Kina er et stort land med en meget lang historie. Her tæller man årtusinder, når kulturens rødder skal afdækkes. Og kinesisk politik består af dynastier, der måles i halve og hele århundreder. Det blev vi mindet om ved Deng Xiaopings død. Med ham var revolutionens halve århundrede forbi. Nu står det næste hele århundrede ved sin begyndelse. Her vil Kina genindtage sin gamle centrale rolle som "Riget i Midten". Det er alle enige om.
Kina oplever i disse år en imponerende økonomisk vækst. Landet ligner én stor byggeplads. Der anlægges tusinder af kilometer nye jernbanelinier. Der bygges fabrikker, veje, skoler, sygehuse; ja, helt nye byer. Og der er ikke længere kun tale om vækst i de såkaldte "frimarkedszoner". Den kinesiske regering har forlængst opdaget, at hurtig pengevækst ikke er det samme som reel økonomisk udvikling.
Det er kun femogtyve år siden, at Kina befandt sig i den dybeste sorte middelalder. Maos såkaldte kulturrevolution. Den var så blodig og barbarisk, at de fleste af Kinas allierede faldt fra. Det gjaldt ikke Albanien. Her holdt Enver Hoxha maoismens fane højt længe efter, at både Mao og Firebanden var sendt i graven hjemme i Kina.
Mens Kina har rejst sig fra kulturrevolutionens aske, er Albanien sunket dybere ned i fattigdom og fortvivlelse. Hvorfor denne enorme forskel? Svaret er logisk og ligetil. Kina er et gigantisk land, stort nok til at fastholde sin politiske og økonomiske selvstændighed. Albanien er et lille land, der sammen med det øvrige Østeuropa har måttet acceptere den Internationale Valutafonds økonomiske diktater. Mens den kinesiske regering har nægtet at spille hasard med sine 1,2 mia. indbyggeres økonomiske fremtid, har Albanien i realiteten ikke haft noget at skulle have sagt. Det var med IMF's velsignelse, at smarte svindlere frarøvede befolkningen dens sidste spareskillinger gennem et svindelagtigt pyramidespil. Og det er med IMF's velsignelse, at præsident Sali Berisha nu er ved at etablere sig som Østeuropas første Pinochet.
Kinas og Albaniens ulige skæbner bør vække til eftertanke. Østeuropas økonomiske sammenbrud kunne være undgået. Det viser Kinas eksempel. Derfor må Albanien og det øvrige Østeuropa nu få samme chance som Kina. Det er formålet med Schiller Instituttets forslag til etableringen af et infrastrukturnet, der strækker sig over hele det eurasiske kontinent. I Kina kalder man det "Den eurasiske landbro".
KINA INGEN TRUSSEL FOR VERDENS FØDEVARESIKKERHED
Det Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik, IFPRI, har udgivet en ny rapport om Kinas fremtidige fødevareforsyning. Ifølge en af rapportens medforfattere, Mark Rosegrant, udgør Kina ingen trussel for verdens fødevareforsyning, som miljøguruen Lester Brown og hans World Watch Institute ellers flere gange har fremført i verdenspressen. Faktisk tværtimod. Kina frembyder en række "økonomiske muligheder for store korneksporterende lande som USA, Canada og Australien", siger Rosegrant.
Ifølge IFPRI-studiet vil Kinas kornimport i løbet af det næste årti vokse til et rekordhøjt niveau. Importen vil så stabiliseres omkring år 2020. Kinas samlede behov for korn anslås til ca. 450 mio. tons i år 2000, stigende til 513 mio. tons i 2010 og 594 mio. tons i 2020. Kinas egen kornproduktion ventes at ville stige fra 426 mio. tons i år 2000 til 486 mio. tons i 2010 og 570 mio. tons i 2020. Det betyder, at Kinas kornimport vil nå et maksimum på 27 mio. tons i år 2010, hvilket ikke vil udgøre nogen trussel imod verdens forsyningssikkerhed. Selv i tilfælde af en usandsynlig høj befolkningstilvækst, vil den kinesiske kornimport højst stige til 52 mio. tons i år 2020, hvilket heller ikke kan skabe nogen global fødevaremangel.
I rapportens konklusioner kan man bl.a. læse: "Det er klart, at i de kommende årtier vil Kina hverken tømme verdens kornlagre eller blive en større korneksportør. Det er imidlertid sandsynligt, at Kina vil spille en større rolle som importør på verdens kornmarkeder. Eksportlande, især de som handler med hvede og majs, vil utvivlsomt kunne drage nytte af denne udvikling på kort sigt".
Det er især kinesernes voksende kødforbrug, der vil øge forbruget af korn. Det årlige kødforbrug forventes at stige fra 17 kg per person i 1991 til 43 kg i år 2020. Samtidig forventes forbruget af brødkorn og ris at falde med mere end 10% frem til år 2020. Til den tid vil foderkorn udgøre 38% af Kinas kornefterspørgsel - en stigning på 20% i forhold til 1991.
Ifølge IFPRI's rapport har Kinas regering i begyndelsen af 1990'erne foretaget store investeringer i landbrugsforskning og i overrislingsanlæg. Den kinesiske Landbrugsbank meddelte i begyndelsen af februar, at den vil øge långivningen til landbrugssektoren med 24% i 1997.
STØRSTE ARBEJDSLØSHED I TYSKLAND SIDEN 1933
Det bliver stadig sværere at fastholde myten om, at det "går ufatteligt godt" med økonomien i Europa. I midten af februar offentliggjorde det tyske indenrigsministerium et arbejdsløshedstal, der sendte chokbølger gennem den tyske hovedstad, Bonn. På blot én enkelt måned, fra december '96 til januar '97, blev der 510.000 flere arbejdsløse i den tyske forbundsrepublik. Dermed nåede det samlede arbejdsløshedstal op på 4,658 mio., det højeste siden januar 1933, hvor Hitler tog magten.
Mange politikere og eksperter i Bonn har haft travlt med at forsikre alverden om, at "Bonn ikke er Weimar", og at det absolutte arbejdsløshedstal tilbage i januar '33 var på 6,1 mio., og derfor meget højere end det, vi ser i dag. Det er dog en sandhed med betydelige modifikationer.
Ifølge tal fra det tyske arbejdsmarkedsforskningsinstitut, IAB, inkluderer det officielle arbejdsløshedstal for januar '97 ikke 320.000 tyskere, der kun har løsarbejde; 260.000 i beskæftigelsesprojekter; 1 mio. der er "parkeret" i genoptræningsprogrammer eller som er langtidssygemeldte; 1,9 mio. der i desperation har forladt det offentlige arbejdsløshedssystem og nu forsøger at overleve på det sorte arbejdsmarked. Altså i alt 3,49 mio. der burde lægges til den officielle arbejdsløshed. Den reelle arbejdsløshed i Tyskland i januar 1997 var altså ca. 8,1 mio.
Også i 1933 løj de officielle statistikker. Ifølge den daværende økonom i det tyske fagforbund, ADGB, Wladimir Woytinski, var der ca. 2 mio. ikke-registrerede arbejdsløse i Tyskland i vinteren 1932-33. Derfor var den reelle arbejdsløshed i januar 1933 ca. 8,1 mio., det samme som i dag.
Men der er én betydelig forskel mellem 1933 og 1997: Befolkningens og arbejdsstyrkens sammensætning. I dag er der næsten halvt så mange unge og mere end dobbelt så mange gamle som i 1933. (23.2% af befolkningen var i 1933 under 15 år gamle mod kun 16,3% i dag, og 6,7% af befolkningen var dengang over 65 mod 15,3% i dag). I 1933 var 20 mio. ud af i alt 26 mio. arbejdspladser i den produktive sektor (landbrug eller industri). I dag er det kun 15 mio. ud af 34,5 mio. arbejdspladser. I 1933 skulle hver person i landbrug og industri brødføde 2,25 personer, i dag er det fordoblet til 4,44.
STREJKER OG ØKONOMISK SAMMENBRUD
Både i Øst- og Vesteuropa har man i de seneste måneder oplevet voksende social uro og økonomisk kaos. I de vesteuropæiske lande er det primært den økonomiske afmatning og dermed faldende skatteindtægter, der sammen med regeringernes forsøg på at efterleve Maastricht-traktatens strenge budgetkrav, der har skabt uro, strejker og protester. I Tyskland er der dagligt demonstrationer forskellige steder i landet, ofte med op til 10-20.000 deltagere. Den 14. februar dannede 220.000 mennesker en 93 km lang kæde gennem Ruhr-området i protest mod lukningen af de tyske kulminer. I Spanien har strejkende lastbilchauffører blokeret landets motorveje, som det også har været tilfældet i både Danmark og Frankrig. I Grækenland var det landmændene, der lammede landevejstrafikken. I Belgien demonstrerede 30.000 imod lukningen af et stålværk.
I Østeuropa er situationen endnu værre. Den Internationale Valutafonds, IMF's, berygtede "chokterapi" har skabt økonomisk kaos over alt. Selv i Tjekkiet, der ellers blev udråbt til et "økonomisk mirakel", oplever man nu en alvorlig økonomisk tilbagegang. I Bulgarien er sammenbruddet totalt. Strejker og demonstrationer har bølget gennem landet siden begyndelsen af januar, og store dele af befolkningen er nu truet af alvorlig mangel på mad.
I Albanien har det økonomiske sammenbrud kastet landet ud i noget nær en borgerkrig. Det var på IMF's direkte rådgivning, at præsident Sali Berisha undlod at gribe ind overfor de svindelagtige pyramideselskaber, der har ruineret over halvdelen af den albanske befolkning. I stedet har Berisha og IMF udarbejdet en plan, hvor kontante penge fra en omfattende privatisering af statens virksomheder, sammen med et lån fra IMF, sættes i omløb for at "nedkøle" den højspændte politiske stemning i landet. Samtidig skal Berisha stramme det politiske greb om landet for at iværksætte, hvad Agro-Nyt's kilder kalder Østeuropas første "Pinochet-model".
NYE ADVARSLER FRA GREENSPAN
Under en høring i det amerikanske senats bankkomité den 26. februar gentog direktøren for USA's Føderalbank, Alan Greenspan, sine advarsler om, at det amerikanske aktiemarked i Wall Street er ramt af en "irrationel begejstring" og snart vil opleve en alvorlig nedtur, hvis den nuværende spekulationsbølge ikke bremses. Greenspan sagde, at man er i gang med at "skabe en boble, der før eller senere vil briste".
Det er nu anden gang, at Greenspan forsøger at "tale markedet ned", som det kaldes. Første gang var den 5. december sidste år. Dengang var virkningen minimal. Aktiekurserne faldt i nogle få dage, men steg så igen, og aktieindekset, Dow Jones, er siden steget med 9%.
Over de seneste tre måneder har man kunnet læse adskillige advarsler i den internationale presse om faren for et finanssammenbrud fra forskellige eksperter i både USA og Europa. Agro-Nyt har som bekendt bragt udvalgte uddrag og citater fra disse advarsler. Men politisk har der været total tavshed om finanskrisen. Ikke én eneste regering har ytret sig om emnet. Man kunne forledes til at tro, at politikerne overhovedet ikke ved, at der er problemer i finanssektoren. Det er ikke helt tilfældet. Ifølge den amerikanske avis Washington Post, den 13. og 23. februar, blev der allerede for ét år siden dannet en speciel "finansmarkedsarbejdsgruppe" i Det hvide Hus. "Arbejdsgruppen har studeret en række forskellige trusler imod finanssystemet i det tilfælde, at aktiekurserne begyndte at falde frit. Herunder: En panikflugt blandt aktieejere og pensionsfonde; kaos i det globale betalings- og afregningssysstem; et sammenbrud i det internationale samarbejde mellem centralbanker, finansministre og kontrolorganer", skrev Washington Post.
FINANSMARKEDETS PYRAMIDESPIL
Albanien er som nævnt blevet bragt til randen af borgerkrig på grund af en række investeringsselskaber, der med regeringens velsignelse lokkede det meste af den fattige befolkning til at satse deres opsparing i yderst tvivlsomme kædebrevslignende foretagender. Disse "pyramidespil", som de også kaldes, fungerer så længe, der kommer nye penge til. Så længe bunden af pyramiden vokser, bliver de heldige i toppen hastigt rigere. Så snart pengestrømmen stopper, bryder strukturen sammen, og en frygtelig masse mennesker mister en frygtelig masse penge. Det var det, der skete i Albanien.
Hvis man tror, at pyramidespil kun trives blandt uvidende albanske bønder, tager man grueligt fejl. Det internationale finansmarked fungerer i øjeblikket som et gigantisk globalt pyramidespil. På to år er aktiekurserne i USA steget med 70%. Det er den længst varende fremgangsperiode siden 2. Verdenskrig. Spekulanterne driver kurserne op med hjælp af derivater og andre "gearede" spekulationsinstrumenter, alt imens banker, pensionsfonde og private småinvestorer pumper friske midler ind i bunden af pyramiden. Som føderalbankchef Alan Greenspan har advaret om, så ender det på et eller andet tidspunkt som i Albanien.
Men billedet bliver faktisk endnu værre, hvis man tager hele økonomien med. Takket være de nye spekulationsinstrumenter, kan finansmarkederne fremvise en imponerende vækstrate. Men den internationale finansverden er afhængig af en konstant strøm af penge fra den virkelige, fysiske økonomi. Og den har det efterhånden ganske skidt. Målt i den enkelte husstands arbejdsindsats for at kunne betale husleje, transport etc., er levestandarden for 80% af befolkningen faktisk stagneret over de seneste 15-20 år. Det vil sige, at bunden af pyramiden skrumper, mens toppen vokser. Dermed kommer pyramiden til at stå på hovedet. Da toppen vokser eksponentielt, er der ikke længere tale om en lineær pyramide, men en såkaldt "hyperboloide" (se figur 1). Sådan én bryder sammen helt af sig selv.
APPEL TIL PRÆSIDENT CLINTON
Den 24. februar udsendte Schiller Instituttet en appel til USA's præsident Clinton. Appellen opfordrer den amerikanske præsident til at indkalde til en ny international valutakonference, magen til den, der blev afholdt i den amerikanske ferieby, Bretton Woods i 1946, hvor efterkrigstidens internationale valuta- og betalingssystem blev etableret. Initiativet til appellen kom fra Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche og den ukrainske økonom og parlamentsmedlem Natalya Vitrenko. Adskillige parlamentarikere verden over har allerede støttet appellen, og den 27. februar meddelte formanden for nationalkomiteen i den polske fagforening Solidarinosz '80, Daniel Tomasz Podrycki, at fagforeningen fuldt ud støtter Schiller Instituttets initiativ.
I appellen fra Schiller Instituttet hedder det bl.a.: "Med undtagelse af Kina står verdensøkonomien overfor et tiltagende industrielt sammenbrud og en eksplosion af arbejdsløsheden, hvilket allerede har ledt til en massestrejkeproces, der ryster grundlaget for adskillige regeringer og sociale institutioner verden over.
Den internationale derivatboble vil med sikkerhed briste, og den mindste politiske usikkerhed kunne afstedkomme en kædereaktion af bankkriser og sammenbrud på aktiemarkederne i mange lande, hvilket i løbet af få dage kunne føre til en fuldstændig opløsning af det internationale finanssystem.
Samtidig har den såkaldte IMF-reformpolitik i det tidligere Sovjetunionen haft tragiske følger i form af et ubeskriveligt sammenbrud i produktionen, en demografisk katastrofe og en uhørt kriminalitet i samfundet. En endnu hurtigere og større katastrofe end den IMF's poltik allerede har medført i Latinamerika og Afrika. Hvis ikke den nuværende internationale politik ændres, vil hele nationer forsvinde fra landkortet, som det allerede er set i Afrika. Og som forholdene i Bulgarien og Albanien illustrerer, kan selv Europa på kort tid blive kastet ud i en ny mørk tidsalder. I Tyskland er arbejdsløsheden således oppe på samme niveau, som da Hitler kom til magten.
Derfor står mange regeringer, parlamentarikere og ledere af sociale institutioner overfor det uacceptable dilemma, at hvis vi skal opfylde IMF's betingelser, Maastricht-traktatens krav eller budgetlovgivningen i USA, bliver vi tvunget til at handle i direkte modstrid med befolkningens mest vitale interesser, den befolkning vi selv repræsenterer. Men de internationale finansinstitutioner har ingen ret til at forlange, at gælden til dem betales med et pund kød fra hver af vore borgere...
Derfor appellerer vi til Dem, præsident Clinton, om at tage det amerikanske præsidentembedes beføjelser i anvendelse til snarest muligt at indkalde til en ny Bretton Woods-konference, så det nuværende, insolvente finanssystem kan erstattes af et nyt. En global omlægning af gæld, oprettelsen af faste valutakurser og en række nye handels- og toldaftaler er en absolut forudsætning for den stabilitet i verdens økonomiske og finansielle relationer, der er grundlaget for en genetablering af økonomisk vækst ..."
SCHILLER INSTITUT-DELEGATION I SUDAN
Den 18.-25 februar besøgte en delegation fra Schiller Instituttet Sudan. Delegationen bestod af Harold James, medlem af den lovgivende forsamling i den amerikanske delstat Pennsylvania; Theo W. Mitchell, tidligere delstatssenator fra South Carolina og nuværende guvernørkandidat; James Barnett, leder af Koalitionen af Sorte Fagforeningsfolk i Alabama; Maria Elena Milton, tidligere demokratisk kongreskandidat i Arizona samt Muriel Mirak-Weissbach fra Schiller Instituttet i Tyskland.
Delegationen er den første udenlandske gruppe, der har besøgt krigsområderne siden tropper fra Etiopien og Eritrea sammen med sudanesiske oprørsstyrker invaderede det sydlige Sudan den 12. januar. Alle vestlige "reportager" fra krigshandlingerne er kommet fra korrespondenter i Cairo, Nairobi, Addis Abeba eller Asmara, flere hundrede kilometer borte. Guvernøren i delstaten Den blå Nil, dr. Baiker Kabalo, gav delegationen en detaljeret beskrivelse af invasionen. Delegationen havde også møder med repræsentanter for de to tidligere oprørsgrupper SPLA/M og SSIM/A, som har underskrevet en fredsaftale med regeringen i Khartoum.
NYT TEMAHÆFTE
Schiller Instituttet har udgivet et nyt temahæfte med titlen "Den eurasiske Landbro - hvordan vi skaber 3 milliarder nye arbejdspladser". Hæftet indeholder fire artikler, der er oversat fra Executive Intelligence Reviews omfattende rapport "The Eurasian Land-Bridge: The New Silk Road - locomotive for worldwide economic development". I den første artikel, "Kina og Europas skæbne", bliver den historiske og politiske baggrund for LaRouches forslag til etableringen af en transeurasiske infrastrukturnet beskrevet. I artiklen "Finansiel AIDS" bliver den nuværende økonomiske krise gennemgået i detaljer. Dernæst bliver alternativet til den nuværende finanspolitik beskrevet i artiklen "Finansieringen af et økonomisk opsving: Hamiltonsk kreditskabelse". Og endelig bliver selve den grundlæggende økonomiske metode beskrevet i artiklen "Hvordan man skaber 3 milliarder nye arbejdspladser". Temahæftet koster 50 kr., inkl. porto, og kan bestilles gennem Agro-Nyt's redaktion.