Nu sker det igen. Serbiens diktator Slobodan Milosevic er ved at omdanne Kosova til et slagtehus. Nøjagtig som han gjorde det med Bosnien-Herçegovina for seks år siden. En kvart million mennesker i den vestlige del af Kosova er afskåret fra omverdenen. Der er allerede alvorlig mangel på mad og medicin. Titusinder er drevet på flugt. Tanks og artilleri beskyder civile. Flere hundrede mænd, kvinder og børn er blevet dræbt. Landsbyer er blevet jævnet med jorden.
Det værste af det hele er, at alle har vidst, at det her ville ske. Milosevic og hans serbiske fascistiske bagland har åbent erklæret, at det albanske flertal ville blive udrenset af Kosova. Mere end halvfems procent af befolkningen er af albansk afstamning. Og nu er folkemordet i gang.
USA og Europa har højtideligt erklæret, at Kosova aldrig ville få lov til at blive et nyt Bosnien-Herçegovina. Ikke desto mindre er det netop, hvad der nu er ved at ske. USA's præsident Bill Clinton har åbent erklæret sin støtte til Kosovas folkevalgte præsident dr. Ibrahim Rugova, der med ufatteligt tålmod har arbejdet for en fredelig løsning på Kosovas fremtid. Nato har allerede klargjort militære styrker til en hurtig indsats for at beskytte befolkningen. Alligevel tøver man!
Hvis ikke den vestlige verdens politiske ledere øjeblikkeligt tager sig sammen og opfylder de løfter, man har givet præsident Rugova og den albanske befolkning, vil endnu en etnisk udrensning være en fuldbyrdet kendsgerning. Men denne gang vil Vesten være direkte medskyldig. I Bosnien-Herçegovina gav vor umoralske passivitet os blod på hænderne. I Kosova har vi på forhånd lovet, at det ikke vil ske.
Svigter vi endnu engang, vil det få politiske konsekvenser for vores forhold til den øvrige verden. Mange lande er i forvejen trætte af Vestens evindelige trang til moralsk og politisk belæring. Man er trætte af den påtvungne globalisering og finansielle liberalisering, der kun er til fordel for Vestens egne økonomiske interesser. Man er trætte af at tilpasse sig Vestens geopolitiske verdensbillede. Det så man med Pakistans og Indiens atomprøvesprængninger. Og i befolkningernes overvældende støtte.
Det er muligt, at vi selv kan leve med vort eget hykleri. Det har vi jo gjort lige siden barbariet i Bosnien-Herçegovina. Men tillader vi et nyt folkemord i Kosova, skal vi ikke blive forbavset, hvis den øvrige verden vender os ryggen i foragt.
SÅ KOM FINANSKRISEN TIL RUSLAND
I begyndelsen af maj brød den økonomiske og finansielle krise i Rusland ud i lys lue. I vrede over ikke at have fået løn i snart et år blokerede statsansatte minearbejdere den Transsibiriske Jernbane og de vigtigste nord- og sydgående linier. Dermed var den indenlandske godstrafik effektivt stoppet, og blokaden truede med at lamme hele den russiske økonomi. Den 24. maj greb præsident Boris Jeltsin personligt ind og fik minearbejderne til at hæve blokaden med løfter om hurtig udbetaling af de manglende lønninger. Men ved udgangen af maj havde de fleste arbejdere endnu ikke set en eneste rubel, og nye strejker og blokader kan blusse op igen i løbet af sommeren, hvis ikke regeringen holder sine løfter.
Men det kan blive mere end svært for regeringen. De rus-siske statsfinanser ligger i ruiner. Skatteindtægterne falder pga. korruption og en ubeskriveligt ineffektiv skatteinddriv-ning. Derfor må staten finansiere sin daglige drift gennem udskrivelsen af kortfristede statsobligationer. Men tilliden til statens betalingsevne er stærkt faldende, og regeringen har svært ved at afsætte nye serier af statsobligationer. Fra den 1. maj til den 1. juni steg renten på de kortfristede obligationsserier fra 30% til 70%. I et interview med Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review allerede den 27. marts advarede den russiske økonom Sergej Glazjev om, at regeringen var ved at skabe et albansk pyramidespil med sine alt for højt forrentede obligationsudskrivninger.
Den 26. maj blev det største af de tilbageværende statsejede russiske olieselskaber, Rosneft, udbudt til salg. Mindsteprisen var sat til 2,1 mia. dollars, men der mødte ikke én eneste byder op til auktionen. Den fejlslagne privatisering blev det sidste lille strå, der knækkede finansverdenens tillid til den russiske økonomi. Dagen efter faldt indekset på Moskvas aktiebørs med 10,5%. Vekselkursen på rublen styrtdykkede, og den russiske nationalbank måtte kortvarigt sætte udlånsrenten op til 150% for at bremse den accelererende kapitalflugt. Samtidig forsøgte regeringsleder Sergej Kirijenko at overbevise omverdenen om, at den russiske regering under ingen omstændigheder ville devaluere rublen. Med en valutareserve på ca. 14 mia. dollars, inkl. 5 mia. i guld, kan den russiske nationalbank stadig modstå et spekulationspres mod rublen, men ikke for evigt. Samtidig har Rusland oparbejdet en udlandsgæld på 145 mia. dollars, hvoraf mindst 30 mia. forfalder inden årets udgang.
I slutningen af maj kontaktede præsident Boris Jeltsin personligt lederne for verdens syv førende industrinationer, G-7, for at bede om hurtig økonomisk bistand. Vestlige finansfolk opfordrede den Internationale Valutafund, IMF, til at stille en stabiliseringsfond på ca. 10 mia. dollars til rådighed for Rusland, så udenlandske investorer kunne "genvinde tilliden" til landets økonomi. Men IMF's direktør Michel Camdessus forsikrede alverden om, at Rusland blot var endt i en "midlertidig likviditetskrise". Derfor var IMF tilbageholdende med at skyde friske penge ind i landet. USA's præsident Bill Clinton var dog mere bekymret for udviklingen, og den 31. maj udsendte han en erklæring om, at USA vil anvende hele sin indflydelse i IMF til at sikre, at Rusland får den nødvendige økonomiske støtte. Det kan vise sig at være tomme løfter. Den amerikanske Kongres nægter fortsat at godkende en amerikansk ekstrabevilling til IMF på 18 mia. dollars, og valutafonden er ved at løbe tør for penge pga. krisen i Asien.
En af årsagerne til Vestens nervøse reaktion på krisen i Rusland er ikke svær at få øje på. Den 30. maj sagde det amerikanske Brookings Instituts "Ruslandsekspert" Cliff Gaddy til avisen The Washington Post, at landets 30.000 atomvåben er en sikker garanti for, at den vestlige verden aldrig vil tillade, at Rusland bryder helt sammen. Men det kan blive vanskeligere at forhindre, end hr. Gaddy og de fleste eksperter forestiller sig.
I øjeblikket fokuserer den vestlige verden på den finansielle krise. Gennem en hurtig økonomisk redningspakke skal tilliden til den russiske økonomi genoprettes. Så håber man, at udenlandske investorer igen vil placere deres penge i Rusland, så aktiemarkedet og kursen på landets valuta atter kan stige. Det var nøjagtig det samme, man sagde om Thai-land i august sidste år, da IMF udstedte en hjælpepakke på 17 mia. dollars. Her startede krisen i Asien. Men krisen i Rusland afviger markant fra krisen i Thailand. Den er langt, langt værre.
Mens landene i Asien havde oplevet imponerende økonomiske vækstrater i flere årtier helt op til krisens udbrud i sommeren '97, så er Rusland langsomt sunket ned i et økonomisk mørke lige siden Sovjetunionens sammenbrud i 1990. Otte år under IMF's benhårde økonomiske diktatur har efterladt et Rusland i næsten ufattelig armod. Hovedparten af landets 180 mio. indbyggere har oplevet et konstant fald i levestandarden. Samtidig er en lille håndfuld mennesker, hovedsageligt tidligere kommunistiske partifunktionærer, blevet ufatteligt rige. Oftest gennem mafiaaktiviteter og sortbørshandel. Denne nye overklasse lever i en luksus, der overstråler alt, man ser i både Hollywood og Hellerup. De sociale og politiske spændinger i Rusland er betydeligt større end dem, der udløste de seneste ugers dramatiske forandringer i Indonesien. Samtidig er de økonomiske problemer langt værre end dem, der har udløst krisen i Asien. Derfor er der stor grund til bekymring. Også selv om det skulle lykkes finansverdenen at manipulere det russiske aktiemarked i vejret i nogle få uger.
MAGTSKIFTE I INDONESIEN
Den 21. maj trådte Indonesiens præsident Suharto tilbage og overlod landets ledelse til vicepræsident B.J. Habibie. Det relativt udramatiske magtskifte kom efter flere dages omfattende demonstrationer og uro, der kostede 500 mennesker livet. Anledningen til de voldsomme protester var kraftige prisstigninger på ris, palmeolie og andre basale fødevarer samt benzin, olie og transport. Prisstigningerne var et led i den aftale med IMF, som præsident Suharto måtte underskrive den 13. april.
12 mio. indonesere står nu uden arbejde (13% af arbejdsstyrken). En af landets vigtigste fødevareleverandører, Thailands Riseksportørforening, har midlertidigt stoppet alle leverancer, med mindre der betales kontant. Der er mangel på mad flere steder i landet, og fødevarepriserne er steget yderligere 10% siden urolighederne. De skal lægges oven i de 300%, som var årsagen til de politiske omvæltninger.
Trods omfattende udskiftninger i regeringen, løsladelse af politiske fanger samt retsforfølgelse af de politifolk, som skød imod de demonstrerende studenter i Jakartas gader, er det næppe sandsynligt, at præsident Habibie kan beholde magten i landet, hvis ikke IMF accepterer en radikal ændring af den økonomiske politik. Det er der desværre ikke noget, der tyder på. Som den asiatiske presse indgående har beskrevet, var IMF først til at trække sine medarbejdere ud af landet, så snart urolighederne begyndte. Og man har ikke så travlt med at sende dem tilbage. IMF's direktør Michel Camdessus har krævet "klare beviser" på, at Habibies nye regering vil opfylde IMF's betingelser, før der kan indledes forhandlinger om yderligere udbetalinger fra den 43 mia. dollars store hjælpepakke, som Indonesien fik bevilget i slutningen af '97.
SKJULTE BANKTAB
Ifølge velinformerede kilder i finansverdenen i City of London, som Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review har talt med, henvendte vestlige centralbanker, inkl. Bank of England og Den amerikanske Føderalbank, sig i slutningen af '97 diskret til de internationale banker, som havde flest penge i klemme i Asien, og "foreslog", at man slækkede lidt på opgørelsen over dårlige lån. Centralbankerne var bange for, at krisen i Asien kunne antænde et globalt finanssammenbrud. Derfor skulle bankerne enten udskyde forfaldne afdrag eller på anden vis opretholde bogføringen af de asiatiske lån som sunde lån.
Denne videreførelse af dårlige lån fra 4. kvartal '97 til 1. kvartal '98 og nu igen til 2. kvartal har givet bankerne ekstra tid til at dække kommende tab ind med andre indtægter. Det er en af årsagerne til de vildt oppustede aktiekurser i Europa og USA, hvor bankerne gennem derivatspekulation har drevet aktieindekserne i vejret. Derved kan de dække tab på långivningen til Asien ind med gevinst på aktieporteføljen. Men det er et farligt spil, bankerne har kørende. Hvis krisen i Rusland eller andre uforudsete problemer prikker hul på aktieballonen, før tabene fra Asien er afskrevet, kan bankerne stå med helt uoverskuelige problemer.
BEHOV FOR NYT FINANSYSTEM
Lige siden finanskrisen i Asien brød ud sidste sommer har Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad utrætteligt kæmpet for en omfattende reorganisering af det internationale finanssystem. Ved utallige lejligheder har han påpeget, at krisen har sit udspring i selve det internationale finanssystem. Med sin sædvanlige energi har den 71-årige Mahathir nu også præsteret at være to steder på én gang. Alt imens han deltog i et internationalt symposium i Tokyo, holdt han den 28. maj en tale for de studerende på Harvard Universitets Projekt for Asiatiske og Internationale Relationer i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Hans tale blev dog læst op af Malaysias undervisningsminister Najib Tun Razak. Her angreb Mahathir den "absolutte kapitalisme". Han sagde bl.a.: "Fremover vil de mennesker, som har penge, styre verden efter én eneste målsætning - at lave flere penge. Hvis det bliver nødvendigt at afsætte regeringer for at nå det mål, ja så afsætter man regeringer... Det er den nye ideologi. Den er så besættende, at der kun er plads til denne ene. Ingen opposition tillades. Denne absolutte kapitalisme har tvunget regeringerne til at fralægge sig deres rolle".
Samtidigt på et symposium i Tokyo, opfordrede Mahathir til indførelsen af et nyt internationalt finanssystem, der lægger bånd på den omfattende spekulation i valutakurser. De enkelte landes valutaer burde fastlægges efter interne økonomiske, politiske og sociale indikatorer, og ikke ud fra frie markedskræfter, sagde Mahathir. Selv om han ikke så nogen mulighed for at genindføre det guldbaserede Bretton Woods-system med faste vekselkurser, så understregede Malaysias premierminister, at spekulanter ikke skal have lov til at manipulere med kurserne for blot at maksimere deres egen profit. "Det nuværende system, hvis man kan kalde det et sådant, er rodet, uberegneligt og destruktivt. Skal verden virkelig være afhængig af disse lyssky markedskræfter, hvis metoder ingen kender, ud over dem selv. Det burde være muligt for verdens førende økonomer at udvikle en økonomisk målestok, der tager udgangspunkt i et lands politiske, økonomiske og sociale indikatorer og så fastlægge valutaens værdi derefter, sagde han. Premierminister Mahathir gik også i rette med den Internationale Valutafond: "Hvordan kan det være, at vi [i Malaysia] tilsyneladende selv følger IMF's politik? Helt ærligt, det er fordi, vi føler os truet. Vi bliver fortalt, at hvis vi ikke gør sådan og sådan, vil vores valuta miste sin værdi. Derfor forsøger vi at følge IMF, og det er særdeles ødelæggende for os. Når man hæver renten, spærrer kreditter og øger skattetrykket, hvilket er standardrecepten for alle lande med den slags problemer, så resulterer det bare i virksomhedslukninger. Og når virksomheder går bankerot, vil regeringen i sidste ende gå bankerot".
Mahathir forklarede, hvorfor Malaysia nægter at implementere IMF's betingelser fuldt ud: "Vi er overbeviste om, at disse betingelser ville sætte hele økonomien i stå. Jeg mener, at der er god grund til at frygte den medicin, som IMF udskriver. Patienten er ganske vist syg og har behov for medicin, men visse medikamenter slår faktisk patienten ihjel, og jeg taler her som læge". Dr. Mahathir bin Mohamad er uddannet læge.
DE NÆSTE KRISEPUNKTER
Allerede i efteråret '97 advarede vi om, at næste fase af den globale finanskrise sandsynligvis ville bryde ud i Rusland (se Agro-Nyt, november og december '97). Desværre stopper det næppe her. Krisen i Asien vil sandsynligvis blusse op igen i Sydkorea og Thailand, og den fortsatte økonomiske depression i Japan kan gøre krisen aldeles uforudsigelig. Nye krisepunkter kan blusse op i Brasilien, Argentina og Ukraine.
ATOMBRAG RYSTER MAGTBALANCEN
Den 11. og 13. maj gennemførte Indien i alt syv underjordiske atomprøvesprængninger. Den 30. og 31. maj fulgte Pakistan efter med et lignende antal. Dermed havde verden officielt fået to nye atomvåbenmagter. Helt nye var de dog ikke. Uofficielt har begge lande nemlig været i besiddelse af atomvåben i mere end 20 år. Vestens fordømmelser af de to lande har ikke været uden en vis portion hykleri. Naturligvis er det ikke betryggende med en atomar oprustning i nærheden af krudttønden Kashmir, der grænser op til Kina, Paki-stan og Indien, og som konstant truer med at eksplodere. Men den situation ændrer prøvesprængningerne ikke noget ved. Alle tre magter har reelt været atomvåbenmagter i to årtier.
Den egentlige bekymring stammer snarere fra det faktum, at prøvesprængningerne fandt sted på trods af Vestens advarsler og trusler om økonomiske sanktioner. Både Pakistan og Indien har prioriteret deres regionale politiske forhold højere end deres forhold til Vesten. Ud fra et geopolitisk standpunkt er det et dårligt tegn for USA's og Europas fremtidige indflydelse i Asien.
Allerede samme dag som Indien havde gennemført sine første prøvesprængninger, meddelte præsident Clinton, at USA ville indføre skrappe økonomiske sanktioner imod landet. Samtidig lagde den amerikanske regering stort pres på Pakistan for at undlade at følge efter med egne prøvesprængninger. Så premierminister Nawaz Sharif vidste, hvad han gik ind til. Derfor erklærede han også Pakistan i økonomisk undtagelsestilstand samtidig med den første prøvesprængning.
Spørgsmålet er, om det egentlig er i Vestens egen interesse at indføre sanktioner imod Pakistan og Indien. Den indiske valuta er allerede ramt hårdt af truslen om sanktioner, og rupiens fald kan hurtigt forværre finanskrisen i Asien. Pakistan kan med sin valutareserve på 7 mia. dollars og 30 mia. dollars i udenlandslån, der forfalder inden årsskiftet, slet ikke overleve nogen sanktioner overhovedet. Men en pa-kistansk statsbankerot er næppe noget Vestens banker har brug for lige nu. Ikke desto mindre har udviklingsminister Poul Nielson på Danmarks vegne accepteret, at både Verdensbanken og IMF, som led i sanktionerne, tilbageholder lån til Pakistan og Indien. Det sker i direkte modstrid med de to institutioners fundatser. De skal nemlig holde sig til stren-ge økonomiske vurderinger i deres kredit- og långivning. Og hvordan vil det øvrige Asien reagere på, at den i forvejen upopulære IMF nu bliver et åbent politisk instrument?
Den nye strategiske situation har afstedkommet hektisk politisk og diplomatisk aktivitet i hele Asien. De første dages vrede udfald er nu afløst af mere forsonende udtalelser fra alle sider. Der arbejdes med udkast til en regional atommagtskonference med deltagelse af Rusland, Kina, Pakistan og Indien.
Præsident Clintons besøg i Kina i slutningen af juni kunne have været et vigtigt skridt til at sikre, at en ny politisk magtstruktur i Asien også inkluderer et positivt forhold til den vestlige verden. Desværre har den amerikanske højrefløjs fanatiske forsøg på at skade præsidenten nu også nået hans Kinapolitik. Netop som den særlige anklager Kenneth Starrs undersøgelser i Monica Lewinsky-sagen var ved at løbe ud i sandet, bragte avisen The New York Times den 15. maj en vild historie om kinesiske penge til Clintons valgkampagne til gengæld for, at det kinesiske militær fik adgang til amerikansk rumfartsteknologi. Den republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, krævede straks, at Clinton skulle aflyse sit besøg i Kina. Efterfølgende har det meste af historien vist sig at være varm luft, men den har nået at sabotere forberedelserne til Clintons besøg. Og det var sikkert også meningen. Den særlige anklager Kenneth Starr tror for øvrigt stadig, at han kan indlede en rigsret imod Clinton i White Water- og /eller Monica Lewinsky-sagen inden Kongressens sommerferie.
KOSOVA - ET NYT BOSNIEN
Den 29. maj blev Kosovas præsident Ibrahim Rugova modtaget af præsident Bill Clinton i Det hvide Hus. Under mødet understregede præsident Clinton, at den amerikanske regering prioriterer en fredelig løsning af konflikten i Kosova meget højt, og at USA vil øge sit engagement i kontaktgruppen for Jugoslavien og i Nato. En bekymret præsident Rugova opfordrede til gengæld præsident Clinton til at fremskynde bestræbelserne på at beskytte den albanske befolkning i Kosova imod de serbiske overgreb.
Rugovas bekymring viste sig allerede i de følgende dage at være fuldt berettiget. I pinsedagene 30. maj -1. juni iværk-satte den serbiske hær en omfattende militær offensiv imod civilbefolkningen i Kosova. Flere landsbyer blev jævnet med jorden. Over 30 albanere er meldt dræbte, og 2.000 er drevet på flugt over grænsen til Albanien. Den vestlige del af Kosova er afskåret fra omverdenen, og 250.000 mennesker er nu truet af fødevaremangel. Den 3. juni meldte inter-nationale nyhedsbureauer om 50.000 mennesker på flugt.
Seks af de politiske partier i Kosova udsendte et nødråb til omverdenen om at gribe ind for at stoppe serbernes folke-mord. "Et nyt Bosnien er allerede i gang i Kosova", skrev de.
Slobodan Milosevic lader til at være desperat. Hans magtbase smuldrer. Ved præsidentvalget i den jugoslaviske delstat Montenegro den 31. maj vandt Milo Djukanovic stort over Milosevic' allierede Momir Bulatovic.