Tusinder af hutuflygtninge stuvet sammen i kreaturvogne udenfor Kisangani i Zaire. På flugt fra Laurent Kabilas militære styrker. Mindst en halv million flygtninge fra Rwanda, Burundi og Zaire har allerede mistet livet. Mere end 1 million mennesker er stadig på flugt. Ifølge EU-kommissær Emma Bonino har Kabila omdannet junglen i det østlige Zaire til et "slagtehus". Ifølge organisationen Læger uden Grænser er et blodigt folkemord i gang. Ugandas diktator Yoweri Museveni, Kabilas allierede, hylder Hitler. Sammen vil de bygge et "tutsi-imperium". Alligevel står mineselskaber og finansbanker fra Det britiske Statssamfund i kø for at blive venner med de nye herskere. Vi har set det hele før. Derfor siger vi: "Aldrig igen!"
INGEN MARSHALL-PLAN TIL ØSTEUROPA
I Haag den 28. maj fejrede mere end 30 stats- og regeringsledere 50-året for den amerikanske Marshall-hjælp til Europa efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Ved den lejlighed talte både USA's præsident Bill Clinton og den hollandske vært, premierminister Wim Kok, om det åbenlyse behov for en ny Marshall-plan, denne gang til hele Østeuropa.
Men desværre for befolkningerne i Øst blev der slet ikke fremlagt forslag eller planer, der bare kom i nærheden af de visioner, som den daværende udenrigsminister George C. Marshall virkeliggjorde. I underlig modsætning til sin egen sammenligning mellem efterkrigstidens Vesteuropa og Østeuropa efter Berlinmurens fald, mente præsident Clinton, at østeuropæerne allerede har fået tilstrækkelig "Marshall-hjælp" fra internationale institutioner som IMF og Verdensbanken. Derfor skal fremtidig "hjælp" komme fra private investorer, mente han. Tager man et hurtigt blik på levestandarden i Rusland, Rumænien, Bulgarien og Albanien, skal vi danskere vist være glade for, at det ikke var nutidens liberal-økonomiske tidsånd, der var herskende på udenrigsminister Marshalls tid.
Den oprindelige Marshall-plan var baseret på en helt anden økonomisk politik, end den IMF og Verdensbanken påtvang Østeuropa og Rusland efter Berlinmurens fald. Den IMF-dikterede chokterapi, med massive privatiseringer og virksomhedslukninger, har medført massearbejdsløshed og historiens største og mest dramatiske fald i levestandarden i Rusland og det meste af Østeuropa.
I 1947 gjorde man det stik modsatte. Dengang tænkte man først og fremmest på at opbygge den fysiske økonomi. Derfor stillede Marshall-planen fra 1948 til 1951 13 mia. dollars (88 mia. dollars i dagens penge) til rådighed i støtte og hjælp. Herunder store leverancer af fødevarer og maskiner til landbrug og industri. Modtagerlandene brugte hovedsageligt pengene til at genopbygge infrastruktur og til at importere nødvendige varer og maskiner.
Danmark modtog varer til en værdi af 273 millioner kr. (11 mia. kr. i dag). Leverancerne bestod primært af olie, korn og foderstoffer samt landbrugs- og industrimaskiner. Virksomhederne betalte for varerne, men pengene blev indsat i en fond i Nationalbanken og anvendt til at genopbygge Danmark. Udover varehjælpen fik Danmark 30 mio. kr. i langfristede lån.
Resultatet af Marshall-planen sås hurtigt. I de tre år hvor USA gav hjælpen, fra 1948 til 1951, steg industriproduktionen i Europa med 36%. Til sammenligning er industriproduktionen i Rusland faldet med mere end 50% siden Berlinmurens fald. Man kan kun drømme om, hvor hele Europa ville have været i dag, hvis man havde iværksat en ny Marshall-plan tilbage i 1989 i stedet for IMF's økonomiske hestekur.
Under Marshall-planen importerede Danmark olie og olieprodukter for 111 mio. kr.(i 1948/49 kr.); industrimaskiner og transportmidler for 73 mio. kr.; foderstoffer for 78 mio. kr.; oliefrø og olier for 58 mio. kr.; korn: 43 mio. kr.; traktorer og landbrugsmaskiner: 31 mio. kr.; spindestoffer: 46 mio. kr.; tobak: 36 mio. kr.; Jern og stål: 22 mio. kr.; andre metaller: 20 mio. kr.; andre varer: 10 mio. kr.
STOR STÅHEJ FOR INGENTING
Ifølge dagbladet Politiken den 1. juni, har den internationale ekspertgruppe, der blev oprettet for at følge havmiljøet i forbindelse med byggeriet af den faste forbindelse over Storebælt, nu opløst sig selv. Årsagen er den simple, at byggeriet af Storebæltsbroen ikke har fået nogen konsekvenser for havmiljøet. Ifølge lektor i marineøkologi, Jørgen Hylleberg, er der nu de samme mængder af ålegræs, muslinger, børsteorme, snegle, krebsdyr osv., som før byggeriet startede. "De biologiske ændringer er ikke større, end at de kunne være forårsaget af naturen selv", mener lektor Hylleberg, der var med i den ti mand store ekspertgruppe. Vandgennemstrømningen i Bæltet er stort set uændret, og fiskebestandene er hastigt voksende. Det indrømmer selv de mest skeptiske lokale fiskere.
Den oprindelige modstand imod brobyggeriet var næsten udelukkende baseret på en påstået "bekymring for miljøet". Miljøorganisationerne fremsatte vilde katastrofeteorier om konsekvenserne for havmiljøet. Da civilingeniør Jacob Steen Møller fra Dansk Hydraulisk Institut i sin tid fremlagde beregninger, der viste, at færgedriften var mere ødelæggende for havmiljøet end en fremtidig bro, blev han mødt af hysteriske reaktioner. Men han fik ret. Det har han også i dag, når han siger til Politiken: "Kritikken havde ikke så meget at gøre med miljøet i havet, som det var en kritik af en samfundsudvikling, som broen var et kraftigt symbol på.
ØMU RYSTET AF FRANSK VALG
Frankrigs præsident Jacques Chiracs ønske om et "hurtigt lille valg" til at styrke sin position inden de afgørende forhandlinger om en fornyelse af Maastricht-traktaten og indførelsen af EU's fælles mønt, blev en sand katastrofe for ham selv. For første gang i den 5. republiks 40-årige historie tabte en siddende præsident et valg, han selv havde udskrevet i utide. Ved sidste runde af valget den 1. juni fik partierne i den konservative koalitionsregering, RPR og UDF, halveret deres repræsentation i det franske parlament. Derfor skal den konservative præsident Chirac nu leve med en socialistisk regering.
Frankrigs nye regeringsleder, Lionel Jospin, har under valgkampen været bevidst uklar om sine hensigter med hensyn til EU's planlagte møntunion, ØMU, og fornyelsen af Maastricht-traktaten, der skal ligge klar allerede i midten af juni. Men med en fransk arbejdsløshed på 12,8% er den nye socialistiske regering tvunget til at tage troværdige skridt til at skabe nye arbejdspladser. Det er ikke foreneligt med de nuværende strenge optagelseskrav til ØMU'en. Derfor vil Jospin sandsynligvis præsentere Tyskland for to muligheder: 1) en udsættelse af hele ØMU-projektet i 2-3 år eller 2) en væsentlig opblødning af optagelseskriterierne, hvor især kravet om et underskud på statsbudgettet på højst 3% bliver svært for Frankrig at opfylde. En sådan opblødning af optagelseskravene har allerede fået øgenavnet en "camembert ØMU".
Det franske valg har lagt et gigantisk pres på den tyske forbundskansler Helmut Kohl og hans regering. På det værst tænkelige tidspunkt. Finansminister Theo Waigel skabte en alvorlig krise, da han i slutningen af maj forlangte, at den tyske forbundsbank opskrev værdien af Tysklands guldbeholdning til dagens markedspris. Det ville bogføringsmæssigt skabe et milliardoverskud, som Waigel ville inkludere i statsbudgettet. Dermed kunne regeringen undgå nye skrappe og upopulære skattestigninger og budgetnedskæringer. Den 28. maj afviste forbundsbanken blankt at følge Waigels henstilling, og den 3. juni indgik man et kompromis, så opskrivningen først sker i 1998 og dermed ikke påvirker 1997-budgettet, der er afgørende for Tysklands opfyldelse af ØMU-kriterierne. Men skaden var sket. Den tyske regering har lidt et gigantisk prestigetab.
Helmut Kohls svækkede regering skal nu i gang med at finde nye budgetbesparelser, og må måske hæve skatterne. Samtidig skal man på få uger genforhandle optagelseskriterierne i ØMU'en med Frankrig og en fornyelse af Maastricht med resten af Europa. Det er ikke sikkert at regeringskoalitionen i Bonn holder til presset (der kan såmænd ske dramatiske ting, inden Agro-Nyt når gennem trykken).
LAURENT KABILA EN BLODIG DIKTATOR
Den 17. maj marcherede Laurent Kabilas militære styrker ind i Zaires hovedstad Kinshasa. Landets diktator gennem 30 år, Mobutu Sese Seko, var flygtet få timer tidligere. Senere, samme dag, blev det meddelt, at landet havde ændret navn til den Demokratiske Republik Congo. Den 29. maj indsatte Kabila sig selv som enehersker over den nye "demokratiske" republik.
Allerede inden Kabila "officielt" blev udnævnt til statsleder, så man de første demonstrationer imod det nye regime i Kinshasas gader. Kabila ville nemlig ikke tillade, at lederen af den politiske opposition til Mobutu, Etienne Tshisekedi, eller andre af det tidligere regimes reelle modstandere fik del i regeringsmagten. Ydermere vakte det harme blandt hovedstadens indbyggere, at størstedelen af de militære styrker, der besatte Kinshasa, slet ikke var fra Congo/Zaire. Det var den berygtede "tutsi-legion", Kabilas elitestyrke, der består af ca. 15.000 professionelle lejesoldater fra Uganda, Burundi og Rwanda. Som frygtet krydrede disse lejetropper indtoget i Kinshasa med summariske henrettelser af både Mobuto-tilhængere og -modstandere.
Men Kabila og hans tropper havde allerede mange tusinde liv på samvittigheden, længe inden de rykkede ind i Kinshasa. Siden oktober 1996 er der blevet drevet regulær menneskejagt på mere end 1 mio. hutu-flygtninge i det østlige Zaire. Efter lang tids tavshed rapporterede FN's flygtningemedarbejdere endelig i begyndelsen af april om omfattende massakrer på hutu-flygtninge i de områder af Zaire, hvor Kabilas oprørsstyrker havde taget magten. Systematisk blev de internationale hjælpeorganisationer nægtet adgang til flygtningelejrene. Den 25. april anklagede FN's generalsekretær Kofi Annan direkte Kabila for at gennemføre en "langsom udryddelse" af flygtningene. På det tidspunkt var mere end 85.000 flygtninge forsvundet i den centralafrikanske jungle.
På en pressekonference i Bruxelles den 6. maj anklagede EU-kommissær Emma Bonino Laurent Kabila for at have "omdannet Zaire til et slagtehus". Og den 16. maj, dagen inden Kabilas styrker rykkede ind i Kinshasa, fremlagde organisationen Læger uden Grænser en 10 siders rapport med titlen "Tvunget flugt: En brutal udryddelsesstrategi i det østlige Zaire" der dokumenterede, at mellem 190.000 og 340.000 flygtninge fra Rwanda og Burundi, der var registrerede i lejre i det østlige Zaire i november/december 1996, simpelthen var "forsvundet".
Ifølge lægeorganisationen var disse hutu-flygtninge blevet elimineret af Kabilas oprørsstyrker fra ADLF og "tutsi-legionen" i fællesskab. Fra december til februar havde man afskåret flygtningelejrene fra mad og medicin, med det resultat, at tusinder døde. Men fra midten af april foretog ADFL-styrker direkte militære angreb på flygtningelejrene, under påskud af at ville afvæbne små grupper af bevæbnede hutuer. Det fik flygtningene til at skjule sig i junglen, men ADFL-styrker narrede hjælpeorganisationerne til at lokaliserede dem, og med falske forsikringer om transport hjem til Rwanda og Burundi blev tusinder af flygtninge lokket ud på regulære "dødsmarcher" rundt i junglen. Det tog livet af tusinder af kvinder, børn og ældre. Ifølge Læger uden Grænser blev det gjort helt bevidst af Kabilas ADFL-styrker.
ET NYT TUTSI-IMPERIUM
Det var ikke uden grund, at indbyggerne i Kinshasa hurtigt fik det indtryk, at de var blevet besat af fremmede tropper, da Laurent Kabila tog magten i Congo/Zaire. Den virkelige arkitekt bag Kabilas magtovertagelse er nemlig Ugandas diktator, Yoweri Museveni, der med aktiv støtte fra det gamle britiske kolonikontor i London forsøger at skabe et "Tutsi-imperium" i det østlige og centrale Afrika. Musevenis allierede i denne plan er Rwandas "stærke mand", Paul Kagame, Burundis diktator, Pierre Buyoya, lederen af oprørsgruppen SPLA i det sydlige Sudan, John Garang, diktator Aferwerki i Etiopien, diktator Zenawi i Eritrea og Laurent Kabila i Congo. Flere af disse herrer kender hinanden fra fælles studietid på Dar Es Salaam-universitetet i Tanzania i begyndelsen af 70'erne. De har alle gennemgået den obligatoriske læseplan med Karl Marx, V.I. Lenin og Franz Fanon. Det var Fanon, der opfandt begrebet "rensende vold". Selv om Marx var på læseplanen, udviklede Dar Es Salaam-universitetet sin egen økonomiske teori, som skulle være en sammensmeltning af socialisme og kapitalisme. Samme syntese, der i Europa blev kendt som korporativismen, den italienske fascismes hjørnesten.
Denne økonomiske teori passer også til tutsi-imperiets overordnede ideologi. Den er baseret på den feudale forestilling om tutsierne som naturlige "herremennesker" og bahutuerne (hutuerne) som deraf følgende "undermennesker". En forestilling som de belgiske og britiske kolonimagter kynisk forstærkede og udnyttede til at splitte befolkningen og fastholde magten. Denne kultforestilling deles slet ikke af alle tutsier, men det er den drivende ideologi hos "tutsi-legionen" og den politiske klike, som nu er ved at tage magten. Det ses med al tragisk tydelighed i den igangværende menneskejagt på hutu-flygtninge i junglen i det østlige Congo.
DE PRIVATE EJERE AF DET NYE CONGO
Den 20. maj indrømmede den britiske avis The Times, at der var "en vis sandhed" i Frankrigs påstande om, at der bag Kabila stod "en anglofon sammensværgelse, i hvilken Storbritannien leverede kolonitidens know-how og amerikanerne pengene og den militære træning, der gjorde tutsierne i stand til at storme tværs over Zaire på bare syv måneder".
"Blandt dem, der høster frugterne af magtskiftet i Zaire, finder man George Bush, som sammen med Canadas tidligere premierminister Brian Mulroney sidder i den rådgivende bestyrelse for Toronto-selskabet Barrick Gold, der har sikret sig guldkoncessionen i et 80.000 kvadratkilometer stort område i det nordøstlige Zaire," skrev The Times. Dermed kom avisen til at afsløre sandheden om den "amerikanske opbakning" til Kabila. Den består nemlig af et privat netværk af personer og firmaer med forretningsforbindelser til Det britiske Statssamfund og politiske forbindelser til kredsene omkring den tidligere præsident George Bush.
Den 2. maj mødtes repræsentanter for den sydafrikanske diamantkoncern DeBeers med Laurent Kabila i Zaires næststørste by, Lubumbashi (midt i minedistriktet). Ifølge velinformerede kilder fik Kabila en betydelig sum kontanter i hænderne. Den 9.-10. maj mødtes Kabila så med en udvalgt kreds af internationale finans- og forretningsfolk. Mødet var arrangeret af det canadiske mineselskab American Mineral Fields, AMF, angiveligt på Kabilas egen opfordring. Blandt mødedeltagerne var repræsentanter for finansselskabet Bunting Warburg, der er en Toronto-baseret afdeling af den schweiziske bank Swiss Bank Corporation; Wall Street-investeringsselskabet Goldman Sachs; London-investeringsselskabet Value Investing Partners, den sydafrikanske afdeling af investeringsbanken Deutsche Morgan Grenfell; investeringsselskabet C.M. Oliver fra Vancouver i Canada; den canadiske storbank Canadian Imperial Bank of Commerce-Wood Gundy; det canadiske investeringsselskab Marathon Securities; det britiske investeringsselskab Yorktown Securities; det amerikanske investeringsselskab Nile International; det britiske investeringsselskab Breco International; London-selskabet National Securities samt mineselskabet Northern Mining of Ontario i Canada.
Som det fremgår af listen er det Canada, Storbritannien og Sydafrika (altså Det britiske Statssamfund), som har stillet sig forrest i køen for at få fingre i Congos ufattelige rigdomme. Congo er Afrikas tredjestørste land. Med sine 40 mio. indbyggere råder landet over halvdelen af verdens koboltreserver, enorme forekomster af kobber, zink, tin og diamanter samt betydelige forekomster af guld og andre råstoffer som baryt (tungspat), bor og mangan.
HVIS NOGEN SKULLE VÆRE I TVIVL
Den 4. april talte Ugandas diktator Yoweri Museveni på Det østafrikanske Juristselskabs generalforsamling. Ifølge Elizabeth Tusubira fra den ugandiske avis Shariat sagde Museveni bl.a.: "Min mission er at sikre, at Eritrea, Etiopien, Sudan, Uganda, Kenya, Tanzania, Rwanda, Burundi og Zaire bliver føderale stater i én nation... Som Hitler gjorde det, da han samlede Tyskland, sådan skal vi også gøre. Hitler var en smart fyr, men efter min mening, gik han lidt for langt ved at ville erobre hele verden."
Desværre er det ikke kun tomme ord fra Museveni. Der står allerede 17.000 velbevæbnede styrker fra Rwanda, Uganda og Zaire langs Ugandas grænse til Kenya. Kenya beskyldes for at beskytte hutu-militser. Rwanda har truet med at sende tropper imod den Centralafrikanske Republik, som også beskyldes for at beskytte hutuer.
ALDRIG IGEN!
Schiller Instituttet har sammen med alle de internationale organisationer, der samarbejder med Helga Zepp-LaRouche og Lyndon LaRouche, iværksat en international kampagne for at få stoppet folkemordet i Afrika. Overskriften på denne kampagne er den samme som en hel verden enedes om for 52 år siden, da 2. Verdenskrig blev bragt til afslutning: "Aldrig igen" (det var general George Pattons ord, da han nåede frem til koncentrationslejren Buchenwald).
Mere end 1 million flygtninge er ved at blive udryddet med en ideologi og brutalitet, der er identisk med Hitlers naziterror. Derfor udfører Schiller Instituttet et ihærdigt politisk arbejde i Washington for at forhindre, at Det britiske Statssamfund får held til at vinde Clinton-regeringens stiltiende accept af de nye magthavere i Afrika. Det samme er tilfældet i Europa. Vi vil gøre alt for at forhindre, at EU-landene giver Kabila og Museveni grønt lys til at etablere deres "tutsi-imperium".