International storpolitik kan på mange måder minde om et skakspil. Der er konger og dronninger, præsidenter og diktatorer. Der er officerer, ministre og uforudsigelige politiske elementer, der opfører sig som skæve springere i det globale spil. Og fra tid til anden er der en hel masse bønder, der desværre bliver ofret i "en højere sags tjeneste". Men på ét afgørende punkt adskiller den internationale politiske scene sig fra det sort-hvide skakbræt: Spillets regler ændrer sig konstant.
Indtil nu har omverdenen betragtet præsident Clintons hjemlige problemer med en vis ironisk distance. Alt efter temperament har man med skadefryd, forundring eller afsky kunnet følge med i afsløringerne af de mest intime detaljer af præsidentens privatliv. Men nu er sex-skandalen blevet til en rigsretssag. Og nu er det på tide at tage den dødsens alvorligt.
Hele affæren begyndte med en serie artikler i den britiske avis Daily Telegraph. Det var i 1993, og artiklerne handlede om familien Clintons fejlslagne investeringer i sommerhusgrunde i White Water, Arkansas. Snart blev White Water til Paula Jones og Paula Jones til Monica Lewinsky. Keine hexeri, nur behändichkeit! Altsammen udført af Ambrose Evans-Prichard, Daily Telegraphs korrespondent i Washington. Men den britiske tryllekunstner havde en hel hær af villige sceneassistenter. Fanatiske sydstatskonservative, der altid har betragtet den amerikanske grundlov som et indgreb i deres personlige frihed og afskaffelsen af slaveriet som et brud på Guds egen naturlov. Så, hvad der startede som britisk chikane af en præsident med en udenrigspolitik, der ikke faldt i Londons smag, har siden udviklet sig til et fuldvoksent sydstatsoprør imod Det hvide Hus. Rigsretssagen imod præsident Clinton er et ny-konføderalistisk forsøg på statskup.
Tvinges Clinton fra sit embede vil konføderalisterne have vundet deres største sejr siden den amerikanske borgerkrig (1861-65). Det nuværende amerikanske politiske system vil gå i opløsning. Et USA under en præsident Al Gore vil være noget helt andet end det, vi kender i dag. Det vil være en helt anden stormagt med en helt anden politik. Hvad mon det vil betyde for krig eller fred i Mellemøsten? For USA's forhold til Kina, Rusland og den øvrige verden? Hvordan vil et sådant USA forholde sig til den inter-nationale finanskrise?
Set i bakspejlet var der rigtigt meget omverdenen kunne have gjort for at støtte Kurt von Schleichers regering i Tyskland i 1932. Derfor vil det være en rigtig god idé at give fuld støtte til præsident Clinton før et konføderalistisk statskup i USA får lov at ændre fremtidens verdenshistorie i en særdeles ubehagelig retning.
SYDSTATSKUP IMOD CLINTON
I to artikler dateret den 22. december og den 1. Januar advarede den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche i skarpe vendinger den amerikanske befolkning - og omverdenen - imod at undervurdere betydningen og rækkevidden af den rigsretssag, som USA's Senat officielt indledte imod præsident Bill Clinton den 7. januar. Ifølge LaRouche er der tale om et parlamentarisk kupforsøg af samme type, som bragte Adolf Hitler til magten i Tyskland i januar 1933. De drivende kræfter bag dette parlamentariske coup d'etat er hadefulde sydstatskonføderalister (både inden- og udenfor USA's Kongres), som siden Den amerikanske Borgerkrig har afskyet alt, De forenede Stater står for. Disse kredse er, og har altid været, modstandere af den føderale regering i almindelighed og præsidentembedet i særdeleshed. Hertil skal så lægges, at Det hvide Hus i deres øjne i øjeblikket bebos af en forræder af værste slags. Clinton er nemlig selv født og opvokset i sydstaten Arkansas. Ud fra et "sydstats-kristent" standpunkt er han en umoralsk synder, der skal straffes, ikke kun pga. hans ægteskabelige sidespring, men mest af alt fordi han er en liberal "nigger-elsker". Det kan man bare ikke sige offentligt.
Nøjagtig som det var tilfældet med Sydstaterne under Den amerikanske Borgerkrig og med Hitler før kuppet i 1933, får disse "nykonføderalister" støtte fra magtfulde finanskredse i Wall Street og London. Det er det, der får LaRouche til at råbe vagt i gevær nu, før det er for sent. Hitler kunne være undgået, hvis der havde været national og international støtte til Kurt von Schleichers regering i 1932, og hvis der havde været opbakning til den økonomiske genopbygningsplan, som en højtstående embedsmand i det tyske økonomiministerium, dr. Wilhelm Lautenbach havde udarbejdet. Lautenbach var medlem af det pro-amerikanske Friedrich List Gesellschaft, og hans økonomiske plan var på mange punkter identisk med den, som præsident Franklin D. Roosevelt senere gennemførte i USA. Men Lautenbachs planer blev blankt afvist af bankerne i London, som i stedet, via rigsbankschef Hjalmar Schacht, diskret hjalp Hitler til magten.
Et stort flertal i den amerikanske befolkning har støttet præsident Clinton under hele affæren. Han er den mest populære præsident i USA's historie. En massivt flertal har hele tiden været imod, at der overhovedet blev indledt en rigsretssag. Alligevel er den nu sat i gang.
(Lyndon LaRouches to artikler (på engelsk): "Al Gore and Adolf Hitler" og "To defeat impeachment you must defeat the New Confederacy" kan bestilles fra Agro-Nyt's redaktion: 35 43 00 33).
UTÅLMODIGE AL GORE
Udadtil er vicepræsident Al Gore stadig "et hundrede procent" loyal overfor præsident Clinton, bag kulisserne er billedet noget anderledes. Den 31. december anmeldte Gore officielt sit kandidatur til præsidentvalget i år 2000 til Den føderale Valgkomité. Denne meget tidlige anmeldelse blev af Gores kampagneleder Craig Smith begrundet med, at de vigtigste primærvalg allerede finder sted inden påske år 2000, og at man derfor skal indsamle mindst 25 mio. dollars i løbet af 1999. Med andre ord, vicepræsident Gore vil allerede i indeværende år profilere sig som USA's næste præsident, rigsretssag eller ej.
Men vicepræsident Al Gore har også plejet sine præsidentambitioner på anden vis. Ved flere lejligheder har han udnyttet præsident Clintons trængte situation til at optræde som "fungerende præsident". I midten af august, da præsident Clinton blev afhørt i Monica Lewinsky-sagen, alt imens Ruslands økonomiske krise løb ud af kontrol, forsøgte Al Gore på eget initiativ, og uden præsidentens viden, at få sin politiske allierede Victor Tjernomyrdin genindsat som russisk premierminister (se Agro-Nyt, sept. '98). Da Irak-krisen i midten af november forhindrede præsident Clinton i at deltage i APEC-mødet i Kuala Lumpur, benyttede Gore lejligheden til iværksætte sit eget "felttog for menneskerettigheder" i form af et uhørt angreb på Malaysias premierminister Mahathir bin Muhamad og Indonesiens regering (se Agro-Nyt, dec. '98). Ifølge avisen Washington Post var vicepræsidentens provokerende tale ikke godkendt af præsident Clinton. Og mens præsidenten var på officielt besøg i Palæstina og Israel den 12.-15. December, var det Al Gore og Storbritanniens premierminister Tony Blair, der traf de afgørende politiske beslutninger om at iværksætte "Operation Ørkenræv", som så blev fremlagt for Clinton som et "fait accompli" ombord på præsidentflyet på vej hjem den 15. december.
Vicepræsidentens politiske hyperaktivisme er næppe nogen tilfældighed. Allerede den 15. oktober foreslog tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, i en artikel som både blev offentliggjort i den britiske avis Daily Telegraph og i den amerikanske avis Los Angeles Times, at der etableres en "indergruppe" i den amerikanske regering, som kan tage sig af USA's udenrigspolitik, mens præsidentens opmærksomhed er optaget af rigsretssagen (Kissinger tog selv initiativet til dannelsen af en sådan gruppe under Watergate-processen imod præsident Nixon). Og under overskriften: "Råd til Al Gore: Vær forberedt" skrev den tidligere medarbejder i Nixons regering Clay T. Whitehead i Wall Street Journal den 14. december, at vicepræsidenten allerede nu burde danne et "hemmeligt overgangshold", så han er klar til at overtage regeringsmagten med kort varsel, hvis eller når præsident Clinton bliver afsat.
FARLIGE AL GORE
Ville det ikke være en ulempe for republikanerne i præsidentvalget i år 2000, hvis Al Gore allerede inden da har overtaget Det hvide Hus? Hertil er svaret nej. Under et møde med repræsentanter fra forskellige amerikanske kvindeorganisationer den 18. december, sagde en af hovedkræfterne bag rigsretssagen, den fungerende talsmand for Repræsentanternes Hus, republikaneren Robert Livingston: "Præsident Clinton kan selv løse problemet. Han kan træde tilbage. Al Gore er klar til at tage over med det samme. Han er en god fyr".
Hvorfor synes sydstatskonføderalisterne så godt om Al Gore? For det første regner man med, at Al Gore vil være en overkommelig modstander for en republikansk modkandidat under præsidentvalget til næste år. For det andet, skulle valget alligevel kikse, er Al Gore trods alt "en af deres egne".
Al Gore startede sin karriere som journalist på avisen Tennessean i Nashville, Tennessee, og hans første berømmelse kom i 1974, da han sammen med FBI-agenten Hank Hillin "afslørede", at det nyvalgte sorte byrådsmedlem Morris Haddox havde modtaget bestikkelse. Under en senere valgkamp pralede Gore med, at det var ham alene, der havde bragt Haddox til fald. Desværre for Gore og FBI blev Haddox pure frifundet, og hele affæren blev afsløret som en beskidt fælde (den var blot én af mange lignende operationer, som FBI iværksatte overfor sorte folkevalgte politikere i 70'erne. FBI kaldte selv disse "undersøgelser" af sorte politikere for "Operation Frühmenschen", "Operation Primitive Mennesker". Den havde sit udgangpunkt i en tese om, at sorte politikere "af natur" måtte være mere korrupte end andre). Der er i hvert fald ingen, som kan beskylde Gore for at være "nigger-elsker" ligesom Clinton.
En regering under ledelse af Al Gore vil ikke være en simpel fortsættelse af den nuværende Clinton-regering. Gore og Clinton var modstandere i kampen om Det demokratiske Partis kandidatur, hver med deres vidt forskellige politiske programmer. Lyndon LaRouche har advaret om, at Al Gores skrifter og udtalelser afslører, at han stadig er fast besluttet på fire programpunkter: 1) En såkaldt "genopfindelse" af regeringsmagten, et program der ved nærlæsning betyder afskaffelse af enhver suveræn nation på kloden, inkl. USA; 2) en fanatisk modstand imod enhver form for videnskabeligt og teknologisk fremskridt; 3) en fanatisk tilslutning til globaliseringens slavearbejde, og 4) en fanatisk tilslutning til en radikal reduktion af, hvad Gore opfatter som "overbefolkning", holdninger der er ligeså brutale, som dem man så hos Adolf Hitler, med langtrækkende konsekvenser.
TRUENDE CUBA-KRISE I GOLFEN
Storbritanniens og USA's bombardementer af Irak den 16.-19. december skabte de alvorligste storpolitiske spændinger siden afslutningen på Den kolde Krig. Rusland og Kina reagerede meget skarpt, og for første gang siden Sovjetunionens opløsning trak Rusland sin ambassadør i Washington hjem til "konsultationer".
I modsætning til 1991, hvor daværende præsident George Bush først iværksatte "Operation Ørkenstorm" efter at havde fremskaffet det nødvendige internationale politiske figenblad gennem måneders intenst diplomatisk arbejde, besluttede regeringerne i London og Washington denne gang at ignorere FN's Sikkerhedsråd og de øvrige stormagter. De toneangivende i denne "vi kan selv-holdning" var premierminister Tony Blair og udenrigsminister Robin Cook samt deres allierede i den amerikanske regering: Vicepræsident Al Gore, dennes "sikkerhedsrådgiver" Leon Fuerth, forsvarsminister William Cohen og forsvarschefen, general Henry Hugh Shelton.
Samme gruppe er de stærkeste fortalere for en genoptagelse af bombardementerne, når muslimernes hellige måned slutter den 17. januar. Den militære opbygning i området, samt britisk-amerikanske diplomatiske initiativer i Saudi-Arabien, Kuwait og Jordan, tyder desuden på, at der næste gang også vil blive indsat landtropper med det formål at nedkæmpe det irakiske regime og indsætte en "venligsindet" regering. Der er lagt op til afprøvning af en helt ny amerikansk militærdoktrin, en såkaldt "triade" bestående af luftangreb, informationsangreb (rettet imod fjendens kommunikationssystem) og indsættelsen af specialstyrker. Forsvarschefen, general Shelton, er en entusiastisk tilhænger af denne nye doktrin.
Det springende punkt er naturligvis, hvorledes Rusland og Kina vil stille sig til en ny amerikansk-britisk militær indgriben i Golfområdet. Den 27. december, en uge efter afslutningen af det forrige bombardement, annoncerede den russiske forsvarsminister, Igor Sergejev, at Rusland nu er klar til at tage et helt nyt atommissil, Topol-M/SS-27, i brug. Sergejev gjorde det samtidigt klart, at Rusland i fremtiden vil lægge øget vægt på brugen af atomvåben. Årsagen hertil skal naturligvis findes i de seneste års totale sammenbrud i Ruslands konventionelle styrker. Men det betyder også, at Rusland nu er tvunget til at bruge truslen om atomvåbenanvendelse på et tidligere tidspunkt i en konflikt. I værste fald kan vi om få uger stå i en situation, hvor både USA og Rusland tester deres nye militærdoktriner.
RUSLAND-KINA-INDIEN
På vegne af præsident Boris Jeltsin tog Ruslands premierminister Jevgenij Primakov den 21. december på officielt statsbesøg i Indien. Kort efter sin ankomst sagde Primakov bl.a.: "Her i regionen er der meget, som afhænger af den politik som Indien, Kina og Rusland fører... Derfor ville det være godt, hvis vi kunne etablere et trekantssamarbejde". Den indiske avis The Hindu skrev efterfølgende: "Det er første gang en højtstående repræsentant fra Moskva har udtalt sig i sådanne vendinger, og derfor er ideen om en 'strategisk trekant' mellem Indien, Kina og Rusland, som den besøgende russiske premierminister Jevgenij Primakov har beskrevet, uhyre vigtig".
En stor del af de vestlige medier fremlagde straks Primakovs udtalelser, som en direkte reaktion på Storbritanniens og USA bombardementer i Irak, og som et forsøg på at danne en anti-vestlig blok. Da så en højtstående embedsmand i det kinesiske udenrigsministerium afviste enhver snak om en sådan blok, udlagde især den britiske presse det som en kinesisk afvisning af Primakovs forslag. Ingen af delene var sande.
Primakovs forslag til en strategisk trekant kom som en naturlig fortsættelse af den kinesiske præsident Jiang Zemins besøg i Rusland i slutningen af november, hvor han i en historisk tale i Novosibirsk opfordrede Rusland til at anvende sit store videnskabelige fundament som et redskab til at komme ud af den alvorlige økonomiske krise (se også Agro-Nyt, dec. '98). Både Kina og Indien havde i 60'erne stort udbytte af teknologiudveksling med det daværende Sovjetunionen. Da Kina har sat sit gigantiske infrastrukturprogram for en såkaldt Eurasisk Landbro i centrum for sin udenrigspolitik, kom det naturligvis også til at spille en central rolle under Jiang Zemins besøg i Rusland. Derfor var ikke helt uventet, at premierminister Primakov til gengæld ville komme med et strategisk-politisk udspil under sit besøg i Indien. Det forudsagde vi faktisk i forrige nummer af Agro-Nyt. Rusland, Kina og Indien udgør tilsammen 20% af jordens landareal og bebos af 40% af klodens befolkning. Et strategisk samarbejde mellem disse tre lande vil få en betydning, der rækker langt ud over regionens egne grænser.
Schiller Instituttet har siden 1993 opfordret både USA og Europa til at tage initiativet til et omfattende internationalt politisk og økonomisk samarbejde til udvikling af hele det eurasiske kontinent. Vi har kaldt projektet En ny Silkevej eller Den eurasiske Landbro (se Temahæfter nr. 1 og 3). Et sådant samarbejde er nu ved at tage form, men desværre uden Europa og USA. Det må ændres hurtigst muligt. Det vil en ny krig i Golfen ikke gøre nemmere, tværtimod. Det kan skabe en ny politisk konfrontation mellem Øst og Vest. Det er desværre netop, hvad ledende politiske og økonomiske kredse i London håber.
BOBLEN BRISTER I BRASILIEN
1999 er startet med imponerende stigninger på alverdens børser ført an af Wall Street, hvor Dow Jones-indexet den 6. januar slog ny rekord med 9.544 point. Børserne bliver pustet op til nye spekulative højder ved hjælp af en overflod af likviditet fra centralbankerne med Den amerikanske Føderalbank i spidsen. Men i skrivende stund er boblen atter ved at briste. Og som ventet sker det i Brasilien (se også Agro-Nyt, nov. '98).
Den 7. januar annoncerede regeringen i delstaten Minas Gerais et 90-dages gældsmoratorium på 15 mia. dollars, som delstaten skylder de nationale myndigheder. Guvernøren i Minas Gerais, den tidligere præsident Itamar Franco, begrundede moratoriet med, at de nedskæringer som præsident Fernando Henrique Cardoso kræver gennemført, som en del af IMF's betingelser for hjælpepakken til Brasilien, gør det umuligt at betale af på den gamle gæld.
I de følgende dage truede delstaterne Mato Grosso og Rio de Janeiro med at følge Minas Gerais' eksempel. Derefter steg kapitalflugten til astronomiske højder. Alene den 12. januar forlod 1,2 mia. dollars landet. Den 13. januar eksploderede boblen så for alvor. Centralbankchef Gustavo Franco trådte tilbage og den brasilianske regering måtte opgive at forsvare realens kurs overfor dollaren, den faldt på få timer 7,5% i værdi. Hovedformålet med den IMF-hjælpepakke, som Brasilien fik i begyndelsen af december, var at sikre realen stabilitet. Det er nu mislykkedes, og hermed er den internationale finanskrise gået ind i en ny fase.
UNDSKYLD FORSINKELSEN!
På grund af uforudsete vanskeligheder på den gamle redaktørs rejse over Atlanten er denne udgave af Agro-Nyt desværre nogle dage forsinket. Vi beklager.
Boks:
Den 28. november - 7. december besøgte Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche Mexico. Hun fik lejlighed til at tale til mere end 1.000 mexikanere på offentlige møder arrangeret af Schiller Instituttets søsterorganisation MSIA i Mexico City, Guadalajara og Monterrey.
På en konference i Mexico City den 1. december, arrangeret af Mexicos Geografiske og Statistiske Selskab beskrev Zepp-LaRouche Kinas gigantiske infrastrukturprojekt, den såkaldte Nye Eurasiske Landbro, som nu involverer alle de centralasiatiske republikker samt Rusland og Japan. Hun understregede, at denne nye landbro udgør det vigtigste strategiske alternativ til Den internationale Valutafond, IMF, og det igangværende økonomiske og finansielle sammenbrud.
Konferencens anden hovedtaler var Mexicos tidligere præsident Jose Lopez Portillo, og under sin gennemgang af nødvendigheden af en omfattende reorganisering af det internationale finanssystem sagde han, at det nu er "nødvendigt, at verden begynder at lytte til Lyndon LaRouches kloge ord". Denne bemærkning og Zepp-LaRouches tale blev forsides stof i alle Mexicos aviser og medier, da Mexicos nuværende præsident Ernesto Zerdillo dagen efter kritiserede Lopez Portillo og "andre" for at "drømme sig tilbage til fortiden".
Den 24. december bragte den ledende kinesiske avis Can Kao Xiaoxi (Referencenyheder) en forsidesartikel under overskriften "Plan for hele menneskeheden i det næste århundrede - En udenlandsk forsker påskønner Jiang Zemins tale i den novosibirske videnskabsby" , hvor man udførligt refererede hovedpunkterne i Helga Zepp-LaRouches tale.
På billedet ses Jose Lopez Portillo og Helga Zepp-LaRouche under konferencen i Mexico City.