I 1793 skrev den tyske digter Friedrich Schiller en række filosofiske breve til den danske prins Frederik Christian, hertug af Augustenborg. Emnet var menneskets æstetiske opdragelse. For Schiller var etableringen af politisk frihed den største og vigtigste kunstart. Men statskunst har at gøre med rigtige levende mennesker, hvis eksistens man aldrig må sætte på spil. Derfor kan man ikke sætte samfundet i stå i bestræbelserne på at forbedre det, sagde Schiller. En urmager stopper sit ur, når værket skal forbedres. Men statsbyggeren må udskifte samfundets tandhjul, mens de løber.
I halvandet år har Schiller Instituttet ført en intensiv international kampagne for at få alverdens statsledere til at mødes for at fastlægge retningslinierne for et nyt globalt finanssystem. Ligesom man gjorde det i Bretton Woods i 1944. Baggrunden er, at det nuværende finanssystem er ved at bryde sammen. Og som Friedrich Schiller påpegede, kan man ikke vente, til det hele går i stå. Det drejer sig nemlig ikke om bare aktier, obligationer og valutaer, men om millioner af menneskers fysiske eksistens.
Desværre har de politiske ledere intet foretaget sig, og det politiske og økonomiske urværk er ved at gå i stå rundt om på kloden. Det går ud over mennesker af kød og blod. I Indonesien kæmper over firs millioner mennesker nu med fattigdom og sult. I Rusland vokser den sociale og politiske uro. IMF's finansielle hjælpepakke var ikke adresseret til den nødstedte russiske befolkning. Den gik til landets nervøse kreditorer i London og New York. Men Ruslands økonomiske problemer kan hurtigt få politiske konsekvenser. Også udenfor landets egne grænser. Samtidig er nabolandet Ukraine ved at synke ned i et totalt økonomisk mørke.
Listen over verdens politiske og økonomiske ulykker er lang. Og den vokser. I Kosova har Serbiens diktator Slobodan Milosevic indledt et folkemord. En ny storkrig truer på Balkan. I det centrale Afrika er Congos falske befrier Laurent Kabila raget uklar med sine tutsiherrer fra Rwanda og Uganda. En ny blodig krig er under opmarch. I Mellemøsten styrer premierminister Netanyahu med sikker hånd imod en ny konflikt med Israels naboer. I Østen truer en militær konfrontation mellem de to nye atommagter Pakistan og Indien. Sådan kunne man blive ved.
Verdens elendighed er stor, og det er let at fortvivle. Mange mister modet, før de overhovedet får begyndt. Men det går ikke. Vi kan ikke allesammen vende ryggen til verdens problemer. Så meget må vi da havde lært af krisen i Asien og krigen i Bosnien-Herçegovina. Friedrich Schiller skriver i sine breve, at man aldrig må kvæle sin trang efter en bedre verden. Om så det er et helt århundrede, man er oppe imod. Vi kan ikke løse verdens problemer ét for ét, men vi kan give verden "retningen mod det gode". Og det gør vi så.
AT LEVE I DEN VIRKELIGE HISTORIE
På Schiller Instituttets sommerseminar i Oberwesel, Tyskland, den 25.-26. juli, dukkede Lyndon LaRouche uventet op fra sin rekonvalescens og gav et kort, men tankevækkende indlæg. Han sagde bl.a.:
"Det står nu klart, at vi befinder os i en yderst usædvanlig situation. Vi nærmer os august, og i de kommende måneder, august, september og oktober, vil verden undergå forandringer af en art, som ingen af jer, der er i live i dag, nogensinde har oplevet før.
De ændringer, der er sket i den europæiske historie og i verdenshistorien over de seneste tredive år, kan bedst sammenlignes med den ødelæggelse af Europas civilisation, der tog sin begyndelse efter [den tysk-romerske kejser] Friedrich II´s død i midten af det trettende århundrede [1250], og som varede frem til civilisationens endelige sammenbrud under den sorte død i midten af det 14. århundrede.
Det eneste, som er sikkert i denne ellers så usikre situation, er, at verdens nuværende finans- og betalingssystem ikke vil overleve dette århundrede. I de kommende måneder og år vil hver eneste finans- og bankinstitution på kloden ophøre med at eksistere som institution. Alle som én vil de forsvinde. Vi har tydeligvis nået et punkt i historien, som må betegnes som usædvanligt afgørende.
At få lov at leve i en tid som denne - en krisetid, hvor intet længere er simpelt - er noget, mennesker ikke har oplevet i snart ét tusinde år. Det er virkelig historie. Ikke den slags historie man kan læse om i aviserne eller lærebøgerne, eller hører om i klasseværelserne nu om dage. Dette er virkelig historie, en fundamental forandring i menneskehedens skæbne - til det bedre eller til det langt værre.
Historie er ikke en bestemt begivenhed; hvem, der vinder valget; hvilken regering, der får magten; eller hvilke krige, der vindes. Alt det er ikke historie. Historie er ideer. Historie er de principper, som bestemmer, hvorledes menneskeheden opfører sig; hvordan den styrer og regerer sig selv. Nøjagtig som de videnskabelige principper vi opdager med hensyn til det fysiske univers, eller de principper, der styrer vor kunst.
Og vi har nået et punkt, hvor vi er tvunget til at vælge mellem to idésæt: På den ene side har vi de ideer, som er alment accepterede. Det er dem, man læser i dagspressen eller ser på fjernsynet. De samme, som er grundlaget for diskussionen mellem folkevalgte politikere eller den almindelige snak hen over havehækken. Alt dette er nonsens. Det er forbi. Det er slut.
På den anden side har vi et nyt sæt ideer, som vil blive dominerende i de kommende måneder og år. En fundamental revolutionerende forandring i menneskehedens levevilkår, som forhåbentligt vil svare til det, der opstod i forbindelse med den store økumeniske konference i Firenze [1439], Den gyldne Renæssance i midten af det 15. århundrede. Hvis ikke vi får et sådant revolutionerende skifte fra ondt til godt, i lighed med konciliet i Firenze, vil verdens befolkningstal på ganske kort tid styrtdykke til langt under det halve af, hvad det er i dag. Mens vi er over 5 mia. mennesker i dag, så vil der om 25 eller 40 år kun være 1 mia. eller måske endnu mindre. Hele civilisationer og nationer vil forsvinde. Hele sprogstammer og kulturer vil dø ud; dømt til undergang, fordi de ikke besad de nødvendige ideer og den moralske styrke til at redde sig selv.
Se på situationen i Japan. Den nuværende japanske elite er moralsk set ude af stand til at overleve, og den vil heller ikke overleve. Enten udskifter Japan hele sin elite, eller også vil verden skille sig af med Japan. Det er Japans skæbne i de kommende uger.
Se på situationen i Rusland. Det er det samme problem. Det nuværende system kan ikke fortsætte. Det er dømt til undergang. Det bliver nødt til at forandre sig. Det nuværende system i Europa er også dømt til undergang. Det kan heller ikke fortsætte længere end nogle uger, måneder måske år. Det samme gælder USA. I Afrika er dommedag her allerede. Asien, Sydøstasien, Sydamerika, Centralamerika; alle er dømt til undergang. Med mindre der i de kommende uger og måneder sker en grundlæggende ændring i valget af de ideer, der bestemmer menneskers adfærd.
Dette er virkelig historie. Når man står på en bjergtop og skal vælge én af to mulige veje for hele menneskeheden; man kan ikke vente; man kan ikke udsætte det; man er tvunget til at sætte sig i bevægelse. Man kan enten gå i den gamle kendte retning, som leder til undergang, eller man kan begive sig i en ny retning, som leder til overlevelse og en renæssance.
Vi lever altså ikke i en periode med "vigtige begivenheder". Vi er ikke i en "kriseperiode". Vi lever snarere i en tid, hvor menneskehedens skæbne måske fem hundrede år ud i fremtiden vil blive bestemt af, hvad vi gør i de kommende uger, måneder og år. Og det, vi gør, vil ikke være med svingende sværd eller i store fysiske begivenheder. Det, vi gør, vil alene blive bestemt indenfor ideernes verden. Ideer! Valget af ideer, sammen med evnerne og det følelsesmæssige engagement til at handle på grundlag af disse ideer, vil sikre menneskeheden en fortsat eksistens.
Hvis vi svigter, vil menneskeheden blive befriet for dem af os, som svigtede, fordi de ikke var i stand til at overleve. Ligesom Belshassar eller det gamle Babylon. Hvis vi i lighed med imperierne i støvet mister evnen til at overleve, bliver vi selv til støv. Så vil en ny civilisation engang vokse frem; måske for at gøre det bedre.
Men nu har vi chancen. Denne ene chance, midlertidige chance. Og at leve i en tid, hvor menneskehedens skæbne er i ens hænder, er at leve i virkelig historie."
"I VÆRSTE FALD" RYKKER NÆRMERE
Den 12. juli led Japans regeringsparti LPD et knusende nederlag ved valget til parlamentets overhus. Det tvang premierminister Ryutaro Hashimoto og hans regering til at gå af. Den 30. juli blev en ny regering under ledelse af Keizo Obuchi taget i ed, og den vigtige post som finansminister gik til den 78-årige politiske veteran Kiicki Miyazawa. Sammensætningen af den nye japanske regering kølnede omverdenens håb om en hurtig og effektiv politisk løsning på den japanske finanskrise, og allerede den 31. juli faldt den japanske yen til kurs 145 overfor den amerikanske dollar.
Den 2. juli havde Hashimoto-regeringen fremlagt en omfattende plan for at afvikle de japanske bankers enorme beholdning af dårlige lån fra 80'ernes hovedløse spekulation i jord og fast ejendom (se også Agro-Nyt, juli 1998). Der skulle oprettes en "brobank", der kunne sikre det øvrige japanske erhvervsliv imod kreditproblemer, alt imens de dårlige lån blev afskrevet på bankernes konti. Planen var udarbejdet af et LPD-udvalg under ledelse af Kiicki Miyazawa. Desværre afslørede en nærlæsning af planen, at der i virkeligheden ikke var indregnet en afvikling af alle de dårlige lån. De største japanske banker havde atter en gang udnyttet deres betydelige politiske indflydelse til at undgå at blive påtvunget store tab.
Den nye japanske regering under ledelse af premierminister Keizo Obuchi er endnu mere handlingslammet end den foregående. Og endnu mere upopulær. Ifølge den japanske avis Yomiuri Shimbum den 2. august er 52% af den japanske befolkning negativt stemt overfor den nye regering. Nyhedsbureauet Reuters talte den 3. august med kilder tæt på premierministeren, og de antydede, at Obuchi ikke har tænkt at fastholde regeringsmagten ret længe, og japanske aviser spekulerer allerede i et nyvalg til februar 1999. Det betyder, at Obuchi-regeringen sandsynligvis forhaler iværksættelsen af "brobanken" til efter et valg. Altså en fortsættelse af den tidligere regerings taktik med mange ord, men ingen handling. Det fik det amerikanske finansselskab Lehman Brothers' afdeling i Tokyo til at udsende en udtalelse den 3. august, hvori det bl.a. lød: "I værste fald vil vi opleve, at nødstedte finansinstitutioner bryder sammen, før rammerne for en rekonstruktion af finanssektoren er faldet på plads".
Hvad dette "i værste fald" egentlig indebærer, blev i slutningen af juli uddybet i en rapport fra det amerikanske kreditanalyseinstitut Standard & Poors - DRI. Rapporten bar titlen: "Depression i Asien - Recession i Verden: Et nærstudie af konsekvenserne af det værst mulige scenarie i Japan og Asien". Ifølge rapporten kunne den videre udvikling af krisen i Asien "i værste fald" se således ud: "Alvorlige politiske fejltagelser i Tokyo skaber panik på de japanske finansmarkeder, og flere af de store japanske banker krakker. Yennen sendes ud i et frit fald, hvilket tvinger den kinesiske regering til at devaluere den kinesiske renminbi og Hong Kong-dollaren. Det kaster de øvrige asiatiske valutaer ud i en ny krise med efterfølgende økonomiske sammenbrud. Resultatet vil være et 25 procents fald på børsen i Wall Street og en ny alvorlig ustabilitet i Rusland og Brasilien. OPEC-landene i Mellemøsten rystes økonomisk, da deres største olieeksportmarked, Asien, bryder helt sammen, og efterhånden som de arabiske lande tvinges til at likvidere deres investeringer i udlandet, opstår faren for et helt nyt finanssammenbrud".
Standard og Poors' rapport er ikke ligefrem optimistisk, men den har sin rod i virkeligheden, mener S&P's talsmand, Nariman Behravesh: "Hver eneste gang vi troede, at vi så lys for enden af tunnelen i Asien, så viste det sig at være et eksprestog i fuld fart imod os". Og han fortsatte: "Der er alt for mange urovækkende ligheder mellem krisen i Asien og depressionen i 30'erne".
Standard & Poors' frygter altså, at krisen i Asien kan udløse en kædereaktion, hvor de olieproducerende landes faldende indtægter tvinger de arabiske lande til at hjemkalde deres investeringer i udlandet, hvilket igen vil antænde en helt ny og meget alvorlig bank- og finanskrise i Europa og USA. Og den frygt er ikke grebet ud af den blå luft. De olieproducende lande har mistet næsten 50% af deres eksportindtægter, siden krisen i Asien brød ud. Den 22. juli blev finansministre og højtstående diplomater fra de olieproducerende lande i Mellemøsten inviteret til et lukket seminar på en af den britiske kongefamilies ejendomme, St. James Court. Talerlisten bestod af Bank of Englands guvernør Eddie George, hertugen af Kent, tidligere udenrigsminister Douglas Hurd, samt repræsentanter for Londons aktie- og oliebørser. Samtlige talere forsøgte at overbevise de arabiske ministre og diplomater om, at krisen i Asien "snart er ovre", og at der derfor ikke er nogen grund til at trække deres investeringer ud af London.
Og der er naturligvis ikke tale om småpenge. Ifølge Muhammad Al-Mulla, generalsekretær i Golfstaternes Handelskammer, GCCCC, har de arabiske lande investeret mere end 800 mia. dollars i udlandet, hovedsagelig gennem banker og finanshuse i London. Siden oktober sidste år har finansselskaber i de arabiske golfstater og sultandømmet Brunei tabt omkring 45-55 mia. dollars på spekulative investeringer i Asien. Ifølge saudiarabiske kilder er man derfor diskret begyndt at afvikle investeringer i London for at dække tabene fra Asien. Det har skabt uro på det britiske obligationsmarked og en voksende panik i Bank of England.
DET VAR TÆT PÅ I RUSLAND
Den 13. juli meddelte Ruslands premierminister Sergej Kirijenko, at den Internationale Valutafond, IMF, havde bevilliget et nyt lån på 12,5 mia. dollars, og at Verdensbanken, G-7-landene og et konsortium af private banker havde stillet yderligere kreditter til rådighed, så Rusland i de kommende 12 måneder vil modtage en samlet finansiel støtte på 22,6 mia. dollars (154 mia. kr.).
Det er ingen overdrivelse at sige, at den internationale hjælpepakke kom i allersidste øjeblik. Blot én eller højst to dage senere ville det russiske finansmarked have brudt totalt sammen, og landet ville være gået statsbankerot. Selv om USA's præsident Clinton den 4. juli udtrykte fuld støtte til den russiske regering, forsvandt tilliden til de russiske statsobligationer, kaldet GKO, fuldstændig i begyndelsen af juli. Årsrenten på GKO-obligationer var i løbet af maj steget fra 30 til 70%, og i juni nåede den op på 80%. Den 6. juli nåede renten kortvarigt over 120%. I de følgende dage lå renten mellem 113 og 118%, og alligevel måtte den russiske regering opgive at afsætte de obligationer, som skulle have holdt det russiske statsbudget kørende frem til midten af august. Det var fredag den 10. juli. Med inden- og udenlandske gældsforpligtelser på knap 10 mia. dollars i juli måned ville statsbankerotten have været en kendsgerning den efterfølgende mandag. Men så kom hælpen udefra.
IMF's redningsaktion er imidlertid allerede ved at gå op i sømmene. Hovedparten af de godt 5 mia. dollars, som Rusland fik udbetalt i løbet af juli indgik i nationalbankens valutareserver som værn imod spekulation mod rublen. Den anden store operation, en konvertering af 4 mia. dollars i forfaldne GKO-obligationer til langfristede Euro-obligationer, var en blandet succes. Efterspørgslen var ikke overvældende, så renten på disse russiske Euro-obligationer er oppe på 18%, hele 11 procentpoint højere end de tilsvarende amerikanske statsobligationer. Og tilliden til de nye GKO-serier blev yderst kortvarig. Renten er atter oppe på 80%. Den 1. august aflagde IMF's vicedirektør Stanley Fisher et nyt hastebesøg i Moskva.
Inden nytår skal den russiske regering indfri GKO-obligationer til en værdi af 20 mia. dollars, og i samme periode forfalder renter og afdrag på udlandslån til andre 20 mia. dollars. Men den samlede værdi af lån fra IMF, den nye internationale hjælpepakke samt Ruslands guld- og valutareserver er kun knap 30 mia. dollars. Der mangler altså stadig mindst 10 mia. dollars på statsregnskabet.
IMF's hjælpepakke havde alene til formål at berolige Ruslands internationale kreditorer. Intet er blevet gjort for at forbedre den smuldrende russiske realøkonomi. Derfor fortsætter den sociale og politiske uro. Minearbejdernes strejker har bredt sig til andre dele af samfundet, og den 31. juli blev de berygtede elitesoldater fra Omon-regimentet sat ind for at bryde blokaden af den transsibiriske jernbane. Soldaterne blev dog hurtigt trukket tilbage, da kvinder og børn stillede sig imellem soldaterne og de strejkende. Den russiske regering frygtede tydeligvis befolkningens reaktion, hvis det var kommet til blodudgydelser. Den 8. juli demonstrerede mere end 10.000 mennesker ved begravelsen af den myrdede regeringskritiker, general Lev Rokhlin. Ansatte i forsvarsindustrien har demonstreret i både Moskva og Vladivostok, og for første gang siden mytteriet på flådestation Kronstadt i 1921 (som var vendt imod det nye sovjetregime) har sø-mænd i den russiske Østersøflåde strejket og demonstreret.
Modstanden i den russiske befolkning imod IMF's brutale nedskæringskrav vokser støt. Derfor blev der i begyndelsen af juli dannet en ny politisk koalition omkring Moskvas tidligere borgmester Jurij Lujskov. Den nye koalition inkluderer bl.a. den tidligere øverstkommanderende for grænsestyrkerne, general Andrej Nikolajev, formanden for de russiske lokalsamfund, Dmitri Rogosin, guvernøren i Kursk-regionen, Alexandr Rutskoj, og økonomen Sergej Glasjev, den mest fremtrædende anti-IMF økonom i Rusland.
FINANSKRISE LIGE SÅ ØDELÆGGENDE SOM KRIG
På ministermødet under ASEAN-landenes Regionale Forum, ARF, i Manila den 27. juni understregede Kinas udenrigsminister Tang Jiaxuan, at økonomisk vækst og fælles velstand udgør det "materielle grundlag for regional og økonomisk sikkerhed". Og han fortsatte: "Finanskrisen i Sydøstasien har til fulde vist, at økonomisk sikkerhed i stadig højere grad er blevet en uløselig del af national og regional stabilitet. Sydøstasiens finanskrise brød ud på en meget brutal måde, og har forårsaget skader lige så ødelægende som efter en krig. Derfor bør ARF forholde sig til spørgsmålet om beskyttelse af den økonomiske sikkerhed udfra et dybtgående og omfattende sikkerhedsperspektiv".
Ifølge Jyllands-Posten den 29. juli fortsatte udenrigsminister Tang sin analyse på ministermødet den følgende dag. Her sagde han bl.a.: "Kina har påtaget sig sin del af ansvaret og pligterne, ikke kun i forhold til Asiens finansielle krise, men også i bestræbelserne på at løse op for de sikkerhedsmæssige spændinger i regionen. Defekter i det internationale finansielle system modvirker desværre det internationale samfunds bestræbelser på at overkomme globaliseringens åbenlyse risici".
Ifølge Jyllands-Postens korrespondent i Singapore, Kristian Nystrøm, støttede Tang Jiaxuan åbent Malaysias, Indonesiens og Thailands krav til IMF, Verdensbanken og FN om vidtgående indgreb mod den globale spekulation. Dermed er der lagt op til en konfrontation med USA og den vestlige verden på IMF's og Verdensbankens årsmøder i Washington til september, hvor finanskrisen i Asien og evt. indgreb overfor de spekulative valuta- og finanstransaktioner er på dagsordenen, mener Nystrøm.
Kinas krav om en mere effektiv indsats overfor den internationale finanskrise vil tage til i de kommende måneder. Kina er langt hårdere ramt af krisen i Asien, end omver-denen hidtil har antaget. Under et besøg i Mongoliet den 31. juli indrømmede Kinas premierminister Zhu Rongji for første gang, at Kinas økonomiske vækst er under så hård opbremsning, at priserne falder. Der er altså deflation. Rongji understregede, at Kina fortsat vil stimulere økonomien gennem store infrastrukturprojekter, såsom jernbaner, dæmninger, boligbyggeri m.m. Men den internationale finans-verden frygter, at en kinesisk devaluering rykker nærmere, hvis deflationen fortsætter i de kommende måneder.
Boks:
Den 9. juli demonstrerede 150 albanere sammen med Schiller Instituttet foran Christiansborg med krav om en hurtig militær indgriben i Kosova for at stoppe serbernes brutale folkemord. Anledningen var en reception med deltagelse af parlamentarikere fra 54 nationer, der var samlet i København til en OSCE-konference.