Her i vinterkulden kan det være rart at tænke på noget andet. Man kunne f.eks. drømme om en dejlig sommerdag. Sådan en dag, hvor fuglene synger, og solen skinner. Alle er glade. En mand går nynnende ned af gaden. Han er beruset af det gode vejr. Med næsen i sky krydser han vejbanen. Uden at se sig for. Han træder lige ud foran en vejtromle. En skrækkelig historie. Det er slet ikke rart at blive tromlet flad som en pandekage. Det gør ondt. Alligevel giver det ikke mening at spørge: "Hvornår holder det op?" Er man først kørt over, er skaden er sket. Uanset hvor hurtigt eller langsomt vejtromlen kører.
Sådan forholder det sig også med krisen i Sydøstasien. Nervøse bankfolk og investorer spørger hver eneste dag: "Er det ikke snart ovre?" De vil så gerne tilbage til den dejlige sommerdag. Men den går ikke. Skaden er sket. Vi kommer aldrig tilbage til en hverdag, som den var for otte måneder siden.
Krisens alvor afspejles i en dramatiske ændring af den internationale politiske diskussion. I efteråret fik Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad læst og påskrevet, da han på Verdensbankens årsmøde foreslog at begrænse den gigantiske og ødelæggende spekulation i alverdens valutaer. "Det kan man da ikke". "Man må ikke lægge hindringer i vejen for den fri handel", blev der sagt. Heller ikke selv om der handles for syv tusinde milliarder kroner valuta hver eneste dag. Og under én procent af denne giganthandel er forbundet til import og eksport af fysiske produkter. Nu siger selveste direktør James Wolfensohn fra Verdensbanken, at han er villig til at diskutere restriktioner i handelen med valutaer. Tiderne skifter.
På det verdensøkonomiske forum i Davos henviste den amerikanske præsidentfrue Hillary Clinton til diskussionen om at genindføre en global regulering af verdenshandelen i retning af en ny Bretton Woods-aftale. Det var gode nyheder. For det er som bekendt Lyndon LaRouches forslag og Schiller Instituttets kæphest. Men vi har et problem. Den amerikanske finansminister Robert Rubin er fast besluttet på at løse den akutte krise ved hjælp af IMF. Og først derefter vil han tage en diskussion om et nyt, globalt valutasystem. Den går ikke. Det svarer til at køre vor stakkels mand over to gange. IMF er nemlig en del af vejtromlen. Og den skal af vejen i en fart, før flere kommer til skade.
FINANSKRISE IKKE UNDER KONTROL
På det årlige "Verdensøkonomiske Forum" i Davos, Schweiz den 26. januar - 2. februar forsøgte regeringsledere, nationalbankdirektører og finanseksperter at forsikre alverden og hinanden om, at krisen i Sydøstasien nu er "un-der fuld kontrol". Denne glade meddelelse fik den 2. februar børserne i Sydøstasien til at foretage et kortvarigt hop på hele 10-14%. Men det holder ikke længe. Situationen er nemlig ikke under kontrol. Og Agro-Nyt's udsendte medarbejder fortæller fra Davos, at de private diskussioner i korridorerne havde et helt andet indhold end de officielle glædesbudskaber.
Der er stadig stor bekymring for situationen i Indonesien og effekten af den fastfrysning af landets 65 mia. dollar store private udenlandsgæld, som landets finansministerium annoncerede den 27. januar. Man kaldte det ganske vist ikke et "gældsmoratorium", men det er faktisk, hvad det er. Udenlandske banker og andre kreditorer kan ikke regne med at få deres tilgodehavender i Indonesien indfriet foreløbig. Ifølge det indonesiske finansministerium er 228 indonesiske banker og industriselskaber ude af stand til at betale renter og afdrag på deres udenlandsgæld (det reelle tal er langt større). Under normale omstændigheder ville en sådan meddelelse afstedkomme en gigantisk reaktion på verdens finansmarkeder. Den er endnu ikke kommet. Primært fordi man slet ikke kan overskue konsekvenserne (rettelse: IMF's hjælpepakke til Indonesien var på 43 mia. dollars og ikke 23 mia. dollars, som vi skrev i forrige Agro-Nyt).
Den 27. januar indgik Sydkorea en aftale med 13 store internationale banker om at konvertere 24 mia. dollars kort-fristet gæld til nye lån med en varighed af 1-3 år. Til gengæld skal Sydkorea betale 2,5% over den normale internationale bankrente. Men dermed er problemerne ikke løst for Sydkorea. Der ligger stadig mindst 40-50 mia. dollars i kortfristede private udenlandslån, som endnu ikke er sikrede.
Dertil kommer den indenlandske gæld. En af betingelserne for den Internationale Valutafonds hjælpepakke på knap 60 mia. dollars var, at udlåns- og obligationsrenten skulle få lov at flyde. Det resulterede øjeblikkeligt i et renteniveau på 32% i december. Det er nu faldet til omkring 20%, men det er stadig en ubetalelig rente for hovedparten af de virksomheder, som sidder på det sydkoreanske erhvervslivs interne gæld på ca. 220 mia. dollars. Faktisk frygter regeringen, at op mod 53.000 virksomheder må lukke i år. Derfor forhandler man nu med IMF om at få lov til at sænke renteniveauet.
Situationen er heller ikke under kontrol i Japan, selv om både regering og bankfolk har travlt med at forsikre omverdenen om det modsatte. Bag kulisserne raser en intens politisk magtkamp i den japanske elite. Det var årsagen til den japanske finansminister Mitsuzukas hastige afgang den 27. januar. I øjeblikket pumper den japanske regering milliarder af yen ind i banksystemet. Fortsætter det, kan man i værste fald starte en global hyperinflationsspiral.
Direkte udspurgt af Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Reviews Washington-korrespondent William Jones, under et møde på Georgetown Universitet den 21. januar, indrømmede den amerikanske finansminister Robert Rubin, at der faktisk foreligger en fare for hyperinflation. Rubin sagde også, at den amerikanske regering overvejer at indkalde til et internationalt finansministermøde en gang i løbet af foråret for at drøfte nødvendigheden af ændringer i det internationale finanssystem.
Verdensbankens direktør James Wolfensohn indrømmede under et møde i Singapore den 2. februar, at det kan blive nødvendigt at indføre begrænsninger i den internationale spekulation med valutaer. En kættersk tanke for blot tre måneder siden.
PRÆSIDENTEMBEDE UNDER ANGREB
Problemet med den såkaldte Monica Lewinsky-skandale, som ramte USA's præsident Bill Clinton i slutningen af januar, var ikke beskyldningerne om sex, utroskab og mened, men "timingen", tidspunktet. Pressestormen brød løs netop som den amerikanske regering var dybt involveret i forsøg på at løse krisen i Sydøstasien. Samtidig var fredsprocessen i Mellemøsten i fare for at bryde definitivt sammen, og både Israels premierminister Benjamin Netanyahu og palæstinensernes formand Yassir Arafat befandt sig i Washington for forhandlinger.
I et radiointerview den 21. januar understregede Lyndon LaRouche, at skandalen overhovedet ikke drejer sig om præsidentens sexliv. Der er derimod tale om et åbent forsøg på at underminere det amerikanske præsidentembede. En a-merikansk præsident har, takket være den amerikanske grundlov og USA's størrelse og politiske betydning, helt unikke muligheder for at gribe ind i kriser af global betydning. Og der er intet fortilfælde for den igangværende skandale. I de sidste 200 år har der været sporadiske affærer med højtstående regeringsmedlemmers sexliv, men der har aldrig været en personlig skandale, der har bragt præsidenten til fald.
Det har der i Storbritannien. I 1963 måtte premierminister Harold Macmillan træde tilbage efter en sexskandale, der involverede den daværende forsvarsminister John Profumo. Og dele af den britiske presse har spillet en aktiv rolle i det flere år lange forsøg på at få præsident Clinton afsat på grund af påståede sex-skandaler. Tydeligt med Macmillan-affæren som forbillede.
Den britiske avis Daily Telegraph (inkl. Sunday Tele-graph) og dens Washington-korrespondent fra 1993 til 97, Ambrose Evans-Pritchard, har spillet en nøglerolle i samtlige såkaldte Clinton-skandaler. Det var Ambrose Evans-Pritchard, der i efteråret 1993 fremlagde historien om Clinton-familiens gamle investeringer i byggegrunde i Whitewater, Arkansas. Det var også Evans-Pritchard, der opfandt "Trooper-gate", en ikke-eksisterende historie om statsbetjentes kendskab til daværende guvernør Clintons sexliv (se også Agro-Nyt, april '94). Og det var Ambrose Evans-Pritchard, der (op)fandt Paula Jones, den letlevende pige fra Arkansas, hvis private sagsanlæg imod Clinton for sexchikane var den eneste tilbageværende chance for at ramme præsidenten, altså indtil Lewinsky-affæren brød løs.
HADKAMPAGNE IMOD CLINTON
Den 27. januar gik Hillary Clinton til modangreb. På den landsdækkende amerikanske tv-kanal NBC-TV's mor-genudsendelse "Today" udpegede hun en "omfattende højre-orienteret sammensværgelse" som ansvarlig for smædekampagnen imod præsidenten. Hun nævnte bl.a. tv-prædikan-ten Jerry Falwell og den særlige anklager Kenneth Starr som aktive medlemmer af en sådan sammensværgelse.
De amerikanske medier reagerede hysterisk på fru Clintons brug af ordet "sammensværgelse", men hun gentog sine beskyldninger den 28. januar på ABC-TV's "Good Morning America". Samtidig uddybede flere af præsident Clintons tidligere medarbejdere, bl.a. James Carville og Dee Dee Meyers, hvad det var for en personkreds, som præsidentfruen hentydede til. Vi bringer her (i stærkt forkortet form) vor egen profil af udvalgte nøglepersoner, sammensat af vor samarbejdspartner Executive Intelligence Review:
Linda Tripp: 49 år gammel. 1984-89 ansat i den amerikanske hær, hvor hun bl.a. arbejdede med fortrolige opgaver for specialstyrken "Delta Force". Hun blev ansat i Det Hvide Hus i 1990 af daværende præsident George Bush. På anbefaling af Bush blev hun overført til præsident Clintons stab i 1993. I 1994 blev hun forflyttet tilbage til Pentagon. I 1995 vidnede hun i kongressens høringer om præsidentrådgiver Vincent Fosters selvmord, hvor hun insinuerede, at der var foregået "mystiske ting med fortrolige papirer fra Fosters kontor" efter dennes død. Hendes beskyldninger var grundløse. Under høringen kom hun i kontakt med den sær-lige anklager Kenneth Starr. I sommeren 1997 fortalte Tripp det amerikanske magasin Newsweek, at præsident Clinton havde seksuelt chikaneret en sekretær i Det Hvide Hus ved navn Kathleen Willey. Det blev blankt afvist af Willey. Samtidig startede Tripp sit "venskab" med Monica Lewinsky, der var blevet ansat som praktikant i Det Hvide Hus i 1996. Tripp optog sine samtaler med Monica på bånd.
Lucianne Goldberg: 62-årig bogforlægger. Det var Goldberg, der foreslog Linda Tripp at optage sine samtaler med Monica Lewinsky på bånd. Goldberg selv debuterede på den grå politiske scene som spion for Richard Nixons berygtede CREEP-organisation ("Committee to Re-Elect the President", Komiteen til Præsidentens genvalg) i 1972. Hun infiltrerede den demokratiske præsidentkandidat George McGoverns valgstab. Det var Goldberg, der videregav Tripps båndoptagelser til FBI og Starr.
Kenneth Starr: Overtog i 1994 posten som "uafhængig" anklager i dommerundersøgelserne om Whitewater-affæren. Han udvidede straks undersøgelserne til alt, han kunne fremskaffe om Clinton, inkl. hans sexliv. Ved sin tiltrædelse blev Starr tilbudt et sikkerhedsnet, en fratrædelsesstilling ved Pepperdine Universitet. Jobbet blev sponsoret af Richard Mellon Scaife. Tilbage i 1989 fratrådte Starr sin livstidsstilling som dommer for at blive rigsadvokat for George Bush' regering. Starr er medlem af de højreorienterede sagførerorganisationer Federalist Society og Landmark Legal Foundation, og i 1994 udarbejdede han, uden vederlag, et responsum for Paula Jones. Starr betegnes af sine venner som en fanatisk anglofil. Han bærer mellemnavnet Winston efter tidligere premierminister Churchill.
Richard Mellon Scaife: 64 år. Allerede i 1995 udgav Det Hvide Hus en rapport om de vedvarende pressehistorier om præsident Clinton. I den blev Ambrose Evans-Pritchard identificeret som den primære pressekilde bag smædekam-pagnerne imod Clinton, og Mellon Scaife som hovedsponsoren. Scaife bestyrer Mellon-familiens formue på 870 mio. dollars. I 1972 gav han 1 mio. dollars til Nixons CREEP-organisation. Han er bidragsyder til kongressens talsmand Newt Gingrichs valgkamp, og mere end 60 forskellige organisationer, tænketanke og medier på den yderste højrefløj nyder godt af hans filantropi. Han er hovedsponsor for The Rutherford Institute, der har hovedkvarter i London, og som betaler Paula Jones' sagføreromkostninger. Han er grundlægger af Landmark Legal Foundation. Begge Richards forældre, samt hans onkler Paul Mellon og David Bruce, var aktive i den amerikanske (og stærkt anglofile) efterretningsorganisation OSS (forgængeren for CIA), og Richard Mellon Scaife selv har hele sit liv været aktiv i det "grå efterretningsmiljø" blandt pengestærke familier på den amerikanske østkyst.
TILFÆLDET LAROUCHE
Bag Whitewater-sagen og den "uafhængige" anklager Kenneth Starr står et omfattende netværk af privatpersoner, politiske organisationer og tænketanke. Deres mål er at afsætte USA's præsident, og som Hillary Clinton sagde på amerikansk tv, er deres middel det amerikanske retsvæsen. Det er ikke første gang indflydelsesrige personer og netværk anvender det amerikanske retsvæsen som politisk instrument. Det er der flere ubehagelige eksempler på. Et af dem er tilfældet LaRouche.
I 1989 blev Lyndon LaRouche idømt 15 års fængsel for påstået "sammensværgelse" med henblik på ulovlig økonomisk aktivitet (han blev prøveløsladt i januar 1994). Efterfølgende blev en række af LaRouches medarbejdere idømt hårrejsende lange fængselsstraffe. Fem af disse sidder stadig fængslet. Michael Billington afsoner en dom på 77 års fængsel; Anita Gallagher 39 år, Paul Gallagher 34 år, Laurence Hecht 33 år og Donald Phau 25 års fængsel.
Den politiske vendetta imod LaRouche og hans venner startede i 1983. LaRouche havde opnået en marginal, men voksende indflydelse på Ronald Reagans regering i 1982-83. Denne indflydelse kulminerede den 23. marts 1983, da præsident Reagan annoncerede sit Strategiske Forsvarsinitiativ, SDI, også kaldet Stjernekrigsprojektet. Arkitekten af dette program var Lyndon LaRouche.
Få uger senere samledes en række repræsentanter for forskellige afdelinger af det permanente bureaukrati i Washington samt ledende personer fra den amerikanske presse, bl.a. tv-selskabet NBC, hos mangemillionæren John Train i New York. Formålet var at danne en "Get LaRouche Taskforce" ("Fang LaRouche Arbejdsgruppe"). Med på mødet var også Richard Mellon Scaife. I de efterfølgende måneder afholdtes flere møder, hvor en række personer med tilknytning til Mellon Scaife deltog, herunder Roy Godson, sikkerhedsrådgiver til Reagan-regeringen og mangeårig politisk modstander af LaRouche.
Fra 1984 til 86 bringer den amerikanske presse, især NBC-TV, Wall Street Journal, New Republic og Reader's Digest hundrede af artikler og udsendelser, der kun kan betegnes som bevidst karaktermord på LaRouche. I oktober 1984 nedsættes en undersøgelsesdomstol i Boston, Massachusetts, hjemsted for Mellon- og Weld familiernes Bank First Boston Corp. En egentlig retssag åbnes i januar 1988. Men man havde ikke gjort sit hjemmearbejde. Retssagen afbrydes, da det står klart, at LaRouche og hans medarbejdere vil blive frifundet. Få måneder senere genoptages sagen, denne gang i Alexandria, Virginia, og efter en standretlignende proces idømmes LaRouche 15 års fængsel.
IRAK-KRISE EN FÆLDE FOR CLINTON
Det er stort set de samme kredse i USA og Storbritannien, der forsøger at lamme præsident Clinton gennem en endeløs række af skandaler, som samtidig forsøger at presse regeringen til at foretage et militært angreb på Irak. I London ledes den militante anti-Irak-linie af avisen Daily Telegraph, der som nævnt har været aktivt involveret i smædekampagnen imod Bill og Hillary Clinton lige siden 1993. I USA er det Newt Gingrich og den religiøse højrefløj, som fører an i kravet om militært indgreb. Begge steder var skuffelsen stor, da det i november lykkedes for Ruslands udenrigsminister Jevgenij Primakov at tage luften ud af krisen omkring FN-inspektørerne.
Den genopblussede krise har dramatisk ændret situationen for Israels premierminister Benjamin Netanyahu. For få uger siden blev han anset for noget nær "en død sild" i israelsk politik, efter at udenrigsminister David Levi havde forladt regeringen i protest imod Netanyahus åbenlyse sabotage af Oslo-fredsaftalerne. I dag, under truslen om krig, er han mere populær end nogensinde.
I midten af januar indkaldte præsident Clinton Netanyahu til topmøde i Washington. Den 19. januar, aftenen inden topmødet, deltog Netanyahu i et propagandamøde på Mayflower-hotellet, arrangeret af de kristne fundamentalister på den alleryderste højrefløj, herunder prædikanten Jerry Falwell og medlemmer af de amerikanske militser. Og den 21. januar, samme dag som Lewinsky-affæren brød løs i den amerikanske presse, deltog han i den stærkt højreorienterede Pat Robertsons tv-show "700 Club". Altså de samme poli-tiske kredse, som Hillary Clinton senere udpegede som en højreorienteret sammensværgelse imod Clinton-regeringen.
De amerikanske fundamentalister, inkl. Jerry Falwell og Pat Robertson, har længe støttet ideen om et bibelsk "armageddon" i Mellemøsten. Denne gale tankegang kan bringe et meget farligt element ind i den igangværende Irak-krise. Allerede under krisen i november, truede den israelske minister Ariel Sharon med et "ikke-konventionelt" angreb på Irak. (se også Agro-Nyt, december '97). Truslerne blev gentaget den 31. januar i den israelske avis Yediot Aharonot, og viderebragt af The Times i London. Unavngivne israelske regeringskilder talte om muligheden af at anvende neutronvåben imod Bagdad, hvis Irak skulle angribe Israel. Det har forsvarsminister Yitzhak Mordechai vredt afvist i Jerusalem Post den 2. februar. Officielt har den israelske regering kun meddelt, at man ikke, som under Golfkrigen i 1991, vil forholde sig passivt, hvis Saddam Hussein sender Scud-missiler imod Jerusalem.
Et militært angreb på Irak kan måske ligne et "gratis" in-denrigspolitisk træk for den trængte præsident Clinton. Men det kan blive en særdeles dyr udenrigspolitisk fejltagelse.
SEMINARER I PRAG, KIEV OG PARIS
I samarbejde med den tjekkiske organisation Czech Management Association, CMA, afholdt Schiller Instituttet den 29. januar et seminar i Prag med overskriften "Den europæisk-asiatiske landbro som motor for global økonomisk udvikling". Hovedtaler var Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche.
Den 20. januar afholdt Schiller Instituttet i samarbejde med Det ukrainske Finansinstitut et seminar i Kiev om en ny "Bretton Woods-konference". På seminaret talte professor Vasil F. Stolyarov og professor Taras Muranivsky, der leder Schiller Instituttet i Moskva. Den 26. januar afholdt Schiller Instituttets søsterorganisation i Frankrig, Solidarité et Progrés et lignende seminar i Paris.
Boks:
Internettet er fuldt af hadefulde hjemmesider om præsident Clinton. Højreorienterede religiøse kredse beskylder bla. Clinton for at ha-ve myrdet afdøde rådgiver Vincent Foster og handelsminister Ron Brown. Begge var nære personlige venner af Clinton-parret. Nedenstående billede findes på flere af disse hjemmesider.