Finanskrisen i Sydøstasien har i de seneste seks måneder optaget stadig større spalteplads her i Agro-Nyt. Faktisk handler foreliggende nummer ikke om andet. Det kunne foranledige enkelte læsere til at anklage os for énøjethed. Ret beset kunne der jo være andre og vigtigere ting i verden, vi hellere burde beskæftige os med. Det er i hvert fald værd at reflektere lidt over.
I slutningen af december kunne Sydkorea ikke længere klare sine internationale betalinger. Trods historiens største hjælpepakke fra den Internationale Valutafond var verdens 11. største økonomi truet af en umiddelbar statsbankerot. Mens vi andre pyntede juletræ trak den amerikanske finansminister Robert Rubin i arbejdstøjet. Nu måtte der findes utraditionelle løsninger. Krisen var ude af kontrol.
Men hvorfor var det egentlig den amerikanske finansminister, der fik sin juleferie spoleret? Amerikanske banker sidder kun med en syvendedel af Sydkoreas kortfristede gæld. Sorteper lå i virkeligheden i Europa. Europæiske banker tegner sig for halvdelen af den gæld, som Sydkorea ikke kan betale. Japanske banker for en tredjedel. Hvor var Mogens Lykketoft og de andre europæiske finansministre. De var til julebal i nisseland.
Den igangværende krise er en global krise med langtrækkende geopolitiske konse-kvenser. I første omgang drejer det sig om likviditetskrise og tillid til finanssystemet. På længere sigt er det den globale politiske magtfordeling, der står på spil. Derfor greb den amerikanske regering ind. I december måneds leder opfordrede vi regeringerne til at slå automatpiloten fra og gribe ind overfor den voksende finanskrise. Det var nøjagtigt, hvad Robert Rubin gjorde lillejuleaften. IMF's automatiske udlånspolitik blev koblet fra. Det var det første skridt i en politisk nyvurdering af hele det internationale finanssystem. De gamle spilleregler gælder ikke længere. Næste skridt må være en regeringskonference, hvor reglerne i et nyt finanssystem fastlægges. Det er det, Lyndon LaRouche kalder en ny Bretton Woods-konference.
Der kommer sikkert også politiske vendepunkter i Danmark i 1998. Overenskomstforhandlinger, folkeafstemning om Amsterdamtraktaten og folketingsvalg etc. Men den virkelige betydning af alle disse begivenheder vil blive bestemt af den overordnede globale økonomiske og politiske udvikling. Og det er den, vi følger indgående i Agro-Nyt.
NEDTUREN I SYDKOREA FORTSÆTTER
I begyndelsen af december fremlagde den Internationale Valutafond, IMF, en omfattende økonomisk hjælpepakke til det kriseramte Sydkorea. Med et samlet beløb på 57 mia. dollars blev pakken den største internationale økonomiske redningsaktion nogensinde. Det var bare ikke nok. Tre uger senere var pakken svulmet op til 60 mia. dollars og den vokser stadig.
Trods hjælpepakken fortsatte den sydkoreanske won med at falde i kurs og har i løbet af 1997 mistet 51% af sin værdi overfor den amerikanske dollar. Indekset på det sydkoreanske aktiemarked er faldet med knap 40% i samme periode. Og netop som julefreden skulle sænke sig over de betrængte markeder, meddelte de to amerikanske analyse-selskaber Standard & Poors og Moody's, at sydkoreanske obligationer, inkl. statsobligationer, nu blev nedskrevet til den laveste sikkerhedsvurdering, på niveau med højrisiko "junkbonds" ("affaldsobligationer"). Det fik markedsrenten på private sydkoreanske obligationer til at stige til 31%.
Men det blev værre endnu. Den sydkoreanske centralbank måtte indrømme, at den ikke havde fuldt overblik over landets offentlige og private gældsætning overfor udlandet. Under forhandlingerne med IMF var udlandsgælden anslået til knap 100 mia. dollars. Den viste sig nu at være mindst 153 mia. dollars og måske endda i nærheden af 200 mia. dollars.
Kort før jul sendte Sydkoreas nyvalgte præsident Kim Dae-Jung chokbølger gennem den internationale finansverden. Den 23. december viderebragte avisen Chosun Ilbo Dae-Jungs udtalelser på et internt lederskabsmøde i hans parti. Ifølge Chosun Ilbo sagde den nyvalgte præsident: "Vi ved ikke, om vi går bankerot i morgen eller i overmorgen. Jeg har ikke kunnet sove, siden jeg blev orienteret om landets situation. Dette er bunden. Det er et spørgsmål om en måned - nej, én dag. Jeg er totalt lamslået. Jeg forstår ikke, hvordan det er kommet så vidt".
Kim Dae-Jungs udtalelser gik verden rundt, og dermed var faren for en sydkoreansk statsbankerot for alvor kommet på dagsordenen. Samtidig stod det klart, at Sydkoreas umiddelbare likviditetskrise var langt alvorligere end først antaget. Sydkorea fik i første omgang kun udbetalt 5,6 mia. dollars af den gigantiske hjælpepakke. Den 18. december blev yderligere 3,6 mia. udbetalt, da IMF havde sikret sig, at den nye præsident ville følge fondens betingelser. Resten af pakken skulle hovedsageligt have været "standby-kreditter", der kun skulle anvendes, hvis der opstod ny uro omkring den sydkoreanske økonomi og valuta (man antog fejlagtigt, at selve offentliggørelsen af hjælpepakken var tilstrækkeligt til at berolige finansverdenen). Men den 23. december stod det klart, at Sydkorea manglede mindst 10 mia. dollars for at kunne klare de afdrag på landets udenlandslån, der forfaldt den 31. december. Derfor måtte IMF op med yderligere 2 mia. dollars og samtidig bruge juledagene til at indsamle den resterende kapital i form af lån fra 13 ledende industrinationer. Allerede den 15. januar går det løs igen. Der forfalder yderligere 15 mia. dollars af Sydkoreas udenlandsgæld og endnu 15 mia. dollars forfalder den 31. januar.
DEFLATION ELLER HYPERINFLATION
Krisen i Sydøstasien vil med sikkerhed få alvorlige følger for verdensøkonomien. Spørgsmålet er blot hvordan? Svaret vil i høj grad afhænge af, hvorledes den fortsatte krise bliver håndteret i de kommende uger og måneder. Indtil slutningen af december blev krisen behandlet som en række uafhængige likviditetskriser, der hver især kunne løses med velkendte og afprøvede midler. Først Thailand, der fik 21 mia. dollars i krisehjælp fra IMF; dernæst Indonesien, der fik 23 mia. dollars; og endelig Sydkorea, der måtte bede om 57 mia. dollars. I hvert tilfælde blev hjælpen fra IMF fulgt op af de velkendte krav om drastiske nedskæringer i den offentlige sektor og almene økonomiske stramninger, der med garanti bringer den økonomiske vækst i de berørte lande til et brat ophør. Problemet er blot, at de øvrige lande i regionen, Japan, Singapore, Malaysia og Filippinerne, også er ramt af alvorlige økonomiske vanskeligheder. På den baggrund kan IMF's lånebetingelser virke som benzin på bålet. Økonomiske stramninger i en i forvejen kriseramt økonomi kan starte en deflationsspiral med konstant faldende priser. Hvis de sydøstasiatiske lande efterfølgende forsøger at eksportere sig ud af krisen, kan det, ifølge Ed Yardeni, cheføkonom i finanshuset Deutsche Morgan Grenfell, hurtigt igangsætte en global deflationsspiral. Alle de østasiatiske valutaer er i løbet af 1997 blevet så kraftigt devalueret overfor den amerikanske dollar og de europæiske valutaer, at landene i bogstaveligste forstand kan eksportere deres varer til dumpingpriser. Samtidig vil krisen i Sydøstasien sænke disse landes købekraft og således tvinge Europa og USA til at sænke deres egne eksportpriser. Dermed er den onde cirkel skabt. Historisk set fører en global deflation direkte til en klassisk depression.
Men også en anden af depressionens historiske følgesvende spøger igen. Hyperinflation! På Schiller Instituttets europæiske konference i Bad Schwalbach, Tyskland, den 17. december advarede Lyndon LaRouche om, at hvis man fortsat forsøger at løse krisen i Sydøstasien ved hjælp af IMF-pakker, der reelt set svarer til at pumpe nye penge ind i banksystemet, så vil det i sidste ende lede til en hyperinflation, som den man så i Weimar-Tyskland 1922-23.
Det er der flere årsager til. For det første slutter rækken af kriser ikke med Sydkorea. Lige om hjørnet lurer Japan med sin enorme bankkrise. Dernæst kommer Brasilien og Rusland. Og hvis krisen fortsætter, ender vi med gigantlandet Kina. Fastholder man den traditionelle IMF-løsning (som oprindeligt blev skabt under gældskrisen i 1982) hvor de enkelte banker holdes skadefrie ved hjælp af penge fra centralbankernes seddelpresse, vil man ende med at trykke uendelige mængder af penge. Hertil skal man så lægge den gigantiske spekulationsboble, som er blevet skabt i løbet af de sidste 15 år. Begynder man, i et desperat forsøg på at holde de store internationale banker solvente, at indfri blot en brøkdel af deres gigantiske beholdninger af spekulative derivatkontrakter, vil seddelpressen løbe løbsk.
Det var det, der skete i Weimar-Tyskland. I et panikagtigt forsøg på at købe sig lidt tid i den alvorlige finanskrise, som krigsgælden og Versailles-traktaten havde skabt, trykte man nye penge op. Man vidste godt, at det var forkert. Men i starten skete der tilsyneladende ingenting. Derfor gjorde man det igen. Og så pludselig i 1922 gik man i løbet af ganske få måneder direkte fra en deflation med konstant faldende priser til en svimlende hyperinflation, som på bare halvandet år totalt smadrede det tyske pengesystem.
Det samme vil ske på globalt plan i løbet af 1998, hvis man forsøger at redde de internationale banker ud af den sydøstasiatiske krise ved at trykke nye penge op.
IKKE ÉN ØRE TIL PRIVATE BANKER
Men Lyndon LaRouche er ikke længere den eneste, der kan se faren ved en hovedløs redningsaktion, der kun gavner de internationale banker. På en pressekonference den 24. december gjorde den amerikanske finansminister Robert Rubin og vicefinansminister Lawrence Summers det klart, at det er Sydkorea, der skal hjælpes på fode igen og ikke de amerikanske eller europæiske banker. Rubin sagde bl.a.: "Egentlig vil jeg ikke spendere én eneste øre for at hjælpe private investorer eller private kreditorer. Formålet er ikke at hjælpe kreditorerne, men at hjælpe [Syd]korea. Det er i aller-højeste grad i vor egen økonomiske og nationale interesse, at [Syd]korea kommer på fode igen".
Finansminister Rubin fortalte den undrende presse, at han i forbindelse med sammensætningen af den seneste hjælpepakke, hvor IMF og 13 industrinationer overførte 10 mia. dollars til Sydkorea, havde ringet til en række af de største amerikanske, europæiske og japanske banker og fortalt dem, at de også måtte træde hjælpende til. De skulle "frivilligt" udskyde forfaldne afdrag på de sydkoreanske lån, og de skulle i fællesskab forberede nye lån til landet, så en del af den kortfristede gæld kunne konverteres til længerevarende lån. Og de skulle være indstillet på at afskrive dele af deres tilgodehavender. Hvis ikke de gjorde det, kunne de lige så godt forberede sig på, at Sydkorea ville gå i betalingsstandsning.
Dermed var den gamle IMF-model fra 1982 blevet brudt. Bankerne kunne ikke længere regne med at blive reddet af regeringerne og "moder IMF". Bankerne var chokerede og pressen var chokeret. Med ganske få undtagelser forblev den internationale presse tavs om Rubins og Summers dramatiske pressekonference.
Over alle juledagene var der så en hektisk mødeaktivitet i den internationale bankverden. De amerikanske, europæiske og japanske storbanker skulle forsøge at blive enige om en fælles løsning. Det lykkedes kun delvist. Den 29. december udsendte den amerikanske investeringsbank J. P. Morgan en pressemeddelelse på vegne af de amerikanske banker Chase Manhattan Corp., City Bank, Merrill Lynch, First Chicago og J.P. Morgan; den italienske Banca Com-merciale Italiana; de canadiske Bank of Montreal, HSBC Holdings og Royal Bank of Canada; den japanske Bank of Tokyo-Mitsubishi, den tyske Deutsche Bank; den franske Societé Generale og den schweiziske Swiss Bank Corp. I meddelelsen stod der kort, at man var enig i IMF's vurdering af, at det var nødvendigt at udskyde dele af renterne og afdragene på Sydkoreas lån. Det ville dog kun blive gjort på en individuel "sag-for-sag" vurdering, understregede bankerne.
En lang række andre amerikanske, europæiske og japanske investeringsbanker har afholdt lignende møder. De fleste internationale banker accepterede dog kun en 30 dages udskydelse af renter og afdrag, og ingen har endnu været villige til at udstede nye lån til konvertering af den kortfristede gæld. Alligevel nåede man lige netop op på en udskydelse af afdrag på de ca. 15 mia. dollars, der var påkrævet. Men dermed er det ikke slut med problemerne. Den 31. januar forfalder yderligere 30 mia. dollars, og inden den 1. marts skal Sydkorea udrede andre 40 mia. dollars. Derfor skal bankerne på et eller andet tidspunkt finde fælles fodslag, hvis en sydkoreansk statsbankerot skal afværges. Ifølge Agro-Nyt's kilder i finansverden var det primært de amerikanske og tyske banker, som seriøst ønskede at nå frem til en løsning i den første runde af forhandlingerne. De franske banker fulgte nødtvunget efter, mens de hollandske var direkte afvisende. De britiske storbanker mødte slet ikke op.
Ifølge Bank for International Settlements fordeler Sydkoreas kortfristede udenlandsgæld sig således: Europæiske banker 33,8 mia. dollars, japanske banker 24,3 mia. dollars og amerikanske banker 9,36 mia. dollars.
GODE OG DÅRLIGE LØSNINGER
Den internationale finansverden er delt i flere lejre i holdningen til den igangværende finanskrise. Adskillige økonomer og bankfolk er stadig totalt afvisende overfor finansminister Robert Rubins krav om, at bankerne tager deres del af krisen. Ifølge disse kredses tankegang er de private storbanker identiske med selve banksystemet, og derfor vil regeringerne i sidste ende blive nødt til at redde bankerne. "Ellers er det jo selve systemet, som bryder sammen", sagde en af Agro-Nyt's kilder i London, "og det vil man aldrig kunne tillade". Rubins udspil overfor bankerne er bare et "tomt spil for galleriet".
Andre bankkredse er nok klare over situationens alvor, men er stadig overbeviste om, at regeringerne i sidste ende bliver nødt til at anvende skatteyderpenge til at redde bankerne. Finanshuset J. P. Morgan har allerede udarbejdet et forslag til, hvorledes de sydkoreanske virksomheders udenlandsgæld kan konverteres til en ny serie sydkoreanske statsobligationer. En gentagelse af den såkaldte "Bradyplan" fra slutningen af 80'erne, hvor store dele af Latinamerikas private gæld blev omlagt til offentlige lån. Det reddede de amerikanske storbanker, som havde mange penge i klemme, men det fik den kedelige bivirkning, at lande som Mexico, Brasilien og Argentina i dag er mere forgældede end de var under gældskrisen i 1982.
I Japan er regeringen og hele den politiske elite dybt splittet i holdningen til landets bankkrise og finanskrisen i Sydøstasien. De unge, efterkrigsgenerationen, er villige til at lade både seddelpresse og skatteydere betale for holde banksystemet intakt, mens den ældre generation, arkitekterne af Japans industrielle opbygningen efter krigen, ikke vil ofre den almene økonomi og befolkningens velfærd på finans- og bankverdenens alter.
Storspekulanten George Soros har i store avisartikler verden over (herhjemme i Berlingske Tidende den 3. januar) advaret om, at det er selve IMF- og Verdensbankssystemet, som nu er ved at bryde sammen. Det har han ret i. Han har også ret i, at de private storbanker og IMF ikke har styret den internationale kreditgivning ordentligt i de sidste årtier. Men han har slet ikke ret i, at løsningen består i oprettelsen af en ny international kreditinstitution, en "International Credit Insurance Corporation" der skal udstyres med diktatorisk magt over internationale kreditter.
Et voksende antal økonomer og bankfolk i USA og Europa deler finansminister Rubins overbevisning om, at det ville være hovedløst at spænde et pengesikkerhedsnet ud under bankerne. Efter deres opfattelse vil vi sandsynligvis se en række spektakulære bankkrak både i Sydøstasien, USA og Europa. Og de mener ikke, at regeringer skal give efter for truslen om, at "hele systemet bryder sammen", hvis ikke hver enkelt bank reddes. De mener desuden, at det vigtigste vil være at genskabe reel økonomisk vækst både i Sydkorea, Japan og resten af verden. Hermed står de i direkte modsætning til den føromtalte gruppe af bankfolk, og denne indre splid i den internationale bankverden kom allerede tydeligt frem under de første møder om en fælles holdning til truslen fra en sydkoreansk statsbankerot. Enigheden i bankverdenen er brudt, og nu kan alt ske.
Kredsene omkring tidligere forbundskansler Helmut Schmidt og hans tænketank "Inter-Action Council", er åbne overfor ideen om en ny Bretton Woods-konference, men i deres version skal den ikke indkaldes før den europæiske fællesvaluta "euroen" er etableret. Så skal der oprettes et nyt valutasystem med 3 blokke: En dollarblok, en yenblok og en euroblok. Det betyder i realiteten en opdeling af verden i tre politiske interessesfærer, og det ligger særdeles fjernt fra Lyndon LaRouches forslag til et nyt globalt valutasystem.
LaRouche opfordrer stadig præsident Clinton til at indkalde til en ny Bretton Woods-konference så hurtigt som muligt, men han har også understreget, at den igangværende finanskrise må gå sin gang. Lad være med at redde bankerne, siger LaRouche. Forsøger man, vil det med garanti lede til hyperinflation. Beskyt i stedet indskyderne i de almindelige banker i den udstrækning, det er nødvendigt, men lad de store spekulationsbanker ryge derhen, hvor peberet gror. Grib ind overfor valutaspekulation allerede nu og genetabler kontrol med kapitalbevægelser på tværs af landegrænser. Hvordan den internationale finansverden endeligt skal reguleres, må så fastlægges, når en regeringskonference engang bliver indkaldt. Når det sker, skal man også identificere og beskrive den række af store internationale infrastrukturprojekter, som skal "kickstarte" verdensøkonomien.
Boks:
HER GÅR DET GODT!
1997 blev et rekordår for det danske aktiemarked. Hele 56 gange i løbet af året satte KFX-indekset på Københavns Fondsbørs ny rekord, og samlet steg indekset med hele 55% eller 216 mia. kr. Samme billede overalt i den vestlige verden. Rekord på rekord. Hvor mon pengene kom fra? Tja, man kunne jo prøve at gætte. Samtidig oplevede børserne i Sydøstasien nemlig de største fald i historien. Får krisen i Sydøstasien så nogen effekt på markederne i Europa og USA i 1998? Ja da, i positiv retning, mener danske bank-økonomer. Den vil nemlig bremse den økonomiske vækst i både USA og Europa. Altså ingen inflation og derfor ingen rentestigninger. Jubii! Godt nok har de europæiske banker ca. 130 mia. dollars i klemme ude i Sydøstasien. Og så er der vor eksport. Men hvorfor se så sort på det? (Ifølge Jyllands-Posten den 3. januar må F. L. Smidth allerede nu afskedige 400 medarbejdere på grund af krisen).
Ændring i aktieindeks 31.12.96 - 31.12.97:
Storbritannien 22%
Frankrig 28%
Irland 28%
Sverige 29%
Belgien 31%
Finland 32%
Tyskland 42%
Spanien 43%
Holland 45%
Schweiz 51%
Danmark 55%
Italien 60%
Thailand -56%
Malaysia -54%
Filippinerne -43%
Sydkorea -37%
Indonesien -35%
Singapore -25%
Hongkong -25%
Japan -17%
New Zealand - 1%
Australien 9%
Taiwan 13%
Europas tilgodehavender i usikre markeder:
Tyskland Frankrig Storbr. Holland Belgien Italien
Asien i alt: 47.2 40.4 29.7 12.8 11.4 5.0
(Sydkorea) 10.8 10.1 6.1 1.7 3.9 1.4
(Thailand) 7.6 5.1 2.8 1.6 1.2 0.4
(Indonesien) 5.6 4.8 4.3 2.8 2.9 0.2
Latinamerika 31.9 19.3 16.9 16.2 2.0 11.7
(Brasilien) 8.5 6.4 4.5 5.1 0.6 3.0
(Mexico) 5.6 5.3 4.9 2.5 0.7 1.7
(Argentina) 7.6 3.2 2.7 3.0 0.2 3.9
Østeuropa 48.5 8.0 2.1 3.6 1.1 5.8
Rusland 29.9 4.9 0.6 0.7 0.2 4.5
Saml. tilgh: 178.2 100.2 77.8 41.9 23.7 32.0