Verdensbanken og den Internationale Valutafond har holdt deres årsmøder i Hong Kong. Det skulle slet ikke have været nogen nyhed. Verdensbankdirektør James Wolfensohn og IMF-direktør Michel Camdessus havde nemlig forberedt nøjagtig de samme taler, som de holdt sidste år, og året før, og året før igen. Der var jo ikke grund til andet. Alt er jo ved det gamle - troede de.
Men de måtte tro om igen. Der blev en frygtelig ballade på møderne i Hong Kong. Premierministeren fra Malaysia gik på talerstolen og kritiserede hele systemet sønder og sammen. Han sagde stort set alle de ting, man ikke må sige i et pænt selskab. Og slet ikke til årsmøder i Verdensbanken og Valutafonden. Han kritiserede den fanatiske tiltro til de frie markedskræfter. Han angreb globalisering. Han angreb valutaspekulation. Ja, han krævede den endog forbudt. Han talte om opbygning af udviklingsprojekter. Han forlangte rigtig fysisk økonomisk vækst. Det var noget forfærdeligt griseri.
Men det blev værre endnu. På de industrialiserede landes private søndagsmøde i Hong Kong meddelte Japan, at de asiatiske lande vil oprette en helt ny valutafond. En krisefond på et hundrede milliarder dollars, der skal beskytte de asiatiske lande imod spekulative angreb på deres økonomier. En asiatisk valutafond, AMF, som modspiller til den gamle IMF? De europæiske stormagter sagde blankt nej. Kina og fireogtyve udviklingslande sagde ja. USA sagde måske.
Globaliseringen har tabere og vindere. Det indrømmer både Verdensbanken og Valutafonden. Men de påstår også, at "i sidste ende" vil alle blive vindere. Det er der en del lande, der for alvor er begyndt at tvivle på. I de sidste tyve år har "i sidste ende" været et ubestemt punkt i fremtiden, som den vestlige verden konstant har flyttet på. Længere og længere væk. Derfor er globaliseringens tabere ved at rotte sig sammen. De har fået nok af tomme løfter og slet skjulte trusler. De vil danne deres egen internationale finansinstitution. Det er begyndelsen til en ny global magtfordeling.
Den overraskende udvikling på årsmøderne i Hong Kong har sat topmødet mellem Kinas præsident Jiang Zemin og USA's præsident Bill Clinton i slutningen af oktober i et helt nyt lys. Nu vil en reorganisering af det internationale finanssystem med garanti komme på dagsordenen. Et partnerskab mellem Kina og USA vil være det bedste håb for en ny og retfærdig økonomisk verdensorden.
DRAMATISK MØDE I HONG KONG
Den 19.-25. september afholdt Verdensbanken og den Internationale Valutafond, IMF, deres årsmøder i Hong Kong. Der deltog mere end 10.000 repræsentanter for regeringer, finanshuse og banker. Med en finansiel tyfon i fri hærgen i hele Sydøstasien kunne mødestedet ikke være bedre valgt, og forløbet blev da også usædvanligt dramatisk.
Verdensbanken og IMF havde allerede for flere måneder siden inviteret Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad og storspekulanten George Soros som hovedtalere ved de seminarer, der afholdes i forbindelse med årsmøderne. Oprindeligt skulle Mahathir have talt om ASEAN-landenes økonomiske mirakel, men i løbet af juli måned bredte Thailands alvorlige økonomiske krise sig til hele ASEAN-området, og nu er alle de tidligere "asiatiske tigre" i alvorlige vanskeligheder (se også Agro-Nyt, aug. og sept. '97). I slutningen af juli gik Mahathir alvorligt i rette med de store internationale spekulationsfonde, der kynisk har udnyttet krisen til at spekulere hele områdets valutaer i sænk. Han beskyldte storspekulanten George Soros for at opføre sig lige så uansvarligt og umoralsk som de internationale narkotikahandlere.
Dermed var der lagt op til en dramatisk konfrontation mellem Mahathir og Soros. Men netop som tæppet skulle gå for dramaet, blev endnu et par aktører sendt ind på scenen. Det var den amerikanske politiker og økonom Lyndon LaRouche og Agro-Nyt's amerikanske samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR. Den 19. september bragte både den asiatiske og den europæiske udgave af den amerikanske finansavis Wall Street Journal en forsideartikel, der udpegede Lyndon LaRouche som hovedkilde til Mahathirs angreb på Soros. Ifølge Wall Street Journals asiatiske korrespondenter Raphael Pura og Eduardo Lachia har Malaysias regering og politiske elite, herunder også den malaysiske presse, fået det meste af deres oplysninger om Soros fra en specialrapport fra EIR med titlen "The true story of Soros the Golem: A profile of megaspeculator George Soros" ("Den sande historie om homunculus Soros: En profil af megaspekulanten George Soros").
Ifølge Wall Street Journal skulle LaRouche påstå, at Soros er "en nøglefigur i en verdensomfattende sammensværgelse imod suveræne nationalstater, der blandt andet involverer den britiske dronning og den israelske efterretningstjeneste". En mildest talt fantasifuld udlægning af rapportens indhold. Men Wall Street Journal fortsatte: " Hr. LaRouche har længe været i modsætning til det etablerede politiske liv i USA, der anser hans synspunkter angående en reorganisering af det globale finanssystem for at være ekstreme. Men hans teorier bliver betydeligt varmere modtaget i Malaysia, hvor EIR's 60 sider lange rapport om Soros har cirkuleret blandt malaysiske redaktører, intellektuelle og politikere".
Wall Street Journal bragte derefter interviews med flere avisredaktører og politikere, der åbent erkendte, at have læst EIR's rapport, heriblandt den tidligere oppositionspolitiker Kassim Ahmad, der sidestillede Lyndon LaRouche med Abraham Lincoln.
UDVIKLING I STEDET FOR SPEKULATION
Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad holdt sit indlæg på Verdensbankens seminar i Hong Kong den 20. september. Men det blev ikke det personlige angreb på George Soros, som verdenspressen havde lagt op til. Faktisk nævnte Mahathir overhovedet ikke Soros ved navn. Talen blev i stedet en særdeles skarp kritik af det nuværende finanssystem. Mahathir sagde bl.a.:
"Der har været megen snak om de asiatiske drager og tigre og selvfølgelig det østasiatiske mirakel. Vi blev faktisk smigrede. Vi troede, at man beundrede vor styrke og vore evner... Vi havde glemt lektien fra Mexico, hvis økonomi pludselig blegnede, da udenlandske investeringer med ét blev trukket ud af landet. Mexico blev tvunget til at låne 20 mia. dollars for at klare sig og reparere på sin smadrede økonomi. Det var der nogen, der tjente en formue på".
"Og selvfølgelig grinte vi i Malaysia af enhver antydning af, at vort land skulle lide samme skæbne som Mexico. Hvordan skulle det dog ske, når vor økonomi var så sund? Vi havde stort set ingen udlandsgæld. Vor vækst var høj, inflationen lav. Vi var politisk stabile og socialt harmoniske. Vi havde iværksat veletablerede og afprøvede strategier for en fortsat 30-årig vækstplan."
"Men nu ved vi bedre. Vi ved, hvorfor man sagde, at Malaysia ville få samme skæbne som Mexico. Nu ved vi, at endog Mexicos økonomiske nedtur var manipuleret og bevidst gjort til et sammenbrud, og at andre udviklingslandes økonomier også pludseligt kan manipuleres og tvinges til at bukke og skrabe for de store fondsdirektører, som i dag har fået magten til at bestemme hvem, der skal blive rige, og hvem der ikke skal." ....
"International handel gør valutaudveksling nødvendig. Ellers måtte vi gå tilbage til byttehandel. Køb og salg af valuta til finansiering af handel er udmærket. Men ud af dette har der udviklet sig en ren handel med valuta, som var der tale om en handelsvare. Vi har fået at vide, at valutahandelen er 20 gange større end den faktiske handel med varer og serviceydelser. Udover de handlenes egen profit og tab er der stort set ingen mærkbare fordele for verden ved denne enorme handel. Der skabes ingen arbejdspladser eller produkter eller serviceydelser, som almindelige mennesker kan få glæde af. Selve handelen er hemmelighedsfuld og en smule skummel, når gigantiske summer tilsyneladende overføres fra bank til bank. Der er ingen virkelige penge involveret, kun tal. Man skulle bruge en ganske stor lastbil for at flytte rundt med en milliard malaysiske ringit"...
"Men valutahandlerne er blevet rige, meget rige, ved at gøre andre mennesker fattige... Og vi bliver belært om, at vi ikke er særlig intelligente, hvis vi ikke sætter pris på det internationale finansmarkeds velsignelser. Store lande fortæller os, at vi må acceptere at blive fattiggjorte, da det er det, international finansiering drejer sig om. Vi er tydeligvis ikke sofistikerede nok til at acceptere at skulle tabe penge, så de [finansielle] manipulatører kan blive rige. Vi bliver også advaret om, at det er meget magtfulde mennesker. Hvis vi laver ballade eller opfører os på en måde, de ikke kan lide, bliver de irriterede. Og når de er irriterede, kan de ødelægge os allesammen, de kan smadre os til lirekassemænd. Vi bliver nødt til at acceptere deres eksistens, de har altid været her, og det kan vi ikke gøre noget som helst ved. De vil bestemme, om vi skal blive rige eller ej".
"Jeg ved, at jeg løber en stor risko ved at sige det, men jeg vil alligevel påstå, at valutahandel er unødvendig, uproduktiv og umoralsk. Den burde stoppes. Den skulle ulovliggøres. Vi har ikke brug for valutahandel. Vi har kun brug for at købe penge, når vi ønsker at finansiere rigtig handel. Herudover burde vi ikke købe og sælge valutaer, som var de varer".
Alverdens aviser og medier kastede sig over sidstnævnte afsnit i Mahathirs tale, og udsendte den falske nyhed om, at Malaysia ville forbyde al handel med landets valuta. Det fik naturligvis den malaysiske ringit til at falde som en sten, og i sit indlæg på Verdenbankens seminar den følgende dag kunne en hoverende Soros således kalde Mahathir for "en fare for sit eget land".
Hvad verdenspressen ikke fortalte var, at Mahathir sluttede sin tale med at opfordre de vestlige lande til at samarbejde med Asien og Den tredje Verden om at reorganisere verdens finanssystem. Ikke for at vende tilbage til det gamle Bretton Woods-system med faste valutakurser, men i opbygningen af et nyt system med strammere regler for valutahandel. Han opfordrede også til samarbejde om reel fysisk økonomisk vækst. Han sagde bl.a.: "Vi kan lide at tænke stort. Vi har endda store ideer til, hvordan vi kan bringe velstand til andre udviklingslande. Vi har foreslået en udvikling af Mekongdalen, med udgangspunkt i en jernbane fra Singapore til Kunming. Vi ved nemlig, at transport stimulerer økonomisk udvikling. Det er et stort projekt, men små projekter har kun lille indvirkning på økonomien".
"Vi ønsker at skabe forbindelser til jernbanenettet i Kina, Centralasien og helt til Europa. Centralasien er indesluttet af land og kan derfor ikke udvikle sig. Her kunne man bygge store transportenheder, VLCC, til at transportere olie og stykgods. Hvorfor ikke bygge ultrabrede jernbanespor, hvor to kilometer lange tog kan bringe gods ud og ind af de centralasiatiske republikker. De kan blomstre op, og verden kan få endnu et marked (opmærksomme læsere vil kunne genkende dele af Schiller Instituttets infrastrukturprogram "Den eurasiske Landbro" - red).
IMF TRUET AF ASIATISK VALUTAFOND
Verdensbankens og IMF's årsmøder i Hong Kong fik et helt andet forløb, end direktørerne James Wolfensohn og Michel Camdessus havde tænkt sig. I sin åbningstale indrømmede verdensbankdirektør Wolfensohn, at globaliseringen af verdensøkonomien har skabt vindere og tabere, og at taberne hovedsageligt er verdens fattigste lande. Stadig flere lande "marginaliseres". I dag lever 3 mia. mennesker for under 2 dollars om dagen. "Hvis der ikke gøres noget, vil det være steget til mere end 5 mia. om 30 år", sagde Wolfensohn. Men globaliseringen skal under alle omstændigheder fortsætte. Derfor består Verdensbankens fremtidige udfordring i begrebet "inkludering", sagde direktøren. Altså at så mange lande som muligt "inkluderes" i verdensmarkedet.
IMF's direktør Michel Camdessus sagde i sin åbningstale, at det går fint med verdensøkonomien. Alligevel advarede han imod at betragte andre landes finansproblemer som isolerede fænomener. Han påpegede, at mange lande stadig har alvorlige problemer i banksektoren, og at disse problemer hurtigt kunne blive en global krise. Løsningen på problemerne? Joh, mere magt til IMF og fortsat globalisering af verdensøkonomien, altså ifølge IMF-direktør Camdessus.
Wolfensohns og Camdessus' forsøg på at fastholde "vi fortsætter som hidtil"-linien var allerede blevet rystet af Mahathir bin Mohamads tale, men det blev for alvor skudt i sænk, da Japan på de syv store industrilandes møde i Hong Kong den 21. september annoncerede, at man vil oprette en særlig asiatisk valutafond, AMF, på 100 mia. dollars, der skal understøtte betalingsbalancen, valutareserverne og andre vitale økonomiske mekanismer i de asiatiske lande. De vestlige lande blev dybt chokerede. Frankrigs finansminister Dominique Strauss-Kahn kaldte forslaget en "bordbombe", og EU's økonomikommissær Yves-Thibault de Silguy afviste enhver snak om en ny valutafond, som kunne true IMF's rolle som verdens økonomiske politibetjent.
Men til de vestlige landes rædsel meddelte både Kina og de førende udviklingslande i G-24, at man helhjertet gik ind for Japans forslag. Viceguvernøren i den kinesiske nationalbank, Chen Yuan, henviste direkte til krisen i Sydøstasien og lovede, at Kina ville yde en betragtelig del til opbygningen af den nye valutafond. G-24-landene henviste til den vestlige verdens afvisende holdning til Mahathirs tale som deres begrundelse for støtte til fonden. Og den 27. september blev det meddelt, at G-15-landene skal mødes i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur den 3.-5. november for at diskutere en fælles holdning til en begrænsning af den internationale valutaspekulation. G-15 består af Malaysia, Argentina, Brasilien, Peru, Chile, Venezuela, Mexico, Jamaica, Zimbabwe, Senegal, Nigeria, Egypten, Algeriet, Indonesien og Indien.
For første gang siden gældskrisen i 1982 tegner der sig nu omridset af en fælles front i Den tredje Verden imod IMF og Verdensbanken. Med både Kina og Japan inde i billedet er det faktisk alvor. Samlingspunktet kan blive den nye asiatiske valutafond. Mens EU rasede imod enhver snak om en sådan AMF, sagde den amerikanske finansminister Robert Rubin under sit besøg i Kina umiddelbart efter årsmøderne i Hong Kong, at USA er villig til en "konstruktiv diskussion". Det fik den 27. september det britiske finanstidskrift The Economist til hysterisk at advare om, at USA kan have helt sine egne interesser i et regionalt asiatisk samarbejde, og derfor vil acceptere oprettelsen af en AMF.
LAROUCHE SPØGTE IGEN
Wall Street Journals direkte reference til Lyndon LaRouche og Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamads bramfrie tale har utvivlsomt gjort LaRouches navn til et varmt diskussionsemne på Verdensbankens og IMF's årsmøder i Hong Kong. For de embedsmænd, der også var med på Verdensbankens og IMF's møder tilbage i efteråret 1982, må det have været et ubehageligt deja-vu.
I foråret og sommeren 1982 mødtes Lyndon LaRouche med Mexicos daværende præsident, José Lopez Portillo. LaRouche advarede præsidenten om, at en gældsbombe var ved at ødelægge Mexicos og hele Latinamerikas økonomi. I et handlingsprogram kaldet "Operation Juarez" foreslog LaRouche, at de Latinamerikanske lande gjorde fælles front imod de internationale finansinstitutioner. Præsident Portillo forsøgte at gennemføre LaRouches forslag, men under stærkt og dramatisk pres fra vestlige regeringer og banker turde Argentina, Venezuela og Brasilien ikke at gå med. Operation Juarez faldt til jorden, og i stedet fik IMF sin nuværende rolle som international finansiel politimand. Kilder i det danske udenrigsministerium har for flere år siden indrømmet overfor Agro-Nyt, at LaRouche var et særdeles varmt emne på IMF's møder i efteråret 1982.
LAROUCHE SKABER RØRE I MEXICO
Som nævnt i forrige nummer af Agro-Nyt blev Lyndon LaRouche nægtet visum til Mexico med bl.a. den absurde begrundelse, at Mexico "ikke havde behov for råd fra udenlandske økonomer". LaRouche var inviteret som hovedtaler på konferencer arrangeret af Monterreys Teknologiske Institut og Det frie Universitet i Nuevo Leon.
Afvisningen af LaRouche skabte mediestorm i Mexico, og den 4. september greb præsident Zedillos kontor ind, og LaRouche fik sit visum. Samtidig blev han også garanteret den nødvendige politimæssige beskyttelse. Men kort før LaRouches besøg aflyste de samme embedsmænd, som i første omgang havde nægtet LaRouche et visum, uden varsel politiets sikkerhedsforanstaltninger. Da alle offentlige kontorer var lukkede p.g.a. helligdag, kunne LaRouches medarbejdere ikke komme i kontakt med præsidentens kontor, og LaRouches besøg måtte aflyses.
Mediestormen blev til en orkan. Alle Mexicos aviser, med Excelsior i spidsen, bragte stort opsatte artikler om affæren. Resultatet blev en enorm interesse for de møder, LaRouche skulle have deltaget i. På Monterreys Teknologiske Instituts konference på universitetet i Guadalaja pressede over 250 studerende sig ind i et lille mødelokale for at høre EIR's latinamerikanske redaktør Dennis Small oplæse LaRouches tale. På de efterfølgende møder talte LaRouche direkte til flere hundrede tilhørere gennem et telefon- og højtalersystem. På mødet i Mexico City mødte den mexicanske presse talstærkt op, og alle de store aviser dækkede i detaljer LaRouches sammenligning mellem den nuværende finanskrise og gældskrisen i 1982. Også på universitetet i Nuevo Leon fik LaRouche en koncentreret og intens diskussion med over to hundrede studenter. LaRouche vil i løbet af efteråret besøge Mexico in persona.
KAN HUSET WINDSOR OVERLEVE PRINSESSE DIANAS DØD?
Prinsesse Dianas og Dodi al-Fayeds tragiske død natten til den 30. august kan få langtrækkende følger for det britiske kongehus Windsor. Dronning Elizabeth II's og prins Philips ufølsomme optræden i dagene op til begravelsen den 6. september skabte stor vrede i den britiske befolkning. Og Jarlen af Spencers tale under begravelsen, hvor han åbent gik i rette med kongefamilien, efterfulgt af tilhørernes spontane klapsalver, var et dramatisk højdepunkt, der var en Friedrich Schiller eller en William Shakespeare værdig.
Selv glødende britiske royalister stiller nu spørgsmålstegn ved, om det nuværende kongehus vil fortsætte. I det amerikanske tidsskrift Newsweek den 15. september indrømmede Harold Brooks-Baker, forlagsdirektør for den britiske adelskalender Burke's Peerage, at det er tvivlsomt, om kongehuset "kan overleve Dianas død". Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR, har efter prinsessens død offentliggjort en del af korrespondancen mellem EIR's rapporter Scott Thompson og prinsesse Diana. Den begyndte i oktober 1994, da prinsesse Diana takkede Thompson for fremsendelsen af EIR's specialrapport "The Coming Fall of the House of Windsor" ("Huset Windsors kommende Fald", EIR, oktober 1994).
Premierminister Tony Blair forsøger sammen med prins Charles at reformere kongehuset, så monarkiet og Det britiske Statssamfund kan bevares. Ledende politiske kredse i Storbritannien ser nemlig en ny, fremtidig rolle for det gamle imperium i form af et stærkere og tættere forbundet statssamfund. Men uden et kongehus, intet statssamfund, intet imperium.
Omstændighederne omkring prinsesse Dianas død er stadig yderst mistænkelige. Det er særdeles problematisk, at det franske politi gentagne gange har ændret forklaring om hændelserne på ulykkesnatten. Mest mærkværdigt står politiets oprindelige benægtelse af, at en anden bil var impliceret i uheldet. Først efter flere vidner samstemmende beskrev bilen, og at tydelige mærker på siden af den forulykkede Mercedes viste, at der havde været sammenstød med en blå bil, gav politiet sig. Meget tyder på manddrab, arrangeret og camoufleret som et trafikuheld. Men af hvem?