Der ligger en underlig selvmodsigelse i det at være profet. Med utak som eneste løn advarer man i årevis om jordens snarlige undergang. Når så katastrofen endelig rammer, hvad gør man så - råber hurra? Her på redaktionen vil vi meget gerne have os frabedt at blive kaldt dommedagsprofeter. Vi erkender dog, at Agro-Nyt med stadig stigende intensitet har fokuseret på faren for et sammenbrud i det internationale finanssystem. Længe før andre overhovedet sagde et kuk om det.
Vi har advaret og advaret. Men samtidigt har vi påpeget, at det faktisk var muligt at undgå kaos. Hvis alverdens regeringer og ansvarlige politikere satte sig sammen og reformulerede de spilleregler, hvorefter den internationale økonomi reguleres, kunne problemet løses relativt nemt. Og vi har påpeget, at det faktisk er noget, man har gjort før. Nemlig i den lille amerikanske badeby Bretton Woods i 1944. Så med baggrund i den dramatiske krise i Rusland, gentager vi det én gang til for prins Knud: Indkald til en ny Bretton Woods-konference nu. Det er den eneste vej ud af krisen.
Dramaet i Rusland har sat fokus på finanskrisens politiske aspekter. Manglende politisk ledelse gør den økonomiske krise endnu værre. Men det er ikke kun et russisk problem. Næste nedtur i den globale krise kan komme fra et bankkrak i Japan. Det kan kun undgås, hvis den japanske regering rydder op i den korrupte banksektor. Men det gør den ikke. Hele den politiske elite i Japan er totalt lammet af magtintriger. I Europa har det politiske lederskab deponeret al dets handle-og dømmekraft i ét eneste projekt: Euroen. Og så kan resten af verden ryge af helvede til. EU vil ikke medvirke til nogen som helst forandring før euro-babyen er sat i verden. Og i Washington er republikanerne tilsyneladende indstillet på at afsætte Clinton for enhver pris. Her er Monicas blå kjole vigtigere end verdens finanssystem.
Krisen i Rusland har også genoplivet et gammelt græsk begreb, som næsten var gået i glemmebogen: Oligarki. Det betyder fåmandsvælde. Efter Sovjetunionens sammenbrud tilragede en lille kreds af grådige gribbe sig alt af værdi. De afmonterede industrisamfundet og satte sig tungt på magten. Millioner blev fattige, få blev rige - afsindigt rige. Det gjorde de med fuld støtte fra deres venner i Vest. For vi har jo næsten glemt, at vi også har vore egne oligarker. Magtfulde finansinteresser med stor politisk indflydelse. Tag et eksempel: Globaliseringen. Vi almindelige mennesker har en naturlig interesse i handel mellem landene. Det gavner produktionen og vor fælles velstand. Men vi har ingen nytte af, at man frit kan spekulere bunden ud af et lands valuta. Det gavner kun en snæver kreds af stenrige mennesker. Alligevel bliver vi dagligt fortalt, at det er én og samme ting. I Rusland er tiden inde til at adskille landets interesser fra oligarkiets interesser. Det er den faktisk også hos os.
RUSLAND SATTE LAVINEN I SKRED
Tidligt på morgenen mandag den 17. august modtog alverdens nyhedsbureauer en officiel meddelelse underskrevet af Ruslands ministerpræsident, Sergej Kirijenko, og chefen for den russiske centralbank, Sergej Dubinin. I meddelelsen stod der bl.a.:
1) Den russiske rubel vil få lov at flyde i et "kursbælte" på 6,0-9,5 rubel/dollar. 2) Alle statsobligationer, GKO, der forfalder inden den 31. december 1999, vil blive erstattet af nye obligationsserier. Indtil konverteringen er gennemført vil al handel med statsobligationer være suspenderet. 3) I fuld overensstemmelse med IMF's regler vil regeringen og centralbanken indføre midlertidige begrænsninger i russiske statsborgeres muligheder for at veksle til udenlandske valutaer. Samtidig indføres der et forbud imod udlændinges opkøb af rubelnoterede værdipapirer med en løbetid på under ét år. Fra den 17. august 1998 udstedes der et 90 dages moratorium på tilbagebetalingen af finansielle kreditter ydet af ikke-russiske statsborgere, på betalingen af renter på obligationslån samt betalingen på fremskrevne valutakontrakter.
Oversat til almindeligt dansk betød meddelelsen, at Rusland havde stoppet sine betalinger til udlandet, annulleret indfrielsen af forfaldne statsobligationer samt de facto devalueret rublen med 52%. Desuden ville den russiske regering tage skridt til at stoppe al fremtidig spekulation i landets valuta. En mere dramatisk regeringserklæring kan man næppe forestille sig, lige med undtagelse af en officiel krigserklæring imod et andet land.
I et interview med den tyske avis Frankfurter Allgemaine Zeitung den 24. august indrømmede IMF's vicedirektør Stanley Fisher, at Rusland ikke havde haft noget andet valg end at fastfryse gælden. I weekenden op til den 17. august havde den russiske regering henvendt sig til IMF og de vestlige regeringer for at få nye lån, der kunne stoppe det spekulative angreb på rublen. Men den havde fået et blankt afslag. IMF havde ingen penge at give Rusland, og Stanley Fisher sagde: "Nu vil vi se en forfærdelig omvæltning, og vi kommer nok til at fortryde, at vi ikke greb ind."
OLIGARKIET GREB IND
I første omgang reagerede den internationale finansverden slet ikke på Ruslands dramatiske erklæring om en fastfrysning af landets indenlandske og udenlandske gældsforpligtelser. Man kunne ikke overskue konsekvenserne. Derfor steg aktiekurserne på børserne i USA og Europa i de efterfølgende dage. Kun én enkelt af Agro-Nyt's kontakter i finansverdenen reagerede voldsomt allerede mandag morgen. Men han sad også i en af de institutioner i London, som ville tabe flest penge på et russisk gældsmoratorium.
Men i løbet af ugen gik det op for både udenlandske banker og russiske finansfyrster, at ministerpræsident Sergej Kirijenko mente det alvorligt. Forfaldne statsobligationer ville blive erstattet af langfristede obligationsserier med en løbetid på 5 eller 10 år. Desuden gjaldt fastfrysningen af betalingerne til udlandet ikke kun de knap 40 mia. dollars i almindelig gæld, men også de mange spekulative fremtidskontrakter, også kaldet derivater, som russiske banker havde indgået med udenlandske modparter. Altså ekstra godt 100 mia. dollar, som udenlandske banker stod i fare for at miste. Panikken begyndte at brede sig.
I en tale til dumaen fredag den 21. august advarede ministerpræsident Kirijenko om, at krisen kun lige var begyndt. Den vil blive meget værre, sagde han. Ifølge Agro-Nyt's kilder, forberedte Kirijenko på det tidspunkt en omfattende aktion imod de russiske oligarker. Disse stenrige finansfyrster, som har stjålet alt af værdi fra det gamle Sovjetunionen, og som konsekvent har nægtet at betale skat. Alle ved, at den russiske stats manglende skatteindtægter er et afgørende element i krisen. Derfor havde Kirijenkos regering forberedt et indgreb til mandag den 24. august. En række af oligarkernes lyssky selskaber skulle beslaglægges og omstruktureres som legitime skattebetalende virksomheder. Der skulle foretages en række arrestationer. Ifølge Agro-Nyt's kilder turde Kirijenko ikke gå direkte efter Ruslands mægtigste mand, finansoligarken Boris Beresovskij, men blandt den halve snes af Beresovskij-venner, som skulle arresteres mandag morgen, var ingen ringere end Victor Tjernomyrdin!
Sådan gik det ikke. Søndag aften den 23. august meddelte præsident Boris Jeltsin, at han havde afsat Sergej Kirijenko og hele hans regering og genindsat Victor Tjernomyrdin som fungerende ministerpræsident. I et interview med den amerikanske tv-station CNN samme aften sagde den afsatte viceministerpræsident Boris Nemtsov, at det var Boris Beresovskij, som havde beordret den syge Jeltsin til at genindsætte Tjernomyrdin.
AL GORES DUNKLE ROLLE I RUSLAND
Det er ikke nogen hemmelighed, at præsident Bill Clintons regering er dybt splittet i holdningen til den igangværende internationale finanskrise. På den ene side forsøger finansminister Robert Rubin at få regeringen til at indtage en konstruktiv holdning til nødvendige ændringer i selve fi-nanssystemet. På den anden side kæmper vicepræsident Al Gore og hans folk med al magt for at bevare status quo.
Denne interne splittelse har allerede haft indflydelse på krisen i Rusland. Ifølge pålidelige kilder i Washington var finansminister Rubins udsending i Moskva, David Lipton, diskret involveret i udarbejdelsen af den redningsplan, som ministerpræsident Kirijenko fremlagde den 17. august. Da Kirijenko så blev afsat, og den amerikanske regering åbenlyst støttede Tjernomyrdin, tog Lipton sin afsked den 26. august. Sandsynligvis fordi han var blevet gidsel i en brutal magtkamp i Det hvide Hus om den amerikanske politik vis a vis Rusland og den økonomiske krise.
Vicepræsident Al Gore er repræsentant for det, man med rette kan kalde det amerikanske oligarki. De indflydelsesrige rigmandsfamilier på den amerikanske østkyst. Hans far, afdøde senator Al Gore Sr., var tilknyttet mangemillionæren Armand Hammer, som i hele sovjetperioden bevarede tætte forbindelser til den russiske elite. Hammer og Gore Sr. var ledende medlemmer af det angloamerikansk-sovjetiske finansnetværk, der gik under navnet "The Trust". Armand Hammers formue blev skabt af handel med Sovjetunionen, bl.a. gennem olieselskabet Occidental Oil. Efter Sovjetunionens opløsning opbyggede vicepræsident Al Gore Jr. sine egne nære kontakter i Rusland. En af de vigtigste var Victor Tjernomyrdin.
Vicepræsident Al Gore indtog en mærkværdig rolle i det drama, der udspilledes i Moskva over weekenden den 22.-23. august. Alt imens præsident Clinton forsøgte at genoprette familiesammenholdet på ferielandstedet Martha's Vineyard, efter den pinlige indrømmelse af affæren med Monica Lewinsky, tog Gore tidligt søndag morgen egenhændigt kontakt til ministerpræsident Kirijenko fra sin feriebolig på Hawaii. Derefter kontaktede han sin ven Victor Tjernomyrdin. Så ringede han til præsident Jeltsin, hvorefter han atter kontaktede Tjernomyrdin. Få timer senere afsatte Jeltsin Kirijenko og genindsatte Tjernomyrdin. Og først da, underrettede Al Gore præsident Clinton om sine telefonopkald til Rusland.
SPILLEREGLERNE ÆNDRES
I sin tale til Instituttet for Udenrigsrelationer i Moskva den 1. september understregede præsident Bill Clinton gentagne gange, at de russiske ledere er tvunget til følge spillereglerne på det internationale finansmarked, hvis Rusland skal være en del af verdensøkonomien. Det er ikke et syn, han deler med ret mange i Rusland i disse tider, og rundt om i verden falder antallet af fortalere for det ukontrollerbare frimarked hastigt.
Samme dag som Clinton talte i Moskva, meddelte Malaysias regering, at den med øjeblikkelig virkning havde indført stram kontrol med al handel med landets valuta, ringgit. Enhver veksling eller overførsel af ringgit til konti udenfor Malaysia skal nu godkendes af landets valutaråd. Dermed er der med øjeblikkelig virkning sat en effektiv stopper for spekulation i Malaysias ringgit. Premierminister Mahathir bin Mohamad sagde til det britiske tv-selskab BBC samme dag, at dette naturligvis var i direkte modstrid med det frie markeds spilleregler. Men det kan ikke være anderledes, sagde han, "vi må beskytte vores økonomi."
Den malaysiske centralbank, Bank Negara, forklarede i en pressemeddelelse det dramatiske skridt således: "Siden finanskrisen i Asien brød ud for over ét år siden, er risikoen for yderligere bølger af større ustabilitet stadig at se i horisonten. Trods indgreb og reformer i alle de involverede lande er der intet tegn på, at stabiliteten vender tilbage til finansmarkederne. Snarere tværtimod, krisen er blevet dybere og har spredt sig til andre kontinenter...
De problemer, som finansmarkederne står overfor, er globale af natur, og derfor er det nødvendigt med en koordineret indsats fra verdenssamfundet, hvis der skal genskabes stabilitet i verden. Desværre har verdenssamfundet ikke taget skridt til at imødegå de risici og udfordringer, som er forbundet med de nye forhold under de liberaliserede og globaliserede finansmarkeder. Den hastigt spredende smitteeffekt har endnu ikke skabt en fornemmelse af behov for handling, med henblik på en beslutsom indgriben for at begrænse den globale finanskrise hos verdens finansledere. Nok har man fremført nødvendigheden af økonomiske og finansielle reformer i de gryende markeder, men det er af endnu større nødvendighed, at det internationale finanssystem reformeres, så det passer bedre til det internationale finansmiljø, vi befinder os i. Med mindre det internationale samfund erkender nødvendigheden heraf, vil en permanent løsning af den igangværende krise være uopnåelig.
Et enkelt lands indsats i den nuværende situation vil ikke være tilstrækkelig til at opnå et sådant mål på længere sigt. I den seneste tid har vi set Hong Kong, Taiwan og Rusland forsøge hver på deres måde at stabilisere deres finansmarkeder...
Derfor har Malaysias regering, med virkning fra i dag, den 1. september, besluttet at iværksætte en række tiltag, der har til formål at beskytte den Malaysiske økonomi fra de risici og sårbarheder, der stammer fra eksterne udviklinger. Det primære formål med disse nye tiltag er at genskabe finansiel uafhængighed og isolere den Malaysiske økonomi fra udsigten til yderligere forværringer i verdens økonomiske og finansielle tilstand."
Også i Hong Kong har regeringen med fuldt overlæg overtrådt det frie markeds spilleregler. Da myndighederne fandt ud af, at en række spekulationsfonde, med George Soros' Quantum Fund i spidsen, havde satset adskillige millioner dollars på et forsat fald i Hong Kong-børsens aktie-indeks, greb man ind. Regeringen afsatte 5 mia. dollars til opkøb af aktier på børsen for dermed at tvinge indekset op. Spekulationsfondene havde sat deres penge på, at aktieindekset ville ligge betydeligt under 6.600 den 28. august. Takket være Hong Kong-regeringens direkte intervention sluttede indekset på 7.500. Det kostede spekulationsfondene dyrt. Ganske vist faldt indekset kraftigt i de følgende dage, men det var af mindre betydning. Spekulanterne havde fået en blodtud, og myndighederne fik sendt et budskab om, at der er grænser for spekulationsgalskaben. Hong Kong forbereder nu mere permanente restriktioner i den spekulative handel med aktier og valutaer.
ROOSEVELT UD AF GIFTSKABET
Selv i finansverdenens højborg, Schweiz, kan man nu høre røster, der taler for en effektiv kontrol med den vildtvoksende spekulation. Den 29. august bragte den schweiziske avis Neue Züricher Zeitung en leder, der i kraftige vendinger advarede om, at verdens finanssystem nu er alvorligt truet af en total nedsmeltning. Derfor er tiden kommet til at tage visse finanspolitiske midler "ud af giftskabet" igen, og ifølge Neue Züricher Zeitung inkluderer det genetablering af kontrol med spekulative valutatransaktioner. Avisen frarådede direkte Kina at gøre sin valuta konvertibel under de nuværende omstændigheder. Samme råd gav formanden for Den tyske Bankforening, Martin Kohlhausen, til Rusland den 30. august. Ifølge Kohlhausen er den eneste måde, hvorpå Rusland kan få kontrol over rublen, at indføre kontrol med kapitalbevægelser og valutahandelen.
Også i Storbritannien lyder nu røster for en neddrosling af det fri finansmarked. Den 28. august skrev den britiske avis The Guardian om krisen i Rusland, at "nu er tiden inde til et nyt Bretton Woods og til at gennemtænke, helt fra bunden, de principper, efter hvilke den globale økonomi styres". Og den 31. august kunne man i samme avis læse en leder med titlen: "Roosevelts 'New Deal' ville være den rette medicin i dag". Avisen skrev bl.a.:
"Pengehandlerne flygter ud af civilisationens tempel, så det er ikke overraskende, hvis 'R-ordet' så småt kan høres igen. Hvor er Roosevelts efterfølgere nu, hvor vi har så hårdt brug for dem, bliver der spurgt.... Hvad ville han have gjort, nu hvor 90'ernes 'kapitalismens triumf' står i flammer? En hurtig gennemgang af hans program kunne give et fingerpeg.
For det første, ville han have forstået, at ligesom i 20'erne er bankforretninger og spekulation problemet og ikke løsningen. Roosevelt ville have gået ind for en international version af hans Class-Steagall-lov, der begrænser hver bank til ét land, og tvinger dem til at opgive deres investeringsafdelinger og andre aktiviteter. Ikke nogen 'globale' banker til ham.
For det andet, ville Roosevelt mobilisere den offentlige sektor til at stå klar som den sidste arbejdsgiver, efterhånden som den deflationære storm når fuld styrke. Det ville ikke komme på tale at lade almindelige arbejdere bære smerten ved en 'tilpasning'.
For det tredje, ville han have styrket finanstilsynet, nøjagtigt som han gjorde for 60 år siden, og han ville have sluppet det løs på de skyldige: Slynglerne og sidegadevekselererne. Med langvarige fængselsdomme til følge.
For det fjerde, ville han sandsynligvis have taget praktiske skridt til at forrykke balancen på arbejdsmarkedet til fordel for fagforeningerne på arbejdsgivernes bekostning, men på en måde som gav konkrete fordele, og ikke gjorde industriens arbejdsforhold til en evig afdeling af forhandlingsindustrien.
For det femte, ville han have indkaldt til et internationalt topmøde for at omdanne de institutioner (Verdensbanken, IMF), som fik os ind i det her rod til at begynde med, ved at udfri dem fra deres tvangsforestillinger om sund pengepolitik og balancerede budgetter. Ville det virke i dag? Tja, dengang var der masser af mennesker, som ikke troede, at det ville virke...".
HVAD BLIVER DET NÆSTE?
Aktiemarkedet i Wall Street har i de seneste uger udført en hårrejsende mellemting mellem et frit fald og et elastikspring. Gigantiske op- og nedture næsten hver eneste dag. Den 17. juli toppede aktieindekset omkring 9.500, siden er det faldet med næsten 20%. Spørgsmålet er nu: Hvad bliver det næste? Krisen i Japan er ikke løst. Premierminister Obuchi har intet gjort for at bringe bankkrisen under kontrol. LTCB-banken er tæt på konkurs, og ét eller to bankkrak i Japan, med efterfølgende sammenbrud i det internationale derivatmarked, kan gøre krisen helt uoverskuelig.
Så er der Latinamerika. Alle de Latinamerikanske lande er dybt forgældede. En devaluering i Venezuela kan sende Brasilien på en gigantisk nedtur. Det vil ramme USA hårdt. Men USA kan også blive ramt direkte. Clinton praler af den amerikanske økonomi, men landet lever på lånte penge. USA har et gigantisk handels- og betalingsbalanceunderskud. Tvinges investorerne i Asien, Mellemøsten og Europa til at likvidere nogle af deres investeringer i det amerikanske aktie- og obligationsmarked for at dække tab på andre investeringer, kan USA miste sin rolle som en "sikker havn". Og så kan luften forsvinde ud af den amerikanske økonomi, hurtigere end præsident Clinton kan sige Monica.
Det største usikkerhedsmoment er den globale mangel på politisk lederskab - ikke kun i Rusland. Der er endnu ingen politiske initiativer til at løse de fundamentale problemer i det internationale finanssystem. Hverken fra USA eller Europa. Og så længe det er tilfældet, kan alt faktisk gå galt. Inklusive det europæiske prestigeprojekt kaldet Euroen!
TERRORCENTER LONDON
Den 7. august blev USA's ambassader i Dar-Es-Salaam, Tanzania, og Nairobi, Kenya, ramt af kraftige terrorbomber. 258 mennesker blev dræbt og mere end 2.000 såret. Den 20. august svarede USA igen ved at sende tomahawk-krydsermissiler imod terroristlejre i Afghanistan og en medicinalfabrik i Khartoum, Sudan. Mens målene i Afghanistan var veldefinerede, var bombningen i Sudan mere problematisk, og kan på længere sigt skade USA's indflydelse i både Afrika og Mellemøsten betydeligt. Al Shifa-fabrikken producerede livsvigtig medicin, bl.a. til FN's arbejde i Afrika.
Den saudi-arabiske mangemillionær Osama bin Laden kom hurtigt under mistanke. Men samtidigt blev der kastet lys over de grå sider af Storbritannien. Bin Laden har nemlig frit opereret ud fra London i årevis. Det samme har stort set alle de kendte terrorgrupper i Mellemøsten (læs også Agro-Nyt, december 1997). Den 30. august bragte Jyllands-Posten en detaljeret gennemgang af nogle af de arabiske ekstremistgrupper, som har kontor i London.
Men de tydelige spor, der forbinder Osama bin Laden til bomberne i Dar-Es-Salaam og Nairobi, fortæller ikke nødvendigvis hele historien. At fragte rundt med sprængladninger på halve ton og udføre to terroraktioner i to forskellige lande i Afrika samtidigt, kræver opbakning og logistik fra lokale kredse og netværk. Og her er der nok at tage af. Afrika er fyldt med lejesoldater og professionelle kommandoenheder. Igen er London bindeledet. Professionelle lejehærer, som f.eks. Executive Outcomes, styres fra London og står i tæt kontakt med den britiske efterretningstjeneste. Ifølge Jyllands-Post-ens korrespondent i London, Niels-Victor Christiansen, ville den britiske efterretningstjeneste være glad for en strammere kontrol med terrorgrupper i London. Det skal han nu ikke være så sikker på. Tag historien som eksempel.
I Sydafrika har den såkaldte "sandhedskommission", under ledelse af ærkebiskop Desmond Tutu, fremlagt dokumenter, der afslører, at det var den britiske efterretningstjeneste, MI5, sammen med amerikanske og sydafrikanske efterretningskredse samt belgiske mineselskaber, der stod bag mordet på FN's generalsekretær Dag Hammerskjöld i Congo den 17. september 1961. Officielt var Hammerskjöld offer for et almindeligt flystyrt, men dokumenterne afslører, at der var anbragt tre kilo sprængstof i flyets hjulkasser. Mordplanerne fik navnet "Operation Celeste".