Historien har sine vendepunkter. Digteren Friedrich Schiller kaldte dem "punktum saliens". Disse øjeblikke hvor alting ændres. Hvor intet længere vil være, hvad det førhen var. For os i Europa var Berlinmurens fald vel det seneste af sådanne historiske øjeblikke. Hvem havde blot ét år eller nogle måneder inden den 9. november 1989 fantasi til at forestille sig, hvad der var på vej? Ja, det vil sige, der var faktisk én. Den 12. oktober 1988 holdt Lyndon LaRouche en pressekonference på Hotel Kempinsky-Bristol i Berlin. Han åbnede konferencen således. "I dag vil mange sikkert være enige i, at under de rette omstændigheder er tiden inde til at tage de første skridt til Tysklands genforening..." I sandhedens navn var der faktisk ikke så mange, der var enige med ham - dengang.
Historiske vendepunkter ændrer ikke kun det, der følger efter. Vort syn på tiden, der gik forud, forandres også. Erich Honeckers og Mikhail Gorbatjovs våde kindkys og de stolte militærparader under DDR's halvtredsårs fødselsdagsfest i sommeren '89 har fået et næsten spøgelsesagtigt skær. Nu ved vi jo, hvad der fulgte få måneder senere.
På samme måde er det med trediverne. I historiens bakspejl kan vi tydeligt se forvarslerne om krigen, der kommer. Man får næsten lyst til at råbe gennem tidens rum: "Pas nu på! Gør dog noget. Det ender med en katastrofe!" Men de kan ikke høre os. De er alle optaget af hverdagens gøremål. Aviserne skriver om trafikuheld og den nyeste mode, mens politikerne på Christiansborg skændes om alt og intet. Stauning eller kaos! Vi fik begge dele.
Nu skal vi have folketingsvalg den 11. marts. Der diskuteres efterløn og lejeværdi af egen bolig. Der snakkes miljø og EU. Man skændes om flygtninge og indvandrere. Altsammen med stor ihærdighed. Én ting er alle dog tilsyneladende enige om: Det går forrygende godt med den danske økonomi.
Så er det, man fristes til at spørge sig selv: Sidder der allerede nogen derude i fremtiden, som forsøger at råbe tilbage til os? Sådan noget med: "Pas nu på. Krisen i Asien vil ramme jer som en flodbølge. Gør dog noget. Grib ind! Ellers bryder hele det internationale betalingssystem sammen. Det vil slå den danske økonomi til pindebrænde." Hvordan mon folketingsvalget 1998 kommer til at tage sig ud i historiens bakspejl? Sloganet kender vi: Uffe, Nyrup eller kaos!
KRISEMØDE EFTER KRISEMØDE
Den amerikanske finansminister Robert Rubin har indkaldt finansministrene og centralbankdirektørerne fra 22 lande til møde i Washington i midten af april måned. Emnet for mødet vil være det internationale finanssystems "arkitektur", og mulige nødvendige ændringer heraf. Anledningen er naturligvis den stadig voksende finanskrise i Sydøstasien.
Finansministermødet bliver den foreløbige kulmination på en lang række møder og konferencer, hvor politikere og finansfolk med voksende desperation har diskuteret forslag til at bringe finanskrisen under kontrol. Den 9.-11. februar mødtes gruppen af de største udviklingslande, den såkaldte G-24, i Carácas, Venezuela, hvor man atter en gang understregede udviklingslandenes krav om, at den gigantiske spe-kulation i valutaer bringes til ophør, og at der etableres kon-trol med de internationale kapitalbevægelser. Man foreslog oprettelsen af en fælles arbejdsgruppe med de førende industrilande, G-7, med henblik på udarbejdelsen af internationale reguleringsmekanismer. Mødet blev overværet af den Internationale Valutafonds direktør, Michel Camdessus.
Den 13. februar mødtes sydøstasiatiske centralbankchefer og regeringsrepræsentanter til en konference i Bali, hvor et nyt forslag til oprettelsen af en Asiatisk Valutafond, AMF, blev diskuteret (den oprindelige idé til en AMF blev fremlagt i efteråret '97, men afvist af de vestlige lande, se også Agro-Nyt, sept. og okt. '97).
Den 16. februar mødtes EU's finansministre med IMF's direktør Camdessus i Bruxelles for at diskutere "Asienkrisen", og den 17. februar mødtes embedsmænd fra 22 landes centralbanker og finansministerier i Washington for at forberede det store finansministermøde i april.
Den 21.-22. februar mødtes G-7-finansministrene i London for at diskutere "de bredere aspekter af krisen i Asien". Mødet blev en fiasko. Seks af de syv lande opfordrede Japan til "at tage et større ansvar for at løse krisen" gennem en stimulering af den japanske økonomi, hvilket den japanske regering afviste som tom retorik.
Den 26.-27. februar indkaldte Føderalbanken i New York sammen med Bank of England og Japans centralbank internationale banker og finanshuse til en konference med titlen: "Finanssektoren ved en skillevej: Kapitalregulering i det 21. århundrede". Modsat G-24-landene diskuterede man lempelser af de internationale kontrolmekanismer, herunder Bank for International Settlements, BIS', såkaldte "Basel-aftale" fra 1988, efter hvilken internationale storbanker og investeringsselskaber skal have et kapitalgrundlag, der svarer til mindst 8% af deres omsætning. Forslag til større "selv-regulering" i bankverdenen og yderligere afregulering af finanssektoren blev dog imødegået af blandt andre Edgar Meister, bestyrelsesmedlem i Den tyske Forbundsbank.
ET NYT BRETTON WOODS I
Rækken af krisemøder verden over vidner om en stadig voksende forståelse af finanskrisens alvorlige omfang. Alligevel afslører de forskellige forslag til løsning af krisen, at de fleste politikere og finansfolk stadig nærer en illusion om, at det vil være tilstrækkeligt med enkelte tekniske ændringer af det nuværende finanssystem. Det er en illusion, man sandsynligvis er sluppet af med, når finansministrene fra 22 nationer mødes i Washington i midten af april. Finanskrisen vil nemlig blive langt værre i løbet af marts.
Den 26. februar udsendte den amerikanske økonom og præsidentkandidat Lyndon LaRouche en kommentar til det forestående finansministermøde. Han skrev bl.a.:
"Hvad angår de seneste ugers udvikling i finanssektoren, betalingssystemet og økonomien, har stort set alle regeringer i verden, inkl. den amerikanske, samt alverdens medier løjet langt mere end normalt. Man frygter tilsyneladende, at hvis sandheden slap ud, ville det antænde en gigantisk politisk panik, som regeringerne ikke kunne kontrollere".
"Krisen er ikke en cyklisk forretningskrise. Den er ikke en asiatisk krise. Den er en global krise, som vil ramme det amerikanske finansmarked lige så sikkert og lige så ødelæggende, som den har ramt landene i Østen og Sydøstasien, med Kina som eneste undtagelse. Det er en systemkrise - en krise som med sikkerhed vil udslette hele verdens finans- og betalingssystem i dets nuværende form".
"Alle fornuftige regeringer står med følgende muligheder: Titanic (verdens nuværende finans- og betalingssystem) synker; det kan ikke reddes. Kan vi redde passagererne (befolkningerne), nationerne og de tilhørende fysiske (men ikke finansielle) økonomier? Svaret er ja. Men det kan kun lade sig gøre, hvis den nødvendige viden og vilje til handling mobiliseres. Det skal gøres hurtigt, og den mulighed foreligger, hvis den siddende amerikanske præsident, Bill Clinton, ændrer sin politik tids nok til at samle en række lande, som i fællesskab gennemfører de nødvendige reformer, hvad enten det britiske kongedømme synes om det eller ej".
"Kort sagt, er det nødvendigt at vende tilbage til den form for internationale og nationale finans- og betalingsregulativer, som var gældende under Bretton Woods-aftalerne i perioden [1944]-1959. I lyset af den håbløst bankerotte tilstand, som de fleste af verdens førende centralbanker befinder sig i, er den eneste nødvendige ændring i forhold til de oprindelige Bretton Woods-aftaler, hvis økonomierne skal genoprettes, at man opretter et system af nationalbanker af den type, som USA's første finansminister Alexander Hamilton (1757-1804) var arkitekten af. Hvis man ikke synes om Hamilton, har man med stor sandsynlighed bestemt sig for at dø af et verdensomspændende økonomisk kaos".
"Skal en reorganisering af verdens finans- og betalingssystem være effektiv, er et internationalt samarbejde af den type, som USA's præsident Franklin D. Roosevelt iværksatte under lignende omstændigheder, absolut påkrævet. Der er behov for tilslutning til et internationalt samarbejde i gen-nemførelsen af længe påkrævede infrastruktur- og udviklingsprojekter, som vil give den nødvendige impetus til et generelt økonomisk opsving for privat landbrug og industri".
ET NYT BRETTON WOODS II
I et interview med den japanske avis Mainichi Shimbun den 2. marts sagde den japanske vicefinansminister Eisuke Sakakibara: "Jeg tror, at mange af verdens ledere er begyndt at overveje ideen om en [ny] finansaftale i retning af Bretton Woods-aftalerne". Med henvisning til krisen i Asien fortsatte han: "Det viser, hvor ustabil den nuværende verdenskapitalisme er. Mange mennesker har indset, at hverken checkene fra den Internationale Valutafond, IMF, eller dens løsningsforslag fungerer".
Den 2.- 6. marts tog vicefinansminister Sakakibara på en fem dages rundrejse til Malaysia, Thailand og Singapore for bl.a. at diskutere muligheden for at gøre den japanske yen til reservevaluta for hele det sydøstasiatiske område.
HYPERINFLATION TRUER INDONESIEN
Ifølge nyhedsbureauet Reuters står Indonesien nu på kanten af regulær hyperinflation. Nyhedsbureauet har beregnet, at forbrugerpriserne er steget med 12,76% i februar mod 6,88% i januar. Det giver en årlig inflation på 31,74%. Normalt betegnes årlige prisstigninger på 40-50% som hyperinflation.
Men situationen er i virkeligheden langt værre. Ifølge officielle tal steg fødevarepriserne i februar med 16% og den gennemsnitlige husleje med 10%. Ifølge ubekræftede rapporter er madolie steget med 130% i de sidste par måneder, ris 34%, mel 33%, æg 88% og kyllinger 34%.
Det økonomiske sammenbrud har allerede skabt uroligheder og plyndringer i flere dele af landet. Visse steder er der regulær fødevaremangel, og Japan har erklæret sig villig til at give helt op til 1 mio. ton ris i nødhjælp.
Ved åbningen af Indonesiens højeste lovgivende organ, Folkets rådgivende Forsamling, den 1. marts sagde præsident Suharto, at IMF's finansielle reformer slet ikke har hjulpet Indonesien, og at det er nødvendigt med nye tiltag hurtigst muligt. Desværre har præsident Suharto i sin desperation fæstet lid til den amerikanske økonom Steve Hanke, som foreslår, at Indonesien opretter et valutaråd, der kunstigt fastlægger den indonesiske rupiahs kurs i forhold til den amerikanske dollar. Valutarådets funktion skal så værre at erstatte udsving i rupiah/dollar-kursen med fald eller stigninger i den indenlandske rente. Alle andre end Suharto og Hanke kan se, at det er en syg ide i Indonesiens nuværende situation. Landet har slet ikke valutareserver til at forsvare en fast rupiah/dollar-kurs overfor spekulative angreb.
ROOSEVELTS MAGTPOLITIK
En reorganisering af det internationale finanssystem i form af en ny Bretton Woods-konference er ikke en simpel teknisk-økonomisk affære. Det var det heller ikke i 1944, da præsident Franklin D. Roosevelt indkaldte til den første internationale regeringskonference om etableringen af efterkrigstidens finans- og betalingssystem, som blev afholdt i den lille ferieby Bretton Woods i delstaten New Hampshire.
Det var både økonomisk og politisk magt, der stod på spil. Allerede under Teheran- og Jalta-konferencerne havde præsident Roosevelt gjort det klart for den britiske premierminister Winston Churchill, at USA ikke ville være garant for Det britiske Imperium, når krigen engang var slut (læs Elliott Roosevelts bog "Som han så det", forlaget Comodore, 1946). Denne holdning var også gældende i Bretton Woods i 1944. Derfor blev det nye finanssystem mere et forsvar for suveræne staters nationale økonomier end et bekvemt betalingssystem for gamle europæiske kolonimagter.
Det burde være indlysende, at finansverdenen i City of London fra første dag forsøgte at undergrave det nye finanssystem. Takket være Storbritanniens indædte forsøg på at lade pund-sterling konkurrere med dollaren i rollen som reservevaluta, gik systemet fra krise til krise. I 1967-68 fremprovokerede en britisk devaluering af pundet en alvorlig krise omkring den amerikanske dollar, som lagde grunden til systemets endelige opløsning i august 1971, hvor præsident Nixon måtte bryde dollarens faste guldkurs.
Siden 1971 har vi stort set oplevet den udvikling af det internationale finanssystem, som finansverdenen i London oprindeligt havde ønsket sig efter 2. Verdenskrig. Internationale kapitalbevægelser er blevet afreguleret i en grad, som de færreste overhovedet kunne forestille sig for 30 år siden. Det har skabt en gigantisk vækst i finansielle papirværdier, i stadig stigende grad på bekostning af investeringer i den almindelige fysiske økonomi. Dette investeringsskifte fra den fysiske økonomi til finanssektoren har skabt to ting: Den mest ulige indkomstfordeling i befolkningen (i stort set alle lande i verden) i moderne tid, samt den største spekulationsboble i menneskehedens historie. Det er dette system, som nu er ved at bryde definitivt sammen.
CLINTON SOM NY ROOSEVELT
Den 16. marts 1997 bragte den britiske avis The Guardian en artikel om præsident Bill Clinton og hans visioner om USA's fremtidige udenrigspolitik. Artiklen var skrevet af avisens korrespondent Martin Walker, som havde været på uformelt besøg i Det hvide Hus. Ifølge Walker havde præsident Clinton med glød og ildhu beskrevet sit store ønske om at videreføre Franklin D. Roosevelts udenrigspolitik (se også Agro-Nyt, april '97).
Det var næppe en artikel, som blev modtaget med begejstring i de ledende kredse i London. En præsident Clinton som en ny Roosevelt er vel nok det allersidste, man kunne ønske sig, netop som en omfattende finanskrise var under opsejling. Men artiklen bekræftede kun de bange anelser, man længe havde haft om Clintons dybereliggende politiske holdninger. Derfor bør det ikke undre nogen, at konservative britiske kredse, med Ambrose Evans-Pritchard og avisen Daily Telegraph i spidsen, har spillet en nøglerolle i samtlige "skandaler", der har hærget Clinton, siden han blev indsat som præsident i 1993.
Det bør heller ikke undre nogen, at det især var Storbritannien, som ønskede, at USA greb til militær magt imod Saddam Hussein i slutningen af februar. I forrige nummer af Agro-Nyt, advarede vi om, at krisen i Irak kunne blive en udenrigspolitisk fælde for den amerikanske regering. Det samme gjorde Lyndon LaRouche i en serie artikler og kommentarer, som blev cirkuleret i Washington. Det studsede flere af vore læsere over. Men ifølge avisen The Washington Post den 1. marts var det netop den amerikanske hærledelses hovedargument imod et militært angreb! Allerede under den første del af krisen i november sidste år påpegede den amerikanske generalstab overfor præsident Clinton, at et bombardement af Bagdad kunne udløse en uoverskuelig udenrigspolitisk reaktion. Der ville naturligvis opstå en akut trussel om terror imod amerikanske militære og civile mål rundt om i verden. Man måtte også forvente en meget skarp reaktion fra alle de arabiske lande. Men generalstaben advarede også om, at reaktionerne ikke kun ville være begrænset til Mellemøsten. USA's politiske interesser mange andre steder i verden kunne lide stor skade, sagde man. Derfor frarådede generalstaben en militær løsning.
I stedet iværksatte Præsident Clinton en hemmelig operation med kodenavnet "Pol-Mil Plan Iraq". Operationen bestod ifølge Washington Post af en detaljeret tidsplan for en gradvis eskalering af de retoriske angreb på Irak, sideløbende med en faktisk militær oprustning i området. Altsammen skulle overbevise Saddam Hussein (og resten af verden) om, at USA ville gå til angreb, selv om formålet faktisk fra starten var at undgå det. Her var årsagen til, at udenrigsminister Madeleine Albright i dybeste hemmelighed mødtes med FN's generalsekretær Kofi Annan natten inden dennes afrejse til Bagdad den 22. februar. Med sig fik generalsekretæren USA's oplæg til en diplomatisk løsning.
Et militært angreb på Bagdad ville med største sandsynlighed have skabt en politisk reaktion i Sydøstasien, der havde afskåret præsident Clinton enhver mulighed for at spille rollen som en ny Franklin D. Roosevelt i løsningen af den globale finanskrise.
Desværre er faren for kaos og krig ikke helt drevet over. Den 23. februar udstedte arabiske terrorgrupper med hovedsæde i London et "fatwa", en opfordring til hellig krig, imod USA (Ægyptens præsident Hosni Mubarak har flere gange forsøgt at få den britiske regering til at gribe ind overfor disse terrorgrupper). Og premierminister Benjamin Nethanyahu sagde, at Israel stadig overvejede et præventivt angreb på både Irak og Iran.
FARE FOR NY BALKAN-KRIG
Den 1. marts blev 16 civile og 4 politibetjente dræbt under uroligheder i Kosova, der i dag er en serbisk kontrolleret provins i det tidligere Jugoslavien. Dermed kan en ny Balkan-krudttønde være tændt. 90% af befolkningen i Kosova er af albansk oprindelse, og et overvældende flertal ønsker selvstændighed. Indtil præsident Milosevic fik magten i Serbien, havde Kosova udbredt selvstyre. Nu styres provinsen med jernhårde serbiske politistatsmetoder.
Det er værd at bemærke, at krigen i det tidligere Jugoslavien startede umiddelbart efter Golf-krigens afslutning i 1991. Nu begynder tilsyneladende en ny Balkan-krig, netop som en ny Golf-krig er afværget.
Boks:
EIR-Seminar
Finanskrisen i Sydøstasien understreger nødvendigheden af en ny Bretton Woods-konference
"Jeg ved, at der har været en omfattende og frugtbar diskussion her, om hvad der skal til for at håndtere kriser som Asien-krisen ... endog forslag til, hvordan der globalt skabes en mere styrende atmosfære, måske i stil med et nyt Bretton Woods."
Hillary Clinton på Det Økonomiske Forum i Davos, Schweiz, den 2. februar 1998.
Dato: Tirsdag 17. Marts 1998 Tid: 13:00 - 17:00
Sted: DSB Restauranter, Banegårdspladsen 7 (Københavns hovedbanegård, til venstre for hovedindgangen)
Talere: Michael Liebig, direktør, EIR Strategic Alert, og Lothar Komp, EIR's økonomiske redaktion, Wiesbaden, Tyskland
Deltagergebyr: Ingen Konferencesprog: Engelsk
Registrering og information: Michelle Rasmussen eller Tom Gillesberg tel: 35 43 00 33, 35 43 60 50 fax: 35 43 00 33