Det kommende århundrede vil blive bestemt af forholdet mellem Kina og landene i Fjernøsten på den ene side og Europa og USA på den anden. En anseelig del af verdensøkonomien er allerede flyttet ud i landene omkring Stillehavet. Men den udvikling er intet at regne imod de forandringer, som den fortsatte industrialisering af Kina vil bringe med sig. Det økonomiske og politiske verdensbillede vil ændres radikalt i de kommende årtier.
Man kan forholde sig til denne udvikling på to forskellige måder: Enten formulerer man konstruktive forslag til et frugtbart Øst-Vest samarbejde. Ét eksempel er Lyndon LaRouches forslag til opbygningen af et gigantisk infrastrukturnet på tværs af det eurasiske kontinent, også kaldet Den eurasiske Landbro. Eller også indtager man den stik modsatte holdning. Den er beskrevet i Samuel Huntingtons bog "Civilisationernes Sammenstød". I et sådant perspektiv vil det kommende århundrede blive præget af en endeløs række af konflikter mellem verdens forskellige kulturer. Nord imod Syd, Øst imod Vest. Alle mod alle.
Denne "civilisationernes kamp" er endnu ikke i gang. Men det er kampen mellem de to diametralt modsatte holdninger til udviklingen i det kommende århundrede. Stærke politiske kredse i Storbritannien ønsker at gøre Den kinesiske Mur til en ny Berlinmur. Men det kræver, at man får Europas befolkninger bag sig. Til det formål opbygger man et nyt "fjendebillede" af Kina. Her blev den danske resolution i FN's Menneskerettighedskommission en brugbar lille brik.
I USA har kampagen imod Kina taget groteske former. Baronesse Caroline Cox har med skrækhistorier om kinesisk kristenforfølgelse oppisket en hysterisk stemning blandt de magtfulde protestantiske fundamentalister. Hvis det forsætter, kommer både korstogene og Middelalderen på mode igen. Heldigvis har den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright gjort det klart, at den amerikanske regering ikke tror på "civilisationernes sammenstød". Clintons regering ønsker at opbygge et konstruktivt forhold til Kina og landene omkring Stillehavet.
Den globale politiske magtkamp om udviklingen i det kommende århundrede bliver barsk og blodig. Men, som man siger i Afrika: Man kan godt svømme i en flod med krokodiller - hvis bare man ved, hvor krokodillerne befinder sig. Derfor bliver det "civilisationernes samarbejde" og ikke "civilisationernes sammenstød".
KINA SNART SELVFORSYNENDE
Ifølge en ny rapport fra det Kinesiske Videnskabernes Akademi vil Kina i midten af det næste århundrede ikke alene være selvforsynende med landbrugsvarer, men også blive en stor fødevareeksportør. Rapporten placerer det nuværende Kina "et sted imellem de meget udviklede lande og udviklingslandene", og det forventes, at Kinas økonomiske udvikling i de næste årtier vil medføre, at landet udvikler sig til et højintensivt landbrugsland med en jævn stigning i kornproduktionen og en voksende produktion af højt forarbejdede landbrugsvarer. Derfor skal bioteknologi prioriteres højt i fremtiden. Videnskabsmændene opfordrer regeringen til at udvide uddannelsesprogrammerne for de millioner af landmænd, der bor i Kinas store landbrugsområder.
Rapporten er et slag i ansigtet på de dommedagsprofeter, der har skabt et skræmmebillede af et fremtidens Kina, der tømmer verdens fødevarereserver og kaster den øvrige verden ud i hungersnød.
Desværre får dansk landbrug og de danske landbrugsmaskinfabrikanter næppe glæde af den fremtidige udvikling i Kina. Den danske regerings polemiske holdning til spørgsmålet om menneskerettighederne i Kina har gjort det vanskeligt at drage nytte af den rivende økonomiske udvikling i Kina. Efter den omstridte "danske" resolution i FN, har kineserne allerede aflyst to danske landbrugsarrangementer. Den 19. april aflyste kineserne et dansk landbrugsseminar, der skulle have fundet sted den 22. april i Sichuan-provinsen, og et lignende landbrugsseminar i Zhediang-provinsen er også blevet aflyst.
DEN EURASISKE FIRKANT
Under den kinesiske præsident Jiang Zemins besøg i Moskva den 22.-26. april blev der underskrevet en række politiske og økonomiske aftaler mellem Rusland og Kina, der vil række langt ud over de to landes bilaterale forhold. Det russisk-kinesiske samarbejde skal i fremtiden udvikles indenfor en strategisk ramme, der har fået betegnelsen "Den eurasiske Firkant". Nærmere betegnet Kina, Rusland, Indien og Iran.
Det var også af stor betydning for den videre udvikling i den østlige del af det eurasiske kontinent, at der under Jiang Zemins besøg blev indgået en omfattende afspændingsaftale mellem Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Rusland og Kina.
De russisk-kinesiske aftaler inkluderede en række konkrete økonomiske samarbejdsprojekter. Rusland skal deltage i opførelsen af en 2000 megawatts kernekraftstation i Jiangsu-provinsen. Rusland skal også være med i anlægningen af den kæmpemæssige "Tre Kløfter-dæmning" på Yangtse-floden, som den kinesiske regering selv betegner som "århundredets infrastrukturanlæg". Der skal opføres en transasiatisk naturgasledning mellem den sibiriske by Tomsk og Shanghai i det sydlige Kina. Desuden blev der aftalt opførelsen af en række nye jernbanelinier mellem Kina og byer i det centrale Asien.
Lyndon LaRouche, der selv er arkitekten bag et omfattende transeurasisk udviklingsprogram kaldet Den eurasiske Landbro, kommenterede de russisk-kinesiske aftaler således: "Det eurasiske udviklingsinitiativ bevæger sig i øjeblikket fra Kina over mod Europa og ikke fra Europa til Kina". LaRouche understregede, at i løbet af det kommende århundrede vil dette initiativ blive grundlaget for en international økonomisk renæssance.
Konservative kredse i USA har forsøgt at betegne de nye russisk-kinesiske aftaler som "anti-amerikanske", men det afviste præsident Clinton på det skarpeste. Under en fælles pressekonference med den japanske premierminister Ryutaro Hashimoto i Washington den 25. april, sagde Clinton bl.a.: "Ser man på et landkort og har det 20. århundredes historie i tankerne, er der mange ting som Rusland og Kina har behov for at få udredet på tomandshånd. Hvis de får etableret et godt samarbejde i fremtiden, som en del af en større kreds af lande, der samarbejder om sikkerhed, åben handel og ægte respekt for landegrænser... Det mener jeg er positivt... Tænk på i hvilken grad Indiens politik tidligere er blevet bestemt af spændingerne mellem Rusland og Kina, og tænk på hvor vigtig Indien er. Det er snart verdens folkerigeste land, og har allerede verdens største middelklasse. Og tænk på hvor vigtige vore egne relationer til Indien vil blive, og med Pakistan ... Vi har ingen grund til at udlede nogen som helst negative overtoner af det faktum, at russerne og kineserne forsøger at komme overens."
TO KULTURER MØDES
I eventyret "Det nye århundredes muse" skrev H.C. Andersen: "Og når er tidens fylde kommen? Det er længe for os, som endnu er her tilbage, det er kort for dem, som fløj forud. Snart falder den kinesiske mur; Europas jernbaner når Asiens aflukkede kulturarkiv - de to kulturstrømme mødes!"
HULLER I DRIVHUSTEORIEN
I en ny bog af den kendte britiske videnskabsjournalist Nigel Calder bliver der for alvor sået tvivl om den ellers så politisk etablerede teori om den menneskeskabte drivhuseffekt. Bogen er udkommet på dansk med titlen "Den maniske Sol". Den 15. april sagde Calder til Berlingske Tidende, at han udmærket er klar over, at hans budskab ikke er politisk korrekt, og at han er forberedt på, at bogen enten vil blive mødt med hvas kritik eller blive tiet ihjel.
I bogen er Nigel Calder ikke bange for at kalde den politiske kampagne omkring drivhuseffekten for en ny udgave af "Kejserens nye Klæder". Han afviser systematisk FN's Klimapanel, IPCC's konsensus i spørgsmålet, og støtter i stedet den teori om solpletternes indflydelse på Jordens klima, som blev fremlagt i 1996 af de tre danske forskere Knud Larsen, Eigil Friis-Christensen og Henrik Svensmark fra Danmarks Meteorologiske Institut (se også Agro-Nyt, august '96).
Calder kalder de danske forskeres arbejde en "revolutionerende opdagelse". Ifølge Larsen, Friis-Christensen og Svensmark er det solens magnetfelt, der regulerer dannelsen af skyer i jordens atmosfære og dermed temperaturen ved Jordens overflade. Skydannelsen opstår, når kosmisk stråling på vej gennem Jordens atmosfære ioniserer luftens partikler. Styrken af denne kosmiske stråling reguleres af Solens magnetfelt, som varierer med aktiviteten på Solens overflade. Kraftig solpletaktivitet betyder, at mindre kosmisk stråling når Jordens atmosfære. Det betyder mindre skydække og dermed højere temperatur ved overfladen. Altså et varmere klima. Omvendt betyder færre solpletter et svagere magnetfelt omkring Solen og dermed en stærkere kosmisk stråling gennem Jordens atmosfære, altså flere skyer og lavere temperaturer.
Ifølge Nigel Calder var det den rekordvarme amerikanske sommer i 1988, der gav politisk medvind til drivhusteorien. Den nuværende amerikanske vicepræsident Al Gore gik så langt som til at kalde sommeren '88 for "Krystalnatten før opvarmningsholocaust" (vi kender samme fænomen herhjemme, hvor det var en kurvfuld døde hummere i Gilleleje, der i 1987 gav liv til den omstridte vandmiljøplan).
VREDE I DRIVHUSET
Som Nigel Calder selv forventede, har hans bog "Den maniske Sol" fået en særdeles hvas medfart af de såkaldte eksperter. Især dagbladet Politiken har følt sig forpligtet til at lægge spalteplads til en uendelig række af besværgelser imod den kætterske britiske journalist. Den 15. april kalder Peter Laut fra Danmarks Tekniske Universitet fornærmet Nigel Calders bog for "noget vrøvl", og den 26. april fastholder lederen af FN's klimapanel, IPCC, professor Bert Bolin hårdnakket, at drivhuseffekten er "almindeligt videnskabelig anerkendt". Andre mindre ånder og autoriteter har også opladt deres røster i Politiken til forsvar for "den sande tro". Dem undlader vi at gengive.
I en leder den 14. april med overskriften "Det store bluffnummer" spørger Morgenavisen Jyllands-Posten, om hele drivhusspørgsmålet mon i virkeligheden er historiens største bluffnummer, som politikerne behændigt har taget til sig som et legitimt grundlag for at udskrive skatter. Jyllands-Posten undrer sig over, at man gør den menneskeskabte CO2 til hovedproblemet, når atmosfæren kun indeholder 0,035 pct. CO2, hvoraf bidraget fra menneskehedens aktivitet kun udgør en årlig tilvækst på en kvart promille.
MIDDELMÅDIGE DANSKE SKOLEELEVER
Danmark har aldrig hentet sin rigdom fra naturressourcer. Ser man bort fra olien i Nordsøen, har vi ikke andet end hårdt arbejde og god forstand at bygge landets økonomi på. Det ved vi godt, og derfor har uddannelse været grundlaget for det moderne danske industrisamfund lige siden H.C. Ørsted og skolereformerne i midten af det forrige århundrede.
Men nu er denne "ressource" åbenbart ved at være udtømt. Ifølge den største internationale skoleundersøgelse nogensinde er den danske folkeskole ikke længere blandt verdens bedste. I hvert fald ikke når det gælder at bibringe eleverne kundskaber i matematik og naturvidenskab. Det er en meget dårlig nyhed for fremtidens Danmark.
I Den Tredje Internationale Matematik og Videnskabsundersøgelse, TIMSS, blev 500.000 elever på 15.000 skoler i 45 lande eksamineret i deres matematik- og naturvidenskabskundskaber. I Danmark var 2.297 elever i 13 års-alderen på 144 skoler med i undersøgelsen.
Med hensyn til elevernes matematikkundskaber kom Danmark ind på en pinlig 27. plads. Vi var klart det dårligste land i Norden. Men det bør især vække til eftertanke, at det er landene i Fjernøsten, hvor en stadig voksende del af verdensøkonomien flytter ud, der klarede sig bedst. De fire bedste lande i matematik var: Singapore, Sydkorea, Japan og Hong Kong. Det er også tankevækkende, at Rusland og flere østeuropæiske lande var pænt repræsenteret i toppen af tabellen.
At Tycho Brahes, Ole Rømers og H.C. Ørsteds fædreland kun blev nummer 34 med hensyn til skoleelevernes naturvidenskabelige kundskaber, er ganske enkelt en katastrofe. Vi har allerede eksporteret tusinder af lavtlønnede arbejdspladser til Østeuropa og Fjernøsten med en sikker forvisning om, at vi i fremtiden skal overleve på højt kvalificerede og højt betalte arbejdspladser. Det vil være en tom illusion med det nuværende uddannelsesniveau i den danske folkeskole. Børnene i lande som Spanien, Portugal, Grækenland og Bulgarien er langt bedre til fysik, kemi og biologi end danske børn er. Hvordan skulle vi så kunne konkurrere på det faglige niveau i fremtiden?
EN DØD KATS OPSPRING
Siden det dramatiske kursfald på aktiemarkedet i Wall Street i dagene omkring den 11. marts, hvor Dow Jones-indekset tabte godt 10%, har der været kolossale udsving i aktiekurserne. Man har oplevet daglige op- og nedture på både to og tre procent. Ved udgangen af april havde markedet hentet næsten alle tab hjem igen. Aggressive spekulationsfonde har ved hjælp af derivatpositioner (købs- og salgs-futures) kunstigt tvunget kurserne op. Ifølge Agro-Nyt's kilder er det et fænomen, man i finansverdenen kynisk kalder "en død kats opspring" (på engelsk: "dead cat bounce"). De erfarne ved, at markedet på lang sigt vil fortsætte med at falde. Ved på kort sigt at tvinge kurserne op får man naive investorer til at tro, at markedet har stabiliseret sig. Dermed kan man slippe af med dårlige aktieporteføljer med kun minimale tab. Og så står de uerfarne med sorteper, når markedet atter kollapser.
De syv førende industrilandes finansministermøde den 27. april afslørede også, at man diskret forsøger at lægge låg på finanskrisen ved at tale pænt om økonomierne. G-7-landene udsendte en intetsigende erklæring om den økonomiske udvikling i Europa, USA og Asien. Japan havde stillet krav om effektive indgreb overfor den hidsige valutaspekulation, men finansministrene kunne kun enes om en tam erklæring om, at "den amerikanske dollar ikke skal stige yderligere i kurs". Det fik naturligvis spekulanterne til straks at tvinge dollaren op i nye rekordhøjder.
LÅST INDE I SKABET
I et stort opsat interview i den britiske avis The Guardian den 22. april løftede USA's tidligere arbejdsminister Robert Reich lidt af sløret for, hvordan Clinton-regeringen egentlig ser ud indefra. Reich fortalte åbenhjertigt, at hverken præsident Clinton eller han selv i virkeligheden er så imponeret af det amerikanske økonomiske "opsving", som finansverdenen ellers roser til skyerne. Reich sagde bl.a.: "Den amerikanske økonomi er i sving - men i sving for hvem? Når den nederste halvdel af arbejdsstyrken kun får lavt betalte og usikre jobs, og når der hverken er private eller offentlige investeringer, hvad har vi så om fem år? De sociale uligheder bliver hastigt større, usikkerheden er udbredt, og vor opsparing bliver investeret alle andre steder på kloden end her".
I en nyudgiven bog "Locked inside the Cabinet" giver Robert Reich et afslørende billede af de problemer præsident Clinton må kæmpe med (bogens titel er et ordspil på amerikansk, da "cabinet" både betyder "skab" og "politisk kabinet", så titlen kan forstås som "Låst inde i Skabet"). Reich gennemgår bl.a., hvorledes Clintons republikanske forgængere Ronald Reagan og George Bush skabte et gigantisk budgetunderskud gennem massive skattelettelser til den rigeste del af befolkningen, og nu anvender republikanerne samme underskud til at fastholde Clinton i et "begrebsmæssigt fængsel", som Reich kalder det, gennem den evindelige diskussion om "balance på budgettet".
Reich beskriver, hvorledes Clinton kun nødtvunget giver efter for Wall Streets og føderalbankens økonomiske krav: "Han vandrer hvileløst rundt i værelset, imens han raser: "Vi gør alt, hvad Wall Street forlanger. Alt, hvad Wall Street ikke kan lide, bliver skåret væk". Han tager endnu et par skridt. "Vi er ved at miste vor sjæl". Han taler ikke til nogen specielt, men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at han råber til [føderalbankchef] Alan Greenspan: "Jeg kan ikke gøre det, jeg kom her for at gøre!"".
Reich's bog kan også nedkøle det i forvejen dårlige britisk-amerikanske forhold endnu et par grader. Om et beskæftigelsestopmøde i begyndelsen af 1994 skriver Reich: "Beskæftigelsestopmødet er rædsomt kedeligt. Jeg var tvunget til at sidde ved siden af den britiske finansminister Kenneth Clark, som talte i én uendelighed om det frie markeds velsignelser og egoismens sociale betydning, alt sammen med en sådan selvhøjtidelighed, at jeg må kæmpe med mig selv for ikke at afstedkomme en international skandale ved at fortælle ham, hvad jeg egentlig mener. Han er lige så velnæret, som han er arrogant, en hovedløs discipel af Margaret Thatcher. Vil de konservative ødelægge Storbritannien, før Storbritannien ødelægger de konservative?"
VIGTIG AFRIKA KONFERENCE
Den 26-27. april afholdt Schiller Instituttet og tidsskriftet Executive Intelligence Review i samarbejde med Forum für Frieden und Demokratie en konference om den alvorlige situation i Centralafrika. Konferencens tema var "Fred gennem Udvikling i området omkring Afrikas store Søer". Af konferencens 60 deltagere var 40 fra de afrikanske lande Burundi, Rwanda, Uganda og Kivu-provinsen i Zaire, altså de områder som netop nu er ramt af en ubeskrivelig menneskelig katastrofe.
Konferencens talere inkluderede Ugandas tidligere præsident dr. Godfrey Binaisa, Lyndon og Helga LaRouche, Uwe Friesecke, Linda de Hoyos og Dennis Speed fra Executive Intelligence Review, Jean Gahururu fra Forum für Frieden und Demokratie, Evariste Gafumbegete fra det burundiske oppositionsparti CNDD samt flere tidligere parlamentarikere og ambassadører fra Burundis myrdede præsident Ndadayes politiske organisation. Fra Uganda deltog desuden Peter Jjumba, tidligere ambassadør for præsident Museveni, som nu har brudt alle forbindelse til regimet. Der var flere deltagere fra Zaire, herunder også fra Kivu-provinsen. Desuden deltog John Bart Agami, agofe (konge) af Lado. Fra Europa deltog blandt andre dr. Josef Miklosko, forhv. vicepremierminister i Tjekkoslovakiet.