Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 16 nr. 8, august 2004
MUSIKKENS MAGI
For at ændre tingenes tilstand må man bevæge den enkelte til handling. Og har man sat tilstrækkeligt mange i bevægelse med en vision om en bedre fremtid - ja, så har man skabt en bevægelse, en politisk bevægelse. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke sider af menneskesindet, man prikker til, når man opbygger en sådan politisk bevægelse. Historien er fyldt med skrækkelige eksempler på de rædsler, der følger, når legitim modstand mod uret, ulighed og undertrykkelse udnyttes til at opildne had og blindt raseri. Et blodigt eksempel var Den franske Revolution.
Det bedste eksempel på det modsatte er Den amerikanske Revolution. Her forstod Benjamin Franklin, og kredsen af unge kommende statsmænd omkring ham, at tale til det højeste i deres medborgeres sind. De gav os Den amerikanske Uafhængighedserklæring, der endnu i dag, mere end to hundrede år senere, er uden sin lige som politisk manifest for det enkelte menneskes frihed.
Da de delegerede på Det demokratiske Partis konvent i slutningen af juli stødte på de unge fra Lyndon LaRouches Ungdomsbevægelse i S-toget eller i gaderne op til kongrescenteret blev deres opmærksomhed straks fanget af smukt udførte klassiske flerstemmige korstykker, udstyret med nye humoristiske politiske tekster, der passede til lejligheden. Alle, også dem, der ellers ikke bryder sig om LaRouche, syntes det var en brillant idé. Når så de unge slog over i en alvorsfyldt fremførelse af Johan Sebastian Bachs motet »Jesu meine Freude« blev alle tavse og eftertænksomme. De blev bevæget.
Lyndon LaRouche har selv kaldt dette fænomen for den klassiske musiks »magi«. Selv om man intet kender til klassisk musik, og selv om man aldrig har hørt Bachs korværk før, så fanges man af »et eller andet«. Dette »et eller andet« er det skabelses- og opdagelsesprincip, der ligger i al flerstemmig, kontrapunktisk musik. Også i den afroamerikanske religiøse musik, »spirituals«, der fik sin klassiske form af komponister, der var inspireret af Antonín Dvorák og Johannes Brahms.
Franklin D. Roosevelt talte til de bedste sider af den amerikanske befolkning, da han opløftede dem til kamp imod den store økonomiske depression, Adolf Hitler og nazismen. Lyndon LaRouche vil også tale til de bedste sider hos de millioner af amerikanske vælgere, der skal trækkes op af sofaen, hvis senator John Kerry skal have en chance for at blive USA's næste præsident. Og når hundredvis af unge LaRouche-aktivister strømmer ind i de delstater, der kan afgøre det kommende præsidentvalg, vil de ikke alene medbringe valgplakater, flyveblade og masser af energi; de vil også være udstyret med at politisk våben, som George W. Bush og Dick Cheney med garanti ikke kan matche: Den klassiske musiks »magi«.
NY POLITISK AKTIONSKOMITÉ
Helt som ventet udpegede de delegerede ved det Demokratiske Partis konvent i Boston, Massachusetts, den 26.- 29. juli med stor begejstring senatorerne John Kerry og John Edwards til henholdsvis præsident- og vicepræsidentkandidat ved det amerikanske præsidentvalg til november. Knap så ventet gav de fire dages intense mediedækning ikke den sædvanlige fremgang i meningsmålingerne til den nyvalgte præsidentkandidat, som man normalt ser ved afslutningen af de store partikonventer. Enkelte opinionsundersøgelser viste endog en svag fremgang for præsident George W. Bush.
Denne alvorlige mangel på gennemslagskraft hos John Kerry og hans kampagnestab kan i værste fald ende i en katastrofe for USA og den øvrige verden, nemlig at George W. Bush får yderligere fire år i Det hvide Hus. Og det problem har den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche tænkt sig at gøre noget ved. På en pressekonference i det historiske John Hancock Center i Boston den 30. juli annoncerede han dannelsen af en ny politisk aktionskomité indenfor det Demokratiske Parti. Den skal bære navnet Lyndon LaRouche Political Action Committee, LLPAC, og skal samle partiaktivister og kandidater på lokalt og nationalt niveau i en målrettet og aktionsorienteret kampagne for at sikre, at John Kerry vinder præsidentvalget til november. På pressekonferencen sagde LaRouche blandt andet:
»Det er indlysende, at vi står i en situation, hvor den demokratiske kandidat, altså Kerry, simpelthen må vinde valget til november. Men der er mange problemer involveret, ikke mindst med Kerrys stab, som egentlig ikke er klædt på til at løfte opgaven med at løse de problemer, USA befinder sig i netop nu. Men ser man på alternativet, står Kerry tydeligt som en hæderlig person, der i det store hele må siges at have en troværdig baggrund og et troværdigt engagement…«
»Overordnet set har den demokratiske partimaskine det problem, at den i bedste fald kan samle lidt over 40% af stemmerne til november; ud fra en nøgtern betragtning har man simpelthen ikke styrken til at vinde valget, og slet ikke hvis den republikanske valgmaskine får held til at trække forskellige minoritetsgrupper væk ved hjælp af særlige operationer, som f.eks. Ralph Naders [miljø]kampagne, eller simpelthen ved at lokke dem helt bort fra valget. På landsbasis har partitoppen, dvs. Den Demokratiske Nationalkomité og Det Demokratiske Lederskabsråd, alt for lidt fokus på de lavest lønnede 80% af befolkningen og deres vé og vel. Og man nærer en lige så stor uvilje mod at engagere sig i ungdommen, altså dem mellem 18 og 25…«
»Derfor må vi gøre følgende: Vi må bevæge de dårligst stillede 80% af landets befolkning til at møde op i langt større antal ved det kommende valg, både lokalt og nationalt…«
»Modellen for de aktioner, jeg vil iværksætte og lede overalt i landet i løbet af de næste tre måneder op til valget, vil være den måde, hvorpå ungdomsbevægelsen, LYM, aktionerede her i Boston under partikonventet (se nedenstående -red.)…«
»I 22 delstater er der særlige lokale forhold, der gør, at marginalstemmerne kan afgøre valget i hele delstaten. Og nogle af disse stater kan blive afgørende for udfaldet af hele det landsdækkende valg. Vi vil koncentrere os om områder, hvor der findes kandidater, vi kan støtte, fordi de har styrke til at slå igennem, og hvor vi kan blive den afgørende faktor i at sikre dem en sejr i de lokale valg, delstatsvalg i særdeleshed.«
»Der er et område, der strækker sig fra Missouri, ned langs Mississippifloden ind i det vestlige Kentucky og Tennessee, Alabama, Arkansas, Louisiana, Oklahoma og ind i Texas. Det er et område, hvor vi har enorme muligheder… Vi har en gigantisk »goodwill« i Californien, hvor vi kæmpede imod Schwarzenegger, ikke mindst for måden vi gjorde det på, hvor vi for alvor viste, hvad vi er i stand til. Vi bliver nødt til at gøre noget lignende på Østkysten og i de nordøstlige delstater. Efter nomineringen af Kerry er tiden kommet til at opbygge en betydelig organisation i hele Boston-området. Og alt det, vi gjorde under partikonventet, vil indgå som en del heraf…«
MUSISK »MAGI« I BOSTON
Skal John Kerry have en chance for at vinde valget over George W. Bush til november, skal en betydelig del af de millioner af amerikanske vælgere, som normalt holder sig hjemme på sofaen, mobiliseres til at møde op på valgdagen. I mange henseender er de efterkommere af de »glemte mænd og kvinder«, som præsident Franklin D. Roosevelt mobiliserede under sin første valgkamp i 1932. Det bliver det Demokratiske Parti nødt til at gøre igen, og hvordan det skal gøres, beskrev Lyndon LaRouche i et særligt valgprogram, som blev uddelt i 50.000 eksemplarer under partikonventet i Boston. Programmet hed: »A Real Democratic Platform for November 2004«.
Men på pressekonferencen i Boston den 30. juli understregede LaRouche, at han også har tænkt sig at tage helt utraditionelle midler i brug for at sikre en demokratisk valgsejr. Han vil udnytte den klassiske musiks »magi«. I særdeleshed den dybdegående »magi«, man finder i Johan Sebastian Bachs guddommelige musik. Og dette »hemmelige« våben blev afprøvet med stor succes under partikonventet.
Lyndon LaRouche var selv i Boston i de fire dage konventet varede, og medens han og hans toprådgivere holdt møder fra morgen til aften med partifunktionærer og et stort antal delegerede, satte godt 100 medlemmer fra LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM, Boston på den anden ende. Med henvisning til frygten for terror havde de amerikanske myndigheder ellers henvist alle protester og demonstrationer til et afskærmet og indhegnet område, kaldet »Fri Tale Zonen«, i sikker afstand fra kongreshallen, FleetCenter, hvor konventet blev afholdt. Her kunne man så protestere så højt og inderligt, man ønskede, uden at hverken partidelegerede eller pressen kunne høre, hvad man havde på hjertet.
Men sådan narrer man ikke de unge fra LYM. Med velplanlagte og strategisk udtænkte demonstrationer og interventioner nåede de ud til hvert eneste politiske møde i Boston, en stor del af byens borgere og hver eneste af konventets delegerede. Og den helt centrale kerne i disse interventioner var harmonisk, flerstemmig korsang, med trænede stemmer i den klassiske »bel canto« tradition. Og skønsangen fangede alles opmærksomhed, også hos dem, der ellers aldrig ville stoppe et sekund for at lytte til LaRouche.
Allerede på konventets første dag blev journalist Jason Zengerle fra den venstreorienterede avis The New Republic, der i snart tre årtier har brugt meget krudt på at angribe LaRouche, fanget ind af de syngende unge fra LYM. Zengerle havde på forhånd funderet over, hvordan i alverden de forskellige demonstrationsgrupper skulle få de delegeredes opmærksomhed, når de var buret inde i »Fri Tale Området«, langt væk fra kongrescenteret. Svaret fandt han i S-toget på vej til partikonventet. Den 26. juli skrev Zengerle i The New Republic: »Overlad det bare til Lyndon LaRouches tilhængere at komme op med en brillant løsning. Her til morgen tog en gruppe LaRouche-folk kommandoen over en S-togsvogn på den Orange Linie og udnyttede til fulde opmærksomheden fra deres indelukkede publikum. Mens flere af LaRouche-folkene - hvoraf i hvert fald én lød, som om hun havde fået operatræning - sang en vise, der gik: »Hvis demokraterne skal vinde, må LaRouche være derinde«, delte to andre litteratur ud til passagererne og begyndte at diskutere med dem«. Zengerle bemærkede, at de unge gik målrettet efter folk, der bar adgangstegn til konventet, og han hørte en af de unge fortælle de delegerede: »Lyndon LaRouche er den eneste demokrat, der kan genoplive Roosevelt-traditionen«.
Mod partikonventets sidste dag havde de unge fra LYM fået manøvreret sig helt ind i kongreshallen, og da de delegerede strømmede til for at udpege John Kerry til demokraternes præsidentkandidat, blev de mødt af et kor på næsten 100 unge, der fremførte Johan Sebastian Bachs smukke motet »Jesu meine Freude«. Det gjorde et stort indtryk, både på de delegerede, befolkningen i Boston og det store presseopbud. Stort set alle de amerikanske medier bragte omtale af de unge LaRouche-folks imponerende sangdemonstrationer, og så langt borte som i Californien lod lokalavisen North County Times i San Diego prisen for bedste demonstration gå til de unge fra LYM.
MANDAGSDEMONSTRATION I LEIPZIG
I 1989 faldt jerntæppet og Den kolde Krig blev historie. Til verdens store overraskelse og lettelse skete det relativt fredeligt og ublodigt. Æren for denne fredelige revolution skal placeres hos en række folkegrupper i den tidligere Østblok. Ikke mindst befolkningen i byen Leipzig i den tyske delstat Sachsen. Her afholdt man hver mandag aften demonstrationer med en sådan vedholdenhed, at demonstrationerne simpelthen fik navnet »mandagsdemonstrationerne«, og et stadig voksende antal mennesker stimlede sammen for med fredelige midler at protestere imod elendigheden i DDR og kræve forandring. Bevæbnet med sanddruelighed, sang og stearinlys udgjorde de en politisk kraft, som DDR-regimet med alle dets militære ressourcer ikke kunne matche. Under sloganet »Wir sind das Volk« (»Vi er folket«) afsatte de et regime, der havde mistet folkets tillid.
Derfor er det ganske lovmæssigt, at en ny tysk og europæisk politisk omvæltning er ved at tage sin begyndelse sammesteds, i Sachsen, denne gang under ledelse af Schiller Instituttets tyske politiske samarbejdspartner partiet Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo - med stor hjælp fra den europæiske gren af LaRouches Ungdomsbevægelse, LYM. Omkring 40 af unge entusiastiske LYM'ere fra forskellige dele af Europa er netop nu til stede i Sachsen - og mange flere er på vej. De vil være med til at sikre, at BüSo går fra sin relative ukendte eksistens i Sachsen, til at blive en bredt forankret folkelig bevægelse, der kan mobilisere den nødvendige politiske vægt til at gennemføre en løsning på den alvorlige økonomiske krise i Tyskland og store dele af Europa. Vel at mærke uden at det sociale sikkerhedsnet fjernes og uden at ofre de arbejdsløse og socialt dårligt stillede, som den tyske rød-grønne regering agter at gøre med de drakoniske nedskæringer, der går under det troskyldige dæknavn »Hartz IV-reformen af det tyske socialsystem« (se også Agro-Nyt juli, 2004). Hartz-reformen slår for alvor igennem den 1. januar 2005. Som sidegevinst, kan BüSo måske endog bryde spærregrænsen på 5% og blive repræsenteret i det saksiske delstatsparlament.
BüSo har over de sidste fire uger uddelt hundredetusinder flyveblade med overskriften »In Sachsen muss die Wirtschaft wachsen« (»I Sachsen må økonomien vokse«). Den mest almindelige kommentar, når folk har fået flyvebladet i hånden og hører, at BüSo har genoptaget mandagsdemonstrationerne i Leipzig, er: »Det er helt rigtigt. Det er på tide, der sker noget. Folket må på gaden igen«.
Ved hjælp af flyvebladsuddelingerne og et utal af kampagnestande rundt om i de største byer i Sachsen bliver hver enkelt borger personligt udfordret til tage aktiv del i kampagnen og atter en gang skabe historie, som man gjorde det i 1989. Der er heller ikke svært at forklare, at det ikke går at vente på, at alle andre møder op og deltager, før man selv gør det.
En forbløffende stor andel af dem, de unge fra LYM og Büso møder på gaden er villige til at give navn og telefonnummer for at gå med i kampagnen, og de tager ivrigt flyveblade med til uddeling blandt naboer eller venner og bekendte. Samtidigt modtager BüSos kontor en voksende strøm af telefonopkald og e-mails fra folk, der har fået flyvebladet og vil være med i kampagnen. Det er mennesker fra alle dele af Sachsen, men også fra andre af de gamle østtyske delstater, som spørger, hvordan de kan være i kampagnen og om der er demonstrationer i deres hjemby.
En af forklaringerne på denne åbenhjertige modtagelse af BüSos kampagne er, at Sachsen, som i DDR-tiden var et industrielt kraftcenter i Warszawa-pagten, der nød høj status og en relativ høj levestandard, siden 1989 har mistet størstedelen af sine produktive arbejdspladser. Sachsen har, som de andre nye delstater, en rekordhøj arbejdsløshed, der alene fra juni til juli voksede fra 17,4% til 17,9%. Af de 394.000 saksere uden arbejde (befolkningen er på 4,5 mio.) er 50% langtidsarbejdsløse og står til at miste alt med den kommende »socialreform«. I de 15 år, der gået siden Berlin-muren faldt, har der været en konstant voksende flugt af unge ud af Sachsen. De har ikke en chance for at finde arbejde og skabe sig en fremtid i deres hjemstat. Byer som Chemnitz, der traditionelt har været centrum for produktion af specielbyggede maskiner og maskindele til industrien, har mistet op mod 25% af befolkningen.
Den 12. juli begyndte BüSo at genoptage mandagsdemonstrationerne i Leipzig. En lille demonstration på 25 LYM'ere marcherede i øsende regnvejr gennem Leipzigs gader. Ugen efter blandede enkelte Leipzigboere, deriblandt et par hjemløse, sig med de syngende LYM-medlemmer. Ved næste demonstration, der atter fandt sted i øsende regnvejr, var yderligere 50 personer kommet til, og ved den fjerde demonstration ugen efter, den 2. august, var demonstrationen vokset til 350 personer.
Med de 40 unge LYM'ere i spidsen marcherede demonstranterne syngende igennem Leipzig, inden de samledes på pladsen foran operahuset, hvor de sang flere sange og lyttede til taler. Hovedtaleren denne mandag var Helga Zepp-LaRouche, international formand for Schiller Instituttet og kanslerkandidat for BüSo. Helga Zepp-LaRouche påviste, hvorledes den tyske regerings politik ikke blot er umenneskelig, men også inkompetent. At den økonomiske udvikling fra DDR's sammenbrud og fremefter, kunne have udviklet sig helt anderledes, hvis man ikke havde nedlagt størstedelen af den produktive sektor i Sachsen. (I 1989 var 13% af befolkningen ansat i industrien. I dag er det kun 5%.) I stedet for at afmontere de produktive arbejdspladser og forvise arbejdsstyrken til førtidspension, arbejdsløshed eller dårligt betalte jobs i servicesektoren, bør Sachsen være et springbræt til en sammenkobling af Øst og Vest med Den eurasiske Landbro og en ny økonomisk verdensorden. En udvikling, hvor produktive virksomheder i Sachsen og andetsteds ville få mere end nok at se til. En udvikling, som ikke fandt sted, fordi den vestlige verdens regeringer havde alt for travlt med at støtte spekulationsøkonomi, men som nu er Sachsens og Tysklands eneste vej ud af en ellers håbløs situation.
Der var mange intensive diskussioner, bunker af programmer og flyveblade blev taget med til distribution og mange af de tilstedeværende lovede at være med til at sikre, at disse mandagsdemonstrationer snart skal få hele Sachsen på gaden.
- OG RESTEN AF TYSKLAND
Efter demonstrationen 2. august bragte den landsdækkende tv-station NDR et kort indslag i sine nyhedsudsendelser om de genopstandne mandagsdemonstrationer. Den saksiske radiostation Sachsenradio bragte tillige et interview med BüSos kandidat i Leipzig, Carsten Werner, hvor baggrunden for mandagsdemonstrationerne blev diskuteret. Og i løbet af få dage talte alle i Tyskland pludseligt om mandagsdemonstrationer.
Forskellige grupperinger begyndt at arrangere lignende demonstrationer i Magdeburg og Dessau, i Sachsens nabodelstat Sachsen-Anhalt. Den 4. august meldte den populistiske »anti-globaliserings«-organisation »Attac« sig også pludselig på banen og meddelte, at den overvejede at arrangere mandagsdemonstrationer i Berlin i protest mod Hartz IV. Også dele af den tyske fagbevægelse diskuterer nu planer om at gå på gaden.
En af lederne af de oprindelige mandagsdemonstrationer i 1989, Christian Führer, der er pastor ved Nikolaikirken i Leipzig, har også givet livstegn fra sig. I et interview med avisen Berliner Zeitung den 5. august sagde Führer, at tiden nu er inde til anden del af den fredelige revolution. Han sagde bl.a.: »Folk føler sig afmægtige overfor de drastiske sociale nedskæringer. Deres usikkerhed er enorm, og der hersker en farlig uro. For der er jo heller intet politisk alternativ i sigte. Der er intet parti for hånden, der kan sørge for en social retfærdig politik. Det gør situationen trøstesløs for folk, og der er tilsyneladende igen udvej.«
»Vi må nu se hvordan det udvikler sig. I 1989 var det i begyndelsen kun små grupper, der fandt sammen om mandagen. Måske er de nuværende demonstrationer begyndelsen på anden afdeling af den fredelige revolution.«
Det er den tyske finansminister Wolfgang Gerner alt andet end begejstret for. Han er ansvarlig for gennemførelsen af Hartz IV, og i et interview med radiostationen DLF den 6. august afslørede han Schröder-regeringens store skræk for, at de nye mandagsdemonstrationer skal udvikle sig til samme landsomfattende protester, som bragte DDR-regimet til fald. Han afviste enhver sammenligning med de historiske mandagsdemonstrationer og advarede: »Til hvem, der end måtte opfordre til civil ulydighed, vil jeg bare sige, at det er aldeles malplaceret.«
Men forbundskansler Gerhard Schröder kan selvfølgelig stadig nå at skifte politik. Det gjorde han i 2002, da han få uger før valget overtog Büsos to vigtigste valgtemaer: Et nej til Irakkrigen og akut krise- og opbygningshjælp til oversvømningsramte tyske områder. Det blev han genvalgt på.
