Det var i juli måned sidste år, at den thailandske bath styrtdykkede og trak de øvrige asiatiske valutaer med i faldet. Det var der ikke mange i Europa og USA, der opdagede. De var taget på stranden eller i sommerhuset. Men da ferien var forbi, kom man tilbage til en forandret verden. De stærke vækstøkonomier i Asien var forduftet som dug for solen. I stedet for købedygtige eksportmarkeder stirrede man ind i de rygende ruiner af sønderknuste økonomier.
Man troede ikke sine egne øjne, og man benægtede fakta: "Det går snart over. Krisen er ikke så alvorlig. Slet ikke som den i Mexico. Det siger IMF. Det her er bare en kortvarig nedtur". I dag, tolv måneder senere, er livet for millioner af mennesker i Thailand, Indonesien og Sydkorea fuldstændigt forandret. Hundrede tusinder af selvstændige erhvervsdrivende har mistet alt, hvad de ejede. Millioner har mistet deres arbejde. Familier sulter, og en hel generation af unge har mistet deres fremtid.
Nu er den vestlige verden atter ved at pakke feriekufferten. Ved vi i år, hvad vi vender tilbage til, når ferien er slut? I Rusland har regeringen fremlagt budgetnedskæringer, der får den danske pinsepakke til at ligne en gave fra julemanden. Tredive procent af det russiske statsbudget skal skæres væk! Det kræver IMF, ellers får landet ingen økonomisk hjælp. Og så bryder den russiske økonomi sammen. Ifølge vicepremierminister Anatolij Tjubais vil det ske inden udgangen af juli, hvis hjælpen udebliver.
I Japan skal man i løbet af måneden have afklaret hele banksektorens fremtid. Efter mange års tøven går man nu i gang med at rydde op i bunken af insolvente banker. Ellers bryder hele den japanske økonomi sammen. Men hvordan afskriver man femten hundrede milliarder dollars i dårlige lån? Det skal den japanske regering komme med et bud på her i begyndelsen af juli.
Men det er ikke kun Rusland og Japan, der er i vanskeligheder. Den globale finanskrise er faktisk så alvorlig, at vore regeringer slet ikke burde tage på sommerferie. Eller rettere: I den nordøstlige amerikanske delstat New Hampshire ligger en lille ferieby. Den hedder Bretton Woods. Det var her alverdens regeringer mødtes i 1944 for at etablere efterkrigstidens internationale finans- og betalingssystem. Det burde man gøre igen. Så kunne der ligge et splinternyt valutasystem klart, når den øvrige verden vendte hjem fra ferie. Se, det ville være en rigtig god sommer.
JAPAN - NY FASE I FINANSKRISEN
Den 18. juni måtte Japans centralbank i samarbejde med Den amerikanske Føderalbank kaste 6-8 mia. dollars ind på de internationale valutamarkeder for at stoppe den japanske yens frie fald overfor den amerikanske dollar. Dette usædvanlige japansk-amerikanske samarbejde kom som en stor overraskelse for finansverdenen, og yennens fald blev effektivt stoppet - for en stund. En uge senere faldt vekselkursen på yen igen kraftigt.
Med krisen omkring den japanske yen trådte finanskrisen i Asien ind i en helt ny fase. Trods en langvarig og dyb økonomisk krise på hjemmefronten havde Japan indtil midten af juni haft held til holde sig fri af de dramatiske kriser i Thailand, Indonesien og Sydkorea. Vestlige erhvervslederes optimistiske forhåbninger om at krisen i Asien ville være ovre i løbet af 2-3 år, var i høj grad baseret på en forestilling om, at man kunne fastholde en adskillelse mellem finanskrisen og Japans hjemlige problemer. Denne adskillelse er nu brudt sammen.
Det største og mest faretruende problem i Japan er bankernes gigantiske ophobning af dårlige lån. De fleste går helt tilbage til 80'ernes massive spekulation i jord og fast ejendom. I 1987 oversteg papirværdien af jord og bygninger i Tokyo hele USA's samlede grund- og ejendomsværdi. Og på baggrund af disse papirværdier udlånte bankerne milliarder af yen. Men selv om det japanske ejendomsmarked forlængst er kollapset, så har bankerne aldrig fået nedskrevet de tilhørende lån. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange penge det drejer sig om. Det japanske finansministerium taler officielt om 400-500 mia. dollars. Men det tal tror vestlige finanseksperter ikke på. De fleste har regnet med mindst 1.000 mia. dollars, men ifølge den tyske avis Berliner Zeitung den 26. juni har vestlige børsmæglere i Tokyo for nyligt anslået den samlede værdi af dårlige banklån til 1.500 mia. dollars.
Under overskriften "Bankkrisen er japansk, men konsekvenserne er globale", beskrev den amerikanske avis The New York Times den 27. juni den skræmmende tilstand i den japanske bankverden. Ifølge The New York Times har 12 af Japans 19 største banker dårlige lån til en værdi, der overstiger 150% af deres egenkapital (se boks). Det er bankernes egne tal. Virkeligheden er sandsynligvis langt værre.
I slutningen af juni løb rygterne om en nært forestående lukning af den ellers højt respekterede Long-Term Credit Bank, LTCB. Fredag den 26. juni meddelte bankledelsen, at LTCB ville lade sig opkøbe af Sumitomo Trust. Det fik aktiebørsen i Tokyo til at stige med 1% den efterfølgende mandag. Men problemerne er slet ikke løst. Overtagelsen truer nu med at knække Sumitomo Trust.
På et krisemøde den 20. juni mellem finansministrene fra de syv førende industrilande, G-7, og 11 asiatiske lande blev det krævet, at Japan øjeblikkeligt tog skridt til at løse bankkrisen. Det fik premierminister Ryutaro Hashimoto til at fremskynde planer for en total renovering af den japanske banksektor. Detaljerne vil blive fremlagt den 2. juli. Det ventes, at den japanske regering vil oprette et antal statslige "brobanker", der skal hjælpe det japanske erhvervsliv "over krisen", dvs. igennem den kommende periode med mange banklukninger og fusioner. Modellen er hentet fra den amerikanske Resolution Trust Corporation, RTC, der fra slutningen af 80'erne og frem til 1995, hjalp det amerikanske erhvervsliv nogenlunde helskindet ud af den daværende bank- og sparekassekrise.
Ideen er, at "sunde og velfungerende" japanske firmaer kan få nye kreditter i disse "brobanker", hvis de mister deres nuværende bankkreditter pga. banklukninger. Men hvor mange af de japanske firmaer er stadig "sunde og velfungerende" efter 8 års økonomisk nedtur? Vestlige finanseksperter er yderst skeptiske overfor redningsplanen. Hvis den japanske regering undervurderer volumen af dårlige lån og erhvervslivets behov for refinansiering, vil den japanske finanssektor bryde sammen. Det vil antænde en global bank- og finanskrise.
For at gøre tingene værre, gennemførte den japanske regering den 1. april en omfattende afregulering af bank- og finanssektoren. Loven blev kaldt "Big Bang" efter Margaret Thatchers tilsvarende liberalisering af City of London i 1986. Nu blev det lettere at flytte penge ind og ud af Japan. Resultatet kom hurtigt: En konstant faldende yen. En anden konsekvens af den nye lov er, at de japanske banker nu skal opfylde Bank for International Settlements krav om en egenkapital på mindst 8% af udestående lån. Da de japanske banker har deres egenkapital noteret i yen, men de fleste af deres internationale lån i dollars, har den faldende yen-kurs forringet deres soliditet. Derfor har mange japanske banker måttet inddrage lån til kunder i nabolandene. Og dermed er krisen i Asien blevet forværret.
I en kommentar til de japanske planer om at oprette RTC-lignende "brobanker" sagde den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche den 29. juni: "Premierminister Hashimoto må holde op med sine politiske julelege. Ingen af de tiltag, man i øjeblikkeligt diskuterer i Japan, vil have nogen virkning, med mindre man er rede til at afskrive 80% af de dårlige banklån, ophæve Big Bang-lovens tåbelige afreguleringer, og i stedet gennemføre en passende beskyttelse af valutaen, samt indgå langtrækkende handelsaftaler med Kina og andre vigtige lande".
VIL REGERINGER GRIBE IND I TIDE?
Den 18. juni afholdt Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review et seminar i Washington om den voksende globale finanskrise. Der var mere end 100 deltagere fra forskellige amerikanske regeringskontorer, fagforeninger og politiske organisationer, samt repræsentanter fra 12 ambassader: Kina, Indien, Indonesien, Malaysia, Pakistan, Rusland, Ukraine, Polen, Brasilien, Mexico, Venezuela og Nigeria.
Redaktør Nancy Spannaus oplæste en meddelelse fra Lyndon LaRouche: "Af helbredsmæssige årsager er jeg desværre ude af stand til at deltage personligt, og det vil vare endnu et par måneder, før jeg kan være med igen. Jeg forven-ter ikke, at de nuværende fysiske problemer vil være under fuld kontrol før engang til september, men jeg kan forsikre jer om, at jeg i mellemtiden vil holde mig grundigt orienteret om den igangværende verdenskrise, som den amerikanske regering og andre landes regeringer må forholde sig til".
LaRouche udpegede to afgørende spørgsmål, som konferencens deltagere og verdens politiske ledere er konfronteret med: "For det første: Vil, i det mindste, nogle af verdens regeringer være villige til at give køb på populære illusioner til fordel for de let tilgængelige tiltag, som faktisk kan løse krisen? Og for det andet: Vil den amerikanske regering i særdeleshed være villig til - i tide - at skifte til den tilgængelige alternative politik, der kan redde menneskeheden fra det, der ellers vil blive den sorteste og dybeste økonomiske krise i moderne historie?".
PRÆSIDENT CLINTON I KINA
Den 23. juni-3. juli aflagde USA's præsident Bill Clinton et officielt statsbesøg i Kina. Det var det længste statsbesøg, en amerikansk præsident nogensinde har foretaget. En passende målestok for betydningen af forholdet mellem USA og Kina i det kommende århundrede.
Hjemme i USA havde præsident Clintons modstandere i Washington taget alle midler i anvendelse for at sabotere hans rejse. Vilde pressehistorier om bidrag til Clintons valgkampagne fra det kinesiske militær til gengæld for udlevering af amerikansk rumfartsteknologi blev af talsmanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Newt Gingrich, anvendt til at kræve rejsen helt aflyst. Samtidig stillede både Hollywood og etablissementet i Washington krav om, at præsidenten skulle bryde den almindelige diplomatiske etikette i protest mod massakren på Den himmelske Fredsplads i 1989 og Kinas annektering af Tibet.
Til trods for disse svære betingelser lykkedes det præsident Clinton at opfylde formålet med sin rejse. Nemlig at lægge grundlaget for et tættere samarbejde mellem Kina og USA, og få Kina yderligere inddraget i håndteringen af den igangværende finanskrise. Samtidig blev besøget en magtfuldt demonstration af præsident Clintons "åbne diplomati".
Helt tilbage til daværende udenrigsminister Henry Kissingers hemmelige forhandlinger med det kinesiske lederskab i 1971, har det amerikansk-kinesiske forhold været præget af "lukkede diplomatiske kontakter". Begge parter opførte et retorisk slagsmål i offentligheden, mens man dis-kret diskuterede de reelle politiske emner bag lukkede døre. Denne praksis har præsident Clinton sat en stopper for. Det blev tydeligt demonstreret på præsident Clintons og præsident Jiang Zemins fælles pressekonference den 28. juni og under Clintons møde på Beijings Universitet den 29. juni. På pressekonferencen blev samtlige politiske spørgsmål dis-kuteret åbent, inkl. massakren på Den himmelske Fredsplads og annekteringen af Tibet. Under mødet med studenterne på Beijings Universitet blev Clinton direkte adspurgt, om han havde en "skjult politisk dagsorden" bag sin venlige optræden. Clinton gav et fyldestgørende og overbevisende svar.
Et af Clintons vigtigste møder under statsbesøget var en arbejdsfrokost med premierminister Zhu Rongji. Mødet blev forberedt af den amerikanske finansminister Robert Rubin, og emnerne var: 1) Hvad kan USA og Kina gøre i fællesskab for at hjælpe Japan? 2) Hvordan kan den kinesiske valuta beskyttes? og 3) Hvordan kan det internationale finanssystem styrkes? Præsident Jiang Zemin blev efterfølgende inddraget i diskussionen. Dermed var Kina officielt indrullet i forsøget på at løse finanskrisen i Asien. Det hilste Japans premierminister Hashimoto velkommen under en tv-tale den 29. juni.
I ugen op til præsident Clintons ankomst bragte det indflydelsesrige kinesiske magasin Strategy and Management en dybtgående analyse af den historiske proces, der har ført til den igangværende finanskrise i Asien. Artiklen var skrevet af Jonathan Tennenbaum fra Executive Intelligence Review (Schiller Instituttets næste Temahæfte, som udkommer i løbet af juli måned, vil indeholde en lignende analyse).
KRISEN I RUSLAND FORVÆRRES
I løbet af juni måned tog den økonomiske og finansielle krise i Rusland til i styrke. Den 29. juni faldt det russiske aktiemarked kraftigt, og renterne på de kortfristede russiske statsobligationer, GKO, steg til en ny rekord, der omregnet svarede til en årlig rente på 90%! Direktøren for den russiske centralbank, Sergej Dubinin, måtte atter en gang forsikre omverden om, at den russiske rubel ikke ville blive devalueret.
Den 26. juni blev krisen i Rusland så akut, at præsident Boris Jeltsin måtte aflyse alle udlandsrejser. Han sendte et personligt brev til Kinas præsident Jiang Zemin og undskyldte, at han ikke kunne deltage i et planlagt topmøde mellem Kina, Rusland og de tre centralasiatiske republikker. Samtidig hasteforhandlede den russiske regerings finanstalsmand, vicepremierminister Anatolij Tjubais med den Internationale Valutafond om et nyt lån i størrelsesordenen 10-15 mia. dollars. Ifølge Tjubajs er det altafgørende, at et sådant lån bliver færdigbehandlet så hurtigt, at de første udbetalinger kan komme allerede inden udgangen af juli måned. Ellers kan situationen komme ud af kontrol. Problemet for Tjubais er naturligvis, at IMF ikke umiddelbart er i stand til at yde et lån på 15 mia. dollars. IMF har simpelthen ikke pengene.
I en tale til nationen den 23. juni advarede præsident Jeltsin i dystre vendinger om, at krisen i Rusland kan få alvorlige politiske og sociale følger. Samtidigt truede han med at opløse dumaen, hvis den ikke vedtog regeringens fremlagte nedskæringspakke hurtigst muligt. Bag denne trussel ses IMF's tydelige skygge. Rusland kan nemlig ikke få udbetalt yderligere portioner af de allerede bevilligede IMF-lån, før regeringen har iværksat de bebudede nedskæringer på de offentlige budgetter. Det drejer sig om nedskæringer på ca. 44 mia. kroner, eller næsten 40% af det oprindelige statsbudget for 1998. Samtidig skal der inddrives ekstra skatter for ca. 21 mia. kroner. Intet under, at præsidenten talte om alvorlige sociale og politiske følger.
I slutningen af maj deltog en række af Ruslands førende økonomer, herunder professor Lvov fra Det russiske Akademi, i en konference i Moskva om finanskrisen. På konferencen blev der bl.a. fremlagt følgende tal: Fra 1991 til 1997 faldt den russiske industriproduktion med 81%. I samme periode faldt landbrugsproduktionen 63% og de samlede investeringer med 92%. Reallønnen faldt med 78%, og Ruslands samlede befolkning blev reduceret med 3,8 millioner mennesker.
ULOVLIG SKANDALISERING AF CLINTON
The Washington Post, The New York Times, Newsweek, NBC News, ABC News og den øvrige presse på den amerikanske østkyst er blevet godt sure på et nyt nyhedsmagasin, Content, der udgives af journalisten Stephen Brill. Magasinet har nemlig til formål at holde øje med pressen og dens metoder. Under overskriften "Pressgate" gennemgår Stephen Brill i magasinets første nummer den amerikanske presses håndtering af den særlige anklager Kenneth Starrs undersøgelser af præsident Clintons private sommerhussalg i White Water, Arkansas, og den uendelige række af påståede affærer med forskellige unge kvinder. Brills konklusion er, at stort set samtlige medier har tilsidesat alle presseetiske regler og bevidstløst medvirket i en smædekampagne imod præsidenten.
Men den alvorligste afsløring i Brills artikel er det faktum, at det er Starr selv og hans medarbejdere, Jackie Bennett fra justitsministeriet i særdeleshed, som systematisk har fodret pressen med "halve sandheder" og "hele løgne". Kenneth Starr har indrømmet overfor Brill, at han løbende lod Bennett og andre medarbejdere "lække" oplysninger til udvalgte pressekontakter. I enkelte tilfælde var det endog Starr selv, som gav journalisterne oplysninger "udenfor citat". Det er ikke tilladt ifølge den amerikanske lovgivning om undersøgelsesdomstole.
Hvad værre er, så har samtlige af disse historier om "vidner, der har set Clinton alene med Monica Lewinsky", eller "sædrester på Monicas kjole" osv., vist sig at være helt substansløse rygter. Men som Stephen Brill påpeger, medvirkede disse rygter til "at skabe en atmosfære, i hvilken præsidentens skyld stort set blev taget for givet".
Kenneth Starr og hans stab har i øvrigt lejet flere hundrede kvadratmeter kontorlokaler ved siden af retsbygningen i Alexandria, Virginia. Ifølge CNN er det ikke utænkeligt, at Starr vil forsøge at gennemføre en eventuel rigsretssag imod præsident Clinton her. Og det er der en god grund til. Retten i Alexandria er nemlig berygtet for at være en "rocket docket", en "lynretssal", der på rekordtid sender den anklagede i fængsel. Det pralede den tidligere statsanklager Henry Hudson åbent med i et interview på CNN den 25. juni. Han kunne på det kraftigste anbefale Starr at lægge sin rigsret her. Henry Hudson var såmænd anklager i den sag ved retten i Alexandria, som i 1987 sendte en uskyldig Lyndon LaRouche og seks af hans medarbejdere mange år i fængsel.
Desværre er der i USA mange eksempler på statsanklagere, der, i lighed med Kenneth Starr, går langt over stregen for at få den anklagede dømt og fængslet. Derfor har to medlemmer af Repræsentanternes Hus, republikaneren Joseph McDade og demokraten Joseph Murtha fremlagt et lovforslag, der skal sikre kontrol med statsanklagernes aktiviteter. Schiller Instituttet i USA har ført en aktiv kampagne for at få medlemmer af Kongressen til at stille op som medunderskrivere til loven. Hvis mindst 218 medlemmer gør det, er Kongressen forpligtet til at indkalde til en offentlig høring om baggrunden for loven. Det vil åbne muligheden for en offentlig gennemgang af den skrækkelige retssag imod Lyndon LaRouche og hans medarbejdere. Den 27. juni havde 171 medlemmer af Kongressen allerede meldt sig som medunderskrivere til loven.
Boks1:
Japanske bankers dårlige lån i procent af egenkapital:
Nippon Credit Bank 371%
Yasuda Trust 327%
Sumitomo Trust 302%
Mitsui Trust 219%
Nippon Trust 206%
Daiwa Bank 204%
LTCB 177%
Mitsubishi Trust 168%
Tokai Bank 161%
Chuo Trust 159%
Fuji Bank 152%
Industrial Bank 149%
Boks2:
Forsiden af Berlingske Tidende den 15. juni, 1998, sagde det hele: