Man kalder det allerede for "Euroland". Den fælles europæiske mønt er nu undfanget, og til nytår vil den sandsynligvis se dagens lys. Det største politiske og økonomiske eksperiment i moderne europæisk historie har taget sin begyndelse. Økonomiminister Marianne Jelved er sønderknust over, at hun ikke har lov til at være med. Det sagde den danske befolkning som bekendt nej til i 1992. Og det ville et flertal i den øvrige europæiske befolkning også have gjort - hvis den ellers var blevet spurgt.
I princippet er der intet galt i, at politikerne viser politisk lederskab. Det er nu engang folkevalgtes lod at skulle træffe beslutninger, som ikke alle er enige i. Problemet med den Økonomiske og Monetære Union er den dobbelte dagsorden, som hele projektet er bygget op omkring. Officielt fremlægges den fælles mønt som et teknisk-økonomisk indgreb, der skal lette det europæiske erhvervslivs omkostninger og bringe den samlede europæiske økonomi op i liga med den amerikanske. Mindre officielt er den fælles mønt et rent politisk instrument, der skal forhindre det genforenede Tyskland i at blive Europas stærkeste økonomiske og politiske magt. Det var denne skjulte dagsorden, som gjorde valget af den nye europæiske centralbankchef til et makabert politisk teater. Og det var et ilde varsel om det Europa, vi er på vej imod.
Teknisk set har den Økonomiske og Monetære Union sin rod i en stram monetaristisk tankegang. Erfaringsmæssigt vil det på et eller andet tidspunkt resultere i store beskæftigelsesmæssige og sociale problemer. Samtidig vil de folkevalgte være frataget deres traditionelle økonomiske redskaber. Hvad skal man så gøre? Det har europrojektet ingen fornuftig forklaring på.
Den franske indenrigsminister Jean-Pierre Chevenement har i et interview med det tyske ugemagasin Die Woche sammenlignet den fælles mønt med luksusdamperen Titanic. Det hele er et stort, imponerende og usynkeligt projekt. Men forude venter de uforudsete problemer, isbjergene. Og ifølge indenrigsminister Chevenement er der alt for mange af dem.
Vi danskere står nu på kajen og vinker farvel. Der er sikkert mange, som gerne ville have været med. Marianne Jelved håber stadig at skaffe os nogle billetter på et senere tidspunkt. Den mulighed vil definitivt være afskrevet, hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten den 28. maj. Det kan man så tænke over.
INGEN NY BRETTON WOODS - ENDNU
Den 16. april mødtes finansministrene og centralbankdirektørerne fra 22 lande i Washington på den amerikanske finansminister Robert Rubins invitation for at diskutere det internationale finanssystems "arkitektur". På grund af vokseværk i deltagerlandenes delegationer måtte konferencen flyttes fra Willard-hotellet til Hotel Madison, og dermed skiftede konferencen også navn til "Madison-konferencen" (se også Agro-Nyt, april '98).
Den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche havde på forhånd sagt, at han ville forsøge at "kidnappe" konferencen, så den i indhold og form blev en ny Bretton Woods-konference. Det lykkedes desværre ikke. Flere diplomatiske kilder, som deltog i forhandlingerne i Washington, har samstemmende fortalt Agro-Nyt, at enhver diskussion om en Bretton Woods-lignende reorganisering af finanssystemet bevidst blev undgået. I stedet fokuserede man på en reorganisering af IMF. De europæiske repræsentanter ønskede tydeligvis ingen diskussion om en større ændring af finanssystemet så kort tid inden indførelsen af den fælles valuta, og den amerikanske regering håber stadig, at en effektivisering af de eksisterende institutioner er tilstrækkeligt til at undgå et totalt sammenbrud. Asiatiske diplomatiske kilder sagde dog til Agro-Nyt, at de endnu ikke har opgivet at få diskussionen drejet i retning af en ny Bretton Woods-konference.
Med lidt god vilje kan man dog sige, at Madison-konferencen sammen med G-7-mødet og Verdensbankens og den Internationale Valutafonds halvårsmøder, der alle blev afholdt i Washington indenfor samme uge, repræsenterede små skridt i den rigtige retning. På alle møderne blev der nemlig sagt ting om finanskrisen, som for blot et par måneder siden ville have været aldeles utænkelige. For det første erkendte man åbent, at der ikke var tale om en isoleret "Asien-krise", men snarere, at det globale finanssystem skæmmes af indbyggede "systemfejl" eller "risikomomenter". For det andet indrømmede man, at "korte kapitalbevægelser", også kaldet spekulation, udgør en væsentlig del af problemet, og at effektive forholdsregler savnes. Og endelig blev det erkendt, at IMF-institutionerne i deres nuværende form næppe er i stand til at håndtere kommende finanskriser.
I slutdokumentet fra de 22 finansministre og centralbankchefers møde hed det, at "sunde og robuste nationale økonomier og finanssektorer" er afgørende både for "andre lande og verdensøkonomien som helhed". Derfor etablerede man tre arbejdsgrupper, der skal komme med forslag til, hvordan "økonomierne gøres mere transparente og gennemskuelige", hvordan "nationale finanssystemer og markedsstrukturer kan styrkes", samt hvordan "en passende byrdefordeling mellem den offentlige og private sektor i krisetider kan etableres". De tre udvalg skal aflægge rapport i oktober.
SANDHEDEN BAG EURO'EN
Den 27. april kunne man i det tyske ugemagasin Der Spiegel læse uddrag af en ny bog, der beskriver det politiske spil i årene 1989-90, som førte til etableringen af den fælles europæiske valuta, euroen. Bogen udkommer den 7. juli, og dens kilder består hovedsagelig af tyske regeringsdokumenter, som forbundskansler Helmut Kohl af "særlige statshensyn" ønsker offentliggjort nu, og ikke om 30 år, når den normale fortrolighedsperiode udløber.
Det er endnu ikke klart, hvad Kohls virkelige motiv til offentliggørelsen har været. Men Der Spiegels uddrag af bogen kom umiddelbart inden EU-topmødet i Bruxelles den 2. maj, hvor de 11 landes valutakurser blev fastlåst i forhold til euroen, og hvor den nye europæiske centralbankdirektør blev udnævnt. For de, der havde læst Der Spiegel, var den franske præsident Jacques Chiracs besynderlige optræden på topmødet ikke så svær at forstå. Det fremgår nemlig af den nye bog, at hele europrojektet blev iværksat af den daværende franske præsident François Mitterrand (med støtte af Storbritanniens daværende premierminister Margaret Thatcher og USA's præsident Bush) alene med det formål at holde et genforenet Tyskland under kontrol.
Her ligger en stor del af forklaringen på præsident Chiracs kompromisløse krav om fransk kontrol med den nye centralbank. En europæisk centralbank under tysk/hollandsk ledelse ville med franske øjne blot være en ny tysk forbundsbank i overstørrelse. Og dermed var hovedformålet med hele projektet, kontrol med Tyskland, forpasset. Derfor stod Chirac fast på kravet om, at den franske nationalbankchef Jean-Claude Trichet skal afløse hollandske Wim Duisenberg inden embedsperioden på 8 år er udløbet. Og derfor blev forbundskansler Kohl ydmyget.
Ifølge Der Spiegels uddrag af den nye bog tog udviklingen af den nye europæiske valutaunion fart i oktober 1989, da det daværende Østtyskland begyndte at smuldre. Godt nok havde formanden for EF-kommissionen, Jacques Delors, allerede i 1988 påbegyndt udarbejdelsen af et forslag til etableringen af et nyt europæisk monetært samarbejde. Men forbundskansler Kohl havde gjort det krystalklart, at en tættere "politisk integration" var forudsætningen for et tættere økonomisk og monetært samarbejde, og ikke den anden vej rundt.
Den 24. oktober 1989, kun en uge efter Østtysklands statschef Eric Honnecker var trådt tilbage, krævede den franske præsident François Mitterrand, at der allerede til december samme år skulle foreligge færdige planer til en europæisk valutaunion. Det afviste forbundskansler Kohl. Den 9. november 1989 faldt så Berlinmuren, og på EF-topmødet den 18. november gentog præsident Mitterrand sit krav. I knapt så diplomatiske vendinger gjorde den franske præsident det klart, at Frankrig ville modsætte sig enhver form for tysk genforening, hvis ikke kravet om en europæisk valutaunion blev opfyldt. Alligevel var Kohl afvisende.
Den 30. november 1989 blev forbundskansler Kohls nære ven og økonomiske rådgiver, direktøren for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, myrdet. Tre dage tidligere havde Kohl for første gang, uden at have rådført sig med Thatcher eller Mitterrand, offentligt gjort sig til talsmand for en tysk genforening. Den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov havde diskret signaleret sin støtte til Kohl.
Da Margaret Thatcher var blankt imod enhver tysk genforening, måtte Kohl vise fleksibilitet overfor Mitterrand. Derfor foreslog han, at forhandlingerne om en europæisk valutaunion kunne iværksættes efter 1993. Mitterrands afvisning var iskold: På det kommende fransk-tyske topmøde den 9. december 1989 skulle de to i fællesskab beslutte, at forhandlingerne om en europæisk valutaunion skulle være færdige inden udgangen af 1990. Dermed kunne en ny traktat underskrives i løbet af 1991 og ratificeres i 1992. Forbundskansler Kohl gjorde modstand, men måtte, i det han selv kalder "sit livs mørkeste timer", give efter overfor Mitterrands krav. I en fortrolig samtale med USA's daværende udenrigsminister James Baker den 12. december 1989 fortalte Kohl, at beslutningen om at afskaffe D-marken og indføre euroen blev "truffet imod Tysklands egne interesser".
Allerede den 13. marts sidste år beskrev professor Detlev Junker fra Det tyske historiske Institut i Washington den historiske og politiske baggrund for Maastricht-traktatens Økonomiske og Monetære Union, ØMU'en, i en arti-kel i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Professor Junker beskrev ØMU'en og den fælles mønt som en "selvindeslutning" af Tyskland (se Agro-Nyt, april '97).
Et flertal i den tyske befolkning er klart imod indførelsen af euroen. Men det er ikke tilfældet i den tyske politiske og økonomiske elite. I løbet af 1993 opstod der enighed i de ledende tyske kredse om, at den monetære union kunne blive en enestående chance for tysk erhvervsliv, hvis man derigennem kunne få kontrol med den økonomiske politik i hele Europa. Siden har der eksisteret to helt forskellige modeller for den monetære union: en tysk og en fransk. Ved første øjekast så det ud som om den franske vandt slaget på top-mødet i Bruxelles den 2. maj, men finanskilder har påpeget overfor Agro-Nyt, at det slag næppe er afgjort endnu.
BRISTEFÆRDIG AKTIEBOBLE
I løbet af de fire første måneder af 1998 har aktiemarkederne i USA og Europa oplevet dramatiske kursstigninger. Hvis aktiekurserne skulle opfattes som et direkte udtryk for tillid til den økonomiske udvikling, kunne man nemt få det indtryk, at der overhovedet ikke eksisterer nogen finanskrise, hverken i Asien eller andre steder på kloden.
Så simpelt er det dog ikke. I en presseudtalelse den 22. april sagde den japanske vicefinansminister Eisuke Sakakibara, at de oppustede aktiemarkeder i USA og Europa efterhånden udgør en lige så stor fare for verdensøkonomien som Japans økonomiske krise. Han påpegede, at da den amerikanske føderalbankchef Alan Greenspan første gang advarede imod en "irrationel begejstring" på aktiemarkedet, stod Wall Streets Dow Jones-indeks på 6.000 point. I dag, 17 måneder senere, har indekset rundet 9.184 point. En stigning på 53%.
De europæiske børser kan også være med. Siden begyndelsen af 1997 er aktieindekset på børsen i Frankfurt steget med 78%, i Paris med 63%, Amsterdam 80%, Stockholm 52%, London 42%. Den italienske aktiebørs i Milano har såmænd fordoblet sit aktieindeks i samme periode.
Hvor er alle pengene kommet fra? For det første har krisen i Asien udløst en betydelig kapitalflugt fra Øst mod Vest. Dernæst har en anseelig del af de milliarder af yen, som den japanske regering har pumpet i den japanske bankverden for at "kickstarte" den kriseramte japanske økonomi, fundet vej til aktiemarkederne i Vest. Det er en af forklaringerne på den manglende virkning af de utallige japanske hjælpepakker. Og endelig har de stigende aktiekurser skabt en selvforstærkende effekt. Både i USA og Europa er almindelige mennesker blevet ramt af en sand aktie-eufori. Folk flytter deres pensioner og opsparinger fra bankkonti og obligationer over i aktier. Især i USA har hundrede tusinder af mennesker optaget lån, enten på deres kreditkort eller gennem deres børsmægler, for at opkøbe aktier. Nøjagtig som man så det i 20'erne. Men det fik som bekendt en brat ende.
Ifølge det britiske tidsskrift The Economist den 18. april (se billedet) udgør aktiekursstigningerne, især i USA, nu "en større og mere umiddelbar trussel imod verdensøkonomien end det fortsatte finansielle drama i Japan og Asien". I sin leder den 21. april skrev finansavisen The Financial Times, at boblen af "overvurderede aktiekurser" snart vil briste. "Hvis det nuværende aktiemarked skal være realistisk, er månen en grøn ost", skrev The Financial Times. Den 24. april advarede den amerikanske finansavis The Wall Street Journal om, at "det mærkværdige opsving i de europæiske værdipapirer i sidste ende kan skabe et bankkrak, der er stort nok til at true valutaunionen".
ASIEN HAR DET VÆRSTE I VENTE
Den 21. april afholdt Dansk Industri en konference i København med titlen "Asien på vej mod det 21. århundrede - er miraklet ovre?". Stort set alle talere understregede, at det på lang sigt var vigtigt for dansk erhvervsliv at øge sit engagement i de asiatiske lande, men at man på kort sigt nok skulle regne med, at krisen ville tage endnu en dramatisk tur nedad. Størst forhåbning var der til Sydkoreas og Thailands evne til at komme på fode igen, mens der var stor skepsis og pessimisme med hensyn til udviklingen i Indonesien.
De varsomme udtalelser til trods kan vurderingen fra Dansk Industris konference hurtigt vise sig at være alt for optimistisk. På Den Asiatiske Udviklingsbanks årsmøde i Genève den 29. april sagde vicedirektør Bong-Suh Lee, at "Sydkorea, Indonesien og Thailand har det værste til gode", og at "de faktiske virkninger af krisen endnu ikke er slået igennem, men det vil ske i løbet af 1998".
Trods optimistiske meldinger fra IMF, er krisen i Sydkorea stadig uoverskuelig. Den samlede gæld er på 727 mia. dollar, heraf 150 mia. til udlandet. Der bliver ikke længere betalt renter og afdrag på en voksende del af den indenlandske gæld, og det koreanske erhvervsliv er på vej ind i en alvorlig likviditetskrise. Bilsalget i Sydkorea var i årets to første måneder faldet med 70% i forhold til året før.
Situationen i Japan giver heller ikke grund til optimisme. Den 24. april præsenterede den japanske regering sin seneste nødpakke. Små 16.000 mia. yen (816 mia. kroner, ca. 39 storebæltsbroer) vil regeringen hælde ind i økonomien i de kommende måneder. Det er hårdt tiltrængt, men næppe tilstrækkeligt. Få dage efter meddelte det japanske handelsministerium, at industriproduktionen i marts var faldet med 1,9% i forhold til måneden før, og at arbejdsløsheden nu er steget til knap 4%, det højeste siden krigen. I løbet af årets første tre måneder har den japanske regering og nationalbank pumpet likvide midler ind i økonomien svarende til en årlig vækst i pengemængden på 51%. Det er nok til en ødelæggende hyperinflation, men alligevel ligger den japanske økonomi stendød.
Den japanske regering har været udsat for skrap kritik fra IMF og vestlige regeringer for, trods de gigantiske hjælpepakker, ikke at gøre nok for at stimulere den japanske økonomi, der er verdens næststørste. Men der er en god forklaring på den japanske tilbageholdenhed. Ifølge private japanske økonomiske institutter er Japans offentlige gæld betydeligt større, end regeringen og nationalbanken oplyser. Ifølge disse institutter er den samlede japanske offentlige gæld på 5.700 mia. dollars, den største i verden (USA's offentlige gæld er på 5.400 mia. dollars). Det er 150% af Japans bruttonationalprodukt.
Hvis krisen i Asien blusser op igen, kan IMF komme i store vanskeligheder. Man har ikke udbetalt alle de 117 mia. dollar i krisehjælp, som blev bevilget Thailand, Sydkorea og Indonesien i løbet af vinteren. Hovedparten af lånene skulle kun komme til udbetaling i tilfælde af nye likviditetskriser. Sådan nogle kan hurtigt komme, og så vil IMF løbe tør for penge. Den amerikanske kongres nægter nemlig at godkende en ekstrabevilling til IMF på 18 mia. dollar. Præsident Clinton måtte den 1. maj fjerne IMF-bevillingen fra et lovforslag, der også indeholdt krisehjælp til de tornadoramte sydstater, ellers var det blevet forkastet.
INTERNATIONAL INTERVENTION FOR AT REDDE KOSOVA
Siden den 23. april har den serbiske diktator Slobodan Milosevic iværksat militære angreb på civilbefolkningen i Kosova, hvor mere end 90% af indbyggerne er af albansk afstamning. Dagligt har der været systematiske angreb på landsbyer med artilleri, tanks og kamphelikoptere. Hundrede af civile er blevet dræbt eller såret, og flere tusinde er drevet på flugt.
Milosevic' planer om at fordrive den albanske befolkning fra Kosova har været kendt i årevis. Genopblusningen af den serbiske nationalisme, som senere førte til krigene i Slovenien, Kroatien og Bosnien-Herçegovina, begyndte faktisk med Milosevic' brutale undertrykkelse af det albanske flertal i Kosova tilbage i 1986.
Slobodan Milosevic' undskyldning for at iværksætte den etniske udrensning var terrorhandlinger udført af den såkaldte "Kosovas Befrielseshær", UCK. Ifølge den østrigske avis Die Presse den 2. maj er der mistanke om, at det i virkeligheden er den serbiske efterretningstjeneste, som har skabt og kontrollerer UCK. Der er flere eksempler på, at den serbiske hær har undladt at slå til imod UCK-enheder.
Den eneste mulighed for at stoppe den blodige etniske udrensning i Kosova er at gøre området til et internationalt protektorat, og indsætte en amerikansk ledet international militær styrke, indtil man har fundet en langsigtet og fredelig forhandlingsløsning om ægte selvstyre. Hvis Beograd ikke vil acceptere dette, må Kosova løsrives fra Serbien.
Boks:
Schiller Instituttets demonstration foran Hotel Madison i Washington den 16. april, hvor 22 landes finansministre og centralbankchefer mødtes for at diskutere finanssystemts "arkitektur".