Den kollektive danske eufori over Sveriges lukning af kernekraftværket i Barsebäck er skræmmende. Man skulle tro, at det var skovens største trold, man havde fået nedlagt. Det er det ikke. Det er verdens sikreste atomkraftværk. Ifølge den danske atomsikringsstyrelse vil den svenske beslutning slet ikke ændre det såkaldte "trusselsbillede" imod Danmark. Barsebäckværket var nemlig ikke nogen trussel. En sådan kommer længere østfra.
Efter en intensiv kampagne i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne lykkedes det venstrefløjen og medierne at skræmme den danske befolkning til at sige nej til atomkraft. Det var såre usagligt, men demokratisk. Et lille land som Danmark kan godt leve uden kernekraft. Men det har en pris. Vi betaler mindst tyve procent ekstra for vor energi. Hvert år! Det bliver mindst fire eller fem milliarder om året. Det kan mærkes på nationalregnskabet. Og det kan man så gå og tænke lidt over - alt imens sygehusenes ventelister vokser og vokser.
I disse frimarkedstider har man helt glemt, at økonomien er en fysisk proces. Og fysiske processer kræver energi. Derfor er der en direkte sammenhæng mellem et samfunds energiforbrug og befolkningens levestandard. Når vi danskere sænker vort energiforbrug, så sænker vi vor levestandard. Det er en fysisk lov. Uanset hvad Svend Auken og andre miljøfolk ellers tror og mener. Og vor levestandard er ikke kun udtrykt i det private forbrug af ligegyldigt skrammel - af den slags, der stables op under loftet i Bilka. Levestandard er uddannelse, forskning og viden. Den er sundhedsvæsen, socialvæsen og ældreomsorg. Og den levestandard falder i dagens Danmark.
Ovre østpå, i landene omkring Stillehavet, der vokser befolkningerne, sådan rent fysisk. Der vokser økonomierne, også rent fysisk. Der stiger levestandarden. Man lægger planer. Man tror faktisk på fremtiden. Alt dette kræver energi, masser af energi. Den kan ikke skaffes gennem solfangere og vindmøller. Derfor anvender man kernekraft. Og det har man tænkt sig at blive ved med.
Vi danskere kan godt fastholde vort nej til kernekraft. Men vi skal sørme ikke glæde os over, at andre begår samme dumhed. Vi må af med vores egen indgroede teknologiforskrækkelse. Vi må aflægge os vore tåbelige fantasier om drivhuseffekt og huller i ozonlaget. Vi må stoppe den hovedløse snak om nulvækst. Ellers dør vi - og det ville da være en skam.
HUNGERSNØD KAN UDRYDDES PÅ OTTE ÅR
På det Tyske Landbrugsselskabs årsmøde den 15. januar i Wiesbaden blev der slået en tyk kæp gennem myten om, at verden er overbefolket, og at udbredt hungersnød derfor er uundgåelig. Generaldirektøren for landbrugsforskningsinstituttet International Service for National Agricultural Research, professor Christian Bonte-Friedheim, rettede en kraftig kritik mod FAO's fødevaretopmøde i Rom i november '96 (se også Agro-Nyt, dec. '96). Han betegnede FAO's målsætning om en halvering af verdens sult over de næste 20 år, som helt uacceptabel. "I dag er der 800 millioner underernærede mennesker, som mangler 10% af deres daglige kalorier. Det svarer til mindre end 80 mio. menneskers totale fødevareforbrug. Det er bare ét års befolkningstilvækst og derfor ikke et produktionsproblem. Vi ville fra et forsyningsmæssigt standpunkt behøve mindre end 8 år til at udrydde hungersnød", sagde professor Friedheim.
Mødets hovedtaler, prof. Wolfgang Haber fra Instituttet for Økologi på Universitetet i Weihenstephan, gik i rette med fortalerne for økologisk landbrug. "Det vigtigste økologiske ansvar er, og vil altid være, at kunne forsyne mennesker med mad... Det er derfor bydende nødvendigt at have intensivt, højtydende landbrug", understregede Haber. "Derfor er overproduktion, i det mindste af korn, en forpligtelse". Han kaldte økologisk landbrug for en "ny form for slaveri", og efterlyste i stedet en "ny grøn revolution" i U-landene.
MARKEDSKRÆFTERNES MENNESKELIGE FIASKO
Den 5. januar bragte Berlingske Tidende et interview med tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Overskriften var "Markedskræfternes menneskelige fiasko", og indledningen på artiklen lød således: "Tidsånden er behersket af en stadigt voksende kult, der tilbeder den liberale totem. Knæfaldet er totalt. Men markedskræfternes stadig friere spil har vist sig ude af stand til at gøre noget ved den støt voksende marginalisering af danskere i den arbejdsdygtige alder".
"Markedsmekanismerne er ikke alene magtesløse overfor tidens store problem, de udgør også den væsentligste årsag til marginaliseringen. Vi befinder os i dag i et vakuum præget af manglende politisk lederskab og fraværet af brugbare løsningsmodeller".
Ifølge Erik Hoffmeyer er solidariteten i samfundet i dag langt mindre, end den var i 50'erne. "Solidariteten er i stor udstrækning blevet erstattet af troen på markedskræfterne. Man er skiftet ganske radikalt, uden at der egentlig har været nogen videre debat om det".
"Efterkrigstidens holdninger blev skabt af den polarisering, vi oplevede i 30'erne, sammen med den debat, der blev ført om den økonomiske politik. De to ting hænger sammen. Der skal være en forståelse i befolkningen samtidig med en debat om egnede modeller. Men der en tendens til, at enhver passer sit, når velstanden ellers er høj".
"Men jeg tror, at der er ved at være en klangbund for, at folk vågner op. Jeg vil nødig være dommedagsprofet, men man ser nogle klare paralleller til 30'erne. I dag har vi en meget høj velstand. Men markedsmekanismerne er meget hårde ved en stadig voksende del af befolkningen. Hvis folk kan forstå det, kan man måske skabe nogle modeller, så der opstår et samvirke mellem begge elementer".
ALEXANDR LEBED I TYSKLAND
Den 15.-18. januar besøgte den russiske præsidentkandidat Alexandr Lebed Tyskland. Under overskriften: "Hvad skal der gøres for at forbedre Ruslands situation i verden i dag", talte Lebed til en forsamling på 1.200 tilhørere i Bad Godesberg-hallen i Bonn. Og samme emne behandlede han på den efterfølgende, tætpakkede pressekonference. Trods den store mediebevågenhed viderebragte hverken dansk, tysk eller den øvrige europæiske presse Lebeds mest opsigtvækkende bemærkninger.
Ifølge EIR's Østeuropa-korrespondent, Konstantin George, indledte Lebed sin tale med at fortælle, at han havde ændret sit manuskript, så det indeholdt "økonomiske emner", fordi "man ikke kan tale om politik uden at komme ind på økonomisk politik". Dernæst beskrev han den globale økonomiske krise således: "Der er en voksende kløft mellem mængden af varer og cirkulationen af finanspapirer, og det kan skabe en verdensomspændende finanskrise, et jordskælv, hvis konsekvenser, man ikke kan ignorere".
På denne baggrund beskrev Lebed sine visioner om Ruslands økonomiske fremtid. Og hans politiske forslag afspejlede i høj grad en politisk, økonomisk og historisk diskussion, som Lyndon LaRouche har haft med ledende kredse i Moskva (se artikel side 4). Lebed henviste til den myrdede russiske premierminister Pjotr Stolypins (1862-1911) og den daværende finansminister og senere premierminister Sergej Wittes (1884-1915) store industrireformer, som sit historiske referencepunkt for Ruslands fremtidige økonomiske udvikling. Han henviste dernæst til de asiatiske lande, som eksempler på, at man sagtens kan opnå økonomisk udvikling på eget grundlag, uden de såkaldte IMF-reformer.
Alexandr Lebed mindede tilhørerne om, at Vesteuropa ikke blev genopbygget efter 2. Verdenskrig gennem privatisering og frihandel, men gennem en tæt statskontrol med de vigtigste dele af økonomien. "Staten må sætte reglerne, så det økonomiske liv kan udfolde sig", sagde Lebed, og opfordrede til etableringen af tysk-russiske og russisk-amerikanske fællesprojekter. "Vi bør opbygge forskellige transportprojekter, herunder nye lufthavne og jernbanelinier. Et sådant samarbejde kunne blive særdeles interessant, da Tyskland har masser af erfaring - også med hensyn til Kina, ikke at forglemme".
På hvert eneste møde i Tyskland den 15.-18. januar advarede Alexandr Lebed om, at Ruslands økonomiske, sociale og politiske kriser vil kulminere i løbet af marts måned. Kriserne vil fremtvinge dramatiske politiske forandringer, herunder en afklaring af "arvefølgen" til præsidentposten. Ifølge Lebed befinder Rusland sig nu ved en "skillevej, hvor det nuværende kriminelle fåmandsvælde (oligarki) og de uhyrlige nedskæringer i forbruget ikke kan fortsætte uden, at der sker ubodelig skade".
FINANSBOBLEN VOKSER OG...
I januar måned steg det amerikanske aktieindeks, Dow Jones, med hele 5,5%. Dermed fortsatte den længste stigningsperiode i Wall Streets historie. Fra primo 1995 til ultimo 1996 er Dow Jones-indekset steget med 70%. Optimisterne ser selvfølgelig ingen grund til bekymring. Men det er der mange andre, der gør.
I januar måned faldt det japanske aktieindeks Nikkei med 17%, og stadig flere eksperter frygter, at den japanske finansverden vil bryde sammen, når bankernes regnskaber skal afsluttes ved udgangen af det japanske finansår den 31. marts. Aktieporteføljerne indgår i de japanske bankers kapitalopgørelser, og falder aktiekurserne yderligere, vil flere af de største banker ikke kunne opfylde det lovpligtige kapitalkrav. Nikkei-indekset ligger nu omkring 18.000, og det er allerede et alvorligt problem for flere banker, bl.a. gigantbanken Nippon Credit Bank. Skulle indekset falde til omkring 14.000, vil 16 af Japans 20 største banker teknisk set være insolvente. Hertil kommer, at de japanske banker stadig ikke har afskrevet 1.300 mia. dollars i dårlige lån fra "bobleøkonomiens" glade dage i begyndelsen af 80'erne. Altsammen kunne tvinge de japanske banker til at sælge ud af deres enorme beholdninger af amerikanske og europæiske værdipapirer. Sker det, vil luften gå ud af finansboblen med et brag.
Den 24. januar advarede professor Gerhard Aschinger fra Universitetet i Fribourg i en artikel i den ansete schweiziske finansavis Neue Züricher Zeitung om, at aktiemarkederne nu er meget tæt på et krak. Ifølge professor Aschinger er aktiemarkedet i Wall Street i "5. fase", og på vej ind i "6. fase". Disse "faser" beskriver Aschinger således: 3. fase er betegnet ved "almindelig" spekulation, som dog gradvist udvikler sig til en "spekulativ boble". I 4. fase oversvømmes og "destabiliseres" finansmarkederne af store "opportunistiske" kapitaltilførelser, der vil ind og have sin del af kagen. I 5. fase melder "euforien" og "den irrationelle opførsel" sig som en "massepsykose". Og endelig i 6. fase bryder "panikken" løs, og "den spekulative boble brister".
I løbet af januar måned lød der en række advarsler fra ledende europæiske bankfolk, økonomer og erhvervsblade. På et møde i Frankfurt den 15. januar advarede formanden for den tyske Sparekasseforening, Horst Köhler, om, at en kaotisk valutaspekulation kunne bryde ud når som helst. På et seminar i det Protestantiske Akademi i Bayern advarede den tidligere cheføkonom i Hypo-Bank, Volker Hölterhoff, om, at "verdens finansmarkeder er i overhængende fare". Ved samme møde, sagde cheføkonomen fra Deutsche Bank, Norbert Walter, at finansmarkederne nu har afkoblet sig fra den virkelige økonomi. Den 20. januar advarede Frankfurter Allgemeine Zeitung om, at Wall Street var blevet ramt af "købefeber", der egentlig er baseret på en frygt for, at festen snart er slut. Den 21. januar spurgte den franske avis Le Monde "Går finansmaskinen op i flammer?" som overskrift til en artikel om den "gigantiske spekulative boble".
Også på det uformelle Verdensøkonomiske Forum i Davos, Schweiz, den 1.-3. februar blev finanskrisen det altdominerende emne. Ikke mindst krisen i Japan. Andrew Crockett, generaldirektør for Bank for International Settlements, BIS, advarede i sin tale om, at man faktisk endnu ikke har løst de risiciproblemer i interbanksystemet, der blev afsløret for 20 år siden, da Herstadt-banken gik ned. Viceguvernøren for Bank of England, Howard Davies, kaldte den japanske finanskrise for "et potentielt problem, der mangler en stressprøve" som afklaring af, hvornår den egentlig truer det globale finanssystem.
BRITISK KOLONIKRIG I AFRIKA UDVIDES
Den 12. januar blev det sydlige Sudan invaderet af militære styrker fra Etiopien, Eritrea og Uganda. Invasionen blev over en 120 km bred front anført af regulære etiopiske tropper, tungt udrustede med kampvogne og artilleri. Guerillaleder John Garangs oprørsstyrker fra Det Sudanesiske Folks Befrielseshær (SPLA) fungerede som den officielle legitimation for at kalde invasionen "en del af den sudanesiske borgerkrig".
Den 17. januar bekræftede det britiske dagblad London Times, at den igangværende invasion af Sudan koordineres fra London, nøjagtig som Ugandas og Rwandas invasion af det østlige Zaire blev det i oktober sidste år. Ifølge avisens korrespondent, Sam Kiley, er der med Storbritanniens velsignelse (og USA's delvise accept) etableret et militært samarbejde mellem Ugandas præsident Museveni, Eritreas præsident Afewerki, Etiopiens præsident Zenawi og Rwandas stærke mand, Paul Kagame. Formålet skal være en "militær udrensning af deres fælles fjender". Den 17.-18. januar mødtes de fire i London for at planlægge yderligere militære operationer. Museveni mødtes også med sin personlige britiske vejleder, den britiske udviklingsminister (tidligere kaldet koloniminister) Lynda Chalker.
Eritrea og Etiopien har officielt benægtet ethvert engagement med Garangs SPLA, men ifølge Kiley ledes SPLA-soldaterne af officerer fra Eritrea og Etiopien. Uganda og Rwanda har ligeledes afvist at være involveret i oprørene i det østlige Zaire, men oprørssoldater indrømmer åbent, at de er blevet trænet i Rwanda og har gjort tjeneste i den rwandiske hær.
The Times betegnede selv den nuværende britiske operation i hele det østlige Afrika som en gentagelse af den britiske invasion af Sudan i 1898 under ledelse af lord Kitchener.
Operationen imod Sudan koordineres af det britiske overhus' næstformand, baronesse Caroline Cox. I juni 1995 ledede hun en konference i Asmara, Eritrea, hvor det blev besluttet, at udvide SPLA-lederen John Garangs borgerkrig nordpå langs grænsen til Etiopien og Eritrea. I november '95 inviterede baronessen samtlige oprørsledere til en konference i Overhuset i London, hvor man officielt vedtog at vælte den sudanesiske regering med magt. Det var baronesse Cox personligt, der fik Eritreas præsident Afewerki til at stille baser til rådighed for Garangs styrker. Eritreas, Etiopiens og Ugandas velvillige støtte til de britiske operationer er blevet betalt med positiv særbehandling fra IMF, inkl. eftergivelse af udenlandsgæld og nye millionkreditter.
Frankrig er dybt bekymret over Storbritanniens aggressive, neokoloniale politik i Østafrika. USA er heller ikke så begejstret, selv om man indtil nu passivt har støttet den britiske Afrikapolitik. Washington er især bekymret for den britiske lejehær Executive Outcomes. Ifølge den franske avis Le Figaro den 16. januar ledes hæren fra Isle of Man af den britiske forretningsmand Anthony Buckingham og den tidligere britiske officer Simon Mann. Men Executive Outcomes har også forbindelser direkte til den britiske dronnings særlige statsråd, det såkaldte Privy Council, gennem Sir David Steel, tidligere leder af det Liberale Parti. Executive Outcomes har desuden tætte forbindelser til de tidligere sydafrikanske politifolk, som Sydafrikas såkaldte Sandhedskommission har sat i forbindelse med mordet på Olof Palme (se også Agro-Nyt, oktober 1996). Ifølge Le Figaro har oprørslederen i det østlige Zaire, Laurent Kabila, været lejesoldat i flere år, og præsident Musevenis halvbroder, Salem Saleh, er Executive Outcomes' lokale repræsentant i Uganda. Lejehæren er i øjeblikket aktiv i 13 afrikanske lande.
Den 22. januar spurgte EIR's Washingtonkorrespondent, William Jones, det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Nick Burns, om USA's holdning til Executive Outcomes. Den 23. januar svarede Burns: "Vi er bekendte med, at der er grupper af lejesoldater, som før har stået til rådighed for den ene eller den anden side i en række afrikanske lande, især i Angola og Sierra Leone. Vi forstår nu, hvad Executive Outcomes er. Jeg har gjort mit hjemmearbejde i de seneste 24 timer. Vort råd til folk i Angola, Sierra Leone og til alle parter i det østlige Sudan lige nu er: Ansæt ikke lejesoldater".
ET NYT BRETTON WOODS-SYSTEM
På et seminar i Washington den 4. januar, arrangeret af FDR-PAC, en politisk aktionsgruppe indenfor det Demokratiske Parti, gennemgik Lyndon LaRouche sit forslag til løsningen af den globale finanskrise:
"Den almene løsning på den nuværende finans- og valutakrise er indlysende. Fra 1946 til 1966 havde vi et nogenlunde fungerende finans- og valutasystem. Det blev kaldt Bretton Woods-systemet (opkaldt efter den internationale valutaoverenskomst, der blev underskrevet i den lille amerikanske ferieby Bretton Woods i 1946). Det var et system, hvor penge ikke direkte kunne indløses mod guld, men som var baseret på guldreserver, hvilket garanterede relativt stabile valutakurser. Der var derfor ingen ekstra låneomkostninger baseret på forventede valutaudsving. Langsigtede handelsaftaler og investeringer kræver stabile valutaer. Og det oprindelige Bretton Woods-system var udstyret med en sådan mekanisme, der sørgede for at regeringerne opretholdt stabile valutarelationer....
Vi må vende tilbage til den form for system. Det betyder, at USA's præsident, med passende indenrigspolitisk støtte, må iværksætte en omfattende valuta- og finansreform, der skal forhindre et finanssammenbrud i at kaste hele verden ud i kaos. Præsidenten må sige: 'Vi erklærer de kendte fallerede finans- og valutainstitutioner konkurs, altså sætter dem under administration og reorganiserer dem under regeringstilsyn'. På samme måde som man gør med en lokal bank, hvis den går fallit. En statslig myndighed må gå ind og overtage banken, og forsøge at redde nogle af indskyderne for at forhindre socialt kaos, og at sygdommen spreder sig til resten af samfundet, og samtidig redde, hvad reddes kan, på en ordentlig måde, i modsætning til kaos.
Derfor må USA tage internationalt lederskab og foreslå et nyt Bretton Woods-system! ... Gå tilbage til principperne bag Bretton Woods-systemet, da det fungerede bedst".
RUSSISK AKADEMI PUBLICERER "LAROUCHESEMINAR"
I januar udgav Instituttet for Social og Politisk Forskning under det russiske Videnskabernes Akademi, et udskrift af en rundbordsdiskussion med deltagelse af Lyndon LaRouche, der blev afholdt i Akademiet i Moskva den 24. april 1996. Udskriftet er på 96 sider og bærer titlen: "Rusland, USA og den globale Finanskrise".
Hæftet indeholder bl.a. en fire siders introduktion, skrevet af akademimedlem G.V. Osipov, der giver en rosende beskrivelse af LaRouche: "Hans dybe videnskabelige indsigt og evne til at mestre detaljerne i den økonomiske og politiske situation, gør det muligt for ham at skabe en original analyse og forudsigelse af de økonomiske, politiske og sociokulturelle processers udvikling. Flere år før det skete, forudså L. LaRouche Berlinmurens fald, Tysklands genforening, Sovjetunionens sammenbrud og konsekvenserne af IMF's indblanding i Ruslands og andre landes økonomier... LaRouche anser selv den kendte tyske tænker Gottfried Leibniz som den fysiske økonomis grundlægger, og han værdsætter højt de bidrag til denne videnskab, som stammer fra russiske videnskabsfolk og politikere som D.I. Mendelejev, V.I. Vernadskij og S.I. Witte".