Da Berlinmuren væltede i november '89 udarbejdede Lyndon LaRouche en detaljeret plan for, hvorledes den høje koncentration af moderne industriel produktionskapacitet i Vesteuropa bedst kunne udnyttes til en udvikling af de tidligere kommunistiske økonomier i Østeuropa. Planen fik det lange navn: "Paris-Berlin-Wien-Trekanten: Et verdensøkonomisk lokomotiv". I de følgende måneder iværksatte Schiller Instituttet en international kampagne for gøre "Trekantsprogrammet" til hjørnestenen i et effektivt økonomisk samarbejde mellem Øst og Vest. Vi mødte høflig interesse fra politiske kredse i Vest, men der kom ingen konkret handling. I stedet fik IMF lov til at spille fandango med Polens økonomi.
Da så Sovjetunionen gik i opløsning i august '91 blev det klart, at "Trekantsprogrammet" ikke længere slog til. Derfor tog Lyndon LaRouche initiativet til udarbejdelsen af et endnu større økonomisk udviklingsprogram. Det fik arbejdstitlen: "Den nye Silkevej". Det var et gigantisk infrastrukturprogram, der med veje, jernbaner, telekommunikationslinier og anden infrastruktur skulle sammenknytte Europa og Kina, tværs over det eurasiske kontinent. I sin færdige udformning kom programmet til at hedde: "Den eurasiske Landbro".
Desværre var det umuligt at vinde gehør for den slags tanker hos de ledende politiske kredse i Vesten. Rusland skulle ikke have teknologi og infrastruktur. Det skulle have frimarkedsreformer, IMF-diktatur og mafiaøkonomi. Kina skulle ikke have jernbaner og moderne teknologi. Næh, det skulle have frihandelszoner, forbrugsgoder og finansselskaber.
Men i både Rusland og Kina lyttede man interesseret til Schiller Instituttets mange forslag til opbygningen af den fysiske økonomi. Dog turde man ikke helt slippe forhåbningerne om hurtig rigdom gennem rabiat frimarkedskapitalisme. Man troede ikke på vore advarsler om, at det hele ville ende med et brag. Det har den internationale finanskrise lavet helt om på.
Kina har iværksat den største udenrigspolitiske kampagne omverdenen nogensinde har set. I centrum står Den eurasiske Landbro. Der er indgået økonomiske og politiske samarbejdsaftaler med alle de centralasiatiske republikker, og nu inddrages de store naboer Rusland, Indien og Japan. Et fysisk-økonomisk alternativ til det kriseramte finanssystem er under opbygning. Det kan Europa og USA tage som en trussel eller som en mulighed. Schiller Instituttet opfordrer derfor præsident Clinton og de europæiske politiske ledere til at gribe denne enestående chance til at slippe ud af den internationale finanskrise. Gå sammen med Kina og de øvrige lande i Asien! Lad os i fællesskab genopbygge verdensøkonomien. Vi får ikke flere chancer.
VERDENSPOLITISK SKIFTE
Den vestlige Verden opdagede det slet ikke, men den kinesiske præsident Jiang Zemins besøg i Rusland den 22.-25. november blev en skelsættende politisk begivenhed, der vil få globale strategiske følger. I en tale til russiske videnskabsfolk i den lukkede videnskabsby Akademgorodok i Novosibirsk foreslog den kinesiske præsident et tæt videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Kina og Rusland, og han beskrev en videreførelse af Ruslands stærke videnskabelige traditioner som det eneste middel, der kan bringe Rusland ud af den nuværende dybe økonomiske krise.
Præsident Zemins overraskende politiske initiativ står i skærene kontrast til Vestens inkompetente behandling af Ruslands økonomiske krise. Et Rusland i totalt økonomisk sammenbrud udgør en alvorlig politisk og strategisk trussel for både Øst og Vest. Alligevel har de ledende politiske og finansielle kredse i Vesten været hysterisk fikseret på at sikre en tilbagebetaling af Ruslands udenlandsgæld, samtidig med at man enøjet har støttet det korrupte russiske oligarki, der bærer det direkte ansvar for at have kørt landet i sænk.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 burde Vesten have hjulpet det nye Rusland til at genopbygge landets civile økonomi gennem en udnyttelse af det betydelige teknologiske og industrielle potentiale, som lå gemt i det gamle militærindustrielle kompleks, ikke mindst i de lukkede byer, hvor højt avanceret forskning indenfor alle videnskabsområder havde fundet sted i årtier. Det gjorde man bare ikke. I stedet lod man City of London skabe en ny russisk finanselite i sit eget billede, og mens mafiavirksomhed, finanssvindel og pyramidespil florerede i storbyerne gik det russiske industripotentiale til i rust og forfald.
Det har den nye russiske regering under ledelse af Jevginij Primakov tænkt sig at lave om på. Den 24. november meddelte den russiske energiminister Jevginij Adamov, at Rusland alligevel vil færdigbygge det kernekraftsanlæg i Bushir i Iran, som den tidligere Kirijenko-regering ellers havde stoppet under pres fra IMF og USA. Ikke alene vil man færdiggøre anlægget i Bushir, men Rusland vil også medvirke til opførelsen af endnu et kernekraftsanlæg i Iran. Desuden rejser premierminister Primakov til Indien i slutningen af december for at udvide det i forvejen omfattende indisk-russiske teknologiske samarbejde.
Den nye økonomiske og politiske akse på Det eurasiske Kontinent, Rusland-Kina-Iran-Indien, har også en femte dimension: Japan. Efter besøget i Rusland rejste præsident Zemin på et seksdages officielt besøg i Japan. Skulle man tro hovedparten af den vestlige presse, blev besøget en fiasko, fordi Japan nægtede at give en undskyldning for rædslerne under 2. Verdenskrig. Men det er langt fra hele sandheden. Ifølge den tyske avis Handelsblatt den 27. november var det mest spektakulære resultat af Zemins besøg en fælles japansk-kinesisk handlingsplan for opbygningen af en "Eurasisk Landbro", der skal strække sig 11.000 km fra den kinesiske havneby Lianjungang over Centralasien og Moskva til Rotterdam i Holland. Projektet vil inkludere jernbaner, veje, olierørledninger, telekommunikation og anden infrastruktur. Den japansk-kinesiske aftale indeholder også en modernisering af den gamle Transsibiriske Jernbane i Rusland. Handelsblatts historie blev i øvrigt bekræftet af den japanske presse, inkl. store aviser som Nihon Keizai Shimbun og Asahi Shimbun.
ØKONOMI, VIDENSKAB OG TEKNOLOGI
Den 24. november talte Kinas præsident Jiang Zemin til medlemmerne af Videnskabernes Hus i Novosibirsk. Med henvisning til hans egen fortid som medarbejder ved et af Kinas forskningsinstitutter præsenterede han sig selv som en "kollega" til forsamlingen. Præsident Zemin holdt sin tale på russisk, uden tolk. Han sagde bl.a.: "Jeg har i mange år hørt om Videnskabsbyen i Novosibirsk. Men at se det, er at tro det. Jeg er under mit besøg blevet dybt imponeret af jeres forskningsfaciliteter og den videnskabelige atmosfære."
"Rusland er en videnskabelig og teknologisk stormagt i verden. Russiske videnskabsfolk har leveret enestående bidrag til civilisationens fremskridt... Den dag i dag er Rusland stadig førende indenfor mange videnskabelige og teknologiske områder. Videnskabsbyen i Novosibirsk er en videnskabsbase, der er berømt for sin kraftfulde forskning... Det er en sjældenhed, at en by med kun 1,7 mio. indbyggere kan prale af næsten 100 forskellige forskningsinstitutter, 20 højere læreanstalter og titusinder af indbyggere, der er specialiserede i videnskabelig forskning."
"Den menneskelige civilisations fremskridt har med stadig større tydelighed bevist, at videnskab og teknologi udgør den primære produktive kraft og en vigtig drivkraft i økonomisk udvikling og social fremgang. Ingen af de bedrifter, som menneskeheden har opnået ved at forstå og udnytte naturen, ville have været mulige uden videnskabeligt og tek-nologisk fremskridt. Den menneskelige klogskab er uudtøm-melig. Videnskab og teknologi er denne klogskabs ledelys.."
"For at møde udfordringerne fra et hurtigt videnskabeligt og teknologisk fremskridt og fra den hurtigt voksende videnbaserede økonomi må vi vedblive med at skabe og opfinde. Kreativitet er en nations sjæl og den uudtømmelige kilde til et lands velstand. Nøglen til at skabe og opfinde ligger i de menneskelige ressourcer, hvis udvikling afhænger af uddannelsen. Kun en veludviklet uddannelsessektor kan sikre videnskabeligt og teknologisk fremskridt og økonomisk udvikling. En nations videnskabelige og teknologiske styrke og uddannelsesmæssige niveau har altid været en vigtig målestok i bedømmelsen af den almene nationale styrke og et samfunds civilisation. Som uundværlige hjul driver de et samfund frem til velstand."
"Det er meget tilfredsstillende at se den velsmurte udvikling i den videnskabelige og teknologiske udveksling og samarbejdet mellem Kina og Rusland. Det Sibirske Videnskabscenter har udviklet venskabelige forbindelser og et tæt samarbejde med mange kinesiske forskningsinstitutter. Det nye Sibirske Institut for Atomfysik og Katalyseinstituttet har gennemført frugtbare projekter i samarbejde med deres kolleger i Kina. Med sine omfattende videnskabelige og teknologiske faciliteter har Rusland et enormt potentiale for udvikling. De besværligheder, som det russiske videnskabs- og forskningssamfund gennemlever netop nu, er kun midlertidige og vil blive overvundet gennem en indsats af det russiske folk. Kinas videnskabelige og teknologiske styrke er også i vækst, og der er stort marked for videnskabelige og teknologiske produkter. Alt dette tegner lovende for en bred vifte af videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Kina og Rusland".
PINLIG AL GORE
Det ville være i verdens og i landets egen nationale interesse, hvis USA blev tilknyttet de igangværende politiske og økonomiske initiativer på Det eurasiske Kontinent. Det første amerikanske bidrag kunne bestå i at tage initiativet til en gennemgribende reorganisering af det internationale finanssystem. Og den mulighed foreligger stadig. Selv om de syv førende industrilande, G-7, indtil videre har skrinlagt enhver snak om et nyt finanssystem (se Agro-Nyt, nov '98), så har præsident Clinton tilsyneladende ikke helt opgivet tanken. Ifølge den britiske finansavis The Financial Times, den 24. november, så viste flere af præsident Clintons bemærkninger under besøget i Sydkorea, at han "instinktivt føler, at det er nødvendigt at ændre hele systemet". På et møde med ledende politikere og forretningsfolk i Seoul sagde Clinton bl.a.: "Lad jer ikke narre. Når 1.500 mia. dollars cirkler kloden rundt hver eneste dag, er faren for ustabilitet enorm. I skal ikke bebrejde jer selv. Situationen [i Sydkorea] er langt værre, end den ville have været, på grund af usikkerheden og omfanget af den finansielle krise".
Det oplagte forum for en indledende diskussion om en reorganisering af finanssystemet ville have været topmødet i Stillehavslandenes økonomiske samarbejdsorganisation, APEC, der fandt sted i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, den 14.-18. november. Men på grund af Irak-krisen, hvor den britiske premierminister Tony Blair med alle midler forsøgte at få præsident Clinton til at bombe Bagdad, måtte Clinton lade vicepræsident Al Gore repræsentere USA på topmødet i Kuala Lumpur.
Det blev en katastrofe af rang. Vicepræsident Gore for-nærmede bevidst Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad ved i sin tale at støtte de demonstrerende tilhængere af den fængslede tidligere minister Anwar Ibrahim, og han udstillede sin totale mangel på situationsfornemmelse ved i samme åndedrag at støtte demonstranterne i Indonesien - på et tidspunkt hvor landet er truet af total politisk og social opløsning på grund af den internationale finanskrise.
GRÅDIGHED PÅ WALL STREET
Den 23. november satte Dow Jones-aktieindekset på børsen i Wall Street ny historisk rekord med 9.380 point. Den 31. august, knap 3 måneder tidligere, lå indekset på det laveste punkt for året: 7.539 point. Med en stigning i aktiekurserne på hele 24% på bare 11 uger, kunne man nemt få det indtryk, at finanskrisen '98 nu er død og borte. Så simpelt er det dog ikke.
I en artikel i Tysklands største dagblad Bildzeitung, den 25. november, beskrev finanseksperten Paul C. Martin købehysterien på Wall Street. Under overskriften: "Grådighed på det amerikanske aktiemarked" skrev han bl.a.: "Joh, panikken er her. Panikkøb. Hele landet er et galehus. Om så det er aktierne i firmaer, der dagligt har tab i stedet for omsætning, så stiger de til svimlende højder. Den nye guldkalv, som amerikanerne tilbeder, hedder internettet". Ifølge Martin er aktiekurserne for internetselskaber som Yahoo og Amazon.com tredoblet siden midten af september. Han fortsatte: "Erfarne guruer på aktiemarkedet advarer og advarer, men ingen tør længere lytte til dem. Forretningsselskaberne slår sig sammen, som var de parringslystne kaniner. Banker, internetselskaber, kemikoncerner. De, der ejer de rigtige aktier, kan blive særdeles velhavende fra det ene øjeblik til det næste. Investorerne river aktier ud af hænderne på hinanden, som om de ville være udsolgt i morgen. Aldrig mere dårlige nyheder. Krisen i Asien? Ovre! Krisen i Rusland? Forlængst glemt! Aktieindekset nærmer sig de 10.000. Men hvorfor kun 10.000? Hvorfor ikke 15.000? Eller 20.000?".
Paul C. Martin giver euforien et navn: Alan Greenspan, chefen for Den amerikanske Føderalbank, som han sammenligner med troldmandens lærling fra Goethes digt. Tre gange har føderalbanken sænket sin udlånsrente og dermed pumpet flere penge ind i den "gigantiske finansballon, der flyver kloden rundt - stadig voksende, stadig mere skræmmende". Ifølge Martin er denne ballon nu helt ude af kontrol. I de seneste måneder er de amerikanske familiers opsparing faldet til næsten nul. Hver eneste tjent krone anbringes øjeblikkeligt i aktier. "Grådighed regerer. Enhver, der holder sig udenfor, bliver hånet".
Mens alt det her står på, hvordan går det så i den virkelige økonomi, spørger Paul C. Martin. Han svarer selv: "Bare en enkelt melding fra i går: Den førende maskinproducent Voith i Heidenheim bekendtgjorde, at man måtte afskedige yderligere 400 mand...". Hertil kunne man så lægge, at Lindøværftet den 27. november fyrede 180 mand og annoncerede en samlet nedskæring på 400 stillinger. Den 30. november meddelte Volvo i Sverige 5.500 afskedigelser, og i forbindelse med krisesammenlægningen af de to bankgiganter, den tyske Deutsche Bank og den amerikanske Bankers Trust, bebudede man en nedskæring af arbejdsstyrken på 5.500 stillinger - til at begynde med. Og sådan kunne man blive ved.
Heller ikke i Asien er alle overbeviste om, at finanskrisen er fortid. Børsanalytikeren Hiang Whai fra Hong Kong sagde den 25. november til Jyllands-Posten: "De store kursstigninger synes at afspejle en falsk fornemmelse af, at de økonomiske problemer er ovre... Men den hektiske aktivitet negligerer det faktum, at økonomien - som i hvert fald i Asien er afhængig af Japans formåen og yennens stabilitet - fundamentalt er lige svag". Og bankanalytiker Brett Sissley fra Singapore fulgte op: "De relativt beskedne rentefald har ikke vendt USA's dramatisk stigende handelsunderskud eller fået mere gang i beskæftigelsen i et Europa, der vil introducere en fælles valuta ved årsskiftet, men stadig taler til omverdenen som et Babelstårn".
NÆSTE FASE I KRISEN
Mere end 400 repræsentanter fra 27 forskellige nationer deltog i Schiller Instituttets internationale konference i Bad Schwalbach, Tyskland, den 21.-22. november. Konferencens tema var: "Historie som et handlingsprincip". Hovedtaler var den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche. Han sagde bl.a.: "I de kommende uger vil vi stå overfor den næste fase i den igangværende nedbrydning af verdens finanssystem. Det kommende sammenbrud vil være uden sidestykke i historien, som vi kender den. Vi kender ingen depression, intet finanskollaps i historien, som kan sammenlignes med det sammenbrud, som nu snart rammer os... med mindre ledende regeringer meget pludseligt ændrer politik".
"Den krise som snart rammer, vil ikke ramme hårdest i Asien, lige med undtagelse af lande som Indonesien og Japan. Indonesien er allerede i opløsning pga. af IMF's direktiver, og Japan er i betragtning af dets egen finanskrise et af klodens mest eksplosive lande, hvor et sammenbrud af finanssystemet truer det internationale finanssystem som helhed. Den største fare for verdens finanssystem kommer ikke fra Brasilien, men fra Japan. Fastholder Japan sin nuværende politik, er landet fortabt, og er dømt til at trække den øvrige verdens finanssystem med sig i faldet. Vi taler om de kommende uger. Ikke måneder eller år. De kommende uger..."
"Den krise, som snart rammer os, vil sandsynligvis have den værste effekt ... ikke i Asien, ikke i Sydamerika, men i Vesteuropa. Som politisk enhed og som gruppe af enkeltlande vil Vesteuropa blive knust af eftervirkningerne af et fuldt kriseudbrud. USA, Australien, New Zealand og Canada vil sandsynligvis også blive trukket med i afgrunden. De eneste områder i verden, som har en god chance for at overleve det kaos, som krisen skaber, vil være en gruppe af lande omkring Kina, herunder andre lande i Asien og måske også Rusland, hvis Primakovs reformer, som nu er under udformning, får lov at slå igennem, og hvis der under det snarligt kommende møde mellem den kinesiske præsident Jiang Zemin og den russiske regering bliver etableret et samarbejde...".
LaRouche gennemgik derefter de politiske ændringer, der er nødvendige for at undgå det kaos, han indledningsvis beskrev. Talens fulde tekst (på engelsk) samt en tilhørende artikel i det amerikanske tidsskrift Executive Intelligence Review, kan rekvireres fra Agro-Nyt's redaktion. Pris: 50 kr.
GOD JUL OG GODT NYTÅR!
Boks:
Den 27. oktober - 1. november afholdt Det kinesiske Akademi for Socialvidenskab en international konference med titlen: "Det 21. århundredes økonomiske og handelsmæssige relationer mellem Asien og Europa og den 2. Eurasiske Landbro". Schiller Instituttet var repræsenteret af Helga Zepp-LaRouche, Jonathan Tennenbaum og Mary Burdman. Konferencen havde desuden deltagere fra Ungarn, Tjekkiet, Holland, Japan, Sydkorea og Rusland.
Konferencen begyndte i Beijing, hvor Helga Zepp-LaRouche var blandt hovedtalerne. Derefter flyttede den til Nanjing, hovedstaden i Jiangsuprovinsen. Fra Nanjing gik turen til havnebyen Lianjungang, og den sluttede i Kinas næststørste havneby Quinhuangdao, hvor Den kinesiske Mur møder havet. På billedet bliver Schiller Instituttets internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, interviewet af kinesisk fjernsyn ved Den eurasiske Landbros østlige endestation i Lianjungang.