Den 19. marts rettede parlamentsmedlem Natalya Vitrenko fra Ukraine og Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche en fornyet opfordring til USA's præsident Bill Clinton om at indkalde til en konference med henblik på etableringen af et nyt internationalt finanssystem, et nyt Bretton Woods. I deres henvendelse til præsident Clinton skrev de to politiske ledere blandt andet:
"Med baggrund i den voksende fare for en alvorlig systemkrise, rettede vi for næsten præcist ét år siden en appel til Dem om at tage initiativ til en reorganisering af verdens finans- og betalingssystem i retning af de bedste elementer fra det gamle Bretton Woods-system.
Opfordringen er siden blevet støttet af næsten fem hundrede parlamentarikere fra fyrre forskellige lande; af de tidligere præsidenter fra Mexico, Brasilien og Uganda, José Lopez Portillo, Joao Baptista Figueiredo og Godfrey Binaisa; samt af hundrede af borgeretsledere, fagforeningsledere og medlemmer af mange sociale organisationer, der alle har været motiveret af en dyb bekymring for deres landes skæbne.
Dengang advarede vi om en overhængende fare for en alvorlig finanskrise. Krisen i Asien, der tog fart i oktober 1997, og som i virkeligheden kun er en regional flig af en global krise, har vist, hvor berettiget vor nu ét år gamle advarsel var. Siden slutningen af '97 har det internationale finanssystem gentagne gange stået på randen af totalt sammenbrud. Det var tilfældet i Sydkorea i slutningen af december, og det var tilfældet i Indonesien og Japan i midten af januar. Samtidig er det blevet slået fast, at hverken IMF's "hjælpepakker" eller en hyperinflationær indsprøjtning af likviditet kan løse problemerne. Snarere tværtimod, det forstærker kun "bobleøkonomiernes" indbyggede fejl.
Konferencen i Washington den 16. april, hvor USA har inviteret 22 lande, er måske sidste chance til at gennemføre den nødvendige reorganisering på en sikker måde, inden næste runde i den stadig dybere finanskrise for alvor tager fart. Den igangværende diskussion om tekniske ændringer som f.eks. faste valutakurser, større åbenhed i finansielle transaktioner og skat på spekulation er ganske nyttig, men den krise som vor civilisation faktisk befinder sig i, kan ikke løses gennem kosmetiske ændringer. Hvis en ny Bretton Woods-konference skal have succes, må alle de sidste tredive års økonomiske og finansielle fejltagelser rettes".
FINANSMINISTRE TIL WASHINGTON
Den 16. april vil finansministrene og centralbankdirektørerne fra 22 lande mødes på Hotel Willard i USA's hovedstad Washington. Mødet er indkaldt af den amerikanske finansminister Robert Rubin, og formålet skal være at diskutere det internationale finanssystems "arkitektur" (se også Agro-Nyt, mar. '98).
Ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, den 20. marts, vil landene benytte mødet til at etablere en permanent konference, kaldet "Willard-konferencen" eller "Willard-gruppen", hvor problemer i det internationale finanssystem løbende skal tages op til drøftelse.
Deltagerlandene er: Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Hong Kong, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Malaysia, Mexico, Polen, Rusland, Storbritannien, Singapore, Sydafrika, Sydkorea, Thailand, Tyskland og USA.
KAPRING AF WILLARD-KONFERENCEN
I et radiointerview den 4. marts sagde den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche, at han har tænkt sig at "kapre" den kommende Willard-konference den 16. april, med det formål at omdanne den til en ny Bretton Woods-konference. Ideen er at sikre, at konferencen påbegynder en omfattende reorganisering af hele det internationale finans- og betalingssystem, og ikke bare indleder en nyttesløs diskussion om små tekniske ændringer og nødløsninger.
Som et led i denne "kapringstaktik" har Schiller Instituttet i samarbejde med tidsskriftet Executive Intelligence Review afholdt en række seminarer om nødvendigheden af ny Bretton Woods-konference: Den 16. marts i Stockholm med 40 deltagere, herunder repræsentanter fra 15 ambassader. Den 17. marts i København, med 28 gæster, inkl. repræsentanter fra 12 ambassader. Hovedtalerne på begge skandinaviske seminarer var Lothar Komp fra Executive Intelligence Reviews økonomiske redaktion i Wiesbaden og Hartmut Cramer fra Schiller Instituttet i Tyskland. Den 18. marts i Stuttgart med 22 repræsentanter fra forskellige tyske industri- og handelsorganisationer. Hovedtaler var Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche. Den 18. marts i Lima, Peru, hvor der deltog 40 repræsentanter fra det peruvianske erhvervsliv, fagforeninger, læreanstalter og politiske partier.
WILLARD-KONFERENCENS INDHOLD
Det største og vigtigste af Schiller Instituttets og Executive Intelligence Reviews serie af seminarer fandt sted den 18. marts i Washington. Blandt de 170 deltagere var der repræsentanter fra flere amerikanske regeringskontorer, Kongressen, forskellige tænketanke tilknyttet det Demokratiske Parti, 20 ambassader, samt tv-stationer og aviser fra flere asiatiske lande. Hovedtaler var Lyndon LaRouche.
I sin tale gennemgik LaRouche krisen i Sydøstasien og beskrev, hvorledes den mindste politiske eller økonomiske uro nu kan udløse næste fase i det, der i virkeligheden er en global finanskrise. På den baggrund må Willard-konferencen den 16. april dreje sig om tre fundamentale og indbyrdes forbundne finansielle, pengemæssige og økonomisk-politiske områder:
"For det første må man erkende, at den nuværende krise er en global systemkrise og ikke en regional eller cyklisk krise. En sådan erkendelse er en forudsætning for en rationel diskussion om, hvilke forholdsregler, der skal tages. Indenfor disse rammer må man så identificere og fuldstændig rektificere alle de ændringer i økonomisk politik, som, især siden august 1971, har været årsag til opbygningen af krisen over de seneste tre årtier."
"For det andet må det nuværende dødeligt syge globale finans- og betalingssystem radikalt ændres. Det skal gøres gennem koordinerede tiltag fra en kernegruppe af regeringer. [Og] det skal gøres på en måde, der svarer til en normal konkursbehandling, ikke under opsyn af internationale myndigheder men af suveræne regeringer. En acceptabel model for et reorganiseret finans- og betalingssystem er det gamle Bretton Woods-system med dets ubestridt overlegne funktionsduelighed i 50'erne op til 1958-59, i hvert fald i sammenligning med alt, der blev skabt efter de grundlæggende ændringer i den politiske retningsdannelse, som Storbritannien og USA introducerede i perioden 1966-1972. De nødvendige tiltag inkluderer bl.a.:
a) regelmæssigt fastlagte vekselkurser mellem de nationale valutaer
b) begrænset konvertibilitet, hvor dette måtte være påkrævet
c) kontrol med valutahandel og kapitalbevægelser
d) tilladelse til nødvendige protektionistiske forholdsregler som told og handelsregulering
e) forbud imod etablering af markeder, der formidler finansiel spekulation imod udvalgte valutaer."
"For det tredje [må det erkendes], at verdensøkonomien i øjeblikket opererer med et negativt niveau af fri energi, der ligger langt under nul eller break-even, når man måler efter en fysisk og ikke en pengemæssig målestok. Den nuværende fysiske produktion er utilstrækkelig til at forhindre de allerede eksisterende befolkninger og økonomier i at glide ned i en stadig voksende spiral af alment fysisk-økonomisk sammentrækning og ultimativt fysisk sammenbrud."
Løsningen af det sidstnævnte problem kræver en kraftfuld økonomisk genopbygning, der på mange vigtige områder svarer til den genopbygning, som Franklin D. Roosevelt gennemførte i USA. Denne gang skal det blot være på globalt plan. I den sammenhæng kom LaRouche ind på spørgsmålet om politisk lederskab. Præsident Clinton har stadig en tendens til at ville "minimere den politiske risiko med henblik på at opnå konsensus". Det går ikke i den nuværende situation. "Det er op til os i 1998, om vi vil påtage os det nødvendige lederskab for at gøre det, der synes utænkeligt i den nuværende situation, eller om vi ved at minimere den politiske risiko maksimerer elendigheden for menneskeheden i de kommende generationer", sagde LaRouche. Der er faktisk allerede et skifte væk fra det efterindustrielle og monetaristiske IMF-paradigme under udvikling. Det ses især i de asiatiske landes afvisning af IMF's betingelser, og præsident Clinton ville sandsynligvis opnå stor national og international opbakning, hvis han viste det fornødne politiske lederskab i den nuværende situation.
AMERIKANSK SENATSUDVALG KRÆVER NYT BRETTON WOODS
Kampagnen for at sætte en ny Bretton Woods-Konference på dagsordenen har allerede haft en vis effekt. Den 24. marts godkendte det amerikanske senats finansudvalg en tillægsbevilling, der ekstraordinært vil øge USA's bidrag til den Internationale Valutafond, IMF, med 18 mia. dollars. Ekstrabevillingen var en væsentlig del af den udvidelse af IMF's kapitalgrundlag, der blev nødvendig i forbindelse med Valutafondens redningsaktioner i Asien sidste efterår. Dengang måtte IMF rykke ud med i alt 117 mia. dollars til Thailand, Filippinerne, Indonesien og Sydkorea. Penge som IMF faktisk ikke havde. Tillægsbevillingen skal endeligt godkendes af hele Senatet inden den 1. april. Sker det ikke, er IMF i store vanskeligheder. Og sker det, er IMF i helt andre vanskeligheder.
Under finansudvalgets behandling af ekstrabevillingen kom IMF nemlig under skarp kritik. Der blev stillet krav om en omfattende revision af IMF's lånebetingelser og den lukkede måde, hvorpå fonden træffer sine beslutninger. Men finansudvalget gik langt videre: I bevillingslovens sektion 103 hedder det:
"RÅDGIVENDE KOMMISSION - (a) Præsidenten skal oprette en Rådgivende Kommission for Internationale Finansinstitutioner (herefter benævnt 'Kommissionen'). (b) Kommissionen skal inkludere mindst fem tidligere amerikanske finansministre. (c) Inden for 180 dage skal Kommissionen aflægge rapport til de relevante [senats]udvalg om den Inter-nationale Valutafonds fremtidige rolle og ansvarsområder, hvis den overhovedet skal have sådanne, samt værdien af, omkostninger ved, og andre forhold vedrørende konsolideringen af den Internationale Valutafonds, den Internationale Bank for Genopbygning og Udviklings og Verdenshandelsorganisationens organisation, ledelse og aktiviteter."
I bevillingslovens sektion 104 står der: "BRETTON WOODS-KONFERENCE - Ikke senere end 180 dage efter at Kommissionen har aflagt rapport til de berørte udvalg, skal præsidenten indkalde til en konference med deltagelse af regeringsrepræsentanter fra den Internationale Valutafonds, den Internationale Bank for Genopbygning og Udviklings og Verdenshandelsorganisationens medlemslande for at vurdere institutionernes struktur, ledelse og aktivitet, muligheden for en sammenlægning af disse, samt vurdere institutionernes evne til at bidrage til valutakursstabilitet, økonomisk vækst og effektiv indgriben overfor finanskriser."
ALLE TALER OM DET
Hverken de danske aviser eller de hjemlige elektroniske medier har endnu beskæftiget sig med spørgsmålet om nødvendigheden af en omfattende reorganisering af det internationale finans- og betalingssystem. Skeptiske læsere kunne få det indtryk, at det hele er noget, Agro-Nyt's redaktion selv har fundet på. Det er det naturligvis ikke.
Den 24. marts udsendte nyhedsbureauet Reuters en to sider lang opsummering af den løbende diskussion om finanssystemet. Bureauets korrespondent Yoshiko Mori gennemgik i korte træk alle de elementer, vi har beskrevet i Agro-Nyt siden august '97. Mori tog udgangspunkt i den amerikanske finansminister Robert Rubins opfordring til en "ny arkitektur" i finanssystemet, og han henviste til den japanske vicefinansminister Eisuke Sakakibaras udtalelser om, at "flere regeringsledere nu overvejer ideen om nye finansaftaler på linie med Bretton Woods-systemet". Ifølge Mori har de fleste analytikere dog stadig svært ved at se, hvordan et fastkurssystem som det gamle Bretton Woods skulle kunne fungere i dag, hvor den daglige handel med valutaer løber op i 1.200 mia. dollars (det er slet ikke så svært endda. Ifølge Bank for International Settlements er 99,5% af den daglige valutahandel ren spekulation. Et fastkurssystem ville ganske enkelt stoppe denne nyttesløse aktivitet og bringe valutahandelen ned på et normalt niveau -red). Yoshiko Mori gennemgik også historien om sidste efterårs forsøg på at etablere et alternativ til IMF, gennem oprettelsen af en helt ny Asiatisk Valutafond, AMF (se Agro-Nyt, okt. og nov. '97).
Den 12. marts bragte den britiske avis The Financial Times en gæstekommentar skrevet af Judy Shelton, en nær rådgiver til præsident Clinton og for tiden professor i internationale finansforhold ved læreanstalten DUXX Escuela de Graduados en Liderazgo Emprisarial i Monterrey, Mexico. Professor Sheltons artikel bar overskriften "A walk in Bretton Woods" ("En gåtur i Bretton Woods [skovene]") og indeholdt en klar advarsel til alle, der for hurtigt afviser diskussionen om en tilbagevenden til et fastkurssystem. Et sådant system kommer nemlig før eller senere af ren og skær nødvendighed, mente professor Shelton. Advarslen var tydeligvis rettet imod Financial Times' egen redaktion, der tidligere i hånlige vendinger har afvist enhver diskussion om at ændre finanssystemet. Ikke så sært i betragtning af avisens læserkreds. 55% af verdens samlede spekulation i valutaer går gennem City of London.
FINANS-VULKANEN ULMER I JAPAN
Den 26. marts offentliggjorde den japanske regering sin største økonomiske hjælpepakke nogensinde. 124 mia. til offentlige investeringer, arbejdsprogrammer og infrastrukturprojekter skal puste liv i den depressionsramte japanske økonomi. Pakken er den tolvte af sin art siden august 1992. Indtil nu har ingen af dem hjulpet, og der er god grund til at frygte, at denne her faktisk vil gøre tingene meget værre. Japan står på kanten af den værste kombinerede deflations- og hyperinflationsspiral, som verden har set siden 20'ernes Weimar-Tyskland. Og da Japan er verdens næststørste økonomi, vil det få globale følger.
Siden finanshuset Yamaichi Securities' sammenbrud i november sidste år har den japanske centralbank pumpet nytrykte penge ind i økonomien, svarende til en årlig vækst i den primære pengemængde (M1) på hele 42%. Trods dette enorme tilskud af nye penge, ligger økonomien stadig stendød. Årsagen er den gamle japanske "kreditklemme", som stammer fra de japanske bankers hovedløse spekulationsudlån i slutningen af 80'erne. Af de oprindeligt 1.200 mia. dollars i dårlige lån er der stadig omkring 1.000 mia. dollars, som bankerne aldrig har fået afskrevet. Så alt imens regeringen forsøger at sætte liv i økonomien ved at pumpe penge ud i erhvervslivet, så suger de japanske banker hver en yen til sig, som de kan få ud af de kunder, som stadig er solvente. Siden januar 1997 har de største japanske banker haft en negativ udlåning. De har inddrevet flere penge, end de har lånt ud. Samtidigt har de forsøgt at konsolidere sig. I februar gav regeringen hele 232 mia. dollars i støtte til bankerne for at styrke deres kapitalgrundlag. I stedet for at investere pengene i aktiemarkedet, købte bankerne "sikre" statsobligationer. Det kan vise sig at være en fatal fejltagelse. For det første ligger Nikkei-aktieindekset omkring 16.500, et godt stykke fra de 18.000, som indekset stod på ved finansårets slutning den 31. marts sidste år. Ændres det ikke, må bankerne notere sig betydelige tab ved udgangen af marts. Dernæst pressede de massive opkøb af statsobligationer kurserne op i rekordhøjde. Man det holder ikke længe. Det japanske budgetunderskud ligger i øjeblikket på ca. 8% af BNP. Det vil de nye økonomiske hjælpepakker forværre betydeligt. Et voksende budgetunderskud betyder faldende kurser på statsobligationer. Det kan blive et uoverskueligt mareridt for de japanske banker. Den 23. marts sammenlignede nyhedsbureauet Reuters det japanske obligationsmarked med koret i en klassisk græsk tragedie. Det er herfra, man bliver advaret om katastrofen, som kommer.
Oven i alt dette skal lægges finanskrisen i Asien. 40% af Japans eksport går til det sydasiatiske område, og her er kri-sen først nu ved at slå igennem. Den kan sende den almindelige fysiske økonomi ind i en uhjælpelig deflationsspiral, alt imens centralbankens desperate optrykning af nye sedler sender pengeverdenen ind i en gigantisk hyperinflation.
REVOLUTION FRA TOPPEN I RUSLAND
Ruslands præsident Boris Jeltsin chokerede det meste af verden, da han den 23. marts fyrede hele den russiske regering. Trods afgående premierminister Viktor Tjernomyrdins forsikringer om det modsatte befinder Rusland sig nu i en alvorlig politisk krise. Det sker på det værst tænkelige tidspunkt. Det russiske statsbudget er helt ude af kontrol. En af statens primære indtægtskilder er afgifter på olie og gas. De seneste måneders konstant faldende oliepriser på det internationale marked har kostet den russiske stat dyrt i tabte indtægter. Så sent som november sidste år måtte regeringen låne 900 mio. dollars af internationale banker for kunne betale forfaldne lønninger og pensioner til offentligt ansatte. Nu er staten igen ca. 1,3 mia. dollars bagud med lønningerne.
Præsident Jeltsin udnævnte den kun 35-årige vice-energiminister Sergej Kirijenko som ny premierminister. Kirijenko er protege af den ny fyrede viceministerpræsident Boris Nemtsov, som forventes at få en post i den nye regering. Både Kirijenko og Nemtsov er, ifølge Agro-Nyts kilder, begge varme fortalere for en øget russisk samhandel med Kina og Asien.
ZHU RONGJIS "KINESISKE NEW DEAL"
Den 19. marts gav Kinas nye premierminister Zhu Rongji sin første pressekonference for den internationale presse i Beijing. Han sagde bl.a.: "Finanskrisen i Sydøstasien har stillet os overfor formidable udfordringer, og derfor må vi sikre, at den økonomiske vækst i år når op på 8%, mens inflationen holdes under 3%... Det er et mål, vi må og skal nå, ikke kun fordi det vil have betydning for Kinas udvikling, men også for velfærden og stabiliteten i Asien... Det primære redskab, vi vil tage i anvendelse for at nå målet, er at øge den hjemlige efterspørgsel. Med stimulering af den hjemlige efterspørgsel mener jeg øgede investeringer i infrastruktur". Premierminister Zhu Rongji udpegede områder som vejnettet, jernbaner, vandprojekter, højteknologisk industri og boligbyggeri.
Han fortsatte: "Regeringen insisterer på, at dens vigtigste opgave er at opbygge Kina gennem videnskab og uddannelse".
I det kinesiske nyhedsmagasin Outlook den 13. marts, blev den nye regerings økonomiske politik betegnet som en "kinesisk New Deal", med direkte reference til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts genopbygningspolitik "New Deal", der trak USA ud af 30'ernes depression.