Storebæltsforbindelsen er et imponerende bygningsværk. Ikke blot at skue - for broen er altså flot - men også i funktion. Det har vi nu fået den første fornemmelse af med åbningen af tunnelen. Det er ikke en simpel sag at skære en hel time af rejsetiden væk i et lille land som Danmark. Hvad mon H.C. Andersen ville have sagt ved tanken om, at hans fødeby Odense nu ligger bare fem kvarters togkørsel fra København?
Storebæltsforbindelsens betydning for Danmark giver os et glimt af det en Eurasisk Landbro kan bibringe et helt kontinent. I Lyndon LaRouches forslag skal tusinder af byer mellem Europa og Kina forbindes af et net af højhastighedstoglinier, veje, energisystemer og anden infrastruktur. Millioner af mennesker i det centrale Asien vil få kontakt til omverden og til hinanden. Århundreders isolation bag bjerge og stepper vil blive brudt. Det betyder kulturel og økonomisk udveksling. Det bliver en moderne Silkevej.
DSB har netop fejret sin 150 års fødselsdag. Derfor er det på sin plads at give ordet til den store gamle digter. Han elskede jernbaner. I sin rejseberetning "En Digters Bazar" beskriver H. C. Andersen sit eget første møde med den nye teknologi i den tyske by Braunschweig i 1841:
"O, Hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo mægtig, som en Oldtids Troldmand! vor magiske Hest spænde vi for Vognen, og Rummet forsvinder; vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve! vor vilde Hest fnyser og snøfter, den sorte Damp stiger ud af hans Næseboer. Raskere kunde ikke Mephistopheles flyve med Faust paa sin Kappe! vi ere ved naturlige Midler i vor Tid lige saa stærke, som man i Middelalderen har troet, at kun Djævelen kunde være det! vi ere ved vor Kløgt komne paa Siden af ham, og før han selv veed det, ere vi ham forbi.
Jeg erindrer kun faa Gange i mit Liv, jeg saaledes har følt mig greben som her, saaledes med al min Tanke ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt. Jeg følte en Andagt, som jeg kun som Barn har følt den i Kirken, og som Ældre i den solbelyste Skov eller paa det blikstille Hav en stjerneklar Nat! I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden, han forkynder det evige Sande, og i dette ligger Storhed og Poesi!"
STOP SULTEN I NORDKOREA
På en pressekonference i den såkaldte "Korea Town" i Los Angeles den 16. juni bekendtgjorde Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche, at instituttet har iværksat en international mobilisering for at få verdenssamfundet til hurtigst muligt at gribe ind overfor den massesult, som nu truer Nordkoreas befolkning. Baggrunden er de gruopvækkende rapporter, som FN's Fødevareprograms direktør Catherine Bertini, UNICEF's vicedirektør for nødhjælp, Peter McDermott, og Røde Kors' danske udsending Ole Grønning har sendt tilbage fra Nordkorea.
Ifølge det amerikanske kongresmedlem Tony Hall, som for nylig besøgte Nordkorea, er op mod 50% af landets 24 mio. indbyggere på vej mod sultedøden. Årsagen er, at landets hastigt svindende fødevarereserver fordeles ligeligt mellem alle landets indbyggere i 100 grams dagsrationer.
I tidligere sultkatastrofer andre steder i verden har sultedøden først ramt de fattige, hvilket har fået det internationale samfund til at gribe ind for at redde den øvrige befolkning. I det kommunistiske Nordkoreas jernhårde "lighedssamfund" er det hele befolkningen, som sulter, og som gradvist er blevet svagere og svagere. Derfor vil det være for sent, når først sultedøden rammer, og katastrofen kan blive af et hidtil uset omfang, mener Tun Myat fra FN's Fødevareprogram.
Ifølge Catherine Bertini er der her og nu behov for 1,8 mio. tons korn. Derfor er de 155.000 tons, som EU har lovet at donere, og de 60.000 tons, som USA allerede har fremsendt, slet ikke tilstrækkeligt til at undgå en katastrofe.
Den 13. juni udsendte Schiller Instituttet en omfattende nødhandlingsplan for Nordkorea. Den indeholder blandt andet en opfordring til Japan om at frigive dele af de 2 mio. tons ris, som landet har liggende som strategiske reserver. Ligeledes opfordres andre lande i regionen, bl.a. Australien og Thailand, til straks at frigive deres reserver, så mindst 1 mio. tons fødevarer kan afsendes øjeblikkeligt. Samtidig må både USA og EU give tilsagn om at stille fødevareleverancer til rådighed til genopbygningen af Japans og de andre landes reserver. Desuden må de private fødevareselskaber som ADM og Cargill beordres til, mod kompensation, at åbne deres lagre og deltage i nødhjælpen. Desuden må Verdenshandelsorganisationens, WTO's, bestemmelser fra januar 1995, der forbyder tiltag til opbygning af national fødevaresikkerhed, erklæres ugyldige.
Desværre blokeres den internationale hjælp til Nordkorea af magtfulde politiske kredse i Storbritannien og USA. De ønsker at udnytte den truende sultkatastrofe som et afpresningsmiddel overfor det kommunistiske styre. I USA er det især det republikanske netværk omkring tidligere præsident George Bush, de tidligere udenrigsministre Henry Kissinger og Lawrence Eagleberger, samt den tidligere chef for det nationale sikkerhedsråd, Brent Scowcroft. Sammen med det britiske udenrigsministerium og kredsene omkring tidligere premierminister Margaret Thatcher, og deres fælles venner i Sydkoreas efterretningstjeneste, KCIA, spreder de kynisk løgnen om, at der "slet ikke er nogen sult i Nordkorea".
På en pressekonference umiddelbart efter G-8-topmødet i Denver den 22. juni, spurgte EIR's Hvide Hus-korrespondent William Jones præsident Clinton: "Hr. præsident, for to dage siden sagde Røde Kors' repræsentant i Pyong-Yang at ca. 5 mio. mennesker i Nordkorea trues af sult her og nu. Jeg vil gerne vide, om dette spørgsmål blev diskuteret på de sidste to dages møder, og om ikke De, som formand for G-7, kunne mobilisere andre lande til bidrage med det nødvendige og stille transportmidler til rådighed, så hjælpen kan komme frem til Nordkorea før katastrofen rammer?"
Clinton svarede: "Jeg har faktisk personligt diskuteret dette enkeltvist med flere af lederne, og USA har forpligtet sig til at give yderlige fødevarehjælp til Nordkorea. Jeg er meget bekymret over situationen ud fra et humanitært standpunkt, og jeg er overbevist om, at man vil se yderligere handling på området. Det er jeg i hvert fald indstillet på. Ydermere, vil jeg også gerne understrege, at vi efter de seneste udtalelser fra Nordkorea er fortrøstningsfulde med hensyn til afholdelsen af et møde, hvor vi kan diskutere, hvordan der kan indledes firesidede samtaler med kineserne og sydkoreanerne, der er håb. Men jeg er dybt bekymret over de rapporter, jeg har læst om omfanget af de menneskelige lidelser i Nord-korea, og hver gang vi er blevet spurgt, har vi skaffet mere mad. Men jeg så gerne, at vi gjorde mere nu, og jeg er overbevist om, at man vil se, at de andre lande også er villige".
SWAHILI-IMPERIUM OG FOLKEMORD
Congos nye diktator Laurent Kabila holder fortsat FN og de internationale observatører ude fra den østlige del af landet, hvor op mod 1 mio. flygtninge er forsvundet. Alligevel tegner sparsomme øjenvidneberetninger fra de få, som er sluppet ud med livet i behold, et stadig mere grusomt billede af et omfattende folkemord. Samtlige internationale nødhjælpsorganisationer har sendt desperate meldinger fra Congos jungle.
Men folkemordet i Congo er ikke en lokal affære. Det er et kynisk og velforberedt skridt i etableringen af et centralafrikansk "tutsi-imperium" eller "Swahili-imperium" (se også Agro-Nyt, juni '97). Den samlende leder og drivende kraft bag folkemordet i Congo er Ugandas diktator Yoweri Museveni. Allerede i april 1994 blev planerne om et "Swahili-imperium" fremlagt på den 7. Pan-afrikanske Kongres, der blev afholdt i Kampala, Uganda. De 53 nuværende afrikanske lande skal opløses i seks store "republikker" (som alle naturligvis skal være medlemmer af det britiske statssamfund, Commonwealth). Ifølge de panafrikanske politiske teoretikere fra Dar-es-Salaam-universitetet i Tanzania kan denne "revolution" kun ske med vold.
Det blev bekræftet af Ugandas kvindelige vicepræsident Specioza W. Kazibwe på et møde i Det kgl. svenske udenrigspolitiske Selskab i Stockholm den 26. juni. På et spørgsmål om hendes holdning til Kabila og det igangværende folkemord i Congo fra EIR's korrespondent Torbjörn Jerlerup, svarede Kazibwe: "En gang imellem ville jeg ønske, at I mænd kunne føde børn. Og det vil jeg gerne citeres for. Der er kedeligt, at mænd ikke kan få børn. Hvis I kunne, ville I forstå, at det er meget, meget smertefuldt at føde. Det er en nødvendig smerte, men når barnet er født, bliver smerten glemt og erstattet af ren glæde."
Jerlerup spurgte opfølgende: "Mener du dermed at mordet på 300.000 i Zaire var nødvendig smerte?" Kazibwe svarede: "Alle revolutioner medfører drab. Det er meget smertefuldt at gennemføre forandringer, og folk har altid mistet livet i forsøget. Se på Jesus, han døde for frihed. Se på Uganda, mennesker døde for at befri Uganda." Kazibwe bekræftede efterfølgende, at Museveni og hans regering stræber efter et "samlet Storafrika".
331 ØKONOMER UNDSIGER ØMU
Den 12. juni, fire dage før regeringskonferencen i Amsterdam, bragte den britiske avis The Guardian et åbent brev til EU's regeringschefer underskrevet af 331 økonomer fra 14 af EU's 15 medlemslande. Blandt underskriverne var det tidligere bestyrelsesmedlem af den tyske forbundsbank Wilhelm Noelling og Cambridge-økonomen John Wells, rådgiver til den britiske Labour regering. Brevet blev også bragt i den franske avis Le Monde den 16. juni.
Økonomerne skrev bl.a. til regeringslederne: "Jeres økonomiske rådgivere har fortalt jer, at ØMU'en, som den er beskrevet i Maastricht-traktaten og Stabilitetspagten fra Dublin, vil skabe flere arbejdspladser og mere velstand i Europa. Vi ... er bange for, at det modsatte bliver tilfældet. Denne plan for en økonomisk og monetær integration er ikke alene utilstrækkelig ud fra et socialt, økologisk og demokratisk standpunkt, men også fra et økonomisk. ... Det er bemærkelsesværdigt, at denne grænse [3% af BNP], som gør så megen social skade, simpelthen er uden økonomisk grundlag... Argumentationen for disse konvergenskriterier er hentet fra monetaristiske doktriner, der ikke er accepteret af et flertal af økonomer... Vi opfordrer jer derfor til at genoverveje hele ØMU-projektet."
Økonomerne understreger i brevet, at de ikke på nogen måde er imod EU eller et tæt europæisk politisk og økonomisk samarbejde, men at det alene er den forkerte økonomiske konstruktion af ØMU'en, som vækker deres dybe bekymring. De frygter, at et EU der fastlåser sig i en monetaristisk økonomisk politik, vil blive så upopulært hos befolkningerne, at det vil lede til kaos og opløsning.
I et tilhørende 40-siders memorandum uddyber de 331 økonomer deres synspunkter. Dokumentet bryder på afgørende punkter med de seneste års økonomiske tabuer. Økonomerne påpeger, at man ikke kan gøre bekæmpelsen af inflation til den eneste gældende økonomiske leveregel. De advarer om, at den høje arbejdsløshed kan sende hele Europa ud i en ødelæggende deflationsspiral. Og de fastslår også, at regeringer sagtens kan benytte sig af nationalbankskreditter til finansiering af bl.a. infrastrukturprojekter og jobskabelsesprogrammer, uden at det automatisk udløser inflation.
I stedet for ØMU'en foreslår økonomerne en genetablering af det Europæiske Monetære System, EMS. De foreslår en genregulering af finansmarkederne, for at stoppe det de kalder "det globale værdipapirmarkeds tyranni". Da de nuværende finansmarkeder kun bidrager forsvindende lidt til produktive investeringer, foreslår økonomerne en beskatning af spekulation, og en betydelig opstramning af reglerne for den omfattende handel med de spekulative finansinstrumenter, de såkaldte derivater. De foreslår desuden en direkte beskatning af valutaspekulation.
Dokumentets svage side er dets forslag til arbejdsdeling og forskellige "miljøtiltag". De fleste af økonomerne er "keynesianerne", og ligesom John Maynard Keynes, har de desværre en utilstrækkelig forståelse for betydningen af teknologisk udvikling.
TÅGET AMSTERDAM-KONFERENCE
EU's regeringskonference i Amsterdam den 16.-17. juni kom i høj grad til at afspejle de store og voksende politiske spændinger, der præger medlemslandenes hjemlige politiske scener. Regeringslederne havde hverken politisk styrke eller mod til gennemføre de grandiose politiske planer for en udvidelse af EU og en større politisk integration, der ellers har været lagt op til lige siden Maastricht-traktatens vedtagelse i 1991. Den økonomiske krise har skabt en voksende skepsis hos de europæiske befolkninger. Derfor afviger den nye Amsterdam-traktat ikke væsentligt fra forgængeren fra Maastricht.
Det eneste positive ved mødet i Amsterdam var genoplivningen af Jacques Delors' Hvidbog. Den nye franske regering, under ledelse af premierminister Lionel Jospin, insisterede på, at Delors-planen med dens infrastrukturprojekter, som f.eks. etableringen af et transeuropæisk højhastighedstognet, TEN, skal inddrages i en reel diskussion om bekæmpelsen af den høje europæiske arbejdsløshed. Modsat insisterede den tyske forbundskansler Helmut Kohl på, at kriterierne for ØMU'en og Stabilitetspagten skulle fastholdes. Derfor indeholdt slutdokumentet kun vage formuleringer om nødvendigheden af at "genskabe arbejdspladser og vækst". Men trolden er sluppet ud af æsken, og den økonomiske diskussion bliver næppe helt den samme igen i Europa.
FINANSSYSTEMET UDE AF KONTROL
Den 9. juni offentliggjorde Bank for International Settlements, BIS, også kaldet "centralbankernes centralbank", sin årsrapport. I et forsigtigt sprog, og med gentagne besværgelser om det gode i at inflationen fortsat holdes under streng kontrol, indrømmer BIS' administrerende direktør Andrew Crockett, at man ikke længere har kontrol med udviklingen på de internationale finansmarkeder.
Allerede i indledningen til årsrapporten kan man i allerførste sætning læse: "Selv om man kan foreslå troværdige forklaringer på mange af de økonomiske og finansielle forandringer i 1996, så var de ikke desto mindre overraskende fra flere standpunkter". Crockett beskriver derefter en række paradoksale udviklinger i USA, Europa, Latinamerika og Asien, hvor aktie- og obligationsmarkederne er steget af tilsyneladende helt forskellige og endda modstridende årsager. Han fortsætter: "Var disse overraskende udviklinger et produkt af fundamentale økonomiske kræfter, eller vil de snarere en gang i fremtiden blive tvunget tilbage af sådanne kræfter? Et delvist ærligt svar må være, at vi simpelthen ikke ved det."
NERVØST HIK PÅ WALL STREET
Slutbudskabet fra det verdensøkonomiske topmøde, G-8-mødet, i Denver den 21.-22. juni, var ikke overraskende, at alt er i den skønneste orden ("her går det godt fru kammerherreinde"). Men hvor tynd denne glasur i virkeligheden er, blev demonstreret allerede dagen efter, da Japans premierminister, Ryutaro Hashimoto, på et frokostmøde i New York lod en henkastet bemærkning falde om, at Japan måske kunne fristes til at sælge ud af sin 450 mia. dollars store beholdning af amerikanske statsobligationer, hvis ikke Washington udviste en mere konstruktiv holdning i de bilaterale handelsforhandlinger. 30 minutter senere var det amerikanske aktiemarked i Wall Street styrtdykket med 2,5%.
Hashimoto måtte i hast trække sin bemærkning tilbage, og Wall Street har siden hentet det meste af tabet tilbage. Men affæren viser, hvor usikker situationen på det internationale finansmarked i virkeligheden er. Den understreger også, hvor tæt forbundne de amerikanske og japanske finansmarkeder har været siden sommeren 1995, hvor den amerikanske føderalbank hjalp den japanske centralbank med at presse udlånsrenten helt ned til 0,5% for at redde det japanske banksystem. Før eller siden bliver Japan nødt til at sætte udlånsrenten op igen, og hvis bare en lille del af den japanske beholdning af amerikanske statsobligationer bliver indløst i den forbindelse, vil det afstedkomme et finansielt jordskælv.
GLOBALISERING ØGER ULIGHED
Den 12. juni offentliggjorde FN's Udviklingsprogram, UNDP, sin årsrapport for 1997. Og for første gang tager FN for alvor bladet fra munden overfor den blinde neoliberale globalisering af verdensøkonomien. Ifølge UNDP's rapport skal den fremtidige "globalisering" nøje styres, hvis ikke store dele af verdens befolkning skal ende i permanent fattigdom og sult.
Ifølge UNDP's rapport mister udviklingslandene hvert år 500 mia. dollars på grund af uretfærdige handelsbetingelser. Det er 10 gange den samlede udviklingsbistand. Selv om verdenshandlen er steget i forhold til det samlede BNP over de sidste 10 år, så er den faldet i 44 udviklingslande med en samlet befolkning på mere end 1 mia. mennesker. De fattigste 20% af verdens befolkning fik kun 1,1% af verdens samlede indkomst i 1995, der er en halvering i forhold til 1960, hvor de fattigste tjente 2,3% af indkomsten. For mange eksportafhængige udviklingslande er råstofpriserne faldet med 45% i forhold til 1980'erne og de ligger nu 10% lavere end under den store depression i 30'erne.
UNDP's rapport anbefaler, at udviklingslandene nøje udvælger hvilke dele af verdensmarkedet, de ønsker at åbne sig til. Den anbefaler også en gældsafskrivning for de fattigste lande, samt strengere kontrol med finansmarkederne. Der skal sættes en stopper for "kapløbet mod bunden", hvor fattige lande konkurrerer på lave lønninger for at tiltrække udenlandske investeringer. Rapporten påpeger, at ud af de 100 største økonomier i verden, er de 50 slet ikke lande, men private globale koncerner. Dem tør UNDP dog ikke gå i rette med, men foreslår spagfærdigt, at udviklingslandene indgår aftaler om hjælp til opbygningen af samfundene.
PORTILLO FOR NY BRETTON WOODS
Den 25. juni underskrev Mexicos tidligere præsident José Lopez Portillo Schiller Instiuttets opfordring til Clinton om at indkalde til en ny Bretton Woods-konference.
I 1982 mødtes præsident Portillo med Lyndon LaRouche, og det var på Portillos opfording, at LaRouche skrev et forslag til en reorganisering af Latinamerikas gæld. Forslaget blev kendt under navnet "Operation Juarez".
OPIUMSKRIGEN ENDELIG SLUT
Den 30. juni kl. 24:00 sluttede den britiske opiumskrig imod Kina, da Hong Kong blev givet tilbage til moderlandet. Opiumskrigen startede i 1830, da den kinesiske minister Lin Zexu satte 500 arbejdere til at ødelægge 1,5 tons opium ved at overhælde den med kalk og saltvand for derefter at hælde det hele i havet. Det britiske Imperium reagerede med vold.
I 1977-udgaven af det britiske leksikon, Encyclopedia Britannica, kan man læse om Lin Zexu: " Han forstod ikke betydningen af de britiske krav om frihandel... Lin svarede igen i et aggressivt moralsk tonefald; alt imens han greb hårdt ind overfor de britiske købmænd på en måde, der kun kunne fornærme deres regering."