Henry Kissinger blev derimod tydeligt nervøs, da han hørte, at LaRouche var tilstede, og han afslog en invitation til at hilse på. Det fandt The Washington Post's reporter Hank Stuever så underholdende, at han fortalte historien på forsiden af avisens »livsstilsektion« den 3. maj.
STØTTE TIL LAROUCHE-DOKTRINEN
Allerede i slutningen af april blev de første tusinder af i alt 1 mio. trykte eksemplarer af LaRouche-doktrinen omdelt til de relevante regerings- og kongreskontorer i Washington og til ledende politiske kredse i Sydvestasien i arabisk og fransk oversættelse. Den 28. april gav en af Iraks ledende sunnimuslimske skikkelser, Ahmed Al-Kubaisi, sin fulde støtte til Lyndon LaRouches politiske initiativ. I en telefonsamtale med Executive Intelligence Reviews arabiske redaktør, Hussein Askary, sagde dr. Al-Kubaisi: »Vær så venlig at viderebringe i mit navn, at jeg støtter hr. LaRouches forslag til en ny amerikansk politik i Irak og regionen, som han har kaldt LaRouche-doktrinen«.
Ud over engelsk, fransk og arabisk, er LaRouche-doktrinen allerede blevet oversat til spansk, italiensk, tysk, svensk og dansk. Den 1. maj gav den fhv. direktør for Italiens arbejdsministerium Nino Galloni sin fulde støtte til doktrinen, og det same gjorde lederen af det Irakiske Informations- og Forskningscenter, IIRC, i London, Mostafa Ali Al-Bazerkan den 3. maj.
