Det var gode nyheder, at midtvejsvalget i USA blev en begmand til de Monica-fikserede republikanere. Nu får præsident Clinton forhåbentlig større politisk råderum til at tage sig af denne verdens mange alvorlige problemer. Den dårlige nyhed er, at den amerikanske præsident tydeligvis ikke har den fjerneste idé om, hvad han skal stille op med den internationale finanskrise.
Der var en øredøvende mangel på politisk lederskab under Verdensbankens og den Internationale Valutafonds årsmøder i Washington. Alle talte i munden på hinanden. Og ingen hørte efter. Man var skræmte fra vid og sans af den finansorkan, som hærgede udenfor. Med blot et simpelt politisk program til løsning af krisens mest centrale punkter kunne præsident Clinton have skabt ro i salen og fået den finansielle storm til at løje af. Men et sådant program kom bare aldrig.
I stedet har Storbritanniens finansminister Gordon Brown benyttet sig af det politiske vakuum i Washington. Som formand for G-7-landene har han fremlagt en redningsplan til bevarelse af det nuværende finanssystem. Man kunne kalde det en lappe- og pumpeplan for Titanic. Den Internationale Valutafond skal udstyres med en ny pose penge. Halvfems milliarder dollars til "forebyggende" indgreb i lande på vej ud i økonomisk uføre. Den eneste lille betingelse er, at IMF udstyres med yderligere beføjelser på bekostning af de folkevalgte regeringer. De grimme spekulationsfonde skal efter Gordon Browns mening have klippet vingerne en smule, men ellers skal globaliseringsvanviddet fortsætte som hidtil.
Samtidig tvinges stadig flere lande til at beskytte sig imod det frie markeds velsignelser. Malaysia har måttet lukke sine grænser for kapitaloverførsler for ikke at blive trukket ind i den asiatiske krises malstrøm. Med held, vel at mærke. Hong Kong har måttet gribe ind på aktiemarkedet for stoppe spekulationsfondenes hærgen. Også med succes. Kina har måttet tvinge sine private virksomheder til at veksle deres udenlandske valutabeholdninger. Indien har aflyst alle sine liberaliseringsplaner. Og nu har det økonomiske sammenbrud revet Rusland ud af IMF's klamme favntag.
Krisen drejer sig slet ikke om penge, men om mad i munden. Det har vi allerede set i Indonesien, og det vil vi atter få at se i Rusland den kommende vinter. Det ville være en verdenshistorisk katastrofe, hvis Vesten insisterer på at redde det nuværende finanssystem - et synkende Titanic - alt imens land efter land tvinges til at springe overbord for at redde sine befolkninger. Derfor må Gordon Browns elendige lappeløsning skrinlægges. Og derfor må præsident Clinton anskaffe sig nogle bedre eksperter, han kan rådslå sig med. Et godt bud på en ny økonomisk rådgiver ville være Lyndon LaRouche.
PANIK I BANKSYSTEMET
Den 15. oktober sænkede Den amerikanske Føderalbank sin udlånsrente med 0,25%. Rentesænkningen kom uventet og overraskende. Normalt ændrer føderalbanken kun sine rentesatser i forbindelse med møder i bankens mar-kedskomité, FOMC, men denne gang skete det uden forudgående møde og kun 16 dage efter en lignende rentesænkning.
Den officielle forklaring på føderalbankens pludselige handling var, at man ville forhindre den internationale finanskrise i at skabe "en opbremsning i den amerikanske økonomi". Det var kun den halve sandhed. Den anden halvdel var langt mere alvorlig: Det amerikanske banksystem stod på kanten af et totalt sammenbrud.
Krakket i den store spekulationsfond Long-Term Capital Management, LTCM, den 23. september havde sendt chokbølger gennem hele den internationale bankverden (se også Agro-Nyt, okt. '98). Alle de ledende banker havde haft omfattende forretninger med LTCM, og den 2. oktober fyrede Europas største bank, Union Bank of Switzerland, hele sin ledelse, da det blev afsløret, at den ulovligt havde skjult bankens forretninger med den kriseramte fond.
For at gøre ondt værre, havde mange af bankerne ikke nøjedes med at låne penge til LTCM. De havde også på egen hånd efterlignet fondens "succesrige" investeringer. Derved kom flere banker til at lide dobbelte tab. For nogle af dem blev situationen yderst kritisk, og rygterne om et nært forestående krak i en af USA's største banker begyndte at sprede sig i den internationale bankverden.
Samtidig voksede frygten for, at hverken den amerikanske regering eller føderalbank ville gribe ind, hvis en eller to af de helt store banker skulle krakke. Denne frygt havde delvis sin rod i føderalbankchef Alan Greenspans udtalelser, da han forsvarede redningen af LTCM overfor Den amerikanske Kongres' bankudvalg (se også Agro-Nyt, okt.'98). Her havde han gjort det klart, at LTCM var så cen-tralt placeret, at en egentlig konkurs kunne ødelægge banksystemet. Men han sagde også, at føderalbanken næppe ville gribe ind for at redde andre spekulationsfonde. Ifølge Agro-Nyt's kilder i bankverdenen skabte den udtalelse frygt for, at de ansvarlige i føderalbanken virkelig troede, at man bare kunne lade spekulationsfondene krakke, uden at det ville få konsekvenser for bankerne og betalingssystemet. Hvis den holdning var gældende, kunne hele banksystemet bryde sammen, før nogen fik taget sig sammen til at gribe ind.
Man var altså ikke længere helt sikker på, at en bank kunne være "for stor til at falde". Denne usikkerhed satte den i forvejen tyndslidte tillid bankerne imellem på nulpunktet. I løbet af den første uge af oktober skar alverdens banker deres engagementer med andre banker ned i et omfang og med en hastighed, man aldrig tidligere har set i moderne tid. Ingen stolede på nogen. Uanset hvor "godt et navn" banken havde, blev den set efter i sømmene. En gigantisk kreditstramning sænkede sig over bankverdenen. Bankernes risikovillighed forsvandt som dug for solen. I USA så man allerede de første spæde tegn på en kreditstramning overfor det øvrige erhvervsliv. Når bankerne ikke kunne sprede deres risiko gennem refinansiering, så faldt også deres villighed til at låne penge til industri- og handelsvirksomheder. USA's såkaldte økonomiske opsving (der i virkeligheden er en lånefinansieret forbrugsfest) var på vej til at blive sat i stå.
Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Fra den 6. til den 8. oktober faldt den amerikanske dollar med hele 18% overfor den japanske yen. Kursfaldet kom fuldstændigt uventet og spekulationsfondene, der alle havde satset på en yen/dollarkurs omkring 130-135 yen/dollar, stirrede nu pludseligt på en katastrofekurs på 111 yen/dollar. Tabene var enorme. En af Londons største spekulationsfonde, Julian Thomsons "Tiger Fund", tabte 2 mia. dollars på bare tre dage.
Men hvordan startede denne uventede dollarkrise egentlig? Spekulationsfondenes egne panikudsalg gjorde selvfølgelig tingene værre, men det var ikke dem, der begyndte. Ifølge en centralt placeret kilde i London var det den kinesiske centralbank, der den 6. oktober havde solgt ud af sin dollarbeholdning og købt yen, og dermed sat lavinen i skred. Ifølge andre kilder i finansverdenen var dette sket i samarbejde med den japanske centralbank. Den direkte anledning skulle være de manglende resultater af Verdensbankens og den Internationale Valutafonds årsmøder i Washington den 1.-7. oktober. Ifølge samme kilder skulle kineserne og japanerne allerede i august måned have overvejet en "asiatisk løsning" på finanskrisen i Asien. En højere yenkurs kunne afhjælpe krisen i Thailand, Indonesien og Sydkorea, og lette presset på Hong Kong og den kinesiske valuta. Samtidig ville Japan yde direkte finansiel støtte til de kriseramte økonomier. Dengang havde USA afvist en sådan "asiatisk løsning", men efter de resultatløse møder i Washington satte Kina og Japan alligevel planen i gang. Japan fremlagde en omfattende bankreform og en asiatisk hjælpefond på 30 mia. dollars, og Kinas centralbank drev yenkursen i vejret. Ifølge Agro-Nyt's kilder blev den amerikanske regering informeret om den japansk/kinesiske intervention, men det blev Europa ikke.
Dollarens uventede styrtdyk gjorde den amerikanske bankkrise særdeles akut. To mindre spekulationsfonde måtte dreje nøglen om, og rygterne ville vide, at USA næststørste bank, BankAmerica, var tæt på at lukke. Det fik Den amerikanske Føderalbank til at reagere. Kontante midler blev pumpet ind i de nødstedte banker gennem kortfristede lån med sikkerhed i bankernes beholdning af statsobligationer, og den 15. oktober kom signalet, alle bankerne havde ventet på: Diskontoen blev sænket med 0,25%, og føderalbanken lovede flere rentesænkninger, hvis det skulle blive nødvendigt. Dermed var tvivlen fejet af bordet. Den amerikanske regering og føderalbank ville alligevel ikke lade bankerne sejle deres egen sø. Det nuværende finanssystem skulle reddes.
KRISEN OG DE SYV SMÅ DVÆRGE
Den 30. oktober præsenterede G-7, dvs. verdens syv førende industrinationer USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan, deres forslag til en reorganisering af det internationale finanssystem. Desværre indeholdt initiativet kun få reformer og alt for megen "krisestyring" af den slags, som har vist sig aldeles ubrugelig under de seneste 15 måneders finanskrise.
Det centrale punkt i G-7-landenes forslag er oprettelsen af et "forebyggende sikkerhedsnet" for lande på vej ud i økonomisk krise. Dette sikkerhedsnet skal bestå af en særlig fond indenfor IMF på 90 mia. dollars, der skal kunne yde finansiel bistand til lande, allerede inden en evt. økonomisk krise bliver alvorlig. Men en sådan "forebyggende virksomhed" kræver, at IMF udstyres med nye overvågningsbeføjelser vis a vis de enkelte medlemslande. Altså mere magt til IMF og Verdensbanken og mindre magt til de folkevalgte regeringer. Og da man ikke har tænkt at ændre på IMF's udlånspolitik i øvrigt, vil denne "forebyggende indsats" snarere blive et sikkerhedsnet for de internationale banker end for de berørte medlemslande - nøjagtig som i dag.
Arkitekten bag al denne "nytænkning" er Storbritanniens finansminister Gordon Brown. I uforpligtende vendinger foreslår han en fremtidig kontrol med spekulative transaktioner og en "overvågning" af kapitalbevægelser på tværs af landegrænser. Men der er intet opgør med de seneste års globaliserings- og afreguleringsvanvid. Derfor har den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche betegnet G-7-landenes udspil som "de syv små dværges ivrige forsøg på at vise verdenssamfundet, hvor irrelevante de selv er blevet". Med deres helt utilstrækkelige forslag har G-7-landene overladt det politiske initiativ til Asien og Kina, mener LaRouche.
EUROEN OG SPEKULATIONSFONDEN
Økonomiminister Marianne Jelved vil gerne have Danmark med i Den europæiske Møntunion. Det får vi nok snart en folkeafstemning om. Spørgsmålet er dog, hvad det er for en euro, Danmark i givet fald tilslutter sig.
Den nye tyske regering, under ledelse af forbundskansler Gerhard Schröder, har med sin aggressive neo-keynesianske politik allerede rejst stor tvivl om euroens oprindelige grundlag: En benhård monetaristisk politik styret af en uafhængig europæisk centralbank. Især "skyggekansler" og finansminister Oskar Lafontaine har lagt et uhørt pres på den tyske forbundsbank for at sænke udlånsrenten, og når den nye tyske regering tør presse den "hellige" forbundsbank, tvivler de færreste på, at den vil kunne gøre det samme med Den europæiske Centralbank efter nytår. Der er altså lagt op til langt større politisk indflydelse på den europæiske pengepolitik, end der var planlagt, da euroen så dagens lys.
Sammenbruddet af den amerikanske spekulationsfond LTCM har i øvrigt kastet et nyt lys over euroens tilblivelse. LTCM's repræsentant i Italien var finansmanden Alberto Giovannini. Men han er også leder af den såkaldte "Giovannini-gruppe", en samling af centralbankrepræsentanter og private bankfolk, som har rådgivet EU-kommissionen om indførelsen af den fælles mønt. I juli 1997 afleverede gruppen en rapport til kommissionen, der anbefalede indførelsen af euroen med henvisning til, at den ville fremme handelen med de kreative spekulationsinstrumenter, også kaldet derivater.
Da LTCM brød sammen undrede mange sig over, at den italienske centralbank stod på listen over spekulationsfondens kunder. Men det var der, ifølge det østrigske nyhedsbrev Albertinaplatz Economic Consulting, en god forklaring på. Den italienske centralbank hyrede simpelthen LTCM til at opkøbe italienske statsobligationer og spekulere til fordel for en tilnærmelse mellem det tyske og det italienske renteniveau, for derved at lette Italiens optagelse i møntunionen. Og ganske rigtigt, på mirakuløs vis faldt rentespændet mellem Italien og Tyskland til bare 1/8 procent - uden at det ellers så kritiske "finansmarked" fandt anledning til at teste den overraskende udvikling. Nu ved man altså hvorfor.
Et hyppigt anvendt argument for dansk deltagelse i den europæiske møntunion har været faren for et spekulativt angreb på den ensomtstående danske krone. I fald det skete, ville et angreb blive iværksat af spekulationsfondene, de såkaldte "hedgefunds". Efter historien om LTCM kunne man frygte, at "Giovannini-gruppen" eller andre, som måtte ønske, at Danmark tiltrådte møntunionen, simpelthen hyrede en hedgefund eller to til at give de stædige danskere "en lektie". Et sådant skrækscenarie vil dog næppe blive til virkelighed. Meget tyder nemlig på, at spekulationsfondenes dage er talte. Og så er der ét argument mindre for, at Danmark tilslutter sig den fælles mønt.
NÆSTE KRISEPUNKT: BRASILIEN
Den 27. oktober fremlagde præsident Fernando Henrique Cardoso en gigantisk nedskæringspakke, der over de næste tre år skal gøre Brasilien i stand til at trække 84 mia. dollars ud af det offentlige budget til at betale renter og afdrag på landets 300 mia. dollars store udlandsgæld. Alene i 1999 skal brasilianerne lægge 11 mia. dollars mere i statskassen via højere skatter, samtidig med at de offentlige budgetter beskæres med 7,1 mia. dollars. Som belønning for disse lidelser vil IMF allerede i år yde Brasilien et ekstralån på 30 mia. dollars.
Brasiliens brutale nedskæringsplan fik straks rosende ord med på vejen fra den amerikanske regering og G-7-landene. Der står nemlig meget på spil. USA's banker sidder på 60% af den brasilianske udlandsgæld, og en "russisk" krise i Latinamerikas største økonomi ville få uoverskuelige konsekvenser for den amerikanske økonomi og for verdens finanssystem.
Men den massive politiske opbakning fra Vesten viser med al tydelighed, at man intet har lært af finanskrisen. Hverken nedskæringsprogrammet eller IMF's hjælpepakke adskiller sig væsentligt fra de hjælpeprogrammer, som sidste år skulle stoppe krisen først i Thailand, siden i Sydkorea og endelig i Indonesien. Ingen af stederne havde de den lovede virkning, og alligevel prøver man nu igen i Brasilien.
Indtil nu har nedskæringspakken heller ikke haft den forventede "psykologiske" virkning. Kapitalflugten, som i hele oktober måned har ligget omkring 400 mio. dollars om dagen, er ikke stoppet; snarere tværtimod. Den dag nedskæringerne blev offentliggjort, steg kapitalflugten til 1 mia. dollars. Samtidig vokser den indenlandske modstand imod nedskæringerne. Ifølge den brasilianske avis O Globo den 1. november afviser tre magtfulde delstater, Rio de Janeiro, Minas Gerais og Rio Grande do Sul, blankt de fremlagte nedskæringsplaner. Og ifølge andre aviser har den brasilianske regering undervurderet modstanden ude i befolkningen, der betragter nedskæringsplanerne som udenlandske diktater. Den 27. oktober indrykkede den brasilianske Maskin- og Værkstøjsindustriforening store annoncer i de brasilianske aviser. Her advarede man regeringen imod at gennemføre nedskæringsplanerne, der "kun er til gavn for de fædrelandsløse, opportunistiske spekulanter, som kun søger hurtig profit". Den 28. oktober bragte Brasiliens erhvervsavis Jornal do Commercio en artikel om Lyndon LaRouches forslag til løsning af den internationale finanskrise.
Med den hurtigt voksende politiske modstand over hele landet er det langt fra usandsynligt, at den brasilianske kongres helt afviser regeringsprogrammet. Sker det, vil den internationale finanskrise få en ny dimension.
RUSLAND BRYDER MED IMF
Den 31. oktober vedtog den russiske regering et udkast til et nyt økonomisk program. Selv om detaljerne endnu ikke er færdige, står det klart, at den nye regering under ledelse af Jevginij Primakov, har lagt op til det første alvorlige brud med den IMF-dikterede "reformpolitik", siden Sovjetunionens sammenbrud i 1990.
Premierminister Primakov understregede, at den økonomiske krise i Rusland har nået et punkt, hvor det er nødvendigt med en "robust statskontrol" for at "genoprette den økonomiske orden". Som historiske fortilfælde henviste han til Franklin D. Roosevelts "New Deal" i USA og til genopbygningen af Vesttyskland efter 2. Verdenskrig.
IMF reagerede vredt på det russiske udspil. Dagen inden offentliggørelsen af den nye plan afbrød IMF forhandlingerne om yderligere udbetalinger fra den hjælpepakke på 23 mia. dollars, som Rusland fik bevilget i juli måned. Samtidigt brød forhandlingerne i London mellem Rusland og de vestlige kreditorer sammen. Men både IMF og de vestlige banker er meget snart at finde ved forhandlingsbordet igen. Den 17. november udløber den 90 dages fastfrysning af de russiske bankers betalinger til inden- og udenlandske kreditorer, som den daværende Kirijenko-regering dikterede. Store vestlige banker, med Deutsche Bank i spidsen, står til at tabe gigantiske beløb på deres uhæmmede engagement i pyramidespillet med russiske statsobligationer, GKO og OFZ (se også Agro-Nyt, juni '98). Hvis ikke de vestlige kreditorer kan blive enige med de russiske banker og den russiske regering om en refinansiering af gælden, risikerer man en officiel russisk statsbankerot.
MAD FOR FRED
Det totale sammenbrud i den russiske økonomi har skabt en uoverskuelig fødevaresituation for den kommende vinter. Efter Sovjetunionens opløsning i 1990 er landet i stadig stigende grad blevet afhængig af fødevarerimport, men siden finanskrisen og rublens styrtdyk i august i år er fødevareimporten faldet med næsten 45%. For at gøre situationen endnu værre er høsten slået helt fejl mange steder, og den samlede kornproduktion er faldet med næsten 50% i forhold til sidste års høst på 87 mio. tons. Kartoffelhøsten er nogle steder nede med 70%. Røde Kors i Rusland har advaret om muligheden for massesult i flere storbyer sidst på vinteren.
Allerede i 1988 tog Schiller Instituttet initiativ til at danne en international "Mad for Fred-bevægelse" med henblik på at øge verdens samlede fødevareproduktion. Målet var at få den globale produktion op på et niveau, der kunne sikre tilstrækkelige nødlagre til at forhindre tilbagevendende mangelsituationer. Det var også hensigten, at denne fødevaresikkerhed skulle dække det daværende Sovjetunionen; deraf navnet "Mad for Fred".
Nu har Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche med øjeblikkelig virkning genoplivet Mad for Fred-initiativet, og hun har opfordret de fødevareproducerende lande på den sydlige halvkugle, som f.eks. Brasilien, Argentina og Australien til at tage ekstraordinære skridt til øge kornproduktionen i den forestående høstsæson.
Finanskrisen har fejlagtigt fået mange til at tro, at krisen drejer sig om penge. Det gør den ikke! Den er et spørgsmål om mad i munden og tøj på kroppen.
LAROUCHE RÅDGIVER TIL CLINTON?
Da det stod klart, at hverken Verdensbankens og IMF's årsmøder i Washington eller de sideløbende G-7 og G-22 finansministermøder ville resultere i den nødvendig politiske reorganisering af det internationale finanssystem, udsendte Helga Zepp-LaRouche den 7. oktober en opfordring til præsident Clinton om at udnævne Lyndon LaRouche til økonomisk rådgiver for den amerikanske administration. I samme erklæring tog Schiller Instituttets præsident skarpt afstand fra den politiske heksejagt på præsident Clinton, som rigsretssagen har udviklet sig til.
Med udgangspunkt i Helga Zepp-LaRouches opfordring afholdt Schiller Instituttet den 13. oktober kampagnemøder og demonstrationer i adskillige delstater i USA, i Canada, Mexico, Peru, Colombia, Venezuela, Argentina og Brasilien, Sverige, Danmark, Tyskland, Frankrig og Italien.
Den 26. oktober skrev Mexicos største avis Excelcior: "I betragtning af den inkompetence, som udvises i forsøgene på at bringe situationen under kontrol, ville det være fornuftigt, hvis statsledere som præsident Clinton trak de personer ind i beslutningsprocessen, som rent faktisk er i stand til sætte de kriseramte økonomier på rette spor. For præsident Clintons vedkommende er det indlysende, at han har behov for rådgivning fra den eneste korrekte økonom i landet, Lyndon LaRouche". Den 27. oktober underskrev ruslandseksperten professor John Erickson fra Edinburgh Universitet opfordringen til Clinton. Den 28. oktober sendte den tidligere parlamentsformand i Georgien, Vakhtang Goguadze et åbent brev til Clinton, i hvilket han opfordrede præsidenten til at inddrage LaRouche i regeringen som økonomisk rådgiver. Den 3. november beskrev den arabisk-sprogede avis Al-Arab International, der udgives i London, Schiller Instituttets arbejde for at få LaRouche udnævnt som økonomisk rådgiver til Clinton.
KRONIK I JYLLANDS-POSTEN
Den 22. oktober bragte Jyllands-Posten en kronik af Agro-Nyt's redaktør Poul E. Rasmussen med overskriften: "Behov for en ny økonomisk verdensorden". Kronikken gennemgik bl.a. Lyndon LaRouches forslag til et nyt Bretton Woods-system. Interesserede kan få en kopi ved henvendelse til Agro-Nyt's redaktion på 35 43 00 33.