Rammes man af sygdom, søger man behandling. Først skal sygdommen have et navn, så skal den behandles. Som mange desværre har oplevet, kan der godt gå kuk i denne rækkefølge. Får sygdommen det forkerte navn, får man også den forkerte behandling. Det kan man dø af. Er man ekstra uheldig, risikerer man endog at dø af en behandling for en sygdom, man aldrig har haft. Det skete ofte i "de gode gamle dage". Åreladninger og trepaneringer tog lige så hyppigt livet af folk som pest og kolera.
Det internationale finanssystem har det ikke godt. Blodtrykket falder faretruende på valuta- og aktiebørserne i Sydøstasien. De engang så berømte "tigerøkonomier", er alle ramte af en akut gang finansiel kattepest. Og nu frygter man, at det smitter. I Europa og USA begyndte finansverden at hoste og harke midt i sommervarmen. "Ikke noget at bekymre sig om", siger finanshusenes kloge kvaksalvere, "bare en lille sensommerforkølelse". Men kan vi nu også stole på det?
Schiller Instituttet har iværksat en international kampagne med det formål, at få præsident Clinton til at indkalde alverdens regeringer til en ny Bretton Woods-konference. Formålet skal være at etablere et nyt internationalt finans- og betalingssystem. Sådan som man gjorde det i den lille amerikanske badeby Bretton Woods i 1947. Det er naturligvis en forudsætning, at regeringerne kan se, at et nyt finans- og betalingssystem er påkrævet. Det er man desværre ikke - lige i øjeblikket. Men det kan ændre sig i løbet af efteråret, når valuta- og aktiemarkedernes "lille sommerforkølelse" slår over i en sygdom af en langt farligere karakter. Før eller siden vil finansmarkedernes gigantiske spekulationsboble knække betalingssystemet. Som en kræftsvulst, der udmarver sin vært. Når det sker, er en radikal behandling påkrævet. Det er her, Bretton Woods-konferencen kommer ind i billedet.
Da Franklin D. Roosevelt trak USA ud af 30'ernes depression, var det med hysterisk modstand fra finanshusene i Wall Street. De ville beskytte systemet og beholde depressionen. Roosevelt ville beskytte befolkningen. Præsident Clinton vil snart stå over for samme valg som Roosevelt. Enten beskytter han systemet og lader depressionen sende befolkningen ud i ussel armod. Eller også tager han konfrontationen med Wall Street og beskytter befolkningen. Lyndon LaRouches præsidentkampagne skal sikre, at Clinton træffer det rette valg. Og med LaRouches ekspertise kan et nyt finanssystem konstrueres. Uden åreladning og uden trepanering.
FORSPIL TIL FINANSSAMMENBRUD
Som vi advarede om i forrige nummer af Agro-Nyt, er valuta- og finanskrisen i Thailand ikke bragt under kontrol. Trods indgriben fra den Internationale Valutafond, IMF, har krisen nu bredt sig til alle aktiemarkederne i hele Sydøstasien.
Samtidigt er der sket et markant skifte på finansmarkederne i både Europa og USA. Den euforiske stemning, hvor aktiekurserne satte nye rekorder næsten hver eneste dag, er blevet afløst af nervøsitet og usikkerhed. Aktiemarkederne har siden midten af august været præget af store daglige udsving i kurserne, og situationen minder i stadig stigende grad om august 1987, forud for børskrakket den 19. oktober. Da det amerikanske aktiemarked i Wall Street styrtdykkede med 247 point eller 3,1% den 14. august i år, kaldte en af Agro-Nyt's kilder i finansverden det for "en lille øvelse på det store krak".
Trods de store daglige op- og nedture er tendensen tydelig negativ. Siden begyndelsen af august er aktiekurserne på børsen i Frankfurt faldet med 12%, Paris 10% og Schweiz 13%. I løbet af august har aktiekurserne i Wall Street mistet 8% af deres værdi, det svarer til ca. 800 mia. dollars ud af de ca. 10.000 mia. dollars, som den samlede aktieværdi nåede op på, før kurserne begyndte at falde. Ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung den 1. september har august måneds børsuro barberet 1.500 mia. dollars af verdens samlede aktieværdier.
Men der venter flere problemer forude. Finanskrisen i Sydøstasien fortsætter med uformindsket styrke, og er nu ved at tage form af et egentligt finanssammenbrud. Siden slutningen af juni har aktiekurserne på børserne i Thailand og Filippinerne mistet hele 42% af deres værdi. Aktierne i Malaysia er faldet med 37% og i Indonesien er tabene oppe på 33%, i Singapore 21%. På den japanske børs i Tokyo er tabene endnu "begrænset" til 13%, men den 1. september faldt Nikkei-aktieindekset for anden gang i år ned under 18.000, som er den indeksværdi, hvor flere af de største japanske banker får problemer med soliditeten.
Ledende finanseksperter har haft travlt med at forsikre alverden om, at der ingen direkte forbindelse er mellem kriserne i henholdsvis Sydøstasien, Europa og USA. På overfladen er det sandt nok. I Sydøstasien skyldes krisen sammenbruddet af "Tigerøkonomierne", altså ASEAN-landenes bobleøkonomier. I Europa er det truslen om en tysk rentestigning og usikkerheden om indførelsen af den fælles valuta, ØMU'en. Og i USA er det den tiltagende frygt for en rentestigning, der vil bringe en brat ende på tilførslen af ny kapital til det overophedede aktiemarked. Altså tre tilsyneladende selvstændige kriser (hvilket egentlig ikke burde være noget trøst, hvis man tænker nærmere over det). Under overfladen er billedet noget anderledes. Aktiemarkederne er forlængst begyndt at udveksle nervøsitet og usikkerhed.
Det store spørgsmål er, hvornår de faldende aktiekurser sætter de mere eksotiske spekulationspapirer i skred. Altså de såkaldte derivater, der ofte består af gearede investeringer i valutakurser, obligationskurser, aktieindekser og anden tom luft. Med en samlet værdi i nærheden af 100.000 mia. dollars kan derivatmarkedet sænke hele det globale betalingssystem, hvis det går i panik.
I 1987 begyndte aktiemarkedet som nævnt at falde i august, men kursfaldet blev først til et rigtigt krak, da bunden gik ud af det såkaldte "junkbondmarked" i oktober. Disse "junkbonds" eller "affaldsobligationer" var 80'ernes eksotiske spekulationspapirer. Ved krakket i oktober '87 forsvandt hele værdien af junkbondmarkedet, 200 mia. dollars, op i den blå luft. Men i 1997 taler vi altså om næsten 100.000 mia. dollars. En spekulationsboble 500 gange større end den i 1987.
Der er muligt, at det lykkes, at afkøle panikken på finansmarkederne en smule i løbet af september. Det kan også være, at det mislykkes. Den 2. september blev Dow Jones-indekset i Wall Street manipuleret op med hele 257 point. Kun de færreste tror, det holder længe. Under alle omstændigheder venter en oktober måned med stor usikkerhed og nervøsitet. Europas store projekt ØMU'en skal til sin første eksamen, da EU-kommissionen skal fremlægge listen of sandsynlige kandidater. Den amerikanske føderalbank vil være under stort pres for at hæve renten, efterhånden som flere økonomiske indikatorer vil pege på stigende inflation. Japanske banker skal aflevere deres kvartalsregnskaber. Så hold øje med oktober.
DET VAR BAGEREN - IKKE BANKEN
Sommerens voksende uro på de internationale finansmarkeder har skabt utryghed hos ganske almindelige mennesker, ikke mindst i Tyskland. Det kom til udtryk på en ganske usædvanlig måde i Berlin. I begyndelsen af august forlød det, at en større bagerikæde, ejet af en hr. Horst Schiesser, var kommet i økonomiske vanskeligheder. Tidligt om morgenen den 14. august meddelte lokalradioen i Berlin så, at et bagerierne i Schiessers forretningskæde var gået bankerot. "Cityback" hed bageriet. Men hundredvis af berlinere hørte forkert. De troede, at der blev sagt "City Bank". Altså den amerikanske storbank. Derfor stormede flere hundrede kunder til City Banks filial i Berlin for at trække deres penge ud. I løbet af få minutter var der dannet en lang kø foran bankens indgang, og bankens ansatte måtte bede om mediernes hjælp til at overbevise kunderne om, at City Bank ikke var gået bankerot.
STREJKE PUNKTERER MYTEN OM DEN NYE ØKONOMI
Den 3. august iværksatte 185.000 medlemmer af det amerikanske transportarbejderforbund, International Brotherhood of Teamsters, en strejke imod det store pakketransportfirma United Parcel Services, UPS. Strejkens krav var udover højere løn et øjeblikkeligt stop for omdannelsen af heltidsstillinger til deltidsstillinger. I dag er 60% af alle stillinger i UPS deltidsstillinger, men hele 83% af alle nyansættelser i firmaet sker på deltid. I USA som helhed er antallet af deltidsstillinger nu vokset til 18% af alle jobs.
Kravet om stop for deltidsansættelser var ikke et simpelt krav om flere arbejdstimer. Faktisk arbejder deltidsansatte i UPS og andre amerikanske firmaer oftest ligeså mange timer som heltidsansatte, men til den halve løn og uden sygesikring og pension. Desuden er et stort antal arbejdspladser blevet omdannet til "genbrugsstillinger", hvor tidligere medarbejdere og andre bistandsklienter bliver midlertidigt ansat i "puljejobs", delvist betalt af det offentlige.
Teamsters' strejke imod UPS fik overvældende støtte fra den amerikanske befolkning. Millioner af amerikanere har nemlig selv mistet både sygesikring og pension ved at blive fyret og derefter genansat på deltid. Strejken var desuden en strategisk udvalgt aktion, fuldt støttet af hele den amerikanske fagbevægelse, med den amerikanske fællesorganisation AFL-CIO i spidsen. UPS indtager en central rolle i den amerikanske økonomi. Firmaet håndterer 80% af alle småpakker i USA, det bliver til mere end 3 mia. pakker og breve om året. Men de seneste års nedskæringer og besparelser har gjort småpakkeleverancerne til en akilleshæl for erhvervslivet. Næsten ingen af de små og mellemstore firmaer har længere råd til at oparbejde lagre af komponenter og reservedele. Derfor er man blevet totalt afhængige af dag-til-dag leverancer, og derfor ramte Teamsters-strejken så hårdt.
Strejken sluttede den 19. august, og Teamsters fik stort set alle sine krav opfyldt. Kilder i finansverdenen i London sagde dagen efter til Agro-Nyt: "Det her vil få enorm betydning. Om 10 år vil man kunne læse i historiebøgerne, at "den grimme form for kapitalisme" begyndte i 1981, da præsident Reagan knækkede flyvelederstrejken, og sluttede i august 1997, da Teamsters vandt sin strejke imod UPS".
Teamsters strejke afslørede nemlig sandheden om den såkaldte "nye økonomi" i USA (se også Agro-Nyt, august, '97). Det er hverken ny informationsteknologi eller nye "økonomiske paradigmer", der har skabt den magiske "inflationsløse vækst", som selv finansminister Mogens Lykketoft, ifølge et interview i dagbladet Politiken den 30. august, har fået våde drømme om. Det er derimod gammeldags lønnedskæring og forringelse af levestandarden for de timelønsansatte i industrien og servicesektoren. I mere end ti år har det amerikanske erhvervsliv kunnet fremvise voksende produktion og indtjening på baggrund af stadigt faldende omkostninger. Myten har været, at dette skyldtes ny teknologi i produktionen og øget fleksibilitet hos arbejdsstyrken. Agro-Nyt's kilder i finansverdenen bekræfter, at hvad den nye teknologi angår, så har der været tale om ren ønsketænkning. Og med hensyn til arbejdsstyrkens såkaldte "fleksibilitet", har der i virkeligheden været tale om brutal "recirkulering" af arbejdsstyrken, hvor konstante fyringer har gjort det muligt fratage de ansatte både sygesikring og pension, samtidig med at timelønnen er faldet. Det er hemmeligheden bag den "inflationsløse vækst". Væksten har primært ligget i den finansielle sektor, hvor et lille antal mennesker har tjent styrtende med penge. Men selv et kraftigt øget forbrug hos disse få mennesker har ikke kunnet udløse inflation, når det store flertal af almindelige mennesker samtidigt har oplevet reallønstilbagegang.
Men det har teamsters-strejken nu vendt op og ned på. Alle de store amerikanske selskaber må i de kommende måneder indstille sig på krav om lønstigninger samt reetablering af de ansattes sygesikringer og pensionsordninger. Det vil om et eller to kvartaler kunne aflæses i firmaregnskaberne som stigende omkostninger og faldende overskud.
Men stigende lønninger vil af finansverdenen opfattes som stigende inflation. Det vil automatisk udløse rentestigninger, og dermed er festen på aktiemarkederne forbi. Spekulationsboblen på alverdens aktiebørser har nemlig været afhængig af en konstant tilstrømning af nye likvide midler takket historisk lave udlånsrenter i både Japan og USA. Selv en lille rentestigning vil øjeblikkeligt stoppe låne- og spekulationsslysten. Hvis det så samtidigt går op for finansmarkederne, at den "nye økonomi" er afgået ved døden, vil det, som Agro-Nyt's kilder siger, blive "en rigtig grim affære på alverdens aktiebørser".
EL NIÑO VARSLER KLIMAFORANDRINGER
På FN's klimakonference i Geneve den 26. august fremlagde klimatologen Jagadish Shukla de seneste målinger fra den konstante overvågning af havstrømmene i den østlige del af Stillehavet. Temperaturmålingerne fra juli viser, at den største El Niño i over 150 år er under opbygning. El Niño er kælenavnet på den effekt, som opstår, når havstrømmene ned langs Sydamerikas vestkyst opvarmes unormalt kraftigt. Bliver disse havstrømme for varme, ændres både passatvindene og jetvindene på den nordlige halvkugle. Det ændrer igen høj- og lavtrykkenes vandring med mærkbare vejrforandringer til følge. Det kaldes El Niño (det lille drengebarn).
Ved den sidste El Niño i 1982-83 oplevede Nordamerika både oversvømmelser i Rocky Mountain-bjergene og tørke i landbrugsstaterne i Midtvesten. Men en El Niño kan faktisk mærkes kloden rundt, og ifølge Jagadish Shukla vil Nord- og Sydamerika mærke de første effekter allerede denne vinter i form af oversvømmelser i Californien og på den amerikanske vestkyst. Senere vil man se tørke i Brasilien, Australien og Afrika. "Denne El Niño er ved at udvikle sig til den største vejrbegivenhed i dette århundrede" sagde Shukla til Reuters Bureau.
En af Agro-Nyt's finanskilder i London gør opmærksom på, at da den forrige El Niño ramte i 1982, faldt verdens samlede kornproduktion mærkbart. Men dengang var der et midlertidigt overskud på verdensmarkedet. Det er ikke tilfældet i dag, og en alvorlig El Niño kunne sende verdens kornlagre ubehageligt nær faregrænsen. Det kan igen sende kornpriserne i vejret, med uforudsigelige følger for finansmarkederne.
LAROUCHE NÆGTET VISUM TIL MEXICO
Den 18-20. september vil Monterreys Teknologiske Institut i Guadalajara, Mexico, afholde sin anden store konference om Mexicos fremtidige udenrigshandel. I den anledning havde man inviteret den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche som en af konferencens hovedtalere. Men den 29. august meddelte det mexicanske immigrationskontor, at LaRouche havde fået afslag på sin ansøgning om indrejsevisum til Mexico. Med henvisning til artikel 33 i den mexicanske immigrationslov, efter hvilken der kan gives særlig indrejsetilladelse til udenlandske videnskabsfolk og eksperter, såfremt disse arbejder indenfor fagområder, der er utilstrækkeligt dækket af mexicanere, afviste immigrationsmyndighederne at give LaRouche visum, med den begrundelse, at ansøgerens "fagområde ikke er utilstrækkeligt dækket" og at ansøgerens "kvalifikationer ikke var tilstrækkeligt dokumenterede".
Afvisningen af LaRouches indrejseanmodning er en afsløring af, hvor brutalt den Internationale Valutafond, IMF, har kontrolleret den mexicanske økonomi og landets politiske liv siden bankkrisen i 1995. Det er næppe direktøren for Mexicos Nationale Immigrationskontor, Solis Camara, der egenhændigt har "vurderet" LaRouches faglige kompetence. Camaras egen intellektuelle virksomhed består i at have organiseret den såkaldte "Los Pinos Biografklub", hvor præsident Ernesto Zedillos vennekreds mødes for at se bløde pornofilm.
LaRouche er velkendt i Mexico og flere andre institutioner, der iblandt Det frie Universitet i Nuevo Leon og Universitetsrådet i Monterrey havde inviteret han til at tale ved deres arrangementer, når han alligevel var i landet i forbindelse med eksportkonferencen i Guadalajara. LaRouches opfordring til præsident Clinton om at indkalde til en ny Bretton Woods-konference har fået stor opbakning i Mexico, blandt andre fra forhenværende præsident José Lopez Portillo. Men den diskussion ønsker IMF åbenbart ikke indenfor Mexicos grænser, heller ikke selv om man dermed bryder ytringsfrihedens grundlæggende principper.
SKRIV TIL CLINTON
Den 8. september fylder Lyndon LaRouche 75 år. Som beskrevet i forrige nummer af Agro-Nyt har han allerede meddelt, at han vil være kandidat til det Demokratiske Partis nomineringsvalg forud for præsidentvalget i år 2000. Begrundelsen for LaRouches kandidatur er, at der i den periode, hvor præsidentvalgkampen starter, vil være så mange vigtige problemer, ikke mindst i forbindelse med den internationale økonomiske krise, som præsident Clinton skal tage stilling til, at LaRouche vil anvende sin valgkamp til at øve indflydelse på præsident Clintons beslutninger.
Selv om LaRouche nu har været ude af fængsel siden 1994, repræsenterer den uretfærdige fængselsdom, som han modtog i 1987, et stort politisk problem. Det var tidligere præsident George Bush, som stod bag den politiske heksejagt, der sendte LaRouche og seks af hans medarbejdere i fængsel, og det var præsident Clinton, der var medvirkende til at LaRouche atter blev sat på fri fod. Men det er stadigt vigtigt, at LaRouche bliver helt frikendt for de falske anklager.
Derfor har Schiller Instituttet i anledning af LaRouches 75 års fødselsdag iværksat en international brevkampagne, der opfordrer præsident Clinton til at medvirke til, at LaRouche bliver rehabiliteret. Man kan deltage i kampagnen ved at skrive til:
Præsident Bill Clinton
The White House
1600 Pennsylvania Ave., N.W.
Washington, D.C. 20500
USA
Vi vil meget gerne af have en kopi af brevet, så vi kan danne os et overblik over kampagnen. Man er også velkommen til at skrive på dansk og sende brevet til Schiller Instituttet, Postboks 2613, 2100 København Ø. Så vil vi sørge for oversættelse og videreforsendelse.
Boks:
August var en dårlig måned for Wall Street. Men det bliver værre endnu. Oktober venter forude.