Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 16 nr. 7, juli 2004
SLAGET I SACHSEN
Man skal ikke male Fanden på væggen. Men man skal heller ikke stikke hovedet i busken, når virkeligheden tager en drejning, der kan ende i en katastrofe. Uden at fornærme nogen i Tyskland har hele Europa grund til stor bekymring over den politiske og økonomiske udvikling i landet. Rygraden i hele den europæiske økonomi, den tyske industrisektor, er ved at gå i opløsning. Virksomhedernes indkøb af nye produktions- og værkstøjsmaskiner styrtdykker, og det samme gør de private og offentlige investeringer. På papiret slår eksporten alle rekorder, men det er et billigt illusionsnummer, for mere end en tredjedel af komponenterne i de tyske eksportvarer består af import fra lavtlønsområder i Østeuropa og Asien. Og den andel stiger - det samme gør arbejdsløsheden hjemme i Tyskland.
Den første juli gennemførte forbundskansler Schröders rød-grønne koalitionsregering en drakonisk »reform« af det tyske arbejdsmarked. Den dybeste sociale nedskæring i Europa siden 2. verdenskrig. Det har den internationale finansverden skreget efter i årevis. Nu har den endelig fået sin vilje. Det fik den også i 30'erne. Dengang endte det i en katastrofe for hele Europa. Og det kan det gøre igen.
Ingen ved deres fulde fem kan ønske sig at se millioner af tyskere ramle ned under fattigdomsgrænsen. Men under den nye reform vil over to millioner langtidsledige og deres familier blive sparket ud af dagpengesystemet og sammen med yderligere godt to millioner bistandsklienter ende på en stærkt beskåret kontanthjælp. Her skal de leve for lidt over to et halvt tusinde kroner om måneden plus hjælp til boligudgifterne. Vel og mærke efter, at de har solgt alt de ejer og har. Hus, bil og pensionsopsparing skal væk, før man kan modtage en euro. Og i månederne der kommer, vil katastrofen ramme yderligere to millioner arbejdsløse og deres familier.
Med Helga Zepp-LaRouche i spidsen vil det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo) gøre september måneds delstatsvalg i Sachsen til vendepunktet i den faretruende politiske udvikling. Det må for alt i verden ikke ende som i 30'erne. Schröder-regeringens dårlige kopi af Hjalmar Schachts nedskæringspolitik skal erstattes af en Europa-omspændende »New Deal« i Franklin D. Roosevelts ånd. Og kulturpessimismen skal erstattes af en ny renæssance. Unge fra LaRouches Ungdomsbevægelse vil under BüSo's valgkamp komme fra alle egne af Europa for at hjælpe borgerne i Leipzig, Dresden og Zwickau med at huske deres store arv fra Leibniz, Bach, Mendelssohn, Schumann, Lessing, Humboldt og mange flere. Og de vil genopfriske minderne fra foråret og sommeren `89, hvor borgerne i Leipzig stædigt mødte op til demonstrationer hver evige eneste mandag, indtil Berlin-muren faldt. De unge vil også denne gang ændre historiens gang - fra Sachsen.
VENSTREORIENTERET IMPERIALISME
Det er ikke nogen hemmelighed, at ledende politiske kredse i Europa nærer et desperat håb om, at det amerikanske præsidentvalg til november vil bringe en ende på det mareridt, som tog sin begyndelse for knap fire år siden, da George W. Bush rykkede ind i Det hvide Hus. Man klamrer sig panikslagne til en drøm om, at så snart de neokonservative er sat fra magten i USA, vil det transatlantiske forhold atter vende tilbage til efterkrigstidens normaltilstand. Altså de »gode gamle dage«. Men drømmen om en genoplivning af det forrige århundredes transatlantiske partnerskab kan af flere grunde vise sig at være helt uden hold i virkeligheden.
For det første, vil en præsident John Kerry - hvis han da overhovedet bliver valgt - med den nuværende magtkonstellation i Det demokratiske Parti slet ikke repræsentere det radikale brud med Bush-administrationens egenrådige udenrigs- og sikkerhedspolitik, som europæerne sukker efter. Med fortsat støtte til præsident Bushs krig i Irak og egenhændige udmeldinger om, at der skal stå mindst 40.000 amerikanske tropper i Irak de næste 10 år, samt betingelsesløs støtte til Ariel Sharons skændige »apartheid-mur« og bastante krav til de europæiske allierede i NATO om at engagere sig dybere i Mellemøsten under amerikansk ledelse, har Kerry sendt klare signaler om, at den transatlantiske uenighed kan vare nogle år endnu. Men det kan blive værre.
Ledelsen i Det demokratiske Parti har ikke fulgt præsidentkandidat Lyndon LaRouches råd om en klar afstandstagen til de neokonservative i Bush-regeringen og en tilbagevenden til en politisk platform i Franklin D. Roosevelts tradition. Snarere tværtimod. Mens LaRouche har været drivkraften i de seneste to års politiske kampagne, der har isoleret vicepræsident Dick Cheney og kredsen omkring ham, heriblandt forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul D. Wolfowitz, som de hovedansvarlige for selve krigen og de mange overgreb på menneskerettigheder og brud på internationale konventioner som fulgte i kølvandet, har ledelsen i det demokratiske parti i almenhed og senator Kerrys kampagnestab i særdeleshed konsekvent undladt at følge op på de åbninger, som LaRouches kampagne har skabt. Vicepræsident Cheney kunne for længst have været ude af Det hvide Hus og under anklage for krigsforbrydelser, hvis ikke ledende demokrater bevidst havde holdt hånden over ham.
Under en ungdomskonference i Washington den 1. juli blev formanden for Det demokratiske Partis Nationale Råd, DNC, Terry McAuliffe, konfronteret med Matthew Ogden fra LaRouches ungdomsbevægelse, LYM. McAuliffe afviste blankt Ogdens og LaRouches forslag om at udnytte de seneste måneders Watergate-lignende skandaler, der har sænket sig over vicepræsident Cheney, til at få ham afsat fra embedet. »Han skal blive nøjagtig, hvor han er. Det er bedre for os«, sagde McAuliffe. Da Matthew Ogden påpegede, at det ville give Cheney mulighed for at starte flere krige og skabe yderligere politisk uro rundt om i verden, affærdigede McAuliffe ham med et: »Åhr, hvad kan han gøre?« LaRouche reagerede spontant, da han hørte om McAuliffes svar: »Den tankegang har vi mødt før. Det var det samme, de tyske fagforeningsledere sagde i januar 1933, da de førte kampagne imod Hitlers hovedmodstander, kansler Kurt von Schleicher, hvilket gav [rigsbankchef] Schacht mulighed for at sætte Hitler ved magten.«
En anden dårlig nyhed for de kredse i Europa, som så inderligt ønsker sig et regeringsskifte i Washington, er senator Kerrys »nye« kampagneleder, Bob Shrum. Egentlig har Shrum været tilknyttet Kerrys kampagne siden efteråret 2003, men han skulle først afvikle et andet rådgivningsjob, nærmere bestemt for den republikanske guvernørkandidat i Californien, Arnold Schwarzenegger, før posten i Kerrys kampagne kunne blive officiel. Shrum har over de seneste 30 år arbejdet ihærdigt bag kulisserne for at afvikle Det demokratiske Partis traditionelle opbakning til teknologisk udvikling og økonomisk vækst med rod i Franklin D. Roosevelts »New Deal«. Han har også optrådt i rollen som en særdeles dyrt betalt rådgiver for diverse politiske kandidater, inklusive Storbritanniens Tony Blair og Israels Ehud Barak.
Med udsøgt kynisme og uhæmmet populisme har Shrum gjort det til sit speciale at komme nødlidende politiske kampagner til undsætning. Det er han blevet meget, meget rig på, selv om hovedparten af hans klienter faktisk har tabt. Det faktum har til gengæld gjort Shrum til USA's mest anerkendte forfatter af grandiose nederlagstaler. Den mest berømte var senator Ted Kennedys tale til partikonventet i 1980, der bar titlen »Drømmen vil aldrig dø«, hvor han definitivt opgav at videreføre Kennedy-klanens stræben efter Det hvide Hus. Andre af Shrums tabere er Texas' fhv. guvernør Anne Richards, der tabte til George W. Bush i 1994 og fhv. vicepræsident Al Gore, der også gjorde brug af Shrums særlige evne til at formulere en flot tale i nederlagets stund. Det var Shrum, der dengang insisterede på, at Gore ikke udnyttede guvernør George W. Bush' åbenlyse mangel på intellektuelle evner, og det er samme Shrum, der i dag har nedtonet senator Kerrys angreb på præsident Bush for krigen i Irak.
Præsidentkandidat Lyndon LaRouche har krævet, at Det demokratiske Parti skiller sig af med både Terry McAuliffe og Bob Shrum. Ellers kan partiet lige så godt skifte navn til »lemmingepartiet«, mener LaRouche.
Det Demokratiske Parti udpeger sin præsident- og vicepræsidentkandidat på sit partikonvent i Boston den 29. juli. Selv om Lyndon LaRouche i den forbindelse skulle få held til at trække partiet så meget i retning af en traditionel Franklin D. Roosevelt-politik, at en senator John Kerry i rollen som USA's næste præsident vil etablere en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Europa og den øvrige verden kan være tryg ved, er der endnu en slange i paradiset, der kan skabe alvorlige problemer for det fremtidige transatlantiske samarbejde. Og denne slange ligger ved Europas eget bryst. Det er den galoperende anti-amerikanisme og de gamle europæiske magters egne imperialistiske drømme i nye »moderne« udformninger.
I Maj 2002 fik EU-kommissionen ny generaldirektør for »Eksterne og Politisk-militære Affærer«. Han fungerer samtidig som chefrådgiver for EU's udenrigspolitiske talsmand, Javier Solana. Navnet på denne nye superbureaukrat var Robert Cooper. Han kom fra en post som premierminister Tony Blairs udenrigspolitiske højre hånd, og med mange års skoling på bagen i Storbritanniens gamle »venstreorienterede« tanketank, The Fabian Society.
I månederne inden sin udnævnelse til den indflydelsesrige post i Bruxelles vakte Robert Cooper opsigt med en række »uortodokse« artikler i flere britiske tidsskrifter. I oktober 2001 fremførte han sit grundsynspunkt i en artikel i Storbritanniens ledende udenrigspolitiske magasin, Prospect, der bar overskriften »Det næste Verdensrige«. Her slog han til lyd for, at tiden er moden til en »ny imperialisme«, for ifølge Cooper er den nuværende mangel på et officielt imperium en undtagelse i et verdenshistorisk perspektiv. Han lovpriste Den internationale Valutafond, IMF, som kernen i »globaliseringens imperialisme«, og han anbefalede afslutningsvis, at EU i den nære fremtid udvikler sig i retning af et »samarbejdende imperium« i lighed med det gamle Romerrige.
Robert Cooper uddybede sine synspunkter i en artikel i avisen The Observer den 7. april 2002. Den bar overskriften »The New Liberal Imperialism«, og med Coopers politiske baggrund in mente, må den danske oversættelse blive: »Den nye venstreorienterede Imperialisme«. Cooper skrev bl.a.: »Det, der er behov for, er en ny form for imperialisme; en, der er acceptabel i en verden med menneskerettigheder og kosmopolitiske værdier. Vi kan allerede skimte konturerne: En imperialisme, der, som al imperialisme, har til formål at bringe orden og organisation, men som hviler på nutidens frivillighedsprincip.«
»Postmoderne imperialisme optræder i to former. Først er der den frivillige økonomiske imperialisme i verdensøkonomien. Den bliver som regel styret af et internationalt konsortium gennem internationale finansinstitutioner som IMF og Verdensbanken …«
»Den anden form for postmoderne imperialisme kunne kaldes naboernes imperialisme. Ustabilitet i nabolaget udgør en trussel, ingen stat kan ignorere. Misregimente, etnisk vold og forbrydelser på Balkan udgør en trussel imod Europa. Reaktionen har været etableringen af noget, der kunne kaldes et frivilligt FN-protektorat i Bosnien og Kosovo … Balkan er et særtilfælde. Andre steder i Central og Østeuropa har EU engageret sig i et program, der vil ende i en massiv udvidelse. Tidligere påtvang imperier deres love og regeringssystemer; i dette tilfælde er der ingen, der påtvinger nogen noget som helst. I stedet foregår der en frivillig proces af selvtvang …«
Hvor »frivillig« Robert Coopers nyimperialistiske »selvtvang« i virkeligheden er, blev afsløret under Europa-parlamentsvalget den 13. juni. Her deltog langt under en tredjedel af befolkningerne i de nye østeuropæiske medlemslande. For dem er EU ligeså »ufolkelig« som alle de gamle centraleuropæiske imperier. Og i de gamle medlemslande benyttede vælgerne lejligheden til at give samtlige siddende regeringer et gevaldigt drag over nakken.
EU bliver aldrig andet end et vaklende bureaukratisk »babelstårn«. Men fire år med brutal amerikansk enegang under Bush-regeringen har fået stadig flere europæiske politiske kredse, herunder Svend Auken m.fl. i både Socialdemokratiet og SF, til at drømme om et »stærkt« EU, der kan være USA's modvægt på den internationale scene. Det er her Robert Coopers nye »venstreorienterede imperium« kommer ind i billedet. Men et »imperialistisk EU« vil automatisk være på kollisionskurs, ikke bare med USA, men også med andre store nationalstater som Rusland, Kina og Indien. I Rusland er der allerede stort ubehag ved EU's tendens til at behandle de nye østeuropæiske medlemslande og deres østlige naboer som »randstater«, der kan levere billig arbejdskraft og billige landbrugsvarer.
DET KULTURELLE PARADIGMESKIFTE
I efteråret og vinteren 2003 åbnede den amerikanske vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, viceforsvarsminister Paul D. Wolfowitz og forsvarsrådgiver Richard Perle for alle sluser i propagandakampagnen imod Irak og Saddam Hussein. Systematisk blev påstande om irakiske kæmpelagre af kemiske våben, storstilede atomvåbenprogrammer og mobile laboratorier til udvikling af biologiske våben gentaget og gentaget, så de til sidst fik et skær af etableret faktum. Men alle med interesse for sagen kunne blot ved at læse de offentligt tilgængelige rapporter fra de britiske, israelske og amerikanske efterretningstjenester forsikre sig selv om, at alle de vilde påstande stort set var uden hold i virkeligheden.
Den demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche bad derfor sin kampagnestab og erfarne efterforskningsjournalister ved ugemagasinet Executive Intelligence Review, EIR, om at undersøge baggrunden for denne bevidste og systematiske fordrejning af virkeligheden. Det blev til pamfletten »Children of Satan, The Ignoble Liars Behind Bush's No-Exit War«, (»Satans Børn, De gemene Løgnhalse bag Bush' Endeløse Krig«), der udkom i april 2003, netop efter at de amerikanske og britiske tropper havde indledt deres angreb på Bagdad (se også Agro-Nyt, april og maj `03). Her blev rødderne til Bush-regeringens inderste kreds af neokonservative sporet tilbage til Leo Strauss (1899-1973), der via sin gerning som filosofiprofessor ved Chicago Universitet, oplærte et stort kuld af amerikanske intellektuelle, der med Hobbes, Hegel, Nietzsche og Heidegger som åndelig bagage, praktiserede »den skjulte sandheds politik«.
I december 2003 blev LaRouches kampagnepamflet fulgt op af »Children of Satan II, The Beast-Men« (»Satans Børn II, Menneskedyrene«) der uddybede historien om fortidens neokonservative bevægelse omkring Napoleon og hans åndelige vejleder Joseph de Maistre (1754-1821). Om hvorledes denne kultisk-politiske bevægelse blev videreført af Joseph Alexandre Saint Yves d'Alveydre og hans såkaldte synarkistbevægelse i det 19. århundrede, der ledte direkte til mellemkrigsårenes fascister og nazister. I pamfletten kan man bl.a. læse Joseph de Maistres korte fortælling »Bødlen«, der på uhyggelig vis beskriver den perverterede ondskabs inderste væsen. Den samme form for ondskab, vi alle blev vidner til, da billederne fra Abu Ghraib-fængslet gik verden rundt.
I begyndelsen af juni udgav LaRouches præsidentkampagne så »Children of Satan III, The Sexual Congress For Cultural Fascism« (»Satans Børn III, Den seksuelle Kongres for Kulturel Fascisme«, 48 sider, engelsk tekst, kan hentes på www.larouchein2004.com eller bestilles for 40 kr. fra Agro-Nyt's redaktion). Her afsløres hvorledes generationer af unge i årene efter 2. Verdenskrig systematisk blev manipuleret væk fra klassisk europæisk kultur og i stedet påtvunget en kultur- og historieløs eksistentialisme. Det blev hurtigt til 60'ernes rock-sex-nakotika-modkultur.
Primus motor i denne udryddelse af det klassiske i europæisk kultur var den såkaldte Congress for Cultural Freedom, CCF, der blev etableret i 1951 på initiativ af Frank Wisner og Tom Braden, som begge arbejdede tæt sammen med chefen for den amerikanske efterretningstjeneste, Allen Dulles. Kodenavnet for organisationen var QKOPERA. Blandt de prominente medlemmer var »kulturpersonligheder« som Bertrand Russell, Arthur Koestler, Melvin Lasky, Karl Jaspers, Isaiah Berlin og John Dewey.
Også ledende medlemmer af den såkaldte Frankfurterskole, her i blandt Herbert Marcuse, Max Horkheimer og Theodor W. Adorno, deltog i CCF's projekter for at erstatte den klassiske kultur med moderne kunst og musik. Her har en stor del af den moderne venstrefløj, de såkaldte 68'ere, deres åndelige rødder. Et interessant paradoks al den stund, at CCF var en del af den amerikanske efterretningstjenestes »anti-kommunistiske« propaganda-apparat. I Danmark er CCF direkte blevet betegnet som en CIA-dækoperation. Formanden for den danske afdeling, Selskabet for kulturel Frihed eller Selskabet for Frihed og Kultur, hed i 1960 Jørgen Schleimann, journalist på dagbladet Information. Information blev i slutningen af 60'erne relanceret som den nye venstrefløjs hoforgan, og en af avisens senere redaktører, Peter Wivel, har fra sin nuværende post som debatredaktør på Politiken brugt megen energi på at forsvare Leo Strauss imod den »uretfærdige omtale« i forbindelse med krigen imod Irak og de neokonservative i Det hvide Hus.
LYM-KONFERENCE I KOBLENZ
Den 27. juni-2. juli afholdt den europæiske afdeling af LaRouche Ungdomsbevægelsen, LYM, en konference i et naturskønt skovområde nær Koblenz i Tyskland. Knap 100 unge fra Tyskland, Frankrig, Sverige og Danmark deltog i en uges intensive diskussioner under titlen: Den Seksuelle Kongres for Kulturel Fascismes Endelige Nederlag. Hovedoplægget med samme titel blev givet telefonisk af Lyndon LaRouche, med udgangspunkt i den nye dokumentation hans præsidentvalgkampagne netop har udgivet (se ovenfor).
Den mexicanske sangpædagog Maestro Briano holdt et foredrag om bel canto, og hvordan den menneskelige stemme fungerer. I løbet af ugen gav han alle de tilstedeværende gruppe-sangundervisning to gange dagligt. Alle, selv de der aldrig havde sunget før, deltog i undervisningen, og var med til at arbejde med en motet af J.S. Bach: Jesu, meine Freude. I mindre grupper deltog konferencedeltagerne skiftevis i sangundervisning, mindre studiegrupper, der på egen hånd gennemarbejdede Archytas' fordobling af kuben og andre geometriske problemer, og i foredrag og diskussion.
Schiller Instituttets internationale formand og kanslerkandidat for det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität, Helga Zepp-LaRouche, holdt foredrag om »Lyndon LaRouche og LaRouche-bevægelsens historie« og et meget polemisk foredrag: »Hvad er problemet med ungdomskulturen, og hvad er virkelig skønhed?«, hvor eksempler på menneskebilledet i den gængse ungdomskultur blev holdt op imod den menneskelige kreative udviklingsproces, illustreret med et filmklip fra en master class, hvor pianisten Sylvia Olden Lee underviste sangeren Kathleen Battle. Jonathan Tennenbaum talte om »På den anden side af psykoanalyse - kreativitetens kriterier«, der omhandlede både den underliggende udviklingsproces i universet og menneskelig kreativitet indenfor videnskab og musik. Jacques Cheminade, formand for det franske parti Solidarité & Progrès og præsidentkandidat til det franske præsidentvalg i 2007, talte under overskriften »En rejse fra hvilken man ikke vender uforandret tilbage« om Cervantes Don Quixote og Rabelais' værker. Odile Mojon talte om de politiske intriger og den politiske skueproces i USA, der førte til justitsmordet på LaRouche og hans efterfølgende fængsling i 1989-1994. Anno Hellenbroich talte om Frankfurterskolen, Theodor Adorno og Adornos arbejde med at manipulere det menneskelige sind gennem filmmusik. Alle præsentationer blev efterfulgt af langvarige og spændende diskussioner.
BÜSO-VALGKAMP I SACHSEN
LYM's konference i Koblenz blev afsluttet med en diskussion om ungdomsbevægelsens videre arbejde med at skabe et strategisk skifte, ikke blot i USA, men også i Europa. Den tyske kansler Gerhard Schröders drakoniske nedskæringspolitik, der har ubehagelige paralleller til finansminister Brünings og Schachts politik fra 30'erne, har bragt Socialdemokratiet på sammenbrudets rand.
Den nye arbejdsmarkedsaftale i Tyskland, kaldet Hartz IV, er det største angreb på det tyske socialsystem siden 1949. 2,3 mio. arbejdsløse, der har været ledige i mere end 12 måneder (18 måneder for folk over 55 år) bliver frataget sine dagpenge og i stedet sat på socialhjælp. Denne nye og forringede socialhjælp, som også vil gælde for de 2,2 mio. nuværende socialhjælpsmodtagere, består af 345 euro per måned (2.565 kr.) samt hjælp til husleje, varme og elektricitet. Denne hjælp, der efter skøn kan blive reduceret yderligere, kan kun blive udbetalt, hvis den personlige formue (inkl. hus, bil, pension etc.) er under 11.000 euro (81.730 kr.).
LYM besluttede, at man ved hjælp af LaRouche-bevægelsens tyske parti, Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, vil skabe det alternativ, der manglede i 30'erne. En del af deltagerne tog derfor direkte straks videre til Sachsen i Tyskland, hvor der afholdes delstatsvalg den 19. september. Andre vil komme til senere.
Leipzig i Sachsen var med sine berømte mandagsdemonstrationer arnestedet for det oprør, der førte til DDR's fald i 1989. I dag er modløsheden og utilfredsheden i Sachsen taget til i en grad, hvor de fleste vælgere bliver hjemme. Ved sidste kommunalvalg fik Socialdemokratiet SPD blot 12% af stemmerne i Sachsen, mens arvtageren til det gamle kommunistparti i DDR, PDS, fik 22%. Büso har allerede mødt stor velvilje, og har, med en bred vifte af lokale kandidater og en infusion af entusiastiske LYM-medlemmer fra hele Tyskland og Europa, en god mulighed for at nå over spærregrænsen på 5% og sende en positiv chokbølge gennem tysk og europæisk politik.
WEBCAST MED LYNDON LAROUCHE
Torsdag den 15. juli kl. 19:00 (dansk tid) sendes et webcast med Lyndon LaRouche med titlen: Den nye fascistiske trussel i dag. Webcastet er live og kan ses på www.larouchein2004.com.
