Der var engang, hvor Agro-Nyt var helt alene om at advare mod faren for et sammenbrud på de internationale finansmarkeder. Det er vi ikke længere. Den internationale finanspresse taler åbent om faren for et alvorligt børskrak. Nogle analytikere siger august, andre siger oktober. Ingen ved præcist, hvornår det kommer. Men alle er enige om, at det nok ikke varer så længe. Den amerikanske præsidents finansielle krisestab følger udviklingen time for time.
Situationen minder i mangt og meget om sommerens tragiske oversvømmelser i Østeuropa. Den første finansielle flodbølge har allerede ramt valutamarkederne i Det fjerne Østen. Ingen ved med sikkerhed, hvornår den når Europa. Og ingen ved med sikkerhed, om digerne kan holde. Under normale omstændigheder udløser det ingen katastrofe, når et overophedet aktiemarked skvulper over med spekulationsværdier. Nogle vil miste en masse penge, men det truer ikke det internationale finanssystems eksistens. Problemet er de seneste års stærke tilvækst af eksotiske spekulationspapirer, de såkaldte derivater. De har mangedoblet volumen på de internationale finansmarkeder. Der er kommet meget mere vand i floden, så at sige. Men samtidigt har den omsiggribende afregulering og globalisering barberet toppen af de finansielle diger. Ifølge direktøren for Bank for International Settlements, Andrew Crockett, har man i realiteten mistet kontrollen med strømmen i den globale finansielle flod.
I Europa og USA håber man stadig, at de finansielle diger holder, når flodbølgen rammer. I Asien forsøger man at bygge nogle nye. Malaysias nationalbank forsøger med nye finansreguleringer at redde ørigets økonomi fra total udslettelse. Samtidig udsteder premierminister Mahathir Mohamed bandbuler imod storspekulanten George Soros og al hans vælde. Men skaden er sket, og uvejret er langt fra ovre.
Det kommende finanskrak bliver ikke et uskyldigt lille skvulp ud over kanten på det finansielle badekar. Det bliver tværtimod en syndflod af den type, politikerne har for vane at benægte eksistensen af. Når den finansielle flodbølge rammer med fuld kraft, vil det internationale finanssystem splintres til pindebrænde. Skal et efterfølgende globalt kaos undgås, må præsident Clinton indkalde til en ny Bretton Woods-konference, så et nyt finanssystem etableres hurtigst muligt. Det kan man lige så godt forberede allerede i dag. Og det vil Lyndon LaRouche gerne hjælpe præsidenten med.
ALVORLIG FINANSKRISE I ASIEN
I løbet af juli måned styrtdykkede den thailandske baht med 25% overfor dollaren og andre vestlige valutaer. Embedsmænd i den Internationale Valutafond (IMF) og internationale bankfolk har hele sommeren haft travlt med at forsikre alverden om, at finanskrisen i Thailand ikke er en gentagelse af Mexico-krisen 1994-95, der nær havde bragt det internationale betalingssystem til fald (se Agro-Nyt, feb. 95).
Men Thailands krise er en ny Mexico-krise, og den kan endda vise sig at blive langt sværere at håndtere end den gamle. Thailand er med en udlandsgæld på 90 mia. dollar i større vanskeligheder, end Mexico var under krisen i 1994. Desuden er hele 72 mia. dollars af udlandsgælden ikke statsgæld men privatgæld, oparbejdet af hundredvis af små og mellemstore virksomheder. Allerede i midten af juli kom den første bølge af betalingsstandsninger i Thailands erhvervsliv som følge af krisen.
Den 1. august måtte den Internationale Valutafond og Japans statsejede EX-IM Bank i hast etablere en "nødfond" på 8 mia. dollars, så Thailand kunne betale forfaldne renter og afdrag på udlandsgælden. Men dermed er krisen ikke ovre. En stor del af Thailands gæld er kortfristet, og alene i 1997 forfalder 60 mia. dollars. Men Thailands valutareserver er nede på 40 mia. dollars, så IMF's nødlån på 8. mia. forslår "som en skrædder i helvedet".
Som sædvanligt fulgte der krav om drakoniske nedskæringer i de offentlige budgetter med IMF's nødlån. Det fik direktøren for Thailands centralbank, Marakanond, til at gå af i protest. Han advarede om, at IMF's nedskæringskrav vil skabe en dyb depression i den Thailandske økonomi, og da hovedparten af gælden som nævnt er på private hænder, vil det for alvor få krisen til at eksplodere.
Ifølge IMF's "redningsplan" skal den resterende manko på Thailands betalingsbalance, ca. 12 mia. dollars, dækkes ind af nye kreditter fra private japanske banker, der i forvejen sidder på hovedparten af Thailands udlandsgæld. Det kan blive en særdeles risikabel affære, da Japan har sin egen uløste bankkrise. De japanske storbanker sidder stadig med 1.200 mia. dollars i dårlige lån fra 80'ernes vilde spekulation i jord og fast ejendom. Den japanske nationalbank har siden juli 1995 holdt bankerne kunstigt i live med en rekordlav diskonto på bare 1/2%. En vekselvirkning mellem den japanske bankkrise og Thailands finanskrise kan antænde en global krise i det internationale betalingssystem.
Samtidig er den japanske yen og det japanske aktiemarked kommet under et voldsomt spekulationspres. På bare 4 forretningsdage, mellem den 31. juli og den 4. august, faldt Nikkei-aktieindekset i Tokyo med hele 5%. Ifølge Agro-Nyt's kilder i finansverdenen skyldtes det forventninger om nært forestående rystelser i den japanske bankverden. Store spekulationsfonde med George Soros' "Quantum Fond" i spidsen har satset gigantiske beløb på, at det japanske aktiemarked vil falde dramatisk inden afslutningen på det japanske finansår den 31. september.
De aggressive spekulationsfonde er også aktive andre steder i Asien. Valutaerne i Sydkorea, Singapore, Filippinerne, Laos, Burma, Indonesien og Malaysia er alle styrtdykket sammen med den thailandske baht og den japanske yen. Landene i den asiatiske økonomiske samarbejdsorganisation, ASEAN, blev engang med ærefrygt kaldt "tiger-økonomierne". Nu ligner de snarere en flok forpjuskede baggårdskatte. Sandheden er, at ASEAN-landenes berømte "asiatiske økonomiske mirakel" i al for høj grad var en kunstig oppustet finansboble. Det udnyttes nu brutalt af spekulanter som George Soros til at tjene formuer ved at knække den ene valuta efter den anden. Det har fået Malaysias premierminister, Mahathir Mohamad, til at sammenligne Soros med en narkotikahandler. I en artikel i den malaysiske avis New Straits Times den 5. august udfordrede en rasende Soros premierministeren til debat ved Verdensbankens topmøde i Hongkong i november.
GREENSPAN TØR IKKE HÆVE RENTEN
Finanskrisen i Asien og frygten for at den skal udvikle sig til en global systemkrise i betalingssystemet, var den virkelige årsag til, at den amerikanske føderalbankchef Alan Greenspan afviste enhver snak om at hæve den amerikanske udlånsrente, da han aflagde sin halvårlige beretning for Repræsentanternes Hus den 22. juli.
Greenspans officielle forklaring på det uændrede renteniveau var en luftig teori om et "nyt produktivitetsparadigme", der skal have gjort den amerikanske økonomi i stand til at vedligeholde "en sund økonomisk vækst uden synlig fare for inflation". Ikke ét ord om den spekulationsboble på aktiemarkedet i Wall Street, der i december fik samme Greenspan til at advare om en "overdrevet irrationel begejstring". Det var samme "begejstring", der den 25. marts fik føderalbankchefen til at hæve udlånsrenten med en kvart procent. Men effekten blev kun kortvarig. Aktiekurserne faldt en del, men er siden atter steget med hele 49%!
Greenspans dilemma er, at han ikke kan hæve renten uden at skabe alvorlige problemer på den anden side af jordkloden. Den amerikanske føderalbank gav i april 1995 sin fulde støtte til den japanske centralbanks redningsplan for de nødstedte japanske storbanker. Den japanske rente blev banket i bund, og man lod den japanske yen gradvist falde 50% overfor dollaren. Hvis Greenspan nu ændrer på denne politik ved at hæve udlånsrenten for at dæmpe det amerikanske aktiemarked, ville den amerikanske dollar stige yderligere, netop på et tidspunkt hvor den i forvejen spekuleres til himlen overfor alle asiatiske (og europæiske) valutaer. Det ville fremtvinge en japansk rentestigning med efterfølgende finansielt ragnarok i Japan og hele Sydøstasien.
IH, HVOR GÅR DET GODT
Den amerikanske føderalbankchef Alan Greenspans optimistiske vurdering af den amerikanske økonomi under høringen i Repræsentanternes Hus den 22. juli, fik i løbet af få minutter aktieindekset på Wall Street til at skyde næsten 100 point i vejret. Det amerikanske aktiemarked slår nu alle rekorder, og almindelige amerikanere strømmer til for at sætte deres sparepenge og pensioner i aktier, så de kan få del i festen. Alene i år er aktieindekset steget fra et lavpunkt i foråret på 5561 point til en utrolig rekord på 8282, en stigning på 2721 point eller næsten 49%. Samlet fra nytårsskiftet og til i dag er stigningen dog "kun" på 27%. Hele 40% af den amerikanske befolkning har nu investeret på Wall Street.
En anseelig del af aktieopkøbene sker for lånte penge. Med en årlig bankrente på 61/2% og halvårlige aktiekursstigninger på 27% er fidusen ikke svær at få øje på. Den største potentielle slange i paradiset er derfor en rentestigning. Det vil automatisk flytte investeringer fra aktier til obligationer, og med det nuværende oppustede niveau i Dow Jones-indekset vil det uvægerligt få aktiekurserne til at styrtdykke. Altså et børskrak.
Men børsmæglerne lokker fortsat nye kunder til med teorier om, at USA's økonomi har forvandlet sig til en helt ny slags økonomi, hvor der aldrig mere kommer rentestigninger. Tyngdeloven er sat ud af funktion. Greenspans beretning til Repræsentanternes Hus kunne med megen velvilje fortolkes som en delvis støtte til denne teori. Det gjorde Wall Street, som derfor overhørte de andre ting, han sagde, der absolut ikke harmonerede med sådanne rosenrøde fantasier.
Det var dog ikke alle, der troede på Greenspans forsikringer om, at "det går ufatteligt godt" med den amerikanske økonomi. Kongresmedlem Jesse Jackson Jr. sagde bl.a.: "Mens den officielle arbejdsløshed i juni måned blev noteret til 5%, svarende til ca. 7 mio. mennesker på understøttelse og uden arbejde, så er den faktiske arbejdsløshed nærmere 15 eller 20 mio. amerikanere. Hvor passer disse uregistrerede amerikanere ind i føderalbankens henvisning til flaskehalse på arbejdsmarkedet som begrundelse for sin pengepolitik?"
Kongresmedlem Joe Kennedy slog desuden fast: "Sandheden er, at folk roser dig [Greenspan], fordi aktiemarkedet er tredoblet over de sidste 8 år. Jeg har fået fortalt, at bare siden du startede dit indlæg her i dag, er aktiemarkedet steget med over 65 point. Men i samme 8 års periode er almindelige arbejderes lønninger ikke alene ikke steget, de er faktisk faldet, selv om de tydeligvis har øget deres produktivitet. Den gennemsnitlige mandlige arbejders faktiske timeløn er faldet med 7% over de samme otte år."
DOMMEDAG PÅ WALL STREET?
Aktiemarkedernes himmelflugt har fået de internationale aviser og tidsskrifters økonomiske redaktører til at ryste på pennen. I den europæiske udgave af ugemagasinet Time den 4. august satte man spørgsmålstegn ved teorierne om det nye amerikanske økonomiske paradis, som "aldrig får en ende". Time sammenlignede den nuværende økonomiske situation, med tre historiske eksempler på økonomiske illusioner der bristede.
Først var det Holland,1609-1713, hvor handelsselskabernes formidable vækst aldrig syntes at få en ende. Men det fik den. Ifølge Time som resultat af, at udgifterne til en enorm marine til beskyttelse af Hollands gigantiske handelsflåde. Den virkelige forklaring er dog en anden. I 1711 blev både England og Holland fanget i en gigantisk spekulationssvindel, der senere fik navnet "Sydhavsboblen". Gigantiske mængder af likvid kapital blev suget ind i tomme handelsselskaber. Det kvalte al legitim handelsvirksomhed, og da boblen brast i 1720, var depressionen en kendsgerning.
Times andet eksempel var Storbritannien,1837-1914. Kun 4,3% arbejdsløshed, en økonomisk vækst på 2,3% om året og nul inflation. Det satte 1. Verdenskrig en stopper for. Det tredje eksempel var USA,1920-29. Arbejdsløsheden faldt fra 12% til 3,2%, den økonomiske vækst var hele 3,6% og inflationen under 1%. Denne herlighed fik en ende, da spekulationsboblen på Wall Street brast.
I den amerikanske udgave af Time den 4. august gik man mere direkte til sagen med overskriften: "Wall Streets dommedagsscenario". I en tre sider lang artikel beskrev journalisten David Hadlec, hvorledes alle de store børsmæglerselskaber på Wall Street og den finansielle krisestab i Det hvide Hus diskret forbereder sig på et børskrak.
Den 28. juli advarede London-avisen Sunday Times med overskriften "Gør dig klar til børskrakket 1997" læserne om, at alt tegner til et nyt børskrak i oktober. Artiklens første del var skrevet som et tænkt tilbageblik: "Det er nu januar 1998, og den finansielle orkan, der begyndte at hærge verden for tre måneder siden, viser ingen tegn på at aftage i styrke. Krakket havde sin "skæve begyndelse" med den asiatiske valutakrise, der blev sat i gang af problemerne med den thailandske baht. Dernæst, da sommeren var ovre, hævede føderalbanken sin udlånsrente. Dermed var drømmen forbi."
POLITISK-ØKONOMISK STORM OVER TYSKLAND
I løbet af juli måned har den tyske forbundskansler Helmut Kohl og hans CDU-FDP koalitionsregering været mål for en uhørt skarp kritik fra et voksende antal ledere i den tyske industri- og bankverden. Der er blevet udtrykt en næsten enstemmig vrede over den tiltagende "politiske lammelse i Bonn".
Kritikerne har blandt mange andre inkluderet: Wendelin Wiedekind, direktør for Porsche; Hans-Olaf Henkel, formand for den tyske industrisammenslutning BDI; Heinrich Weiss, Henkels forgænger i BDI; Dieter Hundt, formand for den tyske metalindustri; Jürgen Sarrazin, bestyrelsesformand for Dresdner Bank; Tyll Necker, mangeårig formand for den tyske maskinindustriforening, VDMA.
Situationen minder i stigende grad om 1982, da det tyske erhvervsliv gav daværende forbundskansler Helmut Schmidt "et vink med en vognstang" om, at tiden var inde til at træde tilbage. Det er ikke længere utænkeligt, at Kohl må trække sig allerede inden forbundsdagsvalget i september 1998. Der tales stadig oftere om nødvendigheden af en "samlingsregering" med CDU og SPD, under ledelse af Gerhard Schröder.
Den tyske økonomi er i dyb krise. Med mere end 4 mio. arbejdsløse står det største antal tyskere uden arbejde siden depressionen i 30'erne. Samtidig slår det tyske aktiemarked nye rekorder hver eneste dag. Hundrede tusinder af almindelige lønmodtagere lokkes til at placere deres sparepenge i aktiepuljer. Det kan og vil kun ende med et brag. På bare ét år har den tyske D-mark mistet 35% af sin værdi overfor den amerikanske dollar. Hvis D-marken bliver svagere, kan ØMU'ens fælles valuta næppe indføres. Derfor må den tyske forbundsbank gribe ind meget snart. Men en tysk rentestigning vil bringe festen på de europæiske aktiemarkeder til en brat afslutning. Og en tysk rentestigning kan gøre det umuligt for både Tyskland og Frankrig at opfylde kriterierne for optagelse i den fælles valuta. Der er med sikkerhed lagt op til en politisk og økonomisk efterårsstorm i Tyskland.
TIDEN ER INDE
Den 18. juli meddelte Lyndon LaRouche, at han atter en gang agter at opstille til præsidentvalget. LaRouche forklarede sin beslutning med følgende: "Det er et stadigt fald i kvaliteten af det nationale lederskab siden maj 1996, der har fået mig til at offentliggøre mit ønske om at opstille til det Demokratiske Partis nomineringsvalg forud for præsidentvalget i år 2000.
"I det tidlige forår 1996 så jeg lovende tegn på, at Clintons regering ville samarbejde med fremtrædende ledere i det Demokratiske Parti (især i Senatet) og med en genoplivet fagbevægelse samt andre vigtige vælgergrupper. Dette samarbejde brød sammen, da præsidenten gav efter for et pres fra en kreds omkring Roy M. Cohns fætter Richard Morris. Kapitulationen overfor kravet om, at præsidenten afstod fra at nedlægge veto imod en fremlagt velfærdsreform betød, at de demokratiske kongreskandidater blev sendt ud i omfattende nederlag ved valgene i november, og landet som helhed blev sendt ind i en nedadgående politisk spiral".
"Hvis vicepræsident Al Gore fortsat klynger sig til sin nuværende ideologiske holdning, og hvis Clinton forbliver stadig mere bundet af at vise hensyn til mulighederne for en Gore-præsidentkampagne år 2000, vil det garantere en uoverskuelig katastrofe for landet mange måneder inden, vi når år 2000...".
"Problemet er, at den allerede igangværende globale finanskrise vil afkræve præsidenten, i hans egenskab af at være planetens førende statsleder, nogle beslutninger, han er ude af stand til at træffe, hvis han er alt for tæt forbundet til vicepræsident Gores utopiske politik. Landets fremtid vil højst sandsynligt blive fastlagt af en række beslutninger, eller ikke-beslutninger, som præsidenten vil blive stillet overfor længe inden, vi når til år 2000".
"I modsætning til situationen så sent som i foråret 1996, er der næppe noget lands hovedstad noget steds i verden, der i dag vil være uenige i de advarsler om en finanskrise, som jeg fremlagde i slutningen af 1995 og under min præsidentvalgkampagne i vinteren/foråret 1996. Der er ingen leder af betydning i den finansielle verden, som ikke er fuldt klar over, at det 20. århundredes værste finanskrise netop nu går sin gang gennem verdens finanscentre. Men desværre er der, selv blandt disse ledere, ingen klar enighed om, hvad der skal gøres".
"Derfor er jeg tvunget til at gribe ind for at bryde den tiltagende Hamletlignende ubeslutsomhed, som breder sig i landets hovedstad og i det Demokratiske Parti. Det vil være præsident Clinton, som den nuværende globale finanskrise vil afkræve et exceptionelt verdenslederskab af i årene og månederne op til primærvalgene i år 2000. Men hvorvidt han kan levere et kompetent lederskab, afhænger af, om de nuværende holdninger i hans administration og i kongressen brydes op. Han må frigøres til at kunne træffe de nødvendige beslutninger, uden hæmmende politiske byrder".
Boks:
Den 4. juli, USA's uafhængighedsdag, landede det amerikanske rumfartøj Pathfinder på vor naboplanet Mars. Få timer senere rullede den lille (på størrelse med en mikrobølgeovn) sekshjulede fjernstyrede jeep Sojourner ud på planetens røde overflade. Millioner af mennesker kloden over fulgte begejstret, enten direkte på TV eller via internettet, Sojourners udforskning af klippestykkerne i nærheden af rumstationen. Først den knuppede sten Barnacle Bill (tv. på billedet) og derefter det lidt større klippestykke Yogi (øverst th. på billedet).