I skrivende stund mødes alverdens regeringsledere, finansministre og centralbankdirektører i Washington til IMF's og Verdensbankens årsmøder. De syv førende industrilande, G-7, holder i samme forbindelse separate møder. Det samme gør alle de forskellige konstellationer af klodens udviklingslande og industrilande. På alle disse møder vil der reelt set kun være ét eneste punkt på dagsordenen: Den internationale finanskrise, og hvad vi gør ved den.
I sammenligning med årsmøderne i Hong Kong sidste år, er det et betydningsfuldt fremskridt. Dengang troede både Europa og USA, at krisen i Asien var et isoleret problem, der nok snart gik over af sig selv. Den illusion er der ingen, der lider af i dag. Alle ved, at krisen er dybt alvorlig. Alle ved, at der skal gribes ind.
Præsident Clinton har klart signaleret, at USA vil påtage sig et globalt lederskab i bestræbelserne på at løse krisen. Storbritanniens premierminister Tony Blair og Frankrigs præsident Jacques Chirac har begge erklæret sig indforstået med, at der på møderne i Washington skal diskuteres omfattende ændringer i det internationale finans- og betalingssystem. Så langt så godt.
Desværre tyder finansminister Robert Rubins og præsident Clintons udtalelser i dagene op til årsmøderne på, at der ikke bliver tale om fundamentale ændringer i det nuværende finanssystem. Den amerikanske regering vil foreslå tilbygninger til IMF-systemet, så der kan kanaliseres hurtigere og mere direkte hjælp til lande i akut økonomisk krise. Altså oprettelse af en ny økonomisk nødfond. Derudover skal der kun ske mindre tekniske justeringer, så finanssystemet i princippet får lov at bestå i sin nuværende form.
Det er ganske enkelt opskriften på en katastrofe. Den internationale krise har sin rod i selve finans- og betalingssystemet. Det blev med al tydelighed afsløret ved sammenbruddet af den store spekulationsfond, LTCM. Alle verdens banker er dybt indsyltede i spekulationsforretninger. Hurtige, kortfristede og stærkt spekulative investeringer i valutaer er blevet en integreret del af selve betalingssystemet. Det er helt forkert, og det må ændres, ellers går det rivende galt. Systemet er i fuld gang med at tage livet af sig selv. LTCM var kun begyndelsen. Forude venter dramatiske bankkrak. Vælter bankerne, så ryger hele betalingssystemet.
Det er den virkelighed, præsident Clinton og finansminister Rubin bliver nødt til at forholde sig til. Det internationale finanssystem er teknisk set konkurs. Hvad man gør i en sådan situation, har den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche forlængst beskrevet i detaljer. Og der ingen vej uden om! Det bliver præsident Clinton nødt til at erkende - før eller siden.
BANKSYSTEMET ER RYSTET
Den 23. september tog den internationale finanskrise en ny og dramatisk vending - til det værre! Alt imens direktøren for Den amerikanske Føderalbank Alan Greenspan talte til bankudvalget i Den amerikanske Kongres om tilstanden i verdensøkonomien, havde andre medarbejdere i føderalbanken samlet repræsentanter for 16 internationale storbanker og finanshuse til krisemøde i New York. Anledningen var, at verdens største "hedge fund" eller spekulationsfond, Long-Term Capital Management, LTCM, havde mistet hele sin egenkapital på 4,75 mia. dollars og sandsynligvis var i færd med at formøble hovedparten af de ca. 100 milliarder dollars, som fonden havde lånt af bankerne. Efter et seks timer langt møde blev 14 af de 16 banker og finanshuse enige om at indskyde ialt 3,6 mia. dollars og danne et fælles konsortium, som med øjeblikkelig virkning overtog samtlige LTCM's forretninger og investeringspositioner.
Men hvorfor greb Den amerikanske Føderalbank overhovedet ind for at redde en spekulationsfond? Den danske Nationalbank ville til sammenligning aldrig løfte en finger for at redde en af de såkaldte sidegadevekselerer. Det spørgsmål stillede vrede medlemmer af bankudvalget også Alan Greenspan den 1. oktober. Hans svar var rimeligt klart: Med en samlet investeringsporteføjle på mellem 100 og 200 mia. dollars ville en egentlig konkurs af LTCM, med efterfølgende udsalg af aktiver og afvikling af alle markedspositioner, have skabt kaos på alle verdens aktie-, obligations- og valutamarkeder. Greenspan sagde det ikke direkte, men en konkurs af LTCM kunne have fået hele det internationale finans- og betalingssystem til at bryde sammen. Som en kilde i City of London sagde til Agro-Nyt allerede den 24. september: "Læg mærke til, at Den amerikanske Føderalbank ikke løftede et øjebryn, da Rusland standsede sine betalinger den 17. august. Det her er langt, langt værre. Det er selve systemet, som er i fare".
Selv om LTCM's investeringer blev overtaget af de internationale banker og finanshuse er faren for alvorlige følgevirkninger af fondens sammenbrud ikke drevet over. Den nominelle værdi af LTCM's derivat-investeringer løb op i den svimlende sum af 1.250 mia. dollars. Da mange af disse derivater gerne skulle opveje hinanden (ligesom helgarderinger i tips), er det særdeles vanskeligt at udregne fondens potentielle tab. Ideen med at lade de store banker og finanshuse overtage LTCM's investeringspositioner er, at de samlet burde være store nok til at bære "det værst tænkelige". Men da nogle af dem, f.eks. Credit Suisse First Boston og Lehman Brothers, i forvejen er hårdt ramte af krisen i Rusland, er der ikke garanti for, at de alle kan bære deres del af byrden. Dernæst kommer alle de mindre banker og spekulationsfonde, som også har haft omfattende forretninger med LTCM. Ifølge Agro-Nyt's kilder er luften tyk af rygter om et nært forestående krak af en "større" amerikansk bank.
Alan Greenspan fortalte bankudvalget, at det var sammenbruddet i den russiske økonomi, der var den direkte anledning til LTCM's dramatiske nedtur. Da den russiske regering suspenderede salget af statsobligationer, GKO'er, og fastfrøs rubelkursen, gik LTCM's investeringer i derivater, baseret på kursudviklingen i netop rubler og GKO'er, helt i sort (se advarslen herom i Agro-Nyt, sept. '98).
Men det er ikke kun LTCM, som er i vanskeligheder. Ifølge Agro-Nyt's kilder er stort set alle spekulationsfonde hårdt ramt af kriserne i Asien og Rusland. Derfor forsøger bankerne at trække sig ud af deres engagementer med fondene, som nu har meget svært ved at låne penge til nye gearede spekulationsforretninger. Men det er i sig selv en risikofyldt affære. Krakker spekulationsfondene, kan de trække bankerne med sig.
DANSKE OBLIGATIONER I FARE
Den 24. september gjorde den amerikanske avis The Washington Post opmærksom på, at der blandt LTCM's "eksotiske" investeringer kloden over også fandtes danske realkreditobligationer. Avisen advarede om, at det danske obligationsmarked nok måtte forberede sig på, at LTCM's nye ejere ville sælge ud af fondens beholdning af danske værdipapirer. Det skete også delvist i de følgende dage. Det tog det danske marked heldigvis i stiv arm.
Men faren er ikke drevet over. Ifølge Agro-Nyt's kilder, er LTCM slet ikke den største trussel imod det danske obligationsmarked. Der er en anden spekulationsfond, som sidder på næsten 30% af de danske realkreditobligationer, som er solgt til udlandet. Og denne fond er i alvorlige vanskeligheder. Hvis den, og andre nødstedte spekulationsfonde, tvinges til at sælge ud af danske obligationer, kan det blive en dyr affære for de danske husejere.
ALLE SIGER "NYT BRETTON WOODS"
I en tale til den indflydelsesrige tænketank Council of Foreign Relations i New York den 14. september sagde præsident Clinton: "Dette er den alvorligste finansielle udfordring verden har stået overfor i det seneste halve århundrede, og USA har en absolut ufravigelig forpligtigelse til at påtage sig et lederskab og lede på en måde, der er i overensstemmelse med vore egne værdier og en pligt til at sikre, at det, vi gør, forbedrer almindelige menneskers tilværelse både herhjemme og overalt i verden". Med reference til Franklin D. Roosevelt fortsatte han: "Generationen fra 2. Verdenskrig gjorde det for os for halvtreds år siden. Nu er tiden inde til, at vi selv lever op til det ansvar, som Amerika så ofte er blevet kaldet til at påtage sig". På den baggrund annoncerede præsidenten, at han har pålagt finansminister Robert Rubin og føderalbankchef Alan Greenspan at, indenfor 30 dage, indkalde deres kolleger til en omfattende konference, med det formål at fremlægge forslag til at tilpasse det internationale finanssystem til det 21. århundrede (det møde blev senere annonceret til at finde sted den 5. oktober under IMF's og Verdensbankens årsmøder i Washington).
Siden marts 1997 har Schiller Instituttet samlet støtte verden over til en opfordring til præsident Clinton til at indkalde til en ny Bretton Woods-konference med det formål at fastlægge spillereglerne for et nyt internationalt finanssystem. Nu er første skridt altså taget. Men nu starter den politiske kamp for at sikre, at et nyt Bretton Woods får det rette indhold.
Der er nemlig andre, som forsøger at overtage ideen om et nyt Bretton Woods. I en tale på børsen i New York den 21. september erklærede Storbritanniens premierminister Tony Blair: "Vi må i dag forpligtige os til et nyt Bretton Woods for det kommende årtusinde". Men ved nærmere eftersyn er Blairs visioner ikke helt de samme som i Lyndon LaRouches og Schiller Instituttets oprindelige forslag. Snarere det stik modsatte. Mens LaRouche foreslår genindførelsen af faste valutakurser og kontrol med kapitalbevægelser på tværs af landegrænser, så ønsker Blair øget frihed for investeringer over grænserne og ingen kontrol med spekulative valutainvesteringer. Mens LaRouche foreslår en kraftig beskæring af de supranationale institutioners magt, så ønsker Blair øget magt og beføjelser til IMF.
En helt tredje version af et "nyt Bretton Woods" er kommet fra Frankrig. Præsident Jacques Chirac og premierminister Lionel Jospin har fremlagt et 12-punktsprogram for en reorganisering af det internationale finanssystem, og i et brev til lederne af verdens syv førende industrinationer, det såkaldte G-7, dateret den 24. september, opfordrede præsident Chirac til skabelsen af et "nyt Bretton Woods". Men de franske visioner rækker ikke meget længere end til en fransk kontrolleret IMF, med kraftige anti-amerikanske undertoner.
I Tyskland har tidligere forbundskansler Helmut Schmidt slået til lyd for en reorganisering af finanssystemet, og den nye socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröders magtfulde skygge, partiformand Oscar LaFontaine, har ved flere lejligheder talt om nødvendigheden af et nyt Bretton Woods.
HVAD HVERT LAND NU MÅ GØRE
Arkitekten bag det oprindelige oplæg til etableringen af et nyt Bretton Woods-finanssystem var som bekendt den amerikanske politiker og økonom Lyndon LaRouche. Med baggrund i sammenbruddet af spekulationsfonden LTCM, skrev LaRouche den 27. september en baggrundsanalyse. Titlen var: "En verdensomspændende reorganisering: Hvad hvert enkelt land nu må gøre".
Analysen indeholder et konkret handlingsprogram, der tager sit udgangspunkt i et sæt overordnede principper eller direktiver, som hvert enkelt land så selv tilpasser forholdene i de enkelte nationale økonomier. Ideen er, at krisen ikke skal løses gennem supranationale institutioner, som f.eks. IMF, eller gennem overnationale monetære jernregler, som hvert land slavisk skal følge, men gennem klassiske fysisk-økonomiske tiltag.
Ifølge LaRouche bør direktiverne bl.a. inkludere:
1. Det må åbent erkendes, at den igangværende globale finanskrise udgør en direkte trussel imod hele vor civilisation, hvis ikke der gribes ind øjeblikkeligt.
2. Den suveræne nationalstat er den højeste politiske autoritet her på kloden, og dette princip skal holdes i hævd. Supranationale institutioners undergravning heraf skal øjeblikkeligt stoppes.
3. Sådanne supranationale institutioner skal kun være fora, i hvilke suveræne stater indgår aftaler og udligner mellemværender. Det gælder også for den Internationale Valutafond, som aldrig igen må få lov at tiltage sig magt, der går udover sådanne rammer.
4. Hver enkelt nation må påtage sig absolut suverænitet med hensyn til finansielle, monetære og økonomiske forhold. Under de nuværende onstændigheder vil det bl.a. indebære, at de enkelte nationer tiltager sig kontrol med kapitalbevægelser og valutahandel. Hvor det er nødvendigt må landene indføre faste priser på fødevarer og andre fornødenheder for at forhindre prisspekulation i faktiske eller indbildte mangelsituationer. I enkelte lande kan der endog blive tale om midlertidig rationering af de vigtigste varer. Sådanne indgreb er nødvendige for at beskytte de enkelte nationale økonomier imod det sammenbrud af finansielle instrumenter, som allerede er uundgåeligt.
5. De enkelte lande må hver især gennemføre sin egen reorganisering af de økonomiske og finansielle sektorer i henhold til egen lovgivning. Det vil i stor udstrækning blive i form af en generel konkursbehandling. Grundlæggende økonomisk infrastruktur som f.eks. landbrug, industri og fysisk varehandel må beskyttes. Det samme må almen social velfærd. Alle renter og andre finansielle fordringer må enten nedskrives til nul eller konverteres til langfristede, lavt forrentede aktiver.
6. International långivning og finansiering vil i almindelighed indstilles, "så længe krisen varer". I stedet skal der udstedes statsgaranterede, langfristede, lavt forrentede (1-2% p.a.) kreditter til grundlæggende økonomisk infrastruktur, landbrug, industri og handel. Volumen af udstedte kreditter skal være tilstrækkelig til at bringe det samlede nationale fysisk-økonomiske output over det nationaløkonomiske break-even. Samtidig skal kernen i denne kreditgivning være statsfinansiering af omfattende infrastrukturprojekter.
7. Gearede spekulative investeringer i de såkaldte derivater skal bringes til ophør, og skal i fremtiden ikke længere være tilladt. Der skal etableres en agro-industriel afkaststandard for medium og langfristede investeringer, der måles i overensstemmelse med grundlæggende fysisk-økonomiske vækstrater. Denne målestok må også tage højde for betydningen af grundlæggende økonomisk infrastruktur, og den afgørende rolle, som investeringer i kapitalintensivt og højteknologisk videnskabeligt og teknologisk fremskridt har for den samlede fysiske økonomi.
8. Internationale aftaler behøver egentlig kun ét enkelt direktiv: Der er ikke behov for nogen "ny international autoritet". Verdensøkonomien er i forvejen ved at blive kvalt til døde af en overdosis af supranationale autoriteter.
LaRouche understreger, at de her skitserede rettigheder og ansvar reflekterer hver enkelt nations principielle interesser, og at de er udformet i samme ånd, som lå bag det "principfællesskab", som den daværende amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams formulerede i "Monroe-doktrinen" i 1823.
TIL PRÆSIDENTENS FORSVAR
På Schiller Instituttets årlige konference i Washington den 6. september tog en række af instituttets politiske venner initiativet til en landsomfattende kampagne til støtte for præsident Clinton. De udformede en appel med overskriften "Amerikanere i forsvar for præsidentembedet":
"Vor nation, ja, i sandhed hele verden, står overfor en krise uden sidestykke i den moderne historie. Finanssystemet er ved at bryde sammen. Rusland er ved at eksplodere. Det japanske banksystem står på randen af totalt sammenbrud. En kæmpemæssig derivatboble er på nippet til at briste. Det afrikanske kontinent er sønderknust af krig og elendighed.
Her i USA lider størstedelen af vore borgere bag det "økonomiske opsvings" tynde facade. Og byrderne ser kun ud til at blive værre, hvis ikke dagligdagens virkelige problemer snart bliver behandlet direkte med klarhed og fasthed.
Vor nations fremtid - og takket være den helt særlige rolle, som vor nation indtager i verden - hele menneskehedens fremtid afhænger af, hvad USA's præsident foretager sig i de kommende dage og uger. Vi, det amerikanske folk, valgte Bill Clinton som vor præsident. Han er ikke Demokraternes eller Republikanernes præsident, men alle amerikaneres præsident. Og i dag er præsident Clinton og selve vor nation under angreb.
Detaljerne, i hvad der egentlig skete eller ikke skete i den såkaldte Monica Lewinsky-affære, er ikke alene uden betydning i forhold til grundloven, de er også irrelevante for det amerikanske folks vé og vel. For over to år siden blev det uigenkaldeligt fastslået, at hele Whitewater-skandalen, som affødte Lewinsky-affæren, var udtænkt og opfostret udenfor USA. Ambrose Evans-Pritchard, en britisk såkaldt journalist, med tætte forbindelser til den britiske finansielle elite og det britiske efterretningsetablissement, har selv adskillige gange offentligt indrømmet at være ophavsmanden til de historier, som startede i de britiske formiddagsaviser og senere bevægede sig gennem mediernes fødekæde til den amerikanske presse. Det var også Ambrose Evans-Pritchard, der ifølge eget udsagn fandt Paula Jones, gjorde hende præsentabel og skaffede hende en sagfører; og det var ham som etablerede den første kontakt til Richard Mellon Scaife, den private sponsor af Ken Starr og hans forræderi.
Helt fra begyndelsen har grundlaget for denne, den dyreste heksejagt i vor nations historie, været aldeles ulovlig. Hvis blot justitsminister Janet Reno havde haft et minimum af integritet, ville Ken Starr have været fyret for lang tid siden.
Denne appel er først og fremmest rettet til præsident Clinton. Hr. præsident, De har vor fulde støtte. Vi valgte Dem til at tjene, og vi vil gøre vort til at sikre, at De kan løfte Deres embedes særlige ansvar. Vi ønsker, at De retter hele Deres opmærksomhed på en løsning af tidens kriser.
Vi retter dernæst denne opfordring til medlemmerne af Den amerikanske Kongres. I har sværget at overholde Den amerikanske Grundlovs ånd og bogstav. Inkluderet i denne ed var et løfte om at forsvare nationen og dens institutioner, i særdeleshed præsidentembedet, imod fjenders angreb. I er moralsk og lovmæssigt forpligtet til at støtte vor præsident, så han uden hindring har friheden til at gøre, hvad der er kræ-vet af ham, at forsvare vor nations og vort folks vitale interes-ser i disse alvorlige krisetider. Enhver handling til det modsatte vil, moralsk set, under de nuværende omstændigheder, være at regne for forræderi, og vi vil betragte det som sådan."
Initiativtagere og underskrivere: Delstatsrepræsen-tanterne: Ed Vaugn, Michigan; Thomas Jackson, Alabama; Joseph Towns, Tennessee; Charles Quincy Troupe, Missouri; Harold James, Pennsylvania; Roland Hemon, New Hampshire; Charles Hudson, Louisiana; John Martinez, Connecticut; Dennis Dellwo, forhv. Washington; Theo Walker Mitchell, South Carolina; Herbert Fielding, tidl. delstatssenator i South Carolina; James Mann, tidl. medlem af Repræsentanternes Hus i USA; James Barnett, præsident for De Sorte Fagforeninger i Northwest Alabama.
I løbet af september har Schiller Instituttet samlet tusinder af underskrifter til støtte for denne appel fra folkevalgte politikere, fagforeningsledere, kirkeledere og almindelige mennesker overalt i USA. Den amerikanske befolkning er politisk polariseret som aldrig før. Alt kan ske.
Boks:
Det var ikke bare verdens største spekulationsfond, der gik i dørken den 23. september. Det var verdens fineste. Long-Term Capital Management, LTCM, med hovedsæde i Greenwich, Connecticut, blev ledet af Wall Streets mest respekterede investeringsekspert John Meriwether, tidligere vicepræsident i finanshuset Salomon Brothers. I fondens bestyrelse sad den tidligere vicedirektør i Den amerikanske Føderal-bank, David Mullins, og hele to Nobelpristagere i økonomi, Robert C. Merton fra Harvard Universitet og Myron S. Scholes fra Stanford Universitet. Fondens selektive kreds af indskydere, der hver havde lagt mindst 10 mio. dollars på bordet, inkluderer både den kinesiske regering og den italienske nationalbank, og listen over fondens bankforbindelser var lige så eksklusiv, med Union Bank of Switzerland, UBS, Europas største bank, i spidsen.
LTCM's speciale var udstedelsen af "supersikre" derivater, disse meget komplekse spekulationsinstrumenter. Med en egenkapital på 4,75 mia. dollars som sikkerhed lånte fonden penge fra en række banker til at opkøbe obligationer til en værdi af 125 mia. dollars. På baggrund af denne obligationsbeholdning skabte fonden så serier af derivatkontrakter til en samlet værdi af 1.250 mia. dollars.
Derivater er i princippet et "væddemål" om den fremtidige kursudvikling i udvalgte valutaer eller obligationer. Nogle kontrakter forudsiger, at kursen går op, andre at den går ned. Fidusen består så i at finde frem til den rette kombination af "halv og helgarderinger", så risikoen er minimal og profitten maksimal. Det var det, Robert Merton og Myron Scholes fik Nobelprisen for. De fandt frem til en matematisk formel til udregningen af risikoen ved derivatkontrakter. Desværre for LTCM, dens indskydere og dens mange bankforbindelser virker denne matematiske formel ikke, når der sker helt uventede ting. Som f.eks. at den russiske regering stopper handelen med rubler og statsobligationer.