Advarsel! Lider man af flyveskræk, er det tilrådeligt at springe de næste syv linier over. En moderne flyvemaskine er et særdeles avanceret stykke isenkram. Piloten holder ikke længere i en styrepind, der er forbundet til vingernes vippeplader via et finurligt snoretræk. Det hele styres elektronisk. Faktisk rører piloten knap nok ved instrumenterne, når først maskinen er i luften. Han taster kursen ind på computeren og læner sig tilbage i sædet. Han vågner først op til dåd, når maskinen skal ned på jorden igen. Hvis alt går godt - vel at mærke! Kraftig turbulens eller andre uforudsete hændelser får straks piloten tilbage på arbejde. Automatpiloten bliver slået fra.
Sådan burde man vel også forvente, at det forholdt sig med det internationale finanssystem. Når alt går vel, får det lov at passe sig selv. Politikerne slår automatpiloten til. Embedsmændene styrer forretningen. Men når krisen kradser, forventer vi, at politikerne vågner op og sætter hænderne på instrumenterne. Det gør de desværre ikke. APEC-topmødet i Vancouver var et skræmmende eksempel. Hele det østasiatiske område er hærget af en hastigt forværrende finanstyfon. Alligevel insisterede præsident Clinton på at lade automatpiloten, den Internationale Valutafond, sætte kursen. Det kan ende med et skrækkeligt styrt.
I denne "globaliseringens tidsalder" er det blevet moderne at betragte økonomi som en teknisk affære. Noget man trygt kan overlade til universitetsuddannede økonomer og finansfolk i det private erhvervsliv. Det er en frygtelig misforståelse. Økonomi er politik. Der findes naturligvis mindre økonomiske problemer. Dem kan man altid finde tekniske løsninger på. Men store økonomiske problemer vil i yderste konsekvens handle om menneskers liv og velfærd. Og det er politik.
IMF's berygtede lånebetingelser er ikke tekniske. De er politiske. De indeholder en lang række politiske præferencer. Betalingsbalancen vægtes højere end beskæftigelsen. Budgetbalancen vægtes højere end hospitaler, uddannelse og social tryghed osv. Det hele fremlægges som tal i rækker og kolonner. Men det handler faktisk om mennesker af kød og blod.
Finanskrisen i Asien er ude af kontrol. Hvis ikke der gribes ind, vil hele verdensøkonomien gå i spin. Det er ikke en simpel teknisk detalje. Det er et alvorligt politisk problem. Derfor er det på tide at slå automatpiloten fra.
FINANSKRISEN ER EN SYSTEMKRISE
På Executive Intelligence Reviews økonomiske seminar om nødvendigheden af en ny "Bretton Woods-konference", der blev afholdt i Bonn-Bad Godesberg, Tyskland, den 5. november (se forhåndsbeskrivelsen i Agro-Nyt, nov. '97), understregede den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche, at den stadigt oftere forekommende henvisning til børskrakket i 1929, når alvoren af finanskrisen i Asien skal beskrives, faktisk er forkert.
Krakket i '29 var en af de "periodiske nedture", som er indbygget i finanssystemet. Disse vekslende økonomiske "op- og nedture" opstår, fordi man forsøger at tilgodese finansverdens og industrisamfundets modstridende interesser indenfor samme finanssystem. Disse indbyggede modsætninger skaber en økonomisk vekselvirkning, en "cyklus" eller et "kredsløb" om man vil, hvor nedgangstider afløses af opgangstider. Den igangværende finanskrise er bare ikke en sådan "cyklisk nedtur", men derimod et langt alvorligere systemsammenbrud, sagde LaRouche. Han anvendte følgende pædagogiske billede: "Krisen i 1929 var en "cyklisk krise", en lovmæssig del af et kredsløb svarende til en planets stabile bane omkring Solen. Den nuværende krise i Asien er en komet med direkte kurs imod Solen".
Desværre er krisens alvor ikke helt gået op for alle. Finanskrisen betragtes fortsat som en række adskilte kriser. Først kom "Thailand-krisen" i juli måned; så fulgte "Indonesien-krisen" og derefter "Hong Kong-krisen"; endelig kom så "Japan-krisen" og "Sydkorea-krisen" (forude venter "Rusland-krisen" og "Brasilien-krisen"). Ingen tør erkende, at det er selve systemet, der er i dybe vanskeligheder.
Den 22. november, dagen før topmødet i stillehavslandenes økonomiske samarbejdsorganisation, APEC, som blev afholdt i Vancouver, Canada, den 23.-25. november, beskrev præsident Clinton finanskrisen i Asien som "et par små hovsauheld". Tolv timer senere gik Japans 4. største finanshus, det 100 år gamle Yamaichi Securities, i betalingsstandsning. Det var den største forretningskonkurs i Japan siden 2. Verdenskrig. Samtidig nåede krisen til verdens 11. største økonomi, Sydkorea, der måtte bede den Internationale Valutafond, IMF, om hjælp. Clinton indrømmede, at krisen var blevet til mere end et "hovsa", og APEC-topmødet blev fuldstændig domineret af finanskrisen. Men der kom overhovedet ingen nye løsninger eller initiativer.
I et radiointerview den 25. november sammenlignede LaRouche præsident Clintons manglende handlekraft i Vancouver med præsident Lyndon Johnsons mangel på samme under den alvorlige valutakrise i vinteren 1967-68. Præsident Johnsons tøven dengang førte direkte til Bretton Woods-systemet endelige sammenbrud i august 1971.
JAPAN OG SYDKOREA: SPRÆNGFARLIG KRISEBLANDING
Den 17. november meddelte den japanske regering, at alle indskydere i den konkursramte Hokkaido Takoshuko Bank, Japans 10. største, ville få deres penge igen. Dermed afværgede man i sidste øjeblik total panik i den japanske bankverden og et sammenbrud på den japanske aktiebørs. En lille uge senere, den 23. november, trådte Japans 4. største finanshus, Yamaichi Securities, i betalingsstandsning. Igen måtte den japanske regering udstede forsikringer om, at alle indskydere ville blive holdt skadesfrie. Denne gang var det akutte hul i finanssystemet den nette sum af 150 mia. kroner. Ifølge Jyllands-Posten den 26. november anmodede den japanske regering diskret den amerikanske føderalbank om at stå rede med kontante dollars, hvis bankkrisen skulle komme ud af kontrol (under finanskrisen i sommeren 1995 blev der etableret en aftale mellem USA og Japan om, at i krisesituationer ville den amerikanske føderalbank stille op til 500 mia. dollars til rådighed for de japanske banker, så disse ikke blev tvunget til at sælge ud af deres enorme beholdning af amerikanske statsobligationer, se også Agro-Nyt, nov. '95).
Siden Yamaichis konkurs har det japanske finansministerium måttet pumpe næsten 10 mia. dollars ind i det japanske finanssystem - om dagen! Alligevel er krisen langtfra under kontrol. Den 10. december skal den japanske regering fremlægge sit forslag til en endelig løsning på Japans 8 år lange bankkrise. Der mangler ikke mindre end 1.500 mia. dollars (9.750 mia. kr. svarende til ca. 400 storebæltsbroer!) på bankernes bøger, hovedsagelig takket være fejlslagne spekulationsinvesteringer i jord og fast ejendom i slutningen af 1980'erne. Men der er endnu ikke politisk enighed om, hvor stor en del af bankernes gamle gæld, man skal lade de japanske skatteydere betale.
Det japanske finansministeriums "penge-pipeline" ind i det japanske finanssystem har midlertidigt fået det japanske aktiemarked til at stige. Men det skal man ikke lade sig narre af. Tilliden til det japanske banksystem er ikke genoprettet. Det afspejles direkte i den strafrente, som de japanske banker må betale på det internationale bankmarked. I slutningen af november måtte de japanske banker betale hele 0,94% over den normale interbankrente. Det kan det japanske banksystem ikke holde til ret længe.
Men de japanske bankers problemer stopper ikke her. Bankerne sidder nemlig med godt 30% af de udenlandske lån til Sydkorea. Og her er krisen ved at løbe helt ud af kontrol. Den koreanske won er faldet med 43% overfor den amerikanske dollar, hvilket gør det næsten umuligt at betale de udenlandske lån tilbage. Agro-Nyt's kilder i finansverden frygter endog en åben koreansk betalingsstandsning.
Derfor har Sydkorea modvilligt bedt den Internationale Valutafond, IMF, om hjælp. I første omgang bad man om ca. 20 mia. dollars i krisehjælp. Det beløb er nu steget til ca. 55 mia. dollars, men Agro-Nyt's kilder i finansverden siger, at Sydkoreas behov for akut hjælp i virkeligheden ligger i nærheden af 100 mia. dollars. Men der er alvorlige problemer i forhandlingerne med IMF. Sydkorea vil ikke umiddelbart acceptere valutafondens lånebetingelser. Bryder forhandlingerne sammen, kastes det japanske banksystem og det internationale finanssystem ud i totalt kaos.
Selv hvis Sydkorea og IMF skulle indgå en aftale, er situationen ikke afklaret. Hvor skal IMF få alle de penge fra? Efter krisehjælpen til Thailand og Indonesien kan IMF næppe stille med mere end 10-20 mia. dollars. Det amerikanske finansministeriums stabiliseringsfond kan ikke give mere end 5-6 mia. dollars, så der er langt op til de 55 eller 100 mia. dollars.
DERIVAT-KRUDTTØNDEN
Da det japanske finansministerium lukkede finanshuset Yamaichi Securities den 23. november, skabte det uro, at en del af selskabets gæld lå skjult på lyssky konti på Caymanøerne og andre såkaldte offshore bankcentre. Den virkelige trussel imod andre finanshuse og banker kommer dog fra de omfattende, men stadig ukendte investeringer i "ikke-bogførte" derivatkontrakter, som Yamaichi lå inde med. Omfanget finder man først ud af, når kontrakterne udløber.
Ingen ved med sikkerhed, hvor stort det globale derivatmarked egentlig er. Men Bank for International Settlements har anslået det til omkring 100.000 mia. dollars. I Tyskland har Forbundsbanken netop udsendt sin seneste opgørelse over de tyske bankers involvering i derivathandelen. Ved udgangen af 1996 besad tyske banker derivatkontrakter (såkaldte swaps, futures og optioner i valutaer, aktier og indekser m.m.) til en samlet nominel værdi af 16.800 mia. DM, det var såmænd en stigning på 61% i forhold til året før. Ved udgangen af juni 1997 var de tyske bankers derivatbeholdning steget til 21.700 mia. DM, det er 6 gange det tyske bruttonationalprodukt. Tilbage i 1987 udgjorde de "ikke-bogførte" investeringer 25% af bankernes udeståender, i juni 1997 var det 250%. Den største tyske bank, Deutsche Bank, har derivatkontrakter til et beløb der er 153 gange så stort som bankens egenkapital. For Commerz Bank er det "kun" 125 gange bankens egenkapital.
RUSLAND BEDER IMF OM HJÆLP
Krisen i Asien har ramt det oppustede russiske finanssystem som et jordskælv. Ifølge chefen for den russiske centralbank, Sergej Dubinin, har udenlandske investorer trukket 5 mia. dollars ud af det russiske finansmarked siden oktober. Heraf var næsten 3 mia. fra Sydkorea og 1 mia. fra Brasilien.
Men Rusland har også sine helt egne problemer. Det russiske statsbudget er nærmest brudt sammen. Ubetalte lønninger til offentligt ansatte løber nu op i godt 6 mia. dollars og vil inden nytår, ifølge "officielle" beregninger, være steget til 10 mia. dollars.
Den 27. november ankom en russisk delegation til Washington for at forhandle med det amerikanske finansministerium og IMF om akut krisehjælp. Russerne ønsker, at der frigives 700 mio. dollars i indefrosne IMF-kreditter, at Verdensbanken yder to nye lån til ca. 1,4 mia. dollars, samt at der etableres en "stabiliseringsfond" for rublen i størrelsesordenen 5-10 mia. dollars.
HUL I DRIVHUSET - NY ISTID PÅ VEJ
FN's klimakonference i Kyoto, Japan, den 1.-10. december vil næppe resultere i revolutionerende beslutninger om en sænkning i udledningen af de såkaldte drivhusgasser. Også godt det samme. Påstanden om en menneskeskabt stigning i gennemsnitstemperaturen i jordens atmosfære er stadig helt uden videnskabeligt hold i virkeligheden.
Danmarks Radio forsøgte med en pinligt manipulerende tv-udsendelse den 26. november, at udstille alle kritikere af drivhusteorien som betalte agenter for den amerikanske olie- og kulindustri. Ak, ja. Med skummel underlægningsmusik og dramatiske billeder af tornadoer og tropiske storme fik menneskeheden skylden for Moder Naturs mest kraftfulde klimafænomener. Manipulation og overtro i en blanding så skøn, at Joseph Goebbels ville have frydet sig.
Agro-Nyt's samarbejdspartner 21st Century Science & Technology har netop udgivet en 100 siders rapport, med titlen "The Coming Ice Age - Why Global Warming Is a Scientific Fraud" ("Den kommende Istid - Hvorfor den Globale Opvarmning er et videnskabeligt svindelnummer"). I rapporten gennemgår fysikere, oceanografer og andre videnskabsfolk, hvorfor de såkaldte klimaforskeres computermodeller ikke afspejler virkeligheden. Desuden genoplives den oprindelige videnskabelige diskussion om de lange perioder i jordens klima, herunder istiderne. Indtil den politisk manipulerede diskussion om drivhuseffekten tog fart i midten af 80'erne, var det almindeligt erkendt, at vi faktisk befinder os i den allersidste fase af en mellemistidsperiode, og sandsynligvis er på vej ind i en ny istid. Rapporten koster 875 kr. inkl. moms og kan bestilles hos Agro-Nyt's redaktion på 35 43 00 33.
"CUBA-KRISE" TRUER I MELLEMØSTEN
I begyndelsen af november fremlagde den britiske geopolitiske veteran Kenneth Hugh de Courcy en ganske ubehagelig "forudsigelse" i sit efterretningstidsskrift Special Office Brief. Ifølge de Courcy vil Mellemøsten i nær fremtid blive rammen om en Øst-Vest-konfrontation af samme karakter som Cuba-krisen 1962, hvor verden stod på kanten af en altødelæggende atomkrig.
Kenneth de Courcys scenarie tager sit udgangspunkt i en påstand om, at Rusland allerede nu er ved at sende atomraketter til både Syrien og Iran. Bag det hele skulle stå et Kina, der ønsker at skubbe Rusland ind i en russisk-syrisk-iransk anti-israelsk alliance. Ifølge de Courcy skulle formålet være at få Rusland trukket ind i en ny mellemøstkrig, så Kina kunne udnytte situationen til at besætte dele af Sibirien og de fjernøstlige egne af Rusland.
Selve "Cuba-krisen" og en mulig efterfølgende 3. Verdenskrig starter i følge de Courcy med en ny mellemøstkrig fremprovokeret af Benjamin Netanyahus regering. Israel "tvinges" til et "præventivt" atomangreb på Iran. Storbritannien vil umiddelbart støtte Israel, mens et tøvende USA vil blive tvunget til at gøre det samme, takket være landets 60 mio. kristne fundamentalister, "forudsiger" altså Kenneth de Courcy.
Den 13. november udsendte Lyndon LaRouche en advarsel om, at de britiske "forudsigelser" bør tages alvorligt. Ikke kun fordi premierminister Netanyahu under sine møder med den britiske regering i London den 13. november faktisk genfremsatte påstanden om, at Rusland leverer atomvåbenteknologi til Iran, og derefter gentog advarslen om, at Israel tager dette "alvorligt". Heller ikke fordi den israelske minister Ariel Sharon faktisk truede med at bombardere Irak, hvis den nye Irak-krise skulle forværres. Men snarere fordi en atomkonfrontation i Mellemøsten fuldstændig ville ændre det fremtidsperspektiv, som topmødet mellem USA's præsident Clinton og Kinas præsident Jiang Zemin i slutningen af oktober har lagt op til. Det var tydeligt for alle, at USA gradvist er ved at omlægge sine udenrigspolitiske interesser fra Atlanterhavet til Stillehavet. Det har netop de kredse i Storbritannien, som Kenneth de Courcy repræsenterer, aldrig lagt skjul på, at de vil gøre alt for at forhindre. Det specielle amerikansk-britiske forhold skal bevares for enhver pris.
LaRouche advarede også om, at en ny, ukontrollerbar mellemøstkrig kunne udløses af en eller anden barbarisk terrorhandling i f.eks. Jerusalem. Hovedparten af verdens mest brutale terrorbevægelser har deres hovedkvarterer i London. Det påpegede en vred præsident Hosni Mubarak umiddelbart efter det rædselsvækkende terrorangreb på 58 uskyldige turister i Luxor, Ægypten, den 17. november. Terrororganisationen Jama al Islamiya, som tog ansvaret for udåden, har hovedkvarter i London. Det samme har andre kendte terrorgrupper som: Abu Nidals organisation, Hamas, al Jihad, Kack, Kahane Chai, Mujahideen og de Tamilske Tigre. Andre kendte terrorgrupper har opslået deres hovedkvarter andre steder, men er kendte for at anvende London som operationsudgangspunkt.
HELGA ZEPP-LAROUCHE I NIGERIA
På invitation fra Nigerias regering holdt Schiller Instituttets internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, et foredrag om økonomi og finanspolitik på det "4. Økonomiske Topmøde", der blev afholdt den 18.-22. november i Nigerias hovedstad Abuja. Fru LaRouches tale havde overskriften: "Kinas økonomiske reformpolitik og dens betydning for Nigeria og Afrika". Nigerias regeringschef, general Abacha, var blandt tilhørerne.
Det såkaldte "økonomiske topmøde" arrangeres hvert år af den private nigerianske forretningsverden i samarbejde med regeringen. Dette års hovedemne var en økonomisk fremtidsplan, "Vision 2010", som en udvalgt gruppe af forretningsfolk havde udarbejdet. Gruppen bestod i overvejende grad af tilhængere af Verdensbankens og den Internationale Valutafonds planer om globalisering, afregulering og privatisering. Derfor havde man inviteret den økonomiske rådgiver for Ugandas diktator Museveni, professor Paul Collier fra Oxford Universitet, England, som hovedtaler.
Regeringen insisterede dog på, at Helga Zepp-LaRouche fik lov til at tale først. Hun gennemgik i korte træk den internationale finanskrise og det igangværende sammenbrud i IMF-systemet. Derefter beskrev hun Kinas omfattende infrastrukturprogram, den såkaldte "Eurasiske Landbro", og hun opfordrede de afrikanske ledere til at iværksætte lignende infrastrukturprogrammer. I den forbindelse beskrev hun også det italienske forslag til et centralafrikansk kanal- og ferskvandssystem, det såkaldte Transaqua-projekt.
Det kan næppe overraske nogen, at professor Collier var dybt uenig med fru LaRouche. Han advarede forsamlingen imod "dem, der prædiker velstand", og insisterede på, at Nigeria i stedet fulgte Ugandas eksempel. De to diametralt modsatte indlæg skabte en intens diskussion på de efterfølgende økonomiske seminarer. Ved konferencens afslutning takkede general Abacha fru LaRouche for hendes indlæg og forsikrede tilhørerne, at Nigerias regering nu vil studere den kinesiske økonomiske politik meget nøje.
SCHILLER INSTITUTTET I TURKMENISTAN
På en konference i Turkmenistans hovedstad Asjkhabad, den 26.-28. november, fremlagde Muriel Mirak-Weissbach og Michael Weissbach Schiller Instituttets infrastrukturprogram "Den eurasiske Landbro". Konferencen var arrangeret af den turkmeniske regering i samarbejde med UNESCO og den tyske tænketank Hans Seidel Stiftung. Der deltog forskere og diplomater fra Kina, Iran, Pakistan, Indien, Kasakhstan, Tyrkiet, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Tyskland.
GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!
Redaktionen ønsker alle vore abonnenter og læsere en glædelig jul og et rigtigt godt nytår!