Det er svært at spå, især om fremtiden, sagde salig Storm P. Alligevel er det ikke alt, der er komplet umuligt at forudse. Hvis naboens knægt bliver ved med at balancere rundt på toppen af plankeværket, kræver det ikke den store magi at forudsige, at han en dag skvatter ned og slår sig. Sådan har det også været med faren for et børskrak. Agro-Nyt har i månedsvis advaret om, at det snart ville gå grueligt galt. Det gjorde det så. Børsspekulanterne skvattede ned og fik sig en gevaldig blodtud. Men ligesom naboens knægt har de svært ved at lære. Derfor er de allerede tilbage på plankeværket og danser videre, som om intet var sket. Det går grumme galt igen.
Lyndon LaRouche har nu i fire årtier forudsagt den økonomiske udvikling med uhørt præcision. Startende med efterkrigstidens første recession i slutningen af halvtredserne, over dollarkrisen i midten af tresserne, til valutauroen i slutningen af halvfjerdserne og børskrakket i slutningen af firserne. Den nuværende krise beskrev LaRouche allerede i 1994 i sin såkaldte "niende prognose". Den er blevet et varmt emne i Latinamerika i disse dage, for prognosen blev bredt omtalt i medierne allerede under Mexicos krise i 1995. Alle siger nu: "Det var jo det, han forudsagde".
LaRouche besidder ingen magiske evner, superledende krystalkugler eller ekstra stærkt kaffegrums. Hans evne til at forudsige den økonomiske udvikling stammer alene fra hans indsigt i økonomi - fysisk økonomi. Hans grundlæggende udgangspunkt deles stadig af de fleste almindelige mennesker. Samfundsmæssig velstand kommer fra den fysiske produktion, fra industrien og fra landbruget. Penge er et betalingsmiddel, intet andet. Penge avlet på penge er tomme værdier. Derfor vil en spekulativ finansboble, der vokser hurtigere end den fysiske økonomi, med garanti briste. Sværere er det ikke.
Men finanspolitik er også stormagtspolitik. Finanskrisen er en del af magtspillet for det kommende århundrede. Det er ikke en tilfældighed, at den startede i Asien. Magtfulde kredse i London og Paris ønsker at stoppe ASEAN-landenes vækst. De ønsker at knække Hong Kong og ydmyge Kina. De forsøger at trække tæppet væk under den amerikanske dollar. Altsammen for at stoppe Asiens fremmarch og sabotere et kinesisk-amerikansk partnerskab. Et desperat forsøg på at bevare den gamle verdens magtposition. Det vil næppe lykkes. Men det vil garantere højdramatik på finansmarkederne i de kommende måneder.
BØRSKRAKKET KOM I OKTOBER
Agro-Nyt's læsere var advaret. Allerede i august og september udpegede vi oktober måned, som det mest sandsynlige tidspunkt for en midlertidig kulmination af den voksende uro på de internationale finansmarkeder. Det kom til at holde stik. Oktober 1997 fik ikke én, men hele to "sorte mandage".
I løbet af mandag den 20. oktober, tiårsdagen for den "sorte mandag" den 19. oktober 1987, holdt alverdens børshandlere vejret. Aktieindekset Dow Jones på Wall Street havde de tre foregående hverdage tabt 198 point, eller 3,1% af sin værdi. Var en ny "sort mandag" under opsejling? Der skete ingenting, så de overtroiske børsmæglere jublede. Faren var tilsyneladende drevet over, og aktieindekset steg hele 139 point i løbet af tirsdagen.
Men man havde overset, at der faktisk havde været en "sort mandag", bare ikke i New York. Den 20. oktober nåede sommerens og efterårets sydøstasiatiske finanskaos nemlig aktiemarkedet i Hong Kong, som faldt med hele 5%. Samtidig satte alle de østasiatiske valutaer nye bundrekorder overfor den amerikanske dollar. Dagen efter faldt aktieindekset i Hong Kong igen med 4%, og den næste dag med yderligere 6% og endelig den 23. oktober med 10,4%. Altså godt 25% på fire dage. Det kalder man faktisk et børskrak (i 1987 faldt aktiemarkedet i Wall Street med 22%).
Nu kunne Europa og USA ikke længere ignorere den asiatiske finanskrise. Den 23. oktober faldt børserne overalt i Europa med mellem 2 og 4%, og Dow Jones på Wall Street måtte slippe 2,3%. Men da aktieindekset i Hong Kong steg en smule om fredagen, var der ingen i Europa og USA, der frygtede en ny "sort mandag". Sådan én var man jo lige sluppet for i begyndelsen af ugen. Men man blev klogere.
Midt på eftermiddagen, mandag den 27. oktober, gik bunden ud af aktiemarkedet i Wall Street. Dow Jones-indekset faldt med 354 point, og "nødbremsen", en tvungen halv times pause i aktiehandelen, blev for første gang i historien bragt i anvendelse (den blev indført efter børskrakket i 1987). Men det var ikke nok. Ikke så snart var handelen genoptaget efter pausen, før styrtdykket fortsatte, og på bare 20 minutter faldt aktieindekset yderligere 200 point. Nødbremsen blev automatisk trukket igen, men da der nu kun manglede en god halv time af markedets åbningstid, blev handelen suspenderet for resten af dagen. Det havde man aldrig prøvet før. På det tidspunkt stod Dow Jones-indekset på minus 554 point, et fald på 7,2%. En rigtig sort mandag.
MANIPULERET OPSVING
Den 27. oktober blev aktiehandelen på Wall Street altså suspenderet for første gang nogensinde. Spørgsmålet var så, hvad der ville ske den følgende dag. Ville det udvikle sig til en "kulsort tirsdag" med et totalt sammenbrud af markedet?
Det havde chefen for den amerikanske føderalbank Alan Greenspan ikke tænkt sig. Nok prædiker han til daglig evangeliet om de frie markedskræfter, men så frie skal de heller ikke have lov at være. Derfor samlede han lederne af de største banker og børsselskaber til krisemøde, og i løbet af mandag aften blev der udarbejdet en omfattende nødplan. Den føderale bank ville stille ubegrænsede likvide midler til rådighed for de amerikanske banker. Bankerne kunne så formidle den nødvendig kredit til de største børsnoterede selskaber, så de kunne iværksætte et massivt tilbagekøb af egne aktier (såkaldt kurspleje er tilladt på Wall Street). Samtidig vred man armen om på de investeringsfonde og pensionsselskaber, der havde startet salgsbølgen, og med garantier om tilførsel af likvid kapital blev de afkrævet løfte om ikke at sælge ud af deres aktiebeholdning, selv om de skulle stå med en bølge af indløsningsordrer fra deres kunder. Alle børsmæglerselskaberne dannede telefonsalgshold, der hele natten ringede til kunderne for at overbevise dem om, at de nu havde deres livs chance for at tjene hurtige penge ved at købe aktier. Og man forberedte en koordineret aktion på futuresbørsen i Chicago, så man med massive opkøb af særlige derivater, de såkaldte indeks-optioner, kunne manipulere aktieindekset på Wall Street op.
Tirsdag den 28. oktober faldt aktiemarkedet i Hong Kong med 13%, og de europæiske børser måtte se aktiekurserne styrtdykke med både 10 og 16%. Da Wall Street åbnede, røg aktieindekset ned med 180 point på bare to minutter. Men så blev nødplanen sat i gang. Computergiganten IBM annoncerede, at man ville tilbagekøbe for 3,5 mia. dollars egne aktier. Børsselskaberne begyndte massive opkøb af de vigtigste toneangivende papirer. Gigantiske ordrer på indeks-optioner blev placeret på børsen i Chicago. Det trak først Standard & Poor-indekset op, og kort efter fulgte Dow Jones. Da markedet lukkede, var Dow Jones-indekset steget med 337 point, eller 4,7%. Den største stigning på en enkelt dag nogensinde. Ikke mindre end 1,2 mia. aktier, det største antal i historien, havde skiftet hænder.
Men det var manipulation det hele. Allerede om onsdagen havde euforien lagt sig, og selv om Alan Greenspan forsikrede den amerikanske kongres om, at alt var i sin skønneste orden, og at "nedturen på aktiebørsen faktisk var en fordel for den amerikanske økonomi", så faldt aktieindekset igen med 125 point dagen efter. Faren for et nyt børskrak er langt fra drevet over.
DET KAN BLIVE MEGET VÆRRE
I en tale til den schweiziske bankforening i Zürich den 14. oktober advarede bestyrelsesmedlem af den schweiziske nationalbank, professor Bruno Gehrig, om, at den omfattende spekulative handel med valutaer meget hurtigt kan udvikle sig til en trussel imod hele det internationale finanssystem. Ifølge den seneste opgørelse fra Bank for International Settlements, BIS, er den daglige valutahandel oppe på 1.200 mia. dollars. Hovedparten af denne enorme handel består af meget komplekse handler, hvor banker eller spekulationsfonde gennem investeringer i flere forskellige valutaer på én gang forsøger at tjene penge på selv ganske små kursudsving. Disse investeringer er "gearede", hvilket betyder, at man kun indbetaler en lille procentdel af papirets nominelle værdi. På den måde kan man handle for milliarder for relativt få penge. Professor Gehrig påpegede i sin tale, at denne gearing gør situationen langt farligere i dag, end da den tyske bank Herstatt brød sammen i 1974 og nær havde trukket en lang række andre banker med i faldet. "Hvis én af de store på markedet, som handler samtidigt i flere valutaer, bryder sammen, kan det på én gang udløse likviditetsproblemer for hans handelspartnere i flere forskellige betalingssystemer. De manglende transaktioner kan så blokere for disse handelspartneres udbetalinger til eventuelle tredjeparter i betalingssystemet. Det er her faren for en kædereaktion ligger".
Professor Gehrigs advarsler er nu højaktuelle. Eksempelvis har de 30 børsnoterede selskaber, som udgør Dow Jones-indekset på Wall Street, ifølge egne opgørelser udeståender for 4.800 mia. dollars i derivater. Det betyder, at for hver dollar de har investeret i almindelige aktier, har de 15 dollars i derivater. En alvorlig likviditetskrise på Wall Street kunne altså med ét slag blive 15 gange værre.
Krisen i Sydøstasien er netop blevet fremdrevet af derivatspekulation imod de enkelte landes valutaer. Hver gang et land har måttet devaluere sin valuta, har de store spekulationsfonde, herunder George Soros' Quantum Fund, tjent milliarder. Først var det Thailand, dernæst Indonesien og så Malaysia og alle de andre nyindustrialiserede lande. Den 20. oktober kastede man sig så over Hong Kong. Hong Kong-dollaren skulle tvinges til at bryde sin 14 år gamle binding til den amerikanske dollar. Det ville have været en alvorlig ydmygelse af Kina, netop som den kinesiske præsident Jiang Zemin skulle indlede sit besøg i USA (det var ikke et tilfældigt sammenfald). Men det nye kinesiske lederskab holdt hovedet koldt og fastholdt dollarkursen på trods af panikken på aktiemarkedet. Det har allerede kostet spekulanterne dyrt. Den 1. november indrømmede George Soros i et interview med det britiske tv-selskab BBC, at han indtil videre har tabt "et sted mellem 1 og 2 mia. dollars".
Men det kan blive meget værre endnu. Finanskrisen er ved at brede sig til Brasilien og det øvrige Latinamerika. I modsætning til landene i Sydøstasien er de latinamerikanske lande dybt forgældede. Det involverer de store internationale banker, så her kan en børskrise hurtigt blive en bankkrise. Og da bankerne er dybt indklistrede i derivathandlen, kan en bankkrise med lynets hast blive en systemkrise.
HVAD SKAL MAN SÅ GØRE VED DET?
I en pressemeddelelse den 30. oktober betegnede den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche føderalbankchef Alan Greenspans rapport til kongressen den 29. oktober som "et eventyr, der skulle få markederne til at falde til ro". LaRouche understregede, at tirsdagens manipulationer på Wall Street og Greenspans efterfølgende forsøg på at tale markedet til ro ikke vil virke i længden af den simple grund, at krisen har sin rod i de indbyggede fejl, som ligger i selve finanssystemet. Den gigantiske derivatspekulation har skabt et finansielt "kædebrevssystem", som er dømt til at bryde sammen, og det er denne proces, som nu er i gang.
Men hvad gør man så? Ifølge LaRouche burde man starte ved den simple erkendelse, at "det hele blot er papir" (økonomen John Kenneth Galbraiths berømte kommentar til børskrakket i 1929). Derefter er det følgende ganske let at forstå: 1) Regeringerne må holde fingrene fra ethvert forsøg på at redde værdien af de fiktive derivatbeholdninger, de oppustede aktiekurser eller eventuelle oppustede investeringer i jord og fast ejendom. Lad papirværdierne falde frit, så langt de ønsker. Regeringerne kan med andre midler beskytte almindelige mennesker og produktive virksomheder fra at blive knust under finansmarkedets sammenbrud.
2) Enhver form for statsgældspapirer må beskyttes, ellers vil et efterfølgende økonomisk opsving være umuligt. 3) Man må forhindre masseafskedigelser og virksomhedslukninger, så Herbert Hoovers fejltagelse fra 1929-31 ikke gentages. 4) USA's præsident Clinton må sammen med andre landes regeringer afvikle det nuværende finanssystem, stort set som var det et konkursramt selskab under offentlig konkursbehandling. Samtidig må samme gruppe af samarbejdende regeringer i fællesskab etablere et nyt finanssystem, der i høj grad reflekterer den succesrige opbygning af Bretton Woods-systemet i perioden før 1959. Dog med én afgørende undtagelse. I stedet for det tidligere centralbanksystem, skal der med udgangspunkt i den amerikanske grundlov, etableres et net af nationalbanker i Alexander Hamiltons ånd (1757-1804, USA's første finansminister). 5) Det skal iværksætte et verdensomspændende genopbygningsprogram, der kan kickstarte den internationale varehandel og generelt stimulere de private økonomier i de enkelte nationer.
LaRouche er godt klart over, at gennemførelsen af en sådan reorganisering af det internationale finanssystem vil kræve en god portion politisk mod af de respektive landes politikere. Han er også klar over, at de internationale finansinstitutioner vil kæmpe med næb og klør imod ethvert tiltag i denne retning. Nøjagtig som de gjorde det imod præsident Franklin D. Roosevelts program for at bringe USA ud af 30'ernes krise, og nøjagtig som de gjorde det under etableringen af Bretton Woods-systemet. Ikke desto mindre er en sådan reorganisering yderst påkrævet, hvis et fuldstændigt sammenbrud i den globale økonomi skal undgås, mener LaRouche.
LaRouches forslag til en reorganisering af finanssystemet bliver emnet på et økonomisk seminar i Bonn, den 5. november, arrangeret af Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review. Blandt talerne vil være den tidligere russiske vicefinansminister, Sergej Glaziev; Frankrigs tidligere handelsminister, Jean Royer; parlamentsmedlem i Ukraine, Natalya Vitrenko; tidligere transportminister i Italien, Publio Fiori; akademimedlem og rådgiver for flere kinesiske virksomheder i Beijing, professor Qian Jing; den tidligere undervisningsminister i Indien, K. R. Ganesh; tidligere vicepremierminister i Tjekkoslovakiet, Jozef Miklosko og forfatter og tidligere nære medarbejder til den italienske industrimagnat Enrico Mattei, Benito Li Vigni.
KINESISK-AMERIKANSK PARTNERSKAB
Præsident Jiang Zemins besøg i USA den 28. oktober - 2. november blev indledningen til det stormagtpolitiske partnerskab mellem Kina og USA, som helt uden tvivl kommer til at præge det 21. århundrede. Om få år vil Kina være klodens største økonomi, og med 22% af jordens befolkning vil landet spille en politisk rolle af en helt anden dimension, end den vi hidtil har set i moderne tid.
De konkrete aftaler som blev indgået mellem præsident Clinton og præsident Zemin var få, men særdeles afgørende. USA vil indgå i udviklingen af den kinesiske værktøjsmaskinindustri. Det vil være selve nøglen til opbygningen af Kina som en moderne industrination. Og måske vigtigst af alt, USA vil deltage i opbygningen af Kinas atomindustri. Kina planlægger etableringen af ca. 40.000 megawatt elektricitetsproduktion ved hjælp af kernekraftsanlæg (det svarer til ca. 30 moderne atomkraftværker) i løbet af de næste 20 år. Ifølge Marvin Fertel fra det amerikanske kernekraftsinstitut, NEI, vil den nye aftale indebære investeringer i størrelsesordenen 50-60 mia. dollars og vil skabe omkring 30.000 nye arbejdspladser alene i USA.
I Schiller Instituttets omfattende infrastrukturprogram "Den eurasiske Landbro", også kaldet "Den nye Silkevej", er energisektoren beskrevet som en af de alvorligste flaskehalse i industrialiseringen af Kina og Centralasien. I slutningen af september præsenterede Helga Zepp-LaRouche infrastrukturprogrammet på flere møder under et ti-dages besøg i Beijing. Den 5. oktober bragte Kinas største avis, Folkets Dagblad, en artikel om fru LaRouche og hendes besøg i Kina. Avisen anvendte bl.a. kælenavnet "the Silk Road Lady" (Silkevejsdamen), som kinesere i New Yorks Chinatown tidligere har givet fru LaRouche. Efter besøget i Kina tog Helga Zepp-LaRouche til en uges møder i Indiens hovedstad New Delhi.
ASIATISK VALUTAFOND SPØGER
Japans forslag om oprettelsen af en Asiatisk Valutafond, AMF, til beskyttelse imod valutaspekulation vil blive diskuteret på en række møder mellem asiatiske, afrikanske og sydamerikanske lande i løbet af november. Ifølge planen skal den nye valutafonds fundats etableres på et møde i Tokyo den 2. december.
I slutningen af oktober blev diskussionen om et alternativ til den Internationale Valutafund, IMF særdeles konkret. En række lande, herunder Malaysia, Singapore, Japan, Kina og USA, tilbød at yde finansiel hjælp til det kriseramte Indonesien, uden om IMF. Det skabte panik blandt ledende finanskredse i London. Der blev lagt et massivt pres på den indonesiske regering, og den 2. november blev det meddelt, at Indonesien i stedet ville få en krisepakke fra IMF på 23 mia. dollars.