Det vakte opsigt, da tredive tusinde tyske stålarbejdere pludselig fik trang til at demonstrere foran Deutsche Banks hovedkvarter i Frankfurt. De ville ikke finde sig i, at ti eller tyve tusinde arbejdspladser skulle nedlægges. Man skulle ellers tro, at de havde vænnet sig til tanken. Hundrede tusinde af europæiske industriarbejdspladser er forsvundet i de seneste år.
"Globalisering" har man kaldt det. Arbejdet flyttes hen, hvor arbejdslønnen er lavest. Det er den internationale konkurrences vilkår. Alle har hørt sangen mange gange før. Men i sagen med stålfirmaet Krupps overtagelse af Thyssen glemte man at lægge grammofonpladen ordentligt på. Nu var det ikke konkurrencen på stålmarkedet, der kostede arbejdspladser. Næh, det var såmænd konkurrencen på finansmarkedet. Man måtte sikre et bedre afkast til aktieejerne. "Shareholder's value" hedder det på moderne dansk. Tænk, det mente stålarbejderne ikke var en tilstrækkelig årsag til, at de skulle blive arbejdsløse. Og det mente den tyske regering, forbundsdag og Deutsche Bank heller ikke - efter demonstrationen i Frankfurt.
Ifølge den tyske historieprofessor Detlev Junker er Maastricht-traktaten i virkeligheden skabt som et middel til at indeslutte det genforenede Tyskland. Egentlig ikke en særlig opsigtsvækkende påstand. Det har den britiske presse skrevet i årevis. Men at Tyskland direkte skulle afindustrialiseres, og at ØMU'ens vigtigste formål er at afskaffe D-marken? Det bør nok vække til eftertanke.
Efter Berlinmurens fald har man blindt hyldet de frie markedskræfter. I sejrsrusen over kommunismens sammenbrud har City of London haft held til at sælge den rå "Manchester-kapitalisme", som det eneste alternativ til kommunismen og socialismen. Liberalisér, privatisér. Fjern alle love og restriktioner. Afskaf velfærdsstaten. Det har man fået at mærke i Rusland, Østeuropa og Albanien. Nu er turen altså kommet til Tyskland og resten af det europæiske kontinent.
Meget tyder på, at finansverdenen snart bliver kvalt i sin egen succes. En hovedløs liberalisering af finansmarkederne har skabt en spekulationsboble uden sidestykke i historien. Den brister snart. Når det sker, må politikerne sikre, at almindelige menneskers tilværelse ikke bliver knust i et økonomisk ragnarok. Derfor skal der indkaldes til en ny Bretton Woods-konference, så verden kan få sig et nyt finanssystem. Og så får man igen brug for industriarbejdspladser og almindelige sociale hensyn.
NEJ TIL KASINO-KAPITALISME
Den 25. marts demonstrerede 30.000 tyske stålarbejdere foran Deutsche Banks hovedkvarter i Frankfurt. Anledningen var Deutsche Banks aktive rolle i stålfirmaet Krupps forsøg på at overtage den gamle stålgigant Thyssen. Krupp havde med opkøb af Thyssen-aktier forsøgt en såkaldt "fjendtlig overtagelse".
Baggrunden var ikke en overskudsproduktion af tysk stål og en deraf følgende "nødvendig" sammenlægning. Formålet var alene, at Krupp skulle have fingre i Thyssen-koncernens indre værdier og opsparede kapital. Det ville øge Krupp-aktiernes egen børsværdi.
Ifølge det tyske nyhedsmagasin Die Stern den 27. marts var arkitekten bag denne snedige plan det amerikanske børsmæglerselskab Goldman Sachs & Co. Planen fik dæknavnet "Hammer og Thor" og Ronaldo Schmitz, bestyrelsesmedlem i Deutsche Bank, skulle stå for selve operationen. De øvrige aktører i finansspillet var Deutsche Banks børsmæglerselskab i London, DB Morgan Grenfell, Dresdner Bank og dennes børsmæglerafdeling Kleinwort Benson.
Hovedtaleren ved demonstrationen i Frankfurt var formanden for det tyske metalarbejderforbund, Klaus Zwickel. Han betegnede de tyske bankers opførsel i Krupp-Thyssen-sagen som "kasino-kapitalisme til stor fare for samfundet". Zwickel advarede desuden om, at storbankernes handlemåde efterhånden er blevet en alvorlig trussel imod den sociale fred, og han opfordrede politikerne i Tyskland og det øvrige Europa til at tage skridt til at begrænse bankernes magt og indflydelse. Det kunne, ifølge Zwickel, inkludere en beskatning af bankernes og investeringsselskabernes spekulationsgevinster.
Schiller Instituttets søsterorganisation i Tyskland, Bürgerrechtsbewegung Solidarität, uddelte 5.000 flyveblade til demonstrationens deltagere. Flyvebladet henledte opmærksomheden på den radikale ændring i Deutsche Banks erhvervspolitik, der skete efter mordet på bankens daværende direktør Alfred Herrhausen i november 1989. I stedet for den koordinerede industrielle genopbygning, som Herrhausen ønskede for hele det tidligere Østeuropa, er Deutsche Bank blevet en kanal for den ekstremt liberale finanspolitik, som man ellers finder i London.
Den 27. marts blev Krupps overtagelsesforsøg officielt afblæst. I stedet indgik Thyssen og Krupp et formelt samarbejde. De to koncerner vil danne et fælles aktieselskab. Ifølge den nye bestyrelse vil det koste mindst 8.000 arbejdspladser.
MAASTRICHT: PRISEN FOR TYSK GENFORENING
Den 13. marts bragte den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung en helsides artikel af professor Detlef Junker fra Det tyske historiske Institut i Washington. Under overskriften "Enhed, Inddæmning, Integration" beskrev professoren, hvilke betingelser USA, Frankrig og Storbritannien egentlig stillede tilbage i 1989-90 for at acceptere en genforening af de to tysklande.
Ifølge professor Junker var det velkendt, at daværende præsident George Bush støttede en tysk genforening. Det er derimod ikke særligt velkendt, hvilke betingelser samme præsident Bush stillede for at tillade, at genforeningen blev en realitet. Mens daværende premierminister Margaret Thatcher indtog en direkte brutal og fjendtlig indstilling til genforeningen, mente Bush-regeringen, at det var bedre at anvende "det klassiske diplomatis raffinementer" til at få Tyskland til at acceptere en "selvindeslutning" som en pris for genforeningen.
Betingelserne var klare. Det genforenede Tyskland skulle forblive i Nato. Dernæst måtte Tyskland acceptere en økonomisk, finansiel og monetær "selvindeslutning" gennem "europæisk integration". Tyskland skulle "europæisere" sig selv og ikke mindst D-marken. Her ligger den sande forklaring på Maastricht-traktatens oprindelse, skrev professor Junker. Maastricht og ikke mindst ØMU'en var den pris, som Frankrig, med fuld opbakning fra USA, stillede for en tysk genforening. Med andre ord, Maastricht-traktatens EU var ikke et ønske om et "stærkere Europa", men et udtryk for en "magtbalance", et forsøg på at indeslutte Tyskland.
Professor Detlef Junkers artikel indeholdt næppe noget nyt for forbundskansler Helmut Kohl og hans regering i Bonn. Det nye lå alene i, at det nu er blevet sagt offentligt. Hermed er der skabt mulighed for, at der både i Tyskland og USA kan stilles spørgsmålstegn ved, om disse betingelser stadig skal være gældende. Netop nu står Tyskland overfor den mest brutale afindustrialisering og nedskæring af den offentlige sektor nogensinde, takket være Maastricht-traktaten. Derfor stilles der allerede spørgsmål ved traktatens ønskværdighed. Men den amerikanske indflydelse i tysk politik er stadig så stor, at et tysk brud med Maastricht-traktaten vil være utænkeligt uden en diskret accept fra Washington.
STREJKER I RUSLAND
Den 27. marts var store dele af Rusland lammet af strejker og demonstrationer. Aktionsdagen var arrangeret af de russiske fagforeninger, og kravet var en øjeblikkelig udbetaling af de mia. af rubler, som regeringen skylder i lønninger og pensioner. Mange offentligt ansatte har ikke fået løn i mere end seks måneder, og enkelte steder har pensionisterne ikke set deres pension i over ét år.
Præsident Jeltsins nyudnævnte regering forsøgte at begrænse strejkernes omfang ved at påbegynde udbetalingen af de restante lønninger på selve aktionsdagen. Den internationale presse godtog også i første omgang den statskontrollerede russiske presses meldinger om, at aktionsdagen havde været en fiasko og kun havde involveret "et par millioner" arbejdere, langt under de 20 mio., som fagforeningerne havde bebudet.
Men ifølge Danmarks Radios Moskva-korrespondent, Vibeke Sperling, var både strejker og demonstrationer langt mere omfattende, end Vesten havde fået indtryk af. Ifølge Sperlings egne beregninger deltog 10-15 mio. russere i aktionsdagens strejker og demonstrationer. Og stik imod fagforeningernes ønske havde mange demonstranter krævet regeringens øjeblikkelige afgang. Vibeke Sperling mente desuden, at de russiske mediers groteske nedvurdering af aktionsdagen kunne blive en meget farlig politisk boomerang for den russiske regering. Vreden og frustrationerne i den russiske befolkning har nået et bristepunkt.
EN SKRÆKHISTORIE OM 55 BILLIONER DOLLARS
Agro-Nyt har i månedsvis advaret om faren for et alvorligt sammenbrud i det internationale finanssystem. Som det er vore læsere bekendt, har vi i særdeleshed advaret imod den gigantiske spekulative boble, som er blevet skabt af de nye finansinstrumenter, der går under navnet derivater. Vi har også flittigt henvist til de få og sporadiske artikler, vi har kunnet finde i den internationale presse, som har indeholdt lignende advarsler. I de seneste uger er mængden af sådanne avisartikler imidlertid vokset til et omfang, der gør det umuligt for os at bringe henvisninger til dem alle. Derfor har vi udvalgt de mest spektakulære.
Den 9. marts indledte finansredaktøren Neil Bennett sin ugentlige børskommentar i Londonavisen Sunday Telegraph med følgende overskrift: "The $55 Trillion Horror Story" (En skrækhistorie om 55 billioner dollars). Ifølge Bennett har derivatspekulationen udviklet sig til en historie, der kan give små børn mareridt. Verdens samlede handel med derivater er nu oppe på 55.000 mia. dollars, og alverdens banker har gigantiske udeståender i disse papirer. Barclays Bank i London har f.eks. indrømmet, at dens derivathandel nåede op på 922 mia. britiske pund i 1996 , en stigning på 25% i forhold til '95. Bennett afviste bankernes sædvanlige forsikringer om, at modsatrettede derivatkontrakter vil opveje hinanden, hvis markedet bryder sammen. Ifølge Bennett er der alt for mange store "ensrettede" kontrakter på markedet, og derfor kan bankerne pludseligt stå over for kæmpetab. "Hvis verdens derivatmarkeder rammes af en dominoeffekt kan det knække nogle særdeles store institutioner", skrev Bennett. Her kommer så mareridtet: "Hvem skal redde disse banker"? Regeringerne og centralbankerne selvfølgelig! Men som Bennett påpegede, er der altså lige det lille problem, at regeringerne allerede i dag udgør klodens største skyldnere, hvilket ikke ligefrem gør dem til indlysende redningsmænd, hvis finanssystemet kollapser. Gør de det alligevel, vil de starte en hyperinflation, der vil udradere alverdens opsparing og pensionsforsikring, skrev Bennett.
Neil Bennetts artikel var baseret på samtaler med investeringseksperten Tony Dye fra Phillips and Drew Fund Management, det næststørste investeringsselskab i City of London. Den 16. marts bragte Sunday Telegraph to opfølgende artikler. Her gentog direktøren for den internationale forsikringsgigant Liberty Life, Donald Gordon, advarslerne om faren for et derivatsammenbrud.
Den 17. marts bragte den italienske avis Il tempo et interview med den tidligere budgetminister og direktør i Banca d'Italia, Paolo Savona. Med henvisning til de internationale finansmarkeder sagde Savona: "Vi sidder på en krudttønde, og vi lader som om, vi ikke ser det". Ifølge Savona har finansspekulationen, og derivatspekulationen i særdeleshed, medført "en ukontrolleret pengeskabelse af enorme dimensioner". "Enten beslutter vi at genindføre national suverænitet ved at genetablere kontrol over den internationale pengeskabelse, eller også risikerer vi, at det [finanssystemet] eksploderer". Savona opfordrede de nationale finansinstitutioner til at bekæmpe spekulationen i fællesskab. "Løsningen er en kontrol med den internationale skabelse af værdipapirer. Det er teknisk muligt, selv om centralbankerne benægter det. Man behøver blot den politiske vilje til at gøre det".
CLINTON GENOPLIVER ROOSEVELTS VISIONER
Den 16. marts kunne man i den britiske avis The Observer læse en bemærkelsesværdig analyse af præsident Clintons udenrigspolitiske tanker for de kommende år. Avisens USA-korrespondent, Martin Walker, havde været på et uformelt og "privat" besøg hos den amerikanske præsident, og artiklen beskrev væsentlige dele af deres "private" samtale.
Ifølge Martin Walker havde Clinton ivrigt citeret fra en tale, som Franklin D. Roosevelt dikterede den 11. april 1945. Talen blev aldrig holdt, da Roosevelt pludseligt døde kort efter. Men ifølge Clinton havde Roosevelt en vision om, at krigens allierede stormagter, USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, skulle samarbejde i opbygningen af en ny og bedre verden. Det blev aldrig til virkelighed takket være den Kolde Krig. Men med Berlinmurens fald mener Clinton, at tiden er inde til at genoplive Roosevelts tanker, og ifølge Walker vil det præge USA's udenrigspolitik i de kommende år.
Det er værd at huske, at den Kolde Krig startede med Churchills berømte "jerntæppetale" i Fulton 1946. Roosevelt og Churchill kom på kant med hinanden under Teheran- og Jalta-konferencerne. Roosevelt havde gjort det klart for Churchill, at USA ikke ville forsvare Det britiske Imperium efter krigen. Det kan man bl.a. læse i bogen "Som han så det", skrevet af Elliott Roosevelt. Han var faderens sekretær under stormagtskonferencerne. Bogen blev oversat og udgivet på dansk allerede i 1946 af forlaget Comodore.
VÆRKTØJSMASKINE-PRINCIPPET
Schiller Instituttet fortsætter kampagnen for at få præsident Clinton til at indkalde til en ny Bretton Woods-konference med det formål at etablere et nyt internationalt finanssystem. Men ikke alle er enige. På et seminar i Paris i marts spurgte en repræsentant for Schiller Instituttet direktøren for den Internationale Valutafond, Michel Camdessus, hvad han mente om forslaget til en sådan konference. En nervøs Camdessus svarede: "Der er intet behov for en ny Bretton Woods". Det mener ellers over 400 parlamentarikere, politikere, fagforeningsfolk og erhvervsledere, som har underskrevet Schiller Instituttets internationale appel.
Med tanke på de voksende strejker og demonstrationer overalt i Europa kunne det være på sin plads at gentage et særligt afsnit fra Bretton Woods-appellen: "Et nøglepunkt i dette globale genopbygningsprogram er det, som den amerikanske økonom Lyndon LaRouche har kaldt "værkstøjsmaskine-princippet". Dette princip består i erkendelsen af, at en økonomi må baseres på det faktum, at det er det enkelte individs kreative evner, der er samfundets kilde til velstand. Det er den skabende fornufts evne til at formulere stadigt nye og bedre hypoteser om naturens love, som fører til videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Disse opdagelser tages i anvendelse i form af nye, forbedrede værktøjsmaskiner og et højere fagligt niveau i arbejdsstyrken, med øget produktivitet i produktionsprocessen som resultat. Den globale økonomiske genopbygning må derfor give en klassisk almen uddannelse og en styrkelse af den enkeltes skabende evner topprioritet.
Kun gennem økonomisk udvikling - hvor opbygningen af Den eurasiske Landbro bliver forløberen for lignende projekter i Afrika, Australien og Syd- og Nordamerika - kan der skabes fred og stabilitet overalt i verden. Det er derfor i USA's egen sikkerhedsinteresse at støtte en sådan politik. Som et principfællesskab mellem landene ville det desuden være helt i den amerikanske nations fædres ånd".
FALSK FRYGT FOR KINA
Den 16. marts bragte Sunday Telegraph en begejstret anmeldelse af bogen "Den kommende konflikt med Kina", der er skrevet af journalisterne Richard Bernstein fra New York Times og Ross Munro fra Toronto Globe and Mail. Anmeldelsen var skrevet af Sunday Telegraphs USA-korrespondent, Ambrose Evans-Pritchard, der i de seneste fire år har været den britiske efterretningstjenestes frontfigur i kampen imod præsident Clinton. Det hvide Hus har i en rapport officielt udpeget Evans-Pritchard som hovedmanden bag stort set alle mediekampagner imod præsidentparret Hillary og Bill Clinton.
Ifølge Evans-Pritchard breder der sig en ny "frygt for den gule fare" i Washington. Det er i hvert fald, hvad Evans-Pritchards arbejdsgivere i London gerne så. Den britiske elite i City of London ønsker ikke, at der skal opstå for tætte relationer mellem de tre gamle supermagter Rusland, Kina og USA. Det ville reducere Det britiske Imperiums globale indflydelse ganske dramatisk. Derfor er "Den kommende konflikt med Kina" blevet kraftigt promoveret af Instituttet for Strategiske Studier, IISS, i London og Rådet for Udenrigsrelationer i New York, der er den amerikanske afdeling af Det kgl. Institut for Internationale Affærer, RIIA, det såkaldte Chatham House i London.
Under en debat i det amerikanske senats udenrigspolitiske komité den 18. marts sagde den demokratiske senator fra Californien, Diane Feinstein, at "en konfrontation mellem USA og Kina er uundgåelig". Hun fortsatte: "Der breder sig det synspunkt, at Kina på eller anden måde er ved at overtage Sovjetunionens rolle som vort lands hovedmodstander".
Det er Clinton-regeringen aldeles ikke enig i. Det blev klart under vicepræsident Al Gores besøg i Beijing den 25.-26. marts. Clinton-regeringens modstand mod en "ny kold krig" med Kina har givet anledning til en ny smædekampagne imod Det hvide Hus. Denne gang er det vidtløftige beskyldninger om, at den kinesiske ambassade skulle have forsøgt at købe sig til indflydelse på den amerikanske politik ved at støtte det Demokratiske Partis valgkamp sidste år.
Samtidigt forsøger man at skabe et anti-Kina-hysteri blandt de protestantiske fundamentalister i USA med historier om "udbredt forfølgelse af kristne" i Kina. Drivkraften i denne kampagne er en organisation ved navn Christian Solidarity International, CSI, der har hovedsæde i London og Zürich. Lederen af CSI er viceformanden for det britiske overhus, baronesse Caroline Cox.
EURASISK LANDBRO-KONFERENCE I KØBENHAVN
Den 17. marts afholdt Agro-Nyt's samarbejdspartner, Executive Intelligence Review, EIR, et seminar i København. Emnet var Lyndon LaRouches forslag til opbygningen af et gigantisk infrastrukturnet, der kan forbinde Europa og Kina, den såkaldte "Eurasiske Landbro". Mødets hovedtaler var Jonathan Tennenbaum, forfatter til EIR's omfattende rapport om samme emne. Der var 35 deltagere, heriblandt 16 diplomater fra 13 forskellige ambassader, inkl. flere af de lande som "landbroen" vil forbinde på det eurasiske kontinent. Der deltog også repræsentanter for dansk erhvervsliv.
Jonathan Tennenbaum gennemgik naturligvis de tekniske detaljer i de mange spændende infrastrukturanlæg, som en sådan "landbro" vil indeholde. Men han beskrev også den hastigt tiltagende internationale politiske diskussion, som landbro-projektet er genstand for. Landbroen er nemlig ikke bare et "kønt luftkastel", forklarede Tennenbaum, for den kinesiske regering er sammen med flere af Kinas naboer allerede i gang med at realisere væsentlige dele af den. Derfor er både USA og Europa tvunget til at forholde sig til denne nye politiske virkelighed. Og fremtiden vil i høj grad blive bestemt af, hvordan regeringen i Washington forholder sig til det voksende eurasiske samarbejde. Det er i denne sammenhæng, man skal se Londons forsøg på at skabe splid mellem USA og Kina, sagde Jonathan Tennenbaum.
Mødet i København var ét i en række af seminarer, som EIR har afholdt i Wien, Paris, Frankfurt, Stockholm, Washington, New York og Los Angeles.